Graveren kom op paa Kirkegaarden ved Middagstid og saa det lange
ubevægelige Legeme derhenne i Ukrudtet. Han gik derhen i den Tro, at det
var en død; men Manden sov kun, Øjenlaagene zitrede lige mod Solen.
Mikkel drømte, at han steg op ad et stort stejlt Bjærg, han vadede
alendybt i den løse Sne. Men da han var kommen næsten op paa Toppen,
satte han sig ned, nu kunde han ikke mere. Højt over hans Hoved gik
Stien skraat ned til venstre; for at komme blot dette Stykke højere op,
maatte han en lang Omvej, helt rundt om Bjærget. Han havde opgivet det,
han sad plantet med begge Benene i Sneen, og det var forbi. Stien
ovenover ham stod i en Brand af Snefog, al Bjærgets frostfine Sne var
oprørt til Bunden. Ned langs Stien kom en lang Række unge Piger i sorte
Kaaber, og mens de under megen grusom Munterhed fægtede sig frem i de
stejlende Snehvirvler, fløj Kaaberne nu og da tilside, deres Legemer var
ganske skoldrøde af Kulde. De blev ved at komme ned fra Bjærget i en
uendelig lang Række, nogle smilede, andre lo. Alle lignede de Susanna,
og dog var ingen af dem hende.
Da Mikkel vaagnede hen paa Eftermiddagen, huskede han Drømmen tydeligt
og foruroligedes af den. Det bares ham for, at han aldrig skulde komme
Susanna nærmere, skønt han følte, at hun var hans Skæbne. Mig vil det
nok gaa galt, tænkte han fuld af bange Anelser. Der hang Ulykke over
ham, og dog havde han spaaet sig selv større Lyksalighed end de fleste
andre Mennesker. Og pludselig faldt det paa ham som et dunkelt sørgeligt
Fremsyn, at han vilde komme til at dø for egen Haand.
*
Ikke langt fra Stejlebakken udenfor Vesterport laa Rakkerkulen. Nu i
Sommertiden stod den mestenstid fuld af Taage, saa at man ikke kunde se
Aadslerne dernede. Ved den Kant, der laa nærmest Vejen, havde Rakkeren
rejst en Stage med Hovedskallen af en Hest for at vise Folk fra at falde
derned. Mikkel gik tit forbi -- han opholdt sig helst paa Kirkegaarden
eller ved Retterstedet, hvor han kunde være i Fred for Folk. Lidt efter
lidt kom Mikkel til at føle en besynderlig Venlighed for Hestehovedet
der paa Stagen; det var, som vidste han noget tilfælles med det døde,
afmægtige Hovedben. Kraniet gabede vidt som en stadig, lydløs Vrinsken
fra Helvede, Øjenhulerne gloede. Tændernes Blottelse manede om den evige
Varme hos Satan -- selv Næsen vilde den stikke med i sin benede Ondskab.
Men Mikkel var hemmelig til Vens med den.
En Aften traf Mikkel Rakkeren ifærd med at flaa en selvdød Helmis. Han
gav sig i Snak med ham, men Jerck vilde længe ikke tage Notits af ham.
Det var en ordknap Mand, Jerck. Et lille Stykke henne havde han sin
Hytte. Men den Aften spiste Mikkel Hestekød ved Rakkerens Bord. Siden
sluttede han sig til ham en sjælden Gang og hjalp ham ved Bestillingen.
Natmanden havde en vis indesluttet Forstandighed i sit Væsen, Mikkel
regnede ham for sin Ven.
En Dag, da de flaaede Skindet af en Hest, blev Mikkel siddende længe med
Kniven i Haanden i dybe Tanker.
Han var kommen til at huske den Gang, Anders Graas Hest blev syg og
kunde ikke leve -- derhjemme paa Egnen. Anders Graa undte sig selv at
aflive den, han skød den en Armbrøstbolt i Stjærnen, og i samme Nu hug
den Tænderne i Sneen. Jorden tog Hovedet først, og saa drev Kroppen
bagefter, idet Stivelsen gik af Haserne. Ja . . . ja Jorden ved nok
Besked, skønt den tier stille. Vi har vor Forlov en Tid, og jo gladere
vi er, des hellere hopper vi paa den. Men alle Væsner er skabt i Strid
med Naturen, paa Trods af Tyngden; Mennesket har endog rejst Forparten
fra Jorden og snydt Tyngden for et Par Ben. Gud feder de levende, for at
de skal falde des alvorligere til Jorden, thi Gud og Satan er en og
samme Person. Men Jorden . . .
Mikkel saa et hjælpeløst Spædbarn ligge under sig paa Jorden, tænkte sig
det saa grant. Det ligger paa Ryggen som et Foster med Lemmerne foldet
sammen. Men det vokser for hans Øjne -- saa hurtigt, at han ikke kan
følge alle Enkeltheder paa en Gang. Nu er det et Par aabne fornuftige
Øjne, der ser op paa ham, Armene ligger hvide og fine langs Siden; se
hvor lange Benene er bleven. Nu skygges Ansigtet af Sorger, der flyver
Smil over Trækkene, sød Grumhed, Angst, Raadvildhed. Hænderne er
allerede store og brune. Bedst som han ser fra Tæerne op til Hovedet,
svinger Skægget sig som en mørk Drive om Underansigtet, Panden hvælves
af Smærte. Det er en moden Mand nu, han ligger stille et Øjeblik kun
optagen af sit Indre. Og da er han allerede gammel. Skægget graaner,
Haaret gaar ud. Knæene rager spidse i Vejret. Alt er Rynker, Kødet
visner under Huden -- og pludselig springer den sorte Ramme ud om
Alderens Ynk -- et Glimt af de gule Ben, og Laaget gror sammen under en
Regn af Jord.
O, Jorden henter sine, den hvirvler dem omkuld og strækker dem endelangs
paa sin Skal. Faa kun Hul et Sted paa dig, og dine Sideben skal svuppe
mod Jorden, du skal smække mod Grunden som en Stolpe, hvis Rod er
raadnet hen.
. . . Da Anders Graa havde skudt Hesten, fik Rakkeren den til
Behandling. Han slagtede og parterede den ude i Sneen, Mikkel stod og
saa til.
Det var en tidlig maaneklar Frostmorgen. Sneen laa milevidt i det
aandeagtigt svage Kertelys fra Vest, langt op over Bakkerne laa den hvid
som Spindel, ingen kunde se, hvad der var hvidt Skær og hvad der var
snebegravet Land. Det var saa koldt, at Sneen knirkede højt under
Fødderne, Kulden ætsede ved Fingrene som en dryppende Syre. Men gennem
Engen krøb Aaen aaben og sort, ulægeligt levende midt gennem den
ihjelfrosne Eng.
Rakkeren vred Anders Graas Hest om paa Ryggen og begyndte at aabne den.
Blodet laa i en stor brun Pøl, der smeltede sig ned i Sneen, den
blegrøde Fraade frøs snart til Is. For hvert Snit af Kniven vældede en
Farve ud af den dampende Hestekrop, Kødet spillede i dejlige blaa og
røde Farver. Og se Trævlerne blev ved at røre sig, fare sammen og skælve
mod Frostluften, de overskaarne Muskler krympede sig som Orme i den
svirpende Ild. Det lange Luftrør kom for en Dag, Kindtænderne laa
synlige som fire Linjer mystiske Bogstaver. Der kom en fin lyserød Hinde
frem, den var mønstret med mangfoldige blaa Aarer som et flodrigt Land
set højt oppe fra. Da Brystet blev aabnet, var der ligesom en Hule;
store hvidblaa Hinder hang ned, brunt og sort Blod kom ud af Smaahuller
i de aarede Vægge, det gule Fedt stod fra Loft til Gulv i langelige og
drivende Klaser. Leveren var mere brun end alt andet brunt i Verden,
Milten kom tilsyne blaa og skimlet som Natten og Mælkevejen. Og der var
mange flere skære Farver, blaa og grønne Indvolde, teglstensrøde og
okkergule Dele.
Alle Østerlands frodige, raa Farver; gult som Ægyptens Sand, turkisblaat
som Himlen over Evfrat og Tigris; alle Orientens og Indiens ublu Farver
blomstrede ud midt i Sneen under Rakkerens skidne Kniv.