Kunde De da forestille Dem, De var forlovet og skulde afsted? Jeg er
forlovet. Jeg er rejst fra en Pige, og før jeg tog afsted, lovede hun
mig at vente paa mig, om det saa varede aldrig saa længe.
Mikkel turde ikke røre sig, saa ilde tilmode blev han over Otte Iversens
Forlegenhed og den Bespændthed, han aabenbart pintes af.
Hun hedder Ane Mette, sagde Otte Iversen noget efter ganske sagte.
De gik videre i Tavshed. Men da Otte Iversen talte igen, var hans Stemme
varm og svag. Det var fordi han havde faaet sagt Navnet før.
Jeg er oppe fra Jylland, fra en lille Herregaard ved Limfjorden. Han
hostede uroligt og ventede, til Stemmen var sikker igen. Min Fader er
død for mange Aar siden, min Moder har Gaarden. -- Han tøvede, betænkte
sig tydeligt nok paa at fortsætte.
Mikkel syntes, han burde give sig tilkende. Men hvorfor skulde han saa
endelig det? Han sparede før Otte Iversen for Ærgrelse ved at lade være.
Mikkel tav.
De kom forbi Nørreport. Vagten spankede op og ned med Hellebarden i
Armen, han stod stille og spejdede mistænksom efter de to Nattevandrere.
Jeg har kendt . . . vi har kendt hinanden i over fem Aar, sagde Otte
Iversen, lige fra jeg var Dreng. Min Moder vidste ikke noget om det. Det
gik saa underlig til. Jeg holdt meget af at ligge og sejle i Aaen i en
lille Baad, jeg havde, og paa den Maade kom jeg helt ned til Stranden.
Hun bor i et Hus dernede ved Fjorden, hendes Fader er Fisker. Der var
det jeg saa hende første Gang. Hun var fjorten Aar og næsten voksen; saa
saa jeg hende flere Gange siden. Og saa hændte det, at vi laa og medede
Fisk i Aamundingen en Gang -- jeg kunde godt faa hende med ud i Baaden
en Tur, naar jeg kom derned.
Otte Iversen tav lidt og hentede Vejret. Mikkel kendte Fiskeren særdeles
godt, det var jo Jens Sivertsen. Ane Mette havde han set næsten daglig,
men som lille Pige. Da havde hun gult Haar og var rød og hvid som alle
Smaabørn. Men . . . men hvordan hang alt det sammen?
Saa lige med ét, da vi ser os om, er vi drevet fra Land! fortalte Otte
Iversen videre i betydelig Sindsbevægelse. Jeg havde nok mærket, at det
blev dybt, men aldrig tænkt over det, vi laa jo og kiggede ned i Vandet.
Vi var dreven fra Land. Jeg farer til med Stagen, der var til Baaden, og
vil støde den i Bunden for at komme ind -- saa kan den ikke naa!
Otte nikkede nervøst.
Det var Fralandsvind. Og der var ingen at øjne -- Jens Sivertsen,
Fiskeren, bor længere oppe, og hjemme var han jo heller ikke. Hvad
skulde vi gøre, vi var saa bange først, at vi ikke kunde sige et Ord,
ikke en Gang raabe om Hjælp. Men da jeg saa, at Baaden blev ved at drive
udad, og der blev langt til Land, skreg jeg saa længe jeg kunde, vi gav
os begge to til at græde og klage os. Baaden hældede og skvulpede, fordi
vi _sprang_, saa fortvivlede vi var. Det er et Under, at vi ikke fik den
væltet og kom i Vandet -- jeg kunde ikke svømme den Gang; min Fader
døde, mens jeg var lille, saa jeg har lært alting sent. Naa tilsidst
blev vi jo trætte af at skrige og faa Krampe -- ret kloge var vi jo ikke
den Gang i det hele taget -- vi satte os ned hver paa sin Toft og græd
og græd. En Gang imellem, naar vi saa op, og Landet var bleven mindre
for os, tog vi paa Veje igen, saa længe til vi blev stakaandede og
trætte. Det var en forfærdelig Fare. Vi faldt vist i Søvn i Baaden en
Gang imellem, saa meget vi græd. Nok er det, vi blev ved at drive væk.
Men tilsidst naaede vi jo over til Salling paa den anden Side.
Otte Iversen aandede dybt ud.
Samme Dag satte en Fisker os over igen. Saa gik der endda fire Aar, før
vi gav hinanden vor Tro. Det var nu i Foraaret. Men vi er jo bleven
voksne begge to nu for længe siden.
Han tav. De var kommen til et aabent maanebelyst Sted foran Muren. Otte
Iversen pegede paa en Sten -- skal vi sætte os lidt?
De satte sig. Der var mere, Otte Iversen skulde have sagt, han sad i
Tanker. Mikkel vidste ikke noget at bemærke, han saa, hvor raadvild Hr.
Otte sad og borede med en Finger i en af Slidserne paa Knæet. Der er
ingen Forskel paa ham og mig, tænkte Mikkel, vi har det ens begge to,
Gudbedre, og vi er ens.
Men jeg maa ikke faa hende, sagde Otte noget efter, dybt nedslaaet,
eftertænksomt, stædigt. Min Moder sætter sig imod det, fordi det er
under min Stand. Jeg kan ikke faa Gaarden, hvis jeg gør det. Saa hørte
jeg, at Kongen lavede til Krig. Og om jeg saa skulde begynde
allernederst, der var en Udvej.
Otte Iversen havde nu sagt, hvad han _kunde_ sige. Resten, Menneskets
fortærende Længsel efter den Pige, hvis Navn han næppe formaaede at
udtale, hans Blods Sygdom, fattede Mikkel gennem Sympati.
Hvem ved, hvad Lykken kan have til en, sagde Otte Iversen i en træt
Tone. Han hældede sig forover med de sammenlagte Hænder mellem Knæene.
Gaarden er gammel og forfalden, vedblev han rusten i Mælet. Der er ingen
Skik paa nogenting. Han for gysende sammen og gabede højt. Skal vi gaa!
De gik. Maanen var blegnet paa Himlen, Solen vilde til at komme. Der
begyndte at lægge sig en tynd, rosenrød Taage over Byen før Gryet.
Mikkel kunde mærke paa Otte Iversen, at han fortrød sin Meddelsomhed nu.
Han sagde snart Farvel og gik.
Mikkel havde ingen Steder at gaa hen. Han lagde sig ind i Krogen paa
Kirkegaarden, det var lyst nok. Just som Solen brød ind over Byen,
sovnede han hen.