Alt hvad Mikkel Thøgersen vidste om Susanna var, at hun hørte til i
Huset hos den gamle Jøde Mendel Speyer; kanske var hun hans Datter.
Navnet havde været ham bekendt, længe førend han opdagede hende derinde
i Haven, det stod tit og ofte malet med Kridt paa Husstolperne
tilligemed sjofle Figurer. Navnet og Tegnet blev slettet ud, kom igen og
blev slettet ud ligesaa rask. Mikkel saa en Dag den gamle Jøde komme
hjem, og før han gik ind ad sin Dør, lod han Øjnene løbe over Hjørnet af
Huset -- den Gang var der dog ingenting.
Susanna hed hun. Mikkel havde kun set hende tydeligt to Gange.
Sidenefter turde han ikke opholde sig saa længe oftere. Han plejede at
gaa gennem Strædet som den, der skal igennem og passer sit. Naar han da
var ud for Stakittet, saa han som uforvarende derind, og undertiden fik
han et Glimt at se af Susanna. Hun plejede at gaa ude i de tilgroede
Gange ved Middags- og Aftenstid.
Haven var fuld af Ukrudt, høje Skarntyder og vildtvoksende Peberrod; de
ældgamle Abildtræer hældede Stammerne tilhøjre og venstre. I Hjørnet ud
mod Gaden stod en mægtig Hyld, tæt som et Tag, Mikkel havde en Anelse
om, at den dannede et Lysthus ind mod Haven, og at Susanna undertiden
opholdt sig der. Han havde hørt det pusle derinde bag Løvet. Maaske sad
Susanna gemt derinde og kiggede ud -- Mikkel holdt ikke rigtig af det
Træ. Og dog drog det ham til sig, fordi han tænkte sig hende der.
Om Aftenen, naar Mikkel gik forbi, saa han Lys oppe i et lille Vindue i
Gavlen ud til Haven. Om Natten var Lyset slukket, Mikkel gik forbi og
saa derop.
Et Stykke skraas overfor Mendel Speyers Hus laa St. Clara Kloster, og
her var der et mørkt Hjørne, som Mikkel fandt det lykkeligt at staa ret
op og ned i om Aftenen og Natten. Han kunde øjne Vinduet derfra.
Og her stod han Pintsedags Aften sent, da der var kommen Ro i Byen. For
Byen havde været af Lave. Da Solen stod op, var Gildet begyndt, hele
Byen havde fejret Pintse med Dans, Klang, Drukkenskab og Musik. Ude i
Haverne nordenfor Byen stod Majstængerne saa tykt som en Skov, hvert
eneste saligt Menneske sværmede deromkring, det gik skummelt til med
Drik og Fortæring. De tyske Soldater havde slaaet sig løs, det kan være,
de havde yppet Livsaanderne, før de skulde i Krigen.
Mikkel Thøgersen havde vovet sig ud i den glade Strøm, men han var
straks bleven Aarsag til jublende Opløb. Drengene kendte ham, og nu
havde han tilmed lagt Kappen og Hætten, hans røde Ben var synlige i hele
deres æventyrlige Længde. De gjorde ham til Genstand for Kultus,
Ungdommen, de dansede om ham og sang en taknemlig Vise. Mikkel skrævede
afvejen og gemte sig bort inde paa St. Nicolaj Kirkegaard. Her laa han
det meste af Dagen i en tæt frodig Krog mellem Gravene og lod Solen
skinne paa sig. Der var stille rundt om, Fuglene pippede, og Fluerne
fløj hid og did. En Glente kastede sig ud fra en Glug højt oppe i
Taarnet og rejste væk ud i Landet. Mikkel laa ørkesløs paa Ryggen og
sank dybt ned i Græsset og Ukrudtet. Han rev Stænglerne over paa en
Plante, der stod ved hans Hoved, og saa, at der var gul Saft i den, han
stak friske Spirer i Munden og tyggede paa, rullede Græsstraa sammen i
Fingrene, og Tiden forvandtes. Byen levede rundtom, af og til klang høje
Glædesraab langt borte.
Da det endelig blev mørkt, listede Mikkel ud af Byen og bjærgede sig et
Maaltid Mad i en enfoldig Bondegaard. For hver Bid, han sank, var han
klar over, at han bedrog, siden han nu ikke læste længere.
-- Og nu stod han her i den stille, svale Nat. Byen var kommen til Ro,
og Mikkel vaagede som det dybe Sus, der bliver i Ørene, naar al anden
Lyd er forstummet. Natten var fuld af Duft fra de duggede Haver. Det var
meget lyst, Maanen var ved at komme, det lysnede i Øst over Haverne.
Der kom nogen oppe i Gaden. Mikkel hørte Skridtene nærme sig, han troede
først, det var Vægteren. Men snart skelnede han Sporeklirren. Mikkel
vilde ikke ses saa nær ved Mendels Hus, han traadte ud af Skyggen og
slentrede ned ad Gaden. Omtrent ved Østergade blev han indhentet af ham
bagved; pludselig blev Skridtene hurtigere, og Mikkel fik et Haandslag
paa Skuldren. Han vendte sig og saa til sin Forundring, at det var Otte
Iversen. Saa kendte han ham alligevel; hvad mon nu?
Godaften sagde den unge Junker dæmpet og med venlig Fortrolighed -- er
det ikke Mikkel Thøgersen?
Jo, det var det.
Vi var sammen derude i Serritslev forleden. Og jeg har jo ogsaa truffet
Dem siden. De spaserer en Aftentur, ja. Vejret er dejligt. Jeg ved ikke
. . .
Han talte sløret og med en egen Mildhed, som havde han været længe
alene, han blev staaende og bøjede sig en Smule forlegen; det svage
Nattelys strejfede Knappen paa hans Dolk.
Ja, det er snart for godt Vejr at sove i, sagde Mikkel.
De kunde . . . naar De alligevel gaar ude -- skal vi følges ad en Tur?
Det havde Mikkel ikke noget imod, og de gik ad Østergade ind gennem
Byen.
Jeg kender jo ikke nogen videre her i Byen, vedblev Otte Iversen -- af
danske at være.
Aa, nej. Mikkel mente, det kunde have sin Rimelighed. Han tav, og de
fulgtes ad helt op til Frue Kirke uden at sige noget.
Hm! Otte Iversen rømmede sig. Har De ikke Lyst til at følge med hjem,
hvor jeg bor og drikke et Bæger Vin? Han talte i en anden Tone nu,
koldere og som det lod mismodigt.
Mikkel saa ingen Grund til at sige nej, og de gik hen et Sted i
Vestergade, hvor Otte Iversen laa i Kvarter. Huset var lukket.
Vi kan ikke komme ind uden at banke dem op, sagde Otte Iversen henvendt
til sig selv. Men jeg har en Kande Mjød ude hos Hesten.
De gik over den maanelyse Gaard og kom til et stort Skur med Halvtag.
Otte Iversen stødte Døren op. Det er mig, sagde han, da en Karl sprang
op fra sit Halmleje. Tænd os et Lys.
Karlen skævede til Mikkel, da han havde tændt Lys. Det var et stort
Staldrum, men der stod kun en eneste Hest i et af Spiltovene. Otte
Iversen gik op og klappede den og puslede lidt ved den.
Læg du dig kun igen, sagde han til Karlen. Han rakte hen i en Krog og
fandt en lang Træstob frem, klappede Laaget op og kiggede i den.
Jeg opholder mig for Resten mest herude ved min Hest . . . vi kan vel
godt sætte os paa Truget her? Der er en Slurk endnu, det er den brede
Ende af Kanden, der er tilbage. Værsaagod!
Mikkel drak, og den stærke Mjød smagte forførende godt, den løb ud i
ham, han blev øjeblikkelig varm. Otte Iversen drak en lang Slurk efter
ham. Saa sad de der Side om Side paa Truget. Karlen, der havde smidt sig
i Halmen igen, sov allerede dybt. Hesten nippede op i Hækken og tyggede
saa stille. Lysestumpen brændte i sin Klemme paa Væggen. Dødsstille var
der rundt om, Gaarden laa hvid som af nyfalden Sne udenfor Døren i
Maaneskinnet. Det var over Midnat.
Mikkel listede sig til at se paa Otte Iversen, han blev mere og mere
underlig ved ham. Men der var ikke andet at spore paa hans Ansigt end
pinlig Fortænkthed, han kneb Munden sammen og stirrede ned for sig.
Her er meget lummert, for Otte Iversen endelig op, skal vi gaa udenfor
igen. Men lad os drikke ud først.
De tømte Kanden og gik. Otte Iversen skød Døren til. Lidt efter var de
ude ved Bymurene, de bøjede tilhøjre og blev ved at gaa langs med dem,
fremdeles tavse.
Men Otte Iversen kunde ikke blive ved at tie. Aajaja! udbrød han
spøgende, og Mikkel saa ham vende sit smilende Ansigt op i Maanelyset --
her gaar vi i det skønne Majvejr; om fjorten Dage er man maaske færdig
med alting, baade Maaneskin og alting.
Mikkel saa forbavset paa den unge Soldat, der var stanset med et Sæt,
som om en Skælven havde overfaldet ham.
Tror De, jeg er bange for Krigen, vi skal i? sagde Otte Iversen og gik
igen -- det tror De vist ikke. Men sig mig . . . ja De er maaske
endogsaa gift -- eller er De forlovet?