Det var langt op paa Dagen, da Mikkel Thøgersen vaagnede. Han laa noget
inden han blev klar over sig selv, han havde drømt saa besynderligt,
skønt han ikke huskede noget.
Lyset faldt fra Taglugen lige ned i det elendige Kammer. Skønt Ove
Gabriel for længe siden var gaaet paa Forelæsning, kunde Mikkel lugte
ham, han trak med Væmmelse paa Næsen.
Kunde der ske noget i Dag, var det værdt at staa op og byde sig fal for
Skæbnen derude i Byen mellem Folk? Mikkel tænkte efter. Egentlig var der
ikke hændet noget afgørende igaar, og dog følte han sine Oplevelser saa
stærkt. Der var blevet rykket i ham, hvad det saa betød. Alle Værdier
var gaaet endnu mere nedad, Mikkel følte, at han ikke kunde holde sin
Stilling ud længere.
Mikkel lagde sig op mod Væggen og grundede med Øjnene stift rettet frem
for sig. Lidt efter krummede han Hovedet tilbage og lukkede Øjnene, han
var kommen i Tanker om Susanna. Næsten i det samme mærkede han en hæftig
gnavende Sult, han stod op og langede ud efter Klæderne.
Mikkel havde ingenting, han levede som Spurvene, fægtede hver Dag hos
Gud og Hvermand. Medens han drog sine røde, forhadte Læderbukser paa,
overvejede han, hvor han skulde hen og tigge i Dag. Han bestemte sig til
at søge udenfor Byen, hvor Folk ikke var alt for misbrugte af Studenter
og andet Pak fra Byen.
Det var en dejlig Majdag. Mikkel gik rask ud gennem Nørreport. Og saa
saare han fik Markerne for Øje, blev han forvirret af Lyst, han kiggede
næsten undselig op mod Himlen. Jorden gav Foraarsduft fra sig -- hvad
var det han mindedes derved? -- den grønne Rug stod langt hen. Solen
varmede velsignet.
Mikkel marcherede frem ad Vejen og saa sig om til højre og venstre. Det
var vist en Lykkedag, han følte sig let og vel tilmode.
Ja, det var en Lykkedag. Mikkel gik lige paa og sad snart bredt bænket i
en Landgaard ude ved Søerne, et lyst Sted, hvor man satte fulde Retter
frem for ham uden Omsvøb og uden at helde gudsfrygtigt med Ørene. Manden
skænkede fraadende Øl i Kruset til ham og følte sig oplivet ved hans
Besøg. Her kom der nok ikke lærde Folk til daglig i Guds Navn, Mikkel
skrev sig det bag Øret. Da han havde spist og drukket forsvarligt, havde
den Dag nok i sin Plage for saa vidt -- Mikkel vandrede ind til Byen
igen i Fred med sig selv. Han sugede sine Tænder og skottede op mod
Skyerne, fulgte blinkende en Fugl med Øjnene og talte Latin til sin
udødelige Sjæl.
Pludselig blev Mikkel staaende og tænkte sig om -- mon han ikke netop i
Dag skulde gøre det, _det_ han saa længe havde haft i Sinde, gaa løs paa
Jens Andersen? Mikkel ventede sig Held af det, den store Magister var
fra samme Egn som han selv. Jo i Dag skulde det være, nu vilde han vove
det.
Men straks, da Mikkel havde taget Beslutningen og sat sig i Gang, faldt
hans Hoved, og han tabte Lysten. Under mange Tvivl naaede han ned i den
Gade, hvor han vidste, Jens Andersen boede. Da han stod udenfor Døren,
var alt hans Mod borte, men han var sat i Bevægelse nu og vilde have
Ende paa det.
Mikkel Thøgersen kom ind i en stor Stue, han skimtede Folianter paa
Væggene . . . men der rejste Jens Andersen sig henne fra et Bord og kom
hurtigt imod ham. Jens Andersen -- en lavstammet, bred Mand med en
vældig Pande. Han var iført en Skindtrøje, Mikkel saa paa den lange
barberede Mund, just som Jens Andersen begyndte at tale til ham. Stemmen
var lav og klangløs, men Mikkel hørte, at han satte den ned, fordi det
nu just nu var en som ham, han talte med -- hvad han vilde, hvad han
hed, Jens Andersen havde ikke god Tid.
Mikkel Thøgersen kom da frem med det. Om han kunde faa et godt Raad, han
vilde gærne udenlands og studere . . . men som altid blev Mikkel
hentaget, kørt hvingelsyg af de Iagttagelser, han gjorde -- han saa et
langt, tyndt Krucifiks af simpelt Jærn hænge paa Væggen og kunde ikke
lade være at tænke paa, om Jens Andersen mon ikke ved Lejlighed brugte
det til at ave sine Hunde med. Han var desuden vant til, at Folk modtog
ham med en vis Forbavselse, som »Storken«, det gjorde Jens Andersen ikke
-- saadan en Mand var han altsaa. Men Mikkel savnede den ellers saa
beklagelige Omstændighed nu. Og idet han talte om at rejse udenlands,
stammede han hjælpeløs, svimmel ved Tanken om Rom og alt det der
fuglefjærnt søndernede -- han var ellers en Smedesøn oppe fra
Limfjordsegnen . . . der stod han saa fast.
Ghm! Jens Andersen slog et Slag paa Gulvet med Hovedet lagt skævt til
Siden, han var rap og kort i Vendingen som en Kræmmer. Mikkel skulede op
og saa en svær Tyrehals, et tætklippet hvidligt Nakkehaar . . . og der
borede Jens Andersen ham nu igen i Synet med de matte Øjne, Blikket var
høfligt og ligegyldigt, men der var en Magt deri, som ligefrem rasede --
Mikkel søgte Redning ved at gaa under og se paa Mandens store bare
Ansigt. Huden var farveløs og tæt uden en eneste Rynke. Sorte Tænder . .
. det var nemt at se, at han var en Jyde. Mikkel kunde ikke taale hans
Blik længere, han saa som fortryllet hen paa Reolerne, der løb rundt for
ham.
Et Kvarter efter stod Mikkel Thøgersen nede paa Gaden. Hvad var det saa,
det var endt med? Jo Jens Andersen Beldenak havde hakket og snakket om
Alverdens Ting, og tilsidst havde han gunstig _overhørt_ Mikkel! Mikkel
havde svaret som i Søvne men var dog sluppen til at gøre god Rede for
sin Lærdom. Et Vers af Horats havde han dog skanderet forkert, og Jens
Andersen havde hugget i Luften med sin haarede Haand -- saadan, da da da
da.
Mikkel Thøgersen luskede afsted, vaad og krumrygget som en udsmidt
Køter.
Da han atter vovede sit beskæmmede Næb ud af Hætten for at se sig om,
befandt han sig nede paa Højbroplads. Her var der som altid megen
Bevægelse. Mikkel stod ved Hjørnet af en Port, han rynkede Ansigtet
sammen, som om han anstrængte sig med at overveje. I Virkeligheden stod
han halvt bevidstløs. Skam og Skuffelse laa haardt paa ham, og hans
indre gigantiske Selvfølelse rørte sig som et farligt Dyr. Trods en
Tankefuldhed, der fik ham til at staa musestille, iagttog han alt om
sig, ja de stærke Farver paatrængte sig hans Syn med en saarende Klarhed
-- en Kælling skreg med Sild -- hudløs, hudløs stod Mikkel Thøgersen
der, skælvende som nylig slagtet Kød i den onde Luft.
Hør, nu trompetede de ovre paa Slottet, det gik som en Torn over
Hovedhuden.
Mikkel skuttede sig og gik meget nedslaaet videre. Vindebroen lodes ned
inde fra Slotsporten, og straks dundrede en Flok Ryttere ud paa
Plankerne, lutter højfornemme Mænd. De bragede ud paa Gaden og bøjede i
skarpt Trav om Hjørnet til Højbroplads, baade Heste og Ryttere laa
hældet til Siden i Svinget. Hvor de hoppede latterligt i Sadlerne --
klik, klik. Sværdene dansede forrykt i Stropperne, og de kulørte Kapper
slog Hurra i Luften.
Mikkel forføjede sig op i Byen. Overalt Soldater, Hestespektakel. Selve
Junker Slentz kom ridende gennem Gaden med sin Væbner bagved, han var i
fuldeste Harnisk. Det storartede Jærnmenneske drejede Hjælmen til højre
og venstre med en Kejsers Værdighed, Visiret var slaaet op, og de
grusomme Knebelsbarter glittede i Solen. Hesten fnøs ud af Skaberaket,
den var heller ikke billig.
Mikkel drev Byen rundt og summede sig. Gade op og Gade ned. Alle Gaderne
mundede til syvende og sidst ud mod Volden; indespærret var han i denne
arme, skidne By, der var fedtet til med Fiskelim og Sildeskæl og begjort
med Munke og Svin i alle Smøger. -- Han saa op mod Himlen for dog at
føle Rummet frit. Luften var fugtig. Skyerne drev deroppe, Mikkel kom
til at tænke paa det løse Vand og gik ned til Stranden igen.
Vinden friskede, Bølgerne gik muntre og krappe. Ude over det blaa,
urolige Sund fægtede Joller sig stundesløst frem og stod paa Enden og
havde travlt.
Og pludselig gik der som en Taage fra Mikkels Øjne, han huskede sin
Drøm. Han havde været paa det fjærne Hav, og der havde han set et
forunderligt Syn. Ude i Kimmingen skinnede en straalende hvid Søjle,
ikke mere end en Finger stor, men han forstod, hvor uhyre højt den
maatte rage op, siden den var saa ufatteligt langt borte. Den stod mod
Himlen som en snehvid Top af Sølv og lyste. Og en kvart Himmel fra den
øjnedes en lav glasblaa Kuppel, som maatte være flere Mile i
Udstrækning, hvis man kom nær til den. Medens Mikkel stirrede ud efter
Synet fra det tomme vandrende Hav, forekom det ham, at der maatte gaa en
stor Flod fra Havet ind til Byen. Thi det var en By, og den laa paa den
anden Side Jorden.
Mikkel Thøgersen begav sig hjemad, han var ked af at leve mere den Dag.
Han tog ikke Vejen gennem Pilestræde, vilde ikke gaa forbi Stakittet og
stirre ind efter Susanna i Dag.
Han lagde sig paa Sengen, da han kom hjem. Ove Gabriel var der ikke,
sagtens gik han ude og sang for Dørene og vendte de rene Øjne i Hovedet.
Mikkel laa et Par Timer paa sin Ryg, mange Tanker afløste hverandre.
Henad Aften kom Ove Gabriel hjem med Posen fuld. Mikkel rejste sig uden
et Ord og gik sin Vej.
Da Mørket var falden paa, befandt Mikkel Thøgersen sig et Sted paa Vejen
udenfor Vesterport. Han hørte en Rytter komme inde fra Byen i Galop. Og
næppe havde han vendt sig for at se, hvem det var, naaede Rytteren ham.
Det var Otte Iversen. I et Nu var han sprængt forbi. Han sad
foroverbøjet i Sadlen og jog ud ad Landet til. Mikkel stirrede efter ham
og hørte, hvor Hesten gav sig ud af Halsen i Firspringet, Jord og Sten
sprøjtede fra dens Hove.
Rundt om duftede det grønne Korn. Aftenen var ganske stille. Frøerne
sang og sang i uendelige Drømme.
Da Mikkel en Time efter gik ind mod Nørreport, hørte han igen det vilde
Hovslag bag ved sig. Han traadte tilside og saa Otte Iversen komme forbi
i fuldt Firspring igen og sprænge ind mod Byen.
Nogle Dage efter blev Mikkel Thøgersen, ogsaa kaldet »Storken«,
pludselig og uden Varsel relegeret fra Københavns Universitet. Det kom
ham dog ikke helt uventet, han havde forsømt sine Pligter ved
Gudstjenesten i længere Tid. Samme Dag saa Ove Gabriel paa Mikkel som
paa en anden læg Mand.
Men Mikkel følte sig befriet trods en hemmelig ond Samvittighed. Det
første han foretog sig var at lade sit Mundskæg staa. Mens den kommende
Tid væltede Ulykker ind over ham, Nød, Forblindelse, Angst, lagde han
sig virkelig ogsaa en ræverød Knebelsbart til, to frodige Koste, en ved
hver Mundvig, der haardnakket groede lige nedad.