Mikkel Thøgersen boede i et Hus, der laa ligeoverfor Palisadeværket mod
Pustervig; der delte han Værelse oppe paa Loftet med en anden Student,
Ove Gabriel. Ove sad oppe ved et Tællelys og studerede som sædvanligt,
da Mikkel traadte ind, han saa op fra Papirerne og læste straks videre.
Mikkel smed sig for den anden Bordende og ragede nogle af sine Kollegier
hen foran sig. Det var der han kom fra i Morges. Og ingenting havde
forandret sig siden.
Mikkel pustede. Da saa Ove Gabriel frem paa ham og fejede langsomt sin
hule Haand forbi Ansigtet.
Du har drukket, sagde han. Han bare slog fast, at Mikkel havde sviret.
Og han kunde blive ved at se med sine runde moralske Øjne uden at
blinke, eller uden at de løb i Vand en Gang. Mikkel Thøgersen havde haft
dette uomskifteligt laudable Ansigt foran sig i tre Aar, Ove Gabriels
talende Tavshed havde siddet til Doms over ham til enhver Tid. Ove
Gabriels retfærdige Øjne vilde flytte sig efter ham og stikke ham med
Forbehold, med lovlig Ondskab, til han visnede paa Stolen. Om lidt vilde
Ove Gabriel bemærke: Erindre, at det er mit Lys, vi studerer ved.
Mikkel Thøgersen rejste sig og aabnede Taglugen; han var saa høj, at han
kom til at rage ovenud med hele Overkroppen. Paa den Maade plejede han
at gøre sig usynlig for Ove Gabriel.
Oh! Luften var sval, Stjærnerne straalede højt over Hovedet. Til begge
Sider skød Straatagene Ryg som Dyr, der sover med Hovedet gemt. Nede i
Gaden vankede Vægteren med sin Lygte og lyste op ad de lukte Døre. Men
ude paa den anden Side Bjælkeværket glittede Vandet, en Stjærne spejlede
sig inde mellem Sivene i Graven. Landet laa stille derude i mosgrønt
Mørke, langt ude fra Søerne kom en tæt myldrende Musik af Frøerne. Byen
var falden til Ro. Vandet slikkede dæmpet mod Stolperne i Graven. En
mjavs Kat vaandede sig langt borte paa et eller andet Tag.
Mikkel Thøgersen drejede sig i sit Hul og saa med Ryggen stærkt bøjet
tilbage op mod Skorstenen og Stjærnerne. Han svimlede, det var som gled
han ud med begge sine nøgne Fødder paa et Bundt Knive. Men det var ham
tilpas -- han kunde ikke holde sin Pine ud. Bedre var det, om han hang i
et Reb midt oppe under Himlen, saa vilde Stillingen maaske svare
nogenledes til hans indre Svimmelhed. Mikkel vendte sig og lænede Armene
mod det kolde Tag.
Susanna! tænkte han. Susanna. Og hans Hu var saa blød, at alle stumme og
livløse Ting rundt om syntes at faa Aande og Hjærte. De døve Huse holdt
sig stille men udtrykte idel Godhed, Stjærnerne glippede bevæget. Der
bankede en Puls i den blide Stilhed; en Krusning løb over Vigen, selve
den dunkle Luft syntes at fare sammen som et Væsen, der mindes sin
Hemmelighed og sin Skæbne.
Men blot fordi Mikkel havde tænkt Navnet, blev han fattig i Sjælen -- og
ond, han fnøs og rettede sig.
Tys! Nede i Byen lød Stemmer. Raabene medbragte en Forestilling om
oplyste Rum og om noget, der nu foregik.
Mikkel Thøgersen trak sig ned i Kamret igen. Ove Gabriel stod nøgen paa
Gulvet, færdig til at gaa i Seng, hans Øjne talte om Fuldbragthed, han
lyste som en stille Vokskerte.
Du er slemt mager . . . det er sært. Sjælen vil blive i dig, sagde
Mikkel og smaalo tirrende, han saa op og ned ad Ove Gabriels Krop, der
hang sammen som Skroget af en arm, udpint Kælveko. Ove Gabriel stak sig
under Skindfelden, og da han var kommen til Leje, foldede han Hænderne
og afskød et Vers mod sin Kontubernal. _Et nunc extingue lucem!_
tilføjede han i en mæt Tone.
Slukke Lyset, slukke Lyset! tænkte Mikkel, der skulde ikke mange Pust
til. Han bøjede sig og blæste Praasen ud, tog saa sin Pigkæp og famlede
ned ad Stigen. Oven over ham lød Ove Gabriels satisfakte Stemme, han
læste sin Bøn.
Det var over den Tid, da man maatte færdes paa Gaden, men Mikkel
Thøgersen tog sig nu alligevel Forlov. Han bøjede rask tilhøjre og ned
ad Pilestræde. Men da han var kommen et Stykke, tøvede han og stod
tilsidst stille. Der var ikke et Menneske at se, alle Huse laa mørke, de
tætte Trær i Haverne hvilede deres Løvkroner mod hinanden. Overalt
duftede det af udsprungne Trær, lunkent og syrligt som efter en Regn.
Mikkel gik langsomt videre. Da han kom forbi Hjørnet, hørte han dem
synge Vigilie inde i St. Clara Kloster, Stemmerne lød klart og dog
murdæmpet, bønligt, som kom de fra Fanger nede under Jorden. Og Mikkel
saa Krucifikset for sig, som det stod dernede og ragede op, rødt og
blaat i Halvlyset.
Mikkel stansede udenfor en Have, der laa mellem to temmelig høje Huse og
med et Stakit ud til Gaden, her blev han staaende nogle Minutter. Løvet
knitrede af og til sagte, som var der en Dynge, det sank i. Den duggede
Kant af Gavlen skinnede i Stjærnelyset. -- Saa listede Mikkel nølende
videre.
Nede omkring Torvet var der Liv og Lys endnu, det var de fremmede
Krigsfolk, der ikke kunde holde sig inde; men der var ogsaa mange af
Byens Borgere imellem. Mikkel Thøgersen vilde dreje om ad Købmagergade
for at gaa hjem, men da mødte han en Flok Landsknægte, der kom sværmende
i meget høj Stemning.
Der har vi jo vor lærde Ven igen! raabte en af dem, og hans læspende
Udtale var ikke til at tage fejl af -- det var de fire, han havde
truffet ude i Serritslev og et Par Stykker til. Clas tog ham i Armen og
vilde have ham med, og Mikkel kunde ikke sige nej. De turede saa lidt
omkring ud af en Bod og ind i en anden og fik at drikke hvert Sted.
Mikkel havde god Vilje til at slaa sig løs som de andre, men han kunde
ikke, fordi han saa, at Otte Iversen fremdeles var mørk og forstemt.
Mikkel vidste endelig ogsaa, at Herrerne kun gav sig af med ham, fordi
han morede dem.
De kom over Højbroplads, og her stødte en spinkel gulhoset Svend til dem
og fortalte noget, der syntes at gøre stort Indtryk -- de tog Fart
allesammen op ad Gaden, og hele Flokken trak om Hjørnet til
Hyskenstræde. Mikkel Thøgersen blev glemt. Han blev staaende lidt og saa
sig om. Slottet laa mørkt og stille, intet rørte sig uden en Jolle, der
laa og rokkede i Graven ved Bropælene. Taarnet derude stræbte roligt
tilvejrs og saa sig ud med smaa rynkede Glugøjne. Mikkel mumlede et Par
Vers af Vergil hen for sig -- om den evige Nat og om den, der vaager.
Gaa hjem nu? For at ligge og høre paa Ove Gabriels Snorken. Nej, Mikkel
bøjede Hovedet og fulgte efter de andre. At de havde ladet ham staa,
behøvede jo ikke at sige, at de ikke vilde have ham med længere.
Der var Lys flere Steder i Hyskenstræde. Mikkel luskede forbi de lukkede
Porte og mærkede den særegne Duft, som han kendte her, Duften af
Bastmaatter og Muskat -- der foresvævede ham en Idé, om indiske
Karavaner, Kamelgødning, Tørke.
Ud fra Conrad Vincens' Bod lød Stemmer, og Døren stod aaben. Mikkel
Thøgersen nærmede sig forsigtigt og kiggede ind, alle Herrerne stod
rundt i Stuen -- det var let at se, at noget særligt var paa Færde.
Mikkel kunde ikke faa sig til at gaa ind, men han listede tilside, saa
han kunde se uden at blive bemærket. Og da opdagede han en Skikkelse
henne ved Siden af den store Vægt, han kendte den unge sekstenaarige
Junker, det var Kongens Søn Christiern. Mikkel for sammen og blev varm,
han gik et Skridt tilbage, rørt og urolig. Og som han saa Prins
Christiern der, glemte han ham aldrig siden. Han stod med Benene lidt
fra hinanden, han var i hvidgrønne Hoser og røde Snabelsko, han stod med
Brystet halvt til; over Skuldrene og ned paa Brystet laa en Guldkæde. I
venstre Haand holdt han en Klase dyre Rosiner, af hvilke han nu og da
nappede en med den højre Haand og spiste. Mikkel saa tydelig hans fine,
glatte Mund: der var en zart Skygge om Hagen som af mørke Skægkim. Men
især Øjnene forundrede Mikkel sig over, de var smaa og strammet en Kende
op mod Tindingerne, men de skinnede stærkt. Prinsen havde et stort
Baghoved, hans Hals var tyk og rund. Se nu vendte han Hovedet om mod den
henrykt krybende Conrad Vincens og nikkede -- hans Haar var af en fyldig
mørkerød Farve.
Ak, ogsaa jeg er rødhaaret, tænkte Mikkel.
Hvilken Alvor i det halvvoksne Ansigt -- nej, nu lo han og rynkede
Øjnene -- Ligevægt! Besynderligt! Saaledes saa et Menneske ud.
Mikkel stirrede og fik vaade Øjne, han sukkede ubevidst højt, mens han
gav sig hen i Dyrkelse. Hvad der videre skete passede han nøje paa. Alle
Herrerne bevægede sig med Anstand om Prinsen, alle stod i galant
Position med Fødderne; saa gik en frem og fejede sine Baretfjer
stilfuldt bagud ad Gulvet, saa talte en anden med smilende Tænder og
bøjet forover. Store Bægere blev hævet formelt i Vejret og drukket ud
paa Prinsens Velgaaende, og han nikkede ligedan til alle med Hagen ind
mod Brystet. Conrad Vincens trippede i Feber og med Glorie om Hovedet.
Men en var der, som bevægede sig frit om, en pukkelrygget Mandsling i
spraglede Klæder. Naar nogen talte til ham, spjættede han sidelængs med
det ene Ben og svarede rapt op som en Mops, der staar paa Bagbenene og
bjæffer; Mikkel kunde se, at han stadig bulede sin højre Kind ud med
Tungen, naar han havde sagt noget. En Gang lo de allesammen, selv
Prinsen blottede Tænderne, og Dvergen bulede Kinden voldsomt ud -- da lo
ogsaa Mikkel taknemlig for sig selv. Hvor Stemmerne lød opdragent
derinde og afdæmpet. Der var tændt to store Ambralys. Helt længst
tilbage i Stuen saa Mikkel Otte Iversen, han stod for sig selv men lod
til at være i glad Stemning. Men Mikkel havde ikke meget tilovers for
ham iøvrigt lige for Tiden.
Længe stod Mikkel Thøgersen fortabt og mættede sig med Farverne derinde
og Synet af de frie Herrer; der faldt en lille Straale Naade ud paa ham
ogsaa, syntes han. Da der blev Opstandelse inde i Boden, som om de vilde
gaa, skyndte Mikkel sig tilside. Han saa hele Selskabet sværme muntert
ud paa Gaden og trække lige tværs over ind i den rige Martin Gälzes Bod.
Da lagde Mikkel Mærke til Prins Christierns Gang.
Mikkel drev endnu et Par Timer om i Byen. Langt over Midnat saa han sine
tyske Bekendte en Gang til, just som de uden at bemærke ham bøjede ind i
et berygtet Smug nede ved Stranden. Det var kendeligt paa deres Stemmer,
at de var haardt forkomne af Svir nu. Otte Iversen var ikke mellem dem
mere.
*
Næste Dag saa Københavns Borgere en Vogn ride med alle fire Hjul tværs
over Mønningen af et højt Hus ud til Torvet. Der var nogen, der om
Natten havde skilt den ad, slæbt Delene op paa Taget og samlet dem igen
der. Inden Middag vidste hele Byen, at det var Prins Christiern, der
havde været Mester for det.