Vejen bøjede tilvenstre over en Bro og ind gennem Serritslev By;
Grøfterne laa med mørkt Græs og gule Smaablomster, ude over Markerne
hvilede hist og her en hvid Blak, en Blomstertaage, i Skumringen. Solen
var gaaet under, og Luften stod kølig klar, skyløs men uden Stjærner.
Der kom et Hølæs kørende fra Landet ind i Serritslev By, langsomt og
gyngende paa den vanskelige Vej. Som det listede afsted i Tusmørket ind
gennem den snævre Landsbygade, lignede det et stort tottet, lavbenet
Dyr, der trisser af fordybet i Betragtninger og snuser til Jorden.
Læsset holdt udenfor Serritslev Kro; de svedige Heste vendte Hovedet
tilbage og smagte paa Bidslet, de kunde nok lide at staa. Kusken lindede
sig ned paa Hamlen, skrævede til Jorden og gjorde Tømmen fast. Saa
vendte han sig mod Bislaget og raabte ind og snød Næsen.
Er der nogen til færds -- kanske?
Hvad -- der gik Lys i Ruderne, havde de tændt Lys derinde? I det samme
kom en Pige frem i Døren. Kusken ønskede sig en Dram. Mens han ventede
paa den, blev det levende oppe i Læsset, et Par lange Ben skød sig
forsigtigt ned og følte efter Hamlen, selve Personen laa paa Maven og
gryntede besværet. Ned kom han da og stod og rystede sig -- et langt
knoglet Menneske med Hætte over Hovedet.
Singodt, sagde han. Karlen slog den røde Dram i sig og hostede behørigt.
Om han ellers holdt videre, Kusken? De kunde jo altid gaa indenfor og
tage en Snaps mere paa Følgeskabet.
Men da de kom ind i Lyset, blev Kusken straks staaende ved Døren ramt af
Ærefrygt; ogsaa den anden tabte Sikkerheden. Midt i Stuen ved Bordet sad
fire fornemme Krigsfolk af den sachsiske Garde, der fornylig var kommen
til Byen. De straalede af Klæder, deres røde, spækkede Ærmer, deres Fjer
og Skæg fangede Øjet som en Glædesild. Lænet op mod Bordet og Bænkene
stod Sværd og Spyd, gedigne Vaaben. Enhver kunde se, at Læderstropperne
havde et Fald, der var kommet ved øvet Brug. Alle fire vendte Hovedet
men saa straks paa hverandre indbyrdes igen og talte videre.
Pigen bragte to Krus Øl hen til Døren og satte et Lys paa det lille Bord
der. Hun var knap gaaet væk igen, før en af Knægtene henne i Stuen rakte
sig i Sædet og brast i Latter.
Se nu til ham der, ham med Hætten -- det gør godt, hvor det kommer! Han
talte tysk.
De andre vendte sig godmodigt, men de kunde heller ikke lade være at le.
Den lange drak just, han stod op med bøjede Knæ, og idet en stor, spids
Næse tonede ud af Hætten over Kruset, tog hele Figuren sig unægtelig
morsom ud. Da han havde drukket, satte han sig roligt ned. Lyset faldt
paa hans Øjne, han plirede hen til Bordet, halvt fornærmet, halvt varmt
spottende som en Mand, der har Filosofi.
Da rejste den ene af Knægtene sig, gik et Par Skridt frem i Stuen og tog
høfligt tilorde paa sin tysk:
Vor Lystighed var ikke ondt ment -- gør De os ikke den Ære at drikke et
Glas Vin?
Danke, sagde den lange og gik til Bordet med flere Skrabud. Før han
skrævede over Bænken og satte sig, gjorde han en Bøjning mod hver især
og nævnede sit Navn, Mikkel Thøgersen, studiosus. Saa henfaldt han til
at purre i Haaret og slibe Haandfladerne op ad sine ru Kinder. Han hørte
fire Navne blive sagt, hvoraf det ene lød dansk, og saa et Glas blodrød
Vin brænde foran sig. Og Skaal, Skaal!
Ihr Herren! Mikkel Thøgersen drak med Anstand og rettede sin stageagtige
Krop, idet Vinen løb i ham. Han skød Blikket hastigt over Bordet og
fikserede den ene af Herrerne, den yngste, der sad med Hovedet støttet i
Haanden. Det var en hvid, tæt Haand uden synlige Aarer eller Knoer,
Fingrene gravede i det lysebrune Haar. Ansigtet var langt -- og
Udtrykket deri fik pludselig Mikkel til at huske en Linedanser, han
havde set en Gang ved et Marked, en ung Badutspringer, der sad ensom i
en Krog uden at tage sig noget for -- syg velsagtens. Mikkel huskede det
unge, lidende Ansigt nu -- netop saadanne Øjne havde han der. Men Mikkel
syntes desuden, han skulde kende ham. Hvem var det, hvor var det? Han
saa' ud som en Adelsmand.
Paany stod Glasset fyldt foran Mikkel Thøgersen. Han gjorde Besked med
største Høviskhed, adspredt af at huske sig om og omtaaget ved Synet af
Mennesket paa den anden Side Bordet. Der var en Mystik om det brune
Hoved, og se der vendte han Brystet til. Armene sad i en paafaldende
Afstand fra hinanden, det var en ualmindelig rank Skabning, han havde.
Hvorfor havde han Sorg, Trækkene var mere egnede til Lystighed.
Snakken gik, de fire Soldater begegnede Mikkel forekommende. Og Mikkel
følte sig fuld af Tillid overfor disse Tyskere, der jo ikke kunde vide,
at man kaldte ham for »Storken« inde i Byen. Mikkel sprokkede tysk meget
gelassent, men han blev atter og atter adspredt, kunde alligevel ikke
lade være at tænke paa sit Øgenavn . . . paa den anden Side vidste
Tyskerne her heller ikke, at han i en snævrere Kres var bekendt som
Ophavsmand til latinske Oder og Distika . . . hvorfor sagde den unge
derovre ingenting? --
Otte Iversen! Der faldt Navnet. Saa var det ham alligevel. Og Mikkel
huskede i samme Nu en graa, brøstfældig Port, en Mur og et Spir --
hjemme i Jylland -- han følte sig selv staa klejn og elendig der
udenfor. Han havde været der nogle Gange. Det var længe siden. Kun en
eneste Gang havde han set ham . . . det var altsaa den Junker Otte, han
havde skimtet inde i Gaarden som en spinkel Dreng og tænkt paa siden.
Han stod derinde i en Flok Hunde og med en forpjusket Falk paa
Tommelfingeren. Og nu sad han her, højvoksen, smal som en Pige.
Knægtene smaalo. Mikkel Thøgersen tog sig sammen og drak igen.
Kusken viste sig i Døren. Nu kører jeg, sagde han, og dermed satte han
en Pose og en lille Halmkurv fuld af Æg ned paa Gulvet lige indenfor
Døren, hvorpaa han lukkede igen for sig. Det var Mikkels Sager, Udbyttet
af hans Tur paa Landet -- der stod hans Forsmædelse ganske nøgen nede
ved Døren; han vendte forvirret Ryggen dertil.
Men de tyske Soldater lo og fik en Idé -- Æg var jo aldrig afvejen.
Mikkel flyede da Æggene fra sig baade glad og fornedret, og de blev
drukket allesammen, som de var. Otte Iversen vilde ingen have og sagde
fremdeles ikke noget.
Nu sad Mikkel Thøgersen paa Bænken, hed og flov og venlig, den lækre Vin
befriede hans Tynge, og dog følte han sig ubodeligt mismodig. Hans Sjæl
fløj de sorgløse Herrer imøde, og samtidig beholdt han en Frygt for at
være dem prisgiven -- og hele hans Humør begyndte at svømme og vugge i
Rytme. Han skottede stjaalent til Junker Otte, forelsket i ham,
mistroisk, logrende . . . kendte han ham mon ikke? -- nej, gid han
alligevel ikke kendte ham.
Den ene af de tyske Knægte havde et Skaar i Overlæben slet dækket af
Skægget, han kunde ikke tale rent, Mikkel Thøgersen hørte hans utætte
Snak og morede sig vemodigt -- han blev varm af alt, hvad han saa og
hørte. Og medens Vinen og Velværet løste hans Sind, forhærdede han sig
underneden, han følte en raa Kulde stige i sig, men han holdt den i
Bunde og samlede sig.
De tre Tyskere sværmede henne ved Skænken. Mikkel Thøgersen og Otte
Iversen blev ene tilbage ved Bordet. Ingen af dem sagde noget, og Mikkel
søgte at gaa i sig selv. Han saa ned i Mørket mellem Bordet og Bænken og
fornam en bitterlig Ensomhed. Men han vilde slaa sig tiltaals, han
sukkede og trak sine Rafter af Ben ind under sig, han tørrede Sveden af
Panden og kom i Orden. Otte Iversen sad og drejede sit Bæger rundt, han
saa fremdeles ud som han var syg.
Da Knægtene kom igen med nyopdagede Drikkesorter, skikkede Mikkel
Thøgersen sig mere samlet, han drak forstandigt og uden Uro. Nu svirede
de allesammen tæt og tænkte ikke paa andet. Otte Iversen tømte Bægret
saa tit det blev fyldt og undergik ikke fjærneste Forandring derved.
Clas, ham med Skaaret i Læben, stemte op med en Sang, det lød ikke saa
lidt besynderligt.
Mikkel Thøgersen tog et af de vældige Tohaandssværd og vejede det
prøvende i Haanden -- de viste ham Tagene. Hver Gang den hvasse Od
vendte imod ham, trak det ondt som en iskold Vind ned gennem hans Rygrad
-- det undrede ham, han var nu ellers ikke bange for Kniven.
Og Clas sang:
Ei werd' ich dann erschossen,
Erschossen auf breiter Heid',
Man trägt mich auf langen Spieszen,
Ein Grab ist mir bereit;
So schlägt man mir den Pumerlein Pum,
Der ist mir neunmal lieber
Denn aller Pfaffen Gebrumm.
De halve af Ordene sivede ham ud i Skægget. Og man opvartede med
Krigshistorier, om Fægtninger her og der -- huit, huit -- om Sejre og
Dødsfarer og . . .
Heinrich, husker du den blonde Lenore? raaber saa Clas ellevild. Jo,
Heinrich mindedes Lenore. Historien haglede øjeblikkeligt fra hans Mund,
Clas og Samuel vendte op og ned paa sig selv af Latter.
Men Mikkel Thøgersen tav og krympede sig under dette Vejr af
Aabenmundethed, han skelede over til Otte Iversen -- og han alene blev
et Smil va'r paa det unge, hovmodige Ansigt, og et umærkeligt Træk ved
Læberne, som havde Junker Otte sporet en modbydelig Lugt.
Mikkel havde Møje med at faa sit Vejr, han strøg sig atter og atter over
Ansigtet.
Men Heinrich fortalte væk. Otte Iversen drejede sig fra Bordet og slog
det ene Ben over det andet. Da Historien endelig var ovre, blev der
ganske stille, som om man havde mærket Forstemtheden. Maaske følte Otte
Iversen, at Pavsen skyldtes ham -- han vendte sig mod Bordet som for at
staa ved sin Mening og søgte stift Fortællerens Blik.
Heinrich saa ganske betuttet ud. Men nu skar Samuel igennem med en anden
Historie. Han var ikke ung, det var ikke om Kærlighed, han fortalte men
om en vis sindssyg Slagtning, han havde været med til en Gang, hvor de
traadte Tarmene ud af Folk med Støvlehælene og kvalte dem i deres eget
Møg. Denne Beretning gjorde Luften i Stuen ligesom mere raa og frisk at
aande. Clas kom med ivrige Kenderspørgsmaal, Mikkel Thøgersen morede sig
pludselig over hans løjerlige Talefejl, han hævede Næsen og brast i Grin
-- gru, gru! Da saa Otte Iversen trevent op og trak halvt nødtvungen paa
Munden, og endelig rakte han ogsaa Halsen mod Loftet og lo. Hans Latter
lød som en Skralde. Saa, Punktum, der holdt han op og sad indesluttet
som før.
Lidt efter tog de afsted for at slippe ind i Byen, inden Portene blev
lukket. Da de kom udenfor, følte Mikkel Thøgersen igen Afstanden mellem
sig og Soldaterne, han holdt sig tilbage og tog Afsked, saa snart de var
naaet indenfor Nørreport. Landsknægtene gik videre ind i Byen, Mikkel
stod og saa lidt efter dem, inden han tog til venstre for at komme hjem.