i sin Modsætning, taler høit og høiere, bliver Folkets Røst, Guds
Røst, og det blev besluttet i en Forsamling af Byens Borgere, at der
skulde gjøres noget for Bjørnstad, at han skulde hædres, udnævnes
til Æresmedlem i det Colbjørnsenske Fricorps, hvilket han en Gang
forgjæves tilbød sin Tjeneste, kort sagt: Bjørnstad skulde udmærkes
med et eller andet, hvad det nu kunde blive til. Han var dog en Mand
fra Frederikshald, deres egen, det maatte fremhæves nu.
Medens dette Omslag fandt Sted nede i Staden, levede Gjenstanden for
al denne Velvillie sit eget Liv i en vild og skovrig Fjeldegn norden
for Sarpfossen, tre Mil fra Frederikshald. Denne Fos er hverken saa
høi eller bred som flere andre af Landets Fosse; men den ansees
med Rette for et af Norges skjønneste og mægtigste Vandfald. Især
udmærker den sig ved den overordentlige Vandmasse og forfærdelige
Kraft, hvormed den skyder sig frem, beriget ved utallige Vandaarer
fra det vilde og skovrige Terrain.
Bjørnstad og hans Søster Ellen levede heroppe i Ødet i uforstyrret
Fred og uddeelte nu med rund Haand Udbyttet af deres Livs Indkomst
til Livets trætte Arbeidere, som langveis fra tyede herop om Hjælp og
Raad. Vinter og Sommer var Stien op til Hytten banet og traadt, og
der gik aldrig Nogen forgjæves.
Faster Ellens forvitrede Skikkelse havde rettet sig i de forløbne
Aar. Øinene lyste med bjørnstadsk Ild; en bruunrød Sundhedslød over
det magre Ansigt røbede, at Livskraftens Kilde atter sprang i hendes
Bryst.
Der var nok at skaffe om i Fjeldhytten. Køernes Mælk stode i lange
Bøtterækker paa Sæterhylderne, Osten laa i Lager, tørrede Urteknipper
hang under Loftsbjælkerne. Faster Ellen besad det skarpe Blik og den
lykkelige Gjætte- og Slutteevne, der gjør forfaren i Lægekunst. Om
Vinteren snurrede Rokkehjulet, Ulden kartedes, varme Sokker og Trøier
og alskens andre varme Sager laa beredte for de Trængende.
Midt i al denne Travlhed fløi Faster Ellens Blik jævnlig forskende
over til Bjørnstads høie og vaklende Skikkelse, naar han uddeelte
milde Gaver med et Blik, der røbede, at det ikke alene var Haanden,
som gav, men Hjertet, der glædede sig over at kunne give.
»Nu op med Panden, Broder!« lød det ofte barsk og opmuntrende; »Han
forstod den bedste Kunst, han, som levede for en anden, levede ei sit
Liv omsonst.«
Faster Ellens Tale faldt ofte i Riim, uden at hun egentlig selv
vidste derom.
»Bølgeskvalpet gaaer i Takt, som Stormen det vil,« sagde hun en Gang,
da Jørgen Halvorsen gjorde hende opmærksom herpaa.
»Kom nu og hjælp med, Broder,« sagde hun til andre Tider i de første
Aar af deres Eneboerliv, naar Bjørnstad i Timer lukkede sig inde
i sin Stue og sad og stirrede frem for sig med en knyttet Haand
paa hvert Knæ, mens Tanker gravede og gravede i hans Indre og kun
naaede at undergrave hans egen Kraft. Saa reiste han sig brummende,
greb Karterne eller Strikketøiet og bandt Hoser, mens Vinterstormen
ruskede i Hytten, og Sneeskredenes Drøn lød rundt om udenfor. Der
sad de to gamle Skibbrudne, kastede op paa dette Fjeld fra Livets
Brænding, graanede i Sjælens Bedrifter, medens de nu med det sløvede
Høgeblik anstrengte sig for at indhente en løssluppen Uldgarnsmaske i
det flakkende Lampelys, medens Mindernes Skred drønede gjennem deres
Indre. Saa hændte det, at Bjørnstad utaalmodig slængte Strikketøiet
over til Søsteren og forlod Hytten for at gaae ud i Vinternattens
store Syner. Eller han vandrede langt over Fjeldet til de Hjem, hvor
han vidste, der trængtes.
Aarene havde ogsaa i hans Sind bragt Forandring: Den store Fred var
seen om at komme til ham, og den kom ikke pludselig, ikke uden
Kampe. Lidt efter lidt var dog Kjærlighedens store »Du og jeg«, »Du
fremfor mig« gaaet op for ham i sin Vælde, og i dette klare Lys fra
oven stod hans Ungdoms Stræben og hans Manddoms Kamp for ham grelt
og skjærende i den hele Selviskhed og Egenkjærlighed, »Jeg imod
Dig«, »Jeg over Dig, over Eder Alle«. Hvornaar dette Lys begyndte at
skinne, vidste han ikke selv. Maaskee var det Eensomheden, som maa
til, for at det Store kan trives, og Læsning; thi Bjørnstad læste
meget, og hans lille Bogsamling indeholdt det Bedste af udenlandske
og indenlandske Værker.
Tilsidst forstod han alle disse Jordelivskampe med de store Ideer som
Banner og et lille »jeg selv« som Bannerfører. En dyb Medlidenhed
greb ham for de Mange, der endnu stred og led i Uklarhed dernede.
Det maatte saa være; han forstod, at det hele Myretuearbeide maatte
forrettes, noget for og noget imod, noget skarpt, andet blidt, noget
beskt og noget sødt, for at skaffe sundt Blod til det Hele og alt,
hvad der ellers maatte til, for at det kunde holde sammen. -- Af og
til gik han ud til det nære Fossefald og stirrede ned i de skummende
Hvirvler; oftere gik han ud paa Pynten med den vide Udsigt nedover.
Her blev han staaende i Timer, et sælsomt Monument, forvitret af
Tiden, endnu kæmpemæssigt at skue. Saa kunde han en Gang imellem
strække Haandfladen ud, vugge den sagte op og ned, som om han
stedte noget til Hvile, og vendte hjem støttet til sin Stav med den
skaldede Isse hævet og det hvide Skjæg og Haar bølgende i Vinden.
Lidenskabernes Tid var omme; det afgjærede Stof laa klaret i hans
Tanke. Det, de kaldte Stort dernede, Fremskridt, Magt, Mit og Dit,
selve Landegrændsen mod det »Udenlandske«, Fædrelandets Begrændsning
til en bestemt Plet Jord, altsammen blev heroppe, omgivet af den
utilhugne Granit i det Eviges Lys, saa smaat, at det ikke var til at
øine.
Ogsaa Sorgen over Maris Død, der havde knuget Bjørnstad til
Fortvivlelse i de første Aar, var mildnet; han vidste, at nu var hun
dèr, hvor hun hørte til, og forenet med sit Kjæreste. Sønnens Død
var ham hovedsagelig en Kilde til Glæde. Drengen havde aldrig i Live
været ham saa dyrebar som nu; det var, som om han havde ofret sit
Land det Bedste, han havde, en reen, ung Kraft, en Blomst i Udspring,
der aldrig vilde tørres hen i Storme.
Alene hans Livs store Gjerning, den, i hvilken hans hele Væsen
higede efter at hvile ud, kunde han ikke komme til Ro med, den
Hovedgjerning, der er enhver fuldbaaren Personligheds Hensigt, det
store, beroligende »Derfor« paa Livets »Hvorfor« gled fra ham, hver
Gang han vilde gribe den og gjøre den til sin.
Kong Carls Død var hans stadige Tanke. Javist, han var i Løbegraven
hiin Nat og fast besluttet paa at dræbe sit Lands Fjende. Javist
havde han hævet sin Pistol og skudt og seet Carl den Tolvte synke
sammen og følt sit Land befriet i samme Nu.
Snigmorder, han? Bjørnstad? -- Javist, han havde i Mulm og Mørke
hævet sit Vaaben mod Kongen af Sverige; men han havde med Glæde
aabenlyst bødet med sit Liv for den Bedrift. Snigmorder? -- Nei,
han havde gjentagne Gange søgt Heltekongen i aaben Kamp med blottet
Bryst -- forgjæves. For Bjørnstads Fædreland var denne Helt et
farligt Kryb, der ved Nattetid gravede sig ned i dets Jord, for som
en Slange Tomme for Tomme at bugte sig fastere om Fæstning og Stad.
Et fjendtligt Kryb knuser man under sin Hæl, naar man seer det løfter
Braaden mod Ens Kjæreste, naar og hvor man kan. Snigmorder? Nei, nei!
-- Bjørnstad hævede sit Hoved. Han havde i et kongeligt Nu følt sit
Lands Frelse gjennem sin høire Haand; da var det, som om Fjeldene
rundt ham klædte sig i straalende Farver, som om Luften, han aandede,
blev stærkere og mere balsamisk.
Men i en anden Time kom andre Tanker, en Tvivl, der sjeldent lod ham
i Ro, og han havde en Følelse af, at han selv gled ud i meningsløs
Taage, at Klippegrunden forsvandt under hans Fødder, at han drev
nedover uudforskelige Strømme, for at forsvinde, og der lød intet
Svar over til ham, naar han i Nattens Time kastede sig paa Leiet og
spurgte og spurgte, mens de nagende Tvivl steg.
Ja, var det ham, der havde fældet Kong Carl? -- Det forekom ham,
at han havde seet Kongens Hoved allerede synke ned i Kappen i det
Øieblik, han hævede sin skudsikre Pistol og trykkede af. Saaret, som
han nøie havde undersøgt i Ligets Tinding, kunde ingen Pistolkugle
have frembragt, Kardæskregnen var forfærdelig -- og dog -- og dog!
Han sendte Raab paa Raab efter Sandhed ud i sin Eensomhed; men der
kom aldrig Svar. Tilsidst tog denne Grublen sygelig Overhaand og
medførte Hallucinationer; vaagne Febersyner forfulgte ham og drev ham
rastløs fra Sted til Sted.
Faster Ellens vagtsomme Øie hvilede ofte spørgende paa ham. Han
undgik enhver Fortrolighed i denne Sag. De to Søskende talte
overhovedet ikke meget sammen; det behøvedes ikke for at forstaa
hinanden. Deres Fortid eiede ikke Ord, deres Fremtid behøvede ingen.
Deres Indre var sammennittet ved det samme Livsindhold; de gave
hinanden trofast Haandsrækning, og saa gik det, som naar et Heiseværk
er i Gang: hvor den ene slap det seige Tag, greb den anden fat,
medens Minderne lagde Opsangen til.
En Dag sad Bjørnstad sammensunken udenfor Hyttens Dør. Ellen saae
gjennem den lille Rude, at han hævede Hovedet fra Brystet og stirrede
over mod Klippevæggen. Hans Øine udvidedes, hans Haand strakte sig
afværgende frem, medens han reiste sig. Ellen gik ud til ham og lagde
Haanden paa Broderens Skulder.
»Du bærer paa en svar Hemmelighed, Bjørnstad,« sagde hun. »Betro Dig
til mig. Naar tvende Venner blot enes ret, gjør fire Hænder det Tunge
let.«
Bjørnstad syntes ikke at høre hende. Han vedblev at stirre mod
Klippevæggen med stive, skjælvende Træk.
»Seer Du Hovedet derovre paa Klippeblokken?« hviskede han. »Hans,
Kongens? Seer Du hans Øine, de klare, kongelige? De følge mig
overalt, Dag og Nat. -- Seer Du?« vedblev han og knugede Søsterens
Arm. »Seer Du? Nu synker det ene Øie tilbage dybt i Hulingen, og det
andet skyder sig frem, nedover Kinden, og stirrer herover og lyser
som Ild -- Vent!«
En glødende Rødme gled over Bjørnstads Pande. Han strakte Haanden om
bag Døren, rev Bøssen ned fra Knagen, sigtede omhyggelig, mens de
hvide Haar klæbede sig om hans Tinding. En Krudtsky bølgede over mod
Klippestykket, og Bjørnstad sank sammen; store Sveddraaber perlede
over hans Pande.
»Havde Du tusinde Liv, Carl af Sverige, jeg tog dem alle!« udbrød han
med brudt Røst. »Hvad vilde Du her hos os?«
Ellen stod fasttryllet til Stedet. Nu forstod hun disse Skud uden
synligt Maal; Kuglerne havde allerede mærket Klippen derovre, altid
paa samme Sted. Hun rystede paa Hovedet; for dette Onde hjalp ingen
af hendes Urter, og hun sendte Bud efter Jørgen Halvorsen.
Han kom, og de to Mænd sade ofte længe sammen, mens Bjørnstad hørte
til, og Jørgen talte aabent og eenfoldigt om Tingene. Eller han tog
sin Fidel og spillede af de gamle Folkesange, meest dog Moderens
Vuggevise, der ogsaa havde lydt for Bjørnstad i hans Barndom.
Bævende og blide Toner løde i den stille Fyrreskov. Saa hændte
det, at den gamle Mands Øine sank sammen, og Jørgen sad i Timer og
ventede. Men saae han Bjørnstad aabne Øinene, lod han paany nogle
Takter glide frem, og Morbroderen smilede og faldt atter i Søvn.
En Aften sov Bjørnstad længe. Myggene summede om ham; Jørgen sad og
viftede dem bort og betragtede sørgmodig det gamle, karakteristiske
Hoved, der allerede syntes at sove den evige Søvn. Da Bjørnstad
vaagnede, saae han paa Jørgen uden Overraskelse, uden Sindsbevægelse,
vendte saa Blikket opad.
»Aftenstjernen er nok høit paa Himlen, ja, saamænd er den det. Saa
er min Tid kommen; nu staaer min Sol op, og de komme til mig, alle
dem, som ere borte, henne -- Drengen er ikke død og hun ikke gammel,
naar de møde mig mellem Træerne, og de blive længe hos mig. -- Bøi
Dig, bøi Dig, Broder! sagde Søster Ulle. Javist bøier jeg mig for
Eder Alle, I Stærke og Store i Følelsen, mens jeg var saa lille i
min indbildte Manddom. -- Hører Du Kilden, som siver bort derhenne
gjennem Mosset?« vedblev han lidt efter. »Den risler med Liv, Liv,
der aldrig rinder ud ligesom mit eget og -- Kongens -- --«
»Hvorfor bryder Du dit Hoved med al den Tvivl og Uro, Morbroder?«
spurgte Jørgen. »Jeg veed, at den Konge hviler Dig svart paa Sinde;
men hvad Magt ligger der vel paa, om det er Dig eller mig eller
en anden Nordmand, der skjød ham? Det var et Stykke fædrelandsk
Arbeide, der maatte forrettes, for at vi kunde faae Fred -- og
saa fik vi Fred, og Norge blev frelst, og det var _det_, som det
kom an paa. Der er jo ikke en levende Sjæl, som spørger efter
Gjerningsmanden. Jeg siger som de Andre: det var et Stykke godt norsk
Arbeide, der maatte forrettes af en Nordmand, og det blev forsvarligt
besørget. Derfor synes nu mig, at Du som en gjæv norsk Mand ikke har
mere Grund til at være stolt eller bedrøvet over, hvad der skete den
Nat, end alle vi Andre Nordmænd, for jeg skal sige Dig: _den Bedrift
hører nu os Alle til; den er Fædrelandets_.«
Bjørnstad lyttede til denne eenfoldige Tale, medens et forklaret
Udtryk bredte sig over hans Træk, og han nikkede gjentagne Gange.
»Javist, den Bedrift hører nu Fædrelandet til,« hviskede han. »Større
Maal findes ikke for nogen Mands Bedrift, og hjulpne bleve vi Alle,
hvem der end fuldførte den.«
Der faldt som et Bind fra Bjørnstads Øine; det store Broderskabs,
Alkjærlighedens Lys gled atter hen over dette sidste Mørke i hans
Sjæl. Han reiste sig og blev seende fra samme Stund. Atter her havde
det saaledes været Selviskhedens, det stærke »Jeg selv«, »Jeg«
i Modsætning til »Dig«, »Jeg over Eder Alle«, der havde villet
tvinge ham frem til at eie denne Storbedrift for sig selv alene;
derfor havde han ikke kunnet finde Rist eller Ro; thi Anger over
sin veloverlagte Handling følte den villiefaste Mand ikke; hans
nagende Uro havde blot været Mistvivl om ikke at kunne tilstaa sig
selv, Bjørnstad fra Fossegaarden, Stormagtsbrynden: ikke at have
levet forgjæves, Følelsen af ikke at glide ud i det tomme Rum som
en unyttig Ting -- den selvforherligende Ret til at kunne slaa sig
paa sin Personligheds Bringe, han, Bjørnstad, Martyren, og svare sig
selv dette falske »Derfor« paa Evighedslivets »Hvorfor«. Som om det
i det Hele taget var denne Slags Storhedssvar, det kom an paa, naar
en Gang Herren kalder sin Tjener til Regnskab for, hvorledes han har
forvaltet de tyve, de ti -- det ene betroede Pund?
Veien til den store Fred var endelig funden for Bjørnstad, og han
forlod den ikke tiere. Lyset blev ved at vælde frem. Han grublede
ikke længer, han gravede ikke længer efter Gaadens Løsning i sit eget
uredige Skyggerige, hvor de halvfærdige Drømme, Drifter og Haab havde
koglet og kogt alle Slags dæmrende Muligheder. Det ene Menneske var
jo det andets hjælpsomme Broder. Der var nu ikke noget Skyggerige
længer; thi dèr, hvor dette Lys lukkes ind, dræbes al lyssky Svamp og
fremmes til Fuldbaarenhed hver Spire, der fødtes til det Evige.
Mens dette Omslag fandt Sted hos Bjørnstad, og hans storttilhugne
Aand i Ro og Klarhed stærkere og stærkere higede imod som en
upersonlig Velgjerning at glide over i sit Folk, at gaa op i dets
Velfærd, gik det jævnt ned ad Bakke med hans Kræfter. Den fordum saa
mægtige Skikkelse laa nu oftest i Høstsolens skraa Straaler udenfor
Huusdøren, hvorfra han kunde see Stien forsvinde i Dalen. Bjørnstad
saae ofte nedover med milde Øine; oftere saae han dog langeligt opad;
han begyndte nu at længes andet Steds hen.
Den slanke Birk stod allerede bladløs ude paa Skrænten; den havde
givet Efteraarsvinden sin sidste Guldskilling, men svang lige let
sine tynde Grene for _det_. Det gulnede Løv var til Høstmaneuvre;
Vinden drev det rundt om Bjørnstad i stedse snevrere Svingninger:
høire om -- venstre om -- og det kunde Exercitsen. Efteraaret og
Hvilen var for Døren. Enebærbuskens mørke Spids hævede sig over
Lyngen som et sørgende memento mori; tillige som et forjættende
Fingerpeg mod Himlen.
Bjørnstad skyggede med Haanden for Øinene. En lille Skare Mænd kom
frem paa Stien nede fra Dalen; de arbeidede sig møisommeligt op ad
den stenede Vei. Nogle nysgjerrige Geder sprang fra Klippeblok til
Klippeblok; Køernes dybtstemte Klokker løde gjennem den harpixsvangre
Høiluft.
Det var Peder Colbjørnsen, Foged Wexelsen, Kjøbmand Wærn og flere
andre af Byens ansete Mænd, som denne Høstdag havde besluttet at
besøge Bjørnstad og bringe ham Stadens Tak og Udmærkelse.
Da Mændene naaede op til Hytten, havde Bjørnstad reist sig og stod
støttet mod Trævæggen. Hans hvide, blottede Hoved med de furede
Træk indgjød de Kommende den Ærefrygt, som omgiver Eneboeren. Da de
Fremmede naaede op, traadte først Raadmand Wærn frem for Skaren,
lod sit blomstrede Silketørklæde løbe rundt indeni Hatten, aftørrede
Issen, rømmede sig og sagde:
»Vi Borgere fra vor gode Stad Frederikshald hilse Dig, Bjørnstad.
Din store og modige Gjerning er rygtedes iblandt os, og vi mene at
skylde Dig vor Tak, mens Du i Stilhed og Beskedenhed har trukket
Dig tilbage fra din velfortjente Belønning. Derfor have Kvinderne
i Frederikshald besluttet at sende Dig dette Udmærkelsestegn, en
Orden, de ere traadte sammen for at stifte og uddele til udvalgte
Mænd, der i Særdeleshed som Du have gjort sig fortjent af Kvinden og
Hjemmet[8]. Alene for din Skyld have vi vandret den lange Vei herop
i Ødemarken.«
[8] Denne Orden har existeret i Frederikshald, traadte dog først ud
i Livet 1ste Januar 1750. Ordenstegnet var da en Triangel, hvilken
var forfærdiget af Guld, som det ædleste og reneste af Metallerne,
for at tjene dem, som dermed beæredes, til en bestandig Paamindelse
»altid at kultivere de ædle og uforfalskede Dyder, hvormed den er
erhvervet«. Paa den ene Side er graveret disse Ord: »l'ordre de
la constance, institué par les dames à Frederikshald le 9me Decbr
1749.« Paa den anden Side staaer disse Ord: »Dedié au vrai mérite
en dépit des franc Maçons.« Den bæres udi et blaat, vatret Baand
Couleur d'azur og bindes med en dobbelt Sløife i det tredie Knaphul
af Vesten. Den første Mand, der udmærkedes med denne Orden, var
Rudolph de Romeling, Kgl. Mayst. bestalte Major.
Bjørnstad modtog det fremrakte Udmærkelsestegn, et skinnende Kors.
Han saae længe og taus derpaa.
Faster Ellen var traadt hen ved hans Side. Hun rystede paa Hovedet.
»Er det for den Gjerning i Løbegraven, at de sende Dig et Kors?«
spurgte hun barsk.
Bjørnstad nikkede sørgmodig. Ellen tog sagte Korset af Broderens
Haand, kyssede det ærbødigt og holdt det over sit Hoved.
»Vor Frelsers Storkors, det skal straale klart og reent fra Himlen,
det maa ei lue naglet til en Fjendes Bryst i Stimlen!« udbrød hun med
skjælvende Træk og dæmpet Røst.
»Fjende, Søster?« sagde Bjørnstad bebreidende og værdigt. »Nei, ikke
Fjende, kun Synder, en stor, men omvendt Synder.«
»Du dyrebare Broder!« hviskede Ellen og støttede sig til hans
Skulder. »Gjør altid Ret, bliv ikke træt, sagde vor Moder. Heroppe
ingen Løgne -- ikke Frelserens dyre Kors for Mørkets geniale
Gjerning.«
Peder Colbjørnsen, der havde opnaaet megen Anseelse og Berømmelse i
sin Fædrenestad og langt udenfor, traadte nu frem med blottet Hoved.
»Saa sees vi da igjen, Bjørnstad!« udbrød han venligt og rakte
Eneboeren sin Haand. »Denne Gang kommer jeg som Udsending fra vor
Stad. Hilsen og Tak for dine heltemodige Kampe 1716, da din tapre Søn
faldt, og for din store og uegennyttige Fædrelandskjærlighed, der i
Mulm og Mørke drev Dig ud for at fælde vor Fjende og redde vort Land.
Vi kalde Dig en af vore bedste Mænd. Derfor have Borgerne i deres
Raad besluttet at overrække Dig dette Diplom som Æresborger i vor
Stad.«
Bjørnstad hørte paa denne Tale, værdig og ubevægelig. Da Colbjørnsen
tav, og han modtog Diplomet med Byens store Vildmandssegl, gled et
Smil over hans Ansigt.
»Tak, I gode Mænd fra Halden,« sagde han med mild Røst. »Hav Tak, at
I kom herop til mig, mens det dog er mig, som i Tanken mangen Gang
kom ned til Eder. Jeg skylder Jer jo Alle Afbigt for saa meget fra
mine syge Aar -- den Gang, jeg var saa stærk.«
Der gled en glødende Rødme op over Bjørnstads Ansigt, mens han
traadte frem; hans krogede Skikkelse syntes at voxe i Kraft og
Sikkerhed. Han kastede Hovedet tilbage og strakte Borgerne begge
Hænder i Møde.
»Ja, ret af Hjertet Tak, I gode Brødre, at I kom til mig, nu, det
lider mod den lange Reise. Min Sjæl glædes festligt ved dette Møde.
-- Er denne Stund mit Livs store Opgjør, da er den velkommen.
Saa hører Alle, hvad jeg nu maa vidne: Al min Kamp imod Eder var
Selviskhed, alle mine Veklager over mit Lands og mit Samfunds
Usseldom var et umodent Sinds utøilede Selvgodhed, saaret i sin
Forfængelighed, ude af Stand til at underordne sig Eders Love,
de urgamle, evigunge, der rummer Alt og Alle, og som giver Plads
for Alt og Alle. Jeg gjærede og bruste over af egen Retfærd og
Livskraft, troede jeg. Ak, det var blot indbildsk Overmod, min egen
Storhedsfølelse, som skar mig bort fra Eder Alle, mens jeg af bare
Manddom fortærede min egen og Mines Lykke. Nu ligger det Hele hen
i Klarhed. Jeg kunde ydmyg knæle paa Stortorvet og udraabe min
Vildfarelse for den hele Stad; men I vilde ikke forstaae mig. I leve
dernede i de trange Gyder. Det er heroppe i Naturen og Eensomheden,
at der bliver slig Vennefest i Sjælen.«
Bjørnstad holdt inde og strøg sig med Haanden over Panden. Han var
atter det gamle Urmenneske; Røsten steg, selvtænkte Tanker søgte
frem, klædte i Skum og Fraade, i egne Ord.
»I see saa vist paa mig, I Kjære? Ja, saaledes er det blevet inden
i mig. Den Bjørnstad, I ere ude efter, han er ikke mere. Jeg siger
Jer: ham, I søge, han er ikke mere. -- Men hvem er I selv? Jeg seer
iblandt Eder de Raadsherrer, som en Gang vare mig haardest. I er det
Hele dernede, maaskee det bedste af det Hele; men hvad er saa det
Hele? En Stump af det store Verdensrige. Jeg saae det igjen nys, da
jert Tog bugtede sig herop ad den stenede Vei. Verdens Samfund er som
Kæmpeslangen, Midgaardsormen, der omslynger Alt og Alle. Er en af
os saa stærk, at han kan gribe Kolossen ved Struben, ryste Uhyret,
holde det ud fra sig i stiv Arm en halv Menneskealder -- et Secund
af Evigheden, -- hvad saa? -- Længer holder vel ingen af os ud, mens
Dragen pruster os over med sin Fraade af det tusindtungede Gab,
blinder vort Syn, hidser vort Blod, kvæler vort Aandedræt, suger os
til sig, Tomme for Tomme, velbehagelig. Det er af os, de Stærke, han
lever sig mægtig, det er os, de Modstandskraftige, der gaaer over i
hans Væsen, bliver hans nye Nakkehvirvler, blot paa en heel anden
Maade, end vi i vor Ungdomsruus og Overmod drømte om, og tilsidst,
naar vort Blod er drukket, og vor Sjæl er flydt ud i Handling, naar
vort Livs Hovedgjerning som Sommerfuglen er flagret bort fra det
fortærede Hylster for at blive Andres Eie, naar vi selv, vort Legeme,
ligger hen som det knækkede Rør, naar vi endelig begribe, at netop
saaledes, som det gik, maatte det gaae, kun saaledes skeer os fuld
Ret, idet vi leve op i vor Bedrift, bliver en sund Bloddraabe mere
i det Heles Aarer, medens Midgaardsormen voxer sig ung ved altid
yngre Nakkehvirvler, aldrig bliver gammel, mens den ruller sine Ringe
videre, bredere, pisker alt om sig i Skum og Fraade, roder unge
Modstandslystne frem, suger ny Kraft af det sidste Nye, slænger det
ældste fra sig som overlevede, visne Haleled -- ja, mens det Hele
ringler fremad, fremad mod Tidernes Evighed med de nyeste Stridsmænd
mellem Kløerne, saa lyster det Kæmpeslangen stundom, naar halve
Sekler ere svundne, at rode et eller andet Skelet frem af Glemselen;
saa er dens Fagter anderledes, saa basker den med Halen, kaster sig
i Støvet, pryder vort indfaldne Bryst med Udmærkelser, sætter os
til allersidst i brede Steenkister og hugger vore Billeder udenpaa
-- for at vi selv kunne ligge Steenlig som vore store Sorger derude
i det Svundnes blide Maanelys. -- Ja vist, I komme til os, naar
vi ikke længer have Brug for Jer. Hvor var I henne, I dèr, da jeg
trængte saa haardelig til Jer Medfølelse, da jeg var ung og blød og
tillidsfuld og higede ind til mit Folks Hjerte? -- Hvem spyttes der
nu paa dernede? Hvis Sjæl pisker Verden nu blodig? Hvem seigpines nu
under Uforstand, vaander sig under Haanens Svøbe? Siig, hvem tømmer
nu Livets bitreste Skaal? -- En Landsmand, tænker jeg, en Broder,
en Helt, der stinges ihjel, en Kraft, større end min. Jeg blotter
Hovedet for ham og hilser ham velkommen heroppe i min Eensomhed.«