disse sidste Sætninger ud med stigende Kraft. Hans Stemme rullede
endnu en Gang som en Torden mod Fjeldvæggen; den sidste Rest af
aarelang, opsamlet Bitterhed svandt maaskee bort i dette Sjælens
Smerteraab. Han strakte Haanden ud som en Seer; hans Blik luede atter
med Bjørnstadsk Kraft, medens Borgerne stode tause, lyttede, saae paa
hinanden, nikkede og lyttede igjen.
Foged Wexelsen alene gjorde et hemmeligt Tegn mod sin Pande og
rystede deeltagende paa Hovedet, medens Bjørnstad vedblev:
»Javist, jeg seer det derude i den store Verdens Fremtidstaage.
Ormen bugter sig endnu dernede, almægtig, suger og veirer og
finder og fortærer, groer i Kræfter, i Viisdom og Herlighed. Opad,
opad, bugtes det Hele i Egenkjærlighed, Adskillelse, Fjendskab og
Viisdom. -- Ha, var jeg ung en Gang til, saa fik den Midgaardsorm
mig at fortære endnu en Gang, ti Gange. -- Javist, jeg seer det
derude i Fremtidstaagen. Det er ikke længere os, de Enkelte, der
fortæres. Da ordnes de store Modstandsmasser af Fremskridtsaanden,
af Oprørsgeniet, for Uhyrets Gab, og Masserne knuses, forsvinde,
fordøies, blive de nyeste Nakkehvirvler. Alt, alt maa med, intet
udenfor. Mægtigere og mægtigere løfter den sin Nakke mod Himlen,
løfter tilsidst hele Jorden, hurtigere og hurtigere, fremad, opad,
til Alt er gaaet op i dens mægtige Kæmpelegeme, til den sidste
Modstand er suget ud, til det Hele selv gaaer i Steenkisten. Da,
først da groer maaske det store Vennemenneske frem i Freden, større
i Broderskab, mere fuldkomment, end vi nu til Dags ere. -- Ja, jeg
synes, det er saa grumme galt fat med Jer Alle dernede i Soden og i
Asken. Hør det, lær det, forstaa det, og det skal være den eneste
Bedrift, jeg gider tage med herfra. Kunde jeg med fulde Fjeldlunger
raabe det ud, saa det rungede over hele Verden: Luk jeres Døre og
Vinduer op for Broderskab og Venskab, bøi Jer selv i Strenghed, bøi
Eder i Ydmyghed for hinanden, bøj Jer i Kjærlighed ind til hinanden,
først da skyde de tusinde Glæder op om Jer og blive store under den
blaa Himmel, som fremkaldte dem, først da lærer Du at føle saa reent,
saa stort og sandt, at vi blive de lykkeligste af alle Lykkelige,
saa lykkelige, som Ingen veed det. Bøi Dig, bøi Dig mod Jorden, saa
drages din Sjæl opad, for saa komme de store Syner til os med Livets
Fest, den store Fred, -- Guds Fred.«
Bjørnstads Hoved laa tilbagelænet; hans Arme vare udstrakte og
bevægedes som en Musikanfører, der afdæmper for stærke Strengelyde
i sit stormende Orkester i Lidenskabernes altomfattende mægtige
Finale. De sidste Ord aandede han frem og dog hørligt af Alle.
Endnu en Gang havde hans Stemme eiet Stormens Tone; nu vaklede
han pludselig frem og tilbage om sin Stav. Han var synlig træt.
Bjergvinden kløftede hans hvide Skjæg og Bryn, medens hans Øine
flakkede, som om hans Kraft blev knuust af et Kølleslag fra oven.
Borgerne bleve tause staaende. Denne Tale kom ogsaa til dem saa
underligt fraoven nedad; de norske, ranke Mænd fra den unge Stad
stode nu og saae paa de Udmærkelser, de medbragte, og følte, at de
ligesom vare af Papir. Manden var voxet fra dem.
Eneboeren vendte sig mod Colbjørnsen, hvis mandige, sørgmodige Træk
vare prægede af hans ulykkelige Hjemliv[9]. Han havde opmærksomt
lyttet til denne eensomme Sjæls Skriftemaal, der snart rullede som
en bred, frigjort Strøm, snart fremstødtes som overhugget af Sindets
Bevægelse.
[9] Colbjørnsens Hustru var drikfældig og letfærdig.
»Uhrværket er ved at gaa istaa, Kvalhalmen venter mig nu derinde,«
sagde Bjørnstad. »Tilgiv en gammel Mand, -- det vilde siges. Træd
indenfor. Alt, hvad jeg eier, er Eders.«
I dette Øieblik banede en besynderlig Skikkelse sig Vei mellem
Borgerne. Han var iført en lang Frakke med store Metalknapper og et
høirødt Tørklæde flagrende over et struttende Kalvekryds, medens han
svingede sin side Hat og raabte:
»Hil være Morbror Bjørnstad, Du gamle Balte! Ja, din Storhed er
gaaet over i Rygralliken paa os Allesammen. Din egen Søstersøn
Daniel, Selveier af Frederikshalds Liimkogeri og gift Ægtemand med
Liimkogerenke Reimer respekterer Dig. Jeg er stolt af Dig, Morbror
Bamse! Alle mine Sønner skal kaldes op efter Dig. Nu flytter Du ned
til mig og skal blive tilseet med Reenlighed og Proprietet; saa
kommer Bymusiken og spiller op udenfor vores Dør -- hva' -- sa! Hip
-- hip -- hurra!«
Det var Skipper Daniel, der nylig var traadt i Land fra den lille
Færge bag ved Huset. Han havde ad en Gjenvei skyndt sig herop fra
Frederikshald for at være Vidne til Familiefesten.
Ingen lagde Mærke til Liimkogeren. Alles Øine søgte Bjørnstad, hvis
graanede Skikkelse skarpt aftegnedes mod Aftenhimlen. Hans mægtige
Pande med de dybe Øine, hvorover Panden sprang frem som en Klippe,
ragede ensomt op over Menneskene, Tiden. Dette lille Udvalg af
Stadens Mænd vare i dette Øieblik et Udtryk for Folkestemningen. Her
var intet bølgende Hovedhav, ingen høilydt Jubel med hundreder af
fremstrakte Hænder, intet lokkende Fyrværkeri, Fakkeltog, her var
blot et gammelt Menneskehoved og den store Eensomhed omkring det.
Uden at Nogen vidste, hvem der begyndte, lød pludselig den norske
Nationalsang fra den lille Klynge, høitidelig og fuldtonende i den
dybe Stilhed, den eneste Hyldest, de vidste at bringe. Bjørnstad
rettede sig ved sin Krykke, det svulmede i hans Bryst, og Taarer
forsvandt i hans hvide Skjæg. Der stod den gamle Løve endnu en
Gang Ansigt til Ansigt med sit Folk, mægtig og rank som et gammelt
Fyrretræ, himmelstor for den Enkelte. Borgerne syntes siden hen i
Dagslivet, at de havde seet Folkeaanden, nei, selve den oprindelige,
herlige, lutrede og uforgjængelige Menneskeaand. De glemte ikke det
Billede siden.
Den Nat sov de Alle i fredelig Forening paa friske Høleier i Hyttens
Stue. Bjørnstad vilde hvile mellem sine Bysbørn; han laa stille hen
med Hænderne foldede over Brystet og et mildt og forklaret Udtryk.
Først henad Morgenstunden faldt han i Søvn.
Næste Dag begave Mændene fra Halden sig atter nedefter. Bagved Huset
fandtes som omtalt en primitiv Færge, der over en Sidearm af den
store Elv frembragte en Gjenvei ned i Dalen. Bjørnstad paastod at
ville ledsage sine Gjæster over Vandet til den modsatte Bred, og man
lod ham have sin Villie. Colbjørnsen og Jørgen Halvorsen ledte ham
om Bord. Da Borgerne vare satte i Land, og Colbjørnsen endnu en Gang
havde omfavnet Bjørnstad, blottede den Gamle sit Bryst, medens Færgen
skjød fra Land, og fremviste Æresborgerdiplomet; det laa ved hans
Hjerte og forlod ham ikke mere.
»Gud velsigne Jer Allesammen,« sagde Bjørnstad.
Fartøiet naaede Landgangen ved Hytten, og Jørgen sprang op paa Stenen
for at fastgjøre Prammen, hvorved den gled nogle Alen fra Land
tilbage i Strømmen. Ingen anede endnu nogen Fare; Bjørnstad vilde med
Lethed have kunnet stage sig i Land, som han saa ofte havde gjort.
Først da han lod Baadshagen falde overbord og foldede Armene over
Brystet, begyndte Jørgen at ane Uraad.
»Vær god mod Faster Ellen!« lød Bjørnstads rolige Stemme indover;
»hun er at stole paa. -- Hils Olaug, mit Hjertes stolte Barn.«
Jørgen udstødte et Raab og søgte forgjæves at indhente de gyngende
Planker, der allerede førtes med den dybe, stride Strøm, som,
svulmende efter de sidste Ugers Skybrud, ilede ud mod Sarpfossen.
Hurtigere og hurtigere gled Færgen af Sted. Bjørnstad syntes ikke at
see eller høre noget mere omkring sig. Borgerne fulgte bekymrede og
grebne Fartøiet paa den modsatte, mennesketomme Bred; de forstode, at
de vare til Stede ved Bjørnstads Ligfærd.
Allerede drønede Fossefaldet i Nærheden og sendte rygende
Skumhvirvler i Veiret ved Elvmundingen. Bjørnstads hvide Haar
flagrede i Vinden; han stirrede opad. En Gang lød et Skrig fra
Klyngen paa Land; det saae ud, som om Færgen vilde skyde ind mellem
Klipperne. Den gled forbi. Maaske vilde Bjørnstad nu kun lande paa
Evighedens Kyst. I næste Nu forsvandt han i Skum og Fraade.
Oppe paa en fremspringende Pynt stod Faster Ellen. Hun strakte Armene
mod Himlen og udbrød:
»Store, almægtige Gud, nu forstaaer ogsaa jeg det Hele: gjennem Braad
og Brænding hjem til Dig!«
* * * * *
Det var atter Foraar. Bjørnstads gamle Huus, Fossegaarden, laa
nystrøget, rødmalet i den opgaaende Morgensol, skinnende under de
rødmende Fyrrestammer. Inde fra Mormors Hytte lød en kvidrende Jubel.
»-- Derfor er jeg saa glad, saa glad!« -- det brød frem som et
ustandseligt Væld af unævnelig Livsfryd -- »derfor er jeg saa glad,
saa glad!« -- kun den ene Strofe, intet andet: »saa glad, saa glad!«
Døren blev revet op, og en slank, ung Kvindeskikkelse ilede ud, heelt
ud, yderst paa Pynten, med et nøgent, buttet, solbrændt Drengebarn
paa Armen. Hun løftede ham høit over sit Hoved, som om hun vilde
vise ham al Jordens Deilighed -- nei, hun vilde vist vise Himlen sin
deilige Skat, den lille Bjørn Halvorsen.
Jørgen stod lykkestraalende ved hendes Side, en Menneskegruppe, der
i sig selv rummede det høieste og udtrykte alt.
»Hvornaar flytte vi over i det store Huus, min Olaug?« spurgte Jørgen.
»Ikke nu, ikke endnu!« bad hans Hustru og knugede Glutten fastere mod
sin høie Barm. »Her i den gamle Hytte fødtes vor Lykke. -- Kys Mormor
igjen!« udbrød hun pludselig og holdt den Lille henimod Træstammen,
hvor det store S M endnu blødte under Fyrrebarken, fordi Sønnen
bestandig holdt Saaret frisk.
Drengen slog Armene om Træet og trykkede leende Kinden derimod.
»See, Jørgen, hvor underligt!« hviskede Olaug. »Den klare Harpix
drypper endnu af de Bogstaver. Det er som levende Taarer.«
Inde i Hytten i Halvmørket skimtedes Faster Ellens karakteristiske
Ansigt. Hun støttede Hænderne om Rokkehovedet og saae sørgmodigt paa
de Unge. I Døren stod Hønen Guru og kaglede, og søgte, rev en Fjer
af sit Bryst og holdt den i Næbet op mod Huusmoderen, da hun atter
traadte over Tærskelen.
»Derfor er jeg saa glad, saa glad!« jublede Olaug og kastede sit
Drengebarn ned i Faster Ellens Skjød.
»Bøi Dig i Ydmyghed -- bøi Dig i Kjærlighed!« hviskede den Gamle og
bøiede sig selv over Drengen.
Men den lille Bjørn strakte sine smaa knyttede Hænder opad og lo
himmelhøit mod Himlen.
Mangen en stille Aften lød Vuggevisens Toner oppe fra Fjeldpynten
ud over Dalen, bævende og manende, en Takkehilsen til det store
og Svundne, tillige en forjættende Forsikring om, at dets rige
Følelsesvæld brusende brød sig i Fossefald gjennem Nuet, for
velsignelsesrigt at strømme over i Fremtidens Skjød.
De Toner lyde endnu, ville altid lyde.
Ende.
INDHOLDSFORTEGNELSE.
Side
»S. M.« 1
Hölandsslaget 21
En Norges Søn 47
Før Stormen 65
Fra Bjørnehien 77
Brændetyven 95
Hjemmets Fugl 111
Store Torsken! 127
Visen 143
Spionen 163
Et falsk Signal 183
Klokkeren fra Id 199
Ole Svendsens Død 215
Colbjørnsens »brogede Karle« 235
Stormuglen 253
Skjændselsbarnet 271
Ildskriften læses endnu paa Krønikens evige Tavle 291
Det brænder, han render -- Ritsch! 309
Mari Bjørnstad 335
I Løbegraven 347
Den store Fred 369