Det var den 11te December, 1ste Søndag i Advent. Alt Arbeide

stod stille efter Kongens Befaling. Han selv indfandt sig i sit

Hovedkvarteer i Tistedalen for at bivaane Gudstjenesten baade For- og

Eftermiddag. Efter Aftensangen samledes hele Generalitetet og modtog

Ordrer; derefter drog Kongen sig tilbage og opbrændte, mærkeligt nok,

en Deel Papirer.

Underlige Rygter løbe omkring i Hæren; Forudsigelser om Kongens

nærforestaaende Død syntes at have vundet Tiltro; Stemningen var

mere end almindelig trykket mellem Soldaterne; Mørket laa vaadt og

uigjennemsigtigt over det fremmede Land. Alene Fæstningen lyste som

et unaaeligt Feepalads ud i den sorte Vinternat. Kommandanten havde

imod Angrebssiden oplyst Murene med Beegkrandse, som skinnede over

hele Egnen. Idelig fløi Lyskugler ud gjennem Luften ned i Fjendens

Approcher for at oplyse hans Foretagender, og Musketilden knaldede

denne Aften i livlige Kjædesalver.

Det Mandskab, som samme Nat var kommanderet til Arbeide i

Løbegravene, laa endnu under Bedækning af en Klippe og ventede paa

Ordre til at rykke frem mod det Sted, hvor Arbeidet med de nye Linier

skulde begynde.

Soldaternes udhungrede og barske Ansigter fik et endnu mørkere Udtryk

i det flammende Skjær fra Baalet, hvorom de vare leirede. De talte

ikke meget; nogle laa og tyggede paa Birkebark og Granskud.

Måns Eriksson Trompeter var endnu blandt de Levende; men han hverken

sang eller digtede denne Aften, og hans sidste Udødelighedsværk

bestod i en Gravsang over sig selv, som vi dog her ville forskaane

Læseren for.

En høi, sværlemmet Mand laa nærmest ved Baalet. Han var iført svensk

Rytterkappe og laaden Hue; hans buskede Bryn og graa Haar hang frem

derunder som en Allongeparyk. Han havde sluttet sig til de Svenske

fra Krigens Begyndelse, talte kun sjældent, syntes at høre til

Grændsebefolkningen, hvis Sprog er en Blanding af svensk og norsk.

Manden gjorde hidtil god Nytte som Veiviser og Minegraver.

Soldaterne skyede ham paa Grund af hans ordknappe og barske Væsen; de

døbte ham Bjørnen; under det Navn gik han imellem dem.

Der lød en Trommehvirvel: Carl den Tolvte vendte tilbage fra

Hovedkvarteret og begav sig ned til Løbegravene.

Den Graahaarede med Pelshuen reiste sig og stirrede paa Kongen, der

efter Sædvane gik frit omkring blandt Soldaterne og talte med hvem,

han traf paa. Kongens sorteblaa Øine havde et Øieblik hvilet ligesom

speidende og gjenkjendende paa den høie Graahaarede; derefter vendte

Maiestæten sig bort fra ham og gik videre.

»Omtrent paa dette Sted fik Tolvte Karls Bedstefader, Carl den

Tiende, sit Banesaar af en norsk Kugle,« sagde »Bjørnen« og strøg med

Haanden over sin Pande. »Hvem veed, naar denne kongelige Sjæl i Storm

og Flammer, der trodser alle Lande, al Vedtægt og Lov og Ret, ved en

anden norsk Kugle faaer Ende paa al Strid og Sorg og sorte Minder!«

»Sludder og Vaas og norsk indbildsk Vrøvl!« raabte Eriksson og

sprang op. »Den norske Kugle blev aldrig støbt, der dræber svenske

Konger. Carl den Tiende døde den 24de December 1660 ærlig og redelig

i Gøteborg af en lumsk Feber, som han hentede her i dette usunde

Land, og Carl den Tolvte gaaer nu sin store Tid i Møde. -- Kom,

gossar!« vedblev Månsson. »I skal nu høre hans Faders, Carl den

Ellevtes Spøgelsesyn paa Stockholms Slot; min Mormor, som er kongelig

Gangkone, har fortalt mig det grangiveligt. Naar I har hørt det,

saa veed I, at vi snart faaer Ende paa Lidelserne i disse fordømte

Sneeskove, og at vor Carl fører os lukt ind i de store Riger, hvor

Guldet groer, og Vinen flømmer.«

De forkomne Soldater og Arbeidere flokkedes om Månsson, der mangen en

Nat havde holdt deres Mod oppe ved lystige Indfald og frie Historier.

Månsson fortalte nu uden Afvigelser det bekjendte Syn, som allerede

den Gang levede i Folkemunde, og som skal være beediget og egenhændig

nedskrevet af Carl den Ellevte Natten mellem den 16de og 17de

December 1675, tillige underskrevet af Øienvidnerne Carl Bjelke,

Rigsdrost, W. Bjelke, Rigsraad, Oxenstjerne, Rigsraad, og Peter

Granslen, Vagtmester, hvorefter Papiret blev nedlagt i Arkivet i en

tung Kiste med mange Laase. Afskriften af dette mærkelige Dokument

cirkulerede allerede i Aarene 1740 og 1760, og troværdige Folk

kjendte da Sagnet fra deres Barndom.

Erik Månsson fortalte nu følgende, der begjærligt blev opfanget af de

Lyttende, og som nøie passede ind i Timens Stemning og forhøiede den

overtroiske Frygt, der beherskede den svenske Hær:

»Seer I, gossar, Carl den Ellevte vaagnede Klokken 12½ i sit

Sovekammer, syg og ussel som han var bleven, og kastede hændelsesviis

sine Øine paa Vinduet, hvor han blev vaer en stærk Lysning i

Riddersalen. Han sagde til sin elskelige Rigsdrost Bjelke, som var

hos ham i Kammeret: »Hvad er det for en Lysning i Riddersalen? Jeg

troer, der er Ildløs.«

Rigsdrosten svarede: »O nei, Deres Maiestæt, det er Maanens Skin.«

Og Kongen lod sig nøie med den Snak og vendte sig mod Væggen, men

var usigelig angst til Mode og kiggede igjen over paa Lysningen.

Saa sagde han en Gang til: »Her kan det aldrig gaa rigtig til.« I

samme Øieblik var det, ligesom han blev vaer, at Mennesker havde

i Riddersalen at bestille. Da reiste Kongen sig, iførte sig sin

Natkjole og gik til Vinduet, hvor han saae, at Salen var fuld af Lys.

Saa lod han Vagtmesteren komme med Nøglerne og gik med sit Følge

til den lukkede Løndør, og da Ingen vovede at aabne Døren, gjorde

Kongen det selv, hvorpaa han fandt Værelset og endog Gulvet betrukket

med sort Klæde, og de overfaldtes alle af en stærk Gysen. Saa gik

de over Gulvet til Rigssalens Dør. Kongens Følge bade Alle om den

Naade ikke at lukke op. Kongen aabnede atter selv, men trak hurtig

Foden til sig af Bestyrtelse. De saae Alle et stort Bord, omgivet af

sexten ærværdige Mænd; samtlige havde store Bøger for sig. Iblandt

dem var en ung Konge paa 16-17 Aar med Krone paa Hovedet og Scepter

i Haanden, og det var besynderligt, at den unge Konge flere Gange

rystede med Hovedet, da alle disse ærværdige Mænd med den ene Haand

slog haardt paa Bøgerne.

Den gamle Konge bemærkede nu den ene Henrettelsesblok efter den

anden samt Bødler, alle med optrukne Skjorteærmer, og de afhuggede

et Hoved efter det andet, saa at Blodet strømmede henad Gulvet. Den

gamle Konge blev nu mere end bange og saae paa sine Tøfler, om der

maaskee var noget Blod derpaa; men det var der ikke. Og en Trone

stod længere borte og vaklede.

Kongen og hele hans Følge skjalv og trak sig tilbage mod Døren, og

dermed forsvandt Synet; kun den syge Konge stod der med Lyset og hans

gjæve Folk og gik lige ind og skrev det Hele op. -- Seer I, gossar,

det Syn betyder, at vor Kong Carl skal styrte alle vaklende Troner

og hugge Hovederne af alle vore Fjender, Tyskere og Russere. Han vil

løfte Sveriges Ry til Himlen og føre os lukt ind i Guldlandet. Vi

følge ham blindt. -- Leve vor herlige Kong Carl!«

En dæmpet Piben kaldte Mandskabet til Arbeidet. Soldaterne sprang op

og grebe Hakke og Spade.

Den store Graahaarede eftersaae Laasen paa sin Pistol og fulgte efter

de Andre. De stærke, buskede Bryn vare sammendragne og Blikket fast

og glødende, som om han bar paa en urokkelig Beslutning. Saaledes

seer den Mand ud, der har sat sig det store Maal og hjemfører Seier

eller Død.

Kongen gik urolig frem og tilbage i de færdige Løbegrave og

fremskyndede Arbeidet. Carl den Tolvte, hvis gode Hjerte ofte gav

sig Udtryk i store og kongelige Gaver, havde samme Eftermiddag

forfremmet sin trofaste, gamle Tjener, Hultmann, der fulgte ham i

alle hans Krige, blev hos ham i Tyrkiet og ledsagede ham overalt, til

øverste Kogemester. Kong Carl var denne Aften i en sær alvorlig og

bevæget Stemning. Da saaledes en Officeer, der ledsagede Maiestæten

ned gjennem den gamle Linie, henkastede nogle nedsættende Ord om

en Kammerat, der stod dukket under Brystværnet, vare Ordene næppe

udtalte, før Kongen havde den Talende ved Haanden og udbrød mildt og

indtrængende:

»Ikke saa, min Kjære. Jeg mærker nok, hvad I vil sige, men lær det

af mig aldrig at tale ondt om noget Menneske, naar I taler med Eders

Konge.«

Officeren lagde Haanden paa Hjertet og bukkede dybt bevæget og grebet

af det skjønne Blik og den bløde Røst, der udtalte disse kongelige,

ophøiede og uforgjængelige Ord.

Om denne skjæbnesvangre Nats Begivenhed skriver et Øienvidne,

Lieutenant Carlberg:

»Endelig kom Mandskabet anmarcherende ind i den allerede færdige

Løbegrav, som nu skulde føres videre frem. Saasnart Mandskabet

var blevet inddeelt, traadte den franske Oberst Maigret, der var

Direkteur af Attaquen, frem foran Arbeiderne og udstak den nye Linie

paa den Maade, at efter ham defilerede Soldaterne med Faskiner,

Spader og Hakker. Eftersom nu Direkteuren gik Linien frem, lagdes

Faskinerne i en ret Linie, og Soldaterne bleve liggende ved dem.

Saasnart den nye Linie var afsat, defilerede paany flere Soldater

frem og lagde sig ligeledes ved Faskinerne med det fornødne Værktøi.

Derefter hidbragtes de alt færdige Skandsekurve. Jeg fik Ordre til

at gaae ind i den nye Linie og lade den fylde. Nu begyndte Arbeidet

efter et sagte givet Tegn, idet jeg opmuntrede Mandskabet til at

arbeide flittigt og grave sig ned, for at de snart kunde faae

Skandsekurvene fyldt til deres egen Dækning. Fra den nye Linie til

Fæstningens Udenværker kunde Afstanden være omtrent 200 Alen og

saaledes under Musketskud.« --

Carlberg gik nu frem og tilbage i den nye Linie og opmuntrede

Arbeiderne, der saa meget hellere adløde ham, som de saae mange af

deres Kammerater falde, inden de kunde komme dybt nok ned og faae

Skandsekurvene fyldte. Denne nye Linie skjød ud i en spids Vinkel

fra den gamle, færdige, hvor man ved Brystværnet var dækket mod

Kugleregnen. Efter 1½ Times Forløb begav Carlberg sig tilbage til

den gamle, fuldførte Løbegrav, hvor Kong Carl denne Nat opholdt

sig, fordi Fæstningen for første Gang oplyste Egnen med udhængte

Lyskugler paa Murene og udslyngede dem tillige i rigelig Mængde over

Marken, hvilket forekom Kong Carl sælsomt og gav ham den Mistanke,

at Kommandanten mulig vilde gjøre et Udfald. Kong Carl var derfor,

sorgløs og uforfærdet som altid, steget op og stod med Overkroppen

ovenfor Brystværnet for bedre at iagttage, hvad Fjenden havde for.

Ved hans Fødder stode 8 à 10 Officerer.

Medens Kong Carl stod her, kom flere Gange i den nye, modsatte

Løbegrav et graahaaret, speidende Hoved til Syne mellem

Skandsekurvene, ligblegt med funklende Øine og et forstenet Udtryk af

Alvor og Ro. Hver Gang Kongen vendte sig i samme Retning, forsvandt

Hovedet for atter ubemærket at komme til Syne.

Oberst Maigret traadte nærmere til Carl den Tolvte og sagde med

indtrængende Røst:

»Her er ikke Deres Plads, Sire. Det regner med Kardætsker og

Kanonkugler, som ikke have mere Respekt for Kongen end for den

ringeste Soldat.«

»Vær ikke bange!« svarede Kongen.

»Jeg er ikke bange for mig selv,« ytrede Ingenieuren; »jeg er dækket

af Brystværnet. Jeg frygter for Deres Maiestæt, som benytter det

ganske mod dets Bestemmelse.«

»Gaa hen og see til Deres Arbeidere,« sagde Carl den Tolvte

utaalmodig, for at blive fri for ham. Og til de andre Officerer sagde

han: »Paa Eders Poster, mine Herrer! Jeg stiger strax ned.«

Officererne kjendte Kongen bedre end den fremmede Ingenieur og

vidste, at en Opfordring til at gaae af Veien for Fare, var det samme

som at opfordre Kongen til at blive, for at trodse den. De trak sig

derfor Alle tilbage og hviskede til Maigret:

»Lad Kongen staa. De gjør kun ondt værre ved at overtale ham.«

Nogle Minuter senere, da Kongen ikke steg ned, medens Kugleregnen tog

til i Heftighed, blev Maigret atter urolig, mens de andre Officerer

holdt Raad om at lokke Kongen bort fra Stedet ved List, enten ved at

forlange en Befaling af ham, eller ved at bede ham tage et Arbeide i

Øiesyn og opmuntre Folkene ved sin Nærværelse.

Maigret paatog sig med sin sædvanlige Ligefremhed at fremføre dette

Hverv og gik atter hen mod Kongen. Idetsamme hørte han en Lyd, som

naar en Steen bliver slynget i Dynd og saae Kongens Haand famlende

gribe om Kaardeheftet. Men da Carl den Tolvte blev staaende i samme

Stilling uden at røre sig, og Mørket paa dette Sted var tæt, saa

forstod Obersten endnu ikke, at Kongen var død.

»Da jeg,« siger Carlberg videre, »var kommen ind i den gamle

Approche, saae jeg Hans Maiestæt ligge paa Tranchéens indre

Dossering, hvor Hans Maiestæt havde draget sig op og laa paa den

venstre Side med Kappen om sig. Han holdt den venstre Haand under

Kindbenet og Hovedet opret over Kronen af Brystværnet. I en saadan

Stilling hvilede Hans Maiestæt med Ansigtet vendt mod Fæstningen og

den nye Linie tæt udenfor, hvor nogle Arbeidere gik. Denne nye Linie,

som dannede en spids Vinkel med den gamle, løb ikke synderligt ud fra

den gamle, hvor Hans Maiestæt laa, _saa at idetmindste de Nærmeste

af Arbeiderne kunde have seet hans Hoved over den gamle Linies

Brystværn, om de ellers havde givet Agt derpaa. Denne Omstændighed

anseer jeg for betydelig nok til at anmærke her_.« --

Andre tvivlede ikke paa, at Kongen var kommen af Dage ved planlagt

Mord.

»Natten var ualmindelig mørk,« fortæller en Grev Lieven. »Jeg havde

den Ære den Nat, Kongen faldt, at opvarte ham som Page. Jeg tvivler

ikke paa, at han er kommen af Dage ved Snigmord. Det var næsten

umuligt, at en Kugle fra Fæstningen kunde ramme hans Hoved i en

saadan Afstand og paa den Plet, hvor han stod. Jeg saae Kongens

Liig og er overbeviist om, at Saaret i Tindingen var af en Pistol.

Hvo, der har bibragt ham det, er uvist. De, der have Erfaring i

Krigsvæsenet, kjende Knaldet af en Kanonkugle; men Knaldet af dette

Skud var nærmere ved og ganske anderledes. Hele Armeen troede, at

Kongen var dræbt af en ubekjendt Haand.«[6]

[6] Dr. C. Palludan-Müller er i sine udmærkede, skarpsindige,

kritisk-historiske Undersøgelser kommen til det Resultat, at Kong

Carl efter al Sandsynlighed maa være faldet for et Projectil fra

Fæstningen.

Carlberg befandt sig ogsaa ved Kongens Fødder, da udefra et Skud traf

ind gjennem Hans Maiestæts Hoved, hvorved ikke den mindste Bevægelse

mærkedes undtagen, at Haanden faldt ned fra det venstre Kindbeen, og

Hovedet bøiede sig sagte ned i Kappen, uden at det allerringeste Ryk

sporedes i Legemet. Da Officererne stode saa lavt, kunde Ingen med

Vished bemærke hvor Skudet kom fra.

Den første, som nævnte Kongen død, var Generaladjutant Kaulbars. Da

han saae Kongens Hoved synke ned i Kappen, raabte han: »Herre Jesus

-- Hans Maiestæt er skudt! Opsøg General Schwerin og meld ham det.«

Carlberg løb strax nedad den gamle Approche og mødte Generalen, der

næsten aldrig veg fra Kongens Side. Da han modtog det sørgelige

Budskab, greb han Carlbergs Arm og udbrød hviskende: »Herre Jesus!«

Han ilede til Stedet, hvor Kongen endnu laa urørt og befalede

Carlberg og Capitain Posse at hente en Baare. De ilede over Bjerget

til Kongens Brædehytte. Her var Forraad af færdige Baarer, som

brugtes til at bortbære dem, der om Natten bleve skudte under

Arbeidet. Carlberg og Posse bare selv Baaren frem foran Kongens

Fødder. General Schwerin havde stillet Vagt i Løbegraven, for at

hindre Kommunikation forbi Kongens Liig. Officerernes Antal var

betydelig forøget; de stode alle tause og blege i Faklens Skin.

Generalen steg op paa Brystværnet ved Kongens Side og løftede hans

Hoved lidt i Veiret, hvorpaa han gjorde et bedrøveligt Tegn med

Haanden til de Omkringstaaende uden at sige Noget. Kuglen var gaaet

tværs igjennem Hovedet og havde draget det ene Øie indad, medens det

andet hang ud over Kinden. Liget blev forsigtig løftet paa Baaren og

tildækket med Soldaterkapper.

Adjutant Siquier traadte frem fra Mørket, som laa over Hjørnet ved

Vinkelspidsen, tog Hatten af Kongen og satte i dens Sted sin hvide

Paryk og gallonerede Hat paa Carl den Tolvtes Hoved og sørgede for,

at noget af Hat og Paryk kom til Syne under Kappen, hvilket skete for

at gjøre Kongen ukjendelig, da man frygtede for den Virkning, som det

bratte Budskab om hans Død vilde have paa Soldaterne.

Da dette var varetaget, vendte Siquier sig til Officersklyngen og

sagde med et Skuldertræk: »Historien er ude. Allons souper!«[7]

[7] Det er et karakteristisk Kjendetegn for det stærke Indtryk, som

denne tragiske Begivenhed gjorde paa Øienvidnerne, at flere af disse

og blandt dem Siquier i Vildelse senere hen beskyldte sig selv for

at have myrdet Kongen, hvilke Tilstaaelser dog klart er beviist

kun skyldes Hallucinationer. De senere militaire og sagkyndige

Undersøgelser, der fandt Sted paa selve Gjerningsstedet saavelsom

paa Liget, have tilstrækkelig klargjort, at ikke Skygge af Mistanke

om en slig Niddingsdaad, som dette Kongemord vilde være, klæber ved

den tapre og hæderlige svenske Nation.

General Schwerin overlod det kongelige Liigs Transport til Lieutenant

Carlberg, der fik ti Mand hertil, hvilke han gav den Besked, at

det var en tapper Officeer, som de maatte bære forsigtigt paa den

ujævne Vei. Da Toget var kommen et Stykke frem, opdagede Folkene,

at de vare gaaede vild og befandt sig paa Toppen af en steil Bakke.

Byen var nær, hvorover de bleve bestyrtede, da man vidste, at

norske Patrouiller her holdt Vagt og saaledes gjorde det voveligt

og usikkert at trænge frem. Baaren blev sat paa Jorden og Veien

langs Elven undersøgt. Efter en kort Raadslagning besluttede man at

gaa videre ned over Bakken. Soldaterne formanedes til Forsigtighed;

Carlberg med to Mand holdt igjen paa Baaren under den steile Heldning.

Ved Uforsigtighed skete det dog, at Kongen væltede ud over Baaren ned

i Carlbergs Arme, dog saaledes, at Legemet ikke faldt heelt ned paa

Jorden; thi i samme Nu sprang en graahaaret Mand, der gik ved Siden

af Baaren og ufravendt betragtede den, frem og understøttede Carlberg

i at løfte Liget tilbage paa Leiet. Ved den heftige Bevægelse gled

Hatten og Parykken af Kongens Hoved. Maanen, som ved denne Tid var

kommen høit over Fjeldet, kastede sit klare Lys lodret over de

kjendte og elskede Træk. Soldaterne stirrede bestyrtede og udstødte

et Klageskrig.

»Kongen -- Kongen!« hviskede de. »Hvad skal der nu blive af os Alle?«

Den Graahaarede stod foroverbøiet og betragtede som fasttryllet med

et forskende Blik det gabende Saar i Ligets venstre Tinding.

»Det Hul har ingen Pistolkugle frembragt!« udbrød han heftig og greb

Carlbergs Arm. »Det er en Flænge efter en Granatstump. -- See -- see

selv!«

»Hvad mener Du?« sagde Lieutenanten dæmpet og rev sig løs fra Mandens

Jerngreb. »Ligemeget, hvor den dræbende Kugle kom fra. Kongen er død,

Krigen endt -- Norge er tabt for Sverige.«

»Norge er frelst,« hviskede Manden og traadte tilbage i Geledet.

Norske, høirøstede Stemmer løde i Nærheden. Carlberg lyttede

og befalede barsk Soldaterne at forholde sig stille. De bleve

øieblikkelig tause, medens de med rørende Omhu tildækkede Liget og

fra dette Øieblik bare det videre med en øm Forsigtighed, som om de

meente, at deres Afgud endnu kunde føle Stødene fra den ujævne Vei.

Sørgetoget naaede uden videre Uheld til den ældre Tranché, Baaren

løftedes op over Brystværnet og ankom kort efter til Hovedkvarteret

i Tistedalen, hvor Kong Carl samme Aften havde bivaanet sin sidste

Gudstjeneste. I hans Lommer fandtes intet undtagen Gustav Adolphs

Portrait og Bønnebog.

Klokken eet om Natten blev Carl den Tolvtes Liig ført ind i den

Hytte, hvor han pleiede at udhvile sig. Idet Baaren naaede Huusdøren,

traadte den samme graahaarede Kæmpe hen til den, blottede sit Hoved

og stirrede i det klare Maanelys endnu en Gang paa de kongelige,

stivnede Træk, som om han forgjæves søgte Svar paa et Spørgsmaal, en

uløselig Gaade, som Fremtiden aldrig skulde opklare.

Bjørnstad -- det var ham -- huuløiet, hentæret og eensom, bøiede et

Knæ mod Jorden, idet Liget blev baaret forbi ham.

»Ikke bleve vi dine Nordmænd; men Du blev vor, Carl af Sverige!«

udbrød han med høi Røst. »Du store Døde! nu først hilser jeg Dig

velkommen til vort eget, frie Norge!«

Da Baaren forsvandt i Hytten mellem tændte Fakler og sørgende

Soldater, strakte den eensomme Mand Hænderne mod Himlen med et Udtryk

saa seiersstolt og jublende som i Bevidsthed om en veludført Gjerning

-- som om han i dette Nu gjennem sin høire Haand følte sit hele Lands

Befrielse fra fremmed Aag og Fare.

Samme Nat en Time senere lød en Steentorstemme hen over Stortorvet i

Frederikshald:

»Norge er frelst -- Kong Carl er død!«

Raabet blev hørt af Mange, uden at Nogen vidste, hvorfra det kom;

det blev troet, uden at Nogen kjendte den vældige Røst, der slyngede

Glædesbudskabet over Staden. Det fløi som en Løbeild gjennem Gaderne.

Der lød et Jubelskrig, heftigt, aandeløst. Kirkeklokken, der endnu

hang i en Galge over den Kjælder hvor Gudstjenesten maatte holdes

siden Kirkens Brand, klemtede som til Helligfest -- et Befrielsens

Skrig efter det aarelange Rædselens Mareridt lød fra det ængstede,

forpinte Folkebryst: »_Carl den Tolvte er død!_«

I samme Time den svenske Konge faldt, standsedes alle Arbeider i

Løbegravene. Den følgende Dag holdtes Krigsraad. Det blev besluttet

at hæve Beleiringen, og at Hæren ufortøvet skulde drage tilbage

til Sverige. Den 20. December havde alle Svenske forladt Norge. Af

General Armfeldts nordenfjeldske Hærafdeling naaede næppe 500 Mand

tilbage over Fjeldene. Henved 9000 Mand bukkede underveis under for

Vinterkulde, Sneestorme og Hunger.

DEN STORE FRED.

Der gik flere Aar. Meget forandredes i Frederikshald og Omegn. Staden

reiste sig af Asken, Handelen blomstrede, Skibsfarten tog til, et

freidigt, stærkt og selvfølende Folkeliv udviklede sig hurtigt i

den unge Stad, der var skudt frem af Storbedrifter, omgivet af en

velvillig Samtid, Gjenstand for Udlandets Beundring, Tidens Kjælebarn.

Det gik nu her, som det oftest gaaer, dèr hvor de store Storme

rensende fore frem: et sundt og rankt aandeligt Liv blev Særmærket

for Frederikshalds Borgere. De fordrede Retfærdighed og gave

Retfærdighed, Lys og Skygge fordeeltes af den almindelige

Retsbevidsthed. Og den var klarøiet i det stærke Lys, som nu laa i

Luften.

Saaledes gik det til, at der blev ryddet op i meget gammelt og

forgroet. Megen Overvurdering og tidligere Vrangvillie kom paa

Retfærdighedens Vægtskaal, saaledes ogsaa Dommen over Bjørnstad fra

Fossegaarden. Først begyndte Rygtet at fortælle om hans frivillige

Kamp i Frederikshald under Svenskernes Indfald, skjøndt Borgerne

haanlig havde tilbageviist ham fra deres Række; dernæst blev hans

eneste Søns Fald under Forsvaret omgivet af et smukt og romantiskt

Skjær; om Hustruens Ulykke og Død vidste man ogsaa meget rørende at

fortælle, og endelig var det mærkelige indtruffet: efter at Bjørnstad

havde forladt sin Hjemstavn og var forsvundet fra Egnen, blev Byens

Tømmer borte i Elvedragene ovenfor Staden i endnu større Maalestok

end i Bjørnstads Tid. Han havde saaledes baaret Skylden for Andres

Ugjerninger.

Man havde nu erfaret, at Bjørnstad levede oppe i en øde Klippeegn

ovenfor Sarpfossen. Han havde tilligemed sin gamle Søster Ellen

opslaaet en Bolig mellem de eensomme Fjelde og boede der i en afsides

Hytte. Det gamle Søskendepar var her bleven et Forsyn for Fattige og

Syge, der kom langveis fra til Eneboerne, for at forlade dem trøstede

og glade.

Det var dog endnu ikke disse forskjellige Kjendsgjerninger, der

bevirkede Omslaget i Folkestemningen overfor Bjørnstad og gjorde hans

Navn kjendt og omtalt. Der var endnu et Rygte i Omløb, et ubestemt

Sagn, som satte ham i Forbindelse med Kong Carls Fald, der bragte

alle Hjerter i Frederikshald til at banke stærkere, en Beskyldning,

der i sig selv for Staden rummede det Høieste, en Forbrydelse, der

lyste som en Fædrelandsbedrift af største Betydning, et Rygte, der

ikke havde nogen bestemt Hjemmelsmand, og som dog blev ved at leve,

at svulme, til det antog Karakteren af Forherligelse og Tilbedelse af

sin Gjenstand.

Hvad der sagdes var slet og ret, at Bjørnstad havde fældet Carl den

Tolvte.

Man vidste med Bestemthed, at Bjørnstad hiin Nat befandt sig blandt

Arbeiderne i Løbegravens Sidelinie, da Kongen faldt; man vidste, at

han allerede under Indfaldet 1716 havde sat sig det store Maal at

fælde Kongen i aaben Kamp for at befrie sit Land, og man vidste nu

fra Jørgen Halvorsen, at Bjørnstad var en syg og nedbrudt Mand, der

ofte i Febersyner anklagede sig selv for at have fuldbragt den store,

tragiske Bedrift.

Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman · 第 16 / 18 段