stod stille efter Kongens Befaling. Han selv indfandt sig i sit
Hovedkvarteer i Tistedalen for at bivaane Gudstjenesten baade For- og
Eftermiddag. Efter Aftensangen samledes hele Generalitetet og modtog
Ordrer; derefter drog Kongen sig tilbage og opbrændte, mærkeligt nok,
en Deel Papirer.
Underlige Rygter løbe omkring i Hæren; Forudsigelser om Kongens
nærforestaaende Død syntes at have vundet Tiltro; Stemningen var
mere end almindelig trykket mellem Soldaterne; Mørket laa vaadt og
uigjennemsigtigt over det fremmede Land. Alene Fæstningen lyste som
et unaaeligt Feepalads ud i den sorte Vinternat. Kommandanten havde
imod Angrebssiden oplyst Murene med Beegkrandse, som skinnede over
hele Egnen. Idelig fløi Lyskugler ud gjennem Luften ned i Fjendens
Approcher for at oplyse hans Foretagender, og Musketilden knaldede
denne Aften i livlige Kjædesalver.
Det Mandskab, som samme Nat var kommanderet til Arbeide i
Løbegravene, laa endnu under Bedækning af en Klippe og ventede paa
Ordre til at rykke frem mod det Sted, hvor Arbeidet med de nye Linier
skulde begynde.
Soldaternes udhungrede og barske Ansigter fik et endnu mørkere Udtryk
i det flammende Skjær fra Baalet, hvorom de vare leirede. De talte
ikke meget; nogle laa og tyggede paa Birkebark og Granskud.
Måns Eriksson Trompeter var endnu blandt de Levende; men han hverken
sang eller digtede denne Aften, og hans sidste Udødelighedsværk
bestod i en Gravsang over sig selv, som vi dog her ville forskaane
Læseren for.
En høi, sværlemmet Mand laa nærmest ved Baalet. Han var iført svensk
Rytterkappe og laaden Hue; hans buskede Bryn og graa Haar hang frem
derunder som en Allongeparyk. Han havde sluttet sig til de Svenske
fra Krigens Begyndelse, talte kun sjældent, syntes at høre til
Grændsebefolkningen, hvis Sprog er en Blanding af svensk og norsk.
Manden gjorde hidtil god Nytte som Veiviser og Minegraver.
Soldaterne skyede ham paa Grund af hans ordknappe og barske Væsen; de
døbte ham Bjørnen; under det Navn gik han imellem dem.
Der lød en Trommehvirvel: Carl den Tolvte vendte tilbage fra
Hovedkvarteret og begav sig ned til Løbegravene.
Den Graahaarede med Pelshuen reiste sig og stirrede paa Kongen, der
efter Sædvane gik frit omkring blandt Soldaterne og talte med hvem,
han traf paa. Kongens sorteblaa Øine havde et Øieblik hvilet ligesom
speidende og gjenkjendende paa den høie Graahaarede; derefter vendte
Maiestæten sig bort fra ham og gik videre.
»Omtrent paa dette Sted fik Tolvte Karls Bedstefader, Carl den
Tiende, sit Banesaar af en norsk Kugle,« sagde »Bjørnen« og strøg med
Haanden over sin Pande. »Hvem veed, naar denne kongelige Sjæl i Storm
og Flammer, der trodser alle Lande, al Vedtægt og Lov og Ret, ved en
anden norsk Kugle faaer Ende paa al Strid og Sorg og sorte Minder!«
»Sludder og Vaas og norsk indbildsk Vrøvl!« raabte Eriksson og
sprang op. »Den norske Kugle blev aldrig støbt, der dræber svenske
Konger. Carl den Tiende døde den 24de December 1660 ærlig og redelig
i Gøteborg af en lumsk Feber, som han hentede her i dette usunde
Land, og Carl den Tolvte gaaer nu sin store Tid i Møde. -- Kom,
gossar!« vedblev Månsson. »I skal nu høre hans Faders, Carl den
Ellevtes Spøgelsesyn paa Stockholms Slot; min Mormor, som er kongelig
Gangkone, har fortalt mig det grangiveligt. Naar I har hørt det,
saa veed I, at vi snart faaer Ende paa Lidelserne i disse fordømte
Sneeskove, og at vor Carl fører os lukt ind i de store Riger, hvor
Guldet groer, og Vinen flømmer.«
De forkomne Soldater og Arbeidere flokkedes om Månsson, der mangen en
Nat havde holdt deres Mod oppe ved lystige Indfald og frie Historier.
Månsson fortalte nu uden Afvigelser det bekjendte Syn, som allerede
den Gang levede i Folkemunde, og som skal være beediget og egenhændig
nedskrevet af Carl den Ellevte Natten mellem den 16de og 17de
December 1675, tillige underskrevet af Øienvidnerne Carl Bjelke,
Rigsdrost, W. Bjelke, Rigsraad, Oxenstjerne, Rigsraad, og Peter
Granslen, Vagtmester, hvorefter Papiret blev nedlagt i Arkivet i en
tung Kiste med mange Laase. Afskriften af dette mærkelige Dokument
cirkulerede allerede i Aarene 1740 og 1760, og troværdige Folk
kjendte da Sagnet fra deres Barndom.
Erik Månsson fortalte nu følgende, der begjærligt blev opfanget af de
Lyttende, og som nøie passede ind i Timens Stemning og forhøiede den
overtroiske Frygt, der beherskede den svenske Hær:
»Seer I, gossar, Carl den Ellevte vaagnede Klokken 12½ i sit
Sovekammer, syg og ussel som han var bleven, og kastede hændelsesviis
sine Øine paa Vinduet, hvor han blev vaer en stærk Lysning i
Riddersalen. Han sagde til sin elskelige Rigsdrost Bjelke, som var
hos ham i Kammeret: »Hvad er det for en Lysning i Riddersalen? Jeg
troer, der er Ildløs.«
Rigsdrosten svarede: »O nei, Deres Maiestæt, det er Maanens Skin.«
Og Kongen lod sig nøie med den Snak og vendte sig mod Væggen, men
var usigelig angst til Mode og kiggede igjen over paa Lysningen.
Saa sagde han en Gang til: »Her kan det aldrig gaa rigtig til.« I
samme Øieblik var det, ligesom han blev vaer, at Mennesker havde
i Riddersalen at bestille. Da reiste Kongen sig, iførte sig sin
Natkjole og gik til Vinduet, hvor han saae, at Salen var fuld af Lys.
Saa lod han Vagtmesteren komme med Nøglerne og gik med sit Følge
til den lukkede Løndør, og da Ingen vovede at aabne Døren, gjorde
Kongen det selv, hvorpaa han fandt Værelset og endog Gulvet betrukket
med sort Klæde, og de overfaldtes alle af en stærk Gysen. Saa gik
de over Gulvet til Rigssalens Dør. Kongens Følge bade Alle om den
Naade ikke at lukke op. Kongen aabnede atter selv, men trak hurtig
Foden til sig af Bestyrtelse. De saae Alle et stort Bord, omgivet af
sexten ærværdige Mænd; samtlige havde store Bøger for sig. Iblandt
dem var en ung Konge paa 16-17 Aar med Krone paa Hovedet og Scepter
i Haanden, og det var besynderligt, at den unge Konge flere Gange
rystede med Hovedet, da alle disse ærværdige Mænd med den ene Haand
slog haardt paa Bøgerne.
Den gamle Konge bemærkede nu den ene Henrettelsesblok efter den
anden samt Bødler, alle med optrukne Skjorteærmer, og de afhuggede
et Hoved efter det andet, saa at Blodet strømmede henad Gulvet. Den
gamle Konge blev nu mere end bange og saae paa sine Tøfler, om der
maaskee var noget Blod derpaa; men det var der ikke. Og en Trone
stod længere borte og vaklede.
Kongen og hele hans Følge skjalv og trak sig tilbage mod Døren, og
dermed forsvandt Synet; kun den syge Konge stod der med Lyset og hans
gjæve Folk og gik lige ind og skrev det Hele op. -- Seer I, gossar,
det Syn betyder, at vor Kong Carl skal styrte alle vaklende Troner
og hugge Hovederne af alle vore Fjender, Tyskere og Russere. Han vil
løfte Sveriges Ry til Himlen og føre os lukt ind i Guldlandet. Vi
følge ham blindt. -- Leve vor herlige Kong Carl!«
En dæmpet Piben kaldte Mandskabet til Arbeidet. Soldaterne sprang op
og grebe Hakke og Spade.
Den store Graahaarede eftersaae Laasen paa sin Pistol og fulgte efter
de Andre. De stærke, buskede Bryn vare sammendragne og Blikket fast
og glødende, som om han bar paa en urokkelig Beslutning. Saaledes
seer den Mand ud, der har sat sig det store Maal og hjemfører Seier
eller Død.
Kongen gik urolig frem og tilbage i de færdige Løbegrave og
fremskyndede Arbeidet. Carl den Tolvte, hvis gode Hjerte ofte gav
sig Udtryk i store og kongelige Gaver, havde samme Eftermiddag
forfremmet sin trofaste, gamle Tjener, Hultmann, der fulgte ham i
alle hans Krige, blev hos ham i Tyrkiet og ledsagede ham overalt, til
øverste Kogemester. Kong Carl var denne Aften i en sær alvorlig og
bevæget Stemning. Da saaledes en Officeer, der ledsagede Maiestæten
ned gjennem den gamle Linie, henkastede nogle nedsættende Ord om
en Kammerat, der stod dukket under Brystværnet, vare Ordene næppe
udtalte, før Kongen havde den Talende ved Haanden og udbrød mildt og
indtrængende:
»Ikke saa, min Kjære. Jeg mærker nok, hvad I vil sige, men lær det
af mig aldrig at tale ondt om noget Menneske, naar I taler med Eders
Konge.«
Officeren lagde Haanden paa Hjertet og bukkede dybt bevæget og grebet
af det skjønne Blik og den bløde Røst, der udtalte disse kongelige,
ophøiede og uforgjængelige Ord.
Om denne skjæbnesvangre Nats Begivenhed skriver et Øienvidne,
Lieutenant Carlberg:
»Endelig kom Mandskabet anmarcherende ind i den allerede færdige
Løbegrav, som nu skulde føres videre frem. Saasnart Mandskabet
var blevet inddeelt, traadte den franske Oberst Maigret, der var
Direkteur af Attaquen, frem foran Arbeiderne og udstak den nye Linie
paa den Maade, at efter ham defilerede Soldaterne med Faskiner,
Spader og Hakker. Eftersom nu Direkteuren gik Linien frem, lagdes
Faskinerne i en ret Linie, og Soldaterne bleve liggende ved dem.
Saasnart den nye Linie var afsat, defilerede paany flere Soldater
frem og lagde sig ligeledes ved Faskinerne med det fornødne Værktøi.
Derefter hidbragtes de alt færdige Skandsekurve. Jeg fik Ordre til
at gaae ind i den nye Linie og lade den fylde. Nu begyndte Arbeidet
efter et sagte givet Tegn, idet jeg opmuntrede Mandskabet til at
arbeide flittigt og grave sig ned, for at de snart kunde faae
Skandsekurvene fyldt til deres egen Dækning. Fra den nye Linie til
Fæstningens Udenværker kunde Afstanden være omtrent 200 Alen og
saaledes under Musketskud.« --
Carlberg gik nu frem og tilbage i den nye Linie og opmuntrede
Arbeiderne, der saa meget hellere adløde ham, som de saae mange af
deres Kammerater falde, inden de kunde komme dybt nok ned og faae
Skandsekurvene fyldte. Denne nye Linie skjød ud i en spids Vinkel
fra den gamle, færdige, hvor man ved Brystværnet var dækket mod
Kugleregnen. Efter 1½ Times Forløb begav Carlberg sig tilbage til
den gamle, fuldførte Løbegrav, hvor Kong Carl denne Nat opholdt
sig, fordi Fæstningen for første Gang oplyste Egnen med udhængte
Lyskugler paa Murene og udslyngede dem tillige i rigelig Mængde over
Marken, hvilket forekom Kong Carl sælsomt og gav ham den Mistanke,
at Kommandanten mulig vilde gjøre et Udfald. Kong Carl var derfor,
sorgløs og uforfærdet som altid, steget op og stod med Overkroppen
ovenfor Brystværnet for bedre at iagttage, hvad Fjenden havde for.
Ved hans Fødder stode 8 à 10 Officerer.
Medens Kong Carl stod her, kom flere Gange i den nye, modsatte
Løbegrav et graahaaret, speidende Hoved til Syne mellem
Skandsekurvene, ligblegt med funklende Øine og et forstenet Udtryk af
Alvor og Ro. Hver Gang Kongen vendte sig i samme Retning, forsvandt
Hovedet for atter ubemærket at komme til Syne.
Oberst Maigret traadte nærmere til Carl den Tolvte og sagde med
indtrængende Røst:
»Her er ikke Deres Plads, Sire. Det regner med Kardætsker og
Kanonkugler, som ikke have mere Respekt for Kongen end for den
ringeste Soldat.«
»Vær ikke bange!« svarede Kongen.
»Jeg er ikke bange for mig selv,« ytrede Ingenieuren; »jeg er dækket
af Brystværnet. Jeg frygter for Deres Maiestæt, som benytter det
ganske mod dets Bestemmelse.«
»Gaa hen og see til Deres Arbeidere,« sagde Carl den Tolvte
utaalmodig, for at blive fri for ham. Og til de andre Officerer sagde
han: »Paa Eders Poster, mine Herrer! Jeg stiger strax ned.«
Officererne kjendte Kongen bedre end den fremmede Ingenieur og
vidste, at en Opfordring til at gaae af Veien for Fare, var det samme
som at opfordre Kongen til at blive, for at trodse den. De trak sig
derfor Alle tilbage og hviskede til Maigret:
»Lad Kongen staa. De gjør kun ondt værre ved at overtale ham.«
Nogle Minuter senere, da Kongen ikke steg ned, medens Kugleregnen tog
til i Heftighed, blev Maigret atter urolig, mens de andre Officerer
holdt Raad om at lokke Kongen bort fra Stedet ved List, enten ved at
forlange en Befaling af ham, eller ved at bede ham tage et Arbeide i
Øiesyn og opmuntre Folkene ved sin Nærværelse.
Maigret paatog sig med sin sædvanlige Ligefremhed at fremføre dette
Hverv og gik atter hen mod Kongen. Idetsamme hørte han en Lyd, som
naar en Steen bliver slynget i Dynd og saae Kongens Haand famlende
gribe om Kaardeheftet. Men da Carl den Tolvte blev staaende i samme
Stilling uden at røre sig, og Mørket paa dette Sted var tæt, saa
forstod Obersten endnu ikke, at Kongen var død.
»Da jeg,« siger Carlberg videre, »var kommen ind i den gamle
Approche, saae jeg Hans Maiestæt ligge paa Tranchéens indre
Dossering, hvor Hans Maiestæt havde draget sig op og laa paa den
venstre Side med Kappen om sig. Han holdt den venstre Haand under
Kindbenet og Hovedet opret over Kronen af Brystværnet. I en saadan
Stilling hvilede Hans Maiestæt med Ansigtet vendt mod Fæstningen og
den nye Linie tæt udenfor, hvor nogle Arbeidere gik. Denne nye Linie,
som dannede en spids Vinkel med den gamle, løb ikke synderligt ud fra
den gamle, hvor Hans Maiestæt laa, _saa at idetmindste de Nærmeste
af Arbeiderne kunde have seet hans Hoved over den gamle Linies
Brystværn, om de ellers havde givet Agt derpaa. Denne Omstændighed
anseer jeg for betydelig nok til at anmærke her_.« --
Andre tvivlede ikke paa, at Kongen var kommen af Dage ved planlagt
Mord.
»Natten var ualmindelig mørk,« fortæller en Grev Lieven. »Jeg havde
den Ære den Nat, Kongen faldt, at opvarte ham som Page. Jeg tvivler
ikke paa, at han er kommen af Dage ved Snigmord. Det var næsten
umuligt, at en Kugle fra Fæstningen kunde ramme hans Hoved i en
saadan Afstand og paa den Plet, hvor han stod. Jeg saae Kongens
Liig og er overbeviist om, at Saaret i Tindingen var af en Pistol.
Hvo, der har bibragt ham det, er uvist. De, der have Erfaring i
Krigsvæsenet, kjende Knaldet af en Kanonkugle; men Knaldet af dette
Skud var nærmere ved og ganske anderledes. Hele Armeen troede, at
Kongen var dræbt af en ubekjendt Haand.«[6]
[6] Dr. C. Palludan-Müller er i sine udmærkede, skarpsindige,
kritisk-historiske Undersøgelser kommen til det Resultat, at Kong
Carl efter al Sandsynlighed maa være faldet for et Projectil fra
Fæstningen.
Carlberg befandt sig ogsaa ved Kongens Fødder, da udefra et Skud traf
ind gjennem Hans Maiestæts Hoved, hvorved ikke den mindste Bevægelse
mærkedes undtagen, at Haanden faldt ned fra det venstre Kindbeen, og
Hovedet bøiede sig sagte ned i Kappen, uden at det allerringeste Ryk
sporedes i Legemet. Da Officererne stode saa lavt, kunde Ingen med
Vished bemærke hvor Skudet kom fra.
Den første, som nævnte Kongen død, var Generaladjutant Kaulbars. Da
han saae Kongens Hoved synke ned i Kappen, raabte han: »Herre Jesus
-- Hans Maiestæt er skudt! Opsøg General Schwerin og meld ham det.«
Carlberg løb strax nedad den gamle Approche og mødte Generalen, der
næsten aldrig veg fra Kongens Side. Da han modtog det sørgelige
Budskab, greb han Carlbergs Arm og udbrød hviskende: »Herre Jesus!«
Han ilede til Stedet, hvor Kongen endnu laa urørt og befalede
Carlberg og Capitain Posse at hente en Baare. De ilede over Bjerget
til Kongens Brædehytte. Her var Forraad af færdige Baarer, som
brugtes til at bortbære dem, der om Natten bleve skudte under
Arbeidet. Carlberg og Posse bare selv Baaren frem foran Kongens
Fødder. General Schwerin havde stillet Vagt i Løbegraven, for at
hindre Kommunikation forbi Kongens Liig. Officerernes Antal var
betydelig forøget; de stode alle tause og blege i Faklens Skin.
Generalen steg op paa Brystværnet ved Kongens Side og løftede hans
Hoved lidt i Veiret, hvorpaa han gjorde et bedrøveligt Tegn med
Haanden til de Omkringstaaende uden at sige Noget. Kuglen var gaaet
tværs igjennem Hovedet og havde draget det ene Øie indad, medens det
andet hang ud over Kinden. Liget blev forsigtig løftet paa Baaren og
tildækket med Soldaterkapper.
Adjutant Siquier traadte frem fra Mørket, som laa over Hjørnet ved
Vinkelspidsen, tog Hatten af Kongen og satte i dens Sted sin hvide
Paryk og gallonerede Hat paa Carl den Tolvtes Hoved og sørgede for,
at noget af Hat og Paryk kom til Syne under Kappen, hvilket skete for
at gjøre Kongen ukjendelig, da man frygtede for den Virkning, som det
bratte Budskab om hans Død vilde have paa Soldaterne.
Da dette var varetaget, vendte Siquier sig til Officersklyngen og
sagde med et Skuldertræk: »Historien er ude. Allons souper!«[7]
[7] Det er et karakteristisk Kjendetegn for det stærke Indtryk, som
denne tragiske Begivenhed gjorde paa Øienvidnerne, at flere af disse
og blandt dem Siquier i Vildelse senere hen beskyldte sig selv for
at have myrdet Kongen, hvilke Tilstaaelser dog klart er beviist
kun skyldes Hallucinationer. De senere militaire og sagkyndige
Undersøgelser, der fandt Sted paa selve Gjerningsstedet saavelsom
paa Liget, have tilstrækkelig klargjort, at ikke Skygge af Mistanke
om en slig Niddingsdaad, som dette Kongemord vilde være, klæber ved
den tapre og hæderlige svenske Nation.
General Schwerin overlod det kongelige Liigs Transport til Lieutenant
Carlberg, der fik ti Mand hertil, hvilke han gav den Besked, at
det var en tapper Officeer, som de maatte bære forsigtigt paa den
ujævne Vei. Da Toget var kommen et Stykke frem, opdagede Folkene,
at de vare gaaede vild og befandt sig paa Toppen af en steil Bakke.
Byen var nær, hvorover de bleve bestyrtede, da man vidste, at
norske Patrouiller her holdt Vagt og saaledes gjorde det voveligt
og usikkert at trænge frem. Baaren blev sat paa Jorden og Veien
langs Elven undersøgt. Efter en kort Raadslagning besluttede man at
gaa videre ned over Bakken. Soldaterne formanedes til Forsigtighed;
Carlberg med to Mand holdt igjen paa Baaren under den steile Heldning.
Ved Uforsigtighed skete det dog, at Kongen væltede ud over Baaren ned
i Carlbergs Arme, dog saaledes, at Legemet ikke faldt heelt ned paa
Jorden; thi i samme Nu sprang en graahaaret Mand, der gik ved Siden
af Baaren og ufravendt betragtede den, frem og understøttede Carlberg
i at løfte Liget tilbage paa Leiet. Ved den heftige Bevægelse gled
Hatten og Parykken af Kongens Hoved. Maanen, som ved denne Tid var
kommen høit over Fjeldet, kastede sit klare Lys lodret over de
kjendte og elskede Træk. Soldaterne stirrede bestyrtede og udstødte
et Klageskrig.
»Kongen -- Kongen!« hviskede de. »Hvad skal der nu blive af os Alle?«
Den Graahaarede stod foroverbøiet og betragtede som fasttryllet med
et forskende Blik det gabende Saar i Ligets venstre Tinding.
»Det Hul har ingen Pistolkugle frembragt!« udbrød han heftig og greb
Carlbergs Arm. »Det er en Flænge efter en Granatstump. -- See -- see
selv!«
»Hvad mener Du?« sagde Lieutenanten dæmpet og rev sig løs fra Mandens
Jerngreb. »Ligemeget, hvor den dræbende Kugle kom fra. Kongen er død,
Krigen endt -- Norge er tabt for Sverige.«
»Norge er frelst,« hviskede Manden og traadte tilbage i Geledet.
Norske, høirøstede Stemmer løde i Nærheden. Carlberg lyttede
og befalede barsk Soldaterne at forholde sig stille. De bleve
øieblikkelig tause, medens de med rørende Omhu tildækkede Liget og
fra dette Øieblik bare det videre med en øm Forsigtighed, som om de
meente, at deres Afgud endnu kunde føle Stødene fra den ujævne Vei.
Sørgetoget naaede uden videre Uheld til den ældre Tranché, Baaren
løftedes op over Brystværnet og ankom kort efter til Hovedkvarteret
i Tistedalen, hvor Kong Carl samme Aften havde bivaanet sin sidste
Gudstjeneste. I hans Lommer fandtes intet undtagen Gustav Adolphs
Portrait og Bønnebog.
Klokken eet om Natten blev Carl den Tolvtes Liig ført ind i den
Hytte, hvor han pleiede at udhvile sig. Idet Baaren naaede Huusdøren,
traadte den samme graahaarede Kæmpe hen til den, blottede sit Hoved
og stirrede i det klare Maanelys endnu en Gang paa de kongelige,
stivnede Træk, som om han forgjæves søgte Svar paa et Spørgsmaal, en
uløselig Gaade, som Fremtiden aldrig skulde opklare.
Bjørnstad -- det var ham -- huuløiet, hentæret og eensom, bøiede et
Knæ mod Jorden, idet Liget blev baaret forbi ham.
»Ikke bleve vi dine Nordmænd; men Du blev vor, Carl af Sverige!«
udbrød han med høi Røst. »Du store Døde! nu først hilser jeg Dig
velkommen til vort eget, frie Norge!«
Da Baaren forsvandt i Hytten mellem tændte Fakler og sørgende
Soldater, strakte den eensomme Mand Hænderne mod Himlen med et Udtryk
saa seiersstolt og jublende som i Bevidsthed om en veludført Gjerning
-- som om han i dette Nu gjennem sin høire Haand følte sit hele Lands
Befrielse fra fremmed Aag og Fare.
Samme Nat en Time senere lød en Steentorstemme hen over Stortorvet i
Frederikshald:
»Norge er frelst -- Kong Carl er død!«
Raabet blev hørt af Mange, uden at Nogen vidste, hvorfra det kom;
det blev troet, uden at Nogen kjendte den vældige Røst, der slyngede
Glædesbudskabet over Staden. Det fløi som en Løbeild gjennem Gaderne.
Der lød et Jubelskrig, heftigt, aandeløst. Kirkeklokken, der endnu
hang i en Galge over den Kjælder hvor Gudstjenesten maatte holdes
siden Kirkens Brand, klemtede som til Helligfest -- et Befrielsens
Skrig efter det aarelange Rædselens Mareridt lød fra det ængstede,
forpinte Folkebryst: »_Carl den Tolvte er død!_«
I samme Time den svenske Konge faldt, standsedes alle Arbeider i
Løbegravene. Den følgende Dag holdtes Krigsraad. Det blev besluttet
at hæve Beleiringen, og at Hæren ufortøvet skulde drage tilbage
til Sverige. Den 20. December havde alle Svenske forladt Norge. Af
General Armfeldts nordenfjeldske Hærafdeling naaede næppe 500 Mand
tilbage over Fjeldene. Henved 9000 Mand bukkede underveis under for
Vinterkulde, Sneestorme og Hunger.
DEN STORE FRED.
Der gik flere Aar. Meget forandredes i Frederikshald og Omegn. Staden
reiste sig af Asken, Handelen blomstrede, Skibsfarten tog til, et
freidigt, stærkt og selvfølende Folkeliv udviklede sig hurtigt i
den unge Stad, der var skudt frem af Storbedrifter, omgivet af en
velvillig Samtid, Gjenstand for Udlandets Beundring, Tidens Kjælebarn.
Det gik nu her, som det oftest gaaer, dèr hvor de store Storme
rensende fore frem: et sundt og rankt aandeligt Liv blev Særmærket
for Frederikshalds Borgere. De fordrede Retfærdighed og gave
Retfærdighed, Lys og Skygge fordeeltes af den almindelige
Retsbevidsthed. Og den var klarøiet i det stærke Lys, som nu laa i
Luften.
Saaledes gik det til, at der blev ryddet op i meget gammelt og
forgroet. Megen Overvurdering og tidligere Vrangvillie kom paa
Retfærdighedens Vægtskaal, saaledes ogsaa Dommen over Bjørnstad fra
Fossegaarden. Først begyndte Rygtet at fortælle om hans frivillige
Kamp i Frederikshald under Svenskernes Indfald, skjøndt Borgerne
haanlig havde tilbageviist ham fra deres Række; dernæst blev hans
eneste Søns Fald under Forsvaret omgivet af et smukt og romantiskt
Skjær; om Hustruens Ulykke og Død vidste man ogsaa meget rørende at
fortælle, og endelig var det mærkelige indtruffet: efter at Bjørnstad
havde forladt sin Hjemstavn og var forsvundet fra Egnen, blev Byens
Tømmer borte i Elvedragene ovenfor Staden i endnu større Maalestok
end i Bjørnstads Tid. Han havde saaledes baaret Skylden for Andres
Ugjerninger.
Man havde nu erfaret, at Bjørnstad levede oppe i en øde Klippeegn
ovenfor Sarpfossen. Han havde tilligemed sin gamle Søster Ellen
opslaaet en Bolig mellem de eensomme Fjelde og boede der i en afsides
Hytte. Det gamle Søskendepar var her bleven et Forsyn for Fattige og
Syge, der kom langveis fra til Eneboerne, for at forlade dem trøstede
og glade.
Det var dog endnu ikke disse forskjellige Kjendsgjerninger, der
bevirkede Omslaget i Folkestemningen overfor Bjørnstad og gjorde hans
Navn kjendt og omtalt. Der var endnu et Rygte i Omløb, et ubestemt
Sagn, som satte ham i Forbindelse med Kong Carls Fald, der bragte
alle Hjerter i Frederikshald til at banke stærkere, en Beskyldning,
der i sig selv for Staden rummede det Høieste, en Forbrydelse, der
lyste som en Fædrelandsbedrift af største Betydning, et Rygte, der
ikke havde nogen bestemt Hjemmelsmand, og som dog blev ved at leve,
at svulme, til det antog Karakteren af Forherligelse og Tilbedelse af
sin Gjenstand.
Hvad der sagdes var slet og ret, at Bjørnstad havde fældet Carl den
Tolvte.
Man vidste med Bestemthed, at Bjørnstad hiin Nat befandt sig blandt
Arbeiderne i Løbegravens Sidelinie, da Kongen faldt; man vidste, at
han allerede under Indfaldet 1716 havde sat sig det store Maal at
fælde Kongen i aaben Kamp for at befrie sit Land, og man vidste nu
fra Jørgen Halvorsen, at Bjørnstad var en syg og nedbrudt Mand, der
ofte i Febersyner anklagede sig selv for at have fuldbragt den store,
tragiske Bedrift.