her end bøier mig for Eders Villie. Jeg hører andet Steds hjemme
og kvæles i jeres Bylarm. Jeg elsker en Anden; hans er hver vaagen
Tanke, hver Længsel, hvert Haab, jeg eier; ham tilhører jeg. Bød han
mig følge sig gjennem Ild, i Døden, jeg fulgte ham alene -- hører I?
-- ham fulgte jeg uden Lysning, Eder aldrig, om de saa lader lyse for
os To alle Aar til Ende.«
Caspers Øine fik en uhyggelig Glands; Blodet bankede i hans
Tindinger. Han bed Tænderne sammen og stampede i Gulvet.
Olaug sænkede sit Hoved og vedblev med blødere Røst.
»Vær mild og naadig, Casper Høyer; I kan være det, I, som er saa stor
og rig og mægtig, lad mig ringe Pige gaa i Fred. Stadens fornemme
og smukke Damer kappes jo om at tækkes Eder; hvorfor vil I være saa
streng mod mig?«
»Jo, saa min Sjæl og Salighed, vil jeg være streng mod Dig, Du
Rotteunge!« raabte Casper og rullede med Øinene. »Uh, de andre
Skabedukker! Det er netop Dig, jeg vil lægge Grime paa og tøile, dit
Troldtøi! Alle de Andre gider jeg ikke seet paa. -- Husker Du den
Aften, Du kom ned fra Bjerget, bleg og forkommen, med dine fattige
Pjalter i en Byldt, og jeg stak Dig Tommelfingeren durk ind i
Hjertekulningen? Du skreg høit og gav Dig til at tudskraale. Saadant
noget, det er noget for mig, det gjør mig edderspændt krakilsk. Og da
jeg forgangen lagde min Haand paa dit Bryst nede i Bagerboden, saa
smækkede Du mig over Fingrene -- Hele Boden staaer jo fuld af vore
unge Kavalerer, der vil æde varme Boller hos Dig, de Skarnsknægte! De
rulle med Gluggerne og gjør sig lækre; Du skal aldrig saa meget som
kigge fordulgt til dem. -- Og Apothekeren, den stinkende Balsambøsse,
som lagde Blomsterkost paa Disken til Dig! Jeg grinte af ham, saa jeg
var lige ved at sprække; Du feiede hele Blomsterstadsen i Kurven.
-- Saadan vil jeg have Pigebørnene med Tugt og Ærbarhed. -- Du er
saagodt som min ægteviede Kone for Gud og Mennesker. Lad os nu gjøre
vore kjærlige Forældre til Villie og holde Bryllup i Nat; det er jo
derfor, jeg er kommen, min eneste, søde Rosenblomme! -- saa bliver Du
nødt til at sige Ja for Alteret paa Søndag, og saa er den Sag klappet
og klar.«
Olaug klyngede sig til Vinduesposten.
»Et Skridt endnu, Casper Høyer, og I driver mig i Døden!« udbrød hun
med lysende Øine og bøiede sig ud over Gaden.
Casper sprang lynsnart ind paa den unge Pige og slyngede Armene
om hende. Han var en Kæmpe; med et Ryk rev han hende til sig og
knugede hende fast mod sit Bryst. Olaugs Kræfter svigtede; hun følte
hans hede Aande paa sin Hals. Et vildt, dyrisk Udtryk lyste i hans
vandblaa Øine.
»Djævelunge!« hviskede han. »I to Maaneder har Du drillet og trodset
-- nu er Du min! Hvad der maa skee, skal skee.«
Olaug udstødte et høit og klagende Skrig. Det lød ud i Sommernatten
over de spidse Huustage, et haabløst Klageskrig, en Bøn om Hjælp, der
pludselig gjentoges som af hundrede Struber nede fra Torvet.
Først enkelte springende, klaprende Trin henover Steenbroen, saa
mange; først enkelte aandeløst fremstødte Raab: »Svenskerne --
Svenskerne!« saa mange. Skrigene tiltog, fordeelte sig ind i alle
Smøger, Afkroge: »Svensken er over os!« -- saa et lydløst Øieblik,
Døre reves op, Vinduer, natklædte Mennesker sprang frem, raabte, fik
Svar, forsvandt. Et Minut senere strømmede det ned ad Gaden, derud,
hvor Geværskud begyndte at lyde. Ingen bort fra Faren, Alle frem
imod den, -- Øieblikket, det frygtede, det, hvorpaa man i Maaneder
havde ventet og forberedt sig, var nu inde: Svensken brød ned over
Frederikshald.
»Svensken!« skreg Casper og slap Olaug. »De Mordbrændere! Vort dyre
Bageri er i Livsfare -- Gud Fader fri os!«
Skræk og Forfærdelse afløste hans erotiske Fornemmelser. Med et
Spring var han henne ved Døren og ruskede af al Kraft i den. --
Larmen tog til nede paa Gaden, en Bølge, der steg under Stormens
Aande, en eensartet, mægtigt voxende Brusen, der optog alle Lyde.
»Svensken, Svensken!« lød det i Luften, fra Husenes Kvist til
Kjælderen.
Casper vedblev at slide i Dørkrampen og udstødte hæse Raab om at
blive lukket ud. Ulle, der havde stillet sig paa Luur udenfor Døren,
aabnede den med rystende Hænder. Casper foer ud, men havde Besindelse
nok til at hjælpe Jomfru Halvorsen med at skubbe Olaug tilbage og
stænge Døren omhyggelig efter sig.
»Pas vel paa min unge Brud, at ikke min Honneur lider en Gebræk, mens
Svensken er herinde!« raabte han, idet han foer ned ad Trapperne.
»Hun er min, og jeg er sin.«
Ulle hørte med et ulykkespaaende Smil Olaugs Bønner om at blive
lukket ud. Hun bøiede sig mod Nøglehullet og hviskede:
»Husker Du, at Du kaldte Dig vor Families Skjændselsbarn, lille
Olaug? Derfor holder jeg Dig nu fangen, til Du har taget Casper Høyer
til Ægte. Sætter Svensken Ild paa vor Stad, seer jeg Dig tusind Gange
heller omkomme i Luerne, end jeg giver mit Minde til, at Du ægter
Skurken Bjørnstads Søn, som gaaer rundt i Byen og kalder Dig sin
Fæstemø!«
Ulle aflaasede til yderligere Sikkerhed atter den dobbelte
Egetræsdør, som afspærrede Trappen til øverste Stokværk, hængte
Nøglen ved sit Bælte og begav sig med sammenknebne Læber ned i Huset,
hvor Larm og Forvirring herskede. Hun standsede foran et blankpoleret
Staalspeil paa det mørke Egetræspaneel i Forstuen, svøbte sig fastere
i det røde Shawl, rettede paa sin høie Hovedpynt og var med et stift
Smil efter sin egen Mening beredt til i Fædrelandets Interesse at
modtage Svenskekongens Indfald i Staden.
ILDSKRIFTEN LÆSES ENDNU PAA KRØNIKENS EVIGE TAVLER:
»Hvo, som vil frelse sit
Land, han skal ei skaane
sit Gods.«
Hvor gives der et mere gribende og ophøiet Skuespil, end naar det
fredelige, værgeløse Hjem, som huser Menneskets dyreste Eie, angribes
i dets hellige Rettigheder, krænkes voldeligt af raa Overmagt,
Havesyge, uden egen Skyld, uden Skygge af Forseelse mod Voldsherren?
Hvor gives der et mere beaandende, opløftende Syn, end naar et heelt
krænket Folk pludselig reiser sig fra Fredens Sysler, oprørt i sit
Inderste af ædel Harme og gaaer fra Disken, Sylen, Tommestokken,
for at blive Helte, Alle som Een og Een som Alle besjælede af een
Følelse: deres Sags Hellighed, opflammet af Broderskabets Solidaritet
-- givende sig hen uden Forbehold med Liv og Blod?
Det var dette Helteskuespil, som nu skulde udspilles i Frederikshald
Stad. Alle Akter vare lagte tilrette af en Mesteraand, al stor
Kunsts Skaber, den dybe Følelse, og det skulde spilles af Verdens
bedste Skuespillere, den sande Følelses Mænd, i et Sceneri, hvis
maleriske Dekorationer i vexlende Belysning tilsidst gave Plads for
et Slutningsbillede af en saa alt med sig rivende Virkning, af en
saa dæmonisk og ophøiet Natur, at Verdensskuepladsen vel næppe har
opviist noget lignende, og hvis Luepragt endnu lyser over Stad og
Land.
Den tolvte Carl og hans Mænd stode Natten til den 4de Juli Klokken
halvto udenfor Byen. Borgerne laa i Søvn; kun de Vagthavende paa
Skandserne og Colbjørnsens Forposter vaagede. Kong Carl vadede i egen
Person med tre tusinde Mand i al Stilhed og uden at lade Trommen røre
over Tisteelven nedenfor Skoningfossen i den Hensigt at overrumple
Fæstningens Soldater nede i Staden og afskjære dem Tilbagetoget til
Frederikssteen, der saaledes af Mangel paa Mandskab snart vilde blive
tvungen til at overgive sig.
Jørgen Halvorsen og Niels Fosby, som vare blandt Colbjørnsens
udstillede Poster, ilede hver fra sin Kant skyndsomt til den yderste
Vagt ved Præstehaugen udenfor Borgerskandsen og bade Gefreideren at
melde den vagthavende Officeer Fjendens Komme, hvorefter de begave
sig tilbage til deres Poster.
Da imidlertid alt forblev stille i Staden, og Fjenden uhindret blev
ved at rykke frem, løb Jørgen atter til Skandsen og frem gjennem de
stille Gader.
»Fjenden er over os -- ret nu staaer han ved Brystværket!« raabte han
til den Øverstbefalende.
»Vi har hørt saa megen Snak af Colbjørnsens Folk om Overrumpling,«
svarede denne. »Rimeligviis er det igjen blot en Kommando af vore
egne Folk, som I tage feil af.«
»Svensken, Svensken!« raabte Jørgen og skjød sin Flint af som
Allarmsignal, løb videre til Hovedvagten og til Kirkegaarden, hvor
Borgerne havde Skandse og Kanoner. Strax derefter gik Allarmtrommen
over hele Staden.
Fæstningskommandant Brun, som var til Raadslagning nede i Byen og
til Gilde hos Svend Olsen, troede endnu ikke Colbjørnsens gjentagne
Sendebud og Allarmsignaler, som i de sidste Nætter saa ofte havde
lydt. Han lod Peder Colbjørnsen svare, at han kunde passe sig selv,
og at han selv havde sikrere Efterretninger. Desuden havde Kong Carl
udspredt det Rygte, at han agtede at angribe den nære Frederiksstad,
hvorfor Garnisonen dersteds stod i fuldt Gevær samme Nat. Brun havde
derfor befalet sine Soldater at gaa til Ro saavel i Fæstningen som i
Barakkerne. Colbjørnsen og hans »brogede Karle« reddede saaledes ved
deres Aarvaagenhed sandsynligviis Stad og Fæstning fra en fuldstændig
Overrumpling.
Svensken mødte altsaa ingen væsentlig Modstand før ved
Borgerskandsen, som kun var bygget af Steen paa de tre Sider og paa
den fjerde bestod af Palissader, og hvis Port var en spansk Rytter.
Fjenden var her den retirerende Vagt saa nær i Hælene, at de stak
med Bajonetterne efter Folkene indenfor Palissadeværket. Skandsen
blev stormet Gang efter Gang, Kanonerne affyredes, Borgerne strømmede
til i bar Skjorte og kæmpede som Løver. Skandsen holdt Stand. Tre
hundrede af Fjendens Døde laa paa Jorden, Majorerne Slippenbach og
Silfversparre iblandt dem. Fæstningen var reddet for denne Gang.
Hermed var Kong Carls Hovedplan foreløbig mislykket, og han drog sig
atter tilbage til Staden, hvor Kanonernes Buldren, Trommehvirvler
og Raab forkyndte, at nu var det Tid at forrette det Arbeide, som
Borgerne fulde af Kampiver den hele Vinter og Sommer havde ventet
paa, een mod to, mod ti, mod den europæisk berømte Krigerhelt, der,
indhyllet i sin Kappe, taus og indesluttet gik foran sine Soldater
som sin egen uafvendelige Skjæbne, frem mod Nederlag som Seierherre,
og som forlod Valpladsen med et skjødesløst Smil, optaget af nye,
store Fremtidsseire.
Rumlen af Vogne, Kommandoord og Spørgsmaal løde overalt; Enkeltheder,
hvoraf hver enkelt var værdig at opbevares i Fædrelandshistoriens
evige Liv, vexlede som afrevne Illustrationer af et Pragtværk,
flagrede hen i Vinden, forsvandt i Glemselen, i Luerne maaskee ogsaa.
Her sprang den spinkle Skolelærer Ramus gjennem Gyden i korte Spring
med et løftet Sværd og tindrende Øine.
»Jeg skal kløve Svenskens Hoved i tvende ulige Brøkdele, at ingen
Reguladetri kan lægge det sammen igjen!« raabte han til Fader Jonas,
som stod udenfor Døren til »Den forgyldte Nøgle« og ikke vidste
noget bedre Middel til at deeltage i Stadens Forsvar end ved at
række fyldte Kruus ud til Krigerne.
Her slæbte Kvinderne deres Bohave sammen i Gyderne og dannede
Barrikader eller laa med Bøssen paa Luur bag Vinduesskoddet efter
de fremmede, sultne Ørne, der flagrede om deres Rede. Luften blev
lysere. Krudtrøgen foer frem gjennem Tværgaden fra de aabne Pladser,
hvor Kampen rasede.
De kom farende, disse Svenske, som en Stormvind, allesammen magre,
brune, arrede Ansigter, nogle forsorne Kroppe, der sloges som Djævle,
faldt med en Vittighed, legede Livets Krigerkamp som en guddommelig
Spøg, der ikke kunde være lystigere, og som midt i deres store
Erobringskampe ikke drømte om at vinde mere end sex Fod Jord til eget
Huusbehov.
Nu stormede Svenskerne Frederikshald.
Overalt fore skarpe Lynglimt frem fra de mørke Træhuse og ramte den,
Kuglen søgte; hver Bygning, hvert Vindu var en Fæstning, som sendte
et velmeent Goddag og et dybtfølt Farvel til de Fremstormende, der
kom i Spring som til Festdands -- det gik i en Fart, for der var
ingen Tid til Snak og heller ikke til at tælle Fjendens Overmagt før
senere, da Liigene i Dynger dreve ned over Elven og fiskedes op langs
Stranden eller jordedes ukjendte i store Fællesgrave.
»Hurra!« raabte Bødker Ingolfsen og viste sig i Portaabningen, idet
en svensk Officeer faldt for hans Skud. »Bliv ikke arrige, fordi jeg
kun gjør Honneur i Nattrøie. Jeg er vist heller ikke rigtig reen i
Fjæset; men det er Du heller ikke, din Griis!«
Han skjød uden at dække sig den nærmeste Svensker, hvis Ansigt
var sværtet af Krudtslam, og faldt i samme Nu gjennemboret af ti
Karabinkugler.
Den tapre og mandhaftige Oberstlieutenant Steen Blix gjorde med sine
Soldater Fjenden al mulig Afbræk fra det Øieblik, han brød ind over
Brystværket, ligesaa Archelimester Peder Hvid, hvis Folk næsten
alle laa døde eller kvæstede paa Kirkegaardens Batteri, som Fjenden
flittigt bestræbte sig paa at indtage, for derved at blive Herre over
nogle Kanoner, som de selv endnu manglede. Kugle ved Kugle sad i
Huusvæggene bag Borgerne. Henne paa Torvet kæmpede samtidig Capitain
Knudsen; af hans halvtredsindstyve Mand forlode kun tyve Stedet.
Saaledes sloges Byfolk og Soldater til Klokken fire om Morgenen.
Fjenden vedblev at myldre ind i den aabne Stad ved Pipperbjerget, i
den Gade nedenfor Borgerskandsen, fra Porten og mellem Jens Frosts
og Peter Wærns Gaarde. Kvinder og Børn flygtede ud til Bjergene;
ligeledes søgte en Deel bevæbnede Borgere til Fjelds, for med deres
Flinter at skyde Fjenden ned i de smalle Tværgader. Paa denne Tid var
Tvekampen almindelig i alle Gader, og hvor tre eller fire mødtes,
sloge de uden Betænkning hverandre ihjel.
Capitain Blix blev omsider fortrængt fra Torvets Kanoner ned mod
det mindre Batteri ved Kongens Brygge, hvorfra den store Skydepram,
som Borgerne havde bemandet, med Lethed kunde beskydes. Kampen om
dette vigtige Punkt var vild og haardnakket. Byens fornemste Borgere
vare ombord paa Prammen, hvorfra de bestrøg Broen med deres Skyts og
gjorde Fjenden ubodelig Skade.
Hist og her brændte Byens Huse; men Kong Carl lod Branden skyndsomst
slukke.
»Her tillader jeg ingen Varmebaal,« sagde han spøgefuld.
En graabrun Røg, som stedse blev tættere og mere kvalmende,
indhyllede den kæmpende Stad i et uigjennemsigtigt Slør. Fjenden
begyndte nu at indfalde i Husene og at iværksætte Plyndring. Skrig og
Bønner fra de tilbageblevne Kvinder lød ud fra de ituslagne Ruder;
stor Jammer og Elendighed overalt.
Fjenden spillede nu Herre i selve Staden. Borgerne kastede hist og
her deres Vaaben, stode med uskyldige Miner, som om de mindst af alt
vilde Svensken ondt, og satte selv frem af Mad og Drikke det bedste,
de havde, ja rullede deres bekjendte, udsøgte Mostankere frem fra
Kjælderne, for at gjøre Fjenden tryg og beruset, hvilket var meest
tjenligt for det, som nu komme skulde. Der var noget langt mere
truende i denne pludselige Imødekommen end i Svenskernes vilde Skrig.
Men der var ogsaa dem -- og det var de Fleste -- som ikke nedlagde
deres Vaaben, men huggede fra sig, til de bleve slaaede ihjel.
En ung Pige kom flygtende ned mod Broen, forfulgt af en Skare
svenske Soldater. Det var Olaug, som vi forlode i Ulle Halvorsens
Kviststue i Walcks Gaard. Da Moderen stængede Døren trods hendes
Bønner, blev hun længe staaende ved Vinduet, forstenet og ubevægelig
som en Støtte og stirrede frem mod de østlige blaanende Fjelde, der
utydeligt hævede sig i den lyse Sommernats Taager. Det nys stedfundne
Optrin sløvede hendes Modtagelighed for det fjendtlige Indfald i
Staden. Lynsnare Tanker fore igjennem hendes Hoved og fremstillede
for hende de sidste lange Maaneders kvalfulde Liv i denne Stad,
der for hende var en Kæmpeby med snæver Synskreds og ufattelige
Interesser. Længselen, denne mægtige Svaghedsfølelse, saa stærk i sin
Afmagt, og som bærer ud saavel fra Paladset som fra Hytten, fyldte
pludselig utæmmelig hendes Bryst. -- Bort, bort herfra til Hytten
paa Fjeldskrænten, dette lille, tommestore Rum, hvor Bjælkeloftet
høinedes mod det Uendelige over alle hendes Skatte, -- Lykken i
Hjemmet. Foran hende en gabende Afgrund, hvis Dybde hun aldrig ret
havde fattet før denne Nat, og op over hvilken ragede Husenes spidse
Tage, steg Lyden af Skud, Tummel, Døendes Skrig om Hjælp, Kanonernes
Drøn, Brandrøg og Krudtlugt som fra Fortvivlelsens Svælg.
Olaug bøiede sig ud af Vinduet og speidede efter Mulighed til Flugt.
Let som et Egern svang hun sig ned paa et fremspringende Tag og
derfra videre, til hun gjennem en Loftsluge fandt Vei til Gaden.
Hjemløs og fremmed som hun var, søgte hun Skjul i en Gaard, eftersom
hun ikke længer turde vende tilbage til Bagerenken. Da Fjenden kort
efter brød ind i Gaarden, flygtede hun ned mod Broen. Midt for denne,
udenfor Wærns Gaard, blev hun standset af en Skare Soldater, ivrig i
Færd med at istandsætte Broen, af hvilken Haldenserne havde afkastet
12 Alen. Alle Mand af Wærns Gaard bleve tvungne til at bære Planker
for deraf at gjøre Strø paa Broen til at passere over, et livsfarligt
Arbeide, eftersom Borgernes Pram, som laa udenfor Blokhuset, kunde
bestryge Broen med sit Skyts og saaledes jævnlig nedskjød alle Mand
i Elven med samt Planker og tilintetgjorde det halvfærdige Arbeide.
Idet Olaug veg ind i en Sidegyde, blev hun indhentet af sine
Forfølgere, blandt hvilke vare Vagtmester Erikson og Månsson.
»Ta' mig tusan -- Jenten fra Bergaasen!« raabte Erikson og løftede
hende i sine Arme. »Vel mødt, skjøn Jomfru! Saa sees vi igjen, som
jeg lovede, for jeg er en ordholden Mand.«
I det samme sprang et Par Mænd ud fra den nærmeste Døraabning; to
skarpe Ildglimt strakte de forreste Svenske til Jorden. Erikson holdt
Olaug frem for sig som et Skjold. Halvor og Jørgen fore ind paa ham.
Halvor greb Olaug; Jørgen lod sin Bøssekolbe falde med et Brag paa
Eriksons Hoved. Han slap sit Bytte og greb med begge Hænder om sin
Pande.
»Det var den værste Habadudask, jeg har faaet i mine Levedage!«
udbrød han og sank om paa Jorden. »Månsson -- herhid! Nu bærer det
lukt ind i Helvede til Kammeraterne!«
Trompeteren kastede sig ned over Vennen og løftede hans Hoved.
»Erikson -- Fargubbe!« hviskede han; »I drog mig op og var god mod
mig -- De siger, en lille Bøn gjør godt -- aa hvad, en lille en til
Jesus?«
»Sludder, Hvalp!« stønnede Erikson. »Himlen er for Præsterne og
de gamle Svæklinge og Dydspatronesser og Lumperne, som krybe om
paa deres Knæ. Helvede, det er for os prægtige Krigskarle og de
hvidbrystede Tyrkinder -- Husker Du hende med de røde Læber, som vi
slagtede dernede? -- Til Helvede gaaer ogsaa Kong Carl; med ham vil
jeg gaa. -- Nu op med Trompeten, Månsson! Lad dem høre dernede, hvem
der kommer.«
Erikson sank sammen.
»Spring ind med Olaug i Peter Wærns Have; Laagen staaer aaben. Imens
holder jeg Svensken Stangen,« sagde Jørgen, idet han foer ind mod
Fjenden, svingede Bøssekolben over sit Hoved som et snurrende Hjul og
opnaaede saaledes et Øieblik at spærre den trange Gyde.
Halvor satte med et Spring ind gjennem Porten med den unge Pige i
Favnen og stængede forsvarligt efter sig. Da Jørgen saae Laagen
lukkes efter de Unge, gjorde han omkring og foer op ad Gaden,
forfulgt af Svenskerne. Olaug støttede sig mod Plankeværket og fulgte
med Spænding dette Optrin udenfor Muren.
»Hvad gjør Du her paa Gaden, Olaug, mellem Krigsfolket?« spurgte
Halvor barsk og heftigt.
Hun skjælvede og brast i Graad, da hun saae Jørgen flygte; for
første Gang i alle disse Maaneder brød en bitter, trøstesløs Graad
igjennem overfor Barndomsvennen, der i Aften ikke stod for hende som
den drilvorne Knøs fra Legeaarene, men som en Yngling med Ild i Øiet
og Værdighed over sit Væsen. Hun fortalte ham hurtigt og afbrudt
Aftenens Hændelse, Tvangsægteskabet, Lysningen i Luneland. Han blev
pludselig blød og tog hendes Haand.
»Hør, hvor de skyde og tromme derude, Olaug!« udbrød han. »Det kalder
til Manddom og Bedrift. Du vil faae at see, at Du og Fader blive
stolte over mig. -- Aldrig saae jeg Urter blomstre eller hørte Fuglen
synge, siden Du drog af Fjeldet; aldrig er Du af min Hu; hver tapper
Gjerning, jeg bedriver, er med Dig i Tanke, Olaug,« vedblev han
hurtig og fremstødt som om en længe hæmmet Kilde endelig fandt sit
Udløb, »hvem veed, hvad denne blodige Nat kan bringe os Alle? Du, min
Fæstemø og Fædrelandet er i Fare -- det er, som om jeg kunde løfte
Fjelde. Kys mig, saa bliver jeg stærk. -- Herre Jesus, nu er det værd
at leve! Alt teer sig saa godt. Hør, hvor de skyde i Nat!«
Han sluttede Olaug i sine Arme. Hun stred ikke imod; de nys
overstaaede Rædsler, den overhængende Fare, Tumlen og Skrigene
udenfor Muren om denne lille, fredelige Haveplet under de tunge
Frugtgrenes Skygge lod hende føle sig i Havn hos Barndomsvennen. Men
da han bøiede sit glødende Ansigt nærmere mod hendes og vilde kysse
hendes Mund, rev hun sig løs og drog sig ned mod Elven.
»Ogsaa Du, Halvor!« sagde hun bedrøvet.
»Du har Ret: først Seiren, saa Lønnen!« jublede han og strakte
Hænderne mod hende. »Om jeg nu havde ti Liv, saa vare de dine
alle, jeg kan ikke slaa et eneste af. -- Bliv her. Maaskee Du
fra Hængebirken derhenne om lidt skal see mig kæmpe, for det er
Bryggebatteriet herudenfor og Prammen dèr og Broen, nu hele Krigen
staaer om. -- Farvel, Olaug. Min Kjærlighed til Dig sidder plantet i
mit Hjerte -- Nu veed Du det Hele.«
Halvor sprang mod Porten. Livsmodet gryede i ham som Østens
Morgenrøde over Æblehaven; hans fagreste Blomst var nu derinde.
Han vendte endnu en Gang tilbage og sagde:
»Olaug, Du passer saa godt til mig. Min Lykke er den stolteste paa
alle vore Fjelde. Om Gud vil, saa finder jeg Dig her igjen, Du søde
Veninde.«
Han ilede ud og stængede Porten. Olaug stod alene tilbage; Mødet med
Halvor gjengav hende Mod og Kraft. Skydningen tog til tæt nedenfor
Muren; de lysende Kugler fløi som osende Stjerneskud over hendes
Hoved. Kong Carl ledede i egen Person Arbeidet ved Istandsættelsen af
Broen. Generalmajor Delwig meldte ham, at Prammens Kanoner nedmeiede
de svenske Soldater under Arbeidet.
»Saa flere Folk ud og tag fat, hvor de andre falde,« svarede Kongen.
»Maiestæt, Folkene ere dødstrætte, og Plankerne slippe op.«
»Saa maa Soldaternes Liig gjøre Strø. Broen skal være færdig inden
Solopgang,« befalede Kong Carl og kommanderede en ny Afdeling
Soldater frem til Storm af Bryggebatteriet, for med dets erobrede
Kanoner at bringe Prammen til Taushed.
Olaug blev med bankende Hjerte fra sit Skjul Vidne til denne Storm.
Hun saae de gule og blaa Soldater i Spring styrte frem, saae
Ildsvælgenes Flammer slynge dem til Jorden, medens nye Masser væltede
ind. Tilsidst saae hun Oberst Blix med sine faa tiloversblevne Mænd
forlade Batteriet, efter forgæves Forsøg paa at fornagle Kanonerne,
medens de uafbrudt gjorde omkring og fyrede, idet de droge sig ned
mod et Fartøi ved Bryggen for ad Søveien at undkomme til Fæstningen.
Svenskerne forfulgte med Seiersbrøl den lille, tapre Skare.
I dette skjæbnesvangre Nu fløi en heltemodig Indskydelse gjennem
den unge Pige, der rigtig havde opfattet Batterikanonernes store
Betydning for Skydeprammen udenfor i Fjorden. Hun svang sig over
Muren, gled som en Skygge, halv skjult af den tætte Krudttaage frem
mod Kanonerne og greb den bortkastede Hammer og Søm.
Om denne behjertede Gjerning skriver Jonas Rist:
»Da Olaug formærkede, at Fjenden blev Mester af Torvet, rendte hun
i Hast ned til de tvende af vore Stykker, som stode nedenfor Kongens
Brygge paa et Batteri, hvorfra Fjenden lettelig kunde have fordærvet
Prammen tilligemed Borgerskabet, som var derpaa, og tog en Hammer med
nogle store Søm; dem drev hun i Stykkernes Fænghuller og dem saaledes
fornaglede; siden kastede hun alle Kugler, som laa paa Batteriet i
Vandet, og saa kunde Fjenden ei betjene sig af de Stykker, ei heller
med dem beskyde Prammen.«
Da Svenskerne vendte tilbage med uforrettet Sag, siden den tapre
Oberst, skjøndt saaret, undkom i Stormuglens Baad, og de opdagede den
unge Piges raske Daad, medens hun endnu stod mellem Kanonerne med
Hammeren i Haanden, omringede de hende med vrede Skrig og Trusler.
Olaug blev uforfærdet staaende og maalte Fjenden med flammende Øine.
-- Pludselig skiltes Skaren, og Carl den Tolvte traadte frem mod
hende.
»Tilbage!« sagde Kongen til Soldaterne med lav Røst.
Han blev øieblikkelig adlydt.
»Er I svenske Mænd og vil slaa en Kvinde? Hun har kun gjort sin
Pligt.«
Idet han betragtede Olaug, vedblev Kongen:
»Ræk mig din Haand, norske Pige.«