Ydmygelser, Vrede, Skildring af Faderens og Moderens trøstesløse Liv
derhjemme paa Fossegaarden. Dette Skriftemaal, som ingen Pine skulde
have fravristet ung Halvors Stolthed, aflagde han ukaldet, uspurgt
til Faster Ellen, hvem han her saae for første Gang, mens Taarerne
var ved at bryde igjennem.
»Forbandelse ramme dem, der lyste din Fader fredløs!« raabte Fiskeren
heftig og strakte Armene mod Himlen. Den bredskyggede Hat laa paa
Jorden, et Ansigt, skjønt i dets furede Lidelse, belystes af Maanens
bløde Lys, der ikke mægtede at oplyse de skarpe Rynker. »Braad og
Brænding forude -- de store Storme allevegne! -- Broder, jeg vil
hjælpe -- jeg kommer, almægtige Gud, forbarm Dig over os Alle!«
Faster Ellen og Halvor sank til hinandens Bryst. For første Gang
fandt tilbagetrængte, uforstaaede Følelser, Sorg og Lidelse, her sit
Udløb; dermed var Pagten sluttet. Aarelang Græmmelse i Eensomhed og
Grublen svandt hen i den lyse Sommernats Taager.
»Uh, dette her er saa overmaade rørende, som naar En har Barn i Kirke
ovre i den store Katharal paa Vestindien!« snøftede Daniel og gned
sine tørre Øine med Bagen af Haanden.
»Jeg sagde nys i min blinde Uforstand, at alle mine Egne vare borte,«
hviskede Ellen og stirrede paa Halvor med Glød i de hule Øine.
»Jeg mener forvist, Du har en Søn endnu,« sagde Halvor.
»Faster Ellen har to Sønner!« udbrød en dyb og alvorlig Røst.
Den Gamle vendte sig og saae i Maanelyset en høi og bredskuldret
Skikkelse, som ubemærket havde været Vidne til dette Optrin. Jørgen
Halvorsen traadte frem og greb Fasterens Haand.
»Jeg er din Søster Ulles Søn,« sagde han.
Der hvilede en sørgmodig Alvor over hans smukke og mandige Træk,
medens han ufravendt og søgende saae ind i den Gamles dirrende Træk.
»Faster har Pinedød tre Sønneker!« forsikrede Daniel og trængte sin
brede Sømandsskikkelse frem mellem de Andre. »Sikken en Familie, Du
her har faaet -- naada!«
Der lød et skarpt Maageskrig oppe fra Land. Idetsamme blussede en
Straaild i Veiret nede paa Stranden. Signalet gjentoges. Halvor
sprang i Veiret og saae ud over den glindsende Havflade.
»Derude kommer Colbjørnsens brogede Karle!« raabte han og pegede over
mod Bratø.
Et mærkeligt Syn viste sig ude paa Fjorden. En sexten Alen bred
Bygning, der nærmest lignede et Huus med et fladt Tag, kom glidende
frem af Skyggen under Øen og nærmede sig Vigsiden. Smaa, sorte
Pletter i glindsende Bølgestriber laa strøede omkring denne Bygning,
og da den kom nærmere, bemærkedes taktfaste Aareslag fra mange mindre
Fartøier, der varpede Kæmpen i Land.
Det var den historiske Skydepram, som Frederikshalds Borgere for egen
Bekostning havde bygget til Selvforsvar, og som nogle Dage senere kom
deres Stad til uvurdeerlig Nytte under Svenskernes Indfald. Denne
Pram var bygget over et gammelt Skib, »Saltsækken« kaldet, hvilket
de saaledes indrettede, at de toge tvende Parter af den Bro, som
af Løvendal var bygget til Overgang fra Svinesund til Vigsiden Aar
1711. Disse Brodele bleve lagte sammen og derover paatværs gjordes en
anden Flaade af Bjælker, hvorpaa de fastnaglede en stor Deel Planker,
»indtil de tænkte, at den kunde flyde paa Vandet med den Tyngde af
Stykker og Folk«, skriver Jonas Rist, »saaledes at Folket vel uden
vaade Fødder kunde gaae paa den«. Saa bebyggede de den med Vægge og
Halvtag. Siderne vare omtrent en Alen tykke i Stykhullerne og uden
og inden forhudede af Planker; Rummene mellem disse opfyldte med Mos
eller gamle Haar, som de fik hos Feldberederne. Taget var af dobbelte
Planker. Paa hver af de tvende Sider vare to Stykhuller og i Taget
mange Skydeskaar, hvorigjennem kunde sigtes med Bøsser.
Den 2den Juni, som var tredie Pintsedag, blev Prammen færdig og
forsynet med to atten-pundiger, to tolv-pundiger og to otte-pundiger,
og det danske Flag blev heist.
Denne Bygning var gjort for at forvirre Fjendens Brobygning i
Svinesund. Men den Dag, Prammen skød dansk Signal til Efterretning
for de danske og norske Fartøier, som laa udenfor Svinesund, og som
skulde hjælpe i den Forretning, viste sig at være en uheldig Dag.
Fregatten »den kronede Rose« havde for tidligt indladt sig i Kamp med
de Svenske; Skibet blev entret og gjort til Entreprise. Da Prammen
omsider naaede frem mod Svinesund, saae den sin Kampfælle ligge som
Blokering i Indløbet, besat af svenske Soldater, hvorfor Haldenserne
klogelig varpede Prammen tilbage til Halden.
Maanen, der synes at være hver romantisk Stordaads Forbundsfælle,
lyste altsaa denne Nat ned over Prammen, som i Skyggen af Bratøen
blev varpet ind under den svenske Kyst. Om denne Nats Bedrift, som
strengt taget ikke hører til denne Histories Udvikling, staaer der
fortalt hos Jonas Rist:
»Samme Aften, som var den 30te Juni, lod Colbjørnsen samle sit
Compagni paa Torvet samt og berede en stor Deel Pramme og Eger
med mindre smaa Baade. Da Folkene stode færdige med deres Geværer
tilligemed Fæstningens Soldater, bleve de i Mørke i Fartøierne
indtagne, paa det at Fjendens Folk, som sad ved Knifsø i Bjergene at
see, hvad de, som vare beleirede i Byen, foretog at gjøre, ei saadant
skulde formærke. Derpaa fore de over til Vigen og bleve satte i Land
lige overfor Æskevigens Eiendele, for at nedhente de svenske Heste,
som gik løse paa Græs derovre, og lode de over 30 Mand blive ved
Fartøierne, som skulde lægge fra Landet med dem, om noget fjendtligt
Parti skulde have kommet. Thi de havde Kundskab om, at et sachsisk
Regiment til Fods stod ei langt derfra. Klokken henved 12 skiltes de,
som gik efter Hestene, fra os Andre, som vartede deres Tilbagekomst
og skulde ligge færdige at tage dem ind, enten de kom dèr paa Stedet
eller nedenfor, i Fald de bleve forfulgte.
Alle Svenske næst omboende, baade Mænd og Kvindfolk, bleve tagne
i Arrest og satte paa en Pram, saaledes ogsaa den gamle Fisker og
Skipper Daniel.
Da Klokken var tre, og Solen begyndte at rinde op, var endnu intet
hørt af Skud eller Vagter oppe i Landet. Da Klokken gik til fire,
og intet blev fornummet om vores Indkomst med Krigsbyttet, begyndte
Alle at frygte, at det ilde skulde være faldet. Men idetsamme
hørte vi en stærk Drønen af Heste, og saa fornam vi, at vore bleve
Seiervindere og havde foruden 111 Heste 26 Mand til Fanger, som
passede paa Hestene, og gik dette Værk saa stille for, at ei et Gevær
blev afskudt. Thi da de vare komne Fjenden saa nær, at de kunde
see fuldkommelig og tilvisse, hvormange Hytter han havde gjort, og
hvormange Varmer, hvoraf de kunde slutte, hvormange Folk omtrent der
kunde være, omringede de dem saaledes, at ingen af de Svenske, som
de mestendeels tog sovende, kom tilbage at give Efterretning. Den
eneste Fjende, der blev dræbt, var en svensk Lieutenant, som Halvor
Bjørnstad skød ned, fordi han satte sig til Modværge.
Da Hestene nu til Fartøierne ankom, lagde vi Prammen strax til
Bjerget og indtoge Hestene og lode de svenske Folk gaae, som vi
havde i Arrest, og satte lige over til Æskevig, hvorfra vi førte dem
over Land til Frederikshald, did vi ankom Klokken halvgaaen fem om
Morgenen.« --
»Aldrig har jeg været med til at smugle stoltere Ladning over
Grændsen!« raabte Brecke, da Hestetoget dundrende foer frem over
Bybroen og svingede ind paa Torvet, hvor det modtoges af en jublende
Folkeskare, der i Øieblikkets Seiersmod syntes at glemme, at deres
ulykkelige Stad var priisgivet til Undergang, et sikkert Bytte for
Rov og Plyndring.
Hytten ovre paa Skjæret stod fra denne Dag forladt. Den gamle Fisker
var forsvundet. Stormuglens spinkle Fartøi havde atter søgt ud til
Redningsarbeide i Livets høie Bølgegang.
SKJÆNDSELSBARNET.
I over to Maaneder, der syntes tvende Aar, havde Frederikshald nu
udholdt Svenskekongens Beleiring. Al Handel var standset, alle
Næringsveie og Indkomstkilder vare revne fra Byens Indbyggere.
Borgerne, unge og gamle, stode under Vaaben, og Øxer, Stænger og
Dolke kom i Brug. Ved Kirkepladsen saaes Oldinge daglig øve sig i
Vaabenbrug, og der fortælles om to smaa Drenge paa sex og otte Aar,
som tæt udenfor Staden fik Besøg af en svensk Rytter, der rolig lagde
sig til at sove i deres Hytte, da han ikke fandt andre hjemme end
Børnene. Saasnart Rytteren faldt i Søvn, listede den største Dreng
sig hen og knuste hans Hoved med et Øxehug.
Fjenden ventede endnu bestandig sit grove Skyts og vilde have paaført
Byen langt større Ulykker, dersom han havde været i Besiddelse
af Mørsere, Stykker Kartover, og hvad nu hiin Tids Krigsvaaben
benævnedes. Fæstningen, der var skjænket Borgerne af Frederik den
Tredie, efter at de i tvende Beleiringer tilstrækkelig havde lagt
for Dagen, at de fortjente denne Omhu, og som ene og alene blev
anlagt for at være denne saa høit fortjente By til Skjærm og Forsvar
mod nye fjendtlige Angreb, denne Fæstning fortjener med stor Ret sit
Ry som Bjergfæstning. Saavel dens høie, steile Beliggenhed, ca. 360
Fod over Havet, og de udenfor Portene beliggende Bjerghøider ere
saa steilbratte og blottede for Jord, at Fjenden vanskelig kunde
betjene sig deraf. Hertil kommer et uudtømmeligt Morads, en næsten
bundløs Myr (Mose) ved Overbjerget, den hundrede Alen brede Tisteelv
og et Stykke af Idfjorden, der omgav Fæstningen. Som en af dennes
væsentligste Fordele maa endnu nævnes den sjældne Tilfældighed, at
ikke mindre end tre Vandkilder i en Høide af 330 Fod over Havet
rigelig forsyner tre store Vandbeholdere og Fæstningen med Vand.
Selve Staden derimod ved Bjergets Fod, laa saa godt som aaben
for Fjenden, skjøndt Borgerne havde gjort deres Bedste for at
sætte Staden i Forsvarsstand. Palissader bleve anbragte overalt,
»spanske Ryttere« og Pæle nedrammedes i Elvens Vadesteder, Muren om
Borgerskandsen var udbedret, og Broen mellem Nord- og Sydsiden blev
afkastet saaledes, at der var en Aabning paa 12 Alen, hvor kun to
Længdestokke laa tilbage. De fleste af Borgerne havde stuvet deres
Gods sammen i de dybe Kjældere eller lod det bringe op i Fæstningen.
Skjøndt Staden var afbrændt i Aarene 1667, 1676 og 1703, bestod den
endnu kun af Træhuse. Magister Johannes Schrøder, Rector scolae,
lader i sin rimede Beskrivelse Frederikshald By sige:
»Men ach, jeg skjælver, naar jeg ikkun Ilden nævner
og Under derved ei, I, mine Bjerge revner;
thi jeg fortællet har, hvorledes jeg er brændt
og ofte jammerlig ved Ildens Lue skjænd't.
Nu maa jeg atter til om Ildebrand at tale
og ny Elendighed om Ilden at afmale.
Ach! Vand at slukke med! hvert Øie græde maa,
naar de min Modgangs Last vil ickun tænke paa.
Dog trøstig jeg har Vand af Naadens Ledske Kilde,
om end Ulykken mig har altid villet ilde.
Saa haver Dig, min Gud og mildeste Regent,
min Modgang og min Sorg til Trøst og Glæde vendt.«
Man skulde tro, at Byens Borgere vare blevne klogere af disse mange
Ildebrande og havde opbygget den nye Stad af Steen, i Særdeleshed
da der fandtes Teglbrænderi ved Staden, hvis Steen bleve benyttede
til Fæstningen; Steen vilde ogsaa med Lethed kunne bringes tilveie
andet Steds fra. Der reiste sig imidlertid for store Vanskeligheder,
til at denne fornuftige Plan kunde gjennemføres. For det Første var
det blot de Rige, der kunde gjenopreise deres Huse af Steen; de
Fattige eiede efter Brandene kun deres tomme Hænder; en Levealder
vilde hengaa, inden de bleve istand til at reise sig et lille Huus,
dersom det skulde være af Steen, hvorimod Bekostningen var ringe
ved at slaa en lille Hytte op af Træ, hvilket ogsaa hurtig skete.
De enkelte Rigmænds grundmurede Bindingsværkshuse vilde saaledes
alligevel mellem Træhuse være priisgivne til Ilden, dersom en ny
Ildebrand opstod. Byens Borgere bleve derfor snart enige om, at det
var dog bedre at sove i egne Træhuse end at campere paa aaben Mark i
Forventning om Fremtidssteenhuse, ikke at tale om den Gjæld, Enhver
vilde paadrage sig.
Dertil kom, at den kolde, lange Vintertid ikke egnede sig til
Murerarbejde; een Nattefrost kunde fordærve Dagens Arbeide. Kort
sagt: Frederikshald By blev ved at voxe frem af Træ.
Under Svenskekongens Storm skulde det vise sig, at de Steenhuse vare
blevne tryggere Hjem for Svenske end for Nordmænd. Træhytterne bleve
Fjendens Liigkister, og Fyrretræesplankerne blev flammende Fakler om
hans Dødsbaare.
Paa Hjørnet af Kirke- og Borgerskandsegade laa den rige og
velfornemme Kjøbmand Walks Huus lige over for Peder Colbjørnsens
Gaard, hvor senere det Ankerske Arbeidshuus blev bygget. Det var
kjendeligt fra Omgivelserne ved sine vel vedligeholdte malede Figurer
paa Façaden, den nyrestaurerede Svalegang og de høie spidse Gavle,
der ragede tilbørligt op over Gjenboers og Naboers Huse.
I det Hele taget skjelnedes de smalle Gaders Bygninger ogsaa i
Frederikshald fra vore Dages ved deres ueensartede Karakteristik.
En Vandring gjennem de trangeste Gyder gav ikke alene Stof
til Betragtning, men tillige et Indblik i hver særskilt Eiers
Personlighed. Alle disse forunderlige smaa Udbygninger og
Enkeltheder af uregelmæssig Form vare levende Vidnesbyrd om en nu til
Dags ukjendt Kjærlighed til Hjemmet og tegnede lyslevende Tidens og
Borgernes Originalitet.
Natten til den 4de Juli, som var Løverdag før 4de Søndag efter
Trinitatis, brændte to Spædelys indenfor Glarruden i øverste Stokværk
i nævnte Træpalads og udsendte et for Tiden stærkt skinnende Lys i
Sommernatten. Indenfor i den lave Bjælkeloftsstue, hvis Luft var
stærkt krydret af Lavendelrøgelse, og hvor Myggene summede, stod
Jomfru Ulle Halvorsen og »tog sig ud«, som hun teknisk betegnende
kaldte sine Prøvetimer for Toiletspeilet. Dynger af fremdragne,
brogede Klædningsstykker, farvede Blomster, udfaldne Fjer bugnede ud
af Skuffer og Skabe, og Kasser stode halvt pakkede paa Gulvet, som om
her holdtes Flyttedag.
Eierinden af alle disse Herligheder stod for Øieblikket i
tilbagelænet Stilling fortabt i Beskuelse af sig selv i en liden
Speilstump over Kommoden. En skarp Rynke i den magre Pandehud
tilkjendegav, at Mønstringen ikke faldt ud til hendes Tilfredshed,
hvilket gjorde Jomfruens Dømmekraft Ære; thi her maa tilføies, at
Ulle Halvorsen var en mager Person med Skarpe Smil, og at Rynkerne i
hendes indtørrede Ansigtskjød paa ingen Maade dækkedes af Kalkstøvet
og det Zinnoberrøde paa de fremstaaende Kindbeen, ei heller
formaaede de talrige Favoritkrøller over Kindhulerne at skjule, at
Giftermaalstiden var stærkt inde.
Det bankede paa Døren.
»Kom ind!« raabte Jomfru Ulle med skjærende, dog honningsød Stemme.
Døren gik op, og en sværlemmet Kvinde med røde Kinder i en
hjemmevævet Kattunskjole traadte ind og neiede.
Ulle gjengjældte denne Hilsen ligesaa siirligt og udbrød:
»Enkemadam Anea Høyer, alene! Kommer ikke Olaug og Jeres Søn Caspar
efter Aftale?«
»Olaug venter dernede i Forstuen; min Søn indfinder sig Klokken
elleve. Jeg har selv noget paa Hjerte, som forvist maa forhandles,
hvis Jomfruens Tid ellers tillader det,« tilføiede hun med et skarpt
Blik paa det høirøde Shawl, hvori Ulle netop havde indsvøbt sin Figur.
»Ja, jeg har lettet lidt paa Sorgen efter min salig Mor,« svarede
Ulle med et undskyldende Smil. »Men naar det gjælder Stadens Velfærd,
saa væk med Familiehensyn!«
»Stadens Velfærd?« spurgte Anea tvivlende.
»Ja nok, Landets Velfærd,« gjentog Ulle og kastede et dvælende
Blik i Speilet. »Kan Svenskekongen ikke bryde herind i vor Stad,
hvad Time det skal være? Er det ikke min Pligt som velbestalter
Huusbestyrerinde i en af Byens Førstemænds Huse at tage sømmeligt
imod ham? Hvad troer I, at de gudeskjønne, svenske Officerer maa
tro og tænke om os norske Kvinder, dersom vi Alle tage imod dem med
glatkæmmet Haar og Kattunsklæder? Hvor har man nogen Sinde hørt
Tale om et Borgerskab som vort, der til største Skade for sig selv
vil til at ruinere vor gode By ved at tænde Baal herinde for ikke at
efterlade Svensken det, han kan staa og ligge paa?«
Ulle hævede Armene i det røde Shawl mod Loftet og vedblev i stigende
Bevægelse:
»Vilde det ikke være os Alle til største Fordeel, om disse vrede,
svenske Helte fik os i deres Gewalt? Vi kunde da leve i Gammen og
Rolighed og give ham Plads ved vort Bord, ved vor varme Arne. Herre
Gud, de Stakler, som nu i Maaneder har ligget derude paa den bare
Mark i Slud og Regn, hvor de vilde takke for at faae en blød Seng
at udhvile deres stærke Lemmer i, ja, de vilde unde os at fortsætte
vor Handel og daglige Leveviis i Stedet for, at nu alle vore surt
erhvervede Skatte« -- Ulle slog ud med Haanden mod sine Dragter --
»skal blive Ildens graadige Blus, saa vi herefter finde slet intet
Huusly. Ikke for ingen Ting har Byen en Vildmand med en Steenøxe til
Vaaben; Vildmænd og Bjørne ere de Alle.«
»Ja, de snakke saa hjertensgjerne, de gode Raadmænd,« sagde Anea og
gjorde Plads til sig paa en Stol. »Saadan har de jo nu rumsteret i to
Maaneder; hver Nat gjør de til Dag med deres Lichtkugler der oppe paa
Fæstningsmurene og slaa Allarm -- Folk kiler til Skandsen, og saa er
der ikke Skyggen af en Svensker alligevel.«
»Ak, de sige jo, at Svensken agter at overrumple os i vor søde Søvn!«
udbrød Ulle med et skjelmsk Sideblik mod et rummeligt Sengested,
skjult bag blomstrede Forhæng. »I to Uger har jeg nu i den Anledning
holdt rene Lagener og broderet Hovedvaar og to Gange skiftet friske,
røde Hagebaand i min fixeste Natkappe.«
Anea spidsede sine kjødrige Læber til et forstaaende Smil, men sagde
hurtigt:
»Herrens Veie ere ikke altid Jorderigs Veie; det gjælder at vide, til
hvilket Parti man hører, Jomfru Halvorsen.«
»Det veed Himmerigs evige Gud, jeg hører til vores!« udbrød Ulle.
»Men nede i Storstuen sidder den rare Commandeur Bruun og alle vore
Raadsherrer og raadslaa med hverandre om at stikke vor By i blussende
Brand. Er det at høre til vores Parti? Er det at have Hjerte i
Brystet at ville stege sine Medskabninger spillevende, blot fordi de
ere svenske? Derfor har jeg pakket min Huusbonds og mine Sager, som
han troer vel bjerget i den hvælvede Kjælder, og bragt det Hele i
Forvaring over paa Vigsiden. See, det kalder jeg at være paa vores
Parti.«
»Og mit Bageri?« spurgte Anea forbitret.
»Blusser af som en Furuspaan!« forsikrede Ulle. »Alle Oldermændene
sidde dernede i vor Storstue og tale alle i Munden paa hverandre; men
høiest taler Peder Colbjørnsen, den tapre Helt, og ham følge de Alle.
Vi maatte lægge en høvlet Fjæl over to Fjerdinger for at bænke de
mange Raadsherrer, og vore Læredrenge gaae rundt i nye Lærredsbluser
med store Mostkander og byde Pryssing og stoppe Kridtpiberne. Jeg tør
sige, at bedre bestyret Huus end vort findes ikke i denne Stad.«
Ulle vendte sig atter mod Speilet og slyngede sit røde Tørklæde
fastere om Kroppen.
»Først nu i denne silde Aftentime har jeg Stunder til at tænke paa
Svenskekongens og hans Officerers Modtagelse og Olaugs Bryllup. --
Har I saa faaet Bugt med hendes Stivsind?«
»Olaug er Jert Sødskendebarn, efter hvad I siger; I giver hende
femhundrede blanke Sølvdalere i Medgift. Hun seer statelig ud i
Bagerboden; aldrig har jeg haft bedre Handel, end siden jeg tog hende
i min Tjeneste, heller aldrig haft paalideligere Pige. Men tage min
Casper med det gode, det gjør hun ikke.«
»Vi faae at see, saa maa hun tvinges med det onde,« sagde Ulle og lo
tørt. »Har I ellers forsøgt, hvad den kloge Kone raadede Jer til?«
»Javel, Casper laa troværdig med Æblet i Armhulen den ganske hellige
Himmelfartsnat, og næste Morgen bød han Olaug at spise det paa
fastende Hjerte; men saa staaer vor store Griis i Gaarden, og da
Pigen skubber til Æblet, triller det lige i Gabet paa Dyret. Men nu
kommer det mærkelige ved Historien, siden den Dag, Grisen aad Caspers
Æble, kan han ikke gaa i Fred for den; hun render efter ham, blot han
viser sig.«
»Herre Jemini!« udbrød Ulle og slog Hænderne sammen. »Skulde et
Kjærlighedsæble virke saa kraftigt? -- Jeg maa see at faae stukket et
til Kong Carl for Stadens Velfærds Skyld.«
»Ja, Herrens Veie ere mange,« sukkede Anea. »Min Casper kurrer og
sukker, og lige langt kommer han.«
Et rødligt Hoved med tykke Læber og vandblaa Øine kom til Syne i
Døraabningen, og Casper traadte ind iført en blaa Kjole med blanke
Knapper.
»Der er skeet en græsselig Ulykke i Familien!« udbrød han med stive
Øine; »den kræver Hævn!«
»Hvad er der i Veien, min eneste Putte?« udbrød Anea Bagerenke og
reiste sig forfærdet.
»Han har smurt mig igjennem, Jørgen Fidelspiller, Olaugs hemmelige
Kjæreste nede ved Elven. Hun stod gjemt under en Hyldebusk;
Blomsterne hang ned om hendes blege Kinder, og Floden boblede om
hendes smaa Fødder. Jeg laa og lurede. Saa gled han frem i sin Baad
og spillede og dirrelirede, og jeg saae Taarerne strømme ned over
hendes Ansigt. Jeg sprang frem og vilde kysse hende lige paa Truten;
men den stridige Tingest hvinede, og saa kom han i Land og bankede
mig læsterligt igjennem. -- Motter, der er skeet en græsselig Ulykke
i Familien.«
»Kald Olaug herop!« udbrød Ulle og trommede med Fingrene i Bordpladen.
Lidt efter traadte Olaug ind i Stuen. Hun var blegere og syntes
høiere siden hiin Vinteraften oppe i Fjeldhytten. De store, blaa
Øine saae alvorlige fra den ene til den anden, mens hun stille og
rank blev staaende indenfor Døren.
»Hvad maa jeg høre om Dig!« udbrød Ulle hidsig og traadte imod den
unge Pige. »Din retfærdige Kjæreste for Gud og Mennesker lader Du
din Boler haane, letfærdige Tingest. Du holder Stævnemøder og lader
Grisen æde Caspers Æble! -- Endnu denne Nat falder Du til Føie og
staaer ikke din egen Lykke i Veien.«
»Lykke!« sagde Olaug og saae Moderen alvorligt i Øinene. »Lykken,
det er Blomsten, som brister frem af Foraarsjorden, det er Gurus
Kyllinger, som kløve Ægget, det er Vinden derhjemme i Furuskoven,
Elven, der risler som Musik, -- Lykken er derhjemme, -- min eneste
Lykke!« Olaug knugede Hænderne mod Brystet.
»Motter, Motter -- din eenbaarne Søn faaer en Sprække!« hylede
Casper. »Den Tyveknægt har forgjort min Fæstemø med et Liggeæble
og sit Fidelspil. -- Uh, see, hvor rund hendes Barm strutter, og
hvor hendes Læber ere røde! Jeg holder det ikke ud! Hun er jo min
trolovede Brud for Gud og Mennesker, ikke sandt? De har jo lyst
tredie Gang for os i Lunelands Kirke?«
»Saagodtsom din ærbare, ægteviede Viv, mit Dæggelam,« forsikrede Anea
og klappede Sønnen beroligende paa de brændende Kinder.
»Kom saa!« sagde Ulle og vinkede til sin agtbare Veninde. »Hvad de to
Ægtefolk nu har videre at snakkes ved om, bør vi ikke overvære. Saa
meget er vist: Casper maa være en stor Tosse, om han nu ikke hævner
den Tort og Svie, han i hele to Maaneder har maattet døie af hendes
Stivsind, og han er ikke noget Mandfolk, om hun i Morgen slipper af
Buret, inden hun paa sine Knæ maa takke ham, om han vil række hende
Haanden for Alteret paa Søndag, siden vel Ingen tager hans Frille til
Ægte senere.«
Med et spottende Smil og et Blik, som Sindsbevægelsen gjorde
stikkende, nikkede Ulle til Olaug og forlod Stuen med Anea. Idet Ulle
laasede Døren til de Unges Stue, tilføiede hun med et katteagtigt
Smil:
»Der er en ganske charmant Kjærlighedssofa derinde i min lille
Duerede.«
Bagerenke Anea sukkede og løftede Øinene mod Loftet. Dermed forlode
de værdige Aandsfrænder det øverste ubeboede Stokværk og aflaasede
til yderligere Sikkerhed ogsaa den svære Egetræsdør, der adskilte
Ulles Leilighed fra det øvrige Huus.
»Herren velsigne de Unges Pagt!« udbrød Anea, idet hun tog Afsked;
»den sluttes i Ærbarhed, af Pligt og en Moders ømme Opofrelse og
Selvfornægtelse og Gudsfrygt.«
Anea fremramsede salvelsesfuldt denne Lektie, som om hun falbød
til daglig disse skjønne Egenskaber tilligemed det varme Brød i
Bagerboden.
Da de Unge blev alene, traadte Casper, hvis røde Ansigt skinnede
og blussede, hen til Olaug. Han drog den blaa Kofte med de blanke
Knapper af og tørrede sin dampende Pande med Skjorteærmet. Saa
fremtog han en Lugtebøsse af sin Buxelomme og stak den hen til den
unge Pige.
»Du skal komme til at klæde Dig i Fløils Mantel og burgundisk Klæde,
i den allerdyreste Stads, mit rare, lille Lam!« forsikrede han, »naar
Du nu vil gjøre mig til Villie og blive min Hustru -- Du veed da nok,
hvorfor vore kjærlige Forældre har lukket os inde sammen her? -- Kom
nu, lille Olaug, og giv mig et Trykkys og see ikke saa vrippen ud,
saa skal jeg bilde Motter ind, at Du har givet Dig.«
Casper lagde kjælent Hovedet paa Siden og plirede med Øinene.
Olaug veg tilbage mod Vinduet. Hun var ligbleg; hendes Øine flammede,
idet hun stødte Glarruden op og sagde med lav Røst: