alvorlige Ansigt med det luende Herskerblik. Kong Carl, der aldrig
kastede sit Øie paa nogen Kvinde, og hvem de kaldte Kvindehader, stod
med Smil paa de fyldige, skjægløse Læber og rakte med nedladende
Velvillie og kongelig Maiestæt sin Haand mod Olaug. Hun gav ham
modstræbende sin: men den var knyttet.
»Ret saa, Du nordiske Jeanne d'Arc!« sagde Kongen med en kort Latter.
»Har dit Land mange Heltinder som Du?«
»Jeg er kun en af Norges ringeste Døtre,« hviskede Olaug.
»To Mand frem og føer Pigen i Sikkerhed, hvorhen hun ønsker sig!«
befalede Kongen. Hans Blik fløi atter ud mod Prammen, hvis Kugler
regnede ned omkring Batteriet og Broen.
»Vi maa bringe det Fartøi til Taushed, det koste hvad det vil,« sagde
Carl den Tolvte. »Slæb andre Kanoner herned i de ubrugeliges Sted.
Muntert, Børn!«
Befalingen blev adlydt. Det første Stykke, Svenskerne trak herned
fra Torvet, blev gjort ubrugelig af Prammens velrettede Skud. Foran
den anden Kanon var forspændt 30 Svenske; Prammen bød dem saaledes
Velkommen, at ikke 4 Mand kom levende derfra. Dermed opgav Fjenden at
slæbe mere Skyts til forommeldte Sted.
Det blev saaledes Olaug beskikket at udøve en stor Gjerning
til Fædrelandets Gavn. En ringe Pige havde ved sit Mod og sin
Aandsnærværelse reddet Frederikshalds meest ansete Borgere og mangen
hæderlig Arbeider ombord fra den visse Død.
DET BRÆNDER, HAN RENDER -- RITSCH!
Klokken sex om Morgenen var Fjenden omsider Herre over Frederikshald;
men det blev ham ingen hyggelig Besiddelse. Fæstningen begyndte nu
efter Peder Colbjørnsens og Borgernes Ønske at spy Ild over Byen,
for om muligt at faae den i Brand, »efterdi de slet ikke kunde
finde sig i at herbergere disse voldsomme og trodsige Gjæster, der
paa en saa lurende Maade havde indtrængt sig«. Over fiirsindstyve
tohundredepundige Bomber sprang i Huse og Gader, dog uden at
Staden fængede Ild; thi Fjenden slukkede overalt. Desuden blev der
fra Fæstningen skudt med Kanoner gjennem de lange Gader, og fra
de omliggende Bjerge fyrede Borgerne med deres Flinter ned i de
Tværgyder, som laa i Læ for Fæstningsskytset.
Svensken støiede og jublede i høien Sky; men deres Bryllupsnat i
Frederikshald huede ikke ret de gamle, erfarne Krigere; de rystede
paa Hovedet og hviskede indbyrdes, at dette kongelige Indfald var
Galmandsværk. Nu begyndte de rige, krydrede Drikkevarer, som overalt
fandtes i Mængde fremsat i de forladte Huse, at øve deres Virkning
paa de haardføre Svenske, der i Maaneder havde sovet under aaben
Himmel. Fjenden indkvarteredes overalt, selv Christi Herberg Kirke
blev taget i Brug til Sovekvarteer; de fyldte den med Halm, fra
Kirkestole og Sakristi stak Krigernes forsorne Hoveder frem med den
opstrøgne Knebelsbart og den solbrændte Hud. Nogle sov, andre drak og
slængte sig dødstrætte henover Halmleiet med Tværsækken under Nakken.
Middagssolen fandt dem saaledes, da dens Straaler faldt ned gjennem
de farvede Ruder over det bevægelige Halmdække paa Kirkegulvet,
hvorover snart viste sig et arret Ansigt, snart en hævet Arm med en
Bimpel, der endnu i Søvne hørte med til Lyksaligheden.
En grum Himmelhund løb rundt og søgte efter et lille Borgmesterliig
i Gravkapellerne, for at stille det op til Maalskydning i
Prædikestolen; han maatte nøie sig med en gammel Raadmandsfrue, hvis
balsamerede Liig han til almindelig Fornøielse bar rundt som et
Svøbelsebarn. Der var ikke Ende paa de allerplumpeste Vittigheder.
Nede i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue havde Billedet denne Morgen
vexlet fra hiin Aften, da Colbjørnsen her tog de Frivillige i
Eed. Endnu sad Jonassen bag Disken og rakte fyldte Kruus frem med
faderlige Smil.
»Herregud, Svensken er jo ogsaa en Slags Mennesker!« forsikrede han
deeltagende.
Midt paa Gjæstebordet sad Månsson i sin Yndlingsstilling med et fyldt
Kruus i hver Haand, hvormed han slog Takt i Bordpladen til den nye
Krigssang, han havde digtet i Dagens festlige Anledning med Melodi
til, og som gjorde umaadelig Lykke. Han skraalte den ud af fuld Hals
og hjalp paa Takten med Jernsporerne i Bordskiven:
»Med Brand og med Baal
vi skrive vor Lov;
vi tømme vor Skaal,
vi tage vort Rov --
Det brænder, det brænder -- ritschch!
Vor Fjende er tam,
han lader sig slaae
from som det Bælam,
vi slagte og flaae --
Et Bælam, Bælam -- bæ, bæ -- æ!
Vi drikke hans Skaal,
vi skrive hans Lov,
vi tænde hans Baal,
vi dele hans Rov --
Han render, det brænder -- ritschch!«
Sangens Omkvæd blev sunget under stormende Bifald og Brægen. Det var
saaledes, at Månsson høitideligholdt sin Pleiefader Eriksons Gravøl.
Ovenover Soldaterne mellem Bjælkeloftets Røgskyer flagrede den
opskræmte Papegøie. Pludselig lød dens skingrende Latter: »Svensken
skyderr -- snyderr!«, dens nye Visdom, indprentet det lærenemme
Dyr af Husets gamle Stamgjæster i de sidste Maaneders spændende
Forventningstid.
Kong Carl havde virkelig taget Ophold i Raadmand Walks anseelige
Kjøbmandsgaard. Idet han traadte ind i Forstuen, neiede Ulle
Halvorsen mod Jorden, endnu indsvøbt i sit røde Shawl, med Armene
korslagte over Brystet og med sit blideste Velkomstsmil.
Carl den Tolvte tilkastede hende et forundret og forskende Blik, idet
han hilste med Haanden. Hans lange Sabel slæbte imod Trinene, idet
han steg op ad Trappen og af sine to Pager lystes ind i Storstuen.
»Herre Jesus, jeg fik et Blik!« raabte Jomfru Ulle daanende. »Først
i dette Øieblik føler jeg, at jeg er Kvinde. Han kommer jo som selve
Guds Søn fra Himmerig ned til os i dette Fattighul!«
»Ogsaa jeg saae det kongelige Øie,« forsikrede Anea Høyer, som havde
søgt Beskyttelse i Raadmandsgaarden.
»I, svære Bagerenke?« sagde Ulle medlidende. »Nei, det var mit sorte
Haar, min slanke Figur og min nye Brosche, som Helten bemærkede.« --
Inde i den høie Bjælkeloftsstue med blomstrede Hynder paa Bænkene
langs Væggenes udskaarede Træværk med sindrige Indskrifter over
Døre og Paneelfelter stod Kong Carl bøiet over et Kort, som han
med Dolken havde fæstet i Bordpladen, for at ikke Trækvinden fra
de sprængte Ruder skulde feie det bort. Hans Pegefinger beskrev en
Linie over Kortet; men den berørte hverken Frederikshald eller Norge;
den foer frem over Europas Lande, som om han i Tankerne forfulgte
et Seierstogt og de store Omvæltningsplaner i den europæiske
Statsverden, med hvilke hans Yndlingsminister Gørtz gik svanger.
Her i den brunpanelede Stue mellem to brændende Voxkjærter
bemærkedes, at den mandige tolvte Carl var bleven en ældre Mand. Hans
blankskallede Isse lyste som det samlende Midtpunkt i den halvmørke
Stue; den tynde Krands af Haar i Nakken og om Ørene var stærkt
graanet, det alvorlige Ansigt bar dybe Furer; Krigeren kjendtes paa
den brune Farve og den tarvelige Dragt. Kongen var her som altid
iført guul Vest og Beenklæder, mørkeblaa Kjole med forgyldte Knapper
og opkrammet Skjøde; hans trekantede Hat og Hjortelæders Handsker
med de stive Kraver laa paa en Stol, Halsen var omviklet med et
Stykke sort Flor, og omkring Livet bar han et bredt ustukket Bælte
af Bøffellæder; paa Fødderne tykke Rytterstøvler med høie Hæle og
Jernsporer, Kraven naaede op over hans Knæ. Han benyttede aldrig
Harnisk mod Kugler eller Pelsværk mod Kulde.
Der fortaltes, at Kongen sjælden skiftede Linned, og at hans Dragt
jævnlig var stiv af Pletter og Smuds paa Grund af, at han sov i
Klæderne. En Præstefrue i Sverige listede saaledes, da hun bemærkede
denne Mangel i Maiestætens Paaklædning, en Pakke reent Linned ned i
Slæden, der skulde kjøre ham videre; men Kongen opdagede i Tide denne
moderlige Omsorg og kastede leende Pakken tilbage mod Præstegaarden.
Nu stod Carl den Tolvte her og lod sin Pegefinger med et tankefuldt
Herskerblik glide hen over Europakortet, medens Kanontorden, Bomber
og Kamptummel omgav ham med hans Yndlingsmusik. Døren blev aabnet, en
Adjutant traadte ind og slog Hælene sammen.
»Deres Maiestæt, jeg melder, at det brænder paa Nordsiden.«
»Brænder, hvor?« spurgte Kongen og strøg med Haanden over Panden,
som om han hentede Tanken hjem langveis fra. »Ilden skal slukkes.
Dirigeer mere Mandskab til Slukningsarbeidet -- Energi, anvend mere
Energi!«
Et Øieblik senere blev Døren igjen revet op. Generalmajor Delvig
traadte ind.
»Stillingen her bliver uholdbar, Deres Maiestæt!« udbrød han heftig.
»Ilden har fænget to Steder paa Sydsiden; det blusser som i en tør
Fyrsvamp. Vore Folk sukke, at de maa vel komme ud igjen; de vente et
haardt Tryk, naar de skulle tilbage over Broen, som endnu er ufarbar,
ei heller er der Rolighed for dem i Byen at finde. Vi blive fanget
levende i denne Rottefælde og stegte som tyrkiske Kastanier. -- Hvad
befaler Deres Maiestæt?«
»Sluk Ilden!« udbrød Kongen utaalmodig; »bring Fæstningens Kanoner
til Taushed!«
»Javel, men hvordan?«
»Send tre Capitainer med Trommeslager og hvidt Flag derop, en
halv Time mellem hver, dersom den første faaer Afslag, og begjær
Stilstand til at begrave vore Døde. Imens gjøre vi Broen brugbar. Til
Natten trække vi vore Regimenter fra Idde herind under Overbjerget,
saa tager jeg Fæstningen.«
Delvig gik for at sende Parlamentairerne. Peder Colbjørnsen i
Fæstningen lod den første svare, at saadan Stilstand var ei at
forlange, saasom Fjenden ubuden var kommen herind, saa maatte de
gjøre deres Bedste for at hjælpe ham ud jo før jo bedre.
De følgende Parlamentairer bleve modtagne med skarpe Skud, der
forfulgte dem tilbage i Gaderne.
En Time efter, at Kong Carl havde indkvarteret sig i Walcks Gaard,
gik Spisesalsdørene op til Maiestætens Kammer, og et straalende
Syn viste sig for den forundrede Konge: et Bord, bugnende under
Sølvservice, oplyst, skjøndt Klokken var eet om Middagen, af
Voxkjærter i festlige, opadstræbende Søiler. Jomfru Halvorsen havde
af Sikkerheds- og Skjønhedshensyn ladet Skodderne stænge ud mod
Gaden; Vildt, Bagværk, støvede Viinflasker i Iiskjølere og midt i
Døren den neiende Ulle Huusbestyrerinde, der under sit Herskabs
Fraværelse meente at burde repræsentere Huset i en stærkt nedringet
Dragt af lyseblaa Taft, rigt besat med Kniplinger fra en tidligere
Huusfrues Garderobe. Paa Hovedet bar hun vaiende Fjer af samme Farve
og lange, ru Handsker op over de spidse Albuer.
Ulle gjorde endnu et siirligt Skridt ind i Kongens Stue, løftede
Kjolen høit fortil og neiede endnu dybere.
»Behager det stormægtigste Maiestæt med patience at beære vort
tarvelige Bord?« sagde hun med sit blideste Smil om de skarpe Læber,
der blottede sørgelige Rester af spidse Tandstumper. »Der er serveret
ved Deres beredvilligste Tjenerinde i dybeste Underdanighed.«
Kongen rynkede Panden og saae forlegen efter sin gamle Kammertjener
Hultmann. Carl den Tolvtes daglige Levemaade var jævnt tarvelig;
hans Frokost bestod som oftest af Smør og Brød og Ølsuppe, Middagen
af stærk, fed Mad, Flæskepandekage o. desl., lidt Frugt til Dessert;
det var Hovedmaaltidet, hvilket Kongen oftest indtog paa staaende
Fod, som han kom og gik fra Hesteryggen, støvet eller tilsølet. Han
saae ned i Tallerkenen, tav, til Maden efter et Kvarteers Forløb
var fortæret. Der var dem, som paastod, at Kongen i Hast spiste med
Fingrene, ja, endog smurte Smør paa Brødet med Pegefingeren. Naar
Kongen reiste sig, gik hans Drabanter til Bords og spiste Levningerne.
Carl den Tolvte traadte nu ind i Spisesalen, bøiede Hovedet til Bøn
og spiste hurtigt uden at vælge af de Retter, der stode ham nærmest.
»Behager det ikke Kongen underdanigst at smage denne zarte
Æbletærte?« spurgte Ulle med Hovedet skjælmsk paa Siden og gyngende
paa Fodspidsen. »Ak, Deres Maiestæt, ak, døm os ikke Alle for strengt
efter Byens fjendtlige Modtagelse; lad Naade gaa for Ret, nu vi have
overgivet os paa Naade og Unaade. Mine Landsmænd vide ikke bedre,
Vildmænd ere de jo Alle. O, skaan vores ringe Liv!«
I det samme exploderede en Bombe udenfor Vinduerne med et Brag, der
lod Huset ryste i sine Grundvolde. Ulle udstødte et skarpt Hviin og
sank i Knæ.
»Uh, det Rak!« stønnede hun og krummede Fingrene paa de oprakte
Hænder. »Det ender med, at de Elendige gjøre en Ulykke paa os Alle.«
Kongen bukkede med sin sædvanlige udsøgte Høflighed mod Kvindekjønnet
og gik nogle Skridt baglænds mod Døren; han ansaae det som bekjendt
for stødende og uhøfligt at vende en Kvinde Ryggen.
Ulle ilede mod Bordet, greb den Gaffel, hvormed Kongen havde spiist,
og gjemte den ved sin nøgne runkne Barm.
Carl den Tolvte traadte hen til det aabne Vindu. Lige overfor i
Colbjørnsens Huus stod en ung, blond Kvinde. Det var Capitain Peders
Søster Marie, som bestyrede hans Huus, en modig og kløgtig Pige og
værdig Medbeilerinde til Søsterens, Anna Colbjørnsens Ry som tapper
Kvinde. Da Marie blev Kong Carl vaer, tog hun sig den Dristighed at
hilse og over Gaden at bede ham om, at hun ingen Molest skulde skee,
siden hun var alene med en liden Dreng i Gaarden. Kongen befalede
strax en Underofficeer med fire Mand at være hos hende til Vagt,
hvilke gjorde sig saa tilgode i Viinkjælderen, at de faldt i Søvn og
siden brændte med Huset under Byens Brand. Kongen spurgte derefter:
»Buldrer Eders Kommandant deroppe altid saaledes med Kanonerne?«
Marie svarede: »Ikke oftere, end naar Fremmede er i Byen.«
Tilsidst bad hun Kongen om Tilladelse til at sende en Pakke Klæder
til sin Broder paa Fæstningen, da han under den hastige Retraite ikke
havde faaet det Fornødne med sig.
Denne Bøn blev bevilget, og hun sendte Pakken afsted. Peder
Colbjørnsen, som kjendte sin kloge Søster, sluttede strax, at det ei
var Klæderne meent, lod dem sprætte op og fandt en Seddel fra hende,
hvori Marie underrettede ham om, i hvilket Huus og Værelse Carl den
Tolvte opholdt sig. Peder Colbjørnsen meldte øieblikkelig denne
kjærkomne Efterretning til Artillericapitainen. Herom senere.
Kongens Opmærksomhed blev pludselig henledet paa to statelige
Borgere, som uforsagt nærmede sig Huset i Kugleregnen. Foran dem gik
en Mand, som blæste i Trompet gjennem Gaden.
»To Borgere begjære Foretræde for Deres Maiestæt,« lød Yndlingspagens
bløde Røst bag Carl den Tolvte.
I de senere Aar af sit Liv holdt Helten af at have svenske Ynglinge
i sin Nærhed, og med rørende Omhu tog han ofte sin egen Kappe og
dækkede den sovende Dreng paa Vinterfeltleiet, medens han selv sov
utilhyllet.
»Lad dem komme,« befalede Kongen og rettede sin mandige Skikkelse.
Hans Colbjørnsen og Jens Munk traadte ind med værdig Holdning og
hilste høfligt. Kongen modtog dem med rynkede Bryn og hørte deres
Begjæring, at Kvinder og Børn, som vare flygtede til Æskevigen og
Sauøen, ikke maatte blive insulterede og til den Ende faae Fribrev.
»Hvem er I, gode Mænd?« spurgte Kongen.
»Hans Colbjørnsen.«
»Jens Munk.«
»Colbjørnsen, denne Stratenrøver, som uden at være Soldat myrder
og hærger i min kongelige Hær!« udbrød Maiestæten og betragtede
Colbjørnsen stift. »I ere begge mine Fanger.«
Kongen gik frem og tilbage, trak sin store Værge med det forgyldte
Messinghaandtag halvt ud og stødte den haardt i Skeden igjen, kneb
Læberne sammen og drog dem gjentagne Gange op under Næsen, et sikkert
Kjendetegn paa, at han var vred.
»Galgen fortjene I for den Medfart, I har givet mine gode Mænd,«
udbrød han og vendte sig pludselig mod de to Borgere. »Jeg beholder
Jer som Gidsler. Vee Eder, I skulle undgjælde for, hvad Ondt jeres
Byfolk bedrive mod os.«
Hans Colbjørnsen slog ud med sin trekantede Hat.
»Naar Fjenden er i vor Rede, er hver Mand Soldat. Vi have kun gjort
vor Pligt, og jeg fortryder ikke, hvad der paafølger.«
Idet Hans Colbjørnsen sagde disse Ord med sit modige Blik fast i Kong
Carls, lød et øredøvende Brag over deres Hoveder. Med et skingrende
Hviin rev Ulle Halvorsen Døren op til det kongelige Gemak og segnede
om for Kongens Fødder. En Bombe, dirigeret af Peder Colbjørnsen efter
Søsterens Anviisning, slog ned gjennem Taget over det Værelse, hvor
Kongen befandt sig, og blev liggende paa Loftet.
»Kast Jer ned, alle Mand!« befalede han rolig.
Da Alt forblev stille, reiste Kongen sig kort efter og sagde:
»Den er kreveret.«
Men idetsamme gjorde Bomben sin Skyldighed og slog tre Bjælker i
Stykker, saa Splinterne føge de Tilstedeværende om Ørene, Taget fløi
op, Vinduerne ud, og Gulvet sprængtes op mod Loftet. Carl den Tolvte
slap med nogle Saar i Ansigtet, saa Blodet flød.
»Er Nogen kommen til Skade?« spurgte han og lo. Da han saae, at Alle
vare uskadte undtagen Jens Munk, som havde et Hul i Hovedet, smilede
han fornøiet:
»Jeg falder for ingen anden Kugle end den, som dertil er blevet
bestemt,« sagde han til Nordmændene. »Naar den kommer, saa hjælper
mig ingen Forsigtighed og mine Fjender intet Anslag. Jeg rider sikker
gjennem fjendtlige Skarer, jeg gaaer ogsaa trygt gjennem Ilden, for
Herren siger: »Luerne skulle ikke angribe Dig; jeg er din Gud og din
Frelser.« -- Seer I, norske Mænd, denne Tro har jeg modtaget gjennem
utallige underbare Redninger fra større Livsfare end denne. Derfor
seirer jeg over Eder Alle og skal blive Eder en naadig Herre og
Hersker.«
Hans Colbjørnsen trak paa Skuldrene.
»Staden brænder i Nord og Syd, Deres Maiestæt!« lød pludselig en
malmfuld Røst i Værelsets Baggrund, og General Delvigs martialske
Skikkelse stod paa Tærskelen til -- Evigheden.
Stuen var ved denne Tid fyldt af høitstaaende svenske Officerer,
der alle med mørke Blikke betragtede det tiltagende Ildskjær paa
Himlen. Kongen nikkede, som om han var yderst tilfreds med Generalens
Erklæring; han slog ud med Haanden og gik ned ad Trappen. Men da han
nede i Porten hørte Luernes Knitren over de spidse Huustage, bed han
sig heftigt i Fingrene, som han altid gjorde i stærk Sindsbevægelse.
Kongen gik nu over i Kirkegaden til Garnisonens Feltskjær, Erik
Raufn, der forbandt de svenske Saarede. General Delvig gik nogle
Skridt foran Carl den Tolvte. Pludselig saae Kongen sin fuldtro
Øverstbefalende og mangeaarige Krigskammerat springe i Veiret.
»Leve Kongen! Leve Sverige!« raabte Generalen og faldt, skudt gjennem
Hovedet.
Carl den Tolvte standsede et Øieblik, slog Hænderne sammen og udbrød:
»Au!« Gik saa efter denne karakteristiske Ytring ned ad Gaden. Der
gaves efter Kong Carls Mening ingen skjønnere Død end Soldatens.
Medens dette foregik i Staden, sad Olaug endnu sammenkrøben i Wærns
Have, hvor Halvor havde forladt hende. Hun lyttede til Larmen ude
i den ulykkelige Stad. Det summede og hvislede som i en Hvepserede,
nei, det klagede høit oppe i Luften som over et Ørnebo, hvis
værgeløse Yngel bliver overfaldet af den forvovne Jæger, medens
Kongeørnen fra Høiden speidende udstøder gjennemtrængende Hævnskrig.
Det sydede og brusede som undertrykte Strømme, der forgjæves søge at
sprænge deres Diger, og dog syntes Stadens tilbageblevne Indbyggere
tause og fattede.
Dette rædselsfulde, begivenhedsrige Døgn i den unge Piges
hidtidige stille Liv skulde i de nærmeste Timer endnu bringe hende
betydningsfulde Tildragelser. Det var, som om hendes Skjæbne, der
længe havde ligget i Dvale deroppe i Skovbunden, medens Dagene glede
hen saa lige i Indhold, nu pludselig rulledes op, taarnede hendes
Livs Hovedbegivenheder i Veiret, medens det store Folkedrama, der
udspilledes rundt hende, indvævede hendes enkle Livstraad i sine
store Optrin, saa at de kommende Aar bestandig bevarede Gløden deraf,
et rigere bevæget Sjæleliv, oppe i hendes Fjeldegns Eensomhed.
»Det er mig, Olaug,« lød pludselig Halvors dæmpede Stemme nede fra
Bryggen. Hans Hoved kom til Syne over Muren, blussende af Ophidselse
og Begeistring.
»Jeg er Peder Colbjørnsens Udsending, ogsaa hans Broders,« vedblev
han aandeløst. »Jeg skal stikke Ild paa Staden, forstaaer Du? Vi skal
nu for Alvor til at ryge Svensken ud, brænde ham op spillevende,
lukke alle Gader for ham med sviende Baal. Jeg har lagt en Himmerigs
Plan, og Du skal hjælpe mig, Olaug. Hvad siger Du? Vi To skal redde
Fædrelandet!«
Halvor var i Skjorteærmer for at bortlede Fjendens Mistanke; inde
paa sit blottede Bryst bar han nogle Beegkrandse. Han fremdrog to og
rakte Olaug dem.
»Hurtig -- Du kan nok liste Dig hen til Høhuset derhenne og stikke
det i Brand? Jeg kaster imens en anden Krands ind i Hans og
Peder Colbjørnsens Gaarde, der staaer to fyldte Tjæretønder med
Haandgranater rundt om. De ville endelig Begge, at vi først stikke
Ild paa deres Gaarde, for at Ingen skal sige dem paa, at de vilde
spare deres eget. Derefter lister Du gjennem Haverne hen til Walks
Gaard og stikker ogsaa den i lys Lue. Saa gaaer Du, som ingen Ting
er skeet, her tilbage under Hængepilen, til jeg kommer. -- De have
plyndret vore Kjældere; hele Byen futter nu af over deres Hoveder --
sippedeia!«
Halvor styrtede sig med Liv og Lyst ind i denne Bedrift; det var
Hævn, det var Tilintetgjørelse af den forhadte Fjende. Olaug blev
staaende ligbleg med lysende Øine. For hende var ethvert Hjem en
Helligdom; at tilintetgjøre det, selv efter Eierens Ønske, forekom
hende en Helligbrøde, der fyldte hende med Skræk og Andagt. Hun sank
i Knæ, bad en brændende Bøn; saa gik hun til den fædrelandshistoriske
Gjerning med fuld Forstaaelse af det Storslaaede og Gribende i dette
ophøiede Øieblik: en heel Stads Indvaanere, Fattige og Rige, ofrede
af egen Drift alt, hvad de eiede, for at værne deres Selvstændighed
mod fremmed Aag.
Olaug ilede over mod et stort Høhuus, der strakte sig ud bag den
Wærnske Gaard. Hun slog Ild bag en Brændestabel. I næste Nu fængede
Beegkrandsen, og Høstænget slog ud i røde Luer mod Broen. Derefter
løb hun med en brændende Fyrrespaan under Træerne over til Walks
Bygning, stak Ild i Beegkrandsen og slængte den ind gjennem et
ituslaaet Vindu; det tørre Tømmer fængede, og Luerne slikkede med
Lynets Fart op langs Brædevæggen.
Saaledes tændtes Frederikshalds Hædersfakkel for aldrig senere at
slukkes.
Ved et underligt Skjæbnetræf blev Olaug saaledes kaldet til at
afbrænde det Huus, hvori Moderen nogle Timer tidligere havde
indespærret hende, for at berøve hende Fremtid, Ære og Lykke. Ved
et andet besynderligt Tilfælde, der kunde henregnes til en hævnende
Retfærdigheds Værk, blev det samme Kvistværelse, som Moderen nylig
bestemte til Datterens Lykkes Grav, nu hendes egen. Sidste Gang,
Nogen saae Ulle Halvorsen, var, da hun ilede op i sin Leilighed,
endnu iført den blaa Taftes Dragt, for at redde en eller anden
værdifuld Gjenstand. Luerne spærrede hende Tilbagegangen. Gjenboerne
saae hende vove det samme Spring ud paa det brændende Tag som nylig
Olaug for at gjenvinde Friheden. Moderen forsvandt i en Loftsluge og
blev aldrig seet senere.
Da Klokken var syv, stod Frederikshald i lys Lue. Fjenden opgav
ethvert Slukningsarbeide. Trommehvirvler, Hornsignaler, Kommandoraab
kaldte Soldaterne sammen til Afmarch. I næste Nu bredte Paniken sig
i de uordnede Masser; Gyderne bleve Ildsvælg, Husene Brandfakler;
Luerne reiste sig i taarnhøie Flammesøiler, det bragede og gnistrede,
og ned over det glødende Ildgab spyede Fæstningen Granater og
Skraasække ind i de tæt sammenpakkede Soldaterklynger. Det var ikke
længere en Kamp, det var et Myrderi uden Naade og Frelse.
Midt i denne Trængsel saaes dog endnu menneskelige og ophøiede Træk.
Den stærke Skomager Kjeld kom ud af sin brændende Hytte med en svensk
Saaret, der var betroet til hans Omsorg. Nordmanden bar den Syge,
der havde slynget Armen om hans Nakke, med en Ømhed som en Moder sit
Barn. Han talte beroligende og trøstende Ord, medens Sveden sprang
frem af hans egen Pande, og hans Øine flakkede rundt for at speide
efter en Udvei af Ildhavet, indtil Baalet slog sammen over dem begge.
Mamsel Jonassen vendte tilbage for at redde Papegøien af »Den
forgyldte Nøgle«s brændende Krostue, fandt sig pludselig indesluttet
mellem brændende Vægge. Hendes Angstskrig blev hørt. Niels Ankers
skjæggede Vildmandsansigt kom fornøiet til Syne midt i Røgskyerne.
»Tak for Skjænken forgangen. Nu giver jeg Mamsellen en anden igjen.«
Dermed løftede han hende i sine Arme og bar hende i Sikkerhed ned til
Elven.
Som en fredelig Idyl midt i al denne menneskelige Elendighed virkede
et lille Stillelivsbillede i en Hytte udenfor Byen under Fæstningen.
Her stod Skipper Daniel foran en Speilstump; en nyslagtet Høne laa
paa Bordet. Han indsmurte sit Ansigt i dens varme Blod og skar imens
nogle ynkelige Grimacer; derefter indviklede han sit Hoved i et
rødtærnet Tørklæde og sin venstre Arm i en bloddryppende Bandage,
haltede rundt paa Gulvet og ytrede medlidende: