Recognosceringstogt ind i det af Fjenden besatte Terrain for at
opdage, hvad han foretog sig, og for paa Hjemveien at inspicere sine
Patrouilleposter, udstillede i Kreds udenom Staden.
Øst for Frederikshald paa Bjørnstads Hede kom han til et fattigt
Træhuus, hvor et Stykke skjævt Glas i Væggen erstattede Ruden, og
hvor Alt røbede den dybeste Nød og Armod. Colbjørnsen standsede sin
Hest og bankede med Skaftet af sin Ridepidsk paa Dørlaagen.
En Mand kom tilsyne i Aabningen, og ude af sig selv af Glæde ved
at see Colbjørnsen i den hvidkoftede, danske Uniform i Stedet for
Svenskens gule og blaa, sprang han ud midt paa Veien og greb Hestens
Bidsel.
»I Herrens Navn, kom indenfor, I er jo vaad, og Hesten stønner, saa
træt er den; træd ind i min ringe Hytte og gjør den stor!« bad Manden.
Colbjørnsen trak Tømmen til sig.
»Jeg har i Nat vigtige Ting at varetage og ønsker blot at høre, hvad
I har seet til Svensken i Aftes.«
»Svensken var her og tog vor Ged, da Solen gik ned, men betalte den.
Han talede vakkert for sig og lovede os et nyt Huus, naar han først
var kommen til Regimentet. Vi lod ham snakke og tav dertil. -- Giv
mig i det mindste Lov til at snige mig gjennem hans Forposter, mens
I hviler ud i Hytten. Jeg er her igjen om en Time med fuld Besked.«
Colbjørnsen rystede paa Hovedet.
»Saa lad mig løbe foran Jer Hest for at være Jer til Nytte
underveis,« bad Manden.
Mens han talte, kom hans Kone ud, og Colbjørnsen bemærkede, at begge
kjærtegnede hans Hest, klappede den paa Mulen og gav den gode Navne,
alt mens de løste Milerne og ivrigt stoppede det ene Stykke Brød
efter det andet ind mellem dens Tænder.
Colbjørnsen bekjendte senere, at han, skjøndt haardfør Soldat, havde
ondt ved at beherske en pludselig overvældende Følelse af Lykke og
Bevægelse ved at see disse fattige Folk, der næppe selv havde det
tørre Brød i deres faldefærdige Rønne, liste sig til at stoppe deres
Føde i Munden paa hans forkomne Hest, siden de ikke paa anden Maade
kunde være ham til Nytte.
Lidt længere fremme paa samme Ridt forbausedes Colbjørnsen ved i
Morgendæmringen at see en Bonde ligge udstrakt paa Mosegrunden ved
Siden af Veien med Øret trykket lyttende imod Jorden.
Colbjørnsen standsede og spurgte, hvad Manden bestilte.
Han svarede: »Det er forfærdeligt at høre de svenske Ryttere
galoppere omkring paa alle vore norske Veie.«
Colbjørnsen sprang af Hesten og hørte sagte, fjerne Drøn, som Bonden
bedre forstod, efter at han saalænge havde benyttet denne Telefon.
Paa hvert Bjerg og hver Bakkekam stode alle Nætter Mænd og Kvinder,
stirrende og lyttende, angstfulde og bævende, og alle erkjendte
de senere, at det var skjønne og lykkelige Timer, skjønne, fordi
saa meget af det ædleste og bedste i Mennesket kom til saa fyldigt
et Udtryk, lykkelige, fordi de skjænkede Livet et saa rigt og
bevæget Indhold, at Timerne bleve mere vægtige end senere lange
Aar, tilbragte i daglig Dont, hvor Dagene svinde uden at bringe
andet Udbytte end en navnløs Grav, en Virkelighedstilværelse uden
Eftermæle, der ofte hverken i Liv eller Død skjænkede Følelsen af at
have levet.
Nedenfor Skonningfossen paa den Vei, der fører til Frederikshald,
standsede Colbjørnsen og saae sig om. En Mand reiste sig af Grøften;
det var Hans Brecke, en af Colbjørnsens Frivillige, som havde denne
betroede Post og varetog den med en Glubskhed, der var lige saa
farlig for Landets Egne som for Fjenden. Hans Brecke var en forsoren
Smugler, om hvem Sagnet endnu veed meget at fortælle i hans Fjeldegn.
Han kjendte Vadesteder, Stier og Veie bedre end nogen anden. En
undersætsig, fiirskaaren Skikkelse med et veirslagent Ansigt, brunt
som en Taters og med et langt, graasprængt Skjæg, der var flættet ind
i Blykugler. Udtrykket i Ansigtet, navnlig i Øiet, fik undertiden et
Præg af saa ubøielig Vildhed, at Folk vare ængstelige for at være
alene sammen med ham.
Colbjørnsen vilde ride fremad, men standsedes pludselig af et
tordnende: »Holdt -- hvem dèr?« og af en Bøsses uheldsvarslende
Klikken.
»Du holder god Vagt, Hans Brecke,« sagde Colbjørnsen og rakte
Smugleren sin Feltflaske.
»Hvordan Fanden skal jeg i Mørke kjende Ven fra Svensken, forinden
jeg har dem paa Halsen?« brummede Hans og rakte Colbjørnsen den tømte
Flaske tilbage.
»Du tilraaber dem »Holdt! -- hvem dèr?« og naar de svare paa Svensk
eller slet ikke svare, saa brænder Du dem paa Pelsen for at vare dine
Kammerater. Fortsætter Svensken sin Fremrykning, maa Du naturligviis
i Mørket see at knibe ud langs Klipper og Grøfter for hurtigst muligt
at bringe mig Melding.«
»Skal skee!« svarede Hans med et tilfreds Griin. »Saa melder jeg
Capitainen, at en Trop svensk Cavalleri for en halv Time siden
kom hernedover mod Fæstningen. Jeg raabte dem an, og da de ikke
lystrede, spændte jeg Hanen og trykkede løs. Min gamle Flint klikkede
fire Gange, og hele Troppen gjorde omkring og steilede Øst paa,
Fanden i Vold.«
Colbjørnsen tog for første Gang Hans Brecke i Øiesyn ved Skjæret fra
sin Blændlygte.
»Det var Dig, som i Morges kom ind til Byen med et Læs Geværer?«
spurgte han.
»Ja, det var mig,« svarede Hans.
»Du afleverede din Vognladning til Fæstningskommandantens Folk,
skjøndt min Ordre lød paa, at Du skulde kjøre Vaabnene op til min
Gaard?«
»Officeren truede mig til at lystre hans Befaling, og Brovagten jog
Sabelen i Bringen paa min Hest, da jeg vilde tvinge mig Vei.«
Colbjørnsen tildeelte Manden en alvorlig Irettesættelse. Brecke holdt
fast paa Hestens Bidsel og brummede, da Colbjørnsen vilde ride videre:
»Siig et godt Ord, Capitain!«
»Slip Hesten.«
Hans Brecke lystrede, men gjentog:
»Jeg vil ligegodt have et godt Ord, Capitain Peder!«
»I Morgen tidlig skaffer Du Heste og Vogn og kjører Gods og en
Drift Kvæg ind til Frederikshald for Saugbrugsfolket ovenfor
Skonningfossen,« sagde Colbjørnsen og talte 3 Mark op til ham.
»Jeg kan just ikke sige, jeg er slikken efter den Forretning, for
det gaaer ikke,« brummede Smugleren. »Men naar Capitainen befaler,
maa jeg jo lystre.«
»Jeg betroer Dig det Hverv, fordi jeg stoler paa Dig, Hans Brecke,«
sagde Colbjørnsen.
»Godt, Capitain!« lød det som et hæst Brøl efter ham i
Morgengraaningen.
Et Par Dage gik. Colbjørnsen saae intet til Brecke, og han opgav
Tanken om at gjensee ham, idet alt det betroede Gods ikke var en
daarlig Fangst for den gamle Smugler at smutte østpaa med over
Grændsen.
Medens Colbjørnsen den følgende Dag stod paa Torvet og exercerede med
sine Folk, følte han pludselig et Jerngreb om sin Arm. Ved at vende
sig stod han Ansigt til Ansigt med Brecke, hvis vilde Øine gave nogle
sære Glimt, idet han hviskende udbrød:
»Jeg har det Altsammen!«
Han førte Colbjørnsen ned til Broen og pegede paa en Vognrække,
belæsset med Gods fra Egnens Folk og omgivet af brægende Geder
og Køer. Længst tilbage holdt en Vogn, som Brecke syntes meget
omhyggelig om.
»Hvad bringer Du dèr?« spurgte Colbjørnsen.
»Jeg fik jo paa Hovedet af Capitainen,« brummede Brecke, »fordi jeg
lod Kommandant Brun tage det Læs Geværer fra mig; saa tænkte jeg, at
det var bedst at faae et andet Læs Flintebøsser ned til Dem for at
blive gode Venner med Dem igjen.«
»Hvor i Alverden har Du faaet de Geværer fra?« spurgte Colbjørnsen
forundret.
»Jo, det var nu ikke saa vanskeligt, Hr. Capitain. Svensken har netop
bekjendtgjort, at Beboerne skal aflevere deres Bøsser, og Enhver,
der ikke efterkommer Befalingen, skal føres over Grændsen. Saa fik
jeg mig en Vogn og kjørte fra Gaard til Gaard nok saa magelig og
sagde til vore Bønder, at hvis de vilde have deres Vaaben afsendt til
Capitain Colbjørnsen, saa kunde de lægge dem i min Vogn; men vilde
de af med dem til de Svenske, saa skulde de blot vente et Øieblik,
saa kom de strax efter dem. Jeg troer ikke, at Fjenden finder noget
Vaaben i de Gaarde, som jeg har besøgt,« tilføiede Brecke med et
bredt Grin og trak en gammel Læderpung frem, hvoraf han lagde to Mark
og nogle Skilling paa et Kjældertrappetag. »Værs'god -- dèr er hans
Penge.«
Colbjørnsen saae forbauset paa Manden; det Hele blev mere og mere
gaadefuldt.
Brecke forekom hans Spørgsmaal, med den Forklaring, at
han naturligviis ikke vilde spilde Capitainens Penge til
Transportudgifter, al den Stund Svensken afgav Befordringen.
»Svensken?« udbrød Colbjørnsen.
»Ja, det er ganske ligefremt: Svensken havde udkommanderet Vogn til
at befordre Vaaben og Fødevarer til deres Leir; men det Hele var i
et saadant Roderi, at jeg rolig spændte mit Forspand for deres Vogn
og ordnede det Hele paa bedste Maade, og for god Betaling viste jeg
dem Vei, saa gik det Hele af sig selv. Jeg blev ved med at kjøre
foran, lige til det blev mørkt, saa stak jeg ind paa den Vei, der
gaaer lige ud i Mosen med en smal Overkjørsel, som Svensken vist
havde vanskeligt ved at hitte, for jeg syntes de skreg fælt, mens
de druknede i Sumpen. Og saa havde jeg kun et lille Stykke Vei til
Frederikshald.«
Brecke havde udført sin dristige Plan med en Snildhed og Sikkerhed,
hvori hans Kjendskab til Fjendens Sprog og Karakteer kom ham til
Hiælp. »Saa gik det,« som han udtrykte sig, »som den ligefremmeste
Sag af Verden.«
»Saa skal jeg melde Capitainen,« tilføiede Brecke som sidste
Beretning om Dagens Bedrifter med Haanden til Skindhuen og spillende
Blink i de graa Ulveøine, »at der ligger en Slump Artilleriheste ovre
paa Vigsiden; det vil være en reen Svir at nappe dem og føre dem til
Frederikshald.«
»Hvor mange Heste?« spurgte Colbjørnsen.
»To hundrede Stykker med fuld Oppakning og en tyve til tredive Mand
Oppassere.«
»Hvor er nærmeste Landingssted?«
»Ved Lunelands Kirke, skraaes for Æskevigen. Men Svensken sidder og
holder Udkig paa Knivsø; vi maa derfor gaa bag om Bratø.«
»Vel,« sagde Colbjørnsen. »Fra i Morgen overtager Du Commandoen over
tolv Mand til Hest. Jeg er fornøiet med Dig, Hans Brecke. Naar Krigen
er endt, skal jeg sørge for, at Du bliver Toldrytter.«
Et straalende Smil gled over det barkede Smugleransigt. Han greb
Colbjørnsens Haand og knugede den med et vildt Henrykkelsesudbrud,
traadte tilbage, skuldrede sin Flint og brølte:
»Jer Toldrytter i Liv og Død, Capitain Peder! Og det er ikke
dumt at betro mig den Bestilling, der gives ikke min Overmand
paa Smugleromraadet, og det kan ikke nytte at sætte skinbarlige
Helgener til at snuse efter ufortoldede Varer, jeg siger bare, Jer
Toldrytter i Liv og Død, Hr. Capitain!« Han blev staaende med Flinten
præsenteret længe efter, at Colbjørnsen var forsvunden. Brecke blev
en af Capitain Colbjørnsens meest betroede Mænd.
Det vilde imidlertid blive for vidtløftigt at give en udtømmende
Fremstilling af dette Corps' Virksomhed, hvorfor vi ville nøies
med at fremdrage disse Træk, der maaskee kunne give et Billede af
Tjenesten og de optrædende Personer, som færdedes udenfor og indenfor
Stadens Mure, og som bugtede sig ud og ind allevegne, hvor Musketild
og Kanontorden ledsagede deres Færd, denne »de brogede Karle«s
Seierssangs og Liigsangs Melodi. Kugler og Granater syntes at kalde
dem til Live -- dræbte dem for Resten ogsaa.
Colbjørnsens og Hans Breckes Udflugt til Vigsiden den følgende Dag
efter Svenskens Heste skulde blive af Betydning for nogle af denne
Fortællings Hovedpersoner.
STORMUGLEN.
Ovre paa Vigsiden sønden for Frederikshald ved Lunelands Kirke,
der, hvor svenske og norske Vande mødes i den stride Fjordstrøm,
som om de ville dæmme Grændse op mellem de to Lande, derude paa den
svenske Strand, nogle Bøsseskud fra Frederikshald mellem Idfjord og
Svinesund laa en faldefærdig Hytte. Dens lille Have var indhegnet af
Strandtjørn; en flad Eng og en Kartoffelmark syntes at være dens hele
Tilliggende.
Den 30te Juni sad Husets Eier paa sit Dige og saae over mod Staden.
Hans graa Haar hang i Totter frem under en bredskygget Hat, der
skjulte hans indfaldne Træk. Øinene havde et barsk Udtryk, og hans
Hud var gjennempløjet af Furer og Folder, som skaarne med en Kniv.
Han var Fisker, seilede hver Aften ud med sin Baad og solgte, hvad
han fangede, ovre i Frederikshald. Forøvrigt kjendte Ingen ham
nøiere, og der var et fjendtligt Udtryk over hans Adfærd, der holdt
Andre paa Afstand.
Solen var gaaet ned ovre bag de norske Fjelde. Det var Havblik. En
Maage sad og sov oppe i en Kløft med Næbet skjult under Rygfjerene;
en Steenfyr eller et Enebærspiir hævede sig hist og her over de
rundslebne Steen; det bruungrønne Tang laa i Dynger rundt om paa
Stranden eller hang paa Klipperne, som hvide Trævler, og længere inde
i Landet steg en tynd og hvidlig Røg i Veiret.
Den Gamle sad og skyggede med Haanden for Øinene og stirrede over mod
Staden, som om han ventede Nogen; et bittert Smil spillede om hans
Læber. En spættet Ged stod med Forbenene skjulte i Hækken og gnavede
Skud efter Skud af den buskede Tjørn; en Gang imellem gned den sig
op ad den Gamles Skulder, som om den vilde minde ham om, at Sengetid
længst var inde. Dens Eier sad hensunken i sine egne, sørgmodige
Tanker. Hans Læber bevægedes af og til, sagte, klagende Ord, som om
han talte til en Syg, lød uafbrudt og uforstaaeligt.
Eensomheden og Ødet paa den tause Strand syntes ikke at have bragt
denne Mand Fredens Hvile. Han vidste, at Stilheden herude rugede paa
onde Planer, han kjendte af Erfaring, at Naturens Oprør bragte alt
Levende Tilintetgjørelse, at Havet graadig sluger, hvem der giver
sig hen til det, at det kun smiler for at bedrage, for at klæde sig
i Skum og i Fraade og tilsidst efter endeløse Kampe at kaste et
splintret Vrag eller et lemlæstet Liig ind mellem Stenene. Den gamle
Fisker hadede Havet og bød det Trods. Kun naar Stormen foer over
Fjorden, truende og hvinende, og det lød som Kanontorden ude fra
Skjærene, levede Eneboeren i Strandhytten op; hans Baad blev skubbet
ned i Havstokken; han stagede sig ud, greb Aarerne og styrtede sig
i Kamp mod de fraadende Bølger. Utalte vare de Menneskeliv, han
i de sidste femten Aar havde bragt frelst i Land, og Brovagten i
Frederikshald havde mangen en Nat seet hans krumbøiede Skikkelse
stige op over Bolværket med en Skibbrudden i Armene, lægge ham
varsomt paa Bryggen og forsvinde igjen i det sydende Hav. Derfor
kaldte Haldenserne ham »Stormuglen«; de nærede en overtroisk Frygt
for den eensomme Gamle.
Dagen efter en saadan Stormnat lagde man blot Mærke til, at Flaget
hang paa Halvstang, det vil sige paa den Stump Mastetræ, der var
reist som Sømærke yderst paa Pynten, hvor Hytten laa. Enkelte
Veifarende vidste da at fortælle, at der var strøet Buxbom udenfor
Husets Dør, medens den tomme Stue indenfor var pyntet som til
Liigfest med brændende Voxlys, og en rusten og skjælvende Stemme sang
Salmer dertil.
»Stormuglen tuder til Liig,« sagde de og skyndte sig bort.
Der lød dæmpede Aareslag, og en fuldt lastet Baad gled i Skumringen
om Pynten. Lidt efter skurede den ind over Strandens Steenbund,
og Skipper Daniel sprang i Land, fortøiede Jollen og begyndte
Udlosningen. Hans Last bestod af Huusgeraad og Fødevarer af al Slags,
Klæder og Pelsværk, Viinfoustager og Sølvtøi.
Fiskeren gik ned til Baaden.
»Guds Fred og god Kvæld!« bød Daniel. »I kan tro, det kneb at komme
heelskindet i Land; Svensken sidder derovre paa Knivsø og holder
skarpt Udkig. Har I ellers fornummet noget til ham i Dag?«
»Nei, kun til Frederikshaldfolket; de var herovre i Gaar og tog min
Ko og alt det Kvæg, de kunde overkomme, Geden lod de mig dog beholde;
den giver mig Mælk nok.«
»Sikke noget Rak!« raabte Daniel og spyttede en Skraa ud. »Det skal
vel være Gjengjæld for, at Svensken i Forgaars red lige ind til
Byporten og drev af med alle Byens Malkekøer lige for Næsen af vores
tapre Folk. I kan takke Gud for en saadan Søstersøn, I dèr har faaet,
som bringer alle disse delikate Sager til Huse.«
»Hvis er alt det Gods, Du fører herover igjen i Aften?« spurgte
Fiskeren barsk.
»Det er den rige danske og tyske Kjøbmands begribeligt. De har
laaset alle deres Victualier og Mobilier ned i den dybe, hvælvede
Kjælder, og saa gav de Søster Ulle, velbestaltet Huusbestyrerinde
hos Patron Walck, Nøglen for at passe det Hele, mens de stak af fra
Frederikshald med Kone og Rollinger, ligesom vores Byfoged Niels
Riiber iforgaars, fordi Kong Carl nok nu gjør Alvor af at tage Staden
med Storm.«
»Det bliver et kjønt Regnskab, naar Herskabet kommer hjem og finder
Kjælderen tom.«
»Døren er ærlig og redelig splintret; det kan være Naboen, der har
brudt den op, den Tyveknægt, det kan ogsaa være Fjenden; jeg troer
nu, det er Gjenboen, for Skomager Mikkel har et tyvebrændt Rævefjæs,«
sagde Daniel og kneb Øinene sammen.
»Uærligt Gods kommer ikke under mit Tag!« udbrød den Gamle heftigt.
»Gud bevares, Tyvekoster mener I!« raabte Daniel dybt krænket. »Det
vilde da være en uforsvarlig Synd at lade alle disse rare Sager gaa
op i Røg? De gudsforgaaende Borgere have jo besluttet, alle som een,
at svide hele Staden af, saa snart Svensken bryder ind. Gud bevares,
de er jo tapre Fædrelandshelte! Og hvad faae saa de rare Fyre for
det? De risikerer at blive Krøblinger for Resten af deres Dage,
forstaaer I, sultne og tiggefærdige. Saa træder den brave Daniel
frem og siger høimodigt: »See: alle de Skatte har jeg reddet ved min
Manddom og Conduite.« Eierne lægge deres Hænder signende sammen og
betaler saa rundeligt i Findeløn, at vi Stakler ikke behøve at slide
mere i Nød og Usselhed. -- Naada -- kalder I det for Tyvekoster?«
Under denne Forklaring bar Daniel Godset op mod Hytten og stuvede det
sammen i Gedens Brædeskuur.
»Saasnart Colbjørnsens Kundskabsmænd bringer tilforladelig
Underretning om Svenskestormen, saa flytter Søster Ulle ogsaa det
bedste af sin Patrons Eiendele herover,« vedblev Daniel. »Det er
jo en Himmerigs Tilskikkelse, at vi har en saa nær Slægtning her
i Sikkerhed paa den svenske Kyst; vi tænkte først paa at flytte
Sagerne op i Motters Hytte; men dèr er jo Morbror Bjørnstad, som kun
gjør os Skam og Ulykker.«
»Bjørnstad!« hviskede Fiskeren med skjælvende Læber. »Bjørnstad!«
gjentog han hæst og løftede sine knyttede Hænder. »Hans og min
Regnskabsdag vil komme -- den kommer -- Øie for Øie, Tand for
Tand i hans blødende Hjerte! Jeg skal see Dig styrtet i Støvet,
knæle og trygle, som min Søn tryglede for din Fod, uden at finde
Barmhjertighed!«
»Javist, I kan jo tale med om Bjørnstads Krakilskhed,« vedblev
Daniel ligegyldig, medens han skrev ned i sin Regnskabsbog.
»Syv Kobberkjedler, to delikate Sølvlysestager, 5 enebærrøgede
Skinker -- de kunde være haardere røget, lille Madam Terkel --, 3
Pelsfrakker -- vil man see til de Snydere; der er gaaet Møl i dem!
-- Javist, Bjørnstad drev Jer jo i Landflygtighed, saa Ingen aner,
I lever herovre som Fisker. Det var nok Jeres yngste Søn Halvor,
den Gavstrik, der begik Kassesvig i Frederikshald; saa gik han
til Morbror Bjørnstad om Hjælp for ikke at bringe Skjændsel over
Jeres graa Haar; men der kom han til den Rette. Morbror skjældte
ham Hæder og Ære fra, og saa gik Jeres Dreng hen og undlivede sig
selv i Tisteelven med Skam og Vanære; og Jeres ældste Søn var nok
druknet herudenfor Skjæret i Forveien. -- Tre Pakker Klipfisk, en
Tønde salte Graabeinsild, prima Vare -- Ja, I kan have Grund til at
strø Buxbom herinde. Men sikken en Søn, I nu har faaet til at bjerge
Føden til Jer, en rigtig brave Søn, der arver Hytten, naar I en
Gang gaaer heden -- Og glem ikke i Tide at sige mig, hvor I gjemmer
Spareskillingerne, for de sige, at I har butlet retskaffens sammen i
mange Aar. -- Sikken en steenrig, gammel Stormugle -- dikkedik!«
Daniel stak Fiskeren spøgefuldt i Siden med sin Tommelfinger og
smilede kjærligt.
»Min Ældste døde i sit Kald -- den Yngste har bødet for sit Fald --
derude hos dem vil jeg søge hjem,« sagde Fiskeren og pegede ud mod
det mørknende Hav. »Mine egne ere borte, jeg har ingen Familie.«
Der var en egen forstenet Ro over hans rynkede Skikkelse, medens han
stod paa Pynten og stirrede ud mod den griske Fjende, der endnu i
Søvne manende sendte brummende Døninger mod Land.
Et guulhaaret Hoved og nogle vilde, skjæggede Ansigter vare under
denne Samtale komne til Syne bag Tjørnehækken, for ligesaa hurtigt at
forsvinde igjen.
»Tøv lidt!« raabte Daniel efter den Gamle, som vendte sig, for at gaa
ind i den tomme Stue. »Blev der saa lyst anden Gang for Bager Hans
Høyer og Olaug sidste Søndag?«
»Der blev lyst for dem,« sagde Fiskeren. »Herren holde sin Haand over
hende!«
»Naada, sikken en Lykke det fattige Pigebarn uden Navn eller Stand
gaaer ind til med den rige Bagersøn!« udbrød Daniel.
Halvor traadte frem i en Aabning i Hækken. Maanen stod høit paa
Himlen og kastede et blaaligt Luftskær over hans kraftige Skikkelse,
medens han gik hen mod Husets Eier.
»Hvem taler her om Lysning for Olaug, min Fæstemø?« spurgte han og
saae truende fra den ene til den anden.
Fiskeren vendte sig. Ingen havde bemærket Halvors Baad, roet af Hans
Brecke og Niels Anker, der ubemærket lagde til Land lidt længere nede
paa Stranden. Der foregik i dette Øieblik en mærkelig Forandring hos
den Gamle; han veg tilbage, som om han saae en Aabenbaring, hans
Øine udvidedes, hans Hænder strakte sig skjælvende frem ligesom
afværgende, et Smil, der vexlede mellem Rædsel og den blideste
Hengivenhed, dirrede paa hans forvitrede Træk.
»Halvor, min Halvor!« aandede han frem. Det lød som et Hjerteskrig i
den brudte Røst.
»Han troer at see sin døde Søn Halvor,« hviskede Daniel forklarende.
»Jeg er Halvor, Bjørnstads Søn,« sagde den Unge. »Og Du ligner Far
min, som den visne Furu ligner den store levende. Hvem er Du?«
Fiskerens Træk antog atter sit haarde Udtryk. En glødende Rødme skjød
op i hans furede Pande.
»Bjørnstads Søn -- Øie for Øie, Tand for Tand! -- Almægtige Gud, hør
min Bøn!« hviskede han, men Stemmen skjælvede.
Halvor vendte sig mod Daniel, der i Følelse af sin nys erhvervede
Rigdom stod med et velvilligt Smil og betragtede dette Møde, hvor
Blodets Røst hævede sig mod gammelt Nag og lidt Uret.
»Hvem er den Mand?« spurgte Halvor.
»I Sandhedens Navn skylder jeg at tilstaae, at det er din kjødelige
Faster Ellen, Du stædes for,« erklærede Daniel, greben af det
usædvanlige i Situationen.
»Faster Ellen!« udbrød Halvor og sprang hen mod Fiskeren med et
straalende, kjærligt Smil; »Faster i Mandsklæder, Faster Ellen, som
Mor har sørget saa ofte over, og som Far en Gang græd over!«
Fiskeren svarede ikke, han vedblev blot at stirre paa Halvor.
Pludselig vaklede han; den Unge sprang frem og greb ham i sine
udbredte Arme. Halvor følte en underlig kraftløs Byrde mod sit Bryst;
da han saae ned i Fiskerens Ansigt, omgivet af et graat, brusende
Haar, der forøgede Ligheden med hans Fader, opdagede han, at den
Gamle laa bevidstløs i hans Arme. Han løb ned til Havet og hentede i
sin Hat koldt Vand, hvormed han badede Fasterens Ansigt. Da hun igjen
slog Øinene op under de buskede Bryn, saae hun spørgende paa Halvor
og sagde usikkert:
»Græd Far din over Faster Ellen?«
»Jeg saae kun Far græde to Gange,« svarede Halvor hurtig og saae ned
for sig. »Første Gang var, da Mor sad og klagede over Faster Ellen og
hendes stakkels Dreng; Far gik og skjændte og smældte op og ned ad
Gulvet; saa kastede han sig paa én Gang hen over Bordet og hulkede
og vaandede sig haardelig. »Lille Søster Ellen og hendes stakkels,
vildledte Barn!« stønnede han.«
»Sagde han »Stakkels vildledte Barn«?« spurgte den Gamle og holdt
fast paa Halvors Arm. »Husk Dig vel om. I Jesu Christi Navn, sagde
han »Stakkels, vildledte Barn«?«
»Stakkels Faster Ellen!« svarede Halvor og knugede Fasterens barkede
Haand med et aabent og freidigt Blik. »Hvor jeg kan see, at Du har
sørget. Du ligner ogsaa Faster Ulle, som døde.«
Den Gamle nikkede. Det lød, som om en haardt spændt Streng i hendes
Indre pludselig sprang; et forklaret Udtryk, en usigelig Fred bredte
sig over de stivnede Træk.
»Hvornaar græd din Far anden Gang?« spurgte Faster Ellen med en
Stemme, der endnu ikke ret kunde finde den blide Klang, den søgte.
»Anden Gang var --« Halvor brød kort af.
»Var --?« spurgte Ellen.
»Da han kom hjem den Aften, Byens Folk lyste ham fredløs.«
»Er din Far lyst fredløs?« spurgte Ellen og reiste sig heftigt.
»De lyste ham fredløs den Aften, han kom til dem og vilde have gjort
Alt godt,« svarede Halvor.