»Den, der gjør sin Pligt vel, behøver ingen Ord, og den, som ikke

gjør sin Pligt, ham hjælper ikke Alverdens Ord,« svarede han. »Om

Du kunde give dine Børn Sække af Sølv og ikke kunde skjænke dem et

ubesmittet Navn, og dit Fædreland, saa vare I dog Alle hjemløse

Stakler tilhobe. Jeg har ikke mere at sige Dig.«

Mølleren greb hans Haand og knugede den heftigt med et bestemt og

talende Blik.

»Tak!« sagde han og gik tilbage til sit Huus.

Da Svendsen Bakke igjen traadte hen i Spidsen for Hovedskaren, sagde

han til Fogden Smedt:

»Naar denne Krig er vel endt, beder jeg Eder at hjælpe Møller Aaby

til Rette for den Kværn, vi i Dag have lagt øde for ham.«

Oppe ved Korsveien stod Skipper Daniel og ventede de Frivillige. Han

var iført en viid Sømandspjækkert og rødt Halsklæde, og da Skaren

nærmede sig, svingede han sin Hue over Hovedet. Svendsen Bakke gik

forud for de Andre og traadte hen til Skipperen. Uden at give ham Tid

til at tale, sagde han:

»Jeg kjender dine Rævestreger; men din Broder Jørgen er en fuldgod

Mand; for hans og din Moders Skyld skaaner jeg Dig i Dag. Nu følger

Du rolig ved min Side; hvis ikke skyder jeg Dig ned og takker min Gud

for den gode Gjerning, han saaledes forundte mig at udøve.«

»Hvem har dog bagtalt mig saa formastelig, Morbror Bakke?« udbrød

Daniel fornærmet.

»Der kommer Fogden. Enten lystrer Du blindt og viger ikke fra min

Side, eller vi klynge Dig op som Landsforræder i det nærmeste Træ.«

»Men bedste Morbror!« udbrød Daniel klynkende; »her staaer jeg i Slud

og Mørke og Frost, med vaade Been til midt paa Maven, for at vare

Jer mod at drage øster paa, siden Svensken myldrer som Djævle og har

besat alle Pas op til Enningdalen. Der maa være en tyvebrændt Skurk,

som har røbet jeres Planer, og nu lønner I mig som en Hedning. --

Hei, Foged Smedt!« raabte han Fogden i Møde; »skynd Jer vester paa

det bedste, I aarker; Svensken er ude efter Jer strax øst herfor!«

»Gjentag dine Ord!« befalede Ole Svendsen.

»Svensken ligger 600 Mand stærk nogle Bøsseskud herfra østerpaa!«

brølede Daniel.

Fogden, Lieutenant Kraft og Klokkeren holdt en kort Raadslagning, og

de bleve enige om at følge den besværlige vestre Sti, der ad en Omvei

førte til Enningdalen.

Klokkeren lod Folkene drage forbi og blev alene tilbage med Daniel.

Da Skaren var forsvundet i Skoven, traadte han tæt ind mod Skipperen

og befalede: »Dine Vaaben!«

Daniel smilede spottende og trak sin Kniv halvt ud af Skeden.

»See, her er Tulifas. Naar den Kammerat spadserer ud af sit Huus,

plejer Folk at gjøre deres Testamente, og her har jeg en Kammerat til

Kniven.« -- Daniel slog Koften til Side og viste en Rytterpistol,

som stak i Bæltet. -- »Den er ikke ilde paa Afstand.«

»Usling!« sagde Klokkeren. »Dine Vaaben!«

Daniel spændte Pistolen.

»Du troer nok, Du staaer og skal til at klemte til Pintsefest her

midt paa bare Fjeldet, lille Bakke,« sagde han haanlig.

Aftenen var bleven tung og taaget, efterhaanden som Mørket skred

frem. Nede fra Møllen i Skovhulveien lyste det op til Korsstien, hvor

de to Mænd stode i Blæsten. En Hund gjøede nede i Dalen. Larmen af de

Bortdragendes Skridt tabte sig inde i Skoven.

Klokkeren forblev tavs, til den sidste Lyd var hendøet.

»Nu os To!« sagde han og spændte sin Pistol. »Skyder Du, vende vore

Folk tilbage, og Du er Dødsens. Betænk Dig; Du er i min Haand. Din

Sjæl mægter jeg ikke at redde; dit Liv vil jeg skaane for din Slægts

Skyld.«

»Og I vil ikke gjøre mig Fortræd med det, I har luret Jer til om

mig?« spurgte Daniel usikker.

»Hæderlige Folk pleie at stole paa mit Ord. -- Hurtig -- dine Vaaben!«

Daniel rakte dem modvillig fra sig.

»Hvad har I nu for med Jert eget næstkjødelige Søskendebarn?« spurgte

han klynkende.

»Du skal i Nat sove i Møllen dernede og kan drikke saa mange Kander

Mjød, Du lyster, for de Penge, den svenske Vagtmester nys gav Dig

for at forraade vor Plan.«

»Veed I nu ogsaa det?« udbrød Skipperen og spærrede Øinene op. »Det

var som Djævels!«

Bakke bød ham gaa foran ned ad Stien til Møllerens Huus.

»Jeg bringer Dig en Fange,« sagde Klokkeren og traadte ind i

Kjøkkenet, hvor Mand og Kone og Børn sade nedslaaede og lyttede til

Øxehuggene, der sønderslog deres nye Kværn. »Jeg stoler paa Dig, Hans

Aaby.«

Mølleren lukkede Døren op til Storstuen og skjød Daniel derind efter

først forsvarlig at have surret hans Been og Arme sammen.

»Dersom han slipper fri, røber han vort Togt til Fjenden,« sagde

Klokkeren. »Vort Liv er i din Haand.«

»Vel!« svarede Aaby med et straalende Blik. »Kværnstenen, I smed i

Elven, ligger ikke fastere derude end han derinde.«

Bakke saae hen til Kvinden, der sad nederst ved Bordet, omgivet af

en Flok Børn. Han gik hen, lagde sin Haand paa det yngstes Hoved og

sagde:

»Gud velsigne din Fjeldsti og lægge Sollys over Klipperne omkring

Dig!«

»Klokker,« sagde Aaby, »I er min Mand, I forstaaer en Faders Hjerte.«

»Du seer mig snart igjen,« sagde Bakke, idet han gik.

Han holdt sit Ord næste Dag i Døden.

Om denne Nat skriver Øienvidnet Jonas Rist følgende:

»Klokken omtrent imod fire om Morgenen den 8. April kom vi saa

nær, at vi kunde see Gaarden, hvor det svenske Hovedkvarteer var,

da Lieutenant Kraft stelte alle i Orden, som han syntes bedst,

Soldaterne først med Bajonetterne paa Flinterne, saasom det var

Cavalleri, vi skulde angribe; dernæst formanede han alle til Mod

og Tapperhed, hvilket Alle forsikrede ham om. Allermeest havde

Lieutenanten og de Andre med Klokkeren at bestille; thi han syntes,

at man aldrig kom saa fort, som han vilde, samt sagde disse Ord

derhos:

»At om han skulde gaae ti Mile, naar han havde saadant at forrette,

skulde han ikke blive træt eller kjed deraf.«

Saaledes opmuntrede Klokkeren Folkene den ganske Nat, saa og viste

dem Gjenstier, hvorigjennem de snart kunde komme frem.

Da dette nu var saaledes sat i Stand, gik hver Officeer til sine, og

havde vi ei gaaet 200 Skridt, før en svensk Skildvagt raabte tvende

Gange; men som han ei fik Svar og saae sig allevegne omringet, gav

han sig jammerlig og vilde sprunget til Hovedkvarteret, paa Gaarden

Kirkbøen, vor Ankomst dèr at give tilkjende. Som vore det fornam, saa

vare de alle lige snare til Fods med ham, og blev derfor ei givet

Varsel, førend den Vagt, som stod i Gaarden, skjød, og vi hilsede dem

Godmorgen med et 50 Skud paa de 24 Mand, som holdt Vagt udenfor,

saa de Fleste maatte sove hen. Men én af den samme Vagt havde krøbet

under Ladebroen og laa der i Skjul og skjød Klokkeren, Ole Svendsen

Bakke, gjennem Brystet, saa han døde; strax faldt og en Volonteur

af Capitain Colbjørnsens Compagnie, som var en fattig Kvindes Søn i

Tistedalen.

Da Klokkeren nu faldt ned af Skuddet, tog en af hans Sognefolk fat

paa ham og vilde reist ham op, men fik dette til Svar: »Lad mig ligge

i Jesu Navn -- Hils min Kone og umyndige Børn. Jeg er vel fornøiet;

gjører I Eders Bedste.«

Og i det døde han.

Da nu Bønderne fik den Svenske at see, som stjal Livet af disse

tvende Mænd, da gjorde de saadant Skrig og Anfald paa ham af

Forbitrelse, at han inden et Øieblik fik over ti Kugler i sig, og

vare snart færdig at rive ham i Stykker; siden holdt de stedse ved at

skyde, for nu vare Bønderne blevne vrede for deres Klokker, saa det

var umuligt at stille dem tilfreds.

Fangerne vare henimod 50 og Ritmester Lehmann. Døde af de Svenske

vare henimod 28, som laa paa Pladsen, da vi forlode dem, saasom

der laa 1500 svenske Bønder nedenfor, som ventedes did op efter.

Klokkeren og forommeldte Volonteur bleve begge førte nedover, hver

paa sin Hest.«

-- En halv Time senere standsede Toget. En stærk Drønen og Blistren

af Hestetrav lød inde fra Skoven og indjog Folkene den Tanke, at

de bleve forfulgte af svenske Ryttere. De satte sig derfor i

Forsvarsstilling og ventede.

Maanen var nu brudt igjennem og sendte sine klare Straaler lodret

over Skovveien. Ved en Omdreining kom en broget Skare til Syne.

En Flok opsadlede Heste uden Ryttere, men med fuld Oppakning af

Karabiner, Sabler, Kapper og Pistoler fore frem i stærkt Trav, ledede

af Soldater i hvide Kjoler. Det var Bjørnstads Folk.

Foran Toget fløi en graa Skimmel, der bar en ung Rytter. Hans

lyse Haar flagrede i Vinden; Huen var faldet af underveis. Han

fremskyndede Hesten med høie Jubelraab, da han saae de norske

Mænd; den foer i Fiirspring op foran Fronten. Ung Halvor saae sig

seiersstolt omkring.

»Morbror Bakke!« raabte han med høi Røst; »her er vi med kongeligt

Bytte: tre lyslevende Krigsfanger, sex og tredive Officeersheste og

Mundering til alle os Frivillige. -- Morbror Bakke, hvor er Du?«

Soldaterne droge sig stiltiende til Side og lode en Plads aaben hen

til Hesten, som bar Klokkerens Liig. Halvor red et Par Skridt fremad.

Maanens Lys faldt blaaligt og blændende over Ole Svendsens mørke,

karakteristiske Hoved med de i Døden stivnede Træk, hvis blege Farve

fremhævedes mod Hestens sorte Manke. Faklernes Skjær, der omgav de to

Døde, fremhævede det sørgelige Billede.

»Morbror Bakke!« lød det som et Klageskrig fra Halvor. Han sprang

ned paa Jorden og ilede hen til den Døde.

»Morbror!« gentog han blødt og hviskende; en Verden af ung

Hengivenhed lød i hans trøstesløse Klage. Han lænede sit Hoved mod

Klokkerens; en dyb Fortvivlelse banede sig Vei i et Skrig: »Morbror

død! -- De Hunde, de Slyngler -- dræbt ham!«

»Fremad!« kommanderede Lieutenant Kraft.

Toget satte sig atter i Bevægelse. Halvor greb Klokkerens Hest i

Bidselet og førte den tavs videre. Hans Kinder vare blege, hans

Øine brændte, medens han forsigtig ledte Hesten henad Veien gjennem

Vandhuller og Iis, som om han frygtede, at dens ublide Bevægelse

kunde skade den Døde. Det lyse Hoved paa de unge Skuldre, hans faste,

spændstige Gang og det sørgmodige Blik mindede om en fangen, nordisk

Viking, lænket foran en hjemvendende Seiersvinders Triumftog. Kun een

Gang kastede han et sky Blik tilbage paa Liget. Hans Bryst var fyldt

af andre levende Syner, der stege frem rundt om ham af Morgenens

Rimtaager; for ham havde Morbroderens kraftfulde Livsbillede intet

tilfælles med Død og Tilintetgjørelse.

See, det var derovre bag Fjeldskrænten, at Morbroderen, Jørgen og

han for nogle Dage siden havde haft den kostelige Spas med en Trop

fjendtlige Ryttere, som sprængte frem mod deres Baghold.

»Blæs, lille Halvor, og lad dem fornemme, at vi er her,« havde Bakke

sagt. Og Halvor var sprungen frem paa Pynten med Hornet for Munden

og blæste til Angreb, saa Rytterne gjorde omkring og vare som blæste

af Veien med det samme. -- Det voxende Dagslys lagde et rosenrødt

Skjær over Klippens Top, mens Toget drog forbi.

Og Dagslyset steg frem, Nattens sidste Ulvehyl døde hen i Skoven,

Morgentaagen bølgede bort mellem Granerne, det blaalige Dække gled

til Side over Egnen, den blaa Himmel, de hvide Skyer, alt hilste

det vaagnende Liv velkommen. De enkelte Veifarendes glade Tilraab

forstummede og bleve til Klager, da de fik Øie paa deres Klokkers

afsjælede Legeme.

Halvor gik fremad uden at see eller høre. Dernede bag Fjeldet

tilvenstre havde det blusset lystigt forgangen Nat -- hu hei! --

Fjendens Korn- og Høforraad, som de om Dagen havde tvunget Bønderne

til at kjøre sammen, gik op i Luer, og Bakke stod midt i Røgen og

antændte den sidste Rustvogn, mens Skuddene knaldede, og Trommen

kaldte til Vaaben.

Og forrige Nat! Var Morbroderens Liv kun reddet, da de vare ude

som Bissekræmmere, for ynkelig at omkomme her? En vild, ubændig

Hulken brød frem fra Halvors Bryst. -- Og saa derhenne i Id Kirke,

Psalmen, Klokkerens dybe, bløde Stemme havde sunget som et Farvel til

Jorden, og det sidste Vers, der lød til ham alene med Morbroderens

alvorsfulde Blik dybt i hans:

»O, hjælp os, Gud Fader, o, hjælp os, Gud Søn,

saa glade vort Løb vi fuldende;

Gud Helligaand, himmelske Trøster i Løn,

lad Kjærlighedsluerne brænde,

at vi kan med Lyst

og Mod udi Bryst,

saa kæmpe, at Kronen vi vinde.«

Nu havde Klokkeren vundet.

Efterhaanden, som Toget nærmede sig Frederikshald, sluttede flere

og flere sig dertil. Da det naaede Riishaven udenfor Staden, fulgte

flere hundrede af Egnens Folk. Der var ingen Glæde over Seiren; nu

saaes, hvor æret og elsket Ole Svendsen havde været; stærke Mænd

sørgede, Kvinderne klagede som over en nær og afholdt Slægtning.

Peder Colbjørnsen stod ved Indgangen til Riishaven og modtog Toget.

Han traadte hen til Liget, alvorsfuld og tavs og saae sørgmodigt

ind i Ole Bakkes halvaabne Øine, der syntes at besvare hans Blik.

Saa greb Colbjørnsen Corpsets Fane og sænkede den over den Døde.

Morgensolen gjød sit Lys som en Glorie over Baaren; Mængdens Hjerte

strømmede over; det lød som et Folks Hulken over Pladsen.

Den tredie Paaskedags Morgen hørtes den dæmpede Lyd af floromvundne

Trommer over Idsletten. Efter Trommeslagerne fulgte Sørgemusiken, saa

kom Colbjørnsens frivillige Corps i fuldt Gevær. Peder Colbjørnsen

gik nærmest Kisten med dragen Kaarde; efter ham fulgte den Dødes

nærmeste Slægt og Venner.

Saaledes gik Ole Bakkes Hustrus Drøm i Opfyldelse. Mandens Liig blev

baaret forbi deres Hjem; Vinduerne vare tilhyllede, Døren lukket.

Da Følget kom ind i Kirken, blev der sat Vagt ud overalt, de yderste

til Hest, samt ti Mand paa Kirkegaarden og to foran Indgangsdøren,

fordi den svenske Grændse var nær og Idfjord tilfrossen. Hver Mand

tog sin Flint med i Kirken, medens Kapellanen, Hr. Stabel, holdt

Ligprædiken og beviste, hvor vel den døer, som døer for sit Fædreland.

Der var stille i den gamle Kirke. I det Øieblik, Ligbærerne nærmede

sig for at løfte Kisten, traadte en sørgeklædt Kvinde hen for

Hovedenden. Et ligblegt Ansigt kom til Syne indenfor det sorte

Uldklæde. Hun stirrede paa Laaget, som om hendes Blik saae tværs

igjennem Træet, løftede saa begge Arme mod Himlen og udbrød med en

Stemme, der skjælvede og bævede, men forstodes af Alle:

»Det høre Du, dyrebare Huusbond i din Himmel: havde jeg ti Sønner,

skulde jeg gladelig see dem drage ud og falde for vort Fædreland, som

Du gav dit Blod!« De andre greb den segnende Kvinde i deres Arme, da

Kisten sænkedes ude i Graven, og to Geværsalver løde hen derover i

den stille Paaskemorgen.

En af Norges gode Sønner var stedet til Hvile. Mindet om Ole Svendsen

Bakke lever endnu; om ham siges i Folkemunde:

I Landet var han født,

i Kirken var han Degn,

i Marken General

for Folket af sin Egn.

De have reist Klokkeren fra Id en Steenstøtte i hans Sogn. Paa

Norges Historiebrædt ridsede han selv med sit Blod en trofast Søns

Kjærlighedstilstaaelse:

S. M.

COLBJØRNSENS »BROGEDE KARLE«.

De krigerske Begivenheder i de følgende Maaneder efter Klokkeren

fra Ids Død udmærkede sig kun ved større eller mindre Skjærmydsler

mellem Frederikshalds Borgere og de Svenske. Kong Carl var draget

med Hovedstyrken af sin Armee mod Christiania i det Haab at indtage

Norges Hovedstad. Den 29. April maatte han imidlertid med uforrettet

Sag skyndsomst drage sine Tropper tilbage, da Aggershuus Fæstning

skjød Victoria for Wismars Indtagelse, og Kong Carl antog, at den

heftige Kanontorden, der ledsagedes af 3000 Mands Musketild, var et

Signal for de norske samtlige Tropper at angribe hans Armee fra alle

Kanter; saavel Officerer som Menige spaaede hverandre, at ingen af

dem vilde komme levende ud af Norge igjen. Næste Morgen fandtes ikke

en Svensk i Christiania By, der var udplyndret og ilde medtaget.

I Mai Maaned samme Aar vendte de svenske Tropper tilbage over

Grændsen, og i Juni og Juli lod Kong Carl Frederikshald indeslutte og

beleire.

I denne Trængselstid udfoldede de to Brødre Colbjørnsen og deres

Frikorps stor Virksomhed; i flere Miles Omkreds udenfor Staden

indbragte de Underretning om Fjendens Krigsplaner, brændte hans

Fourage- og Proviantbeholdninger, opsnappede hans Budskaber og

foruroligede hans Nattekvarterer. Overalt i Skovene, paa Bjergstier,

ja midt i selve Fjendens Leir fandtes faldne Svenske, skudte eller

dræbte ved Sabelhug; Colbjørnsen og hans »brogede Karle«, som Fjenden

spottende benævnte hans Mænd paa Grund af deres uensartede Klæder,

havde atter været paa Spil og bleve det stadige Samtaleemne omkring

Svenskens Varmebaal. Naar Fjenden udstillede sine Forposter, lød den

stadige Formaning: »Hold Øine og Øren oppe; de brogede Karle er i

Nærheden.«

Rygtet fortalte, at naar Kong Carls Mænd fik fat i nogle af de

Frivillige, bleve de klyngede op i det nærmeste Træ, hvis ikke

Vreden over lidte Tab og Hadet først lod Fangerne gjennemgaa større

Mishandlinger. Saaledes fandtes Søfrin Hagens Liig hængende i et

Lindetræ udenfor et Saugskjæreri ved Tisteelven. Hans Overkrop var

blottet, og hans Legeme bar blodunderløbne Strimer over Ryg og

Lænder, som om han havde løbet Spidsrod mellem Soldaterne inden

Executionen. De Frivillige svore at tage blodig Hævn og holdt Ord:

den følgende Nat hang tre svenske Soldater i samme Lind; de havde

trekantet Hat og Rytterstøvler med store Sporer paa Benene; iøvrigt

vare de lige saa nøgne, som da de saae Dagens Lys af Moders Liv.

Der faldt mange Skud de mørke, sludfulde Nætter rundt i Skovene, og

mangt et Blodspor førte næste Morgen til en fældet Fjende, der havde

slæbt sig et Stykke længere hen, for at dø som et vildt Dyr, bag en

Klippe, under en Busk.

»Colbjørnsens Blodhunde!« raabte de svenske Krigsmænd i mægtigt

Raseri. »Steile og Hjul skal de klæde, naar vi om nogle Dage have

indtaget Frederikshald.«

»Det gaaer saa let, som om vi havde den Snerpe i en Sæk!« raabte

Trompeter Månsson. »Jeg digter paa en ny Slagsang til Jer, Manne; men

den synger vi først derinde i Staden med en Jomfrulil paa Skjødet.«

Enhver Vei eller brugelig Marchroute mellem Kong Carls Armee og

Frederikshald var besat af Colbjørnsen med mindre Poster, og ingen

Sinde forsømte de halvvilde Tistedøler og Bjergbønder deres Pligt,

saa at Byen, sikret betimelig Underretning, trygt kunde afvente

Begivenhedernes Gang. Man vilde i vore Dage ansee det for umuligt,

at Mennesker kunde udholde, hvad disse tapre Folk maatte gjennemgaa

Dag og Nat, naar de snart gjorde Marcher paa ti til tolv Miil i de

af Fjenden besatte Egne, snart stode som Kosakpost paa Bjergkamme

i Slud og Blæst, og hvor man i de faa Timer, som kunde stjæles til

Søvnen, laa paa den nøgne Jord, saa at man takkede Gud for lidt Læ

bag en Klippekant; eller milevidt bleve forfulgte og kun ved snilde

og dumdristige Foretagender frelste sig fra Forfølgerne.

Saaledes skjød Jørgen Halvorsen som ensom Forpost midt ind i en

fjendtlig Trop i Nærheden af Femvandet, derefter strøg han ned

til Bødkeren ved Bakkens Fod, tog Mesters Skjødskind, fyrede op i

Skorstenen og høvlede nok saa fredelig paa Pibestaver, da Fjenden

undersøgte Hytten.

Dydsmønstre vare disse vilde og trodsige Karle egentlig ikke; men de

erstattede ved personlig Hengivenhed og Hundetroskab mod Colbjørnsen,

hvad de manglede i Blidhed og Føielighed.

Der var heller Ingen, der forstod at tage Folkene med sig som Peder

Colbjørnsen. Da en Deel af hans Mandskab nylig gjorde Optøier ved en

Bro og stoppede Færdselen, for at tvinge enhver Veifarende til at

betale Skat, lod Colbjørnsen de brogede Karle stille udenfor sin Dør,

befalede dem at nedlægge Vaabnene og gaa hver til sit.

»Jeg kan ikke bære Ansvaret for saadanne Vildbasser som Jer,« sagde

han.

De skjæggede Bjergfolk krøbe angergivne sammen og bad Capitain Peder

saa mindelig om at blive ved at være deres Chef og prøve dem blot

nogle Dage endnu.

»Saa maa I forpligte Jer til blindt at lystre og underkaste Jer

enhver Straf, jeg finder nødvendig,« sagde Colbjørnsen.

»Det har sin Rigtighed; vi maa holdes skrapt,« sagde Mændene og

nikkede til hverandre, som om det var en given Sag.

»Jeg dømmer Jer da Alle til i Aften at tømme et Kruus for min

Regning i »den forgyldte Nøgle«!« kommanderede Colbjørnsen og fik et

tordnende Hurra.

En determineret Næstkommanderende vilde følge med Folkene.

»Hør, Tomasen, Du bør ikke gaa til Mandskabet i Aften,« sagde

Colbjørnsen.

Men Sergeanten gik alligevel og fandt Anføreren fra Broen, Niels

Anker, siddende i en Lænestol, fuld og pralende.

»Gaa hjem, Fyldebøtte! Du sidder jo her og blamerer vort hele Corps,«

befalede Underofficeren.

Den gamle Ulk med de blodskudte og veirbidte Træk var bjørnestærk;

han sprang op, gjorde Tegn til Kammeraterne; de trængte sig sammen

mod Døren og fik Befalingsmanden skubbet udenfor uden at løfte en

Haand.

Næste Morgen maatte de igjen stille for Colbjørnsens Huus. Niels

Anker traadte frem med Haanden til Huen.

»Vi lystrede Ordre, saa godt vi kunde, Hr. Capitain, og slog en bedre

Basseralle. Sergeant Tomasen dèr vilde forlede os til Ulydighed mod

Chefens høie Ordre, derfor lod vi ham gaa udenfor.«

»Saa dømmer jeg Jer Alle til en ny Basseralle efter den første Seir,«

kommanderede Colbjørnsen. »Men Niels Anker skal i Dagsarrest.«

»Til Tjeneste!« svarede den Gamle og grinte.

Peder Colbjørnsen holdt strengt paa sit Corps' militaire Ære og

paa dets Uafhængighed af Fæstningscommandant Brun, som ved flere

Leiligheder havde lagt sin Misfornøielse for Dagen over, at Borgerne

ved at oprette dette Fricorps blandede sig i hans Rettigheder at

forsvare Staden. Det var kommen til flere beklagelige Sammenstød

mellem ham og Fricorpset, og Commandanten skal have udtalt disse

mindeværdige Ord, da hans Assistance blev søgt til i Forening med

Colbjørnsens Mænd at drage ud mod en fjendtlig Styrke i Byens Nærhed:

»Lad Borgerne passe deres Stad; _jeg_ forsvarer Fæstningen.«

Colbjørnsen sendte derfor ikke sit Corps' Straffefanger til det

militaire Fængsel, men som Soldater tillod han heller ikke, at de

indsattes i Byens Arrest. Da saaledes intet Fængselslokale var ved

Haanden, lod han Niels Anker sætte i et Brædeskuur uden Slaa i hans

egen Gaard og en Skildvagt for Hullet.

»Væk med Skildvagten!« brummede Niels. »Jeg skal nok passe paa mig

selv.«

Op ad Dagen kom nogle fine og fornemme Kjøbmandsdøtre for at faae

nogle af de meget omtalte brogede Karle at see. Colbjørnsen havde

ingen anden hjemme end Niels og gik ned med Damerne i Gaarden. De

saae sig forbauset omkring.

»Hei, Niels -- herfrem med Sig!« kommanderede Colbjørnsen.

Saa stak Niels sit skjæggede, uredte Hoved frem af Hullet og

stirrede livsalig paa de unge, smukke Damer.

»Hvorfor løber Du ikke din Vei?« spurgte Frøken Jonassen og rakte ham

et Pengestykke.

»Gud velsigne hendes kjønne Ansigt!« svarede Skjælmen. »Saa havde jeg

jo ikke faaet Dem at see.«

Det Pengestykke blev det bedst udgivne i den unge Dames Liv,

hvad Niels Anker senere fik Leilighed til at bevise. -- Ja vist,

undertiden kan Musen hjælpe Løven, det er afgjort.

Som sagt, et mærkeligt Forhold og Kammeratskab knyttede de fleste

af disse halvvilde Folk til Colbjørnsen i Liv og Død med en

selvopofrende Hengivenhed, der skulde søge sin Lige, ikke alene i

Krigsaarene, men for hele Livet. Hvornaar og hvorledes denne Pagt

blev sluttet, det Spørgsmaal faldt det Ingen ind at opkaste. Hvad

var det, der gjorde alle disse Anstrengelser, Savn og Lidelser saa

lette at bære, der gjorde mugne, steenhaarde Beskøiter og harsk

Flæsk til velsmagende Maaltider og daglange Marcher, efter hvilke

Skindet hang ved Støvlerne, til lystige Eventyr, der bragte disse

halvbevidste, men heelt følende Mænd til at gaa i Døden, freidige

og skjemtende, uden Rædsel, med en Følelse af løftende Alvor? Det

var ikke alene det interessant Spændende og rigt Afvexlende, som

farefulde Hændelser afgive, og som syntes at tiltale disse stærke,

friske Naturmennesker, nei, det var Hjemmets Aand, som atter her

besjælede Alle, Følelsen af, hvad Fædrelandet har Ret til at fordre

som Gjengjæld for, hvad det skjænker hver Enkelt: Alt, hvad der

giver Livet Værd, og som omslutter alt det, hvortil vort Hjerte er

knyttet. Det var denne Følelse, som gjorde Frederikshalds Borgere og

»de brogede Karle« til Brødre og Kammerater gjennem skiftende Aar,

og der blomstrede Velsignelse af det Fælleskab, det bar freidigt og

broderligt gjennem de store Sorger og lod senere finde Glæder og

Nydelser dèr, hvor vore Dages venneløse Mennesker kun see den stenede

Vei. Denne Broderfølelse gjorde Hjertet stort og Armen stærk og de

mægtige Bedrifter lette som den ligefremmeste Sag af Verden. Aanden

fra de store Minder laa over Staden, værnende og samlende; Splid og

Tvedragt, Mistillid og Tvivl gik op i de vidt lysende Luer fra Byens

lave Træhuse.

Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman · 第 10 / 18 段