gjør sin Pligt, ham hjælper ikke Alverdens Ord,« svarede han. »Om
Du kunde give dine Børn Sække af Sølv og ikke kunde skjænke dem et
ubesmittet Navn, og dit Fædreland, saa vare I dog Alle hjemløse
Stakler tilhobe. Jeg har ikke mere at sige Dig.«
Mølleren greb hans Haand og knugede den heftigt med et bestemt og
talende Blik.
»Tak!« sagde han og gik tilbage til sit Huus.
Da Svendsen Bakke igjen traadte hen i Spidsen for Hovedskaren, sagde
han til Fogden Smedt:
»Naar denne Krig er vel endt, beder jeg Eder at hjælpe Møller Aaby
til Rette for den Kværn, vi i Dag have lagt øde for ham.«
Oppe ved Korsveien stod Skipper Daniel og ventede de Frivillige. Han
var iført en viid Sømandspjækkert og rødt Halsklæde, og da Skaren
nærmede sig, svingede han sin Hue over Hovedet. Svendsen Bakke gik
forud for de Andre og traadte hen til Skipperen. Uden at give ham Tid
til at tale, sagde han:
»Jeg kjender dine Rævestreger; men din Broder Jørgen er en fuldgod
Mand; for hans og din Moders Skyld skaaner jeg Dig i Dag. Nu følger
Du rolig ved min Side; hvis ikke skyder jeg Dig ned og takker min Gud
for den gode Gjerning, han saaledes forundte mig at udøve.«
»Hvem har dog bagtalt mig saa formastelig, Morbror Bakke?« udbrød
Daniel fornærmet.
»Der kommer Fogden. Enten lystrer Du blindt og viger ikke fra min
Side, eller vi klynge Dig op som Landsforræder i det nærmeste Træ.«
»Men bedste Morbror!« udbrød Daniel klynkende; »her staaer jeg i Slud
og Mørke og Frost, med vaade Been til midt paa Maven, for at vare
Jer mod at drage øster paa, siden Svensken myldrer som Djævle og har
besat alle Pas op til Enningdalen. Der maa være en tyvebrændt Skurk,
som har røbet jeres Planer, og nu lønner I mig som en Hedning. --
Hei, Foged Smedt!« raabte han Fogden i Møde; »skynd Jer vester paa
det bedste, I aarker; Svensken er ude efter Jer strax øst herfor!«
»Gjentag dine Ord!« befalede Ole Svendsen.
»Svensken ligger 600 Mand stærk nogle Bøsseskud herfra østerpaa!«
brølede Daniel.
Fogden, Lieutenant Kraft og Klokkeren holdt en kort Raadslagning, og
de bleve enige om at følge den besværlige vestre Sti, der ad en Omvei
førte til Enningdalen.
Klokkeren lod Folkene drage forbi og blev alene tilbage med Daniel.
Da Skaren var forsvundet i Skoven, traadte han tæt ind mod Skipperen
og befalede: »Dine Vaaben!«
Daniel smilede spottende og trak sin Kniv halvt ud af Skeden.
»See, her er Tulifas. Naar den Kammerat spadserer ud af sit Huus,
plejer Folk at gjøre deres Testamente, og her har jeg en Kammerat til
Kniven.« -- Daniel slog Koften til Side og viste en Rytterpistol,
som stak i Bæltet. -- »Den er ikke ilde paa Afstand.«
»Usling!« sagde Klokkeren. »Dine Vaaben!«
Daniel spændte Pistolen.
»Du troer nok, Du staaer og skal til at klemte til Pintsefest her
midt paa bare Fjeldet, lille Bakke,« sagde han haanlig.
Aftenen var bleven tung og taaget, efterhaanden som Mørket skred
frem. Nede fra Møllen i Skovhulveien lyste det op til Korsstien, hvor
de to Mænd stode i Blæsten. En Hund gjøede nede i Dalen. Larmen af de
Bortdragendes Skridt tabte sig inde i Skoven.
Klokkeren forblev tavs, til den sidste Lyd var hendøet.
»Nu os To!« sagde han og spændte sin Pistol. »Skyder Du, vende vore
Folk tilbage, og Du er Dødsens. Betænk Dig; Du er i min Haand. Din
Sjæl mægter jeg ikke at redde; dit Liv vil jeg skaane for din Slægts
Skyld.«
»Og I vil ikke gjøre mig Fortræd med det, I har luret Jer til om
mig?« spurgte Daniel usikker.
»Hæderlige Folk pleie at stole paa mit Ord. -- Hurtig -- dine Vaaben!«
Daniel rakte dem modvillig fra sig.
»Hvad har I nu for med Jert eget næstkjødelige Søskendebarn?« spurgte
han klynkende.
»Du skal i Nat sove i Møllen dernede og kan drikke saa mange Kander
Mjød, Du lyster, for de Penge, den svenske Vagtmester nys gav Dig
for at forraade vor Plan.«
»Veed I nu ogsaa det?« udbrød Skipperen og spærrede Øinene op. »Det
var som Djævels!«
Bakke bød ham gaa foran ned ad Stien til Møllerens Huus.
»Jeg bringer Dig en Fange,« sagde Klokkeren og traadte ind i
Kjøkkenet, hvor Mand og Kone og Børn sade nedslaaede og lyttede til
Øxehuggene, der sønderslog deres nye Kværn. »Jeg stoler paa Dig, Hans
Aaby.«
Mølleren lukkede Døren op til Storstuen og skjød Daniel derind efter
først forsvarlig at have surret hans Been og Arme sammen.
»Dersom han slipper fri, røber han vort Togt til Fjenden,« sagde
Klokkeren. »Vort Liv er i din Haand.«
»Vel!« svarede Aaby med et straalende Blik. »Kværnstenen, I smed i
Elven, ligger ikke fastere derude end han derinde.«
Bakke saae hen til Kvinden, der sad nederst ved Bordet, omgivet af
en Flok Børn. Han gik hen, lagde sin Haand paa det yngstes Hoved og
sagde:
»Gud velsigne din Fjeldsti og lægge Sollys over Klipperne omkring
Dig!«
»Klokker,« sagde Aaby, »I er min Mand, I forstaaer en Faders Hjerte.«
»Du seer mig snart igjen,« sagde Bakke, idet han gik.
Han holdt sit Ord næste Dag i Døden.
Om denne Nat skriver Øienvidnet Jonas Rist følgende:
»Klokken omtrent imod fire om Morgenen den 8. April kom vi saa
nær, at vi kunde see Gaarden, hvor det svenske Hovedkvarteer var,
da Lieutenant Kraft stelte alle i Orden, som han syntes bedst,
Soldaterne først med Bajonetterne paa Flinterne, saasom det var
Cavalleri, vi skulde angribe; dernæst formanede han alle til Mod
og Tapperhed, hvilket Alle forsikrede ham om. Allermeest havde
Lieutenanten og de Andre med Klokkeren at bestille; thi han syntes,
at man aldrig kom saa fort, som han vilde, samt sagde disse Ord
derhos:
»At om han skulde gaae ti Mile, naar han havde saadant at forrette,
skulde han ikke blive træt eller kjed deraf.«
Saaledes opmuntrede Klokkeren Folkene den ganske Nat, saa og viste
dem Gjenstier, hvorigjennem de snart kunde komme frem.
Da dette nu var saaledes sat i Stand, gik hver Officeer til sine, og
havde vi ei gaaet 200 Skridt, før en svensk Skildvagt raabte tvende
Gange; men som han ei fik Svar og saae sig allevegne omringet, gav
han sig jammerlig og vilde sprunget til Hovedkvarteret, paa Gaarden
Kirkbøen, vor Ankomst dèr at give tilkjende. Som vore det fornam, saa
vare de alle lige snare til Fods med ham, og blev derfor ei givet
Varsel, førend den Vagt, som stod i Gaarden, skjød, og vi hilsede dem
Godmorgen med et 50 Skud paa de 24 Mand, som holdt Vagt udenfor,
saa de Fleste maatte sove hen. Men én af den samme Vagt havde krøbet
under Ladebroen og laa der i Skjul og skjød Klokkeren, Ole Svendsen
Bakke, gjennem Brystet, saa han døde; strax faldt og en Volonteur
af Capitain Colbjørnsens Compagnie, som var en fattig Kvindes Søn i
Tistedalen.
Da Klokkeren nu faldt ned af Skuddet, tog en af hans Sognefolk fat
paa ham og vilde reist ham op, men fik dette til Svar: »Lad mig ligge
i Jesu Navn -- Hils min Kone og umyndige Børn. Jeg er vel fornøiet;
gjører I Eders Bedste.«
Og i det døde han.
Da nu Bønderne fik den Svenske at see, som stjal Livet af disse
tvende Mænd, da gjorde de saadant Skrig og Anfald paa ham af
Forbitrelse, at han inden et Øieblik fik over ti Kugler i sig, og
vare snart færdig at rive ham i Stykker; siden holdt de stedse ved at
skyde, for nu vare Bønderne blevne vrede for deres Klokker, saa det
var umuligt at stille dem tilfreds.
Fangerne vare henimod 50 og Ritmester Lehmann. Døde af de Svenske
vare henimod 28, som laa paa Pladsen, da vi forlode dem, saasom
der laa 1500 svenske Bønder nedenfor, som ventedes did op efter.
Klokkeren og forommeldte Volonteur bleve begge førte nedover, hver
paa sin Hest.«
-- En halv Time senere standsede Toget. En stærk Drønen og Blistren
af Hestetrav lød inde fra Skoven og indjog Folkene den Tanke, at
de bleve forfulgte af svenske Ryttere. De satte sig derfor i
Forsvarsstilling og ventede.
Maanen var nu brudt igjennem og sendte sine klare Straaler lodret
over Skovveien. Ved en Omdreining kom en broget Skare til Syne.
En Flok opsadlede Heste uden Ryttere, men med fuld Oppakning af
Karabiner, Sabler, Kapper og Pistoler fore frem i stærkt Trav, ledede
af Soldater i hvide Kjoler. Det var Bjørnstads Folk.
Foran Toget fløi en graa Skimmel, der bar en ung Rytter. Hans
lyse Haar flagrede i Vinden; Huen var faldet af underveis. Han
fremskyndede Hesten med høie Jubelraab, da han saae de norske
Mænd; den foer i Fiirspring op foran Fronten. Ung Halvor saae sig
seiersstolt omkring.
»Morbror Bakke!« raabte han med høi Røst; »her er vi med kongeligt
Bytte: tre lyslevende Krigsfanger, sex og tredive Officeersheste og
Mundering til alle os Frivillige. -- Morbror Bakke, hvor er Du?«
Soldaterne droge sig stiltiende til Side og lode en Plads aaben hen
til Hesten, som bar Klokkerens Liig. Halvor red et Par Skridt fremad.
Maanens Lys faldt blaaligt og blændende over Ole Svendsens mørke,
karakteristiske Hoved med de i Døden stivnede Træk, hvis blege Farve
fremhævedes mod Hestens sorte Manke. Faklernes Skjær, der omgav de to
Døde, fremhævede det sørgelige Billede.
»Morbror Bakke!« lød det som et Klageskrig fra Halvor. Han sprang
ned paa Jorden og ilede hen til den Døde.
»Morbror!« gentog han blødt og hviskende; en Verden af ung
Hengivenhed lød i hans trøstesløse Klage. Han lænede sit Hoved mod
Klokkerens; en dyb Fortvivlelse banede sig Vei i et Skrig: »Morbror
død! -- De Hunde, de Slyngler -- dræbt ham!«
»Fremad!« kommanderede Lieutenant Kraft.
Toget satte sig atter i Bevægelse. Halvor greb Klokkerens Hest i
Bidselet og førte den tavs videre. Hans Kinder vare blege, hans
Øine brændte, medens han forsigtig ledte Hesten henad Veien gjennem
Vandhuller og Iis, som om han frygtede, at dens ublide Bevægelse
kunde skade den Døde. Det lyse Hoved paa de unge Skuldre, hans faste,
spændstige Gang og det sørgmodige Blik mindede om en fangen, nordisk
Viking, lænket foran en hjemvendende Seiersvinders Triumftog. Kun een
Gang kastede han et sky Blik tilbage paa Liget. Hans Bryst var fyldt
af andre levende Syner, der stege frem rundt om ham af Morgenens
Rimtaager; for ham havde Morbroderens kraftfulde Livsbillede intet
tilfælles med Død og Tilintetgjørelse.
See, det var derovre bag Fjeldskrænten, at Morbroderen, Jørgen og
han for nogle Dage siden havde haft den kostelige Spas med en Trop
fjendtlige Ryttere, som sprængte frem mod deres Baghold.
»Blæs, lille Halvor, og lad dem fornemme, at vi er her,« havde Bakke
sagt. Og Halvor var sprungen frem paa Pynten med Hornet for Munden
og blæste til Angreb, saa Rytterne gjorde omkring og vare som blæste
af Veien med det samme. -- Det voxende Dagslys lagde et rosenrødt
Skjær over Klippens Top, mens Toget drog forbi.
Og Dagslyset steg frem, Nattens sidste Ulvehyl døde hen i Skoven,
Morgentaagen bølgede bort mellem Granerne, det blaalige Dække gled
til Side over Egnen, den blaa Himmel, de hvide Skyer, alt hilste
det vaagnende Liv velkommen. De enkelte Veifarendes glade Tilraab
forstummede og bleve til Klager, da de fik Øie paa deres Klokkers
afsjælede Legeme.
Halvor gik fremad uden at see eller høre. Dernede bag Fjeldet
tilvenstre havde det blusset lystigt forgangen Nat -- hu hei! --
Fjendens Korn- og Høforraad, som de om Dagen havde tvunget Bønderne
til at kjøre sammen, gik op i Luer, og Bakke stod midt i Røgen og
antændte den sidste Rustvogn, mens Skuddene knaldede, og Trommen
kaldte til Vaaben.
Og forrige Nat! Var Morbroderens Liv kun reddet, da de vare ude
som Bissekræmmere, for ynkelig at omkomme her? En vild, ubændig
Hulken brød frem fra Halvors Bryst. -- Og saa derhenne i Id Kirke,
Psalmen, Klokkerens dybe, bløde Stemme havde sunget som et Farvel til
Jorden, og det sidste Vers, der lød til ham alene med Morbroderens
alvorsfulde Blik dybt i hans:
»O, hjælp os, Gud Fader, o, hjælp os, Gud Søn,
saa glade vort Løb vi fuldende;
Gud Helligaand, himmelske Trøster i Løn,
lad Kjærlighedsluerne brænde,
at vi kan med Lyst
og Mod udi Bryst,
saa kæmpe, at Kronen vi vinde.«
Nu havde Klokkeren vundet.
Efterhaanden, som Toget nærmede sig Frederikshald, sluttede flere
og flere sig dertil. Da det naaede Riishaven udenfor Staden, fulgte
flere hundrede af Egnens Folk. Der var ingen Glæde over Seiren; nu
saaes, hvor æret og elsket Ole Svendsen havde været; stærke Mænd
sørgede, Kvinderne klagede som over en nær og afholdt Slægtning.
Peder Colbjørnsen stod ved Indgangen til Riishaven og modtog Toget.
Han traadte hen til Liget, alvorsfuld og tavs og saae sørgmodigt
ind i Ole Bakkes halvaabne Øine, der syntes at besvare hans Blik.
Saa greb Colbjørnsen Corpsets Fane og sænkede den over den Døde.
Morgensolen gjød sit Lys som en Glorie over Baaren; Mængdens Hjerte
strømmede over; det lød som et Folks Hulken over Pladsen.
Den tredie Paaskedags Morgen hørtes den dæmpede Lyd af floromvundne
Trommer over Idsletten. Efter Trommeslagerne fulgte Sørgemusiken, saa
kom Colbjørnsens frivillige Corps i fuldt Gevær. Peder Colbjørnsen
gik nærmest Kisten med dragen Kaarde; efter ham fulgte den Dødes
nærmeste Slægt og Venner.
Saaledes gik Ole Bakkes Hustrus Drøm i Opfyldelse. Mandens Liig blev
baaret forbi deres Hjem; Vinduerne vare tilhyllede, Døren lukket.
Da Følget kom ind i Kirken, blev der sat Vagt ud overalt, de yderste
til Hest, samt ti Mand paa Kirkegaarden og to foran Indgangsdøren,
fordi den svenske Grændse var nær og Idfjord tilfrossen. Hver Mand
tog sin Flint med i Kirken, medens Kapellanen, Hr. Stabel, holdt
Ligprædiken og beviste, hvor vel den døer, som døer for sit Fædreland.
Der var stille i den gamle Kirke. I det Øieblik, Ligbærerne nærmede
sig for at løfte Kisten, traadte en sørgeklædt Kvinde hen for
Hovedenden. Et ligblegt Ansigt kom til Syne indenfor det sorte
Uldklæde. Hun stirrede paa Laaget, som om hendes Blik saae tværs
igjennem Træet, løftede saa begge Arme mod Himlen og udbrød med en
Stemme, der skjælvede og bævede, men forstodes af Alle:
»Det høre Du, dyrebare Huusbond i din Himmel: havde jeg ti Sønner,
skulde jeg gladelig see dem drage ud og falde for vort Fædreland, som
Du gav dit Blod!« De andre greb den segnende Kvinde i deres Arme, da
Kisten sænkedes ude i Graven, og to Geværsalver løde hen derover i
den stille Paaskemorgen.
En af Norges gode Sønner var stedet til Hvile. Mindet om Ole Svendsen
Bakke lever endnu; om ham siges i Folkemunde:
I Landet var han født,
i Kirken var han Degn,
i Marken General
for Folket af sin Egn.
De have reist Klokkeren fra Id en Steenstøtte i hans Sogn. Paa
Norges Historiebrædt ridsede han selv med sit Blod en trofast Søns
Kjærlighedstilstaaelse:
S. M.
COLBJØRNSENS »BROGEDE KARLE«.
De krigerske Begivenheder i de følgende Maaneder efter Klokkeren
fra Ids Død udmærkede sig kun ved større eller mindre Skjærmydsler
mellem Frederikshalds Borgere og de Svenske. Kong Carl var draget
med Hovedstyrken af sin Armee mod Christiania i det Haab at indtage
Norges Hovedstad. Den 29. April maatte han imidlertid med uforrettet
Sag skyndsomst drage sine Tropper tilbage, da Aggershuus Fæstning
skjød Victoria for Wismars Indtagelse, og Kong Carl antog, at den
heftige Kanontorden, der ledsagedes af 3000 Mands Musketild, var et
Signal for de norske samtlige Tropper at angribe hans Armee fra alle
Kanter; saavel Officerer som Menige spaaede hverandre, at ingen af
dem vilde komme levende ud af Norge igjen. Næste Morgen fandtes ikke
en Svensk i Christiania By, der var udplyndret og ilde medtaget.
I Mai Maaned samme Aar vendte de svenske Tropper tilbage over
Grændsen, og i Juni og Juli lod Kong Carl Frederikshald indeslutte og
beleire.
I denne Trængselstid udfoldede de to Brødre Colbjørnsen og deres
Frikorps stor Virksomhed; i flere Miles Omkreds udenfor Staden
indbragte de Underretning om Fjendens Krigsplaner, brændte hans
Fourage- og Proviantbeholdninger, opsnappede hans Budskaber og
foruroligede hans Nattekvarterer. Overalt i Skovene, paa Bjergstier,
ja midt i selve Fjendens Leir fandtes faldne Svenske, skudte eller
dræbte ved Sabelhug; Colbjørnsen og hans »brogede Karle«, som Fjenden
spottende benævnte hans Mænd paa Grund af deres uensartede Klæder,
havde atter været paa Spil og bleve det stadige Samtaleemne omkring
Svenskens Varmebaal. Naar Fjenden udstillede sine Forposter, lød den
stadige Formaning: »Hold Øine og Øren oppe; de brogede Karle er i
Nærheden.«
Rygtet fortalte, at naar Kong Carls Mænd fik fat i nogle af de
Frivillige, bleve de klyngede op i det nærmeste Træ, hvis ikke
Vreden over lidte Tab og Hadet først lod Fangerne gjennemgaa større
Mishandlinger. Saaledes fandtes Søfrin Hagens Liig hængende i et
Lindetræ udenfor et Saugskjæreri ved Tisteelven. Hans Overkrop var
blottet, og hans Legeme bar blodunderløbne Strimer over Ryg og
Lænder, som om han havde løbet Spidsrod mellem Soldaterne inden
Executionen. De Frivillige svore at tage blodig Hævn og holdt Ord:
den følgende Nat hang tre svenske Soldater i samme Lind; de havde
trekantet Hat og Rytterstøvler med store Sporer paa Benene; iøvrigt
vare de lige saa nøgne, som da de saae Dagens Lys af Moders Liv.
Der faldt mange Skud de mørke, sludfulde Nætter rundt i Skovene, og
mangt et Blodspor førte næste Morgen til en fældet Fjende, der havde
slæbt sig et Stykke længere hen, for at dø som et vildt Dyr, bag en
Klippe, under en Busk.
»Colbjørnsens Blodhunde!« raabte de svenske Krigsmænd i mægtigt
Raseri. »Steile og Hjul skal de klæde, naar vi om nogle Dage have
indtaget Frederikshald.«
»Det gaaer saa let, som om vi havde den Snerpe i en Sæk!« raabte
Trompeter Månsson. »Jeg digter paa en ny Slagsang til Jer, Manne; men
den synger vi først derinde i Staden med en Jomfrulil paa Skjødet.«
Enhver Vei eller brugelig Marchroute mellem Kong Carls Armee og
Frederikshald var besat af Colbjørnsen med mindre Poster, og ingen
Sinde forsømte de halvvilde Tistedøler og Bjergbønder deres Pligt,
saa at Byen, sikret betimelig Underretning, trygt kunde afvente
Begivenhedernes Gang. Man vilde i vore Dage ansee det for umuligt,
at Mennesker kunde udholde, hvad disse tapre Folk maatte gjennemgaa
Dag og Nat, naar de snart gjorde Marcher paa ti til tolv Miil i de
af Fjenden besatte Egne, snart stode som Kosakpost paa Bjergkamme
i Slud og Blæst, og hvor man i de faa Timer, som kunde stjæles til
Søvnen, laa paa den nøgne Jord, saa at man takkede Gud for lidt Læ
bag en Klippekant; eller milevidt bleve forfulgte og kun ved snilde
og dumdristige Foretagender frelste sig fra Forfølgerne.
Saaledes skjød Jørgen Halvorsen som ensom Forpost midt ind i en
fjendtlig Trop i Nærheden af Femvandet, derefter strøg han ned
til Bødkeren ved Bakkens Fod, tog Mesters Skjødskind, fyrede op i
Skorstenen og høvlede nok saa fredelig paa Pibestaver, da Fjenden
undersøgte Hytten.
Dydsmønstre vare disse vilde og trodsige Karle egentlig ikke; men de
erstattede ved personlig Hengivenhed og Hundetroskab mod Colbjørnsen,
hvad de manglede i Blidhed og Føielighed.
Der var heller Ingen, der forstod at tage Folkene med sig som Peder
Colbjørnsen. Da en Deel af hans Mandskab nylig gjorde Optøier ved en
Bro og stoppede Færdselen, for at tvinge enhver Veifarende til at
betale Skat, lod Colbjørnsen de brogede Karle stille udenfor sin Dør,
befalede dem at nedlægge Vaabnene og gaa hver til sit.
»Jeg kan ikke bære Ansvaret for saadanne Vildbasser som Jer,« sagde
han.
De skjæggede Bjergfolk krøbe angergivne sammen og bad Capitain Peder
saa mindelig om at blive ved at være deres Chef og prøve dem blot
nogle Dage endnu.
»Saa maa I forpligte Jer til blindt at lystre og underkaste Jer
enhver Straf, jeg finder nødvendig,« sagde Colbjørnsen.
»Det har sin Rigtighed; vi maa holdes skrapt,« sagde Mændene og
nikkede til hverandre, som om det var en given Sag.
»Jeg dømmer Jer da Alle til i Aften at tømme et Kruus for min
Regning i »den forgyldte Nøgle«!« kommanderede Colbjørnsen og fik et
tordnende Hurra.
En determineret Næstkommanderende vilde følge med Folkene.
»Hør, Tomasen, Du bør ikke gaa til Mandskabet i Aften,« sagde
Colbjørnsen.
Men Sergeanten gik alligevel og fandt Anføreren fra Broen, Niels
Anker, siddende i en Lænestol, fuld og pralende.
»Gaa hjem, Fyldebøtte! Du sidder jo her og blamerer vort hele Corps,«
befalede Underofficeren.
Den gamle Ulk med de blodskudte og veirbidte Træk var bjørnestærk;
han sprang op, gjorde Tegn til Kammeraterne; de trængte sig sammen
mod Døren og fik Befalingsmanden skubbet udenfor uden at løfte en
Haand.
Næste Morgen maatte de igjen stille for Colbjørnsens Huus. Niels
Anker traadte frem med Haanden til Huen.
»Vi lystrede Ordre, saa godt vi kunde, Hr. Capitain, og slog en bedre
Basseralle. Sergeant Tomasen dèr vilde forlede os til Ulydighed mod
Chefens høie Ordre, derfor lod vi ham gaa udenfor.«
»Saa dømmer jeg Jer Alle til en ny Basseralle efter den første Seir,«
kommanderede Colbjørnsen. »Men Niels Anker skal i Dagsarrest.«
»Til Tjeneste!« svarede den Gamle og grinte.
Peder Colbjørnsen holdt strengt paa sit Corps' militaire Ære og
paa dets Uafhængighed af Fæstningscommandant Brun, som ved flere
Leiligheder havde lagt sin Misfornøielse for Dagen over, at Borgerne
ved at oprette dette Fricorps blandede sig i hans Rettigheder at
forsvare Staden. Det var kommen til flere beklagelige Sammenstød
mellem ham og Fricorpset, og Commandanten skal have udtalt disse
mindeværdige Ord, da hans Assistance blev søgt til i Forening med
Colbjørnsens Mænd at drage ud mod en fjendtlig Styrke i Byens Nærhed:
»Lad Borgerne passe deres Stad; _jeg_ forsvarer Fæstningen.«
Colbjørnsen sendte derfor ikke sit Corps' Straffefanger til det
militaire Fængsel, men som Soldater tillod han heller ikke, at de
indsattes i Byens Arrest. Da saaledes intet Fængselslokale var ved
Haanden, lod han Niels Anker sætte i et Brædeskuur uden Slaa i hans
egen Gaard og en Skildvagt for Hullet.
»Væk med Skildvagten!« brummede Niels. »Jeg skal nok passe paa mig
selv.«
Op ad Dagen kom nogle fine og fornemme Kjøbmandsdøtre for at faae
nogle af de meget omtalte brogede Karle at see. Colbjørnsen havde
ingen anden hjemme end Niels og gik ned med Damerne i Gaarden. De
saae sig forbauset omkring.
»Hei, Niels -- herfrem med Sig!« kommanderede Colbjørnsen.
Saa stak Niels sit skjæggede, uredte Hoved frem af Hullet og
stirrede livsalig paa de unge, smukke Damer.
»Hvorfor løber Du ikke din Vei?« spurgte Frøken Jonassen og rakte ham
et Pengestykke.
»Gud velsigne hendes kjønne Ansigt!« svarede Skjælmen. »Saa havde jeg
jo ikke faaet Dem at see.«
Det Pengestykke blev det bedst udgivne i den unge Dames Liv,
hvad Niels Anker senere fik Leilighed til at bevise. -- Ja vist,
undertiden kan Musen hjælpe Løven, det er afgjort.
Som sagt, et mærkeligt Forhold og Kammeratskab knyttede de fleste
af disse halvvilde Folk til Colbjørnsen i Liv og Død med en
selvopofrende Hengivenhed, der skulde søge sin Lige, ikke alene i
Krigsaarene, men for hele Livet. Hvornaar og hvorledes denne Pagt
blev sluttet, det Spørgsmaal faldt det Ingen ind at opkaste. Hvad
var det, der gjorde alle disse Anstrengelser, Savn og Lidelser saa
lette at bære, der gjorde mugne, steenhaarde Beskøiter og harsk
Flæsk til velsmagende Maaltider og daglange Marcher, efter hvilke
Skindet hang ved Støvlerne, til lystige Eventyr, der bragte disse
halvbevidste, men heelt følende Mænd til at gaa i Døden, freidige
og skjemtende, uden Rædsel, med en Følelse af løftende Alvor? Det
var ikke alene det interessant Spændende og rigt Afvexlende, som
farefulde Hændelser afgive, og som syntes at tiltale disse stærke,
friske Naturmennesker, nei, det var Hjemmets Aand, som atter her
besjælede Alle, Følelsen af, hvad Fædrelandet har Ret til at fordre
som Gjengjæld for, hvad det skjænker hver Enkelt: Alt, hvad der
giver Livet Værd, og som omslutter alt det, hvortil vort Hjerte er
knyttet. Det var denne Følelse, som gjorde Frederikshalds Borgere og
»de brogede Karle« til Brødre og Kammerater gjennem skiftende Aar,
og der blomstrede Velsignelse af det Fælleskab, det bar freidigt og
broderligt gjennem de store Sorger og lod senere finde Glæder og
Nydelser dèr, hvor vore Dages venneløse Mennesker kun see den stenede
Vei. Denne Broderfølelse gjorde Hjertet stort og Armen stærk og de
mægtige Bedrifter lette som den ligefremmeste Sag af Verden. Aanden
fra de store Minder laa over Staden, værnende og samlende; Splid og
Tvedragt, Mistillid og Tvivl gik op i de vidt lysende Luer fra Byens
lave Træhuse.