Kirkemuren, før de traadte ind i Guds Huus. Under Armen medbragte
de Fleste udskaarne Tiner (Trææsker), i hvilke de opbevarede
Levnetsmidler, der som oftest efter endt Kirkegang nødes udenfor
mellem Gravene.
Dette Samlingssted frembød i Dag et eiendommeligt Syn. Kvinderne, der
sædvanlig fyldte Kirken, stode i Kreds udenfor Gravstederne; vilde,
bredskuldrede Skikkelser med busket Skjæg og lodden Haarvæxt fyldte
Kirkestolene. En stram Lugt som fra et Bjørnehi slog den Indtrædende
i Møde.
Klokkeren fra Id var til almindelig Forundring ikke i Dag oppe
ved Alteret. Søn- og Helligdage vare hans Festdage. Længe før
Gudstjenesten skulde begynde, gik han frem og tilbage i Kirken og
syslede med de smaa Ting, som maaskee intet menneskeligt Øie lagde
Mærke til, men som for Klokkeren var af dyb og stor Betydning. Dèr
laa lidt Halm, som Vinden havde feiet ind over Steengulvet, hist
var lidt Støv paa en Bedepult, -- skinnede ogsaa Alterstagerne
som Sølv? At vaage over disse smaa Ting var for ham ikke alene
vigtige Embedspligter, men en hellig Kjærlighedsgjerning, og naar
Kirkegjængerne kom, mødte de altid Klokkerens alvorsfulde, milde
Blik, der ligesom hilste dem Velkommen til Huse, medens han førte
Enhver til hans Stol. Ogsaa stod Klokkerens Hjem og Bord hver Søndag
gjæstfrit aabent for dem, der kom langveis fra.
»See, der ligger vor Klokker paa Knæ omme bag Døbefonden og tigger
Vorherre om Fred,« brummede en sværlemmet Bonde med blodskudte Øine.
»Ja, hvis Bønner kunde hjælpe her, saa var han Manden til at frelse
Landet.«
Ingen skulde i den bøiede Mandsskikkelse, der laa knælende i dyb
Andagt paa Steengulvet med Ansigtet skjult i Hænderne, medens han
opsendte brændende Bønner foran Alteret, ane den frygtløse Kriger og
Fædrelandshelt. I sin Kirke var han i Dag den Ydmygste for Gud, i
Kampen næste Dag den modigste. Fra Bønnen stod han op for at styrte
sig i Kampen; hans Kjærlighed til Land og Hjem var en Deel af hans
Religion.
Henne fra Kirkestolen bag den store Muurpille hvilede Hustruens Blik
paa den knælende Mand med stor Hengivenhed og usigelig Bedrøvelse.
Hvad hun saae, fyldte hende med Uro og trøstesløs Længsel; en
stærkere Magt end Kjærlighed til hende og Børn drev nu Huusbonden fra
hendes Side. I hendes Bryst lød blot en Tone, blød og vibrerende;
Livet, Lykken, hans Følelse paakaldte denne ene Tone tusinde Gange
stærkere nu i Skilsmissens Time, end da hun gik sorgløs derhjemme i
de lyse Dage.
Javist, man kan gaa ved hinandens Side og dog være skilt ved Bjerge
og Dale, og Hav og Land kan være os imellem, og vi gaa alligevel Side
om Side.
Kirkedøren blev pludselig revet op; en Fylde af Lys og Blæst strøg
ind over de Forsamlede.
Bjørnstad blev synlig i Døraabningen mørk og bred, ved hans
Side Halvor, rank som et Granspir, rødmusset, kjæk og svulmende
af foregaaende Dages Bedrifter. Efter Bjørnstad fulgte hans
Skovhugstmænd, seks sværlemmede Karle, alle med kortskaftede,
bredbladede, blankslebne Øxer i Bæltet, iført Faareskindskofter og
laadne Huer.
Bjørnstad gik op ad Kirkegulvet uden at see til nogen af Siderne
eller tilsyneladende at bemærke, at Mændene i Kirkestolene rykkede
nærmere og spærrende mod Stoldørene. Et Sted strakte en Arm sig ud
og skjød med et Smæld Slaaen for en Dør, en bred Ryg lænede sig
afvisende mod en anden, medens Bjørnstad rolig og værdig gik op mod
Alteret og blev staaende nogle Skridt foran den øverste Stol lige
overfor Prædikestolen.
Saa begyndte Kirkeklokken at lyde over de Forsamledes Hoveder,
langsomt og høitideligt. Ekkoet svarede ude fra Skoven. Klokkeren fra
Id svang sin kjære Malmknebel, høiere og høiere steg Klangen; det
var, som om en Forudanelse om nær forestaaende Dødsstilhed laante ham
dybere og mere levende Toner.
Kapellanen, velærværdige Hr. Niels Stabel, besteg Prædikestolen.
Han talte over Texten: »Hvo, som ihjelslaaer, skal og ved Sværd
omkomme.« Kapellanen fandt dog i Dag en ny og til Leiligheden
passende Fortolkning af Skriftstedet: snart vilde Fjenden ved Sværdet
omkomme og derude ligge og sove under Græstørven; thi han havde ikke
her, men andet Steds hjemme, og skulde nogen af vore egne gaa heden i
den tilstundende Kamp, da kunde det skee i fuld Fortrøstning om, at
deres Sag var Guds og Kirkens og Hjemmets Sag.
Det matte Vinterlys faldt gjennem den lille Rude ved Alteret skraa
henover Klokkerens Hoved. Hans Blik lyste og straalede, hans i
Bønnen sammensunkne Skikkelse rettede sig; han lyttede foroverbøiet,
opmærksomt. Klokkeren fra Id var i Dag til sin sidste Gudstjeneste i
den hjemlige Kirke.
Da Prædikenen var endt, hævede han sin Stemme og sang for, Salmen
»Saa vil vi nu sige hverandre Farvel
Og ønske: Guds Fred over Eder,«
først sunget af en eenlig Stemme; lidt efter faldt et dybt og rustent
Mandskor ind, forstærket af høie, klagende Kvindestemmer udenfor
mellem Gravene. Men inde i Kirken svang pludselig en ung og reen
Tenor sig høit over alle andre Stemmer; Halvor stod foran Alteret
med Ryggen til Menigheden, saae sin Morbroder fra Id ind i Øinene
og sang, som kun Troen og Følelsen synger i Taksigelsens løftede
Øieblik. I dette Nu foregik noget usædvanligt mellem disse To; den
Unge gav sin Sjæl hen i Sollys, Jubel og Tak, den ældre modtog
denne Kjærlighedshilsen med et kort Nik; saa smeltede deres Stemmer
harmonisk sammen. Mandskoret omkring dem forstummede som for at lytte
til; det sidste Vers sang de to Mænd oppe ved Alteret alene. Halvors
Øine stode fulde af Taarer; Klokkeren saae opad, medens han lukkede
Salmebogen, foldede Hænderne og sagde: »Amen -- i Jesu Navn, Amen!«
Det blev deres Afskedshilsen.
Dermed var Ole Svendsens Gudstjeneste forbi. Alterlysene skinnede
ikke mere for ham.
Fjeldvinden strøg kold og skarp ned over Kirkegaarden, da Menigheden
atter begav sig ud i det Frie. Kvinderne blandede sig mellem Mændene,
enhver søgte sin Hjemstavn og havde noget at sige, noget, som det
ikke faldt nogen ind at sige derhjemme, men som her maatte siges.
Og det viste sig her, som det oftest viser sig i Trængselens Dage:
Folkets Sjæl er et Lys, der brænder opad. Stormen fløj lutrende og
befrugtende over Jorden.
Efter Prædikenen var Altergang, og de Fleste deeltoge deri, ogsaa
Halvor og Bjørnstads Mænd; det var ham selv formeent som Fredløs at
gaae til Herrens Bord. Mari holdt sin Huusbonds Haand fast, som om
hun ikke vilde slippe den, og hun slap den heller ikke. Klokkerens
Hustru stod nu fattet og indesluttet ved deres Side og saae ud over
Sletten.
En Mængde Mennesker nærmede sig fra Frederikshald. Det var
Stadskapitain Peder Colbjørnsen og hans Frivillige tilligemed
Lieutenant Even Kraft med 40 vesterlandske Soldater af
Fæstningskorpset. Et Hornsignal meldte deres Komme. Altergjængerne
strømmede ud af Kirken og stillede sig op i to Rækker for at modtage
de Kommende. Colbjørnsen gik hilsende forrest og standsede foran
Klokkeren fra Id, som stod i Kirkedøren. Peder Colbjørnsen var iført
Uniform, trekantet Hat, Sabel ved Siden og to Pistoler i Bæltet;
Klokkeren bar sort Vadmelsdragt uden Plet med blændende hvidt
Kalvekryds. Soldaterne stode med Geværet ved Foden.
»I Gaar har Du atter været ude at lege med Fjenden, Du, Kirkesanger;
de synge om Dig nede i Gaderne. Jeg er stolt over Dig, Ole Svendsen
Bakke,« sagde Colbjørnsen med høi Røst og lagde sin Haand paa
Klokkerens Skulder. »I denne ulystige Tid ere Mænd som Du de klare
Morgenstjerner, vi Andre see efter. Vor Krig er ikke den store Krig,
hvor Hærmasser mødes; vor Krig er Hjemmets og Selvforsvarets. Hver
Mand som _Du_ er en Fæstning, og vor Frelse beroer paa hver enkelt
Mand. -- Gud har velsignet Dig; vi Andre takke Dig.«
Klokkerens Øine lyste med en fugtig Glands. Det var ret en livsalig
Høitidsdag, en af dem, Livet ikke bringer mange og ikke bør bringe
mange af. Klokkerens Haand gav Høvidsmandens endnu et sidste dvælende
Tryk, og da deres Hænder skiltes, vare deres Blikke endnu sammen.
Colbjørnsen vedblev henvendt til Mængden: »Vort Maal i Dag er at
befri Enningdalbroen, som er besat af to fjendtlige Compagnier til
Fods og et til Hest og at bringe deres Heste i Bytte til Staden.
Det vil være en herlig Fangst for vore uberedne Folk, hvormed vi
kunne gjøre Fjenden stor Skade. Til dette Værk at fuldføre har jeg
tilkjendegivet Ole Svendsen Bakke at samle hundrede Mand i Vaaben her
paa Id.«
»Alt er i Orden, Hr. Stadskapitain,« meldte Klokkeren. »Hundrede Mand
i Vaaben vente her for at slutte sig til Jer.«
»Jeg modtager dem i Norges Navn,« sagde Colbjørnsen og vendte sig mod
Forsamlingen.
Skjæggede Kraftmænd stode i Muur. Der var ingen Smil, kun alvorlige
Øine med Vilddyrblik, mens Mændene tause bøde sig til Kamp mod
Fjenden: Bryst mod Bryst, Geværsalver bag Hegnene eller Skud fra
Klippeblokke, hvad det nu kunde blive til.
»Vær hilset, I gode Mænd og Brødre!« sagde Colbjørnsen med en
hjertelig Haandbevægelse.
En kort, men velvillig Brummen lød fra de Forsamlede.
Bjørnstad stod henne hos sine Mænd, støttet til Bøssen, og betragtede
dette Møde med et overlegent, spottende Smil. Colbjørnsen vidste hele
Tiden, at Bjørnstad stod der. Han vendte sig pludselig mod ham og
sagde:
»Hvad ønsker Du, lovløse Mand?«
»Intet, og I opnaa ingenting med al Jert Mod,« svarede Bjørnstad. »Du
vil jo nu ud at knuse vor Fjende; men hvor er han, Colbjørnsen? Er
det ham derude, eller ham herinde? Ham derude kan vi jage bort; han
herinde maa ryddes ud.«
Colbjørnsen betragtede ham med et strengt Blik.
»Her er ikke Tid eller Sted at strides om Sligt, mens Fjenden staaer
for vor Dør.«
»Hvor to eller tre Nordmænd ere til Stede, bør ogsaa norsk Tale have
Ret til at lyde -- dèr er min Kirke!« svarede Bjørnstad og strakte
Haanden ud. »Jeg siger, at Fjenden er ogsaa indenfor. Stæng for Jer,
I gode Haldensere, luk jeres Havn, værn Jer med al den Manddom, I
eier, Fjenden, I værger Jer for, sidder til Høibords i jeres Hjem;
Fremmedherredømmet er den Kræftskade, som fortærer vor Lever; Krigen
mod Svensken er en lille Fare. Hellere Voldsherren Kong Carl derude
i Øst, end nogen anden, han er da idetmindste et Mandfolk.«
Et Vredesskrig hilste disse Ord.
»Bjørnstad er udenfor Loven -- bort med ham!« raabte flere Stemmer.
»Jeg er ikke dømt efter vor norske Lov og er derfor skeet Uret,«
sagde Bjørnstad. »Jeg staaer over jeres Lov dernede i Halden, hvor I
kun dømme efter dansk Lovbog.«
»Du fører store og stærke Ord,« sagde Colbjørnsen med rynket Pande.
»Ikke større eller stærkere end jeg selv er,« svarede Bjørnstad og
rettede sig, som om han løftede et Fjeld med det samme. »Jeg giver
mit Liv i Pant for mine Ord, og mine Gjerninger svare til Ordene.«
»Javist, Du gaaer til Grunde, det kjende vi Alle til.«
»Lige meget -- Lys, Ret og Frihed over Landet!« -- Bjørnstad vendte
sig pludselig mod Forsamlingen og strakte Haanden ud mod den. --
»Hører nu Alle mine Ord; enhver, som her er til Stede, kan tage dem
til sig. Gud hører, at det er Sandhed, og hans Aand maa vist være til
Stede her et eller andet Sted over os Alle. -- Vi have Trællesind
her i Landet, skal jeg sige Jer; hvor det er til Huse, er der Hænder
nok til at svinge Hundepisken, og I fortjene ikke bedre Lod end at
fugtles af den, saalænge I taale Fremmedherredømme.«
Noget, der lignede et Ryk, foer gjennem Forsamlingen, et Brøl som
Rovdyrs lød henover Pladsen, knyttede og truende Hænder straktes op
over Mængden.
Bjørnstad blev rolig staaende. Halvor, som holdt sig bagved Faderen,
kastede med et lille Nik freidige Blikke over Bønderne, som om han
vilde sige: »Der fik I det, I kan have godt af længe!«
»Bjørnstad tager for stort Maal af sig selv og spiller altid op paa
Storfiolen,« sagde Eilif Bonde.
Den rige Selveier fra Espegaarden traadte tæt hen for Bjørnstad med
et haanligt Smil.
»I Dag er Du nok ogsaa ude mod vor lovlige Regjering og Lands Ret,
lille Bjørnstad,« sagde han og vuggede Overkroppen paa sine skrævende
Been. »Men nu skal jeg, Espevoldsmanden, sige Dig et Ord, saa godt
som ti af dine: Naar vi nu ere færdige med Svensken, saa skal vi
til at ryge Dig ud, og det skal regnes os for hæderlig Gjerning at
forrette, for Du er en fredløs Mand, der ikke kan værge din egen Tue.«
Bjørnstad syntes ikke at høre, hvad der blev sagt. Hans Skikkelse
tegnede sig skarpt mod Baggrundens graa Taagehimmel, bred og mægtig,
Vinden bevægede hans buskede, graasprængte Haar, medens hans Blik
saae vidt ud over de Forsamlede; en Foregangsmand, en Sandsiger
maatte see ud som han. Han tilhørte maaskee kommende Tider, maaskee
var han en af disse store Aander, der fødes for tidligt, gaa forud
for Skarerne og lide Martyrernes Skjæbne.
Lige overfor ham stod Colbjørnsen, den pligtopfyldende, regjeringstro
Samfundsborger, en Grundpille for det Bestaaende, et forædlet
Udslag af Forfædrenes Overlevering. Hans Øine hvilede ufravendt og
tankefulde paa Bjørnstad, medens denne talte. Hvad tænkte han?
Ole Svendsen saaes ved Colbjørnsens Side; ogsaa hans Blik hvilede
sorgfuldt paa Svogerens furede Ansigt. -- Her stod nu disse tre
fædrelandssindede Mænd, saa ulige i Sind og Anskuelser, der hver især
søgte at tjene sit Land med saa vidt forskjellige Midler. Klokkerens
dybe Tro paa Bønnens Magt gjød Fred i hans Sjæl og Kraft i hans Arm;
han fandt alene Lykkens Tilfredsstillelse i at give sig hen for
Hjemmets Sag uden at overveie; han forstod ikke Svogerens fordrende
Retsfølelse eller den Udsæd, han søgte at kaste i Fremtidens Skjød.
Han rystede sørgmodigt paa Hovedet og hviskede frem for sig:
»Nu briste de sidste Baand! -- Stakkels Mari -- de knyttes vist
aldrig mere sammen.«
Hvem af disse Fædrelandsvenner havde Ret? De to, der støttede og
foregik deres Folk med et lysende Forbillede til at fremme og
opretholde det Bestaaende, eller han, der gik forud for sin Tid og
rykkede op med Rode for at rydde Pladsen for det nye?
Klokkeren gik hen til Bjørnstad.
»Hvad vilde Du her i Dag?« spurgte han bebreidende; »Du vidste jo, at
Du ikke kan høre os til.«
»Høre Jer til?« udbrød Bjørnstad. »Nei, jeg har for længe siden sagt
mig fri fra Jer Alle; jeg vil ikke have mere med Jer at bestille. I
ere Tusinder, I der, med de krummede Rygge! jeg kan ikke magte Jer
Alle. I have erklæret mig Krig paa hvert Fjeld og hver Sti, vi mødes,
derfor maa vi nu drage hver sin Vei; men min Søn dèr skal ikke følge
mig, han faaer høre Jer til; derfor kom jeg hid i Dag. -- Tag ham,
Colbjørnsen, ham og mine Mænd! brug ham vel og lær ham op i jeres
Svandselære, at det maa gaa ham godt, og han maa længe leve paa
Jorden.«
Bjørnstad kastede Hovedet tilbage med den brede, furede Pande over
det trodsige Blik; han rakte sine Hænder i Veiret, halvt knyttede,
halvt udstrakte, som til Velsignelse over Sønnen. Blødt og Haardt
brødes synligt i denne stærke Fjeldskikkelse. Mandens Bryst hævedes
og sænkedes som under Paavirkning af en heftig indre Kamp.
»Jeg tager mod din Søn,« sagde Colbjørnsen og gik frem mod Halvor.
-- »Jeg kjender Dig allerede af Omtale og Bedrift. Du er fra i Dag
optaget som Frivillig i mit Corps. Bliv ved, som Du har begyndt, og
det vil snart blive til mere.«
Saa bragte de en Fane, og Halvor tilligemed andre Frivillige aflagde
Troskabseden.
»Der skal snart spørges Nyt fra Bjørnstads Søn og hans Mænd!« raabte
Halvor, mens hans Haand endnu hvilede paa Fanen. »Men naar Krigen er
endt, saa vender jeg hjem til min fredløse Far. Vor Hæder er hans.«
Da de saae sig om efter Bjørnstad, var han forsvunden. Mængden havde
stiltiende gjort Plads for ham; Ingen hilste ham, Ingen saae efter
ham, da Massen atter lukkede sig bag ham.
»Nu af Sted!« raabte Colbjørnsen. »Gud være med Eder Alle!«
Folkene samledes under deres forskjellige Befalingsmænd. Klokkeren
udvalgte nogle Mænd, deriblandt den rige Gaardejer Joen Brønnelsen
Bjørnstad, der var langt ude beslægtet med Halvor, og gav ham det
Hverv at naae op til Enningdalbroen ved en omgaaende Bevægelse,
for at afskjære Fjenden Tilbagetoget, naar han og hans Mænd angreb
Rytteriet forfra. Halvor og hans Folk skulde følge med dette Parti.
Idet Mændene traadte under Vaaben og forlode Kirkegaarden, kaldte
Ole Svendsen Jørgen og nogle andre Bønder hen til sig.
»Pas mig lidt paa den Dreng,« sagde han; »han er for ung og
fremfusende. Hænder der ham noget, saa rammer Døden hans Moder. --
Du, Jørgen,« føiede han hviskende til og saae hen til sin Hustru;
»det bæres mig for i sære Drømme, at min Dagsgjerning hermed er til
Ende, og at Klokken deroppe snart ringer mig herfra. Bliv da mine
derhjemme en trofast Støtte -- ogsaa Mari. Saae Du hende, da hun
fulgte Manden og forlod Sønnen? Bjørnstad og hun kunne vel trænge til
Hjælp.«
Jørgen trykkede Ole Svendsens Haand. Dermed var den Klokkers
Testamente gjort.
Idet Ole Svendsen gik hen mod Udgangen, traadte hans Hustru frem fra
deres lille Søns Gravsted og sagde med bævende Stemme:
»Dit Liv hører mange til, Ole Svendsen, din Grav deler jeg med Dig
alene.«
Mand og Hustru sank et Øieblik til hinandens Bryst. Saa skiltes de.
OLE SVENDSENS DØD.
Et Øienvidne og Deeltager i hiin Dags Begivenhed, Jonas Rist, en af
de første Frivillige ved Colbjørnsens Corps, theologisk Candidat med
bedste Karakteer ved Kjøbenhavns Universitet, og uden hvem vi vilde
savne det meste af den Kundskab, vi eie om hine Tiders Bedrifter,
»indridsede paa Krønikens evige Tavler,« fortæller herom i en
detailleret Beretning, hvoraf vi gjengive Forfatterens Ord, der med
troværdig Simpelhed malende fremstiller dette for Svendsen Bakke saa
skjæbnesvangre Togt.
»Derpaa gik vi af Byen henimod Klokken tolv og toge Veien over Idde,
hvor Klokkeren havde samlet en Deel Bønder, og gik vi saa videre,
henved to hundrede Mand, opad Enningdalen, som ligger to Miil fra
Halden. Imidlertid var det slemt at fremkomme for det meget Vand,
som stod i Veiene af det Tøeveir, som havde været, og for den megen
Snee, der paa Siderne af Veien laa, endskjøndt man meest maatte gaa
gjennem Skov og Stier. Dog havde _de_ den værste samt længste Vei,
som skulde gribe Fjenden an, mod dem at regne, som skulde skjære
Fjenden Passet af til at undkomme hjem nordover Broen, hvilket Parti
blev anført af Joen Brønnelsen Bjørnstad.«
-- Ole Svendsen Bakke skred taus fremad ved Fogden Peder Smedts Side.
Der var et eget Alvor udbredt over ham, som paavirkede den kraftige
og ellers lunerige Foged.
»Ja, al Ting i Livet er ikke Spøg,« sagde Smedt. »See, Fyrretræet
derhenne med den store Allongeparyk, det burde være vort Forbillede;
dèr staaer den, rød og kneisende, og leer ad det Hele.«
»I Morgen seiler det maaskee som Mastetræ derude paa de fremmede
Have,« svarede Klokkeren betydningsfuldt. »Ingen veed, hvad næste
Time bringer, lad os derfor bruge denne efter bedste Formue.«
»Ja, aa ja!« sagde Fogden dybsindig; »i Dag mig, i Morgen Dig og i
Overmorgen sig.«
»I Nat stod Døden ved min Hovedpude,« vedblev Klokkeren. »Lad være,
det er en sygelig Indbildning; dèr stod den, og dens Haand groede og
groede; tilsidst laa den over mig, men dens Fingerender krummede sig
ned i min Hustrus Bryst. Derfor knælede jeg i Dag ved Døbefonden, som
indviede vore Sønner til Liv i Vorherre, og bad, om denne Kalk maatte
blive taget fra hende og Børnene. Dog veed jeg trøstig, at dersom
mit Liv skal gives hen for vor gode Sag, da groer der nyt Liv og ny
Kjærlighed op om hende.«
»Ret sagt, Klokker,« sagde den bedagede Foged og sendte ham et
skarpt Blik under de kraftige Bryn. »Skulde der times Dig noget
dødeligt, hvad der for Resten ogsaa kan hænde mig, ja, saa kan Du
vente af mig, hvad jeg venter af Dig: vore Børn blive Brødre og
Søstre og skulle dele lige Kaar i vore Hjerter.«
Fogden talte med den Myndighed, der uden Tvivl skrev sig fra den
betydelige Rolle, hans Stilling gav ham, Klokkeren med den sagtmodige
Ydmyghed, som Udøvelse af kirkelig Værdighed indgyder.
»Gud er mit Vidne,« vedblev Klokkeren, »jordiske Baand ere stærke,
saa stærke, at en Mands Bryst kan sønderslides ved at rive sig løs,
og dog er der en stærkere Magt, de retfærdige Stridsmænds Sag. Jeg
har ofte seet dem ligge udhugne i Steen paa deres Gravsteder paa vore
gamle norske Kirkegaarde, og jeg har valfartet til deres Grave og
bedet: Kjære Kammerater i mine Kampe og lønlige Haab, tag mig for god
og lad en ydmyg Broder hvile hos Eder, naar en Gang Kampen er ført
til Ende.«
»Ja, aa ja!« sagde Fogden og nikkede alvorsfuldt. »Naar jeg har
ønsket saadant noget, saa har der dog altid været noget galt i Veien
med Marven i mine Knogler; men en brav salt Flæskesuppe med et
lifligt Glas Kanariesect bringer let det hele System i Lave. I skal
see, naar I i Morgen har faaet jer Livkost, saa kommer I paa bedre
Tanker.«
»Imorgen bliver sikkerlig Festdag her eller hisset,« svarede
Klokkeren.
Fogden, der var en belæst Mand, nynnede hen for sig af et gammelt
Skuespil:
»Hver søger Skinnet --
Præsten forsmaaer det ei;
den tapre Kriger smykker tidt sin Daad.
Hver søger Skinnet;
thi den, der være vil sig selv,
faaer ringe Kaar i Kirken, Leiren, Staten, --
Saadan er Verdens Gang.«
Klokkeren var pludselig standset ved at høre Støien af en Møllekværn
i Nærheden. Mørket var begyndt at falde. Han udvalgte ti Mænd og
begav sig ad en Sidesti efter Lyden. Det forekom ham mistænkeligt, at
en Møller i denne afsides og fattige Egn havde saa meget at bestille,
at han maatte arbeide ved Lys.
Møllebygningen laa ved en Elv inde i Skoven, noget borte fra
Alfarvei. Idet Ole Svendsen og hans Mænd traadte ind i Gaarden, bleve
de Mølleren og to hvidkoftede Karle vaer i Færd med fra en fuldtladet
Rustvogn at bære Kornsække op til Kværnen; men Karlene havde høie
Kravestøvler med Sporer paa og sorte Halsbind over Møllerkoften.
Mølleren blev raadvild staaende med sin Sæk paa Nakken, mens de
svenske Soldater søgte at komme op i Huset med deres.
»Stands -- eller vi skyde!« befalede Ole Svendsen med tordnende Røst.
Soldaterne lode Sækkene falde, saaledes, at de stode i Dækning bag
dem. Den for et Øieblik siden saa sagtmodige Klokker var i dette
Øieblik frygtelig i sin Vrede. Han maalte Mølleren med et Blik, der
luede af Foragt, og udbrød med lav Røst, som hørtes af Alle:
»Den, der i Dag gaaer Svensken til Haande, er en Landsforræder og
fortjener at hænges paa Dørstolpen udenfor sin Huusdør. Du maler
Svenskens Korn, Møller Hans Aaby. Kirkegaarden burde ikke have Grave
for slige som Du.«
»Enhver klarer for sit som bedst,« svarede Mølleren og slog Øinene
ned. »Maler jeg ikke Svenskens Korn, saa gjør han det selv og
skamferer mig min nye Kværn.«
»Bedre, at Du selv havde revet din Kværn ned end laant den til
Fjendebrød. -- Bind de to Fanger og sæt dem op paa Rustvognen!«
befalede Klokkeren sine Mænd og pegede paa de svenske Soldater.
»Gjøre de Modstand, saa skyd dem ned. I Andre kaster Kværnstenene
i Vandet, slaaer Renderne i Stykker og graver Dammen ud, saa vidt
muligt er. Saa vende I tilbage til Frederikshald med Kornet og
Fangerne.«
Ole Svendsens Mænd skrede ufortøvet til Værket.
»Frænde er nok her Frænde værst, mærker jeg,« sagde Mølleren mørk og
forknyt.
»Siig heller: Fjende er her Fjende næst,« svarede Ole Svendsen og
vendte Manden Ryggen.
Mølleren fulgte efter Bakke og standsede ham udenfor paa Stien.
»I dømme mig ikke for strengt, Ole Svendsen,« udbrød han bønligt;
»Kone og Børn, forstaaer I, sultne Munde, Brød --!«
Klokkeren gik videre, medens Øxehuggene løde ud i Mørket fra Møllen.
»Mens I gjør det værste, som kunde hænde mig fattige Mand, vil jeg
vise Jer en Tjeneste,« vedblev Mølleren og spærrede Stien for Bakke.
»Tre hundrede Mand fjendtligt Rytteri og Fodfolk fare i denne Stund
om i Skoven her ovenfor østerud for at tage Jer og Jeres Folk.
Skipper Daniel var her i Møllen for en Time siden; jeg kjendte hans
lumske Fjæs, alligevel han havde trykket Hatten i Panden.«
»Skipper Daniel?« spurgte Klokkeren med rynkede Bryn.
»Jeg lurede ved Døren og hørte ham fortælle den svenske Vagtmester om
jeres Møde paa Kirkegaarden i Morges, og at I nu ere paa Vei op mod
Enningdalen. De ligge i Baghold efter Jer, saa I komme til at vælge
den vestre Bjergvei.«
Svendsen Bakke betænkte sig et Øieblik og vilde ile videre. Mølleren
strakte Haanden ud.
»Siig et venligt Ord, høilærde Klokker, inden I gaaer,« sagde han
bedende; »her er saa trangt og eensomt i Skoven den lange Vintertid.«
»Gaa hjem i Fred, om Du kan det, norske Mand,« svarede Klokkeren.
»Kan det ikke blive til mere?« spurgte Mølleren.
Svendsen Bakke standsede og betragtede ham sørgmodigt.