»Men han fordrer, at vi skulle sulte og fryse ihjel uden at kny,«

vedblev Vagtmesteren og tømte det Tinbæger, som Bakke holdt hen

for ham. »Den af os, som beder Fjenden om Kvarteer -- pføi! -- han

er brændemærket. Og vor Konge kan rolig see os bløde og falde i

tusindeviis; han rider seiersstolt over sine Svenskeres Lig.«

»Det maa der ikke klages over,« sagde en graahaaret Soldat; »han

sulter omkap med os; vi hører hans Hjerte banke for os midt i

Kanontordenen. Leve vor Kammerat, Kong Carl!«

Et Leveraab lød dumpt og gjenklangløst over Sneepuderne i den

stivfrosne Egn.

»Jeres Konge lader til at være en brav Mand,« sagde Klokkeren.

»_Jeres_ Konge bliver ogsaa en brav Mand, for snart er Kong Carl

Jeres Konge.«

»Og de Asieres og Tyrkeres med,« sagde Halvor og bukkede. -- »Kan vi

saa faae ham at see?«

Svendsen Bakke uddeelte under denne Samtale sin Skraatobak uden

saa nøie at see paa Betalingen, og det gik altsammen overmaade

fredsommeligt. Vagtbaalet bragte de mørke Fyrrestammer til at rødme,

Træerne kastede deres mørke Skygger over Soldaterne, der lo og sang,

mens Elven laa stivfrossen og taus.

»Ja, saadan er vor Konge,« sagde en arret Soldat og skuldrede den

afbarkede Green, hvormed han som et Roer rørte rundt i Grødgryden.

»Nu ligger han paa et Knippe Grangrene derovre i Sæterhytten og

holder Dom over General Aschenberg, der nyssens reiste af Landet

med sit Regiment, fordi Jeres Præst i Schieberg fortalte ham

Røverhistorier om, at I havde et overmægtigt Overfald for.«

»Ja, Aschenberg rendte nok Klokken 1 om Natten fra Øllet, som stod og

gik i Karrene, og fra Deigen, som de samme Aften havde sat til hele

Regimentets Underholdning!« lo Halvor, »og aldrig saa snart skikkede

jeres General Breve af Sted fra Præstegaarden, saa var jo Præsten

færdig at give vores Folk Kundskab og snappe Postdragerne[2] bort.«

[2] Præsten, Hr. Peder Rumohr, der havde tjent som Cornet under

Hertugen af Würtemberg mod Jacob Stuart, gjorde sig velfortjent

under Kong Carls Indfald i Norge, idet han listelig forledede

General Aschenberg ved falske Rygter til at trække sig tilbage over

Grændsen og saaledes væsentlig bidrog til, at Nordmændene sloge det

svenske Parti paa Mors, hvor bl. a. Kong Carls Krigskasse fandtes,

og hvor Fjenden mistede 300 Mand. Da Kong Carl med uforrettet Sag

drog sig tilbage fra Christiania, lod han Præsten overrumple og

slæbe med i Fangenskab til Sverig, hvor han efter to Aars Lidelser

døde af Skjørbug og Vattersot, »saasom han meest spiste Drøvelsens

Brød.« Efter sit Ønske fik han til Begravelsestext Job 3. v. 18:

»Der have Fangerne Frihed tillige; de høre ikke Trængerens Røst.«

»Jeg vil saa gjerne hen og see Kong Carl,« gjentog Halvor og kastede

hele Indholdet af sin Pakke i Grams til Soldaterne. »Blot et eneste

livsaligt Blink udenfor Vinduet, det kan jo ikke skade ham. Siig ja

-- aa hvad, strenge Hr. Oberst?«

Vagtmesteren stod lidt og betænkte sig, derefter vinkede han til

Svendsen Bakke og Halvor, at de kunde følge ham, og gik over mod et

lille sneedækt Træhuus, støttet mod Klippevæggen.

Et rødt Vagtbaal lyste gjennem den aabne Dør ud over Sneen. En

Skildvagt gik frem og tilbage med dragen Sabel foran Hytten.

Vagtmesteren vexlede nogle Ord med ham, saa blev det de to Fremmede

betydet, at de under Bevogtning af Vagtmesteren maatte see ind

gjennem den lille Rude.

Halvor traadte frem til Vinduet foran Morbroderen; men han foer strax

tilbage og hviskede:

»See -- see selv!«

Svendsen Bakke saae en bredskuldret Mand, der stod tæt indenfor

Glarruden overfor en siddende svensk Officeer. Manden syntes at

forklare noget, mens Officeren skrev. Derefter strakte Manden Haanden

ud og tog nogle Sølvdalere, som Officeren kastede paa det lille Bord.

Han skrabede ud med Benet og forlod Hytten.

Da han traadte frem i Maanelyset, blev Skipper Daniels Træk synlige

under hans laadne Hue. Han gjenkjendte Klokkeren og Halvor og syntes

at blive ubehagelig berørt ved dette Møde, fattede sig imidlertid

hurtigt og hviskede med et bredt Grin:

»Svenske eller norske Penge fylde lige godt i Bøssen -- hva' beha'er,

Morbror? -- Sikken en luun Bedemand, jeg dèr har til Onkel! Gaaer han

ikke her og snyder sit eget Fædreland op i dets aabne Øine!«

Klokkeren betragtede ham med et flammende Vredesblik, der bragte

Daniel til at sænke sit.

»Stakkels hjemløse Mand!« sagde Ole Bakke med lav Røst.

»Jeg er jo netop ude og butler sammen til et lille net og hyggeligt

Hjem,« svarede Daniel.

»Du bliver ved at være en hjemløs Stakkel alle Dage, for Du har ikke

noget Fædreland,« sagde Bakke og vendte sig fra ham.

»Fædreland mig her og Fædreland mig der!« udbrød Daniel fortrædelig.

»Det har mange til at passe paa sig; _jeg_ har kun mig, der tager

vare paa mit. -- Sikken en nederdrægtig luun Morbror, jeg dèr har

faaet! Gaaer han ikke her og sælger af sin Kramkiste til vor argeste

Landsfjende, og saa sætter han sig paa den høie Hest, naar en anden

En ogsaa søger at holde Handelsforbindelsen vedlige mellem to

hæderlige Nationer!«

»Du har jo ingen Kramkiste,« udbrød Halvor og traadte nærmere til

Daniel; »og alligevel fik Du Sølvmønt for noget, Du solgte derinde,

mens vi --«

Klokkeren greb Halvors Arm. Det kunde blive skjæbnesvangert i dette

Øieblik at røbe deres Reises sande Ærinde for Skipperen, der nylig

havde solgt sit Lands Hemmelighed til Fjenden.

Vagtmesteren saae mistroisk fra den ene til den anden uden at kunne

opfatte den hurtigt førte, hviskende Samtale.

»Faaer det snart Ende, dette her?« spurgte han barsk og traadte ind

imellem dem.

Halvor sprang hen til det oplyste Vindu. Hans røde Kinder bleve

blege, hans Øine spiledes op, medens de stirrede gjennem den

lille, tilsneede Rude, som om han var under Paavirkning af noget

Overnaturligt. Hans Fingre krummede sig om Pistolkolben, medens han

saae det Syn, der for bestandig brændte sig ind i hans Sjæl. Bakke

bøiede sig frem og saae over hans Skulder.

ET FALSK SIGNAL.

Midt paa Leergulvet ved Siden af den flammende Arneild laa Carl

den Tolvte henslængt over et bredt Knippe Grangrene, et Leie, han

oftest lod indrette saa rigeligt, at han i Felten kunde dele det

med udvalgte Krigsfæller. Paa dette Leie sov han »sødt som paa en

Blomsterseng«.

Heltekongen laa indsvøbt i en fodsid Rytterkappe, under hvilken hans

lange Sabel stak frem. Hans skaldede Hoved alene lyste forunderligt

fængslende majestætisk over den mørke Skikkelse, hvis Omrids svømmede

udi det usikre Skjær fra Baalet og det døsigt brændende Tællelys ved

Hovedenden.

Carl den Tolvte forsmaaede Tidens Allongeparyk. Da hans Veninde

Ulrikke Eleonore en Gang sendte ham en kunstfærdig lavet Paryk, fordi

hun erfarede, at han led af Gigtsmerter i Hovedet, anlagde Kongen den

pligtskyldigst; men da en Tilstedeværende henrykt udbrød: »Ak, hvor

Maiestæten seer prægtig ud som en Frier!« sled Kongen den utaalmodig

af og forsikrede, at han ikke længere kunde vænne sig til at have

noget varmt om Ørene.

Her laa nu Carl den Tolvte, nær sin Skjæbnes Maal, rolig og

ubekymret. Hans maiestætiske Legeme, skulderbredt, smidigt, af

Middelhøide[3], hvilede paa det Friluftsleie, som hans Krigersind

foretrak for den yppigste Seng i bløde Kvindearme. De efterlevende

Caroliners[4] Konge, hærdet ved utrolige Savn, ved Sjælslidelser og

Sjælsløftelser, hævet over Livets dagligdags Behov, saae tankefuld

frem for sig i den norske Skovhytte. Hans Blik omfattede maaskee

denne Nat hans Livs Oplevelser: Seiersdaad fra Narva, Düna, Klissow,

Holofsin, ogsaa Nederlagene fra Ukraine, Sibirien, Bender, drømte dog

vist meest om nye Erobringer her mellem Norges Klipper; det fortalte

i glandsfuld Ro om sagnstore Kampeventyr -- det største af dem alle

laa dog der paa Granleiet, hvilende med Smil om de fyldige Læber, med

en Drik Tyndtøl ved Hovedgjærdet, ventende paa det graa Morgengry

under den fremmede Vinterhimmel, for at kaste sig paa Hesteryggen

og lade Trommen mane til nye Bedrifter. Kongen, hvis Navn aldrig

senere blev nævnet af hans Krigsfæller uden med Taarer, Henrykkelse

og Længsel, og hvis Minde knyttede en usynlig Venskabslænke mellem

hans Soldater, saaledes at Standsforskjel, enhver Hindring svandt,

og den Menige bænkedes som Ven og Kammerat ved Høvedsmandens Side,

medens Krigsheltens Aand svævede over dem Alle, -- Carl den Tolvte,

Blodkongen, Soldaternes Afgud, det var ham, som laa her. Han og

Jorden havde opgjort Regnskab: Krig paa Sablen; Himlens og hans

Regnskab var uopgjort; han krydsede endnu sin lynende Klinge mod

Stjernerne og raabte: »Frisk, busser! gån på uti Herrens namn!«

[3] Carl den Tolvte kunde endnu, hærdet ved Legemsøvelser og Faste,

iført Rytterstøvler, lægge sin Fod bag Øret, paa Hesteryg.

[4] Carolinere kaldtes de faa graanede og hærdede Krigere, der havde

overlevet Carl den Tolvte og hans Krigstogt.

Det kongelige Blik rugede nu her med Ørnero over det Svundne og

Kommende. Det ramte den norske Dreng. Rygter og Sagn om Heltens

Bedrifter foer som en Gysen gjennem Halvor, mens hans Fingre

krampagtigt famlede om Pistolskjæftet, og en hæftig Susen lød i hans

Øren. Han følte pludselig Bakkes Haand i et Jerngreb om sin Arm, og

Morbroderens Stemme hviskede:

»Vil Du lægge din Faders og din Moders Huus øde, Dreng?«

»Norge leve!« svarede Halvor med mat Røst.

Bakke drog ham hastig bort fra Vinduet. Halvor lod sig lede som en

villieløs Beruset ned over Fjeldstien mellem syngende og larmende

Soldatergrupper omkring Baalene.

»Hei, I Nordmænd!« raabte en Soldat dem i Møde. Hans trekantede

Hat og sorte Halsbind var det eneste synlige, der ragede op over

en Kasse, fyldt med Halm, et genialt udspekuleret Natteleie, som

blev ham misundt af hundreder af Krigskammerater, der hvilede paa

Fyrretræernes gyngende Kroner, det vil sige, i afhugget Tilstand. --

»Hei, Du dèr med Pelsjakken, er Du ogsaa livsalig dinglende? Det er

_jeg_; men Ingen kan see det, for jeg sidder fast her i min Halmbøtte

og svinger rundt om Jorden -- singdulian -- hopsasa! -- Hils dem

dernede i Frederikshald!« brølte han efter Klokkeren og Halvor. »I

Morgen vælger jeg min Kjæreste i Jeres rigeste Kjøbmandsgaard --

Gebe, gebe Gott, dasz es immer so wäre!«

Omkvædet istemmedes af de Omkringliggende, der havde klumpet sig

sammen i Dynger og under Latter og Eder skiftedes til at ligge øverst.

Ved den sidste Vagtild knugede Halvor Klokkerens Haand og hviskede:

»Jeg var lige ved det, Morbror; men jeg kunde ikke gjøre for det; min

Haand blev ligesom lam, da jeg vilde til at spænde Pistolen.«

»Kongemordere har ikke blivende Sted paa Jorden,« sagde Bakke.

»Men i Himmelen! -- De vilde synge mit Navn i alle Dale, over alle

Fjelde lige til Iishavet, om jeg havde reddet mit Land og skudt ham,«

klagede Halvor. »Jeg kunde ikke, Morbroder, jeg kunde, skamfile mig,

ikke! Der var noget, som krammede Kraften af mine egne Fingre -- Nu

kunde jeg have været den største Helt i hele Norges Land.«

Halvor rev Huen af og stampede paa den i afmægtig Sorg.

»Hør, Morbror, hvorfor kunde jeg ikke, hvad var det, som slog min

høire Tommeltot i det livsalige Øieblik?«

»Du var vel feig,« svarede Bakke.

»Feig -- jeg?« raabte Drengen og foer i Veiret, en levende Protest

mod Morbroderens Ytring.

»Naa ja, saa var det vel Guds Haand,« gjenmælte Klokkeren. »Dersom Du

havde dræbt Kong Carl, hængte de Dig nu i den høieste Gran, og jeg

maatte gaa hjem og melde din Død til dine Forældre, som betroede mig

deres eneste Søn og dyreste Eie.«

»Lige meget!« sagde Halvor og reiste sit lyskrøllede Hoved i

Nattevinden. »Lige meget, Morbror! Saa havde jeg nu været en af

Norges bedste Sønner, og Olaug! -- Ak, jeg vil fortryde alle mine

Dage, at jeg ikke skjød.«

Idet de kom forbi den sidste Leirpost, saae Bakke Daniel staa og

tale med Vagtmester Erikson; han slog ud med Armene og pegede op mod

Kongens Hytte, der endnu lyste oppe i Fjeldet. Klokkeren fremskyndede

uvilkaarlig sine Skridt og drog Halvor efter sig.

»Vi have endnu en Gjerning at forrette, inden vi forlade Svenskerne,«

sagde Ole Bakke og gik bort fra Hovedveien ind i Skovtykningen. De

nærmede sig ad Omveie atter Leirens Yderkreds, hvor Vognparken og

Hestene fandtes, bevogtet af enkelte Skildvagter. Klokkeren gjorde et

Tegn til Halvor, krøb forsigtig fra Træernes Slagskygge om bag den

bageste Vogn og sneg sig ind mod Vognparkens Midte, hvor Rustvogne

stode ladede med Korn, Hø og Proviant. Halvor fulgte Morbroderen som

en Skygge uden at spørge, først da han saae Svendsen Bakke krybe ind

mellem Hjulene paa den største Vogn, sagte slaa Ild af sit Fyrstaal

og holde den brændende Lunte op i Høet, begreb han Hensigten, i næste

Nu gjorde han ligesaa og stak Ild paa de nærmeste Vognladninger. En

kvalmende Røg steg iveiret, et Allarmskrig lød, et Skud knaldede,

uden at forstyrre Svendsen, der koldblodig nærmede sig den yderste

Vogn med den brændende Lunte. Først da Høet fængede, forsvandt han

og Halvor imellem Træerne og ilede tilbage mod Hovedveien, hvor de

roligt fortsatte deres Vandring med Kramkisterne paa Nakken, som om

intet var forefaldet.

Idet de forlode Skovtykningen, bredte en viid Slette sig foran dem;

den alfare Vei bugtede sig derigjennem. Om Sommeren var denne Hede

dækket af Lyng og Gyvel og Krat. Hedelærken sang eensomme Triller

herude, sine egne Sange i betaget Henrykkelse over den varmende

Sol, over Naturen og Livet, uhørt og uforstaaet af Mennesker. Nu

havde Tellen skudt i de foregaaende Dages Tøveir og frembragt

»Tellegrep«, det vil sige, den tilfrosne Jord løsnes, saa at Heste og

Vandringsmænd pludselig synke i dybe Huller af løs Jord og blød Leer;

denne Tilstand varer ved indtil Sommer. De foregaaende Dages Frost

havde ikke været tilstrækkelig til at danne en bærende Skorpe; den

gav efter under Fødderne.

Klokkeren standsede og lyttede. Alt forblev stille bagved. Han

besluttede derfor at fortsætte Vandringen til Frederikshald ad

Alfarvei, eftersom han ikke længer behøvede at befrygte at blive

standset paa Hjemveien af udstillede svenske Vagtposter.

De vare dog næppe vandrede frem i ti Minuter, før de hørte

Ryttergalop og høie Raab bagved. Klokkeren saae et Parti svensk

Hestfolk sprænge frem fra Skoven. Den hvide Snee frembød intet Skjul

i den nærmeste Omkreds; den frelsende Skov var endnu nogle Bøsseskud

fjernet for Bissekræmmerne. Midt imellem Rytterne troede Klokkeren at

bemærke Daniels brede Sømandsskikkelse til Hest og forstod pludselig

den Fare, som han og Halvor svævede i. For at sikre sig selv mod at

blive angivet som Forræder nede i Frederikshald By, havde Daniel

rimeligviis angivet Klokkeren og Halvor som Spioner. Med disse blev

der som allerede omtalt gjort kort Proces i Kong Carls Leir; det

nærmeste Træ blev deres Galge.

»Af Sted!« raabte Bakke, kastede sin Byldt og flygtede bort fra Veien

over mod den nærmeste Skovlinie. Halvor gjorde som Morbroderen;

han var bestandig nogle Skridt forud for den tungere og mere

ubehjælpsomme Klokker, hvis høie og stive Støvler hindrede hans

Bevægelser.

Halvor standsede, saae sig om og sendte Klokkeren smaa opmuntrende

Tilraab, saasom: »Endnu et Par Hop, Morbror, saa er vi i Skoven. --

Spar paa Veiret til Finalen! -- Hvad siger I til en varm Øl i Aften

hjemme paa Bakke? Jeg er saa forsulten.«

Ole Svendsen stønnede, standsede tilsidst og saae tilbage mod de

fremstormende Ryttere, der havde Møie med at finde sikker Vei i det

moradsige Terrain.

»Vi kan ligesaa godt lade os hugge til Plukfisk strax,« sagde han

mismodig.

»Vist ikke nei!« raabte Halvor og sprang hen til Morbroderen, for at

hjælpe ham fremad.

»Red Dig selv, af Sted, af Sted,« sagde Klokkeren.

»Hvad gjør de saa ved Jer?« spurgte Halvor og stirrede raadvild mod

Rytterne, der stadig kom nærmere.

Bakke trak paa Skulderen og saae opad mod den graa Himmel. De to

norske Mænds Skikkelser tegnedes tydeligt mod den lyse Snee.

»Jeg faaer vel Vesperkost deroppe i Aften sammen med andre gamle

Nordmænd,« svarede han og satte sig paa en Klippeblok, der sammen med

nogle andre dannede en Dysse midt paa Heden. »Støvlerne lænke mig;

jeg kan ikke mere. -- Af Sted!«

»Saa af med Støvlerne og videre paa Uldsokkerne!« brølede Halvor.

»Endnu kan vi naae Skoven. See, hvor deres Heste steile i Veiret,

mens de synke i med Bagkroppen!«

Han sled fortvivlet i Klokkerens Støvler, mens Forfølgernes Jubel

stadig lød nærmere. Det lykkedes ham at faae Svendsens Fødder fri.

»Nu af Sted, Morbror! hvert Secund er kostbart,« hviskede han. »Imens

skal jeg holde Svenskens Heste op med Snak; de lystre bestemt bedre

end Mandskabet. -- I Jesu Navn, af Sted!«

Klokkeren reiste sig og saae Halvor løbe nogle Skridt mod de

fremsprængende Ryttere; derefter gjorde Drengen Holdt bag Stenene,

satte trodsig Hornet for Munden og blæste Svenskernes Retraitesignal,

der skingrende gjenlød over Heden, et Signal, han møisommelig havde

indstuderet, mens han laa paa Luur efter Fjenden oppe i Skovene.

»Hvad er det for et falsk Sluddersignal, han dèr trutter!« brølte

Sergeant Erikson, der red et Par Hestelængder foran de Andre. »Saadan

er der ingen Ting, der hedder i Kong Carls Armée.«

Hans Hest havde næsten naaet Halvor; den parerede kort ved Lyden

af det kjendte Signal, vrinskede urolig og vilde gjøre omkring, et

Syn, der ikke er ualmindeligt paa Exerceerpladsen, hvor gamle øvede

Rytterheste ofte kjende Signalerne bedre end det uøvede Mandskab.

Den efterfølgende Hest fulgte dens Exempel, medens Halvor med al sin

Kraft gjentog Signalet.

»Nu faaer Svensken sit eget Baglænds. Hurra!« raabte han.

Klokkeren glemte ikke senere dette Drengeansigts Udtryk: Ophidselse,

Triumf, medens han bønfaldende pegede mod Skoven; saa holdt han paany

Hornet for Munden.

Det tredie Signal afbrødes imidlertid, idet Erikson blev Herre over

sin Hest og drev den fremad mod Halvor.

»Ingen Pardon!« raabte han til den nærmeste Rytter, som nu ogsaa

sprængte frem med løftet Vaaben. »Hug de Hunde ned! Jeg kjender dem

begge igjen fra Træfningen i Nat oppe ved Bjørnstads Huus.«

I samme Nu stod Klokkeren ved Halvors Side og gav Drengen et saa

eftertrykkeligt Skub, at han tumlede ned bag Steendyssen, medens

Sabelhugget susede over hans Hoved. Et Pistolskud lød; Rytteren

vaklede og gled af Hesten.

»Fremad!« raabte Bakke, hvem Livsfaren gav fornyet Kraft, medens

han paa Uldsokker i lange Spring løb mod Skoven, bugtende sig fra

Klippeblok til Klippeblok, forfulgt af Rytterne. Halvor blev liggende

i Sneen; han gravede sig dybere ind mellem Stenene, der dannede en

Kløft, som Hyrdedrengene om Sommeren benyttede til Arnested. Et

straalende Smil gled over hans Ansigt, da han fra sit Skjul, omgivet

af bladløse Buske blev Vidne til, at Klokkeren fortsatte sit Løb,

efter at Hestfolket havde affyret deres Pistoler. For at aflede

Rytternes Opmærksomhed fra den Flygtende steg Halvor atter frem paa

Veien og blæste i overstrømmende Krigermod det norske Angrebssignal.

Nogle af Rytterne standsede og vendte tilbage mod Drengen. Halvor

dukkede sig og forsvandt atter i Klippefordybningen. Idet Rytterne

naaede Stedet, saae de et Par tynde Been skyndsomt glide ind mellem

Stenene.

Trompeter Månsson sprang af Hesten og nærmede sig forsigtig til

Aabningen.

»Kom frem, i Djævels Skind og Been!« befalede han, »at vi kan faae

Dig hængt op paa en Jernkrog og svedet over Baalet.«

Da Ingen svarede, steg ogsaa den anden Rytter af Hesten. De stillede

sig hver paa sin Side af den smalle Aabning og joge deres Landser ind

under Stenen i forskjellig Retning. Et hæst og gjennemtrængende Skrig

lød indefra.

»Der ramte jeg nok i Braden,« bemærkede den ene Rytter koldsindigt og

sendte endnu et eftertrykkeligt Dobbeltstød i samme Retning.

Skriget inde fra Hulen gik over til en langtrukken Hylen, som

forstærkedes under Landsestødet, indtil det pludselig døde hen i en

smertefuld Rallen.

»Nu tuder han nok sin egen Retraite,« ytrede Månsson. »Ærlighed byder

at tilstaa, at de Nordmænd har et mærkeligt Geni for Musik.«

Han skjød til Afsked sin Pistol af ind i Hulen i Retning af

Klageskriget, der pludselig forstummede, steg igjen til Hest med sin

Kammerat og saae ud over Sletten.

De andre Ryttere vendte tilbage fra Skovbrynet med uforrettet Sag.

Klokkeren var, begunstiget af Tusmørket, Klippeblokke og uveisomme

Stier, sluppet ind i Skoven, hvor enhver Forfølgelse tilhest vilde

være frugtesløs. Med Eder og dybtfølte Forsikringer om, at Norge

var det meest gjenstridige og rebelske Land, de havde kriget i, red

Troppen tilbage til Leiren.

Inde i Klippeaabningen var Dødsskriget forstummet. En dyb Stilhed

sænkede sig atter over Egnen.

Lidt senere kom en mørk Skikkelse til Syne, der forsigtigt bevægede

sig frem fra Skjul til Skjul og standsede foran Steendyssen. Manden

bukkede sig ned foran Aabningen og kaldte med sagte Stemme: »Halvor!«

Intet Svar lød. Klokkeren -- det var ham -- sank i Knæ og støttede

Hovedet mod Stenen.

»Gud tilgive mig min Synd, at jeg forlod Drengen,« hviskede han

sønderknust. »Mari, stakkels, lille Mari, som stolede paa mig!«

Et uredt og krøllet Hoved kom til Syne i Klippespalten; et freidigt

Smil spillede om dets Læber. Halvor krøb frem, lyslevende og

velbeholden og satte sit Instrument for Munden, som for at udsende en

jublende Fanfare over Steenørkenen.

Klokkeren havde reist sig og stirrede paa ham med et Blik, der

kæmpede mellem Tvivl og Henrykkelse.

»Du lever!« udbrød han og greb Hornet.

»Herre Jemini!« udbrød Halvor; »hele tre Flænger! See, hvor det

Skarnstøi har prikket i Kræmmervarerne!«

Han holdt sin Byldt i Veiret og gjorde et Par Himmelspræt fra

Hallingdandsen i livsalig Glæde over den underfulde Redning, kastede

Byldten i Veiret og fangede den igjen.

Klokkeren stod taus med foldede Hænder; hans Læber bevægede sig i

stille Bøn.

Halvor saae Liget af Rytteren, som Bakke havde skudt af Hesten. Et

Udtryk af Skadefryd gled over Drengens Ansigt, medens han nærmede sig

den Døde.

Manden laa paa Ryggen; Ansigstrækkene vare fordreiede, Munden stod

aaben.

»Du gaber efter vores Jord, Svensker!« udbrød han. »Gab kun. Ulvene

ville mætte sig i Nat ved dit Liig. Du kommer ikke til at hvile under

norsk Jord.«

Klokkeren nærmede sig, slog Korsets Tegn over den Faldne og stak hans

Landse i Jorden som Mærke for hans Kammerater. Derefter bredte han

sine Arme ud mod Halvor, mens Taarerne løb ned over hans Kinder.

»Kom til mit Bryst, min flinke Redningsmand! Lad mig føle paa Dig.

Jeg saae dem jo stikke Landserne herind og hørte Skuddet.«

Halvor styrtede sig i Morbroderens Arme.

»Tre Gange, Morbror, tre Gange!« Han fremviste sin Byldt som Trofæ og

strøg kjærtegnende Haanden over de dybe Flænger. »Er jeg saa feig,

Morbror?« spurgte han skjælmsk og lagde Hovedet tilbage.

Klokkeren knugede Halvor fastere til sit Bryst og hviskede:

»Min norske Gut, -- vor tapre, norske Gut!«

Lidt efter rev Halvor sig løs og raabte:

»Vi snød dem alligevel! -- Faaer jeg saa i Aften den varme Mjød med

Honning og brav mange Æg i, som I lovede mig den Gang, vi hoppede af

Sted for Svensken derhenne?«

»Du bliver bestemt General og blæser vore Fjender baglænds over hele

Linien,« sagde Klokkeren.

»Ja, Fanden i Vold ned i deres eget Rige og et godt Stykke til,

det gjør vi,« forsikrede Halvor, medens Klokkeren og han iilsomt

fortsatte deres Vei nedad mod Frederikshald.

KLOKKEREN FRA ID.

Ids Kirkeklokke lød hen over Sletten. Herrens Time var inde.

Malmtonerne talte over Menneskekjævl; Kirkeklokken, der i

Aarhundreder taalmodig ved een Haand har manet til Fred og Andagt,

klemtede ogsaa i Dag, da Krigsaanden luede og Voldsherren truede;

den stævnede ogsaa i Dag til Gilde i Guds Huus; thi denne Krigs Sag

var Helligaands Sag, det fredede Hjems Sag. Det levende Værn, som nu

maatte til at slutte Hegnet, adlød et helligt Kald; det Staal, der

nu maatte til, var hærdet i Fædrelandsild. Voldsherredømmet stod for

Døren med Krigens Rædsler. Folkeaanden vaagnede med Styrke.

Der kom de strømmende i tætte Skarer, Tistedøler, Saugbrugsmænd og

Bjergfolk; een Aand forenede i Dag Alle. De nikkede til hverandre,

gave hverandre trofaste Haandtryk, talte ikke meget med Munden, men

saa meget mere sagde Øinene fra Hjertens Grund. Landereisningen var

almindelig, Folket stod i Vaaben, Hjemmets Aand drev Valenhedens

Taage af Jorden og afhyllede et straalende Forbillede for kommende

Tider af Selvopofrelse, Hengivelse, uforligneligt Mod. En stor og

løftende Lidenskab er i sin høieste Potens hellig; naar et heelt Folk

gribes deraf i Trængselens Tid, er den Gudstjeneste.

Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman · 第 8 / 18 段