gjøre saa megen Ophævelse af Stratenrøvere som Jer. -- Læg an, Manne!«
En sagte Klirren lød, mens Soldaterne skiftede Haandgreb om
Bøssekolberne. En uhyggelig Stilhed indtraadte. Bjørnstad stod
opreist i Maanens Skjær; hans brede Pande dannede en skinnende
Lysflade, hans mægtige Bryst strakte sig mod Fjendens Bøsser,
roligt og værdigt, som var her blot Tale om at modtage en fyrstelig
Udmærkelse for tro Tjeneste.
»Een -- to --!« lød atter Vagtmesterens Kommando.
»Tøv lidt!« raabte Jørgen og sprang frem foran Morbroderen. »Er I
christent Folk og sender to Mænd i Døden, uden at unde dem Tid til en
Bøn?«
»Bed, men kort!« svarede Vagtmesteren utaalmodig.
»Siden de har haft saa travlt med at komme herop paa Taget, synes mig
Vagtmesteren bør lette dem Nedstigningen,« ytrede Erik Månsson, der
var krøbet hen til Underofficeren bag Tagmønningen, ledsaget af tre
Mand.
»Hvad mener Du?« spurgte Erikson barsk.
»Eia, Huset her er jo en Ørnerede, som hænger over Afgrunden; lad os
tvinge de Mandfolk ud fra Taget med vore Sabler, saa spare vi Krudtet
og har nok saa megen Fornøielse af at pirke lidt ved dem, inden de
vil til at hoppe.«
»Ikke saa ilde,« sagde Vagtmesteren. »Det er to slemme Misdædere,
vore Kammeraters Blod raaber om mandhaftig Hævn.«
Under bedøvende Jubel sloge Soldaterne Kreds om Fangerne.
Jørgen stod rolig ved Bjørnstads Side; han syntes at lytte med spændt
Opmærksomhed ud mod Skoven.
»Nuvel!« sagde han til Vagtmesteren. »Ligesaa gjerne springe i Døden
som krybe i den. Blot maa I, strenge Hr. Officeer, tilstede en Døende
hans sidste Bøn. I formene mig ikke endnu en Gang at spille den Vise,
som jeg spillede for Kong Carl efter Slaget ved Pultava?«
»Inte det skulde være en lille Løgn for at knibe Livet?« spurgte
Vagtmesteren haanlig.
»_Han_ spillet for Kong Carl ved Pultava?« raabte Trompeter Månsson
og stillede sig frem for Jørgen, idet han rev Trompeten fra Siden.
»Denne her spillede jeg for vor Konge, da han kjørte fra Slaget, og
aldrig saae Du herligere Helte end Svenskerne i Nederlaget!«
Han satte Instrumentet til Munden og blæste de første Strofer af den
svenske Fanemarsch. Tonerne løde haarde og skingrende gjennem Natten.
Jørgen trak foragtelig paa Skuldrene.
»Gav Kong Carl Dig ogsaa sit Billede at bære for den Musik?« spurgte
han, drog en Medaillon frem fra Brystet og holdt den høit i Veiret.
»Du spiller jo falsk og trakterer dit Instrument som en Slagter.«
»Falsk, Slagter!« skreg Trompeteren og sprang ind paa Jørgen.
»Ræk ham dit Horn og lad os see, om han kan blæse sin egen Liigsang
bedre,« sagde Vagtmesteren.
»Det Tudehorn duer ikke til Musik,« svarede Jørgen. »Der hænger en
Fidel hernede paa Væggen i Storstuen; hent den, saa skal jeg spille
den Vise for Jer, som bragte Taarer i Heltekong Carls Øine, da han
laa saaret og forpint paa Leiet. Dermed er det Hele forbi.«
Vagtmesteren gjorde et Tegn. Månsson forsvandt gjennem Taget.
Et eget Smil foer over Jørgens Ansigt, medens han saae over mod
Skoven og slog sine Hænder sammen, som for at varme Fingrene.
Lidt efter modtog han ung Halvors Violin.
»Lir Du nu din Vise af i en Fart!« sagde Månsson og lo; »bagefter
skal jeg plante denne her som en ægte Slagter i dit Hjerte!«
Han svingede Sablen over Fangens Hoved.
Jørgen greb Violinen og lagde den til Kinden. En bred og skærende
Tone brød løs under et Buestrøg, som aldrig syntes at skulle faae
Ende; derefter gled Vuggevisen frem, blid og skjælvende. Det lød
som et Barns Bøn om Hjælp, en Maning, et Angstraab om Dødsfare.
Jørgen holdt inde, lyttede, som om han ventede et Svar. Da foer
pludselig det samme gaadefulde Smil over hans Ansigt; han kastede
Hovedet tilbage, saae op mod Stjernerne og spillede Värmelandsvisen.
Blide, inderlige Toner stege frem i Tusmørket; de kom som et Savn,
som en Hilsen fra Hjemlandet, som et vemodigt Minde, Skyggerigets
hemmelighedsfulde Røst til de Levende; rigere og mægtigere banede
Tonerne sig Vei under de stigende Buestrøg, Livets Længsel, Seirens
Fryd lød tilsidst i den gamle, gribende Folkevise.
»Han kan ikke gjøre for, at det lyder saa kjønt,« hviskede Månsson;
»det er Dødsdeliriet, som kriller i Fingrene paa ham.«
Jørgen stod omgivet af drukne, lyttende Soldater. Nogle følte
Beruselsens let vakte Høitidelighed med Bøsserne beredte til
Executionen, andre stode tause, grebne af Øieblikkets storladne
Romantik og drak i dette korte Øieblik ubevidst af rene Vandaarer, af
Poesiens, af Barnesindets evig sprudlende Strømme. Fædrelandet, dette
halvtbegrebne Ord, dirrede i disse halvtfuldbaarne Sjæle. Der blev
ganske stille. Det store Moderland, Menneskehedens, svensk, norsk
eller udenlandsk var over dem alle.
Jørgen havde sænket Buen. Vagtmesteren traadte hen til ham.
»Frem med det Billede, Du siger, vores Konge gav Dig!« sagde han.
»Der kan være noget i det.«
Jørgen aabnede Medaillonen. »See og gjenkjend det Alle,« udbrød han
med lav Røst. Carl den Tolvtes Ansigt med de smalle Kinder og den
mandige, urokkelige Ro viste sig i det hendøende Nordlys.
»Det har sin Rigtighed,« sagde Vagtmesteren og holdt Haanden
hilsende til Huen, medens han betragtede Billedet. »Her mangler blot
Hugværgen, vor Konge altid slæber henad Jorden. -- Træd an, Manne!«
Soldaterne sluttede Geled.
»Præsenteer Gevær for denne Mand!«
Soldaternes Hilsen klirrede taktfast i den lette Frostluft.
»Den Mand bærer vor Konges Billede om sin Hals; derfor sende vi ham
i Døden med Officeershonneur.«
Soldaterne adløde ivrigt og beredvilligt.
I Vest rødmede Himlen af den nedgaaende Maane, der hang som en
glødende Ildkugle over de sorte Skove. To Fyrretræesfakler, der
vare tændte for Executionen, kastede et grelt Lys over de arrede
Krigeransigter.
»Nu ind paa dem med Sablerne og i Afgrunden med dem!« kommanderede
Vagtmesteren.
»Nu blot en Bøn, svenske Mand!« sagde Jørgen; »blot en ganske lille
een for Jeres egne syndige Sjæle!« raabte han med hævet Røst, slog
Armen om Bjørnstads Skulder, medens Soldaternes Kreds trængte dem
Skridt for Skridt nærmere mod Afgrunden.
Der lød et Glenteskrig ovre fra Skoven.
»I Knæ, Morbror!« hviskede Jørgen. »Stræk Dig fladt hen ad Taget. Ret
nu skyder Klokker Bakke og hans Folk derovre.«
Bjørnstads Kæmpeskikkelse vaklede under Jørgens Tryk. Han sank i
Knæ. I det samme kastede Jørgen sig over ham, knugede ham mod Jorden
og raabte med sine Lungers fulde Kraft:
»Skyd, norske Mænd -- i Jesu Navn, skyd!«
Lynglimt, ledsaget af skarpe Knald, brød frem fra Skovens Stammer;
fem svenske Soldater straktes henad Husets Tag.
»Forræderi!« raabte Vagtmesteren og krøb med de tiloversblevne
Soldater ilsomt ned gjennem Hullet i Taget. Et Jubelskrig hilste
de Flygtende; Klokkeren fra Id, Halvor og deres Mænd bleve synlige
mellem Træerne paa den modsatte Side af Kløften.
Men længst tilbage stod en slank Pigeskikkelse. Hun havde i Dødsangst
bævende lyttet til Violinens Toner, -- havde længst forstaaet, at han
derovre spillede den store Lidenskabs Fest og Frelse ind i hendes
Sjæl.
Bjørnstad reiste sig med et Suk.
»Saa vende vi tilbage til den graa Aldaglighed,« sagde han. »Men
tilstaa, Fidelspiller: da Du spillede din Moders Vuggevise, saa
troede ogsaa Du, at det stundede mod den store Hvile?«
»Lee ikke, spot ikke, Morbror,« jublede Jørgen og pegede opad med
Buen. »Da jeg spillede den Vise, troede jeg saa fast, vi vilde blive
hjulpne. Der er helligt Trylleri ved den. Hver Gang jeg spiller den
Sang i Nød og Betryk, saa lyser det op, og jeg bliver hjulpet, -- for
saa er Mor med, skal jeg sige Dig.«
Det var paa den Tid, da Lys og Mørke brødes. Morgentaagen bølgede
mellem de riimfrosne Grene. Da den lettede, og Solen seierrigt brød
igjennem, laa ifølge et Øienvidnes trykte Beretning fem svenske
Soldater paa Bjørnstads Tag, »og de glemte at gaa ned siden«.
SPIONEN.
Næste Morgen laa Svendsen Bakke oppe i en muret Fordybning paa
Udsigtsbjerget ovenfor hans Gaard, Bakke. Herfra kunde han holde Øie
med den svenske Grændse og tillige see Hjemmet nede ved Bakkesund,
som paa dette Sted er ca. 300 Meter bredt. Stedet bærer endnu Navnet
»Klokkersengen« og fremvises som en af Egnens Seeværdigheder. I vore
Dage tilhører denne Gaard en dannet og belæst Bonde, Mathis Bakke,
hvis Slægt har eiet Stedet siden Klokkerens Død. Eftersom Gaarden
ligger nær ved Grændsen, blev den i alle Svenskekrige besøgt af
Fjenden.
Svendsen Bakke sad denne Morgen med Bøssen ved Fod og saae frem
for sig i Taagerne, der joge hinanden i Dalen. Her ventede han
nu i offerglad Kjærlighed til sit Land. Han havde gjort sit Livs
Regnestykke op og var i Fred med sig selv. I Dag sad han her i fuld
Livskraft, beredt til i Morgen at træde ind i Evigheden. Hjemme i
Stuen groede hans Sønner i Veiret, det unge Norge, omgivet af en
kløgtig Moders Røgt -- hvad Magt laa der nu paa _hans_ Liv, dersom
han kunde gavne sit Land? Han var det gamle Træ, der havde saaet sin
Sæd, rede til at falde for Øxen.
Bakke var igjen i Dag iført en islandsk Trøie, et Læderbælte om
Livet, i hvilket stak en Pistol og en lang Tollekniv i udskaaret
Træskede.
Nede i Dalkløften lød endnu Ulvenes Tuden. I hine Dage strakte
uigjennemtrængelige Skove sig over de skjønne Bakkedrag. Her levede
endnu Vildtet i frodige Flokke og gjorde Vinterveiene usikre ved
høilys Dag, naar Frost og Snee gjorde Føden knap. Solen steg op
over Idsletten, Hundreder af bredkronede Fyrretræer og Graner, som
i tidligere Aarhundreder havde været Vidne til Svenskernes hyppige
Indfald i Landet, strakte deres rødbarkede Grene ud over Jorden;
den stigende Sol mægtede næppe at trænge igjennem deres Fletværk.
Andre Steder stode Træerne længere fra hverandre og dannede luftige
Perspektiver udad mod de blaa Taager, der fanger Fantasien og leder
den ind til endnu vildsommere Egne i Skovenes Dyb.
Der lød knirkende Skridt over Fjeldstien, og Halvor kom til Syne.
Han bar en vægtig Kiste i Remme over Ryggen, i Bæltet stak en
mægtig Rytterpistol, et Krigsbytte fra den sidste blodige Nat; dens
skinnende Skaft og Løb røbede, at den nylig havde været Gjenstand
for en kjærlig Oppudsning. Desforuden bar han et Horn i en Snor over
Skulderen.
»Godt, at Du kommer inden berammet Mødetid,« sagde Klokkeren og
reiste sig.
»Jeg er saa bedrøvet, Morbror,« sagde Halvor og rystede Byrden af
sig. »Jeg troede ikke, der i Verden var saa tung en Sorg at bære.«
»Er der noget iveien hjemme?« spurgte Svendsen Bakke.
»Aa nei,« svarede Halvor; »Far og Mor ere flyttede over i Moster
Ulles Hytte, desformedelst Svenskerne har skamferet hele vort Huus,
Ruderne ere knasede, Møblerne masede, og ingen af Byesfolket eller
Naboerne vil hjælpe os at sætte det sammen igjen, for nu er Far jo
fredløs.«
»Hvordan er det med din Mor?« spurgte Klokkeren.
»Mor ligger syg i Moster Ulles Seng; Mor er jo kun en Kvinde og saa
svag og god. Du troer det ikke, men hun græd ogsaa over de faldne
Svenskere, der blev baaret ud af vort Huus i Morges!«
»Naar vi i Nat komme hjem fra Colbjørnsens Ærinde i Svenskeleiren,
saa flytte vi dine Forældre ned til mig paa Bakke,« sagde Klokkeren;
»i mit Huus ere de fredlyste.«
»Mor flytter ikke fra Far, og Far bliver paa Fjeldet,« sagde Halvor
bestemt. »Olaug er borte,« tilføiede han sagte.
»Olaug?« spurgte Bakke.
»Jeg bad hende saa mindelig om at blive hos Mor; men hun rystede paa
Hovedet og sagde, at et Skjændselsbarn ikke havde blivende Sted under
Bjørnstads Tag. Saa tog hun sine fattige Klæder og gik til din Kirke
i Id. Jeg fulgte hende og blev udenfor Døren. -- Ak, Morbror, der er
vist ikke mange Mennesker i Verden, der har baaret saa tung en Sorg
som jeg i denne Morgenstund. -- Hun slæbte sig op langs Stoleryggene
som en syg og træt, gammel En, og hun blev ved at vrikke med Hovedet
og hviske: »Mit gamle Hjem -- mit gamle Hjem!« -- Hvor Vinden skar,
og Taaren frøs paa hendes Kind, dèr hun laa paa Mormors Grav og græd,
og hun kyssede Træværket om Graven og sagde med høi Røst: »Herre
Fader, Du, som kan bøie alle Hjerter, mag det saa, at jeg maa komme
hjem igjen!« -- Nu er hun gaaet til Halden og sin nye Plads, og det
er min Skyld det Hele, derfor er jeg saa bedrøvet og hjertesyg.«
Bakke hørte til, mens han ordnede nogle Smaapakker i Kramkisten, som
Halvor bragte, og fordeelte dens Indhold, Uldsager og Tobak, i to
Byldter.
»Vi ere i Dag Alle som Olaug hjemløse i Fjendehaand,« sagde han. »Lad
os nu først søge at redde vort Land; siden hente vi Olaug hjem, din
Mor og os Alle.«
Han gav Halvor den ene Pakke, tog selv den anden, og de begave sig
af Sted for ifølge Peder Colbjørnsens Ønske at udspeide Fjenden og
bringe sikker Underretning om hans Styrke og Stilling og Planer til
Frederikshald.
»Du har Ret, Morbror!« udbrød Halvor. »Nu maa vi slaaes som Mænd;
bagefter kommer alt det andet vel af sig selv. -- At dette netop
skulde hænde mig den lykkeligste Krigsdag i mit Liv!«
Lidt senere mødte Vandringsmændene to Bønder, Niels Nordby og Jens
Aas.
»Hvor skal I hen, Klokker Bakke?« spurgte Jens Aas.
»Vi skal hen til Svensken og sælge ham lidt Skraatobak og andet
Pilleri,« svarede Bakke og smilede. »Med det samme er han maaskee saa
freundlig at fortælle os lidt om, hvad han har for.«
»I komme til at vælge en anden Vei, Klokker,« sagde Niels Nordby;
»der kommer nogle svenske Ryttere her nedover, og de er heelt
mordlystne at see til; ret strax dreie de om Pynten.«
»Hvor mange ere de?« spurgte Klokkeren.
»De er fire og tyve Mand og har en Oberstlieutenant med sig.«
»Saa maa vi vel gaa af Veien for dem,« sagde Bakke sagtmodig og skred
ind i Skovtykningen.
Her lagde han og Mændene sig i Baghold. Da de havde ligget en Stund,
kom et fjendtligt Rytterparti i fuld Fart til Syne paa den smalle
Skovvei. En samtidig Vaabenfælle beretter ordret følgende om denne
Morgens Hændelse:
»Klokkeren samt de andre Bønder skjøde til Fjenden og traf saa vel,
at Oberstlieutenanten ved Navn Baltzer faldt strax død ned paa
Jorden og Hesten ligesaa. Over disse uformodentlige Skud blev al
hans underhavende Følge forfærdet og gave Hestene af Sporerne og
rede bort. Da de nu i denne Angst havde rendt en Fjerdingvei derfra,
mødte de en Bondepige, som de hævnede deres Harm paa og lod see deres
store Mandhaftighed, idet de hug hende i Axelen, fordi hun ei vilde
bekjende, hvem der laa i Skoven, som var umuligt, eftersom hun det
ei vidste. Da de nu ei fik nogen Underretning derom, syntes dem det
dog ei være anstaaeligt, saaledes at forlade deres Oberstlieutenant
og ikke at see, om der var flere end de tvende, som de hørte
skyde, hvorfor de vendte tilbage med et skjælvende Mod og fandt
Oberstlieutenanten for sig dødskudt ind ad Panden og ud ad Nakken.
De begyndte da at skrige og formane Klokkeren med Bønderne, at om de
havde Mod, de da nu vilde komme til sig; dog stode de et godt Stykke
fra Pladsen, hvor de havde taget Liget fra. Men den gode Klokker Ole
Svendsen Bakke samt de andre Bønder forstode sig meget vel paa det
Gjæstebud, de bleve indbudne til, og laa derfor stille i den Tanke at
skjænke disse gode, svenske Mænd et Par hver sin Kugle og siden gaa
sin Vei. Da nu Fjenden Ingen fornam i Klippen, toge de bort med det,
de fik, stoppede Liget i en Sæk og førte det med sig.« --
Den Klippe, hvor Oberstlieutenanten blev skudt, kaldes endnu i
Dag »Baltzerklippen« eller »Generalkloven«,[1] fordi Tradition og
Folkesnak senere har forfremmet den faldne Officeer til General, af
hvilke der skal have været Overflod i Carl den Tolvtes Armee.
[1] En Klove er en liden Sænkning mellem to Bjerge.
»Gud være hans Sjæl naadig!« sagde Klokkeren alvorsfuld og traadte
frem fra sit Skjul. »Han var vor Fjende; nu er han min Anklager hos
Gud.«
»Nei, Morbror, Vorherre siger: saadan En, der lister ind i norsk Land
i Mulm og Mørke og bedriver Hærværk og voldeligt Overfald!« udbrød
Halvor, der syntes at have rystet Morgensorgen af sig, stolt og
lyksalig over denne mandige Bedrift. »Saae Du, hvor Generalen slog
Armene i Veiret, da han faldt ned over Klippen som en fyldt Sandsæk?
Han sagde vist Farvel til os. Hurra! det er noget andet end at skyde
Ulve og Egern. -- Der ligger han nu i Sækken, svenske Generalen!«
»Stille, Dreng!« sagde Klokkeren barsk. »Den Døde haaner man ikke;
han faldt i sin Konges Ærinde som en ærlig Soldat.«
»Det gjorde han; men han faldt for en ærlig, norsk Kugle, der værnede
sit Land, og Du er den tapreste Degn, Norge har haft, Morbror Bakke;
jeg holder meget mere af Knaldet af din Bøsse end af Knebelen i din
Klokke -- Sippedeia -- en svensk General!«
De gik nu tause videre og undgik Hovedveien. Jens Aas og Niels
Nordby bøde Farvel lidt længere henne. Bakke og Halvor kjendte hver
Sti og Kløft og Klippeskjul i flere Miles Omkreds. Efter en Times
Forløb, hvori de havde banet sig Vei ad bugtede Fjeldstier, udstødte
Klokkeren et Skrig, som naar Urfuglen skogrer. Det blev besvaret
høiere oppe i Fjeldet, og en Bonde kom springende nedover mellem
Klippeblokkene.
»Du lader vente paa Dig, Haavi,« sagde Bakke.
»Vor Ko er ilde syg,« svarede Bonden; »hun staaer og skronner og æder
hverken Hø eller Skraa. I, som er saa forfaren en Mand i Lægekunst og
Bøger, kjender vist Raad derfor?«
»Har Du seet noget til Svensken, som jeg sendte Dig ud at spore?«
spurgte Klokkeren barsk.
»Javel; der ligger et Parti paa henved femten hundrede Mand Ryttere
og Fodfolk heromme Nord paa bag Kulhytten.«
»Det er godt,« sagde Klokkeren. »Giv Koen i Aften et frisk Opkog af
Timian og Krusemynte og andre stærke Urter -- skjøndt Du fortjente at
miste din Ko, siden Du tænker først paa, at den er i Fare, og siden
paa, at dit Land er i Nød.«
Bakke og Halvor fortsatte deres Vei i den Retning, Bonden angav, at
Svenskerne laa.
Solen var gaaet bag Skyer, og den korte Vinterdag heldede, da de
naaede en Fjeldskrænt, der om Sommeren bærer mange Mosarters rige
Farver fra den varmeste Terrasienna til det lyseste Guld. Nu laa
Klippen hen i Sort og Hvidt, Tid, Regn og Vinterens Kulde havde
furet den med Fortids Runer; graa og blaalige Afstandstaager fyldte
Kløfterne, tunge Skyer hang fast i Trætoppene over de granbevoxede
Skrænter.
»Jeg seer dem, Morbror,« hviskede Halvor, der sneg sig nogle Skridt
foran Bakke; »de have tændt Vagtblus dernede og koge Mad -- de myldre
som Maddiker i en fremmed Mands Meelsæk.«
»Ær din Fjende, Knægt!« sagde Klokkeren. »_Han_ lyder sin Konges Bud,
_Du_ dit Lands; enhver kan være god for sig.«
»Ja, Svensken kan være god for sig, naar han vil lade Norge være
i Fred for sig,« svarede Halvor heftig. »Hvad troer Du, han vilde
sige, om vi saadan væltede os ind i hans Land og slog Ruder og Døre
ind i hans Rige? -- See, hvor Luen flammer under Røgskyerne dernede,
og see, Morbror! -- der blinker Vaaben gjennem Røgen. Det er som et
herligt Eventyr af Sagabogen! -- Var det ikke svenske Fjender, saa
vilde jeg være med blandt dem dernede.«
Klokkeren fortsatte sin Vandring uden at svare; hans Tanker kredsede
om hans Formaal; han saae og hørte, han speidede og lyttede og gik
rolig videre.
Som efter en uhørlig Befaling begyndte pludselig Trommer og Horn at
lyde rundt omkring dem. Soldaterne sprang op fra Baalene, strømmede
ud fra Sæterhytter og Granrishuler, for at samles omkring Fanen; en
Psalme lød gjennem Tusmørket, dumpt og pligtsmæssigt sunget af hæse,
sprukne, ogsaa af rene Mandfolkestruber. Nogle sang med Følelse,
andre af Vane; det lød høitideligt i Skovstilheden.
Hver Morgen Klokken syv og hver Aften Klokken fire lod Kong Carl sine
Soldater holde Bøn. Naar Timen slog, og Trompeten kaldte, standsede
Mandskabet selv under Fremrykning; hver Soldat faldt paa Knæ paa det
Sted, han stod, ligesaa Kongen, hvor opblødt eller sumpet Vei og
Mark end var. Kong Carls dybe Gudsfrygt stemmede nøie overeens med
hans rene og nøisomme Sæder, hans Uegennytte og Gavmildhed, men stod
i paafaldende Strid med hans Uforsonlighed, Krigs- og Hærgelyst.
Selv bar Carl den Tolvte altid Gustav Adolphs Bønnebog i sin Lomme
og læste deri hver Morgen, tillige Søndag Eftermiddag, og nedskrev
i Begyndelsen hver Gang, han havde gjennemlæst Bogen. Da han var
begyndt Læsningen forfra fjerde Gang, rev han dog Anmærkningen ud af
sin Noteerbog, for at Ingen skulde tro, at han pralede hermed.
Klokkeren var standset; han foldede sine Hænder og sænkede Hovedet.
For ham var Andagtstimen følt og sand mellem Fjender som i hans egen
Kirke. Halvor gjorde, ligesom han saae Morbroderen gjøre; men hans
Blik fløi uroligt og nysgjerrigt frem og tilbage over de fjendtlige
Grupper, og han kom til at sige: »helliget vorde mit Navn« i Stedet
for »dit Navn«, mens han fremsagde Fadervor.
Lidt senere traadte Bakke og Bjørnstads Søn ind i Svenskernes
Leirkreds. Der var rundt om reist Telte og Hytter af Grangrene;
udenom Leiren stode Rustvogne, Feltskyts, Rytteriets Heste; hist
og her laa henslængt paa Sneen Gryder, Øxer, kort sagt, det Virvar
herskede, som var eiendommeligt for hine Tiders fremrykkende Armeer.
En dæmpet Summen fyldte Luften under Fyrretræerne, hvis Kroner denne
Aften tav. Klokkeren skred uforsagt fremad; de udstillede Forposter
ved Veien havde ikke bemærket de to Mænd, der traadte frem fra
Skovtykningen.
»Hvem dèr?« raabte nogle Soldater og sprang op fra Varmebaalet.
»En ringe Kjøbmand, som agter at slaa en Handel om Et og Andet i Kong
Carls Leir,« svarede Klokkeren og standsede.
»Grib og undersøg dem!« befalede Underofficeren.
Et Par Soldater udførte Befalingen, men fandt intet mistænkeligt.
»Jeg har et Par forsvarlige Kravestøvler; vil I ikke ogsaa see dem
efter?« spurgte Halvor eenfoldig.
I næste Nu var Klokkeren og Drengen omringet af veirbidte, forfrosne,
svenske Krigere; de opstrøgne Knebelsbarter, de arrede Ansigter og
opsvulmede Hænder bød Velkommen. Underofficeren kommanderede barsk,
idet han pegede paa Bissekræmmernes Byldter:
»Saa op med Lædiken!«
Svendsen Bakke udbredte omhyggeligt sine Varer paa et Dækken; Halvor
saae sig om med spillende Øine.
»Uldne Trøier og Vanter!« sagde Vagtmesteren foragtelig; »den Slags
bruger hverken Kong Carl eller hans Mænd -- Skraatobak -- det lader
jeg gaa -- -- Brændeviin -- det liver Herren evig op i jeres
fordømte Isfjelde! -- Hid med Brændevinen!«
Klokkeren og Halvor skjænkede beredvilligt af deres Dunk for de
kjøbelystne Soldater.
»Hvad har Du dèr?« spurgte den mistroiske Underofficeer og pegede paa
en Pakke, som Svendsen forsigtig, men temmelig iøinefaldende lagde
til Side.
»Det er Stads til svenske Generalen,« sagde Klokkeren.
»Det er Forgift,« sagde Halvor og stillede sig foran Pakken.
»Svenske Generalen!« ytrede Vagtmesteren; »det er i Nat selve Kong
Carl.«
»Selveste Krigsmaiestæten!« udbrød Halvor og trak Huen af. »Ak, om
jeg kunde faae ham at see i Ansigtet, blot een Gang, saa skjænker
jeg i Grams hele min dyre Byldt til Jer Alle. Kong Carl, Soldaternes
mægtigste Soldat -- Herre Jemini, Morbror, bed dem dog, om vi maa
faae ham at see, blot et eneste Minut. Jeg vil saa gjerne see ham.«
Drengens uforbeholdne Begeistring tiltalte den svenske Befalingsmand
og kom Svendsen Bakke vel tilpas.
»Om I kunde tilstaa os en saa formastelig Bøn,« sagde han, »hvis Kong
Carl virkelig findes her i Leiren, for nede i Frederikshald sagde de
i Morges, at han var draget med Hæren ad Christiania til.«
»Kong Carl er allevegne og ingen Steder,« svarede Befalingsmanden.
»I Aftes kom han hertil; en Hest styrtede under ham underveis.«
»Styrtede?« udbrød Halvor.
»Kongen elsker sine Krigere, skal jeg sige Jer, og mener, at vort
Haandværk er det ypperste paa Jorden,« vedblev Underofficeren med
Selvfølelse. »I Gaar inspicerede han Rytteriet ved Enningdalbroen.«
»Kors, har I Rytteri ogsaa dèr?« udbrød Klokkeren beundrende.
»Monstro de kunde have Brug for lidt Bissekram?«
»Ja, Hestfolk har vi nok af, blot jeres forbandede Klipper havde lidt
mere Foder. Over hundrede Heste maa vi slaa løse deroppe om Natten,
for at de kan faae noget at bide.«
»See, see! over hundrede Heste!« sagde Bakke. »Men det var Kong Carl,
I fortalte saa kjønt om.«
»Carl kæmper ved vor Side som en trofast Kammerat, og for at forbinde
vore Saar river han sin Skjorte itu.«
»Sin kongelige Skjorte!« gjentog Halvor.