at jeg som en tro og indfødt Nordmand skylder mit Land det bedste,
jeg eier, i Farens Stund. Igaar lod Colbjørnsen mig kalde og bad mig
bringe dem Kynding i Staden om, hvad Fjenden tog sig for. Han gav mig
disse Tobaksruller her at sælge til Svensken, for at jeg uhindret
kunde komme ind i deres Leir. Ved Daggry maa jeg af Sted.«
»Fædrelandet har Mænd nok til at vaage over sig; jeg har kun Dig
alene, Ole Svendsen!« udbrød Hustruen og strakte ham Barnet i Møde.
Bakke reiste sig heftigt og sagde det ene Ord: »Ane!« Hun sænkede
sine Øine for hans flammende Blik; hendes skjælvende Læber tav.
I det samme aabnede Olaug Døren og traadte ind. Norges unge Genius,
høibrystet, kraftig, hvid som den Snee, der tindrede i hendes Pels,
rosenfrisk. Hendes Hænder foldede sig uvilkaarligt, idet hun viste
sig. Øinene bad, idet hun udbrød:
»Klokker fra Id, Faren er over Morbror Bjørnstad; kom og hjælp os.
Hans Huus er omringet af Svensken, og han er ene mod dem alle.«
Konen sprang frem og greb Olaugs Arm.
»Kommer ogsaa _Du_ for at drage min Huusbond fra mig?« spurgte hun og
knugede Barnet ind til sig. »Nu skal Du høre, Ole Svendsen, hvorfor
jeg er ræd. I Nat saae jeg en Skare vaabenklædte Mænd drage her
forbi; Sørgemusiken gik foran, langsomt, Skridt for Skridt; Trommen
lød tung og dump. Jeg foer til Vinduet. -- Ak, Ole, ved dit Hjerte
har jeg hvilet, drømt Livets bedste Drøm. -- De Soldater standsede
herudenfor; Du laa dèr paa deres korslagte Geværer, hører Du: _Du_
laa der, hvid og bleg. -- Bliv hos dine Børn, ellers bliver Du deres
derude -- Soldaternes, Dødens --! Forlad os ikke!«
Hun sank i Knæ. Den rødmussede Glut i hendes Arme lo høit og bed
i sine buttede Knoer med Smilehuller i, udstødte et Klunk af
Tilfredshed og dunkede sin Pande i Faderens Skjød. Han saae det, saae
Alt, hvad der kan binde en Mand til Liv og Hjem. Hans Øine duggedes;
men det maa have været Manddommens stærke Taare. Han kyssede sin
Hustru paa Munden og sagde kort:
»Javist, Ane, om det saa var mig, Du saae, mit Liig, de bar, hvad
saa? _Du_ lever jo, vore Drenge lever, og Norge seirer.«
Hustruen vendte sig til Olaug.
»Ulykkesbarn, nu drager Du min Huusbond i Døden!«
Olaug saae forfærdet fra Klokkeren til hans Kone. Hun kjendte blot
Ane som den blide, besindige Huusmoder, der bar Alt, havde Raad og
Hjælp for Alle; nu skinnede Tigerindens Mod i hendes Øine, Løvindens,
Kvindens Kjærlighed straalede hende i Møde.
»Gaa Du kun, Far, jeg bliver jo hos Mor,« sagde Ole Svendsens ældste
Dreng og rakte Faderen Haanden.
Klokkeren fra Id smilede og saae ned paa sin Søn, og han saae, hvad
han ønskede at see: en stærktbygget Knægt med gullokket Haar og
alvorlige, trofaste Øine.
»Gaa kun, Far,« gjentog Drengen og strakte sin lille Næve op mod
Faderen. »Du kan stole paa, jeg bliver hos Mor.«
Ole Svendsen greb Drengens Haand og lagde den i Hustruens. Idet
Sønnen saae op, røbede hans Blik, at han fattede, at i dette Øieblik
lagde Huusbonden sine Pligter, sin Værdighed over i Sønnens. Drengen
knugede begge Hænder om Faderens -- det var det Hele.
»Farvel Ane!« sagde Ole Svendsen Bakke og gik mod Døren.
Hustruen greb Sønnen i sine Arme, men Blikket fulgte Manden.
Svendsen tog Bøssen ned fra en Træknage ved Skorstenen, kastede den
over Skulderen og gik.
Olaug havde været et stumt Vidne til dette Familieoptrin; hun glemte
det aldrig siden; Svendsen Bakkes Børn bleve hendes egne i den Time.
Da de kom udenfor, og Stjernerne blinkede i Nattekulden paa den
sorte Himmel, trak Svendsen dybt efter Veiret og saae tilbage mod de
oplyste Vinduer. Han sagde barsk:
»Skynd Dig nu til Anders Haugens Gaard og til alle Gaardene Sønder
paa; vore Mænd ere i Nat ude ved Colbjørnsens Corps. Imens samler
jeg, hvem jeg kan, i den nordre Byende; vi mødes snarest ved Broen.«
En halv Time senere stode otte behjertede Mænd ved det angivne
Mødested og begave sig iilsomt opefter mod Bjørnstads Gaard.
Medens disse Forberedelser bleve trufne nede paa Sletten, var Halvor
ilet op over Fjeldet til Aalefosvang og Espevold. Det knagede i den
mørke Fyrreskov, de hvide Maaneskinspletter, som banede sig Vei
mellem Stammerne, skar i Øinene og gjorde Mørket dobbelt sort. Halvor
kjendte Veien og sprang kort efter midt ind i Bondens Stue; hans
Ansigtstræk vare stivnede af Ophidselse og Kulde.
»Svensken holder til paa den nordre Side af Kløften i Nat, Faders
Gaard er omringet, de bryde løs paa Døren -- endnu holder vi dem
Stangen!« raabte han. »Skynd Jer og kom til Hjælp!«
»Saa sagte, saa sagte, min Gut!« svarede den sværlemmede Bonde, som
sad ved Bordenden og slog Ild til sin Pibe efter endt Aftensmaaltid.
Ved det nedre Bord sad hans fem Karle og sugede endnu paa Saltsilden,
hvis afpillede Been de efterhaanden kastede hen i en Leerskaal midt
paa Bordet. »Jeg kan ikke lade mig hænge for saa lidt. Din Fader er
jo nutildags en fredløs Mand, og den, som hjælper ham, lægger sig ud
med det mægtige Byfolk dernede i Halden. Din Fader har desuden alle
Dage været en brøsig og krakilsk Natur. Det gaaer Pinedød ikke at
kneise med Nakken og agere hele Norges Land med Kjølen og Dovrefjeld
til Rygrallik alene for sig selv. Vi Andre maa ogsaa til, skal jeg
sige Dig, og saa lidt Gudsfrygt og Kongerespekt.«
»Svensken er over os!« gjentog Halvor og greb i Bordskiven. »Svensken
er Allemands Fjende. Han har omringet vort Huus. I kan tage dem Alle
tilhobe, spillevende, naar I blot kommer bag paa dem, nu, strax!«
»Paa det Lav!« sagde Haugstad og blæste en vældig Tobakssky fra sig,
der lugtede svedent af Kirsebærblade. »Paa det Lav! det kan jeg som
sagt ikke lade mig hænge for. Veed Du, hvad det er at være fredløs?
Han har ikke blivende Sted i Lands Lov og Ret, ikke Huus' eller Hjems
Fred paa Norges Grund. Han er som det vilde Dyr i Skoven, Bytte for
alle Mænd, som har Samvittighed nok til at fælde ham. -- Nei, lad Du
kun Svensken jævne hans Huus med Fjeldet, saa flytter han vel fra
Egnen og sparer sine Landsmænd for at udgyde kristelig, norsk Blod,
for vi har da Lov og Ret i Landet. -- See, det er min Mening og ingen
andens.« -- Haugstad klappede Pibelaaget fast i. -- »Desuden, i Fjor
ved Kyndelmisse, bød jeg din Fader for rimelig Betaling at sælge mig
et Par Tylfter Tømmerstokke af Fossen; men han var stursk paa det --
ellers havde vi maaske forhandlet sammen i Aften, og han kunde gjøre
sig Forhaabning om Hjælp. Lad ham nu hjælpe sig selv, som han kan
bedst!«
»I bød jo knap Tømmerstokkenes halve Værdi!« raabte Halvor; »en
gammel Ko, som hostede sig selv i Knæ.«
»Javist hostede Koen,« svarede Haugstad eftertænksomt; »men kanskee
havde hun stanget bedre fra sig i Aften end jeres Par Høforke
derhjemme, lille Halvor. Min Farfar sa'e altid, at den ene Løgn
tøer den anden op; jeg siger nu i kristelig Formaning og Herrens
Forpleining, at den ene Haand vasker den anden reen. -- Hils din Far
saa flittig, hvis det ellers sømmer sig for en ærlig, norsk Bonde at
mænge sig med en fuglefri Mand.«
Halvor tumlede ud i det Frie og rystede sine knyttede Næver mod
Huset, mens Bonden stængede Porten efter ham.
Han sprang til den næste Gaard, der laa i Udkanten af
Præstegaardsjorden. Idet Stuedøren gik op, slog en lummer og
indestængt Luft den Indtrædende i Møde. En Række Køier beklædte
Værelsets Baggrund; Halmen hang ud af de mørke Gab over det rødbrune
Tømmerværk. Et gammelt Mandshoved tittede frem fra det underste; hans
graa Haar strittede ud under en strikket, rød Uldhue. Midt paa Gulvet
stod en rank, ung Bonde og eftersaae Laasen paa sin Bøsse i Skjæret
fra Tranlampen.
»Guds Fred og god Kvæld!« sagde Halvor og traadte hen til Bordet. Da
han havde fremført sit Ærinde, rystede Bonden paa Hovedet.
»Det er dog Skade, at saa klog og dygtig en Mand som din Far har
løbet Panden mod alle Vægge og faaet Øvrighed og By paa Nakken. Var
Bjørnstad endda i Slægt med mig; men som Sagerne nu staaer, maa han
rede for sig selv.«
»Jeg skal have varm Mælk med Kavring i!« skreg den gamle Mand. »Bring
mig min varme Mælk.«
»Det er jo ikke Far, I skal hjælpe, men Svensken, I skal slaa,
Thorsten,« sagde Halvor bønligt. »Jeg veed, at Du har ti af
Colbjørnsens Folk i Laden i Nat. Lad mig tale med dem selv.«
»De har patrouilleret hele Dagen,« svarede Bonden. »Gaaer de mod
Svensken, følger jeg med, skjøndt din Fader gjorde rettest i snarest
at drage af Landet.«
»Giv mig min varme Mælk, varme Mælk med Sirup i, inden Du gaaer
i Krigen,« skreg Oldingen og stirrede med glassede Øine ud i
Rummet. Han bøiede sig forover, famlede med to knoglede Hænder paa
Sengekanten og raabte med rystende Stemme, der bestandig blev mere
ynkelig og pibende: »Og jeg vil have en lille Flæsk til, Thorsten. --
Giv mig en lille Flæsk!«
Halvor stod allerede ved Laden, hvor Colbjørnsens Tistedøler vare
krøbne ned i Høet og sov, mens en Skildvagt gik frem og tilbage i
Gaarden. Da Folkene hørte, hvorom der var Tale, rystede de Halmen af
sig, grebe Bøsserne og stormede af Sted under Anførsel af Lieutenant
Jacob Wærn. Bonden og hans to Karle sluttede Troppen.
Hjemme i Køien laa den gamle Mand og rørte med Pegefingeren rundt
i den varme Mælk, trak Sirupen op i lange Traade, slikkede den af
Fingrene, suttede paa Flæskesværen og gottede sig nok saa livsalig i
den lune Halm.
»Hi, hi! -- Krig eller Fred -- lige godt altsammen, hvad Vorherre
sender -- Sirup dog allerbedst!«
Saa sank han med et tilfreds Suk tilbage paa Leiet, drog Huen af sin
skaldede Isse, foldede Hænderne, skelede andægtig op til Køiebræderne
ovenover og sagde:
»Tak for Mad, gode Vorherre, og for alt Godt!«
Lidt efter aabnede han Øinene paany og fnisede:
»Bjørnstad, han -- store Torsken -- i Krig -- Hi, hi!«
VISEN.
Efter den sidste Salve, som Bjørnstad og Jørgen affyrede fra
Loftslugen, droge Svenskerne sig tilbage fra Storstuen for at
raadslaae.
»Djævels til Indretning med det Ovenværk, de Partigjængere har lavet
dèr!« tordnede Vagtmesteren, vor gamle Bekjendt fra Olaugs Stue. »Den
Rottefælde maae vi see at faae forpurret. Galgen er de Stratenrøvere
vis. -- Nu ned og fourageer i Kjælder og Stolpebod, Manne, og lad
os see, hvad Huset har paa Tallerkenen. Bagefter hitter jeg vel paa
Raad.«
Soldaterne forsvandt, efter at der var stillet dobbelte Vagter
udenfor Døren til Loftslugen og udenfor Huset. Kort efter gjenlød
Rummene af drukne Soldaters Drikkeviser. Kjælderens Most og Mjød
skummede i Krusene, Stolpebodens Forraad blev plyndret, hver Soldat
greb, hvad han kunde faae fat i; røgede og tørrede Skinker, Lammelaar
og Flæskesider hængte i Pakker over Ryg og Bryst. Den vittige
Trompeter Månsson mødte med et Knippe Klipfisk paa Maven, han gik
og bladede deri og klaprede op med det, alt mens han puttede salte
Stumper Fisk i Munden paa sig selv og Kammeraterne, for at kunne
drikke saa meget mere af Hjertens Begjær.
»Jeg veed, hvor der ligger en Pigelil og venter paa mig,« raabte
Vagtmesteren, der sad for Bordenden og tømte det fjerde Kruus i
den samme Stue, hvor Mand og Hustru nylig havde udvexlet deres
Livs Indhold. »Brystet hendes er høit, og Midien er slank som en
Dalkulles, Tænderne -- hu, hei! -- hvide og skarpe, som om de lystede
at bide i svensk Kjød! Spring nogle af Jer over i Gjenbohuset paa
Skrænten hist og træk hende af Dynerne. Du dèr, Sven Månsson, og
to Mand til bære hende herover, men vogt Jer -- Vagtmester har
Førsteretten, forstaaer I?«
Et Bifaldsraab besvarede denne Tiltale. De tre Soldater begave sig
ud for at finde Vei over til Ulles Huus paa den modsatte Side af
Kløften. Lidt efter vendte de tilbage. De havde fundet Hytten tom;
men de medbragte en Stige.
De sidste Dages Strabadser, som de svenske Soldater havde maattet
udstaa i Sneeskovene under aaben Himmel, gjorde Mosten uimodstaaelig;
dens Virkninger udeblev ikke. Vagtmesterens Kinder glødede, da han
reiste sig fra Bordenden, og hans Øjne havde en dyrisk Glands, idet
han udbrød:
»Nu til vor Gjerning, svenske Soldater. Vel har Kongen forbudt os
at brænde og slaa ihjel; men vore Kammeraters Liig heroppe raabe om
Hævn. Vi drage ikke herfra, før Bondens og hans Folks Hoveder ligge
her paa Tinfadet.«
»Maae jeg ikke nok faae Lov til at pille lidt ved dem først?« spurgte
Månsson med et sagtmodigt Smil. »De siger, jeg har saadan et grumme
Talent til at trække Tænder ud paa Folk og brække Kjæberne.«
Soldaterne eftersaae deres Geværer. Månsson viste sig kort efter i
den aabne Dør med en Stabel Mælkebøtter støttet mod Brystet.
»See, her er vore Hjelme!« raabte han triumferende. »Hver Mand faaer
en Bøtte paa Hovedet mod Kugleregnen.«
»Meget vel,« sagde Vagtmesteren bifaldende.
Soldaterne hvælvede leende Bøtterne over deres trekantede Hatte.
»Nu tage fire Mand fat i Bordbenene og løfter Bordet i Veiret, to
Mand stiller sig under det med Stigen, I marschere ind, stiller
Stigen til Loftslugen og entrer op under Bordtaget. Forstaaer I?
Sikkert Sigte -- løs paa dem -- for Gud og Kong Carl!«
»Leve Kongen!« raabte Soldaterne og udførte Ordren.
Månsson, som for Øieblikket ikke havde noget at tage sig til, slog
Bohave og Vinduer i Stykker i det underste Stokværk, derefter stak
han det tunge Tinfad under Armen, kastede Skinkerne paa Ildstedet,
greb en Forskjærerkniv og fulgte efter de Andre, alt medens han
hvæssede Bordkniven mod sin Sabeleg.
»Skynd Jer nu lidt!« sagde han til de bageste Soldater, »for at jeg
kan faae ham rettet an med et Æble mellem Tænderne; det er den eneste
rigtige Maade at servere norske Vildsvinehoveder paa, at sige, naar
vi har røget det bravt først i hans egen Skorsteen. Saadan serverer
vi ved Hoffet.«
Soldaterne lo. Idetsamme lød to Skud og et Smæld over deres Hoveder;
Loftslugen blev lukket. De Nedenforstaaende hørte Kasser blive
skubbet for.
Svenskerne rustede sig til nyt Angreb.
Medens dette foregik i den underste Deel af Huset, spildte Bjørnstad
og Jørgen ikke Tiden oppe paa Loftet. Stigen blev sat til en Lem, der
førte ud til det flade Tag mod Afgrundssiden. Kasser og Kister bleve
stablede sammen omkring Loftslugen til at skydes hen over Lemmen,
naar denne lukkedes.
Bjørnstad var ukjendelig. Hans Pande lyste, hans Øine lyste, hans
Bryst syntes at udvide sig, medens han af og til nikkede til Jørgen
og til den sammensunkne Kvindeskikkelse, der sad paa et Kistelaag og
stirrede frem for sig med opspilede Øine og slapt nedhængende Hænder.
»Ha -- det er stort, det er herligt! det er reent ud livsaligt, det
her!« udbrød Bjørnstad, som stod med Armene støttet til sin ladte
Bøsse.
»Javist, Morbror har altid holdt af at slaaes,« ytrede Jørgen
koldsindigt, »af Kamp og Strid. Det er noget for Jer.«
»Hvad snakker Du om?« spurgte Bjørnstad. »Kan man ikke faae Fred med
det Gode, saa maa En kriges, til En faaer den.«
»Javist, Morbror vil Krig for at faae Fred, det er saa begribeligt,«
svarede Jørgen og smaalo.
»Nei, seer Du,« udbrød Bjørnstad mere meddeelsom, end han pleiede;
»det, der gjør dette saa livsaligt, det er, at her findes der endelig
en lyslevende Fjende at slaa løs paa, én, der er til at see og
føle. Det er noget andet end denne usynlige, sammenfiltrede Kjæde
af Magtherrer dernede, denne tusindhovedede Drage, som faaer ti nye
Hoveder for hvert ét, man slaaer ned. Dette her er Landets Fjende.«
»Og saa trænger Morbror til at lufte sig en lille Smule, det er saa
ligefremt,« meente Jørgen.
Bjørnstad lyttede foroverbøiet. En klirrende Lyd som af ituslaaede
Ruder naaede op til ham. Han skottede hen til Hustruen, der sad
følesløs for alt omkring sig, grebet af en stor Rædsel, og traadte
nærmere til Jørgen.
»Dersom Noget skulde hændes mig, som nok er muligt i den anstundende
Krig, eftersom jeg er tilsinds at vove Livet, hvor Fare byder sig
til, saa tag Dig af Mari dèr -- jeg har dyb Agtelse for hende. --
Hører Du, Mari?« udbrød Bjørnstad med blød Røst. »Kom lidt herhen. --
Jeg har den dybeste Agtelse for Dig -- lad det være mit sidste Ord
til Dig her paa Jorden -- og høiere kan en Kvinde ikke bringe det
til.«
Bjørnstad slyngede Armen om Hustruen, der lydig og villieløs nærmede
sig.
Hun foer sammen, forvildet, men med et Smil, der bad om Undskyldning
for den Rædsel, der bragte hende til at sitre.
»Tak!« hviskede hun. »Men de mange Døde, de mange Døde dernede i
Storstuen? -- Hvad skal der nu blive af os og af Halvor?«
»Der seer Du vor Himmelstige,« sagde Bjørnstad og pegede leende paa
Stigen op til Taget. »Om lidt gaaer det opad, Du.«
Jørgen saae sig om. Han aabnede Laaget paa en stor Kiste, satte den
overende, saa den dannede et Skab, førte den skjælvende Mari derind
og skjød Døren til paa Klem.
Bjørnstad nikkede bifaldende.
Idetsamme lød Raab fra Stuen nedenunder; de Beleirede saae
Svenskerne, skjærmede under Bordtaget med Mælkebøtter paa Hovedet,
myldre frem mod Loftslugen. De affyrede deres Bøsser uden synderlig
Virkning. En Stige blev sat til, og dækkede af Bordet steg Svenskerne
i Veiret. Bjørnstad lod Loftslemmen falde, Jørgen skjød Kister og
Kasser hen over den; derefter entrede begge op paa Taget og drog
Stigen efter sig, lukkede Lugen og vare foreløbig i Sikkerhed.
Et mærkeligt Syn mødte de to Mænd oppe i fri Luft. Himlen syntes at
staae i Flammer, blaalige og røde Luer slikkede op bag Skovbrynet,
uden dog at farve Træernes mørke Skyggerids. Et pragtfuldt Nordlys
luede denne Nat over Horizonten; lydløst og ilsomt gled Farveskjær
og Mørke over i hinanden, steg og sank, som om en heftig Kamp
førtes, ublodig og dog som blødende Lysstrømme, heftig som jordiske
Lidenskaber og dog ophøiet som overjordiske Magters Stævne.
Eftersom Nordlys og Nordpol ere et af vore Dages brændende
Spørgsmaal, kan det maaskee interessere at høre, hvad høilærde
Magister Jonas Ramus, Sognepræst til Norderhougs Menighed og gift med
den fra Svenskekrigen saa bekjendte Anna Colbjørnsen, i hine Dage
tænkte om dette Emne.
»Samme Nordlys«, skriver han, »strækker sig vidt ud i Norden og
stiger undertiden saa høyt op, at det kan sees Søndenfjelds i
Norrige, og Aar 1707 blev det og seet i Kjøbenhavn. Det haver en
bleegagtig lys Farve, naar det staaer stille; men undertiden viser
det adskillige Farver, ligesom Regnbuefarver, naar de stige høyt i
Veiret, og beveger sig hastig op og ned i mange Greene, ligesom mange
Orgel-Piber kunde staae hos hinanden, hvilket skeer med utroelig
Hastighed, ligesom mange Pustere kunde puste dem op i Veyret,
hvorefter de hastigen stiger ned igjen og blive gandske borte og
igjen paa et andet Sted optendes. Samme Nordlys forsvinder saa snart
det begynder at dages.
Hvorfra dette Lys kommer synes meget underligt, efterdi det kand
ikke være nogen Reflex af Solens eller Maanens Lys; man kand ikke
heller vide om under Nordpolen skulle findes saa store Ild-Bjerge, at
Flammen deraf kunde lyse mod Iisbjergene og derfra give en Reflex i
Luften og Skyerne.
Det synes ikke urimeligt, at en Jernmaterie, formedelst flammende
Ild-Bjerge har sin Aabning under Nordpolen og saa rigelig imprægnerer
Luften, at Magneten finder deraf sin Føde og Vederkvægelse.
Dog, lad det nu være, at under Polen findes brændende Ild-Bjerge,
saa kunde man endnu tvivle, om Nordlyset deraf kunde foraarsages,
uden man vilde sige, at der kand være dybe Dale mellem Iis-Bjergene,
mellem hvilke Luften trænges tilsammen og deraf, som en Puster af
et Hul, puster de illuminerede Skyer langt op i Veiret eller og, at
Reflexen af de opstigende Flammer og deres hastige Bevægelser sig i
Skyerne præsenterer ligesom i et Speil, i hvilket man seer ikke alene
de reflekterede Lys og Straaler, men og deres Bevægelser.
Af disse Conjecturer og Gisninger kand enhver tage saa meget af, som
hannem lyster, efterdi man derom ikke haver eller kand have nogen vis
Erfarenhed.«
-- Bjørnstad og Jørgen laa tause udstrakte paa Trætaget, der vendte
mod Afgrunden, og vare saaledes endnu skjærmede mod Fjendens Kugler.
Nu ventede de paa, hvad som komme skulde. En høitidelig, blød
Stemning syntes at beherske Bjørnstad. Han havde foldet Hænderne
under Nakken og saae opad mod de blinkende Stjerner.
»Lille Jørgen,« sagde han omsider; »hav Tak, Kjære. I dette Øieblik
er jeg vist nærmere Gud end nogensinde. Nu skal jeg skrifte for Dig.
Tak, Du lille Dreng, der saae op paa mig med dine blaa, troskyldige
Øine, frygtsom og bedende, naar jeg tugtede Dig for Retfærds Sag.
Husker Du: en Gang drog Du Huen af og bukkede efter Afstraffelsen?
Jeg slog Dig aldrig siden. Jeg kjender Dig nu og er glad derover
denne Nat, da der maaskee bliver løst op for mig og min Elende. Gud
signe Norge! Gud holde sin Haand over Mari og Drengen og Dig! --
Troer Du ikke, jeg veed, at Du som et Egern i dette Nu kan redde
Dig,« vedblev han lidt efter, »over paa Fyrren dèr, som luder over
mit Tag, og som jeg lod staae for din Skyld? Jeg saae Dig som Dreng
mangen Gang svinge Dig herover, naar Mari dernede lokkede Dig med
Sødsager og anden Slikvornhed. Men Du bliver denne Nat hos mig, min
Gut, Du flygter ikke; det er min Stolthed: een god Nordmand bliver
hos mig.«
Jørgen laa paa Albuen og saae ind i Bjørnstads Ansigt.
»Tak for Bankene, Morbror, allermeest Tak for Bankene!« hviskede han
og listede famlende sin Haand ind i Bjørnstads.
»Dette her er stort, det er reent ud livsaligt!« udbrød den eensomme
Mand, slap Bøssen og aabnede Armene, som om han favnede Himlen. »Jeg
takker Dig ogsaa, algode Gud, for Bankene, jeg fik -- de lærte mig at
søge mod Dig, det har jeg aldrig kunnet takke for før.«
Han tav.
»Seer Du Aftenstjernen deroppe?« vedblev han lidt efter. »Den lyste
over min Sorg og min Glæde mangen en Kvæld, meest dog i Sorg. Aldrig
synes jeg, Solens Straaler har skinnet klarere over de menneskelige
Loves nøgne Grusomhed end Stjernen deroppe i Aften i Evighedens
Glands, Loven, forgrenet ud i dens mindste Smaalighed lige fra
Herskermagten af Guds Naade, Vilkaarligheden, Standsrettigheder,
Herren og Trællen, Dommer og Raad i skjøn Forening, hele denne
uopløselige Urede af Voldtægt; jeg seer det hele i al dets
Gyselighed. Alle mine Dages Lys var blegt; men dette i Aften er
rødt indeni mig. Jeg græd Blod; nu føler jeg Solblodet i mig. --
Lille Jørgen, siig dem alle og Mari, at den Dag, jeg seer mit sidste
Blod flyde, faaer jeg Fred; norsk Blod flyder da for Norges Frihed.
Velsignet den Kugle, som fælder mig. -- Det er, som om jeg havde
Festklæderne paa i Aften, -- norske Nationaldragten!«
Han tav. Der glindsede noget vaadt i hans Øienkroge; men det var
sikkerlig ingen Taare. Jørgen laa foroverbøiet og saae ind i
Bjørnstads Ansigt.
»Du taler sært, Morbror,« hviskede han; »det er, som om jeg hører min
Violin skrige inde i fremmede Skove og ingen andre Steder. -- Jeg
holder saa meget af Dig; jeg synes, jeg er din egen Søn.«
»Norges Søn,« svarede Bjørnstad. -- »Nu nok med den Tale. -- Stakkels
Mari dernede! Hjertet skjælver i hende for mig; men Svensken gjør
ikke hende noget; der er Ridderlighed i det Folkefærd. -- Jeg
beundrer Krigerhelten Carl; det er et Mandfolk, han!«
Jørgen reiste sig halvt, slog Armen om Morbroderens Skulder og drog
ham til sig.
»Lad os nu bede en Bøn,« sagde han sagte. »Hvem veed, hvad dette her
kan blive til.«
De to Mænd toge Huerne i Hænderne; deres Læber bevægede sig.
Lidt efter hørte de Larm nedenunder. Svenskerne vare trængte op paa
Loftet og undersøgte samme. Bjørnstad kom nyt Fængkrudt paa sin
Bøsse. Jørgen sad ovenpaa Loftslugen for at give den større Vægt.
Nordlyset steg og sank og gav Billedet et forøget vildt og romantisk
Skjær.
»Giv Jer med det Gode!« lød pludselig en Stemme i Nærheden af de
Beleirede; en Skoggerlatter ledsagede Ordene.
Jørgen vendte sig. Over Husets brede Skorsteen ragede to svenske
Soldater i Veiret; deres Musketløb blinkede i Maanens Lys.
»For Guds Skyld, Morbror,« hviskede Jørgen; »lad mig raade. De
Mandfolk har Ret; de maa tages med det Gode.«
Bjørnstads Finger hvilede paa Aftrækkeren, beredt til at give Ild.
»Sikke noget Snyderi!« vedblev Jørgen henvendt til Svenskerne. »Vel
har jeg hørt, at Kong Carls gossar gik i Støv og Røg; men jeg har
aldrig hørt, at de sværtede sig i sodede Skorstene for at komme bag
paa ærlige Fjender.«
»Kast Vaabnene!« befalede Vagtmester Erikson.
»Endnu er I da kun to!« meente Jørgen.
»Her er et Par til!« lød et Brøl fra Tagmønningen. Et Brag ledsagede
Ordene; Træflagerne, som dannede Taget, splittedes; svenske Soldater
og Musketløb kom til Syne i Aabningen.
»Kast Vaabnene!« gjentog Vagtmesteren. »Een -- to --!«
»Tøv lidt, strenge Hr. Vagtmester!« sagde Jørgen sagtmodig og lod
langelig sit Blik glide over mod den mørke Skov paa den modsatte Side
af Kløften. »Jeg seer nok, I ere vore Overmænd; men hvad agter I at
gjøre med os, naar I nu fanger os spillevende?«