Fortællings Begyndelse. Olaug gik Aftenen efter at det foregaaende
Optrin fandt Sted i Skoven, frem og tilbage i den lave Stue, hvor
Uroen bestandig svingede paa sin Krog under Bjælkeloftet. Den unge
Pige standsede af og til og lyttede ved Døren, eller aandede en klar
Plet paa de hvide, frosne Blomsterruder, for at see ud i Mørket, med
Strikketøiet i Hænderne, medens hun bestandig gik fra og til Gryden,
der kogte over Ildstedet. Stormen foer med lange og klagende Hyl ned
gjennem Fjeldkløften, Fossens eensformige Buldren lød op fra Dybet.
Tranlampens Flamme viftede hid og did ved de hyppige Vindpust, som
trængte ned i Stuen gjennem den aabne Skorsteen.
Henne paa Stoleryggen ved Bordet sad en aarvaagen Høne og plirede med
et søvnigt Øie, medens den agtpaagivende fulgte Olaugs Bevægelser.
Pludselig brusede den op i Fjerene og saae mod Døren. Den blev revet
op, Jørgen sprang ind og stængte omhyggeligt efter sig.
»Fjenden er efter mig,« sagde han og hængte sin Bøsse op bag
Skorstenen. »De vrimle i Skoven herudenfor i Nat. Klokker Bakke og
jeg laa i Baghold oppe i Fjeldet og skjød en Officeer væk for dem. Vi
spørge vel snart Nyt derude fra.«
»Skjul Dig!« raabte Olaug og flyttede en Bænk hen under Loftslugen.
Jørgen svang sig op derigjennem. Olaug stillede Bænken tilbage og
speidede uroligt lyttende mod Døren. Lidt efter gik den atter op, og
en svensk Vagtmester, fulgt af tre Soldater, traadte ind i Stuen.
Vagtmesteren saae sig om. Olaug stod ved Bordenden og strikkede paa
Uldstrømpen; hendes rolige Mine røbede hverken Frygt eller Uro.
»Hvor har Du skjult ham?« spurgte Underofficeren barsk. »Det nytter
ikke, Du nægter: Fyren sprang over Kløften og forsvandt her.«
Olaug betragtede ham forundret.
»Her var Ingen siden i Morges,« svarede hun. »Søg selv; Leiligheden
er ikke stor; her findes intet Skjul uden Loftet dèr. Stigen ligger
udenfor Huset.«
Vagtmesteren saae sig om. Det lave Rum frembød intet Skjulested. Han
jog Kaarden gjennem Sengens Dyner, medens hans Folk hentede Stigen
og satte den til Loftslugen. Vagtmesteren steg halvt op og holdt
Tranlampen i Veiret, medens han speidende undersøgte det tomme Rum.
Jørgens Hoved forsvandt i det samme i Skyggen af Hanebjælken, langs
hvilken han laa udstrakt.
Da Vagtmesteren havde overbeviist sig om, at der Ingen var skjult paa
det Loft, steg han gravitetisk ned og nærmede sig Olaug.
»Du er, ta'e mig tusan, det vakreste Fruentimmer, jeg har seet, siden
vi kom ind i dette forbandede Vinterlandskab. Giv os et Kys; det
driver Frost og Kolden saa rart ud af Kroppen.«
Olaug blev staaende rank, der hun stod, og betragtede den svenske
Vagtmester uforfærdet.
»Jer Commandant vil i Morgen sige Jer ringe Tak, fordi I lader
Bjørnstad springe til Fjelds, mens I gantes med et værgeløst
Fruentimmer.«
»Bjørnstad!« raabte Vagtmesteren, »den Helvedeshund, som igaar
Eftermiddags skjød fire af vore Folk heromme i Skoven fra
Forhugningen?«
»Det var ham, som nys sprang her forbi Stuen og nu er høit til
Fjelds, al den Stund han har erfaret, at jer General har sat en Priis
for den, som bringer ham død eller levende.«
»Død og Sakrament, Galgen er ham vis, den Poltron!« raabte
Vagtmesteren og skred mod Døren. »Men vi sees igjen, skjøn Jomfru,
saa skal vi erfare, hvad der holder bedst ud: Kvindeknibskhed eller
svensk Mandemod.«
Han sendte Olaug et Slængkys med fem Fingre, som han borede ind
mellem sine skjægløse Læber, og bukkede sig ud gjennem den lave Dør.
Maanelyset faldt hen over Veien, Rimen gnistrede inde i Sneens
blaalige Slagskygger, Soldaternes Skridt tabte sig knirkende i det
Fjerne.
Jørgen steg ned fra Stænget. Olaug satte taus en Skaal dampende Suppe
frem for ham og tog en Hornskee fra Bordskuffen. Derefter gav hun sig
til at skaffe andetsteds i Stuen.
Medens Jørgen spiste, skottede han jævnlig efter Olaugs ranke
Skikkelse.
»Var Du altid saa faamælt, da stakkels Mormor levede?« spurgte han.
»Mormor!« gjentog Olaug med en Stemme, der rummede en Verden af
Inderlighed. »Med Mormor var det en heel anden Sag; hun trængte til
mig.«
»Hvad gjør _jeg_ da?« foer Jørgen op.
»Vi to!« sagde Olaug og knugede Hænderne om Strømpen. »Du er nu Herre
i Huset og jeg -- Skjændselsbarnet, som Du tog op! Det husker jeg
aarle og silde; det glemmes aldrig.«
Hun saae op; da hun mødte hans alvorlige Blik, sænkede hun igjen
hurtigt Øinene og lod sin Haand glide gjennem Hønens Fjer.
»Du holder meget af Guru dèr?« sagde han lidt efter.
»Ja, jeg solgte den ikke for mange hundrede Daler,« svarede Olaug med
inderlig Overbeviisning og holdt Hønens Hoved op til sin brændende
Kind. »Lille Guru, hvad skulde jeg gjøre uden Dig?«
Jørgen saae grublende frem for sig og nikkede gjentaget.
»Ja, det er ogsaa sandt,« sagde han. »Det duer ikke at leve, dersom
En ikke har Nogen at leve for.«
»Naar jeg kommer hjem, og Guru har været lukket inde, saa flyver hun
mig i Møde og kagler og støier af Glæde. Det er saa velsignet, naar
Nogen længes efter En.«
»Ja, det er ogsaa sandt,« gjentog Jørgen.
»Og veed Du, hvad hun gjorde i Gaar Aftes, da jeg kom hjem og havde
været borte hele Dagen?«
»Nei da? -- Et Æg?« spurgte Jørgen med stor Interesse.
»Guru pleier altid at tage et Korn eller et Halmstraa og lægge ned
foran mig; det betyder, at hun vil glæde mig. Men i Gaar var der ikke
noget Korn, saa rev hun en Fjer af sit eget Bryst og bragte mig den
i Næbet. -- Kan Du saa forstaae, at jeg holder af Guru?«
Olaug skjulte Ansigtet i Hønens brusende Fjer og satte den derefter
varsomt op paa en Pind i Nærheden af hendes Sengested.
»Det er jo ogsaa den, de kalde Hjemmets Fugl,« sagde Jørgen og saae
tankefuldt paa Olaug.
Lidt efter stak Guru Hovedet under Vingen og sov.
»Siig mig, --« spurgte Jørgen pludselig; han sad og snittede i et
Træstykke, som han dannede til et kunstfærdigt udskaaret Naalehuus;
»hvor kan det være, at Du endnu ikke har bedet om Penge til vor
Huusholdning?«
Olaug blev blussende rød.
»Jeg bad heller ikke Mormor, som er i Himlen, om Penge,« svarede hun,
»saadant noget stelte jeg selv om.«
»Hvad vil det sige?« spurgte Jørgen; »hvor tager Du Penge fra til vor
daglige Føde og Forpleining?«
»Mormor lærte mig, at vi ikke behøvede meget; hun gav mig Formaning
om, hvad jeg havde at gjøre, og den følger jeg nu. -- Seer Du,«
vedblev hun ivrigt med et freidigt Smil og et Kast med Hovedet,
der røbede den stærke Ungdoms Higen efter at tage Kampen op med
Tilværelsen. »Brændsel giver Skoven mere, end vi behøve; i Sommer
samlede jeg rigeligt Vinterforraad, som nu staaer i Stak her bagom
Huset, og da Mormor kun tænkte aarle og silde paa at sulte sig
selv for at spare Penge sammen til Jer Børn, saa fik jeg af Moster
Bjørnstad Lov at bage Fladbrød med hendes Jern og lægge det op
i deres Stolpebod derovre; det holder frisk i mange Aar. Og saa
slagtede vi Gusle.«
»Hvem var Gusle?« spurgte Jørgen og prøvede Skruegangen paa
Naalehuuslaaget.
»Gusle var vort Lam, saa tamt, at det altid gik med sin vaade Snude
i min Haand; saa i Høst maatte Halvor slagte det til Nedsaltning.
Geden giver Mælk, og Guru lægger Æg; det er Alt, hvad vi behøve. Og
saa gaaer jeg Ole Svendsen Bakkes tilhaande i Stegerset, dèr falder
ogsaa noget af -- saa jeg behøver ingen Penge at tage af Dig.«
»Troer Du, at en ærlig Mand vil lade sig brødføde af en Pige?«
spurgte Jørgen.
»Det er jo Mormor, som i sin Grav er lykkelig over at huse sin
kjæreste Søn,« hviskede Olaug. »Husk, vi skylde hende endnu mere, end
vi kunne gjengjælde.«
Jørgen tav og snittede ivrig videre. Her fandtes intet Stueuhr, hvis
eensformige Dikken afbrød Stilheden. Olaug læste alligevel Timer
og Minuter af Dagslyset med et Naturbarns sikre Færdighed. Nattens
Timer hørte Hvilen og Søvnen til; den lille, stundesløse Minutviser
udstykkede ikke heroppe Tiden i de mange Brøkdele, hvoraf hver enkelt
i Civilisationens Brug kan sønderlemme Livet.
Lidt efter skjød Jørgen sit Arbeide fra sig og stirrede med et Suk
op mod den svingende Uro under Loftet. Hans milde og fredsommelige
Ansigt havde et sørgmodigt Præg. Han hentede Violinen, der hang paa
Væggen ved Siden af Skorstenen og stemte Strengene.
Olaug saae efter ham med et forskræmt Blik.
»Aa nei, ikke i Aften!« bad hun og strøg sit krusede Haar tilbage fra
Panden.
»Er det Svensken, Du er bange for?« spurgte han. »Fjenden er nu langt
over Fjeldet.«
»Det er ikke Svensken, jeg frygter,« svarede hun og lagde sin Haand
over Violinen. »Du gjør Synd i at spille, som Du gjør, Jørgen; Du
maner Aander med dit Spil. Den Døde skal have Fred i Graven; hun fik
ikke meget af den, mens hun levede.«
»Hvad mener Du, Olaug?« spurgte Jørgen heftigt.
»Jeg saae i Nat Mormor herinde, lyslevende, som jeg seer Dig,
derhenne ved Væggen. Maanen skinnede som i Aften gjennem Glarruden;
jeg laa og saae paa din Fidel. Pludselig gled noget hvidt frem fra
Maanelyset hen mellem mig og Væggen; lidt efter saae jeg grant, det
var hende, mens hun bøiede sig over din Buestreng og kyssede den,
nøiagtig som hun gjorde den Dag, Du sidst besøgte hende i Fjor. Da
holdt hun din Bue til sine Læber, hviskede længe og velsignede den.
Det var, som om hun aandede sin store Kjærlighed ind i din Fidel. Og
saa da Du siden bød os Farvel -- --«
»Saa bad hun mig spille vor Vuggevise,« sagde Jørgen, »og det gjorde
jeg.«
»Til Du blev borte bag Fjeldet, og Mormor stod og strakte Armene ud
efter Dig, til Musiken ogsaa blev borte -- Men nu skal hun have Fred,
Jørgen; hun trængte saa haardelig dertil.«
»Hun trængte mere til vor Kjærlighed,« mumlede Jørgen og hængte
Violinen tilbage paa dens Plads.
I det samme lød tre Slag mod Stuedøren. Jørgen aabnede den øverste
Lem; Halvors lokkede Hoved kom til Syne i Aabningen. Hans Blik fløi
mistænksomt fra Jørgen til Olaug, idet han traadte ind.
»God Kvæld herinde,« sagde han. »Jeg bringer godt Nyt til Olaug fra
Staden.«
»Til Olaug?« spurgte Jørgen og rynkede sine Bryn.
»Ja, for Dig er det vist ikke godt Nyt,« svarede Halvor og maalte
ham fjendtlig, »al den Stund jeg bringer Brev og Budskab fra Faster
Ulle, at hun har fundet et godt og kristeligt Hjem for Olaug i
Frederikshald. -- Her er det.«
Han fremtog et Papir, som han rakte den unge Pige.
»Læs det høit,« sagde Jørgen.
Olaug bøiede sig mod Tranlampen og læste:
»Velfornemme Jomfru Ulle Halvorsen.
Herved bifalder og konfirmerer jeg Jomfruens ædle Hensigt at
forskaffe bemeldte Ungpige et kristeligt Hjem, hvor Dyden sidder
til Høibords. Jeg vil ydermere bevise min Beredvillighed at tjene
Guds Villie ved at tage Pigen udi mit Huus, vel vidende om hendes
Samlevnet med den omvandrende Fidelspiller, samt hendes Ulydighed
og Opsætsighed, for Guds Vrede og Fortørnelse at forekomme over
hende, om derved hendes Salighed kunde erlanges.«
Olaug lod Brevet synke. Jørgen reiste sig heftigt.
»Er det Olaug, som her tales om?« spurgte han barsk, henvendt til
Halvor.
»Er Du sat til at være hendes Værge?« spurgte Halvor med lynende
Øine. »Hun hørte os til her paa Fjeldet, længe før Du kom. Brevet
dèr er heller ikke bestemt for Olaug, men til Morbror Svendsen, for
at han kunde tage Bestemmelse i Sagen; jeg stjal det ærligt og
redeligt, for at Olaug kan vide, hvad hun gaaer ind til. Kun hun selv
skal bestemme her.«
»Har Klokker Svendsen Bakke læst Skrivelsen?« spurgte Olaug.
»Ja. Og han finder, at Du bør reise til Frederikshald, al den Stund
her ikke er Sted for en Pige at færdes mellem Krigsfolk.«
»Olaug er jo i sit gamle Hjem,« indvendte Jørgen. »Jeg er snart en
ældre Mand og har ingen Kvinde til at sysle om mit Huus jeg skal nok
værge for hende.«
»Jeg troer, Halvor har Ret,« udbrød Olaug med nedslagne Øine, medens
hendes Bryst bevægedes som i indre Kamp. »Jeg bør ikke blive længer
hjemme. -- Lad mig høre Slut paa det Brev.«
Jørgen glattede Papiret ud og stavede sig igjennem Indholdet.
»Jeg skal anvende al min Flid paa at omvende Pigen til Tugt og
Herrens Formaning. Hun stiger op i aarle Morgen, al den Stund
Djævelen kryber om i de varme Dyner efter ungt Kvindfolk, og har hun
da at malke tyve Køer inden sex Morgen; saa skaffer hun Davre til
Folkene, inden Klokken er slagen otte; saa steller hun om Husets
Reengjøring og Madlavning og Opvaskning til Klokken to; saa følger
Køernes Malkning, og vi gaa i Herrens Huus til Aftensang; saa sye og
spinde vi til gudelige Sange, og jeg agter nøie, at hun ikke sidder
og blavrer og kommer i Familiaritet med Husets Mandfolk. Jeg vil
intet arrestere mig ved at referere mig selv til Roes, at vor sidste
Ungpige for Herrens Aasyn fik Riis paa hendes bare Krop til Advarsel
og Exempel, fordi hun var gestændig at have glanet ud ad Vindverne
efter Mester Harpyts kjønne Svend, naar han i Stadsdragten gik til
Laugs. Bemeldte Pige døde af Svindsot i dette Foraar udi Herrens
Naade med en Salmebog under Hagen og fire Halmstraa overkors, for
ikke at gaae igjen til Alles Fortrydelse, hvorved jeg skiltes fra en
stor Hjertesorg.
Jeg forbliver efter min kristelige Pligt
velbyrdige Jomfrues
beredvilligste Tjenerinde
Anea Boyer
bosiddende Bagerenke
i
Frederikshald.«
»Det var jo en rar Besked!« ytrede Jørgen efter endt Læsning.
»Det kommer ikke Dig ved,« sagde Halvor skarpt. »Er Pladsen streng,
kan hun vel finde en blidere siden hen. -- Hvad mener Olaug?«
»Jeg mener, Halvor har Ret,« sagde hun og mødte rolig Jørgens
forskende Blik.
»Tænker Du slet ikke paa Guru dèr -- og paa mig? Hvad skal der blive
af os, naar Du er borte?« spurgte han med lav Røst.
Olaug var meget bleg; en synlig Kamp bragte hendes Beslutning til at
vakle.
»Guru!« gjentog hun klangløst og saae op mod Hønen, der var vaagnet
og gav sit Mishag tilkjende ved en dæmpet Kaglen.
»Guru skal faae sine magelige Dage ovre hos Motter,« forsikrede
Halvor med et Smil, der blottede hans hvide Tænder, »og jeg skal
aldrig ærgre Dig mere; jeg skal -- Herre Jesus, jeg er saa lyksalig!
Nu Mod og Mandshjerte i Livet og alt Fremmed paa Døren, Fod under
eget Bord -- Hvad siger Du til det, Olaug?«
Hun stirrede frem for sig og nikkede uden at synes at forstaae ham.
Jørgens Blik fløi forskende frem og tilbage mellem disse to unge,
ranke Mennesker, begge i Begreb med at bryde ud af Reden og prøve
egne Vinger, livsmodige, som skabte for hinanden. Jørgen forstod alt
dette pludselig. Derfor altsaa lød Olaug Barndomsvennens Raad; han og
Hjemmet var glemt. Jørgen vendte sig fra dem og afstod fra al videre
Overtalelse.
Hvad Ret havde han vel til at beklage sig? Han havde flakket om i
Solskin og i Slud med Violinen paa sin Ryg, med Arven i Blodet, halvt
Faderens, den vandrende Musikant, halvt den altopofrende Moders, som
havde taalt Alt, tilgivet Alt og takket for aldrig saa ringe en Plads
i de Børns Hjerter, hvem hun ofrede sit Liv. Denne Mand var nu kommen
hjem i Ordets fulde Betydning; Hytten paa Fjeldskrænten bød siden
Moderens Død Maal for de jagende Længsler, Havn for hans utæmmelige
Frihedsbegjær. Her havde pludselig hans Violin fundet de Strengelyde,
han forgjæves søgte i fjerne Dale med Rusen i Hoved og Hjerte,
medens stærke Drømmesyner bestandig drev ham videre, videre mod det
Ubekjendte. Siden han kom hjem, var enhver Vandrelyst bortveiret;
han sad med Fidelen under Kind i Tusmørket og spillede sine egne
Sange, mens Maanens Lys sitrede mellem Fyrretræerne, og Olaug stod
et eller andet Sted og lyttede. Livets Poesi laa sammentrængt i
disse Inspirationens hellige Øieblikke; han følte blot, at nu var
han hjemme. Han vidste ikke, at hendes Puls bankede, at hendes Øine
fyldtes med Taarer, at ubegrebne Længsler skjælvede i hendes Aarer.
Han spillede blot, Toner, hidtil uanede, senere hen ukjendte, Toner,
fødte for en ung Kvinde og opfangede af hende, utrykte, ubesudlede,
ukritiserede, blot følte, Kunstens Kunst fra Naturens Hjerte.
Nu havde Olaug nikket til Halvor; andre Toner vældede frem, mørke,
vilde; de skulde senere finde deres Udtryk. Buestrengen, som Moderen
aandede sin Velsignelse over, mægtede alle Tonearter. Nu svarede han
rolig:
»Ja, Halvor har Ret, Olaug bør reise til Staden. Jeg hørte jo selv
for lidt siden, at den svenske Vagtmester herinde lovede at komme
tilbage til hende i Morgen.«
Olaugs og Jørgens Blikke mødtes, forskende efter Livets største
Gaade. Fandt disse To Svar paa deres Spørgsmaal? De vidste det ikke.
Et Skrig lød pludselig ovre fra den anden Side af Kløften. Jørgen
sprang til Vinduet. Guru udstødte en opskræmmet Kaglen og baskede med
Vingerne.
STORE TORSKEN!
Ovre omkring Bjørnstads Huus, der laa stærkt belyst i Maaneskinnet,
saaes svenske Soldater vrimle frem fra Klippehuulveien. Gaarden var
omringet. Husets Svalegang, udskaarne Trægavl og de mørke Fyrretræer
kastede dybe Slagskygger i det blaalige Lys. Soldaternes Raab lød
udfordrende gjennem Nattens Stilhed, medens deres Anfører med
Geværkolben bankede paa den lukkede Trædør.
Et af de smaarudede Vinduer i første Stokværk blev revet op, og
Bjørnstads mægtige Skikkelse kom til Syne i Maaneskinnet.
»Hvad er der paa Færde, Godtfolk?« raabte han med en dyb og rolig
Røst, der overdøvede Larmen.
»Giv Dig i vort Kvarteer!« svarede den svenske Vagtmester, der
anførte den fjendtlige Trop. »Du har igaar dræbt kongelige svenske
Soldater og bærer ikke Danskekongens Uniform. Vi ere skikkede ud for
at gribe Dig død eller levende. Overgiv Dig, eller Rebet er Dig vis.«
»Rebet?« tordnede Bjørnstad. »Ikke er det Reb tvundet, som Svensken
lægger om norsk Mands Hals. Komme I her som Broderfolk og fredelige
Naboer og beder om Natteherberge og en Bimpel Mjød, saa kan det
bekommes; men komme I med jeres Krig og Vold, saa vanker her braadne
Pander som igaar. -- Gaa hjem og lad os i Fred.«
Bjørnstad smækkede Vinduet i og forsvandt. Soldaterne skokkede sig
sammen ved Porten og syntes at raadslaa.
Jørgen drog Olaug og Halvor tilbage i Stuen paa den modsatte Side af
Kløften og slukkede Lyset.
»Af Sted gjennem Bagdøren!« hviskede han. »Du, Olaug, farer paa
Ski ned til Morbror Ole Svendsen Bakke i Id og beder ham samle
Landsbyfolkene. Du, Halvor, skynder Dig opefter til Aalefosgaarden,
Espevold og de andre Udflytterhuse, hvor Colbjørnsens Folk ligge i
Nat, og fører dem skyndsomst hid. Imens skal jeg søge at fornøie
Svensken paa bedste Maade.«
Olaug og Halvor forsvandt i Skoven. Jørgen kastede Bøssen over
Skulderen, aflaasede omhyggelig Døren og gled lydløst som en Skygge
ned i Kløften, der adskilte de to Huse. Et Øieblik senere klavrede
han op ad den modsatte Skrænt, der laa skjult for Fjenden ovenover,
i Bjergets Slagskygge, besteg en Fyr, der skjød op over Afgrundens
Rand, og hvis mørke Krone ludede over Bjørnstads Huus. Herfra svang
han sig over paa det flade Trætag, hvor han krybende paa alle fire
forsvandt gjennem en Loftsluge samtidig med, at flere Skud løsnedes
efter ham.
Inde i Huset herskede stor Forvirring. Bjørnstad selv var i Storstuen
i Færd med at stænge Vinduet med det omvæltede Egetræesbord; bag ham
stod hans Hustru, Mari, og søgte med skjælvende Hænder at hjælpe til.
Gulvet var overstrøet med hakket Enebærriis, der udsendte en skarp
Duft. Husets to Karle befandt sig nede i Forstuen med ladte Bøsser
og kastede urolige Blikke gjennem Hullerne i Vinduesskodderne paa
Soldaterne udenfor.
»God Aften, Morbror,« sagde Jørgen med dyb og rolig Stemme.
Bjørnstad vendte sig mod ham. De to Mænd gjensaae hinanden for første
Gang efter Scenen ved Skiftemødet.
»Hvad vil Du her, Fidelspiller?« spurgte Bjørnstad barsk.
»Jeg kommer for at tilbyde min Tjeneste. Det lader til, her skal
spilles op til Bjørnedands,« sagde Jørgen og viste sine hvide Tænder
under et freidigt Smil.
»Naa, er Du af den Slags Folk?« sagde Bjørnstad kort med en
Stridsmands skarpe Opmærksomhed, der ordner sine Vaaben før Kampens
Begyndelse. »Paa Plads her ved Skydeskaaret; men Du giver først Ild,
naar jeg har skudt min Mand.«
»Hvis Morbror ikke tager det fortrydeligt op, gjør vi nok rettest
i alle Mand at entre op i 2det Stokværk og bryde Trappen af efter
os. Dèr fra Loftslugen kan vi holde Stand lige til Julehelligdage,
mens vi nok saa vindskibelig oppefra piller Svensken væk i al
Fredsommelighed.«
Bjørnstad maalte ham haanligt fra Hoved til Fod.
»Du kryber nok helst i Skjul og fælder Fjenden bagfra, Du!« sagde
han. »Jeg har for Resten tænkt paa den selvsamme Fremgangsmaade, naar
vi ere færdige hernede. Mærk Dig blot: her er der ingen, som befaler
uden _jeg_; jeg er Herre i mit eget Huus.«
»Her staar vi Alle i Fædrelandets Tjeneste,« bemærkede Jørgen og tav.
Udenfor begyndte det at blive livligt. De svenske Vaaben lyste
omkap med Maanens Straaler, saaledes som jo Carl den Tolvtes Vaaben
ret betænkt oftest straalede i Maanens golde Ligskjær. Soldaterne
stode med Geværet ved Fod og lyttede til Vagtmesteren, som syntes
at udstede Ordrer; derefter spredte nogle sig omkring Husets tre
Sider; den fjerde begrændsedes af Afgrunden og Fossen, som buldrede i
Dybet. Hovedstyrken styrtede løs mod Huusdøren og søgte at sprænge de
svære Planker med Kolbeslag. Da dette ikke lykkedes, toge de fat paa
en afhugget Træstamme og løb Storm med den mod Porten, idet de med
samlet Kraft stødte Stammens brede Ende mod Dørlaasen. Ved det fjerde
Stød splintredes Karmen, og Fjenden trængte med et Jubelskrig ind i
Huset.
Der faldt fire Skud. Da Krudtrøgen trak ud i det Frie, laa tre Liig
paa Forstuegulvet. Fjenden trængte frem over de Faldne mod den
snørklede Trappe, fra hvis første Afsats to nye Skud atter strakte
to af de Indtrængende til Jorden. Med et vildt Hævnskrig banede
Fjenden sig Vei op i Storstuen; den var forladt. De sønderbrøde Stole
og Borde og kastede Stumperne ud gjennem Vinduet. Med rasende Skrig
styrtede Soldaterne frem og tilbage og søgte forgjæves et Middel for
at naae til de Beleirede, der havde trukket Stigen op bag Loftslugen.
Pludselig lød Bjørnstads vældige Røst ned gjennem Larmen.
»Send en Tanke til jeres stakkels Moder derhjemme; ret nu bliver hun
barnløs.«
To skarpe Knald -- en hvid Røg foer med et Lynglimt frem gjennem
Loftssprækken; en ung Fændrik sprang i Veiret og sank, dødelig ramt,
om i Kammeraternes Arme.
Svensken drog sig raadvild tilbage til første Trappeafsats; en heftig
Ordvexel lød op til de Indespærrede, der ladede deres Bøsser paany.
Medens Ladestokkene hurtigt stødtes i Bøsseløbene, hørtes en svag og
rystende Kvindestemme bede en Herrens Bøn oppe paa Loftet, inderligt
og indtrængende, saaledes som der kun bedes, naar al Menneskehjælp
glipper.
* * * * *
Medens dette foregik i Bjørnstads Gaard, foer Olaug paa sine Skier
gjennem Skoven ned mod Id. Skarsneen føg om hendes brændende Kinder;
de sammenbidte Tænder og tindrende Øine røbede Heltindeblodet i
hendes Aarer. I dette Øieblik huskede hun ikke, at det var Bjørnstad,
hendes Barndoms Skræk, den Mand, der nylig, da hun stod ene og
hjælpeløs, skaanselsløst havde udslynget Skjændselsnavnet mod hende,
som hun var ude for at bringe Redning. Hendes Hjerte bankede blot af
Frygt for at komme for silde til at yde Hjælp. Med agtpaagivende Blik
fløi hun uden om Klippeblokke, bugtede sig langs mørke Skovstier,
satte med lette Spring over Træstammer og susede som en Vind mod den
stille, maanebelyste Landsby ind i Ole Svendsen Bakkes Gaard. En
eensom Hund begyndte at gjøe for lidt efter at slaae over i Tuden.
Hun aabnede Yderlaagen og standsede et Øieblik udenfor den indre Dør,
der stod paa Klem, knugede Haanden mod Brystet og trak dybt efter
Veiret. Lydelige Stemmer inde i den oplyste, sirlige Stue syntes at
vexle alvorsfulde, afmaalte Ord af dem, der til daglig ikke bruges
mange af i de trange, indestængte Fjelddale, men som bevares længe
i grublende Sind, for tilsidst at bryde frem i Handling og afgjøre
Livsskjæbner.
Ole Svendsen sad ved Bordet midt i Stuen. Skjæret fra det viftende
Tællelys faldt hen over et villiefast Hoved med tæt, kruset Haar, en
aaben, ærlig Pande, og i hans mørkeblaa Øine lyste en godmodig, men
bestemt Personlighed. Hans Hustru stod ved hans Side med det yngste
af deres fire Børn paa Armen, medens den ældste Dreng lyttende saae
fra Moder til Fader og nikkede, som om han søgte at gjøre Ret og
Skjel til begge Sider.
»Men saa siig mig i Herrens velsignede Navn, hvad har Du Guds Mand
med Krig og Blodsudgydelse at skaffe?« gjentog Konen og knugede til
Eftertryk sin Haand mod Mandens Skulder. »Lad dem om at værne Landet,
som bære Værge. Du er sat til at bære Guds hellige Blod op til vor
Præst i Kirken ved Altergang og synge »Fader vor« med din deilige
Stemme, saa vi Alle maa folde Hænderne, og Du skal ringe med den
store Klokke for de Døde, som de Andre myrde i Krigen. Nei, Du hører
ikke til blandt Krigsfolket. See paa mig, Bakke, bliv herhjemme hos
os.«