Øieblik opfordrer os til Opsætsighed mod vor lovlige og milde, danske
Regjering,« sagde Walck, som nød stor Anseelse i Byen, og hvis Ord
altid bleve hørte og fulgte. »Han tager vort Tømmer af Fossen og
stabler det op paa sin Grund deroppe i Fjeldet. Han er i Aar og Dag
stævnet for Lov og Ret uden at give Møde. Han er en fuglefri Mand; vi
ville ikke have med ham at skaffe; Norge har nok af hæderlige Sønner
til at forsvare sig. -- Bort med ham dèr!«
Aarerne stode spændte i Kjøbmandens fyldige Pande, medens han pegede
mod Døren.
»Ja, bort med ham!« lød det fra flere Sider.
»Saa Du er Bjørnstad?« spurgte Colbjørnsen fra den øverste Bordende.
»Jeg lyder Navnet,« svarede den Tiltalte.
»Saa have vi ingen Brug for Dig for Øieblikket,« ytrede Colbjørnsen
og betragtede ham med et koldt Blik.
Bjørnstad foer op; de to Nordmænds Blikke mødtes, og medens de
forskende betragtede hinanden, glattedes de rynkede Bryn.
»Naar Krigen er endt, skal jeg søge Dig, om jeg da lever; vi To
skulle saa i Fred og Mindelighed prøve paa at klare et og andet,
som for Byens Øine maa tage sig mærkeligt ud,« sagde Colbjørnsen og
vinkede med Haanden.
Bjørnstad syntes ikke at høre disse velmeente Ord. Hans Blikke søgte
tilbage til Forsamlingen, overalt mødte han spottende og haanlige
Øine, man lo ad ham og talte høit om ham. Han støttede sine knyttede
Hænder mod Bordpladen; de rystede under ham og røbede, at hans rolige
Mine skuffede.
»Saaledes ere I, gode Borgerfolk, i Dag som i Gaar, som I blive ved
at være,« sagde han med et haanligt og spottende Smil. »I Dag trænger
Norge til alle sine Sønner; men I viser en af dets kraftige Mænd
bort, fordi han ikke passer i Jeres Kram.«
»I viser to bort,« sagde Sønnen høitideligt.
»Uretfærdighed og Selviskhed, det er Jert Løsen i Dag som for fem og
tyve Aar siden, da I joge mig fra Gaard og Hjem,« vedblev Bjørnstad.
Medens han talte, traadte Raadmand Walcks Svend hen til sin Herre og
stak ham en Papirrulle i Haanden. Kjøbmanden reiste sig og aabnede
Papiret med stor Værdighed.
»Halvor Brönnelsen Bjørnstad, bosiddende Gaardeier paa Fossegaarden i
Id Sogn, har i Aar og Dag trodset sin Landsøvrighed, har ladet haant
om alle Rettens Stævninger og vedbliver paa ulovlig Viis at tage sig
selv til Rette i vort, Frederikshalds Borgeres, Indkomme og Eiendom,
vort Tømmer, der passerer Fossen, som fra Arilds Tid var Alfarvei.
Bemeldte Bjørnstad tilsiges herved at give Møde i Frederikshald Stad
den 1ste Marts for at udsone den ham idømte Straf af tre Maaneders
Fængsel i vor Raadhuuskjælder samt tilpligtes at udrede en Bøde af
200 Daler til Stadens Fattigkasse for ovennævnte Lovovertrædelse.
Dersom bemeldte Bjørnstad ei er at antræffe i sin Bolig, ei heller
adlyder ovennævnte Befaling, vil han fra 1ste April dette Aar at
regne blive lyst fredløs, og enhver god, norsk Borger opfordres at
hjælpe Øvrigheden med at tage ham til Fange, død eller levende, og
bringe ham til vor Stad Frederikshald, for at nærmere over ham kan
besluttes.«
Kjøbmand Walck oplæste dette Dokument med høi og gjennemtrængende
Stemme. Da Læsningen var endt, sænkede han Papiret og tilføjede:
»Med denne ærede Forsamling af velfornemme Kjøbmænd og Borgere som
Vidner, har Bjørnstad nu paa lovlig Viis modtaget Stævning, hvorefter
han sig haver at rette.«
Bjørnstad havde ligbleg, med opreist Pande hørt Stævningen tilende.
»I sammenrottede Partifæller og Tallerkenslikkere, I som krybe
for Jeres Herrers Hundepisk, svinge den skamløst over jeres egne
Landsmænd, der endnu ikke have lært at bøie Nakken under Aaget!«
raabte han med Tordenrøst og trykkede Hatten fast paa Hovedet, bøiet
frem over Bordet. »See, dette er jer Samfundsret! Jeg væmmes ved jert
hele Mummespil. I undsige mig? Nu vel, værer saa Alle mod mig, som
jeg er mod Eder Alle. Første Gang jog I mig fra min Gaard, i Aften
jage I mig af min Fædrenestad. Vogt Jer! Vi sees vel igjen oppe i
Skovene -- eller deroppe, hvor Retfærdigheden boer. Maatte I da Alle,
som jeg, have gjort Jer Pligt mod Fædrelandet!«
Bjørnstad blev et Øieblik overlegen og udfordrende staaende overfor
den sydende og bølgende Menneskemængde, med oprakt knyttet Haand,
medens hans Øine skøde Lyn under de sammendragne Bryn. Saa vendte han
Forsamlingen Ryggen og skred mod Døren. Sønnen, som var traadt frem
til Bordenden ved Faderens Side, fremtog Oberst Bryggemanns Skriin af
et rødtærnet Tørklæde og skjød det midt ind paa Bordet.
»Der har I vort første Krigsbytte, som vi alene toge fra Svensken!«
raabte han; »det reddede Bjørnstads Søn, mens I laa i jeres lumre
Dyner. Farvel herinde i Stanken; nu gaaer Far og jeg.«
»Er Du den unge Bjørnstad, saa kan Du blive hos mig,« sagde
Colbjørnsen. »Jeg giver Dig Plads i vort Frikorps.«
»Jeg bliver hos min Far og ikke hos Jer,« raabte Drengen, medens han
baglænds drog sig tilbage mod Døren. »Troer I, jeg vil traske om og
lade mig snøfle af Jer i jeres trange Gyder, hvor I har forpagtet al
Ret og alt Solskin fra os, mens saadan en tyk Hvalsildsluger som ham
dèr« -- han nikkede over mod Kjøbmændene -- »sidder hernede og snyder
sig fra at betale os vore ærlige Bropenge fra Fossen.«
Ung Halvor stod nu henne hos Faderen i den aabne Dør, hvorudenfor
skimtedes brændende Fakler i Gaden og mørke Skikkelser, der færdedes
frem og tilbage i det flakkende Skin. Hans lysende Øine saae
udfordrende ud over Forsamlingen, ikke ulig Michel Angelos David,
hvis Haand famler efter Slyngen, mens han søger Fjenden med sit
glødende Vredesblik.
I det Døren lukkede sig efter den gamle og unge Bjørnstad, lød atter
Papegøiens skjærende Skrig gjennem den ophidsede Brummen, som blev
tilbage i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue.
Da Fader og Søn vare komne udenfor og gik gjennem den smalle Gyde mod
Broporten, hvor klaprende Trin gjenløde i Mørket, hørte de en Stemme
gjentagende raabe deres Navn, og en Mand kom i Løb ned efter dem.
»Stop lidt, Morbror Halvor!« lød Skipper Daniels Stemme.
Drengen standsede, og Skipperen indhentede ham stønnende.
»Her er et Brev til Bror Jørgen deroppe i Mors Hytte fra Søster
Ulle,« sagde han og drog et stort Papir frem af Koftelommen. »Jeg
lovede forgangen at bringe ham det i Hænde. Hun har forskaffet Olaug
en god Plads -- det Pigebarn ligger hende svart paa Sinde. -- Vil Du
fly Jørgen det snarest?«
»Det skal blive besørget,« svarede Halvor. »Men siig mig, hvorfor gav
Du os det ikke derinde? Du stod jo lige ved Siden af mig i Krostuen.«
»Jeg turde begribeligviis ikke tale til Jer derinde i Gjæsternes
Paasyn,« svarede Daniel og spyttede en Skraa henad Gaden; »jeg kunde
jo komme til at vanære mig selv og mit gode Navn og Rygte, naar de
Gavtyve fik Rede paa, at vi ere saa nær i Familieskab sammen. Det
gjælder at holde sin Skude flot, naar man er i Braad og Brænding, min
Gut!«
Ung Halvor vendte ham Ryggen og indhentede Faderen ved Broen, der om
kort Tid skulde blive Skueplads for Krigens blodige Rædsler. Han gik
hen ved hans Side og sagde:
»Nu veed jeg, hvad Du er, Far.«
»Hvad mener Du?« spurgte Bjørnstad barsk.
»Du er af Bjørneslægt!« svarede Halvor med ubeskrivelig Stolthed.
»Veed Du ogsaa, hvem _jeg_ er?«
Bjørnstad standsede og maalte ham med et strengt Blik.
»Jeg er din Søn!« sagde Drengen og saae ham ind i Øiet.
Faderen rakte ham Haanden. Sønnen beholdt den i sin, og de skrede
tause videre opad mod Fjeldet.
Oppe i Hjemmets Dør stod en Kvinde, bøiet og stum og lyttede
ud i Natten. Vilde de strenge Herrer dernede i Staden tage det
Sonoffer, som hendes kjække Dreng havde vundet, og Faderen nu bragte
Byens Øvrighed? Vilde de modtage den Haand, han i Dag rakte dem,
fredsommelig i Hu? Ja, vilde Freden nu endelig komme efter de lange,
bitre Kampens Aar?
BRÆNDETYVEN.
Nogle Dage efter at denne Begivenhed fandt Sted i Frederikshald
Gjæstgivergaard, den 25de Marts, som var en Onsdag og Fruedag i
Fasten, drog Mads Wærn, Lieutenant i Colbjørnsens Frikorps, op i
Tistedalen, for at exercere med det nye og uøvede Compagni, samt
tegne flere Frivillige blandt Dalfolket. Colbjørnsen betalte af egen
Kasse hver vaabendygtig Mand tolv Skilling daglig, naar han var
i Tjeneste, og otte Skilling til Underhold, naar han ikke gjorde
Tjeneste, eftersom Tistedølernes daglige Næring ved Savbrugene var
ophævet i denne besværlige Krigstid. Somme Folk turde dog ikke i
Begyndelsen modtage disse Penge af Frygt for derved at blive hvervede
som regulaire Soldater, uagtet det var deres Agt at forsvare Konge
og Land, saalænge der »var varmt Blod i dem«. Charakteristisk for
Folkets fædrelandskjærlige, men antimilitaire Sindelag er følgende
Træk:
Fjenden sendte nogle Dage senere Colbjørnsens Fricorps den Hilsen,
at dersom han fik fat paa nogen Partigjænger, vilde han flux hænge
ham op eller gjøre ved ham det, som værre var, fordi en Deel af
Corpset under Truel Wigs Anførsel havde skudt atten af hans Folk og
gjort saadan Allarm, at den svenske General Aschenberg ved Herrebroen
havde maattet lade sine Folk sidde til Hest den hele Nat. Corpset
nægtede alligevel at efterkomme Fæstningskommandant Bruns Opfordring
at stille for ham og aflægge Krigsed, for saaledes at faae Ret til
at dømmes som Krigsfolk og ikke som løse Partigjængere. Alle som
een svarede, at de vare frivillige Mænd, der kun paatoge sig Byens
Forsvar af Kjærlighed til Land og Hjem; de havde svoret indbyrdes
aldrig at give sig som Fanger, men gjøre Modstand til sidste Mand;
det var den eneste Ed, de brød sig om at sværge, altsaa frygtede de
ikke at blive tagne levende til Fange.
Det bragede og drønede oppe i Vinterskoven i de trange Bjergpas. Var
det Fjeldkaststormen, denne strenge Vintervind, der sammentrænges
oppe i Fjeldenes snævre Dale, hvor den tvinges og knibes sammen, til
den pludselig med Magt brister ud gjennem en Aabning og i sin fulde
Vælde farer ned over Fjordene til Skræk for Sømanden, der ikke i
Tide har mindsket sine Seil? Hør, hvor den søger at bøie de gamle,
rødstrimede Fyrretræer med deres mørke, bredpandede Kroner, der
endnu med Stammen halvt begravet i Snee syntes at staae og drømme om
Sommerens rosenrøde Solskin, medens Solgangsvinde blæse i Luur for
dem, denne blide Vind, der hører Norge til, og som har faaet sit
Navn, fordi den med det opgaaende Dagslys blæser fra Øst og trofast
følger Solen, til den om Aftenen sender sin Brise fra Vest.
Denne Morgen var det imidlertid tunge og taktfaste Øxehug, der
gjenløde i det snævre Skovpas, mens nu og da et Brag forkyndte, at en
af Skovkæmperne sank om, opfangedes af Fosterbrødres stærke Arme, der
varlig sænkede den Faldne mod Klippegrunden.
»Det var, min Tro, en Kraftgubbe, den!« raabte ung Halvor, tørrede
Panden med sit Trøieærme og satte Foden paa den harpixduftende
Kæmpestub, om hvilken lyse Splinter dækkede Sneen i flere Alens
Omkreds.
Den ældre Bjørnstad lagde Øxen til Roden af det næste Træ.
»Veed Du hvad, Fader?« vedblev Sønnen. »Jeg læste i Aftes i Norges
Kongekrønike om den svenske Bonde Thorgny, ham med det lange, hvide
Skjæg, der reiste sig paa Thinge og sagde til svenske Kong Oluf:
»Den Konge vi nu har, han vil ikke taale, at nogen Mand, som snakker
ei ham efter Munden, mæler et Ord, og i den Heltegjerning sætter
han sin hele Ære. Norge derimod, hvorefter ingen af de fremfarne
svenske Konger lod sig lyste, det er han grisk efter og volder dermed
til ingen Nytte mangen Mands Fortræd.« Og saa sagde Thorgny videre
til Svenskekongen: »Men see nu, Kong Oluf, har vi svenske Bønder
besluttet, at Du skal gjøre Fred med Kong Olav den Digre af Norge og
give ham Prindsesse Ingegerd tilægte.« Og saa gav Prindsessen norske
Kongen en Pelskaabe, rigt baldyret med Guld, og sit eget Hjerte, --
saadan skal det være, vort eget norske Kongepar, -- sippedeja!«
»Det var vel sagt,« sagde Bjørnstad og hvilede mod Øxen. »Det er en
god Læsning. Bliv ved, til den Bog er slut, og læs den saa om igjen.
Skal vort Land blive, hvad det fik Evne til, stateligere end noget
andet viden om, da maa vort eget Herskerhuus være stateligere end
noget andet heromkring, lad os saa selv om Resten, da gro vi Nordmænd
iveiret, saa der skal undres og spørges Nyt over Landene.«
»Nei,« raabte Halvor, »vi vælge den stærkeste Mand i vort Land, og
det er Du, Fader.«
»Snak,« sagde Bjørnstad, »det er der ingen Samlingskraft i, og uden
den kan ingenting bestaa. Stridene ville strides. Kampene maa kæmpes,
men vor Konge, der bærer vort Folks egen Krone, rager høit derover.
Derfor vælge vi vor Hersker af det stouteste Kongehuus i Norden. Lad
ham kun være svensk Kongesøn, der ruller jo Helteblod i det Folks
Aarer, -- lad vor Dronning kun være dansk Kongedatter, der flyder jo
reent og fromt Blod i de Kvinders Hjerter, Blomsten af begge Huse,
de bleve snart norske i Sind og i Tanke, dem kaare vi og bære op til
vort Folks egen Trone, saa først bliver Norge vort Norge, først saa
svulmer Tryghedsfølelsen frem, først da kan en Nordmand trøstig gaa
frem til Tronen, først da bøie Knæ og lægge sin Sag og sig selv i sin
Konges Haand og sige: »Konge, jeg er din Søn, jeg har feilet, og de
andre har feilet, døm os nu imellem efter vor egen Lov, og den Dom
skal være hellig.««
Bjørnstad havde ladet Øxen falde, han strakte Hænderne ud for sig og
saae vidt omkring, som om han talte til et heelt Folk.
»Den Kongstanke er den eneste, som der er noget ved,« raabte Halvor
og svang Øxen. -- »Hvad sidder Morbror Svendsen dèr og tænker paa,
mens vi Andre arbeide?«
Bjørnstads Svoger, Klokker Ole Svendsen Bakke, sad paa en Stub med
Bøssen over Skulderen og saae til. Han var iført Faareskindskofte
med to Pistoler fastgjordte i Læderbæltet; paa Hovedet bar han en
Pelshue, under hvilken et tæt, mørkt Haar strittede frem. Han var
middelhøi og undersætsig; hans milde, blaa Øine lyste frem under en
tænksom Pande.
»De Tanker kommer mig i denne Tid ofte i Sinde,« svarede Klokkeren
fra Id, »at ogsaa jeg, skjøndt jeg er Kirkens Mand, maa gjøre noget
til Landets Nytte. Jeg gik derfor i Gaar ned til Peder Colbjørnsen.«
»Jog han ogsaa Dig bort?« ytrede Bjørnstad haanlig. »Norge har jo
Sønner nok til at værge sig, mener han.«
»Han gav mig Ærinde til de Svenske for at ansee deres Leilighed,
al den Stund Byfolket ikke veed Besked om, hvor Fjenden egentlig
befinder sig.«
»Det veed jeg!« raabte Halvor ivrig og kastede Øxen. »Jeg kan føre
Morbror midt ind i Kong Carls Kvarteer, uden at en Hund skal gjøe ad
os. -- Aa, tag mig med, kjære Morbror, saa skal jeg tjene Jer tro og
villig alle mine Levedage!«
»Tag kun Drengen med Dig, Klokker,« henkastede Bjørnstad. »Som Du vel
har hørt, kommer jeg ikke selv til at deeltage i dette Felttog; men
det giver Minder, som enhver ung Nordmand har godt af at eie.«
»Du er en mærkelig Mand, Bjørnstad,« sagde Klokkeren; »Du ofrer
heller dit Liv og dines Velfærd i denne frugtesløse Kamp mod Landets
Øvrighed, den, Du kalder vor Voldsherre, end giver en Tomme efter, og
saa banker dit Hjerte dog saa varmt for alt godt og stort.«
»Du mener maaskee, at jeg skulde gjøre Bod som en gammel Kjærling og
sidde udenfor Kirkedøren og male Haandkværn eller lade mig forvise
til en eller anden Landsby oppe nordenfjelds?« spurgte Bjørnstad
spottende.
»Den Plads, jeg bød Dig i Gaar som Opsynsmand ved Hollen Malmgruber
i Telemarken, kan ikke kaldes Landsforviisning. Tro mig, Du _maa_
herfra, Bjørnstad; Du staaer som den Forlisende paa Vraget og seer
den nære Strand, men vil ikke redde Dig over ved et Spring.«
»Det Spring skiller mig ved mig selv, derfor springer jeg ikke,«
svarede Bjørnstad. »Skuden, jeg styrer, er min egen. Heroppe paa
Fjeldet er norsk Frihed, og den skylder jeg alene mig selv. Her er
mit Land.«
»Dit Land --,« gjentog Klokkeren tøvende med et sørgmodigt Smil. »Men
hvor ere dine Landsmænd?«
»Ja, hvor er Landets andre Sønner? De er dernede i de trange Gyder;
de krybe og svandse for fremmede Embedsmænd. _Jeg_ er en Søn, der
ikke har svigtet mit Land, og først gjennem saadanne Sønner faaer et
Land Aande og Stenen Røst. Heroppe er nu min Kirke, her er jeg bleven
eet med vor store, mægtige Natur, her er Fossen, som aldrig tørrer
ud, her er _jeg_!« Bjørnstad greb i sit Bryst og blottede det, bredt
og haarrigt. Vinden legede med hans graasprængte Haar, hans skjæggede
Læber blottede to Rækker stærke Tænder; den hele Mand syntes et
Udtryk for det, han sagde: en Jætte, sprungen ud af Fjeldet,
Fossemanden, dukket frem af Fossen, Bjergaanden fra de Skakter, hvor
Malmen hugges.
»Det staaer sørgeligt til for Dig, Bjørnstad,« sagde Klokkeren og
rystede paa Hovedet. »Du alene paa denne Side Fossen, hjertebred,
kneisende -- javel. De staae blot Alle derovre. I drage begge i den
samme Lænke; slipper Du ikke Taget, styrter Du i Fossen, gaaer til
Bunds og Mari med Dig.«
»Faaer at være,« svarede Bjørnstad mørk. »Forstaaer Du, Svoger
Klokker: den Kvinde hører mig til, hun følger mig, til Døden, om jeg
byder. Den Tanke gjør mig stærk; hun svigter ikke, derfor staaer jeg
saa støt her paa Fjeldet.«
»Mari har forandret sig meget i den sidste Tid,« bemærkede Klokkeren
sørgmodigt. »Maatte hendes Kræfter række til i din Strid! -- Den er
en Steen, Du sigter mod Andre, den rammer hende og Dig selv. Hvis
nu Byfolket dernede gjør Alvor af Truselen og fælder Dig som fredløs
Mand, hvad saa?«
»Hvad saa?« svarede Bjørnstad haanligt; »saa blev _de_ mig værst, som
jeg vilde bedst, -- saa er der en Nordmand mindre.«
»Og to Martyrer mere,« sagde Klokkeren og reiste sig. »Med Guds Hjælp
skal det ikke komme saa vidt; Mari og jeg ville redde Dig med eller
mod din Villie.«
»Mari?« spurgte Bjørnstad og studsede. »Tag Dig i Agt, Klokker!
Lokker Du hende over, svigter hun, saa vogt Jer Alle!«
Ved en Omdreining af Veien, som bugtede sig ind mellem Klipperne og
dannede et naturligt befæstet Pas mod Øst, kom pludselig en broget
Skare Mænd til Syne; nogle bare Vaabenfrakker, andre trekantede Hatte
og brede Læderbælter med Pistolhylstre; atter andre vare iførte
gammeldags Rustningsstykker; men Alle havde de Bøsser over Skulderen.
Anføreren, som bar Officeersuniform, traadte frem foran de andre og
nærmede sig forsigtig til Brændehuggerne.
»God Dag og Gud hjælp! Har I seet noget til Svensken i Dag?« spurgte
han og saae paa de fældede Træer.
»Javist, Svensken er allevegne,« svarede Halvor og skrævede
udfordrende ud med Benene. »Det maa jeg sige ham paa, at han seer
stateligere ud som Soldat end I brogede Bykarle. -- Sikke Handsker
Svensken har med Kraver af gult Læder og med Gedeskinds Hænder, og
sikken rød Halskrave paa de blaa Klædesfrakker med Messingknapper
baade paa Bryst og Ærmer, ikke at tale om deres Skydevaaben og
Dyrendaler i Skindskede. Og sikken han dèr seer ud!« -- Halvor
pegede paa en svær Borger med et skægget, rødt Ansigt og klædt i en
langskjødet Bluse. -- »Han har jo en Fork paa Nakken og sin Oldefars
Brystpantser paa. Vi maa jo skamme os, naar I nu om lidt møder
Svensken heromme ved Broen.«
»Staaer han saa nær herved?« spurgte en velnæret Borger med usikker
Stemme.
»Han halshuggede for en Time siden tre Tistedøler og en Kalv og lod
deres Blod Løbe ud i Fossen,« svarede Halvor fripostig. »De bad
gudsjammerlig for deres Liv. Det var et grufuldt Syn; Fossen saae ud
som det røde Skum længe efter.«
Lieutenant Wærn pegede paa de fældede Stammer.
»Hvad er det for Hærværk I bedriver her i Frederikshalds Skove?«
spurgte han barsk, henvendt til Bjørnstad. »Mens vi Andre ere ude at
værge Landet, har I Tanke for at bjerge Tømmer.«
»Om kort Tid er den ganske Egn her svensk, nu er den dansk,« sagde
Bjørnstad haanlig og hvilte paa Øxen; »hvem vil saa tage en norsk
Mand ilde op, om han bjerger det Par norske Træer i Tide til fælles
Bedste.«
»Brændetyveri er det, han har for,« sagde Kjøbmand Truelsen heftig.
»Men af ham kan man ikke vente bedre Sindelag.«
Bjørnstad maalte den Talende med et spottende Blik og gav sig i Færd
med et nyt Træ uden mere at ændse Byens Folk.
»Brændetyveri?« raabte Halvor. »I Diskespringere, der snyder hinanden
en Søsling fra, om I seer jert Snit dertil!«
»Pas dit Arbeide, Dreng,« sagde Bjørnstad.
Halvor adlød, spyttede i Hænderne og lod sine Øxehug regne over
Træstammen, saa Splinterne føg viden om. Da Fricorpset var kommet et
Stykke henad Veien, slog han en høi Latter op.
»Aa Fatter, hold paa mig -- see, nu trasker de Krambodkarle mod Kong
Karl, -- og see, hvor de holde paa deres Dyrendaler, som om de skulde
til at snyde paa Maalet med deres Alenstok --! -- Jeg holder det ikke
ud, jeg holder det, Herren evig, ikke ud -- for jeg vil saa gjerne
med dem i Krigen!«
Han sukkede og saae længe efter Colbjørnsens Folk, lyttede ogsaa
efter deres hendøende Skridt i Naaleskoven.
Nogle Timer senere, da Mørket faldt, hørtes en heftig Geværild i den
Retning, hvor Mændene vare forsvundne. Lyden drog sig nærmere ned mod
Passet; kort efter saaes de samme Folk, der om Formiddagen droge mod
Svensken, skyndsomt springe fra Træ til Træ, idet de søgte Dækning
for at affyre Bøsserne og ile videre. En Trop af Kong Carls Ryttere
kom til Syne i Huulveien; deres Karabiner lyste i Maaneskinnet, der
sitrende gled ned mellem Træernes Stammer. Pludselig gjorde den
fjendtlige Trop Holdt. Midt i det snævre Pas skimtedes i Tusmørket
en mørk Masse. Øverst paa denne stod Klokkerens og Bjørnstads brede
Skikkelser med Bøssen i Haanden. -- Det var en saakaldet Hærbraade,
en Forskandsning, bestaaende af fældede Træstammer, hvis afhugne,
tilspidsede Grene bleve lagte mod Fjenden og saaledes frembød en
Hindring, vanskelig at overvinde, naar de norske, sikre Skytter laa
paa Vagt bag Stammerne og sendte de Fremtrængende en dræbende Ild i
Møde.
Bjørnstad og hans Folk havde reist denne Forhugning i Passet, hvor
Veien var smallest, og hvor Fjenden paa Grund af Klippevæggen og den
høie Snee langs Siderne blot kunde ride to Mand ved hinandens Side.
Det var til denne Forhugning, at Bjørnstad og hans Folk om Morgenen
fældede Træer, vel vidende, at Svensken tidligere eller senere maatte
frem gjennem Passet.
Da Haldenserne naaede herned og tvivlraadige standsede udenfor
Forhugningen, hørtes Bjørnstads dybe Røst:
»Hurtig -- ind tilhøire, dèr er Gjennemgangen. Lad saa Bøsserne;
men I fyrer blot een ad Gangen. Naar I hører mig skyde, saa tager
Hvermand sin.«
Da Byfolkene vare komne om bag Forhugningen, stængede Bjørnstad
og hans Karle efter dem med Træstammer. I det samme bevægede den
fjendtlige Trop sig frem gjennem Huulveien. Maanelyset strømmede ned
over Anførerens sølvtressede Hat. Hesten steilede. I det samme faldt
Svendsen Bakkes Skud, den svenske Officeer tabte sin Sabel og gled
ned af Hesten. Da Colbjørnsens uøvede Folk saae Fjenderne samle sig
til Angreb, glemte de imidlertid Bjørnstads Formaning og fyrede alle
paa een Gang med den Virkning, at de to forreste af Fjendens Flok
segnede af Hestene. De Andre droge sig tilbage bag et Klippeforspring
og raadsloge.
»Lad Bøsserne paany,« lød Bjørnstads Røst gjennem Stilheden.
I Stedet for at adlyde denne Befaling forlode de uvante, norske
Krigsfolk skyndsomst Forhugningen, for at benytte det Forspring,
som Fjendens Tøven gav dem, til at sprede sig mellem Fjeldene og ad
Omveie at naae hjem til Staden.
»Vil I see, I blive!« raabte Halvor rasende og søgte at stille sig
i Veien for de Flygtende, mens han pegede op mod Faderen, der stod
øverst paa Forhugningen synlig for Alle i Maanelyset. »See, deroppe
staaer han, som I skjældte for Brændetyv, og værger Jer Alle, mens I
smøre Haser -- Der har vi Svensken!«
Dette Udraab spredte Partigjængerne som Avner for Vinden. Klokkeren,
Bjørnstad, Lieutenant Wærn og Halvor stode alene tilbage i Skandsen,
medens Fjenden rykkede frem paany.
»Giv Agt, Manne -- de bageste Geleder holde sig færdige!«
kommanderede Lieutenanten med høi Røst.
De forreste Ryttere reve Tømmerne til sig og vendte om, skuffede af
denne List.
»Tilbage, Gossar -- Skoven er fuld af Jyder!« raabte den svenske
Anfører.
Rytterne gave sig blot Tid til at tage deres Døde op paa Hestene og
satte af Sted tilbage gjennem Huulveien. Skoven laa atter stille og
forladt i det blege Maanelys.
HJEMMETS FUGL.