Frederikshald siden Januar samme Aar, hvorfor Borgerne dersteds
tilsidst kun fæstede ringe Lid hertil og fornøiede sig efter bedste
Formue. Strax Budskabet indkom og som en Løbeild spredtes i Staden,
at Kong Carl endelig havde gjort Alvor af Sagen og overrumplet Armeen
ved Höland Præstegaard, blev der den 9de Marts skudt Allarm fra
Fæstningen og hængt Brandkugler ud paa den Side af Udenværkerne, der
vendte mod Staden for at underrette Indbyggerne og Oplandet om, at
nu var Faren overhængende. Sorg og Harme over Nederlaget bredte sig
overalt, og Borgerne besluttede selv at varetage deres Stads Forsvar.
De stode i Gevær den hele Nat, medens Andre paa egen Bekostning
opførte Batterier og Brystværn i Gaderne, saasom ved Kirkeporten,
paa Kirkegaarden, ved Byskandsen, og slæbte Kanoner til de anviste
Pladser. Man frygtede, at Fjenden vilde forfølge sin Seier og angribe
Staden samme Nat, hvilket med Lethed kunde være iværksat, dersom de
Svenske ikke endnu havde følt sig usikkre og vaklende i Beslutning.
Samtidig strømmede Omegnens Folk til, for at søge Beskyttelse under
Fæstningens Kanoner, medførende Gods og Kreaturer. Borgerne paatoge
sig med Fæstningens Kommandant, Hans Jacob Bruns, Samtykke, Vagten
ved Byporten og andetsteds.
Fæstningen forsynede sig for længere Tid ved Indkjøb hos Bønderne af
det inddrevne Kvæg; Soldaterne slagtede og saltede, Borgerskabets
Kvinder bryggede og bagede, enhver søgte at bidrage sit til Byens
Frelse.
Alle disse kraftige Forholdsregler kunde dog ikke berolige Sindene.
Overalt saaes Klynger af ophidsede Kvinder og Mænd med mørke, spændte
Ansigtstræk; overalt hørtes ildnende Tale om Forfædrenes berømmelige
Forsvar af Staden under den tapre Peder Olsen Nordmands Ledelse.
Nævnte Hædersmands Eiendom, nuværende Gaard Nr. 226 og 230 paa
Hjørnet af Borgerskandsegaden, og som i 1716 var Peder Colbjørnsens
Bolig, blev illumineret fra Kjælder til Loft, for at opflamme
Borgerne ved Mindet om Fortids Stordaad.
Udenfor Kirken, Christi Herberg, som afbrændtes samme Aar den 4.
Juli, havde Stadens Ungdom samlet sig. Med blottede Hoveder sang
de Norges gamle Nationalmelodi; den lød i eenstemmig Fylde gjennem
den mørke Nat som en begeistret Kærlighedserklæring til deres Land,
udfordrende, seierssikre bølgede Tonerne ned gjennem Gaden, Borgerne
stemmede i. En mægtig, alvorsfuld Seiersfortrøstning lød op over
Byens spidse Tage, medens mørke Skikkelser i Faklernes rødlige og
osende Skin færdedes gjennem de smalle Gyder i travl Virksomhed.
Hammerslag, bragende Tømmer, Opraab krydsede hinanden og røbede, at
der var stort paa Færde i den gamle Stad: -- de store Følelser fløi
vaagne omkring og manede til Idræt.
Længere nede i Borgerskandsegaden laa det priviligerede og velkjendte
Gjæstgiveri, »Den forgyldte Nøgle«, der styredes med stor Sindighed
og kyndig Haand af Værten, Joan Jonassen. Det var en Kro af den
rigtige, gamle Slags, hvor Gjæsterne bleve Værtens Selskabsbrødre og
Bordfæller, og hvor Værten trods al sin Myndighed overfor Krotyendet
aldrig havde nogen egen Mening overfor Gæsterne, men altid et
godmodigt Smil og et luunt Humor, der i rette Tid forstod at bilægge
enhver opstaaende Trætte til Alles Tilfredshed, kort sagt: Jonassen
var en gemytlig, tykmavet Mand, rimelig i sine Regninger og for
Resten bekjendt for at eie en udmærket og gammellagret Viin- og
Mostkjælder, som var gaaet i Arv i flere Slægtled i »Den forgyldte
Nøgle«. Saa stort Ry gik der af denne Kjælder, at ingen Reisende
kunde sige at have gjæstet alle Frederikshalds Seeværdigheder, naar
han ikke havde tømt et Bæger med den berømte Vært. Hele Staden var
stolt af »Den forgyldte Nøgle«.
Denne Nat stod det imidlertid ikke i nogen gemytlig Værts Magt at
brede Hygge i »Den forgyldte«s Krostue. Borgerne strømmede uafladelig
ind, tømte et varmende Bæger ved Disken, som stod prydet med to
velsmagende Pressesylter, tæt spækket med Nelliker; saa ilede de
atter ud i de mørke Gyder eller samledes i Klynger i den rummelige,
tilrøgede Gjæstestue. Sneen dannede hvide Hjørner og Linier langs
Sprosserne i de smaa, frosne Glasruder; lidt af Maaneskinnet søgte
forgjæves at bane sig Vei gjennem de tindrende Iisblomster.
En græsgrøn Papegøie sad og gyngede i sin Ring paa et Stillads foran
Vinduesposten, hvorfra den holdt et skarpt og mistænksomt Øie med de
idelig skiftende Gjæster, medens den af og til opslog en Haanlatter
og raabte:
»Pas paa: han snyder, Patron, han snyder!«
En Forsikring, der til daglig vækkede ustandselig Munterhed, men
som denne Nat gik upaaagtet hen til stor Fortrydelse for Papegøien.
Den skreg høiere og stampede til yderligere Eftertryk med Kloen mod
Ringen. Pludselig tav den lidt, vendte saa Sætningen om og skreg
endnu skarpere og mere arrigt:
»Pas paa: Patron snyder -- Patron snyderrr!«
Da ikke heller denne Paastand tildrog sig Opmærksomhed, opslog den en
skingrende Skoggerlatter, hvorefter den tav og stirrede uforstaaende
paa det Hele.
En mørk Alvorsvrede laa over de Forsamlede. Her lød ingen store
Taler, ingen Fraseflom, ingen overmodig Selvtillid i det halvdunkle
Rum, intet uden »Fjenden er i Landet« og »Vi ere her for at forsvare,
hvad vort er.« En eenfoldig Tro paa deres retfærdige Sag lød i
Hvermands Tale.
Henne rundt Bordskiven sade enkelte af Husets gamle Stamgjæster med
deres lange Piber og talte med andægtige Miner mangt et fornuftigt
og dybsindigt Ord, medens Værten lod Kjælderdrengen bringe Kruus
efter Kruus af den liflige Most og Brunsviger Momme Omgangen rundt
til de betalende Borgere og for denne Aften ogsaa til de mindre sikre
Krogjæster. Fædrelandet, det gamle Norge, var i Fare; det maatte
»værges med Mandsmod og Vederhæftighed,« som Jonassen udtrykte sig,
og for Resten med godt, norsk Staal, »for vi er skabt for os selv, og
vi skal være for os selv.«
Øverst ved Bordenden sad Kjøbmændene, Raadmændene Walck og Wærn, den
sidste en førladen, bredskuldret Mand, Fader til Jacob Wærn, der
senere gjorde sig hæderlig bekjendt i dette Krigstogt.
»En god Porthund gjøer, naar der er Fare paa Færde,« sagde Wærn og
blæste en Tobakssky fra sig i smaa Stød. »Har I lagt Mærke til vore
Hunde i denne Tid? de gjøe som sultne Ulve. Slaa dem løs, siger jeg,
og I skal see, de gribe Fjenden i Struben; de veed, hvad norsk Blod
er, og hvad der lugter af svensk.«
»Forgangen Nat triner min Huusholderske, Mari Halvorsen, ind i mit
Sovekammer,« sagde Walck med lav Stemme, »og melder, at der vil times
os noget Ondt, for vor Gaardhund Ulle, slog i at tude paa urimelig
Viis. Dagen efter brød Svensken ind.«
»Saa længe vi have veiløse Vover, faae vi Krig med Svensken,« sagde
Mester Niels Aarud, Oldermand for Smedelauget, og saae ned for sig.
»Svensken og Norsken kan ikke forliges, hverken til Lands eller
Vands.«
»Hvad mener Niels Aarud med det Ord?« spurgte vor gamle Bekjendt,
Skipper Daniel Halvorsen forbauset og overlegen. »Paa Landjorden
staaer jert Udsagn til Troendes; men jeg er en Sømand, der har faret
paa det store Iishav langs de iislandske, norske, danske og svenske
Kyster og været længst mod Nord af nogen optænkelig dødelig Sjæl; jeg
veed Alt, hvad daglig Erfarenhed lærer En paa Søen. Saa spørger jeg
Niels Aarud, hvad han mener med det Ord »til Vands«?«
»Jeg mener, det er halsløs Gerning, Svensken her bedriver,« svarede
Oldermanden med stor Dybsindighed og tømte sit Kruus, der maalte sex
Jernbaand. »Nei, Norsken og Svensken kan ikke forliges hverken til
Lands eller til Vands. -- See til Silden, siger jeg; naar den gaaer
til hos dem, er den ikke hos os, og naar den staaer i tykke Stimer
ovre paa svenske Vigside, saa har vi ikke Skyggen af en ægte norsk
Graabeinsild i vore Farvande, hvor meget vi end lokker og koster paa
Fiskeriet. See bare til den umælende Sild, siger jeg!«
»Kan Skipper Daniel, der er en saa forfaren Mand, maaskee klare os
den Sag,« sagde Skolelærer Ramus spydigt, »saa beviser han Landet en
Miskundhed, som bør staae antegnet i Aarbøgerne til evig Ihukommelse.«
»Ja, hvorfor kan vor ærlige, store Hvalsild ikke forliges med den
forgiftige, svenske Sommersild,« gjentog Oldermand Niels Aarud og
saae uhyre fiffig ud, idet han betragtede Daniel med et lurende og
smørret Smil.
»Ja, svar paa det, Daniel,« raabte en mager Borger, »al den Stund
Spørgsmaalet er af uhyre Vigtighed, fordi svensk Sild gjør os stor
Afbræk i vor naturlige Handel, idet de sælge den i svære Mængder
udenværts og tvinge vore Priser ned til Norskesildens halve Værdi i
gangbar Mønt.«
»Om mine fornemme Herrer høigunstigt tillade, saa vil jeg paatage mig
at videnskabelig begrunde det, jeg føler saa dybt i min Sjæl,« sagde
Skolelærer Ramus og reiste sig med Værdighed, »og det kan jeg bevise
for Ret og Øvrighed, at Svenskens egen Sild er rød uden om Øinene og
har slanten Bug uden Rogn eller Ister. Og den Sild duer plat ikke
til at saltes; den skal ædes fersk, eller den lægges i Kjælderen og
bliver frossen, eller den maa vindtørres, og den er forgiftig for
Folk og Kreaturer. Vore Folk aad den af Sparsommelighed forgangen
Vinter langs Grændsen, og vi ere blevne skrøbelige i Maven siden.«
Lærer Ramus rømmede sig og vedblev med hævet, salvelsesfuld Røst, da
han saae, at han havde fanget Opmærksomheden ved Tidens brændende
Spørgsmaal, Sildefiskeriet.
»Ja, med mine høigunstige Herrers Tilladelse skal Deres beredvillige
Tjener bevise, at det, Skipper Daniel nys sagde, hverken har med
Sildens Mangfoldighed eller dens Misvæxt at gjøre; den retter
sig gemeenlig efter Aaringernes større eller mindre Frugtbarhed
paa Landjorden. Fisken har altid i følge Forsynets høieste
Bestyrelse været saa fidele at gaae meest til her, naar vi har
været meest plaget af Uaar, som igjen staaer i nøie Forbindelse med
Grønlandsisen.«
Skipper Daniel slog en Latter op, der skingrende gjentoges af
Papegøien.
»Paa det Lav, Skolemester! Nei, det kjender _jeg_ bedre til. Hvalen
og Silden, men især Torsken holder sig tæt op til den Slags Driviis
og vender bestandig den ene Side til, saa de blive blinde paa det
Øie. -- Nei, jeg holder med vor Oldermand; Svensken og Norsken kan
ikke forliges hverken til Lands eller til Vands, og vores gode
Hvalsild har baade Rogn og Flomme og Mælk med paa ærlig norsk Viis,
mens dens Unger bliver til Vissensild i den svenske Skjærgaard, for
deres Vand er forgiftig for norske Gjæller.«
Et bifaldende Raab lød til den sidste Taler, der nød sin Triumf og
saae sig om med et bevidst Nik, medens han bankede i Bordet med sit
Knivskaft efter et nyt Kruus Most.
»Jeg har selv været med til, at de forgangen Aar styrtede hele min
Skibsladning af svensk Sild i Rakkerkulen i Danzig, fordi de Snydere
ikke vilde troe, den var norsk, hvormeget jeg end svoer mig fordærvet
derpaa. Hvad siger I! herunter med hele Stadsen? Skal dette vare ved,
bringer svensk Sild, Herren evig, vor norske Graabein i Miskredit.«
En tyk Borger benyttede Øieblikket og sagde:
»Vi maae dog som retsindige og velbetænksomme Borgere give fornøden
Oplysning til Anklagedes Uskyldigheds Forestillelse i Sagens rette
og egentlige Omstændighed og Beskaffenhed, idet Svensken nok
veed at give sin Sild Fordeel fremfor vor ved at nedsalte den i
Egetræestønder, mens vi stole paa vor norske Hvalsilds Retfærdighed
og kun salter ham i Fyrretræer.«
»Nei, vi kan ikke med Svensken,« sagde Oldermanden atter og slog
i Bordet. »Silden hørte, Gud forbande mig, os til fra Tingenes
Begyndelse deroppe Nord paa, og utallige gjæve Kjøbmænd ere gaaede
fallit, fordi de i god Tro slog sig ned paa vore Kyster; saa blev
Silden af Svensken andetsteds bestemt og henledt. Vi _kan_ ikke med
Svensken.«
»Ja, jeg bliver ved mit, som allenfals er mit eget!« raabte Daniel.
»Svensken og Norsken kan ikke forliges hverken til Lands eller til
Vands. Det samme siger ogsaa vor gode norske Søhelt, Peder Wessel fra
Bergen. Han kan trasakke dem, han!«
»Den Mands Skaal bør drikkes i min bedste Kanarisekt,« sagde Værten
Jonassen rørt; »den tømme vi med høit løftede Albuer, kjære Venner.«
»Den forgyldte Nøgle«s Stamgjæster reiste sig og tømte Krusene
for Peder Wessels Velgaaende med korte Leveraab, og saa blev
der pludselig dødsstille i Krostuen, medens Papegøien, der ved
Raabene vækkedes af Søvnen, foer op, baskede med Vingerne og skreg
gjennemtrængende og med overbevisende Kraft:
»Pas paa: -- Patron snyder -- de snyderrr! hi, hi, ha, ha!«
FRA BJØRNEHIEN.
En statelig Mand med et tungsindigt Alvor over sine udtryksfulde
Træk var under Stamgjæsternes langtrukne Samtale, der her gjengaves
i dens Heelhed, fordi den berører en af Borgernes Rigdomskilder:
Sildefiskeriet, ubemærket traadt ind i Stuen og stillede sig
ved Bordets øverste Ende, medens hans Blik prøvende fløi over
Forsamlingen. Salen var ved den Tid overfyldt af en tætpakket
Menneskemasse; Hoved saaes ved Hoved, indtil de bageste udviskedes af
Tobakstaage og Mørke. Alles Øine stirrede paa den Sidstkomne, som om
der ventedes noget overordentligt af denne Mand i dette Øieblik.
Manden var Peder Colbjørnsen, Ætling af den berømmelige
Colbjørnsenske Stamme, og som tillige var opkaldt efter
Fædrelandshelten Peder Nordmand, hvis Gaard han som tidligere omtalt
beboede.
Han var saaledes baade ved Navn og Ahner kaldet blandt Stadens
ypperste Mænd, der i disse Trængselens Dage foregik alle Andre med et
glimrende Exempel paa Mandsmod og Kløgt.
Her vil maaskee være Stedet at fremhæve den hæderlige Colbjørnsenske
Slægt, idet dens fremragende Mænd yde et væsentligt Bidrag til deres
Lands Kultur og Krigshistorie. Familiens Medlemmer indtoge allerede
en fremragende Plads i Landet under Frederik den Andens Regjering,
ikke alene som store Jorddrotter, men tillige som oplyste Mænd, der
stode fuldt paa Høide med deres Tids meest udviklede Aandsliv. En af
Slægtens Forfædre skal saaledes i Midten af det sextende Aarhundrede
have besiddet saa meget Jordegods, at han fra sin Fædrenegaard
Arneberg i Hof Sogn kunde ride til Oslo paa egen Grund. Et yngre
Medlem af Familien var en lang Tid constitueret Stiftamtmand i
Christiania og døde samme Sted som Conferentsraad i sit 67de Aar.
Endnu findes en Descendent af Slægten i lige nedstigende Linie paa
Gaarden Stensrud i Give Sogn, Soløer, en i sin Ælde eiendommelig
Hovedbygning af Træ, der foruden øvrige Værelser bestaaer af en
usædvanlig rummelig, fiirkantet Storstue, hvis Loft, et Spærtag,
bæres af et mægtigt Mastetræ, hvorpaa der forhen fandtes en
Indskrift, som meddeelte, at Bygningen var opført i Aaret 1324. Paa
Væggen i denne Storstue hænger en Tavle med Inscription fra 1779 af
Sorenskriveren Schiermann, en Danskfødt, hvilken Omstændighed maa
tilskrives, at han nævner en dansk Konge, skjøndt Norge paa nævnte
Tid havde sin egen Drot, Magnus den 5te Eriksøn.
»Da Menveds Broder bød i Nord den sjette Sommer,
nedlagdes første Steen til dette Klippehuus.
Gid sidste Barnebarn, som af Colbjørnsen kommer,
bo her, til »stjernet Bjørn, nedslingres næsegruus!«
Slægtens senere Led vedbleve paa fremragende Viis at bære Navnet
berømmeligt til Efterkommerne. Saaledes indtoge de to Brødre Jacob
Edvard og Christian Colbjørnsen høie Pladser i vor Kulturhistorie
som Justitiarii i dansk Høiesteret. Efter vor berømte Lovkyndige
Anders Ørsteds Vidnesbyrd har Jacob saaledes stor Fortjeneste af den
videnskabelige Lovkyndighed. Hans Afhandling til Doctorgraden om den
danske Selveierbonde vakte megen Opsigt. Han døde som Conferentsraad
1799.
Broderen, Christian Colbjørnsen, var ligeledes Justitiarius i
Høiesteret og døde som Geheimekonferentsraad og Storkorsridder i
sit 65de Aar. Han skal have været i Besiddelse af en overordentlig
Veltalenhed. Rahbek siger saaledes, at han var lige Mester i
Epigrammet som i Panegyriken, lige øvet i at svinge Lynstraaler og
Blomsterkrandse. Foruden at have foreviget sit Navn ved forskjellige,
udmærkede Lovgivningsarbeider, virkede han som Secretair i
Landbrugskommissionen, og Stavnsbaandets Løsning skyldes for en stor
Deel hans Varme og Iver for Bondefrihedens Sag. Om disse Brødre
findes ogsaa et Epigram:
Brødre af Fødsel ei blot, men Brødre af Aand og af Kløgt
Fædreland Troskab de svoer, tjente som dygtige Mænd
Forfædres Navn og Rang de hævded' ved fædrelandsk Idræt,
og som de hædrede Nor, hædred' hans Ros dem igjen.
Da Kong Frederik den Sjette vilde ophøie Christian Colbjørnsen i
Adelstanden, frabad han sig denne Naade og svarede Kongen, at »han
ligesom sine Forfædre intet andet Adelskab ønskede end Bevidstheden
om at have virket til Kongens og Statens Gavn.«
Endvidere blev en Datter af den bekjendte krigerske Magister Kjeld
Stub gift med en Colbjørnsen. Stub tog efter endte Studier ved
Kjøbenhavns Universitet Tjeneste som Soldat i Nederlandene, hvor
han hurtig svang sig op til Ingenieurofficeer. Efter Hjemkomsten
blev han ansat som Præst i Christiania, og her berettes, at en
gammel Krigskammerat gjenkjendte ham midt under Prædikenen og udbrød
høilydt: »Kilian, wer Teufel hat Dich auf der Cantzel geführt?«
Denne berømte Præst, der som Landoberst deeltog i Krigen med Sverrig
1643 og udmærkede sig ved sin Nidkjærhed og militair Indsigt, blev
Bedstefader til de for deres Tapperhed og Høisind velkjendte Søskende
Hans, Peder og Anna Colbjørnsen, som hovedsagelig udgjøre vort
Bekjendtskab til Slægten, og hvis modige Bedrifter vi lære at kjende
i vor Fædrelandshistorie. Det var saaledes saavel paa Fædrene- som
Mødreneside et tappert og ædelt Blod, som bragte disse Søskendes
Hjerte til at banke for deres Land i Farens Dage.
Den danske Professor Jens Møller skriver derfor med Rette:
Stoltere Brødrepar vist ingensteds findes paa Jord;
høiere lued' end ei i Miltiades' Dage
Fædrelandskjærlighed, Mod, Borgeraand, Snildhed i Pagt.
At fremhæve denne Slægts enkelte Medlemmer er som sagt at belyse
deres Lands Kultur og Krigshistorie; vi have derfor i Korthed
fremhævet disse Personligheder, af hvilke Peder Colbjørnsen
forekommer i denne Fortælling.
Peder Colbjørnsen stod nu her i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue og
saae sig om, mens Forsamlingen ventede i Taushed.
»Kjære Medborgere og Venner,« sagde han, og slog op med Haanden,
»jeg har i Fædrelandets Navn sat Eder Stævne her i Aften. -- Vi ere
Alle i dette Øieblik opfyldte af stor Kjærlighed til vort Land, en
Følelse, der ofte er kommen til Ytring i vor gamle Stad under vore
berømmelige Forfædre. Kjærlighed og Mod er i Dag hos os Alle steget
til en altopofrende Høide. -- Har jeg Ret eller Uret?«
»Ret!« snurrede det tordnende gjennem Rummet.
»Vi ere enige, og vi ville nu, om Herren beskikker os den Lykke,
gaa med til Mandsgjerninger, der skal indskrive Norges Folk blandt
Europas tapreste Nationer.«
»Vi ere med!« raabte Borgerne.
Dødsstilhed indtraadte øieblikkelig atter.
»Godt. Herved hverver jeg Eder til Frederikshalds frie Corps, og vi
sværge at ville gjøre Fjenden alt muligt Afbræk i hans Forehavender
og hverken agte Liv eller Gods, men heller afbrænde vor gode Stad og
Hjem end taale ham i vor Rede!«
»Vi sværge!« lød det som et rullende Tordenbrag, medens Arme fra
Gamle og Unge fore i Veiret med oprakte Fingre, et høitideligt
Øieblik, der indeholdt Forjættelse om ubrødelig Troskab mod deres
hellige Sag; Liv i Selvstændighed eller Død.
Da de Andre atter sænkede Armene, beholdt Skipper Daniel sin i Veiret
med tre vidt udspilede Fingre og gjentog med Gravrøst:
»Vi Sømænd sværge ogsaa at ofre Skude og Ladning til Fædrelandets
Frelse! -- Jeg kan allerede melde, at der er noget galt paa Færde ude
paa Søen.«
Colbjørnsen betragtede ham og spurgte:
»Hvad mener Du?«
»Svenske Fartøier ere gaaede til Ankers foran vort Havneløb -- jeg
har siddet paa Udkig lige siden i Morges. De landsætter bestandig
Folk mellem Skjærene; deres Pramme komme hvert Øieblik ind med flere.«
»Det veed jeg,« sagde Colbjørnsen. »Har Du mere at sige?«
»Ja saa -- De veed det? Det kunde De jo have sagt strax, for saa veed
De vel mere, end jeg veed,« ytrede Daniel stødt og lod sig dumpe ned
paa Bænkesædet.
»Jeg modtager Eders Ed i Norges Navn,« sagde Peder Colbjørnsen
henvendt til Forsamlingen. Dermed var Pagten sluttet og
Frederikshalds Frikorps oprettet.
»Amen,« sagde Værten Jonasson, der sad i sin høie Halmstol
henne foran Disken paa den Side, hvor Pressesylten stod, med
Hænderne foldede om Skaftet paa sin store Forskjærerkniv. »Heida,
Kjældersvend, den Skaal maa drikkes i gammel norsk Mjød fra salig
Farfars egen Tønde. Bring en Omgang af Fadet med de fire Kryds.«
Papegøiens Skoggerlatter lød pludselig gjennem Stilheden ved Lyden af
Værtens kjendte Stemme.
Henne ved Væggen sade to Mænd som tause Tilhørere. Da Colbjørnsen
havde talt, reiste de sig, traadte frem og stillede sig ved den
modsatte Bordende. Den Ældres brede og mægtige Skikkelse med den
høie, furede Pande og det gjennemtrængende Blik under det buskede
Bryn tiltrak sig de Omkringstaaendes Opmærksomhed. Bagved ham kom
en yngre, slank Skikkelse til Syne med gult, krøllet Haar og to
spillende blaa Øine. Han syntes et nøiagtigt Miniaturaftryk af den
store Mand, hvis Stilling og Holdning han søgte at efterligne paa
bedste Maade.
»Jeg hører her megen god og ærlig, norsk Tale,« raabte Bjørnstad --
det var ham og hans Søn. -- »Svensken er brudt ind i vort Land, og
vi skal nu til at værge os, ja vel! Men hvad gjør vi saa ved Dansken
bagefter? Er han ikke lige saa vel brudt ind i vort Land og har
opkastet sig til vor Hersker? Vil I bag efter være med til at jage
ham ud, naar vi ere færdige med Svensken? Hvorfor vil Colbjørnsen
derhenne værge os mod den ene Fremmedherre og adlyde den anden? Det
gad jeg nok vide. -- Hvem svarer?«
»Ja, det gad vi nok vide,« sagde en Stemme bag Bjørnstad; ung
Halvor lo og viste sine hvide Tænder. Han kastede Hovedet tilbage,
som Faderen gjorde, stak Haanden ind paa Brystet og saae sig om
med en freidig og efter hans Mening uhyre overlegen Mine, som han
yderligere forhøiede ved at skræve ud med Benene og vugge Overkroppen
frem og tilbage.
»Ja, I seer paa hverandre; men mærk Jer mine Ord: vi have nøiagtig
samme Ret til vor Selvstændighed som Dansken til sin og Svenskerne
til deres,« vedblev Bjørnstad med en Stemme, der steg i Kraft for
hver Sætning, han udslyngede.
»Manden er ikke langt fra at have Ret,« sagde en Borger og satte sit
Kruus haardt i Bordet.
»Jeg skal sige Jer, hvad det er, vi nu have for,« vedblev
Bjørnstad. »Dette er en jammerlig Broderkrig; vi æde jo hinanden
op som forsultne Rotter. Alle vi tre nordiske Smaalande ere usselt
Fattigfolk hver for sig; bleve vi enige, vare vi en Kæmpe, der kunde
tale med i Stormagtslaget. Ja vist, bort med Svensken, som vil
mesterere os, og bort med Dansken, som regjerer os! Vi er Norge,
hverken svensk eller dansk eller nogen anden udenlandsk Provinds;
vi er blot -- Norge. Nu er Krigen her; vi har ikke fornærmet eller
udæsket; men Krigen er her alligevel, ubuden, uretfærdig. Vi ere her
ogsaa, mandsenige, villiestærke for at møde den. Men bagefter, hvad
saa? Hvem jager saa Dansken ud og gjør os til et enigt Norden, til
den kloge, mægtige Frue, Dronning Margrethes Norden? Er det dette,
Colbjørnsen vil os, saa melder jeg mig til hans Frikorps og giver ham
mit Liv.«
»Og jeg giver mit,« sagde ung Halvor med et kraftigt Nik.
Kjøbmand Walck havde lagt sin Pibe fra sig paa Bordet, da han
saae Bjørnstad træde frem ved Bordenden. Medens han talte, vinkede
Kjøbmanden til sin Svend, der sad ved et andet Bord, og hviskede ham
nogle Ord i Øret. Svenden forsvandt gjennem Døren.
»Hvem er den Mand, som fører saa store og stærke Ord?« spurgte en
anden Borger med runde Øienbryn. »Det var besynderligt, at han holdt
op med at snakke, før han blev heelt færdig. Han skulde vist lige til
at erklære Dansken Krig og udnævne os en ny Konge.«
»Jeg skal sige Jer, hvem Manden er,« sagde Raadmand Walck og reiste
sig. »Det er Bjørnstad fra Fossegaarden, og han har ingen Ret til at
tale med her blandt Frederikshalds hæderlige Borgere.«
»Bjørnstad! -- Fossemanden!« lød det rundt om.
»Det er mig,« svarede Bjørnstad og bøjede sin Kæmpeskikkelse fremover
i Tranlampens osende, usikre Skjær, som for at vise Alle sit
furede, veirslagne Ansigt. »See kun ret paa mig: saadan seer Halvor
Brönnelsen Bjørnstad ud!«