#Flokken.#
O ja! det længes jeg efter.
#Journalisten.#
Saa nivellere vi Løst og Fast.
#Flokken.#
O ja! med forenede Kræfter.
#Industrielle.#
For Pokker! Jeg hører, Autoritet
Er Lehmann ikke mere.
Nu frygter jeg for, vi blive Beet
Med de Varer, vi fabrikere.
Med Lehmanns Kager hvordan staaer det til?
Hvordan med Lehmanns Kanaster?
Snart Kunden, som jeg dem byde vil,
Mig dem i Hovedet kaster.
Saa nylig man spændte hans Heste fra,
Og lod ham paa Skilter male;
Hvor kunde jeg troe, der var Fare da
For det fuselfri Nationale?
Velan, fra Varerne tage jeg maa
Hans Billed bort, for at sætte
Balthazar Christensens Ansigt paa;
Jeg veed nok, han er den Rette.
#En Bonde.#
Hop heisa! hop heisa! Dudeldumdei!
Kommer hid og hører min Bue!
Politik i Skoven det passer ei,
Saa lidet monne det due.
Jeg spiller kun for den nærværende Stund,
Og vil man om Fremtiden spørge,
Kun det eneste Svar giver min Mund:
Jeg lader Fiolen sørge.
See, det er min Politik, saa sandt
Som Solen og Maanen vandre;
Og spiller jeg og lidt falsk iblandt,
Saa gjør jeg kun som de Andre.
#Fuglenes Chor.#
Vi synge, tiltrods for Mængdens Pjat;
Og vil den for meget støie,
Da flygte vi til det stille Krat,
Og den stille Vandrer fornøie.
Og finder Hoben, vor Sang er slet,
Da synge vi den kun atter;
Tilsidst man finder den ganske net,
Naar man lytter og ikke pjatter.
#En Oxe.#
Nei hør til den uforskammede Flok,
Som pukker paa sine Sange!
Jeg staaer her tøiret, det veed den nok,
Ellers jeg vilde den stange.
I sin Flugt den seer paa mig som en Visk,
Hvem ei Vingen af Skuldren voxer;
Men gives der ikke flyvende Fisk?
Hvorfor ei da flyvende Oxer?
#En Landskabsmaler.#
Hør, Oxen brøler! Slig landlig Lyd
Til Taarer Mangen rører;
Dog er det maaskee Maleriets Dyd,
At man seer den, men ikke den hører.
#En Herre.#
Siig, Hulde, hvad jeg Dem byde maa.
#En Dame.#
Min Herre! læs i mit Øie!
#Herren.#
I det ene jeg seer Chocolade staae,
I det andet ... jeg veed ikke nøie ...
Dog jo! et Smiil, som skjelmsk mig spaaer,
At min Stræben sig tør tillade ...
#Damen.#
Nei, Gud bevar os! I det andet staaer
En anden Kop Chocolade.
#En Sangerinde.#
Enhver, som finder min Stemme raa,
Kan ved min Skjønhed fornøies,
Og finder han Skjønheden ligesaa,
Vil Stemmens Værdi forhøies.
I pene Herrer! paa flygtig Gang
I bør ikke forbi mig ile.
Kommer hid, kommer hid for at see min Sang,
Kommer hid for at høre mig smile!
Jeg finder mig i, hvordan det gaaer,
Og siger man, at jeg hverken
Har Skjønhed eller Talent, saa faaer
Jeg dog Noget paa min Tallerken.
#En Herre.#
Musiken toner! Du Søde, kom,
O kom til Skovløberhuset!
Saa svinger jeg dig i Dandsen om,
Af min Kjærlighed vildt beruset.
#Hans Kjæreste.#
En Beruset falder i Dandsen omkuld,
Og strax en Klods man ham kalder.
Men lad gaae! jeg svoer at være dig huld,
Og med dig jeg staaer eller falder.
#Chor af Publicum.#
O hvilken Nydelse! hvilken Dag!
Det kalder man sig fornøie!
Som reen Profit for mit Syn og min Smag,
Har jeg Snavs i min Mund og mit Øie.
#Digteren.#
Endnu er Tummelen ei forbi,
Der er længe, til Mængden sig fjerner.
Saa vandre vi nu til Sorgenfri
Ved Glimt af tidlige Stjerner.
#Stjernehimlen.#
Jeg ruller mig om min faste Pol,
Og bliver stedse den samme.
I Vest nu synker den matte Sol,
Saa begynder i Øst min Flamme.
Endnu jeg selv kun glimter svagt,
Mine første Lys kun tindre
Som Forbud om den kommende Pragt,
Naar jeg tænder de talløse mindre.
Gud veed, for hvem jeg smykker mig saa,
Der er Ingen, som mig betragter;
Alt Andet gaaer man og gaber paa,
Men paa mig saa lidet man agter.
Paa Maaneskinnet man giver Agt,
For Karretens Lygter at spare,
Men paa Stjernehimlens unyttige Pragt
Lidet man tager vare.
Naar Sværmen er draget i Staden ind,
Sit forskende Blik den sender
Til Hovedvagts-Uhrets rødlige Skin,
Hvor en Lampe bag Skiven brænder.
Paa det evige Uhr den aldrig seer,
Som den evige Tid os tyder,
Fra hvis Røst ei Time blot og Qvarteer,
Men Aartusinders Klokke lyder.
Mængden kravler i Blindhed om
Mellem lave, smaalige Sysler;
Min ustandsede Gang er Tidens Dom
Over Hver, som pusler og nysler.
Men du, som ønsker i Fred at boe,
Uforstyrret af planløs Iver,
Hæv dig til mig, og prøv den Ro,
Som min rolige Rhythmus giver.
Og er du døvet af Mængdens Raab,
Af de Stemmer, som huje, som skrige,
Saa bad dig og styrk dig ved kjølig Daab
I det stille Hav i mit Rige.
Mine Stjerner tie paa deres Gang,
Ei høres Lyd eller Stemmer;
Kun Tanken sporer en stille Sang,
Som Øret ikke fornemmer.
Hos mig du lever et Liv, som svandt,
Du lever med Guder og Helte,
Hvis forklarede Skikkelser Sagnet bandt
Til mit brede, funklende Belte.
Her Fablens Konger og Dronninger staae,
Med dens Udyr, Drager og Slanger,
Hvis Navne lød fra den oldtidsgraa
Totusindaarige Sanger.
O Menneskebørn, som foragte min Skat!
Eders Amme jeg er, tør jeg mene:
Jeg fortæller jer Eventyr hver Nat,
Og I sove derved som Stene.