#Digteren.#
Saa Dette kaldes i Skoven gaae?
Er slig en Promenade,
Skjøndt favnet af Grønt og under det Blaa,
Vel Andet end Østergade?
Østergade nok saa nemt
Bliver paa Landet flyttet,
Intet af Inventariet glemt,
Alene Localet byttet.
Hver en Driver, som pleier hist
Daglig at paradere,
Sees igjen under grønne Qvist
Med Stokken at manoeuvrere.
Hver en Dame, saa dukketam,
Som sees paa Gaden at trine,
Møder i Skoven dobbelt stram,
Og sukker sin Snørlivspine.
For en enkelt Time, maaskee for to,
Lad os betragte det sammen.
Det former sig dog til et smukt Tableau
For Enhver, som er udenfor Rammen.
Du siger, i Vrimlen man blande sig bør,
For at skue dens enkelte Dele;
#Jeg# troer, man bliver i Hovedet ør,
Naar man ei staaer over det Hele.
I Afstand bør Betragteren staae,
Paa et Standpunkt udenfor Vrimlen;
Da vil han først Effecten forstaae
Af et Publicum, Skoven og Himlen.
Men siden du vil, lad os nærmere gaae;
Den store Masse da sikkert
Løser sig op i Atomer smaa,
Som en Taageplet i en Kikkert,
Smaa Fragmenter af den store Sum
Vil Synet forbi os føre,
Og enkelte Lyd af Massens Brum
Drage forbi vort Øre,
Med det Samme synger dog Finken glad,
Lærken qviddrer foroven,
Luften suser i Bøgens Blad,
Gjøgen kukker i Skoven.
Det Hele danner en broget Contrast,
Danner det Pittoreske ...
Min Ven! du lægge mig ikke til Last,
At jeg taler for min Æske.
En Digter vænner sig gjerne til
Æsthetiske Categorier.
Vær rolig! jeg veed det, du nyde vil,
Jeg Reflexionen fortier.
#En Herre.#
Deres Dom jeg gjerne vide vil
Om det sidste nye Stykke.
#En anden Herre.#
Jeg suspenderer min Dom, indtil
Forfatteren lader det trykke.
#Den første.#
Saa siig om Tragedien Deres Dom,
Om den, som i Trykken er kommen.
#Den anden.#
Saalænge den ei paa Scenen kom,
Suspenderer jeg Dommen.
#En Dame.#
Der gaaer den velsignede stærke Mand,
Hver Slagters piinlige Smerte!
O hvilken Nød, at det ikke gaaer an
At trykke ham til mit Hjerte!
#En anden Dame.#
Forsigtig Jette! De Folk, som der gaae,
Kan høre, hvad du taler.
#Den første.#
Vi stakkels Piger skjule maae
Vor Sværmen for Idealer.
#En Herre.#
Ei sandt? jeg er klædt som den fineste Mand?
#En anden Herre.#
Fortræffeligt sidder din Kjole.
#Den første.#
Ja vist, paa min Skrædder jeg stole kan.
#Den anden.#
Og din Skrædder paa dig kan stole.
#En Dame.#
Som sagt, jeg finder det Stykke for frit.
#En Herre.#
Men De saae jo kun det danske.
Jeg vædder, De blev Deres Mening qvit,
Hvis De saae det hos de Franske.
#Damen.#
Ja, paa Fransk vel glider det meer beqvemt,
Det Sprog er glat som en Salve,
#Herren.#
Og det Værste selv er neppe slemt,
Naar man kun forstaaer det Halve.
#Vaffelbageren.#
Kommer ind til mig! I min Boutik
Serveres varme Vafler;
Man dem spiser af Haanden, det er Skik,
Man sparer Kniv og Gafler.
#Trop.#
Saa giv mig nogle til mine Smaa,
Men varme maae de være.
#Vaffelbageren.#
O store Mand! nu skal De faae;
O hvilken udsøgt Ære!
#Trop.#
Mine Børn ei finde dem fede nok,
De behøve desuden flere.
#Vaffelbageren.#
Hvad de Smaa behøve, for enkelt Kok
Umuligt er at præstere.
#Gjøgen.#
Kukkuk! Kukkuk under Skovens Hal!
Er her Ingen, som vil erfare,
Hvor lang Tid end han leve skal?
Sandfærdigt vil jeg svare.
#En Litteratus.#
Nu vel, jeg Længden spørger dig om
Af mit Liv i Litteraturen.
#Gjøgen.#
Du dødfødt jo til Verden kom,
Dit Spørgsmaal er mod Naturen.
#En Flok Skoledrenge.#
Vi kom herud i Omnibus,
Mens vi fik Cigarernes Patte.
Afveien, Folk, for den vordende Rus!
I maae lære hans Værd at skatte.
Vi danne den Stamme, som evig skal staae,
Besjælet af Guddomsflammen.
En Stamme kan ei afveien gaae,
Derfor afveien for Stammen!
Er Artium endt, saa bliver et Blad
Af Stammen produceret.
Det er det Samme som Doctorgrad,
Saa er man habiliteret.
#En Journalist.#
O Danmarks Ungdom! mit sidste Haab!
Hører du Klokkernes Klemten?
Fornemmer du hele Nationens Raab
I mit Nummer To hundred og femten?
Lehmann har svigtet den gode Sag,
Og hjelper ei du til Seier,
Da kommer det snarlig for en Dag,
At jeg er den sidste Plebeier.
Betragt vort Land, det er fladt som faa,
Det mangler aldeles Bjerge;
Vor Natur ikke vil, her være maa
Forskjel paa Kjæmper og Dværge.
Hver høiere Væxt til vanligt Maal
At forkortes vi strengt befale;
Hvert Hoved saa høit som et Hoved af Kaal,
Det gjælder for det Normale.