Ogsaa her et Selskab promenerer,
Men med mindre Støi;
Hist ved Slottet Vagten musicerer
Ved dets ene Fløi.
O! men Skoven har og stille Skygger,
Hvor en taus Betragtning gjerne boer,
Hvor en blomstrende Natur betrygger
Mangt et eensomt Spor.
Ubemærkt af Mængdens Forskerøie,
I sin Ungdomslund
Over disse Dale, disse Høie
Vandrer ofte Hun,
Som om Issen Dronningkronen bærer,
Men i Hjertet barnlig Ydmyghed;
Her sin fromme Kjærlighed hun nærer
I Naturens Fred.
Ja, hvad denne Skov i Løndom taler:
Aftenvindens Vift,
Nattergalens Slag, naar Solen daler,
Skyens Purpurskrift,
Ordet, som i Aftenklokken lyder,
Mens en eenlig Stjerne staaer i Øst, --
Hun forstaaer det rige Sprog, hun tyder
Hver en dunkel Røst.
Her hun ved #Naturen# har erfaret,
I den stille Qveld,
#Kunstens# Ideal, som aabenbaret
Blev for Rafael:
Tidt i Aftenrøden stod en Engel,
Barnlig skjøn, med Smiil af salig Aand,
Og med Fredens Bud, en Liljestengel,
I sin Liljehaand.
Og den Samme skuer hun herefter
I de mange Smaa,
Ved hvis Vugge Fattigdommen hæfter,
Som forladte gaae;
Og mod Klyngen Armene hun breder,
Dem, som skabtes til en Konges Favn:
"Kommer hid! En Moder jeg for eder
Er i Herrens Navn."
Lykkelige Smaa, som hun beskjærmer!
Eders Barnlighed
Aner ei Velsignelsen, der nærmer
Sig i hendes Fjed.
Først med Tiden, naar I blive store,
Vil I tænke: Gid vi vare smaa!
Gid os end den Stjerne kunde spore,
Som vor Barndom saae!
Men da staaer den, ak! saa høit paa Himlen;
Tiden er forbi,
Dengang ned den steg til jer i Vrimlen,
Og nu længes I.
Fjern og pragtfuld Øiet nu den blender,
Mens den vandrer ad sin Bane hen,
Og forgjæves rækkes eders Hænder
Atter efter den.
Ja, hvis end som Børn I kunde blive,
Skulde Stjernen staae
Jer saa nær som før, og atter give
Lys i eders Vraa.
Men hiin Salige, fra Fabeltiden,
Han, som sad til Gjæst ved Guders Bord,
Fandt sig fra sin Himmel udstødt siden
Paa den mørke Jord.
Barnet seer ei Kronens Ring i Glandsen,
Som om Issen staaer,
Seer kun Skjønhed bære Herskerkrandsen
Paa sit gyldne Haar.
Dog, hvad ei den Spæde kunde sande,
Fattes vil af Den, som bliver stor:
At en Krone hørte til den Pande,
Hvorpaa Høihed boer.
Stille Lund med dine dunkle Skygger!
Vindens Pust i Qveld!
Lille Sangfugl, som i Busken bygger!
Klare Kildevæld!
Vækker ofte med de milde Stemmer
Gjenklangstonen i et ædelt Bryst,
Naar Amalia hos jer fornemmer
Kjærlighedens Røst!