Hvad hun omsyede, var kun Livene. Nederdelene forblev saa nogenlunde
de samme. Kun til Tider forsynedes de med Garneringer.
Kagerne til Kaffen kom frem af en Kasse, der stod under Madam
Jespersens Seng. Madam Jespersens Seng var høj som et Bjerg.
-Ach ja, man maa være taalmotich, sagde Madam Jespersen og lod
Hænderne synke. Hun havde en Gang prynset sig med mange
Kammerjomfruringe, som nu var forsvundne i de korte Fingres Fedme.
Jomfru Helene vimsede og snakkede.
Jomfru Stine stak kun et knoklet Ansigt ind ad en Dør til Goddag. Hun
maatte blive i sin Syskole.
-De kan da blive et Minut, sagde Moderen, lad dog de Unger sy.
Men Jomfru Stine var ude igen i en Stue bag Gangen, hvor syv Pigebørn
med Musehaler syede Linnedsyning med sammenknebne Munde.
Jomfru Stine var lang som et Mandfolk og senet som et Øg.
Hun havde Stave-Hold om Formiddagen og Sy-Hold om Eftermiddagen. Hun
fik en Mark om Maaneden af Sy-Holdet pr. Hoved.
-Ach, ja, sagde Madam Jespersen, den Stine la'er sig aldrig Ro.
-Men man maa være taalmotich.
Jomfru Helene lagde Kagerne paa et lille Porcellæns-fad med seksten
smaa Haandbevægelser for hver Kage.
Hun løb til og fra Køkkenet for at passe Kaffen, mens hun ustanseligt
snakkede. Jomfru Helene snakkede uden Ophold hele Aaret uden at nogen
Moders Sjæl den en og tredivte December vidste, hvad hun havde sagt.
-Ja, die kleine schwärmt, sagde Madam Jespersen.
Var Kaffen paa Bordet, kom Jomfru Stine ind i et Nu og satte sig ved
Døren paa en af de tre Mahognistole med rigtige Sæder--de andre
Genstande til at sidde paa var mere skrøbelige, med Fletrygge--for hun
satte sig haardt og maatte have noget under sig.
Hun slugte Kaffen og var ude igen.
Fra Kagefadet var der altid forsvundet nogle Kranse. Hun uddelte dem
som Belønning i Syskolen. Det laa ellers ikke til Frøken Stine at
stjæle, men af Kagerne stjal hun i ubevogtede Øjeblikke. Kunde hun
ikke det, købte hun Sukkerkringler i Kroen.
Det gik til Musehalerne. Der var jo altid én, der var færdig med et
Stykke Linned.
Naar Moderen kom ud i Gangen for at gaa, stak Jomfru Stine sit Hoved
ud af Skolestuen--det slog lidt lummert ud af det lille hvidkalkede
Hul--hun skulde altid kysse Moderen, før hun gik. Det var det eneste
voksne Menneske, hun kyssede.
Den ældste Dreng løb paa alle de fjorten Træsko i Forstuen.
-Hvor den Dreng er kejtet, sagde Moderen:
-Han lærer aldrig at føre sig.
Jomfru Stine blev staaende i Husdøren og nikkede, men Jomfru Helene
bøjede Blomsterne i Stuevinduet til Side med en sirlig Haand og
smilede bare.
-Moder, sagde den ældste Dreng, naar de kom ned paa Vejen, Jomfru
Stine har Øjenbryn ligesom Lars Forkarl.
Jomfru Stine havde Mandfolkeøjenbryn over et Par Ungpigeøjne.
Moderen elskede at lade sin ældste Pode snakke. Han snakkede ganske
som hun selv, i de samme Sætninger, med samme Ordstilling, med en
gammelklog Vigtighed, der virkede som Visdom. Og altid stak hans
Hoved, der var for stort til Kroppen, frem ved Siden af Moderens
Skørt.
Naar de kom hjem fra Børneselskab, vilde Moderen altid have Beretning
om Gildet.
Hun satte sig midt paa Dagligstuegulvet i sin Yndlingsstol, som satte
hun sig foran et godt Bord.
-Saa, sagde hun, lad mig saa høre.
Alle Børnene talte i Munden paa hinanden.
-Drengen først.
-Drengen først, sagde Moderen.
Og Drengen sprang op i Fløjelsblusen, og abede alle efter, Piger og
Drenge, i Stemme og Lader, og Moderen vred sig af Latter i sin Stol.
-Og hvad saa? Og hvad saa?
Drengen blev ved. Han kunde det hele Selskab udenad. Han abede efter
og han sprang som en Kakkelak. Tilsidst sagde Moderen:
-Hvad fik I?
Og Børnene skreg Maden i Munden paa hinanden.
Af Maden i Selskaber lo Moderen mest:
-De lærer aldrig at spise her tillands, sagde hun: Herre Jesus, hvad
er det, de sætter paa Bordet.
Til Børneselskaber satte de jo nu en Gang for alle kun Smørrebrød og
Mandelbudding paa Dugene.
Faderen aabnede tilsidst Døren til sin Stue:
-Stella, du ødelægger ganske den Dreng, sagde han. Børn skal dog ikke
kritisere, fra de ligger i Vuggen.
-Fritz, jeg kan da ikke hindre Drengen i at se.
Og Faderens Dør lukkede sig igen.
Faderens Dør var næsten altid lukket og Børnene vidste næsten ikke,
hvordan der saa ud bag den Dør. For de kom der saa sjældent og derinde
var mørkt.
Stuen vendte mod Nord, og der kom aldrig Sol. Møblerne var af dybt
Mahogni.
Faderen vandrede mest--op og ned ad sit Gulv.
-Hvem er det? sagde han, naar nogen kom ind, og ligesom fór sammen.
-Det er mig, svarede et af Børnene, der kom for at hente en Bog.
Og Faderen vandrede videre henover sit Gulv, mellem de samme fire
Vægge.
Han elskede at have det hedt, og havde dog altid hvide Hænder af
Kulde.
Ved Middagsbordet, naar et af Børnene talte, kunde han pludselig rive
sig ud af sine Tanker--han sad altid bag en Flaske fin Rødvin med rødt
Lak--:
-Gud véd, hvordan de Børn bliver opdraget, sagde han.
-Kære Fritz, svarede Moderen, hvordan skal man opdrage Børn paa
Landet.
-Som Børn, sagde Faderen og faldt igen i Tanker.
Han var altid hvid i sit Ansigt, og hans Skæg var begyndt at blive
graat.
Men Moderen sagde til Tine fra Skolen:
-Kære Ven, Børn er Børn, hvad de ikke hører her, det hører de i
Borgestuen.
Det var særdeles sandt. Børnenes gladeste Timer var i Borgestuen. Der
var saa koghedt, saa de blev glorøde i Hovederne, mens de sad i
Krogene og hørte til. Der var bestandig stor Forsamling fra hele
Landsbyen, fordi aldrig nogen tænkte paa, hvormeget øl der blev fyldt
i Krusene.
Udepigen løb bare til og fra, paa sine sorte Sokker, og skænkede.
Det var som paa en Kro.
Lars Forkarl sad for Bordenden og førte Forsædet. Husmændene garnerede
Væggene. Maren Udepige stod ved Døren og grinede.
Der var ikke den Sladder fra Landsbyen, som ikke gik gennem
Borgestuen.
Moderen lukkede undertiden Døren op:
-Naa, Børn, hvad Nyt?
Og hun satte sig selv ved Kakkelovnen. Saa førte kun Lars Forkarl
Ordet, mens Husmændene sad og skævede til deres Krus.
Lars Forkarl havde været der saa længe, nogen kunde huske. Alle
Tjenestefolkene blev i Huset de uendelige Aar. Moderen klagede
bestandig til Faderen over deres Opførsel. Faderen sagde:
-Men saa lad dem gaa.
Moderen vendte hjælpeløst Øjnene mod Loftet:
-Men de vil jo ikke, sagde hun.
Og de blev.
Stuepigen havde det med Hovedpine. Hun bandt sit Hoved ind i
Haandklæder, saa hun lignede en Haardt-saaret, og gik ud og ind ad
Døren, mens hun jamrede. Midlet mod hendes Onde var en ustanselig
Kaffestrøm og hun foretog sig intetsomhelst.
-Jeg finder Hannes Koste allevegne, sagde Moderen.
Kostene var forladte.
Hanne selv sank sammen i Dagligstuen ved Bogskabet og jamrede:
-Jeg har sagt til Marie, hun sætter Kaffen paa, sagde hun.
-Det var jo godt, svarede Moderen.
-Vil Fruen ikke ha'e en Kop med? jamrede Hanne.
-Aa, Tak, naar den er der, sagde Moderen.
Husjomfruen sad ved Vinduet og broderede. Det var en meget lang og
apatisk Person, der brugte bestandig at være fornærmet som Paaskud til
intet at udrette.
Moderen saá sig rasende paa hende og spurgte hende hver Ugedag, om hun
ikke vilde tage til Sønderborg med Vognen.
-Gud, sagde hun, saa er jeg af med hende saa længe.
Hun slog Hænderne sammen i sit Skød.
-Alle mine Husjomfruer bliver saa fine, at de kun kan brodere.
Til det yngste Barn havde der været Amme. Samme Amme lød Navnet Rose,
og det viste sig, hun var berygtet paa hele Øen. Da hun ikke ammede
mere, gik hun over til en ubestemmelig Stilling, for der var i Huset
allerede Barnepige.
Faderen gjorde mange Forestillinger for at faa hende ud og væk.
-Kære Ven, sagde Moderen: vil du sige mig, hvordan jeg skal faa hende
afsted.
-Hun sidder jo ogsaa kun i Gæstekamret og syr. Der gør hun jo ingen
Skade.
Rose sad videre.
Naar der overhovedet var Tale om Tjenestefolkene, sagde Moderen:
-Ja, Fritz, naar du overhovedet vilde tage dig af det, skulde du nok
selv se.
Faderen var meget for træt til at tage sig af det.
Undtagen én Gang.
Den ældste Dreng kom gennem en Stue og sagde til Hanne Stuepige: Luk
Døren.
Han vidste ikke, at der stod aabent ind til Faderen, som straks viste
sig, kridhvid, i sin Dør:
-Vil De være saa venlig, Hanne, at hente de andre, sagde han.
Det indre Tyende kom sammen, mens Drengen skjalv og Faderen ventede.
Da alle var samlede, gav Faderen sit ældste Afkom en Ørefigen uden
nogensomhelst Ceremoni.
-Vil Du saa maaske, sagde han, bede Hanne om Forladelse og sige til
hende:
-Hanne, vil De være saa god at lukke Døren.
Drengen gjorde det med en graadkvalt Røst, hvorpaa Tyendet blev
bortsendt.
En vis Høflighed mod Underordnede blev efter den Dag--for der var
ingen af dem, der kunde mindes, at Faderen havde revset nogen af
Børnene--noget, der gik dem over i Blodet.
-Det er iforvejen haardt nok at være tjenende, sagde Faderen.
Maaske gjorde Børnene sig i Anledning af det "haarde", i Stilhed
adskillige kritiske Tanker: for i Hjemmet var der ingen, som regerede
uden dem, der tjente.
Tine fra Skolen, der var den sunde Fornuft, sagde, naar Moderen
klagede:
-Gud, skift ikke, sagde Tine: det er dog bedre at være i Lommerne paa
de gamle.
-Kom, sagde Moderen til hende, lad os gaa lidt ud.
De tog et Par Sjaler paa og gik ned om Laagen ind i Haven til den
islagte Dam. Langs Bredderne laa Sneen mellem det halvvisnede Græs.
Ude bag Poplerne bredte sig de store Enge.
Pludselig blev Moderen sørgmodig, og hendes skønne Stemme lød som en
Klage.
-Hvor her var smukt i Sommer, sagde hun.
Langt og bedrøvet saá hun ud over Engenes Is og Sne, hun, der elskede
den lune Vind og Solen.
Hun stirrede paa Lysthuset med de hvide Søjler. Paa hendes Fødselsdag
i Juni var de Søjler altid omvundne med Kranse.
-Jeg oplever ikke mange Somre, sagde hun.
-Vist saa, sagde Tine.
Men Moderen blev ved at stirre paa sit Lysthus over mod de islagte
Enge:
-Nej, sagde hun, og hun begyndte at græde, hun, som elskede det lyse
Liv.
* * * * *
Moder, du som bøjede dit Hoved,
da Sorgen kom,
og lukkede dit Øje
da Skumringen brød ind
for dig og for os alle--
Moder, du,
der slynges endnu Roser,
Blomster, Roser
om de hvide Søjler--
Roser, Blomster,
Moder--
for de andre.
Men du kunde ikke
leve i Vinter;
ikke naar Jorden
og ikke naar Hjertet var dødt.
Du gik.
Og dog og dog
blomstrer der glødende Roser--
Roser, Roser
blomstrer dog for de andre.
* * * * *
Naar man fra Jespersens kom et bitte Stykke længer, da bøjede Gaden om
paa Kirkepladsen.
Dér laa Kroen og var hvid som Kirken, dens Genbo. Kun var Krodøren
grøn, mens Kirkens Port var sort.
Til venstre var Smedjen. Den var saa mærkelig firkantet, ligesom med
en sort Kalot paa til Tag. Men inde i Smedjen var der Nat og Flammer.
Den ældste Dreng listede tit over til Smedjen om Søndagen. Saa var der
saa stille og lunt fredeligt, og Væggene var Vægge som alle andre og
Døren var bare en Dør og Stenene Sten, mens Smeden selv kun var blevet
en hvid og rigtig Mand, som, glad og stor, sad udenfor Krolængen.
Han sad og saá paa dem, der gik i Kirke.
Men kom Mandagen, saa var Smedjen atter fuld af den sorte Nat og den
røde Ild. Og aldrig vilde Drengen have turdet gaa derind, hvor de
sagde, Smeden gik, som en stor sort Skygge mellem Bælgenes sorte
Spøgelser.
Til højre kom man til Skolen. Den ligesom støttede sig saa venligt op
til Kirken, lænede sig til den og hvad dens var.
Trappen til Skolen var strøet med Sand. Døren til Huset var saa lind
paa sine Hængsler. Straks i Gangen skinnede alting. Væggene, Gulvet,
Loftet skinnede. Der var ingen, som saadan fik Grønsæbe til at skinne
under sine Hænder som Degnens Tine.
Tilhøjre laa Skolen. Den var fuld af en evindelig Summen. Børnene sad
i Rader over Abc og Katekismus, hver paa sin Side, som Mandfolk og
Kvindfolk i Kirken. De svedte og de duftede over al den Kundskab.
Gamle Degn røg Pibe til med stærk Tobak, og svedte med. Han svedte
altid, og altid holdt han Kakkelovnen gloende.
Naar Moderen kom ind i Degnegangen, løftede hun paa Skoleklinken:
-Godaften Degn, sagde hun:
-De har det lunt.
-Goddag, Goddag, svarede Degnen.
Men Børnene fløj op paa de røde og sorte Hoser.
-Ja, det lumrer, sagde Degnen, med de mange Smaarumper.
Moderen lukkede Døren. Paa den anden Side Gangen havde Tine allerede
hørt hende og faaet Stuedøren op:
-Nej, men kom dog ind, raabte hun, vi har da Varme.
Der var altid Varme i Skolen.
-Vor Herre bevare os, hvor det lumrer i Skolen, sagde Moderen, der
faldt ned i en Stol. Ingen Stole var saa lette at falde ned i, som de
hos Degnens. De var saa brede med udsvajede Arme, som stod de bare og
længtes der efter Godtfolk.
-Det er Børnene, sagde Tine.
Hjemme paastod Moderen, at Gamle Degn lumsk lumrede med.
Men inde i Stuerne duftede der af Røgelse og gamle Rosenblade og
Renlighed.
Degnemadammen kom frem i Køkkendøren:
-Nej, at De kom, sagde hun og nejede.
-Vor Herre bevare os, vi kommer her de seksten Gange om Ugen.
Moderen var allerede ude i Køkkenet. Hun maatte se det. Degnens Køkken
var hendes Fryd og hendes Forbavselse. Saa mange Kobberkar og saa de
kunde skinne--Pander og Gryder og Potter op langs Væggene.
Kaffekanden havde Mave og var altid paa.
-Den kommer aldrig af Tørvene, sagde Moderen.
-Aa nej, sagde Madammen, her kommer jo saa mange--Gud ske Lov ... man
er da kendt.
Hele Egnen kom i Skolen. Alle gjorde Holdt for Døren og "stod"
indenfor.
-Man maa derop, sagde Moderen, det er som man altid var ventet.
-Og Degnens véd Nyt--men de sladrer ikke.
Børnene var komne af Tøjet og løb allerede Tagfat i Storstuen. Intet
Gulv var saa godt til Tagfat. For det var saa rummeligt som en Sals,
og alle Stolene stod saa tæt til Væggene og spærrede ikke.
-Kære Børn, sagde Moderen hjemme: jeg véd det ikke, men der er det ved
Degnens Møbler, at de er saa venlige.
Tine tog Kopper frem og Tine kommanderede til Legen.
-Op igen, op igen, raabte hun. Den ældste Dreng var falden.
-Saa, nu dumper Drengen, sagde Moderen.
-Op igen, op igen, raabte Tine.
-Tine, hvad gør De ved Deres Dækketøj? sagde Moderen, der var inde i
Stuen igen og var falden ned i en anden Stol. Det skiftede hun med hos
Degnens.
-Jeg faar aldrig mit saa hvidt, sagde Moderen og rystede fortvivlet
paa sit Hoved.
Hendes eget var ganske ligesaa hvidt, men Degnens forekom hende altid
hvidere. Alting forekom hende hvidest og dejligst hos
Skolelærerens--undtagen Sengene. De var de højeste i Byen.
-At de kan ligge i de Bjerge, sagde hun, naar hun kom hjem.
Sengene _var_ Bjerge, Dyne over Dyne, med røde Vaar og hjemmevævede
Lagener.
-Jeg vilde kvæles, sagde Moderen.
Sengene var Degnemadammens Stolthed. Sine Brudelagener viste hun altid
frem. Dem havde hun begyndt at væve, da hun var Pige, og Tines
Daabsvugge havde været bredt med dem.
-Det er saadan, sagde Madammen, og hun stod og kærtegnede Lagenerne,
med ens egne Hænders Arbejde.
Nu var hun ved Vaffeljernet. Moderen fornam allerede Duften.
-Skal vi ha'e Vafler? sagde hun og skuttede sig. Moderen havde altid
saadan et Træk med Skulderen--et lille hastigt og spædt--naar hun
glædede sig til Mad.
-Aa, det er dejligt, sagde hun.
De første Vafler kom ind og Kaffen dampede. Moderen satte sig i den
Hestehaarssofa, med et Plump, lige under Billedet af Kong Frederik den
Syvende. Han hang der mellem sine to lovmæssige Gemalinder.
Børnene blev placerede paa Stolene rundtom. Paa Kaffen brændte de sig
og tog ikke Øjnene fra Vaflerne.
-Pas paa din Kop, raabte Moderen til den ældste Dreng.
-Jøsses, lad ham sidde, sagde Tine.
Men Moderen rystede paa Hovedet.
-Han ta'er lige akavet paa alle Livets Ting. Det bliver hans Ulykke.
Men Tine lo, mens hun strøg hans Haar:
-Han har det maaske ikke efter Fremmede, sagde hun.
-Naa, Tine, sagde Degnemadammen.
Men Moderen lo og løftede de dejlige Hænder med de fulde Aarer:
-Nej, sandt er det, Hænderne er dejlige. Men de sidder forkert i
Leddene.
Degnekonen tog dem og klappede dem:
-De er da heller ikke gjorte til det jevne, sagde hun.
Men pludselig var Moderen blevet alvorlig:
-Nej, sagde hun, og næsten med en helt anden Stemme: men med saadanne
Hænder kan man heller ikke værge sig.
Hun slog over i Stemningen igen.
-Nej, Tine har Hænder, sagde hun og saá beundrende over paa Tines
travle Haand, der atter delte Vafler ud til Børnene. Den var saa
kraftig og ikke stor alligevel.
Saa begyndte de at tale om Grevinde Danner:
-Vor Herre bevar'es til Fruentimmer, sagde Tine.
Grevinde Danner var Egnens stadige Stof. Gottorp Slot var jo nær, og
fra Gottorp kom Kongen og Grevinden saa til Sønderborg. Grevinden
haabede stadig at naa til en Krog, hvor hun kunde blive rettelig
hyldet.
Naar Grevinden kom til Sønderborg, blev alle Øens Embedsmænd
kommanderede til Taffels med deres Fruer. Embedsmændene kom og Fruerne
sendte Afbud.
Moderen var der saa godt som alene.
-Jeg vil se hende, sagde hun:
-Kære Venner, hun er dog virkelig mærkværdig.
Faderen og Moderen var der og blev ret unaadig modtagne. Grevinden
kendte deres Familjeskab med den Sjællands Bisp, hvem hun vel huskede
fra sin Vielse. Sagnet gik, de havde maattet holde ham halvt i
Fangenskab paa Frederiksborg, før de tvang ham til at vie sig.
-Dygtig er hun, sagde Moderen, da hun kom hjem, om Grevinden:
-Men Herre du min Skaber, hvor er hun nedringet ... og hvad er det
saa, hun viser? ... saadanne Køddynger viser man ikke en Gang frem for
sit Spejl....
Ovre i Skolen begyndte de at synge. Gamle Degn sang for og Børnene
svarede ham ihærdigt i mange Tonarter. Det var en Begravelsessalme.
Herinde blev de ved at tale om Grevinde Danner.
Som Markens Blomst henvisner fage
alt, hvad af jordisk Rod oprandt,
og talte snart er Stevets Dage,
selv hvor med And det Gud forbandt;
kun hvad der kom fra oven ned,
kan blomstre i al Evighed--
sang de derinde, Degnens Bas og Flokkens Diskanter.
Moderen kunde saa mange Historier om Grevinden. Hun fik dem fra sin
Svigerfader, den gamle Excellence, der hadede "den Person" af en
oprigtig Sjæl.
Moderen fortalte en Historie fra Frederiksborgs Kanaler. Kongen og
hans Frue var ude at ro. Saa blev hans Majestæt Frihedskongen
pludselig rasende.
-Smid hende i Søen, raabte han:
-Smid den Kælling i Vandet, skreg han.
Folkene tøvede.
-Saa for Satan--smid den Mær i Søen, kommanderede Majestæten.
Og Majestætens Frue "maatte i Søen" og vade til Bredden.
Moderen lo som besat.
Derovre blev de ved at synge. Det lød saa bedrøveligt:
Men vel Enhver, som Haabet grunder,
paa, hvad kun Engles Øjne saa,
hver Sjæl, som til det Heje stunder
og Verdens Glimmer tør forsmaa!
Til dem kom det fra oven ned,
som blomstrer i al Evighed.
-Ja, sagde Degnens Madam midt i Grevinde-Snakken--hun tænkte paa
Gravsalmerne--:
-De maa jo synge dem--for Kordrengenes Skyld.
Men Moderen vidste meget mere om Grevinden og Hans Majestæt.
Hun blev ved at fortælle.
Hun fortalte, hvordan Kongen i et Statsraad havde kastet
Statsraadsprotokollen lige i Ansigtet paa Konseilspræsidenten og den
var fløjet lukt forbi Øret af Justitsministeren. Men værst er det med
Grevinden.
-Svigerfa'er si'er, hun lurer ved Døren under Statsraadsmøderne.
-Og bag efter gi'er hun Berling Rapport.
Det blev stadig til Krøniker om Grevinden.
Degnemadammen sad og hørte til og Tine lo. Ovre i Skolen begyndte de
paa Fædrelandssangene. Gamle Degn satte altid højere i, naar han
naaede til "Fædrelandet".
-Men dygtig er hun, sagde Moderen, der sluttede med Grevinden.
Der var intet i Verden, der havde imponeret Moderen som Louise
Rasmussens Dygtighed:
-Med den Grimhed, sagde hun: kære Børn--
Ovre i Skolen var det som Børnene var vaagnede. Klingert lød det med
Bassen forrest:
Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang;
hvormed skal jeg det ligne og prise det i Sang?
en højbaaren jomfru, en ædel Kongebrud,
og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud--
og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud.
-Syng med, Børn, sagde Moderen og satte selv i. Den gamle hørte det
derovre og stærkere kom Melodien. Moderens klare Røst lød over alle de
andre:
Hun lægger os paa Læben hvert godt og kraftigt Ord
til Elskovs sagte Bønner, til Sejrens stolte Kor;
er Hjertet trangt af Sorgen og svulmer det af Lyst,
hun skænker os Tonen, som lette kan vort Bryst.
-Hvor er 'et kønt, sagde Degnekonen: det er som hele Huset synger.
-Det er det, sagde Moderen og hun lo og løb ind i Storstuen:
-Nej, nej, bliv dér, raabte hun: jeg synger her. Saa er der Sang i
hele Boden.
Og om i Øst og Vest vi har sværmet og søgt
de svundne Tiders Visdom, de fjerne Landes Kløgt,
hun lokker og hun drager, vi følge hendes Bud;
for hun er saa ung og saa yndig ser hun ud.
Der blev helt stille ovre hos Smedens. Nu kunde de høre i Smedjen, at
"Fruen lod Skolen synge".
Smeden gik ud af Smedjen over den hvide Kirkeplads. Han stod under
Degnens Vinduer og lyttede.
-Men nu vil vi blive her, raabte Moderen og alle løb de ind i
Storstuen.
-Ja, sagde Tine, saa spiller Drengen Komedie.
Drengen var den ældste. Hans Stemme var klinger som en Spilledaase.
Men Vers kunde han. Alt, hvad Moderen læste, blev siddende i hans Øre.
Han slog ud, og han sprang om.
-Se Drengen, raabte Tine, se Drengen.
Drengen var Hakon og Drengen var Chevalieren i "Ninon". Han blandede
Versene, han skreg og han hviskede. Kakkelovnen var den Medspillende.
Degnens ældgamle Ovn stod bredmavet og alvorlig. Drengen fløj omkring
den, besvor den og tiltordnede den sine Vers.
-Se Drengen, se Drengen, raabte Moderen, der vred sig af Latter paa
sin Stol.
Ude klaprede Børnenes Træsko paa Trappen. Skoledagen var endt. Moderen
løb til Vinduet for at se. Nede paa den hvide Sne summede Ungerne og
sloges:
-Satan til Unger, sagde Degnen, der var kommet ind, og han slog paa
Panden med Spidsen af sin Pibe, der var lidt skæv.
-Aa, sagde Moderen: de ligner Lopper paa et Lagen.
Lopper var et Yndlingsdyr i hendes Lignelser--var i det hele hendes
Yndlingsdyr. Ikke saameget som skuttede et af Børnene sig, før hun
øjeblikkelig sagde og med en hellig Iver: Du har en Loppe. Og hun
klædte ham helt af, undersøgte hele hans Krop og hvert
Klædningsstykke, hver Fold. Loppen var der ikke.
Men det var Jagten, der morede hende.
-Klæd Dig paa, det ækle Dyr er sprunget, sagde hun.
Men var der virkelig et lille sort Kreatur og hun havde fanget det med
sine skønne Negle, saa saá hun gerne paa det længe og sagde:
-Lad det springe videre.
... Degnen satte sig hen i sin store Stol ved Vinduet. Mutter sad
ligeover for ham, mens det begyndte at skumre.
-Syng lidt, sagde den Gamle. Det var hans Fryd, naar "Fruen" sang.
-Syng den om Kærligheden, sagde Tine.
-Tine er forlibt, lo Moderen.
"Den om Kærligheden" var en irsk Melodi. Ordene er fjerne og glemte.
Kun Moderen sang dem. Maaske havde hun digtet dem selv. Hun sang:
Skønt er Solens Lys,
og fagert kan Maanens være,
naar det en stille Nat
gyder sig langt
over en rindende Flod.
Skønt er Solens Lys.
Skønnest er dog
det Elskovens Skær,
der gaar over den Elskendes Ansigt
naar han, uden at vente det, hastigt,
den Elskede sér.
Men som Sol gaar ned
og lader al Jorden i Mørke
Saa slukkes og Elskovens Lys
--og det er Nat
Ak, men Gud Faders Sol,
den er barmhjertig,
den rinder paany.
Elskovens Lys, der blev slukt,
det sluktes for alle Tid.
Der er ikke Tanker om,
at Mennesker sviger;
der er ikke Tanker om,
at Mennesker, de blev forladt.
Det er kun Elskovens Lys,
der pludselig sluktes--
og det er Nat.
Skønt er Solens Lys
og Sol rinder alle Dage:
alle kan Solen se.
Men _den_, der aldrig saá
Elskovens Lys
tændes og slukkes brat,
_han_ kender ikke til Dag
og han véd ikke af Nat.
Sangen døde hen.
-Hvor den Vise er køn, sagde Tine.
-Den er vist sand, sagde Moderen.
Men den gamle Degn sagde henne fra sin Stol i Mørket:
-Ja, Kærligheden, det er no'et, man ikke tænker over. Den kommer.
-Og gaar, sagde Moderen.
-Ja gør 'en, sagde Madammen saa stille fra sin Krog.
Der var saa tyst lidt. Men saa sagde den Gamle:
-Ja, lille Frue--sé, det er vist ret. Den kommer og den gaar. Men der
er maaske ogsaa dem, for hvem den lukker Døren, fordi de, naar den
ikke er hjemme, ikke giver Stunder og venter ... til den kommer
igen....
Moderen svarede ikke.
Men lidt efter sang hun igen--og da var hendes Ansigt vendt opad og
blegt i Mørket; der kunde over det Ansigt komme noget, saa hun
lignede den Korsfæstede--:
Ak, men Guds Faders Sol,
den er barmhjertig,
den rinder paany.
Elskovens Lys, der blev slukt,
sluktes for alle Tid.
-Tine, sagde hun, og hendes Stemme lød pludselig muntert: nu vil vi
gaa ind paa Kirkegaarden.
Det gjorde hun ofte i Skumringen eller lige ved Aften, men altid med
Tine og med Børnene i sine Hæle.
De fik Tøjet paa, og de gik gennem det skinnende Køkken ud i Haven.
-Godnat, sagde de Gamle. De stod i Køkkendøren.
-Godnat.
Haven laa snedækt. Der var Rim over Træerne. I Kulden glimtede dens
smaa Stjerner.
-Pas paa deres Roser, sagde Moderen til Tine.
-De er dækket til, svarede Tine.
De aabnede Laagen, og de kom ind paa Kirkegaarden.
Alt var ganske tyst. Sorte Kors og hvide Kors ragede stille frem over
den hvide Sne. Deres Navne var forsvundne i Mørket.
-Her hviler man trygt, sagde Moderen.
Stier var banet gennem Sneen. Hvor Gravene var, viste Korsene. Midt i
Sneen stod Kirken, hvid og stor.
De blev ved at gaa, Kirkegaarden rundt.
Moderen og Tine gik forrest, Børnene traskede bag efter i Sneen.
Lys var der kun af Stjernerne over dem.
Tine og Moderen talte om dem, der var døde det sidste Aar og nu laa i
Graven. De talte om Sognefogdens Søn.
-Ja, han havde gjort mange fra 'et, sagde Tine.
-Det siger man.
-Og Gud véd, hvad de saá ved ham?
-Saá og saá?
Det var Moderen, der talte:
-Bierne, Tine, fornemmer, i hvad for Blomster der er Honning.
-Ja, maaske.
-Der var vel Elskovsstof i ham, sagde Moderen, og hun tav lidt, før
hun sagde og saá hen for sig: Og ikke andet.
De blev ved at gaa: Kommer I Børn, sagde Moderen.
Men til Tine, sagde hun, og hendes Ansigt var vendt opad mod hendes
Stjerner, som hun gav de mange Navne:
-Tine, der er i Livet kun to Ting--Kærligheden og Døden.
De naaede den store Port. Tine tog Slaaen fra.
-Men nu maa vi hjem, sagde Moderen.
De gik hjem, Børnene ved hendes Side. Der var saa ganske tyst og alle
Huse var lukkede. Mennesker mødte de ikke, og Hundene kendte dem.
Det var en af Moderens tunge Dage.
Ogsaa da de kom hjem, blev der ikke tændt Lys, og Moderen talte ikke.
Hun satte sig kun ved det gamle Klaver, hvis Taster lyste hvidt gennem
det meget Mørke, og hun sang:
Der kommer de Aar,
da vi bitterlig véd,
hvad Livet er værd.
Der kommer de Aar,
da vi miste maa,
hver Ting vi har kær.
Faderen aabnede sin Dør, og Børnene saá hans høje Skygge i den.
Der kommer de Aar,
da Tankernes Hær
er et Ligtog kun.
Der kommer de Aar,
hvor og Længserne træt
gaar til Blund.
Faderen rørte sig ikke. Det var, som om han i det sorte Mørke stod
som en sort Støtte.
Der kommer de Aar,
da Minderne selv
bli'r en Spot.
Der kommer de Aar,
hvor vi lever ej mer--
døde vi blot--
Faderen lukkede Døren.
Moderen fór sammen ved Lyden:
-Hvem er det, spurgte hun.
-Det var Fader, svarede den ældste Dreng fra Krogen:
-Mo'er syng den, vi ikke forstaar.
Men Moderen lukkede Klaveret.
Længe blev det ikke aabnet mer.
* * * * *
Men da kunde de Tider komme, hvor Moderen læste.
Bogskabets Dør stod ikke længer stille for de skiftende Bind, hun tog
frem. Kusken kørte til Sønderborg, og Kusken bragte Bøger.
Hun sad altid paa samme Sted, ved Vinduet, "i sin egen Stol",
ubevægelig. Bogen laa paa hendes Syskrin, Hovedet holdt hun i sine
Hænder. Børnene hørte hun ikke, om Huset skøttede hun sig ikke. Hun
skiftede kun Bog efter Bog.
Faderen kom ind:
-Skal Du ikke ud, sagde han.
-Jeg læser.
-Vil Du ikke op i Skolen?
-Du ser jo, jeg læser.
Hun blev ved at læse, og Haanden vendte Bladene. Der gik en Time. Der
gik Timer. Børnene listede om.
Men undertiden lagde hun den aabnede Bog ned paa sine Knæ og med tæt
sammenfoldede Hænder stirrede hun udfor sig--tavs, før hun læste igen.
Hun tog Bøger fra Faderens Reoler. Hun læste om Naturvidenskab og
Dogmatik. Hun læste og læste.
Faderen gik gennem Stuen:
-Skal Du dog ikke ud?
-Imorgen.
-Du siger det hver Dag.
-Ja, men jeg læser.
Hun læste som en Dranker, der beruser sig og beruser sig og forlænger
sin Rus og ikke vil vaagne.
Tine kom i Mørkningen.
-Hvad har De bestilt? spurgte hun.
-Jeg har læst.
-Hvad?
-Jeg véd ikke.
Men pludselig kunde hun fortabe sig i Klager, i lange og heftige
Bebrejdelser mod de Bøger, hun slugte og som ikke tilfredsstillede
hendes Tørst:
-Hvorom skriver de? sagde hun og knyttede i Ildens Lys, hvor de sad,
de hvide Hænder, der blev glødende i Skæret, om sine Knæ: de skriver
skønne og dumme Ord om det, vi alle véd, og alle har vænnet os til at
tænke ... om andet skriver de ikke.
-Alle Bøger skriver jo om Kærlighed, sagde Tine.
Moderen lo.
-Det er netop det, som de ikke gør.
-Jo, dog.
-Nej, det er netop der, de forvansker os Livet, og de berøver os Modet
til at se Sandheden i Øjnene.
-Hvad for en Sandhed?
-Sandheden.
Hun tav et Øjeblik. Den ældste Dreng laa ved hendes Fødder og saa' op
i hendes dejlige Ansigt:
-Jeg kender den, sagde hun, men de--de Digtere--(og hun udtalte Ordet
med en stolt Haan) skulde have Mod til at sige den....
-Jeg søger om En, der har turdet sige den.
-De skriver Krøniker, som vi kan lave selv, de sætter Vers sammen,
som vi kunde dreje dem selv og synge ved et Klaver ... Men Sandheden
siger de ikke ... Hm, Bogbinderne er de eneste, som kender dem. De
haandterede dem jo ogsaa fra Arilds Tid og har lært at forgylde
Ryggene paa deres Løgne....
-Aa jo, blev hun ved, og hun smilede halvt: Boghandlerne kender dem
maaske ogsaa--de smiler altid saa forbindtligt, naar man køber en Bog,
som om de vilde sige: At du ikke er klogere ... men vær saa god--køb
kun en ny Løgn....
Hun blev ved at sidde med sammenknyttede Hænder, og pludseligt talte
hun helt roligt:
-Hvad der undrer mig, det er at de alle er saa dumme; at ikke en af
dem alle er klog nok til at ville lade sig stene, fordi han havde sagt
Sandheden....
-Ja, men hvilken Sandhed? sagde Tine, der under Moderens "Læseraptus"
var helt fortvivlet.
Moderen sad lidt:
-Aa, sagde hun, Sognefogdens Søn kendte den. Men han kunde ikke stave
og han var vel ogsaa for doven til at blive Digter.
Tine, der ingenting forstod, sagde afledende:
-Ja, doven var han til alting undtagen til at bringe Folk i Ulykke....
-Han bragte dem ikke i Ulykke, sagde Moderen: han elskede, og han
hørte op med at elske--naar det var forbi....
-Naar det var forbi?
-Ja--#Begæret#....
-For det er Hemmeligheden: der er ikke andet end Driften, og den alene
er Herren og Mesteren,--Driften brøler mod den tomme Himmel--den
alene.
-Men, og Moderen gjorde en Bevægelse med Haanden: lad os ikke tale
mere om det ... hvorfor skulde jeg sige Sandheden?
-Tror De, vi faar Sne, spurgte hun.
Hendes Ansigt var belyst af den røde Ild....
Saa rejste hun sig. Hendes Skridt over Gulvet hørtes næppe.
Længe klang det sagte Forspil, før hun sang:
Lad de Døde hvile, lad de Døde hvile--Minder, Minder, væk det
ikke, lad mit døde Hjærte hvile. Kun i Døden er der Fred og Lise:
lad det hvile, lad mit døde Hjærte hvile.
Der var Foraarsmorg'ner, mens Syrener dufted' hvor, i Solen, du
slog Døren op mod Dagen, mens, af Jubel straalende, du hvisked:
"End en Dag--endnu en Dag at leve".
Der var stille, fredopfyldte Aftner, hvor vi, under
Forstadstræets tynde Krone taust gled hen i samme ømme Glæde.
Fælles om at drømme, fælles om at Græde--
Lad det hvile, lad det hvile, væk det ej, mit døde Hjærte. Kun i
Døden er der Fred og Lise. Minder, Minder. væk det ikke, væk det
ej, mit døde Hjærte.
* * * * *
Dagene længedes, og der stod Vintergække i Moderens Glas paa Sybordet.
Tine var saa flink til at finde dem under Sneen. Hun kendte Pletterne,
hvor de voksede, og hun rodede og rodede, til hun fandt dem.
Gækkene stod tæt ind under Muren. Tine laa ned paa Knæ og gravede med
sine rappe Hænder, som blev røde.
-Se, se, raabte hun, naar hun fandt det spæde Grønne.
Ja, hvor det er kønt, sagde Moderen, som stod i Vinduet.
-Men hvor det er koldt endnu, lagde hun til og lukkede sit Vindu.
Hele Huset blev fuldt af Gække. Selv Pigerne havde et Glas fuldt
staaende i deres Vindu (det var et Vindu med Gitter: Pigerne boede
ligesom i Fængsel, men Karlene, de slap nok ind gennem Døren) og en
Dag løb Moderen ud og satte en Buket i Røgterens gamle Hat.
Han kom listende om Længen. Han listede altid, ligesom han ikke vilde
forstyrre Kreturets Fordøjelse. Moderen sad ved sit Vindu. Saa sprang
hun op.
-Jens Røgter skal ha'e Gække i Hatten, sagde hun, og hun løb ud.
Over Gaarden, hen til Længen.
Jens Røgter blev helt forfærdet. Men Moderen rev Hatten af ham og stak
Gækkene ned bag Baandet.
Røgteren blev staaende med Hatten i sin Haand. Saa gav han sig til at
grine, hikkende og længe, ud i Luften.
Men Moderen, der løb ind igen, sagde til Tine:
-Uh, hvor var hans Hat fæl at røre ved.
Foraaret meldte sig. Svalerne kom og Anemonerne skød frem i Lunden bag
Fruens Lysthus.
Da var det Moderens Lyst at vade i Engene.
Isen laa der endnu, brudt som smaa flydende Øer.
Med opløftede Skørter stod Moderen midt paa Flagerne.
-Tine, Tine, den brister....
Tine stod midt i Sølet, opskørtet til Knæerne, beredt paa det værste.
Moderen fløj fra Flage til Flage.
Bums--der laa den ældste Dreng, pladaus i den vaade Eng.
-Saa, der ligger Drengen.
Moderen overskuede Situationen et Minut. Kun Drengens tætklippede
Hoved stak op af Vandet:
-Herre Jesus, han ligner en Sælhund.
Moderen lo, saa baade hun og Flagerne rystede.
-Tine, Tine, faa ham op, saa Fritz ikke ser noget.
Tine tog et Tag i Drengen, saa han vrælede ved det.
Moderen fløj fra Flage til Flage, mens hun slog med Armene som en
Fugl, der sætter i at flyve.
Karlene og Røgteren kom ud at se paa. Jens grinede, saa han tabte
Piben af Munden.
Men Lars Forkarl sagde, at Fruen, hun springer s'gu li'esaa godt som
dem, der springer gennem Ballon.
Lars havde tidt været i Flensborg, og han havde set Cirkusdamerne.
-Ja, gu' gør hun saa, sagde Lars og spilede Næverne ud i
Bukselommerne.
Men Jens Røgter, han havde nu mere sin Formening, og det var den, at
Fruens Ben var nu nærmere saa spinkle som Gedens, hvad det angik.
Moderen sprang paa Flagerne, lige til det blev Mørkning.
Saa satte hun og Tine sig paa en Bænk ved Vejkanten. Der var Popler
hinsides Vejen.
-Hvor luende Solen gaar ned, sagde Moderen.
-Ja, det bli'er til Storm, sagde Tine.
Moderen saa længe paa de svagt vajende Popler; de stod saa strunkt mod
Himlen.
Saa sagde hun sagtere:
-Mon Pinjer ser meget anderledes ud?
De rejste sig begge. Paa Gaardstrappen mødte de Faderen.
-Hvor Du er rødmusset, sagde han, for Moderen var ganske rødkindet
endnu.
-Aa, ja, sagde hun og pustede, jeg har ogsaa løbet lige fra Smedens.
Det var mørkt i alle Stuer, hvor alle Døre stod aabne.
-Sæt Dem her, Tine, sagde Moderen, og Tine satte sig, med Hovedet mod
Klaverstolen, ved hendes Fødder.
Moderens Fingre løb hen over Tangenterne:
-Det er underligt, men det er, som jeg ikke kan taale at være glad
mere end en Time ad Gangen.
Løbene blev til et Forspil, og Moderen sang:
Hvert et Barn, der fødtes,
det fødtes kun til Nød.
Og spirer der et Blad,
det spirede kun til Død.
Hver Elskovsrus, der fanged os,
bar Smerten i sit Skød.
Hvert Elskovsord, der naar os,
har mistet alt sin Lød.
Hvert Lykkespind, vi spandt,
det brast, imens vi spandt.
Da det første Kys han gav,
hans Tanker en anden gjaldt.
-Hvor den Sang er sørgelig, sagde Tine.
Moderen sad lidt, saa sagde hun:
-Men, véd De, hvad jeg vilde ønske, Tine?
-At jeg kunde skrive en Sang saa sørgelig som Livet.
Hun tav igen, mens de hvide Hænder lyste over Tangenterne:
-Men det er vel betænkt, at Lykke, det har ikke noget Flertal.
-Ja, det er sært.
Moderen hvilede Hovedet i sin Haand:
-Nej, sagde hun, for der er kun én.
Faderen gik gennem Stuen, gennem Mørkningen som en Skygge.
-Skal I ikke ha'e Lys? sagde han.
-Nu tænder vi, svarede Moderen.
Og Tine tændte Lamperne.
-Saa lægger vi Kabale, sagde Moderen, og hun begravede sig i Kortene
timevis.
-I Kortene møder man altid "Lykkens Bonde", sagde hun.
Tine saá til, indtil hendes Øjne blev tunge af Søvn.
Inde i Stuen ved Siden af hørte man uophørligt Faderens Skridt, frem
og tilbage, frem og tilbage.
* * * * *
Foraaret kom.
Paa kolde og klare Aftner flakkede Moderen om med Tine, hen over
Markerne med deres spæde Grønne, op paa Bakker, op paa Højder, hvor
hun saá vidt.
Der elskede hun at staa.
Luften var endnu kold og bed i hendes Kinder, mens Solen gik ned i et
blegnende Rødt. Hun stod, med den løftede Haand over Øjet, rank mod
Himlen, som spejdede hun efter Vaaren, der kom.
Men Dagene blev mildere og i Stuerne hjemme stod alle Skaale fulde af
Violer, der duftede. Og i Køkkenhaven kom der fine Blade paa
Stikkelsbærbuskenes lange Rækker.
Markernes Jord blev glinsende sort, al Muld laa givtig og fugtig og
blank--Moderen kunde om Aftenen, naar hun vandrede over Stierne,
stanse Tine og Børnene.
-Se, sagde hun, se, hvor Jorden aander.
Vaarsæden piplede frem i et grønnende Mylder, mens Rugen stod, strunk
og rank, og fyldte Aftenen med det unge Grønnes stærke Duft.
Ogsaa Træerne fik Blade, og alle Knopper brast, mens Luften laa mæt og
tungere; og den første Damp steg op af den levende Jord, mod et
Himlens Blaat, der farvedes dunkelt og mørkere.
Moderen havde Vandresyge.
Hun gik og gik.
Pludselig kunde hun stanse:
-Tine, sagde hun, det er, som Jorden stønner.
I Haven sprang Liljerne frem. Høje og ranke krydrede de den skumrende
Nat med deres sødlige Aande. Fra Dammen steg Emmen op, mættet med
Muldens Duft, som den hede Strøm af Jordens Aandedrag.
Om det hvide Lysthus snoede Rosenrankerne sig glinsende, og Bladene
foldede sig ud, mens de spredte deres sanse-ramme Vellugt.
Og over alt, paa alle Tage, fløj de hvide Duer sammen, mens i Popler
og Buske Fuglene kaldte paa hinanden.
-Lad os gaa længere, sagde Moderen.
Hun gik med Tine bag om Kirken gennem Lunden--Paradis kaldtes den--op
paa Højen.
Moderen plukkede, tavs, en Buket af duggede Blomster.
Alt var blevet grønt og fra Marker og Lunde og alle Kærene steg en
dirrende Dis op mod den mørknende Himmel.
Huse og Gaarde saá de ved deres Fod og de hvide Kirkers Linjer, der
var ligesom vidskede ud i den svangre Fugtighed af Jordens Em.
Moderen saá op mod den hvælvede Himmel og hun sagde:
-Stjernerne, Tine, vil ikke se det.
De gik tilbage gennem Lunden:
-Hvor Luften er tung, sagde Moderen.
-Det er Hylden, sagde Tine.
-Lad os gaa ad Kirkegaarden, sagde Moderen.
De aabnede Laagen og de traadte ind.
Alle Buske bugnede af Løv, mens Buksbommen i Hækkene lyste.
Blomsternes Duft laa som mere tæt bag de hvide Mure. Rundt om stod
Korsene tavse.
Moderen stansede ved Kors efter Kors. Og ud i den mættede Luft læste
hun sagte Korsenes Navne og Indskrifternes Ord:
"_Mig ske efter dit Ord_."
Og hun gik videre:
"_Kærlighed er Lovens Fylde_."
Hun gik frem langs Gangen, og hun bøjede Liljerne bort, som taalte hun
ikke deres Duft:
-Nu har Sognefogedens højnet Graven, sagde Tine.
-Ja, sagde Moderen.
Hun bøjede sig ned, og varsomt lagde hun Buketten, som hun bar, paa
den friske Høj:
-Det er fra dem, hvem han bragte Lykken, og som maatte græde.
-Er det en Tak? spurgte Tine.
Moderen svarede ikke.
Stift stirrende blev hun staaende, tavs, foran den højnede Grav.
En Flagermus fløj forbi, og Moderen foer sammen.
-Kom, sagde hun. Og da de kom ud, tog hun sig igen til Hovedet:
-Aa, Tine--lever de Døde? sagde hun og hun forsøgte at le.
Nede langs Skrænten bag Muren hviskedes der og var der uroligt.
-Aa, sagde Tine og lo: det er jo kun Karlene med deres Piger.
Moderen kom hjem, ind over Gaarden og op i sin Stue.
Det var halvlyst og alle Døre stod aabne.
-Maren, Maren, raabte hun gennem Huset.
Men ingen svarede.
Kun Mariehønsene sang fra Bryggerset og ved Ovnen.
Moderen aabnede Bryggersets Dør.
-Maren, Maren, raabte hun ud over Gaarden.
Hun saá kun et Par Skygger, der flygtede ned imod Dammen.
Hun lukkede Døren og hun gik langsomt ind.
Faldt der fra Ruderne Lys paa hendes Ansigt, saas det blegt.
Hun satte sig i sin Stol, og, med Hænderne foldede, stirrede hun ud i
det tomme Rum.
Faderen aabnede sin Dør:
-Er her ingen, sagde han.