Hun var den ældste i Byen. Hun var vist hundrede Aar. Der var saa
stille i Stuen, at Børnene syntes ikke en Gang Katten turde knurre.
Eller maaske havde den glemt det. For den var ogsaa gammel og laa ved
Sengen. Men naar den gad aabne sine graagule Øjne, saa troede man, den
vidste mange Ting.
Før i Tiden havde Else spundet--spundet, spundet.
Men nu var Rokken stillet hen.
Den stod ved Karmen. Den stod som et Ur, der allerede er runden i
Staa.
Elsebeth nikkede til Moderen, naar hun kom.
Stemmen kom saa dybt nede fra det svære Bryst:
-Ja, jeg sidder her, sagde hun.
-De sidder jo godt, Elsebeth, sagde Moderen.
Katten rørte lidt paa sig og Moderen skottede hen efter den--ti for
Katten var Moderen bange: den holdt ikke af Fremmede, den vilde ha'e,
Elsebeth og den skulde være ene.
-Ja, En sidder og venter, sagde Elsebeth.
-Først lever En og saa tænker En tilbage og saa tilsidst sidder En
bare og venter.
-Gamle Folk bliver kloge, sagde Moderen.
-Ja.
-Men det nytter dem ikke, Madam, og heller ikke de andre. For Blodet
er Blodet, og det vil syde, til det bliver mat eller koldt.
Elsebeth saá paa den ældste Dreng--hun havde saa klare Øjne, men de
sad dybt--:
-Han vil ogsaa en Gang faa Blod nok, sagde hun:
-Blod nok og Taarer nok faar man paa samme Tid.
-Hvad siger hun? spurgte Drengen.
Men Moderen svarede ikke.
Elsebeth tav en Stund, mens Katten havde aabnet sine Øjne.
-Saa er det Modersorgens Tid, men ogsaa det gaar over.
-Hvad siger hun? spurgte Drengen.
-Der er Mødre, som dør, mens deres Børn er smaa, sagde Moderen.
-De har det bedst, sagde Elsebeth.
Der var stille i Stuen. Ogsaa Uhret var gaaet i Staa. Elsebeth trak
det ikke mere op. Naboens Kone kom til sin Tid--efter Solen--og bragte
Elsebeth op og bragte Elsebeth til Hvile.
-Men tilsidst saa tænker man kun, hvad vel det Hele skal til.
-Hvad mener Elsebeth?
-Jo, Madam, for Gud er for stor og han kan heller ikke ha'e no'et med
os at gøre.
-Vi véd det ikke, Elsebeth, sagde Moderen.
-Jo, Madam, for vi er for smaa, og han kan ikke ha'e Tid at ha'e
noget med os at gøre.
Elsebeth tav og Moderen stod op med sine Børn.
-Farvel, Elsebeth, sagde Moderen, her stiller jeg Hyldebærsaften.
-Farvel, sagde Elsebeth.
Men ude paa Vejen var Moderen tavs.
-Hvad var det alt, hun sagde? spurgte Drengen.
-Hun talte om Dig, sagde Moderen.
Og hun tav igen.
Men naar den ældste Dreng var ene ude, gik han, naar han kom til
Elsebeths Hus, altid over paa den anden Side af Vejen. For det var,
ligesom han var bange.
... Naaede man videre hen ad Vejen til Degnens, kom man til Madam
Jespersen.
Hendes Hus laa paa et Gærde, og man maatte klatre derop ad en Trappe,
der kun havde ét Rækværk. For-Stuen var strøet med Sand, og der
lugtede af Jomfruelighed og Lavendler.
Madam Jespersen sad paa en Forhøjning og strikkede Stykker. Dér havde
hun siddet saa længe Stærene var kommet til Byen. "Stykkerne", som hun
strikkede, laa hvidtskinnende paa hvert Møbel og paa hver Stol.
Havde Børnene sat sig og skulde de rejse sig igen, gik de med hver sit
Stykke klistret til en lidet omtalt Legemsdel.
-Dreng, Dreng, sagde Moderen til den ældste og fik Stykket tilbage paa
sin Plads. Alle Stolesæder var broderede med Kanevas af Frøken Helene.
Frøken Helene broderede altid Stjerner i mange Farver paa forskellig
Bund.
Madam Jespersen talte Holstensk--for dér var hun fra--og havde en Gang
været Kammerjomfru hos de Rantzauer. Ingen vidste, hvordan hun var
slaaet derhen, just i denne Krog.
Hun var altid i Moiré, og fyldte en hel Mahognistol med brede Arme.
Paa Hovedet havde hun en tronende Kappe, som Børnene troede hun sov
med. Om Haand-leddene bar hun Armbaand af Rav.
Hun stod kun ned af Forhøjningen, naar hun gik i Kirke. Saa var hun i
Moiré-Mantille og derover et strikket Sjal.
Frøken Helene maatte, naar Kaffen skulde paa Bordet, altid rydde mange
Mønstre til Side. Det var Mønstre af graat Indpakningspapir til hendes
aldrig fuldkommengjorte Garderobe. Hun var to Gange om Aaret i
Flensborg og vendte tilbage med Hovedet fyldt af Modeller til
Kjoleliv, som beskæftigede hende i det følgende Halvaar.