-Jo, jeg.
Og Faderen sagde:
-Jeg saa Dig ikke.
Han begyndte at vandre over Gulvet, og sagde:
-Jeg kaldte før, men her er ingen.
-Nej, sagde Moderen.
-Ja, hvor er de--hvad tager de sig til alle sammen?
Med en Stemme, der skiftede ganske let, sagde Moderen:
-Det er Foraar, Fritz.
Faderen gik lidt:
-Du maa holde dem hjemme, sagde han:
-Det hele Hus staar tomt om Aftenen. Det gaar ikke an.
Moderen rørte sig ikke, men, støttende sin Nakke mod Væggen, sagde hun
ud i Luften, og ikke til ham:
-Det er Jorden, der er blevet Læremester for sine Børn.
Faderen stansede i en Krog, og han satte sig.
Længe sad han tavs.
Saa sagde han:
-Hvor langt Du er kommet bort--
Moderen svarede ikke. Men efter en Stund sagde hun:
-Fritz, Naturen er stærkest, og det er selve Jorden, der driver dem.
-Ja, Fritz; og hun talte hæftigere:
-Jo mere jeg tænker, jo sikrere ser jeg det, der er kun én Lov, den
eneste, at Livet vil fortsættes.
Hun tav igen et Nu og sagde saa langsommere:
-Det tror jeg.
-Fortsættes frem mod hvilket Maal?
-Maalet? Maalet er, at der skal avles.
-Og hvorfor?
Moderen saa ud i den tomme Luft:
-Jeg véd det ikke, sagde hun:
-Er der ikke Billioner af Stjerner? De fuldbyrder vel Maalet.
Hun tav lidt.
Saa sagde hun:
-Horfor, Fritz, er Menneskene saa forfængelige? Er vi mon ikke det
ringeste Tyende i et stort Hus, for hvis Herskabs Ansigt vi aldrig
bliver stedt?
-Lad os skjule vore Taarer.
-Vi lider og--bereder Lidelser.
-Mere véd vi ikke....
Faderen rejste sig, i Oprør:
-Og hele dit eget Liv modsiger, hvad Du siger; tror Du da ikke jeg
véd, at hele Dit Liv er en eneste og eneste Opofrelse?
Moderen svarede ikke straks, saa sagde hun uendelig mildt:
-Fritz, naar man er blevet klar over Livets Tomhed, maa man fylde den
med noget ... ligegyldigt.
-Er da ogsaa Opofrelsen ligegyldig?
-Ja--fuldstændig.
Faderen gav intet Svar.
Det var som hans vandrende Skygge gled bort i Mørket.
-Eller--hun talte roligt som den, der gør et sidste Spørgsmaal--gør
for Eksempel min Opofrelse egentlig dit Liv rigere?
Maaske ventede hun, blot et Nu, et Svar. Men Faderen forblev tavs, og,
i Mørket, sitrede maaske et Øjeblik hendes Hænder.
Fra Forhøjningen sagde hun igen:
-Der er maaske Skin-Liv mange Steder: i Kunsten, i Opofrelsen, i
Arbejdet, i Venskabet, i Daaden; kun ét Sted er Livet--dér, hvor
Naturen har villet det.
Moderen tav, og i Stuen var der tyst.
Sagte løftedes ude Dørenes Klinker.
Husets Fok kom hjem.
-Nu kommer de igen, sagde Moderen.
Faderen gik hen til Døren og kaldte, mens hans Stemme dirrede.
Saa hørtes der fra Alléen Sang, den lød saa skært og foraarsmættet
imod dem.
-Aa, det er Tine, sagde Moderen.
Og hun slog Vinduet op.
Blussende kom Degnens Datter løbende:
-Aa, jeg #maatte# herned, det er de første Jordbær. Mo'er har
plukket dem i Aften; og hun rakte de røde Bær op imod Karmen:
-Dejlige Kone, sagde hun.
Og Moderen bøjede Ansigtet ned mod Bærrenes Duft.
* * * * *
Hver Dag i Middagsstunden skulde Tine ned og se, om Roserne sprang ud.
Det var de vilde Roser om Moderens Lysthus' hvide Søjler.
Jo, de kommer nok, sagde hun.
-Ifjor kom de ikke, sagde Moderen, og da havde vi heller ingen
Jordbær.
Roser og Jordbær, de skulde til paa Moderens Fødselsdag.
-Ja, ifjor, sagde Tine, det skyldtes bare Kulden.
Og de satte sig ind paa den hvide Bænk og de stirrede ud over Dammen,
og de talte om hvordan det var ifjor og iforfjor, og det forrige Aar,
og for mange Fødselsdage siden.
-Aa, ja, men da var De lille, sagde Moderen.
Moderen lo med ét, saa det rystede i hende:
-Aa Herregud! De havde skotsk Kjole paa, hvor sad den paa Dem. Aldrig
har jeg kendt nogen saa rødøret, som De var, da De var lille.
-Og tumlet, sagde Moderen.
Moderen blev ved at le, og tale om Tine som Barn.
Men værst var det den Fødselsdag, da tykke Madam Jespersen var gaaet i
Dammen.
-Kære Børn, sagde Moderen, der sidder hun jo yderligt, lige paa
Kanten, og pludseligt ta'r Vorherre ved baade hende og hendes Stol, og
hun gik bagover, Herre Jesus, med de ret og vrangs lige i Vejret.
Synet havde været græsseligt.
-Man saa jo ikke andet end de tre Strudsfjer over Vandskorpen, sagde
Moderen.
-Ja, da var jeg lige konfirmeret, sagde Tine.
-Dagen før Fødselsdagen var der en Travlhed som ved Jul. Tine bagte og
Tine æltede.
Alle Køkkenvinduer var smækkede op, og Maren Bryggerspige, som var i
Uldskørt af egen Strikning, svedte saa det haglede. Karlene kom
skiftevis og stillede sig op ved Dørstolpen for at se til.
-Rup Dig, Lars, sagde Tine. Hun fløj ud og ind, alt mens hun rørte
Pundkagen i et Fad saa stort, som skulde den hele Egn spise sig til en
Forstoppelse.
Moderen stod hjælpeløs midt i Køkkenet.
-Tine, at der bli'r nok. De véd, hvad Jespersens lægger i sig, naar de
er ude.
Flødepiskerne klang mod Lerfadene, og Mandfolke-Marie fyrede paa, saa
Ovnen var glødende.
Faderen lukkede Døren op:
-Stella, dine Hænder.
-Fritz, jeg rører mig jo ikke.
Og Faderen lukkede Døren igen.
Børnene jog ind fra Bryggerset, og fyldte det halve Gulv; de vilde
smage Dejgen.
De smagte, saa de alle blev æggegule om Næbene.
-Og saa herut, sagde Tine:
-Nu laaser vi Døren.
Børnene kom paa Porten og Moderen med, og de hørte kun, ude i Gaarden,
Sløvene gaa og Tine kommandere.
Maren Bryggers istemte Sangen om General Rye.
Moderen løb ned ad Alléen med alle Børnene i sine Hæle.
-Sidst, sidst, raabte hun og løb forrest.
Faderen aabnede sit Vindue:
-Stella, dit Bryst, sagde han.
-Fritz, vi løber blot.
Hele Skaren jog videre.
For Enden af Alléen mødte de en Mand med en Lirekasse.
-Der er en Lirekasse, raabte Moderen:
-Kære Mand, kom dog ind.
Og Lirekassemanden haltede forrest, medens de andre fulgte efter og
Moderen raabte:
-Tine, Tine, der er en Lirekasse.
Manden begyndte at spille midt i Gaarden, men Moderen skubbede ham væk
og sagde:
-Maa jeg.
Og under Linden begyndte hun selv at dreje, mens hun skoggerlo, for
det var General Bertrams Afskedssang, hun lirede.
I Køkkenet løb de til Vinduerne, og Karlene kom frem i Bryggersdøren.
Jens Røgter stak sit Hoved ud fra Stalden.
-Nu spiller hun selv, sagde han.
General Bertrams Afskedskvad var omme, og Moderen lirede videre.
-Hej hop, sagde hun, det er en Polka.
-Tine, Tine, raabte hun, nu kan I danse.
Pigerne løb ud med Tine i Spidsen, og de begyndte at danse, svedte og
barhovedede, midt i Gaarden, omkring Lirekassen: Maren-Bryggerspiges
Skørt naaede hende til midt paa Anklerne.
-Sving Jer, sving Jer, raabte Moderen til Karlene.
Men der var ingen andre der turde end Lars Forkarl; han listede sig
lidt flovelig ned og skød Træskoene af, før han bød Tine op, og
dansede paa Grønsværet, paa Uldsokkerne.
-Halløj, halløj, sagde Moderen, nu faar vi Høstgilde.
Hun drejede paa Liren, saa Sveden sprang frem paa det hvide Ansigt.
Børnene stormede omkring Lirekassen, mens de hylede.
-Dans, dans, raabte Moderen og Børnene sprang. Men den halte Liremand
stod lunt, og snuste efter den megen Lugt af Bagt.
Lars Forkarl havde svunget Tine, saa den Sirtses viftede--meget var
der ikke under--og nu bukkede han skævt foran Lirekassen.
-Tine, drej, raabte Moderen.
Tine løb til og drejede, og Moderen svang sig, mens alle Børnene
skreg:
Lars Forkarl holdt saa varsomt om den svaje Moder, som var hun
Postelin, mens han sprang paa Sokkerne.
-Aa, jeg kan ikke mere, sagde Moderen:
Men Tine blev ved at dreje, og Moderen sagde:
-Nej, hvis Fritz ikke var hjemme, skulde vi have Hestene ud.
Hun #maatte# have hestene ud.
-Tine, Dagen før min Fødselsdag siger han ingen Ting.
Hun raabte paa Røgteren:
-Jens, Jens.
Jens kom hinkende.
-Jens, sagde Moderen, og pludselig hviskede hun: luk Hestene ud.
Rundt om dansede Pigerne, og Børnene skreg, som blev de for hvert
Minut vildere af deres egne Hyl.
-Dér har vi dem, sagde Moderen.
De to brune satte ud af Stalddøren.
Bagefter kom "Beauty".
-Kys dem, kys dem, sagde Moderen, og selv viftede hun med sit
Lommetørklæde.
Hestene foer, og Pigerne dansede.
-Vaer Jer, vaer Jer, raabte Moderen.
Det var en eneste Støj.
-Stella, Stella, lød det pludseligt fra Vinduet.
-Gud, Fritz, sagde Moderen, hun blev staaende ganske stiv.
Pigerne forsvandt med det samme, som havde Jorden slugt dem.
-Ja, sagde Moderen og stammede: Fritz, jeg véd ikke, hvordan det er
gaaet til.
Men Faderen lukkede sit Vindue, og Moderen sagde sagte til Tine, mens
hun trak Skuldrene op, som hun gottede sig:
-Nu skal Manden have Kaffe.
-Gud, Tine, de Liremænd kan de tusinde Historier.
Liremanden kom ind i Folkestuen, og Moderen hørte paa hans Snak i
timevis.
-Ja, ja, og saa Liremand, og saa Liremand, sagde hun og flyttede sig
stadig tættere hen til ham paa Bænken.
Lirekassemanden fortalte Historier fra sin Verdensomsejling.
Da han gik, fik han en Daler.
-Nej, Tine, sagde Moderen, fuld af Henrykkelse: hvor den Mand kan
lyve. Det er ligesom det Stykke i Læsebogen, hvor Negerdronningen
lader sig trampe paa Maven for Fordøjelsen.
-Det stod i den tyske Læsebog, og det er sandt, skønt Fritz siger, jeg
lyver.
-Men kom nu, sagde hun: Nu gaar vi.
De gik ned gennem Haven.
Aftenen var lun og lys, og Dammen laa spejlblank.
De første Roser duftede i Hækken.
-Hør, hvor her er stille, sagde Moderen.
-Ja, saa stille.
Fra Engene steg Dampen op. Langt borte skimtede de Skoven.
-Tine, sagde Moderen, her vilde jeg gerne dø.
Og lænet til den hvide Søjle, hvor Roserne faldt ned om hendes Haar,
saá hun ud over Dammen og Engen og Skoven.
-Hvorfor er Livets Ramme saa smuk, sagde hun. Og træt faldt hendes
dejlige Haand ned mod hendes Side.
* * * * *
Om Morgenen ankom Tine Klokken fem.
Det første hun gjorde, var at lukke Moderen inde.
Hun drejede Nøglen dobbelt om i begge Døre--ogsaa i Døren til
Skabeværelset.
Ti for tre Aar siden havde Moderen, paa Fødselsdagen, listet sig ud,
gennem Skabestuen op over Loftet, og pludselig havde hun staaet midt i
Lysthuset: Gud, dér er Fruen, havde Tine sagt:
-Og De er i Natkjole.
Men Moderen havde set alle Presenterne, før Bordet var dækket færdigt.
Børnene var ikke til at holde i Sengen efter Klokken seks.
De vilde op.
Moderen havde heller ikke Ro i sin Seng.
Hun sprang ud paa Gulvet i de bare Ben og dundrede paa den laasede
Dør.
-Nu vil jeg ud, raabte hun.
Og hun dundrede endnu stærkere.
Men Tine var ikke færdig med Bordet.
Det var dækket med en Damaskes Dug; og S'er skulde der paa Dugen
dannes af Roser, og S'et skulde pustes paa Fødselsdags-Kringlen.
Det blev pustet ud af et Kræmmerhus, fyldt med Vand og hvidt Sukker.
Tine stod og pustede Kunstværket inde i Køkkenet, medens alle Børnene
ar stimlede sammen rundt omkring for at se til.
Alle deres Munde stod aabne:
-Saa, sagde Tine, nu puster jeg.
Og hun pustede, højrød i Hovedet, S'et ud paa Kringlen, mens Børnene
stirrede.
-Saa, sagde Tine: Nu Svinget.
Og hun pustede igen.
Moderen blev ved at hamre oppe paa Døren:
-Tine, Tine.
-Ja, ja, raabte Tine, der løb med Kringlen, De maa saagu' blive der.
Pigerne løb ned i Lysthuset med rødmalede Urtepotter i Hænderne.
De skænkede hver Fødselsdag Fruen Gyldenlakker, opelskede i Pigekamret
ved den megen natlige Varme.
Alle Gaverne paa Bordet var paa Plads, og Børnene og Tine tog Pragten
i Øjesyn.
Faderen kom vandrende langs Hækken.
Stille lagde han sin Gave paa Bordet, halvt skjult, og gik.
-Nu kan vi hente Fruen, sagde Tine.
Børnene stormede afsted ind mod Huset, op ad Trappen.
-Mo'er, Mo'er--nu--Og Tine aabnede Døren.
Hvidklædte løb Børnene foran Moderen, mellem de grønne Hække, ned mod
det hvide Lysthus.
-Mo'er, Mo'er, blev det ved at lyde.
-Mo'er, Mo'er, lød det, til de naaede det hvide Lysthus. Og hver af
Børnene greb sin Gave og strakte den frem i oprakte Hænder.
-Mo'er, Mo'er, det er fra mig.
-Mo'er, Mo'er, næh, det er fra mig.
Og paa Tæerne stod de for at faa det rakt.
Et Nu stod Moderen, hvid mellem de hvide Børn. Hun saa' saa langt ud
over de sommerlige Enge. Alt var badet i Lys: Himmel og Luft og Jord.
-Hvor Dagen er skøn, sagde Moderen.
Og hun smilte.
Saa rev hun Haanden til sig--det var Tyras, der slikkede hendes Fingre
og lagde sig ved hendes Fod.
-Aa, er det Dig, sagde hun.
Og midt i Solens Lys stod hun mellem de vilde Roser, med Børnene om
sig og Tyras ved sin Fod.
Pigerne kom, og Karlene, der havde Støvler paa.
De ligesom luskede saa sært rundt om Dammen, i et langt Tog, dukkede
baade i Nakker og Knæer--de saa' ud som skulde de til Offers.
Moderen trykkede deres Haand, én efter én.
Pigerne skævede hver til sin Present, og de gik videre igen.
Bagest travede Jens Røgter. Hans Bukser hængte bagtil saa sørgmodigt,
som var han til Kondolence.
Naar de var vel borte allesammen, skyllede Moderen sine Hænder i
Dammen.
Tine var oppe for at hente Chokoladen.
-Kære Børn, lad os faa den straks, sagde Moderen: saa er det
overstaaet--
Børnene var løbet bort og hun var ene.
Stille gik hun ind og aabnede Brevet, Faderen havde lagt paa hendes
Bord.
Langsomt foldede hun Brevet ud og læste:
-Lykke er det saa underligt at ønske Dig. Men jeg ønsker Dig det
bedste, Livet vil give Dig. Din Fritz.
Moderen bøjede atter sit Hoved.
Hun vidste ikke selv, at hendes Hænder lidt efter lidt udviskede
Blomster-Navnet paa hendes Dug.
Saa saa' hun Faderen, der fra Hækken kom hen imod hende:
-Tak, min Ven, sagde hun og tog hans Haand. Og de stod et Nu foran de
mange Gaver--begge tavse.
Saa gled Faderen bort, hen imod Lunden.
* * * * *
Klokken fem om Eftermiddagen ankom Stedets Befolkning. Tine havde
været hjemme at hente Degne-madammen, der bar en Sandkage, indsvøbt i
et hvidt Hovedklæde.
Naar Familjen Jespersen havde set Degnefamiljen dreje om ved
Sognefogedens Gaard, satte Madam Jespersen sig i Bevægelse med de to
Døttre.
Madam Jespersen bar over sin Højtids-Paryk en diademlignende Hat,
hvori der tronede to uægte Strudsfjer.
Frøken Stine var iført en sort Damaskes Kjole, der gav én det Indtryk,
at i denne Indbinding var hun konfirmeret. Det var iøvrigt særegent
for Frøken Stines Kjoler, at de altid saa' ud, som var hun vokset fra
dem ved Haandleddene og forneden.
Fruens Fødselsdag var--ud over de lovbefalede Ferie- og Festtider--den
eneste Dag, hvor Frøken Stine tog sig fri.
Hendes Gave var en Flaske Eau de Cologne, som Moderen bagefter i
Stilhed heldte paa to Smaaflasker og bortskænkede i Borgestuen.
Frøken Helene var i lyst og væver som en ung Ged. Hendes Present, der
var indsvøbt i rosa Silkepapir, bestod af et Kanavas-Broderi, hvis
Indfatning ventede paa Sadelmageren.
Frøken Helenes Presenter blev regelmæssigt, det paafølgende Efteraar,
skænkede Sønderborgs Bazarer til Bortlodning.
Sognefogedens Kone var første Gang ude efter Sønnens Død. Hun var
højtidelig som en Salmebog. Hun havde om Morgenen sendt en Krukke
Smør.
Af Mandfolk var der ikke et eneste.
-Fritz, sagde Moderen, paa min Fødselsdag ialfald vil jeg være fri.
-Et eneste Mandfolk er nok til at virke forstyrrende paa Sladderen.
Familjen Jespersen tog Plads midt i Lysthuset, hvor Fru Jespersen,
uden at spørge, i et Nu, havde undersøgt Gaverne.
Frøken Stine trykkede sin Mandfolkemund saa haardt mod Moderens Kind,
saa det gjorde næsten ondt.
Og genert, mens hun mumlede noget, der halvt var en Lykønskning og
halvt en Undskyldning, stak hun Eau de Cologneflasken ned i Moderens
Lomme.
-Ach Gott, sagde hun, og hun vidste vel knap nok, hvad hun selv sagde,
was ist wohl's Leben.
Frøken Helene var lutter ungdommelig Urolighed.
Der var ikke den Gave, som hun ikke graciøst prøvede paa sig selv.
Degnens Kone, der sad ved Siden af Frøken Stine, fortalte at Madam
Esbensen var kørt der forbi ad Ulkebøl til.
Madam Esbensen var Jordemoderen.
-Og, sagde Degnekonen, det er naturligvis til Sørensens. Jeg saa'et jo
godt, hvordan hun, sidst hun kørte forbi, fyldte i Agestolen:
-Det var paa det nærmeste.
Emnet interesserede alle.
-Vor Herre bevare hende, sagde Moderen, det er den niende.
Alle talte, undtagen Sognefogedens Kone, der i sit sorte Shavl sad ret
op og ned, og uden at mæle et Ord, tømte tre Kopper Chokolade.
Degnens Kone sagde pludselig, højere end de andre:
-Men underlig er'et, Madam Jespersen, at hvert Sogn li'som har
#sin# Maaned. Her er det i Maj.
Moderen, der gottede sig som en Killing, der kommer til Varmen, lo og
sagde:
-Men, kæreste Madam Bølling, hvor véd De dog det?
-Det kan man da læse i Kirkebøgerne, sagde Degnens Kone.
Og hun tilføjede:
-Men Dødsfaldene falder rigeligst i November.
Frøken Stine sagde, at i hendes Skole havde de de fleste Fødselsdage i
December.
Moderen gav sig til at tale om Ammer, mens Frøken Helene havde
ombundet sig med et Koralhalsbaand og legede foran Lysthuset med
Tyras.
Med mange Smaahvin tog hun Afstand fra Konversationen.
Saa sagde Moderen:
-Nu leger vi.
Og hun sprang op fra sin Bænk og vilde fange Helene.
-Sidst, sidst, raabte hun.
Tine fløj efter:
-Sidst.
Børnene kom frem bag Hækkene og løb med:
-Sidst.
Moderen var forrest:
-Sidst.
De fløj om Dammen.
Stines Eau de Cologneflaske daskede om Moderens Ben, til hun fik den
op og placeret paa Grønsvaret ved Dammen.
-Stine maa med, raabte Moderen.
Stine kom ud af Lysthuset og satte i Spring efter Tine.
Moderen maatte, for Latter, læne sig til et Træ.
Jomfru Stine lignede grangiveligt, naar hun løb, Hønsekræmmerens
bovlamme Krikke.
Saa lige paa en Gang smed Moderen sig i Grønsværet; og rundt omkring
hende lagde de sig alle.
-Nu skal Hundestejlerne have Mad, sagde Moderen.
Og alle smed de Krummer ud i Dammen, hvor Hundestejlerne gled, vævre i
Solens Skin.
De tre Gamle sad i Lysthuset.
Madam Jespersen havde i Stilhed befølt Gaverne.
Tine bød Vin om, og Glassene stod i Græsset rundt om Dammens Kant.
-Skænk for, Stine, sagde Moderen.
Jomfru Stine blev altid saa sørgmodig, naar hun havde drukket et Par
Glas.
-Og ogsaa for Børnene, sagde Moderen.
Børnene fik Kirsebærvin, saa de blev helt øre.
Men Jomfru Stine sad og støttede Hagen paa sine Hænder, og mens
Moderen lo, og Børnene foer rundt--den ældste Dreng drak Slatterne af
Glassene--deklamerede hun stille ud i Luften et Digt fra en gammel
tysk Almanak.
-Sig mer, sig mer, sagde Moderen.
Og Jomfru Stine blev ved at deklamere, med sin Mandfolkerøst--det lød,
som hun messede.
Sognefogedens Kone havde rejst sig.
Tavs gav hun Haanden til Afsked, og Moderen fulgte hende til Hækken.
De andre Madammer fulgte efter, og Moderen sagde til Tine:
-Tag det bort.
Hun pegede ud over Glas og Tallerkener, og tavs tog hun Plads inde ved
Lysthusets inderste Væg.
-Ogsaa alt det, sagde hun.
Hun mente Gaverne, og hendes Stemme lød, som kun det at se dem gjorde
hendes Øjne ondt.
Tine gik omkring og tog alting bort.
Børnenes Stemmer hørtes inde i Gaarden....
Da Tine kom tilbage, sad Moderen og læste i en gammel Bog.
Tine satte sig stille hos hende.
-Hvad læser De? spurgte hun.
-Et Digt, sagde Moderen.
-Hvad for et?
Moderen vendte Bogens Blad, og, som om hun læste for sig selv, gentog
hun atter Digtet:
En sælsom Drøm har jeg haft:
I Ørknen var jeg.
Det var kun Sand og Sand,
og intet uden Sand.
Men da, et frygteligt Syn
mit skræmte Øje saa':
Ørkensens Rovdyr kom
i et endeløst Tog.
Forrest Løverne gik
med hvide Tænder;
Tigre og Pantre der kom
med de plettede Skind.
Men bagest Hyænerne skred,
hvis syge Attraa er Aadsler.
Menneskets Drifter det var,
der afsøgte Ørkenen.
Men Drømmen skifted.
Og ene jeg stod
paa en mægtig Mark.
Men denne Mark var Jorden.
Og over den ganske Jord
et eneste Mørke laa--
mens frem i Mørket
løfted sig et Kors, saa stort,
som vilde dets vældige Arm
favne baade Himmel og Jord.
Stille der var.
Kun nu og da
fra Korset en Draabe der faldt,
og atter stille der blev,
til den næste Draabe den randt,
og der igen blev tyst,
til den næste Bloddraabe faldt.
Dit Blod det var, Korsfæstede Menneskehed.
Moderen lukkede Bogen.
Med Hovedet støttet mod sit Lysthus' Væg stirrede hun, hvid og stum,
ud i Sommeraftenens Skønhed.
-_Tine_, sagde hun pludselig, og det gav et Ryk i Tine, for Moderen
havde sagt hendes Navn næsten ligesom en, der kalder til Hjælp.
Men Moderen blev siddende som før, og hun hviskede blot nogle Ord,
Tine ikke forstod:
"Der er ej Verden udenfor Verona," hviskede hun.
Og hun tav igen.
Efter en Stund sagde hun:
-Tine, véd De, hvad der er sandt--hvis man kunde se ind i min Sjæl,
ligesom man gennem en Glasrude ser ind i et Hus, saa vilde man, mellem
alt Bohavet derinde, ikke finde et Ønske, ikke noget eneste Haab, ikke
blot Skyggen af en Drøm--
-Saa var det bedre at dø.
-At dø, Tine, er heller ikke det sværeste--det er meget sværere hver
Dag at forsøge paa at leve....
Tavs blev hun siddende, med Hænderne om sine Knæ; og, hviskende som
før, bevægede hun Læberne til nogle Ord, som Tine ikke kendte:
I sit stille Kammer,
i sit stille Kammer
ligger mit Hjerte--
ligger mit Hjerte lig.
Og ingen græder
over det døde Hjerte:
thi det blev kun
elsket af Een.
Men den, der selv døde
paa sit Hjertes Dødsdag,
kan ej græde
ved sit Hjertes Lig.
I sit stille Kammer,
i sit stille Kammer
ligger mit Hjerte--
ligger mit Hjerte Lig.
* * * * *
Der blev ikke sunget mere om Aftenen, og Børnene fik aldrig Lov til,
før de skulde i Seng, at danse i deres Natkjoler i Dagligstuen.
Tanterne var komne.
De benyttede Stedet som et Efterkur-Ophold, naar de kom fra
Badestedet.
De var lavt-talende, ranke som Lys, og bar altid Halvhandsker.
De ejede en uendelig Omhu for Føret og de medførte bestandig Paraplyer
af Hensyn til Mulighed for Regn.
-Kære Du, sagde de til Moderen, en vaad Strømpe paa saa meget som en
halv Time, og man kan ha' sin Bronchit, der varer i Uger.
Moderen, der under Efterkur-Besøget var hvid af Angst, sagde Ja til
alt og gik i Barège-Kjoler. Egentlig tænke gjorde hun kun, Dagen lang,
paa en eneste Ting, om Børnene nu igen havde bragt Uryd i
Tanteregimentet af Galoscher.
Tine saa hun om Morgenen.
Det var som en Art stiltiende Aftale, at Tine forsvandt af Huset under
Tante-Kurene. Moderen og hun mødtes i den Tid nærmest som et Par
Smuglere. Men om Morgenen maatte hun være der for at faa Moderen op.
De to Tanters Kur fordrede, at de var af Sengene Klokken syv, og de
var præcise som et Domkirkeur.
-Nu #maa# De op, sagde Tine.
-Ja, kære De--hvad er Klokken?
Moderen elskede sin Seng og den Frihedstilstand at være i Natkjole.
-Men nu maa De op.
-Ja--
Endelig kom hun af Sengen.
Naar hun kom ned til Tanterne, var hun i stort hvidt Forklæde og saa
ud, som havde hun raadet sit Hus fra Klokken fem, da Kærnen begyndte
at gaa.
De to Tanter sad, meget stive i Ryggene, ved hver sin Side af Bordet i
Havestuen og ventede paa deres Te. De gjorde, naar de skulde tiltræde
deres Morgen-Kur-Tur, et udpræget Indtryk af Rejsefærdighed. Kjoler og
Skørter var opbundne ved Hjælp af et System af Hægter, og paa Hovedet
bar de Hatte, der var af Omfang som Bunden af de Kurve, hvori man pr.
Post ekspederer Ligkranse.
Disse Monstrer var garnerede med Kniplinger, der gik dem ned over
Øjnene.
-Gud, Du, sagde de i Anledning af Kniplingerne: det første, man maa
beskytte, er da Øjnene.
Moderen sagde:
-De ser ud, som om de skulde marschere til Jerusalem.
De gik ikke i den rigtige Have af Hensyn til Frøerne, som de afskyede.
-Der myldrer af dem, og de springer op ... det er næsten værre end
ifjor.
Desuden var Vejen gennem Køkkenhaven seks Gange frem og seks Gange
tilbage netop deres Tur. Mens de vandrede, talte de ikke.
-Lægen i Genéve har Ret, sagde Tante Bothilde, man skal det ikke. Man
skal gaa og la' sine Nerver ha'e Ro.
Ved hveranden Omdrejning nød de en lille Chokoladekage.
-Der er det ved den Schweizer-Chokolade, sagde de, at den styrker uden
at berøve En Appetitten. Den hjemlige Chokolade, kære, det er jo, som
at faa Klumper i sin Mund.
-Men det forstaar sig, ogsaa i Schweiz maa man jo nøje kende Mærkerne.
Naar Tanterne kom tilbage, hvilte de.
Det vil sige, at de sov to Timer, indsvøbte i Uldtæpper.
-Lille Du, sagde Tante Bothilde, der er kun Uld. Franskmændene, der er
Folk, som vil bevare sig rørige, har altid Uldmadratser.
-Oven paa deres Springmadrats, sluttede hun efter et Sekunds Forløb.
-Kære Du, sagde Tante Anna: Franskmænd er jo Franskmænd.
Moderens Angst voksede kun op ad Dagen. Det var Maaltiderne, som var
hendes Skrækkens Timer. Det kunde jo ikke siges, at Børnene sad
korrekt tilbords.
Og Bordsidden var Tanternes Specialitet.
-Det maa dog indrømmes mig, sagde Tante Bothilde, at det er af
Vigtighed. Og læres det ikke fra Barndommen, læres det jo aldrig....
-Jeg forsikrer Dig, naar denne Stockfeldt aldrig blev
Statsminister--Tanterne benævnede Konseilspræsidenten med Navnet
Statsminister--var det, fordi han spiste med Kniv.
En Time før Middag begyndte Børnenes Storvask.
Moderen stod hos, mens Barnepigen foer over Børnenes Kroppe med
Svampene, som om hun høvlede ru Planker.
-Anna Margrethe, sagde Moderen, pas dog paa Neglene.
Anna Margrethe børstede Neglene, som vilde hun børste Fingerspidserne
af Børnene.
-De er ikke rene endnu, sagde Moderen: Gud véd, hvad I maa rode i....
-Og Øerne, sagde Moderen.
-La'e mig.
Hun tog selv fat med Ørene.
-Og faar man dem saa rene, sagde hun fortvivlet, saa bli'er de røde.
Røde blev de.
Man naaede til Paaklædningen, og Pletter var der paa alt Tøjet.
Moderen gned og gned med Handskeskind og Eau de Cologne.
-Saa, i Guds Navn, nu maa det være, sagde Moderen.
Faderen førte Tanterne til Bords. De var i sort- og hvid-stribet
Silke--deres table d'hôte Kjoler fra Badet--og de bar mange Ringe, der
ligesom klaprede paa de meget afmagrede Fingre. De medbragte to
Pulveræsker, som de anbragte hver ved sin Kuvert.
Børnenes Øjne stod stive af Skræk. De spildte straks.
Moderen konverserede for at aflede Opmærksomheden--saa hun fik
hektiske Pletter i Kinderne--de talte om København og alle Bekendte:
-Ja Du, sagde Tante Bothilde, Jane er jo uhyre rar. Men hun har sine
Særheder. Man kan jo, Du, ikke faa sine Ben under hendes Bord, far
hun begynder at tale om Konfessionerne.
-Lille Du--det var pludselig til den ældste Dreng--en artig Dreng
skyder Brystet frem og Skuldrene op, naar han spiser. Saa sidder man
rank....
-Og jeg finder nu--fortsatte hun uden Overgang, vendende tilbage til
Jane og Konfessionerne--at den Slags Ting afhandler man ikke over
Maden.
-Man kan spise hos Biskoppens en første Juledag, og Religionen og den
Slags berøres ikke med en Stavelse....
-Det passer dog virkelig ikke til slebne Glas og Porcellæn.
Tante Anna gik over til at tale om Glas og Porcellæn overhovedet.
Hun talte om et Glaspusteri i Sydfrankrig:
-Hvor man, Du, sagde hun til Faderen, virkelig faar vidunderlige Ting
... Men, kære, nu falder det mig ind, hvorfor ser man aldrig iaar dine
kønne slebne Karaffer.
-Dem til Madeiraen.
Blodet fløj Moderen til Hovedet--hos Tanterne gik aldrig noget i
Stykker.
-Ja, Margrethe slog--Du husker--slog ... kom til at slaa den ene
itu....
-Ja, hvor er Margrethe? Den nette Pige, jeg husker hende jo godt, den
nette og vævre lille Person, sagde Tante Bothilde.
-Hun kom galt afsted desværre, saa hun maatte ud af Huset....
-Hun osse, sagde Tante Anna.
Men Tante Bothilde brød, med et ilsomt Blik over til Børnene, ind med
et:
-Naa.
Det eneste "Naa" lød, som blev en Jernport slaaet til.
Og der blev ikke talt mere om Karafferne.
-Lille Stella--det kom et Sekund efter "Naa'et"--en lille Pige
sidder ikke med Fødderne overkors ved et Bord.
Det røg i Søsteren, saa hun tabte Gaflen.
-Saa, nu plettede Du Kjolen, sagde Tanten og halvt undskyldende sagde
hun, vendt til Moderen:
-Kære, Du véd, den Slags Ting kommer kun ved den bestandige Paaminden.
Og inde paa sit Yndlingsemne sluttede hun med at sige:
-Man lærer kun Børn at sidde tilbords ved at lade dem holde Albuerne
tæt til Kroppen, naar de spiser.
Maaltidet var tilende, og Kaffen skulde nydes i Havestuen.
Børnene var røget ud af Spisestuen, saa de væltede over hinanden i
Gangen.
-Men, sagde Tante Anna--hun var knap kommen til Sæde--kan jeg glemme
hende, Margrethe, det kønne og vævre lille Pigebarn.
-Det er med de kønne, det gaar værst, sagde Moderen, som tragtede
Kaffen.
-Men, sagde Tante Bothilde, det hænder jo bogstavelig hvert Aar her i
Sognet.
Moderen smilede bag Maskinen.
-Ja, sagde hun: flere Gange.
Tante Bothilde sad lidt. Saa sagde hun:
-Vi og vore fatter det jo ikke. Men Gud være lovet, det vedkommer ikke
os.
Tante Anna sagde:
-Naa, Du, der foregaar vist meget i Livet. Det bedste er at lade, som
man ikke ser ... saa li'esom er det ikke. Men de Folk har jo heller
ikke Opdragelsen....
Moderen blev ved at smile:
-Mon den hjælper? sagde hun.
Og uden at tænke paa Tanterne sagde hun hastigt:
-Hele Ulykken er vel den, at Naturen har været grusom nok til at skabe
Dyr, der tænker. Først parrer Dyret sig, og siden væmmes Mennesket.
Tante Bothilde sad forstenet, saa hun næppe kom til Orde:
-Ja, Du, Du si'er undertiden Ting....
-Du si'er Ting ... Vi er da vel alle Guds Skabninger.
Naar Tanterne var færdige med Kaffen, blundede de.
Tante Anna lagde i Stilhed Lommetørklædet over sit Ansigt.
Naar der var hvilet, blev der læst. Søstrene skiftedes. De gennemgik
de skønliterære Værker i de tre store Sprog for at holde sig i
Øvelsen.
Tante Bothildes Yndlingsforfatter var Dickens.
-Kære Du, man erfarer af den Mand dog virkelig meget om Menneskene.
Det er godt nok med Goethe. Men han virker med samt sit Weimar nu paa
mig, som var han af Sten.
Tante Anna foretrak de kvindelige Forfattere og der førtes derom en
skændende Strid:
-Sproget kan jo, sagde Tante Thilde, være meget pynteligt, men
Indholdet, kære Ven, det er altid det samme om den Kærlighed.
-Og det Stadium kommer man jo dog, Gud være lovet, over. Desuden, man
kan ha'e nok i Livet.
Før Te gik Tanterne igen. Men i Alléen.
Efter Tedrikningen sad de paa Havetrappen en halv Time og drak Luft.
-Man taler om Vand og Vand, sagde de: det første er dog Luften. Hvis
Folk var kloge nok og sov for aabne Vinduer, vilde de blive hundrede
Aar.
Efter seks Ugers Forløb var Efter-Kuren endt. De rejste paa Dagen.
Det sidste, de foretog, var Uddelingen af Drikkepengene, indsvøbte i
Papir.
* * * * *
Naar Tanterne var borte, kom en anden Tid.
Moderens veninder aflagde Besøg. Det var Døtrene fra Godset, hvor hun
var opdraget. De virkede som brogede Fugle, der kom langvejs fra.