Der var saadant et gult Lys, som der kommer, naar der er Lagner for
Vinduerne.
Sognefogden tog Klædet væk fra Ligets Ansigt.
Der laa Sønnen stille.
Hjemme i Borgestuen havde de sagt, at ved Anders Niels var mange Piger
kommen galt afsted:
-For han havde saadan en kvindagtig Mund, havde Avlskarlen sagt:
-Som Pigebørn ikke stod for.
-Og et Par Ben, de ikke fik Øjnene fra....
Men nu laa han stille. Det var ligesom der slet ikke var noget Udtryk
i hans Ansigt--kun Kulde.
Sognefogden gik og mumlede nogle Skriftsteder, han kunde fra sin
Konfirmation.
Moderen saá længe paa Ligets Ansigt. Saa dækkede hun selv Klædet til.
Det laa saa højt over den store og lige Næse.
Sognefogdens Kone havde ikke været inde. Hun gik paa sorte Sokker i
sit Køkken.
Da Moderen og Drengen kom ind i den forreste Stue, stod Bordet dækket.
Det var fuldt af Mad.
Konen gik om og bød.
Dørene stod aabne ind til den tyste Lig-Stue.
Sognefogden spiste sindigt. Stykke efter Stykke. Han maatte spise
meget i de Sørgedage.
Talt blev der ikke.
Drengen fik Solbærrom og stak Glasset ud--for Moderen saá det
ikke--saa han blev ganske ør.
De sad længe ved Bordet. Sognefogdens Kone havde sat sig ved Døren.
Hun havde ikke mælt et Ord.
Men da Moderen vilde gaa og kom hen til Konen og vilde sige Farvel,
mærkede hun, at Staklen rystede over det hele Legeme.
Hun saá ned i Gulvet, og da hun forsøgte at tale, fik hun næsten ikke
Ordene frem....
-For det var saa meget, blev hun ved at sige ... men hun vilde bede,
om Fruen ikke vilde synge lidt ... om hun vilde synge lidt ved Liget.
Moderen svarede ikke.
Hun tog kun stille Tøjet af igen, og de gik ind alle fire--gennem
Stuen, gennem Mellemstuen, ind i det gule Lys.
Fogden bragte en stor Salmebog.
Men Moderen sang ud i Luften og uden at se paa den døde Søn:
Naar jeg betænker ret den Stund,
da jeg skal heden fare,
min Sjæl sig fryder mangelund,
som Fugl ved Dagen klare.
O Dag, saa blid,
da al min Strid
skal faa en salig Ende:
Til Glæden sød,
i Jesu Skød,
jeg gaar fra min Elende.
Forældrene rørte sig ikke. Moderen ene sang.
Drengen stod og saá paa hende. Hun var ganske hvid i Ansigtet.
Den ene Stemme lød saa sært, dér over en fremmed Død.
Eja, min Sjæl, vær frisk og bold.
Glæd dig i Christ, din Herre!
Thi Døden, som var Syndens Sold,
Dig nu skal Frelse være.
Straf var den før,
nu er den Dør
til Himlens lyse Rige.
Nu er din Død
en Søvn Saa sød,
al Sorg med den maa vige.
Der var stille et Øjeblik.
Saa lagde Konen Klædet over Ansigtet.
Drengen hørte ikke Moderen sige saa meget som Farvel.
Sognefogden gik med dem hen over Gaarden. Han lukkede Porten op og
lukkede den i.
Moderen og Drengen kom ud paa Vejen. Moderen talte ikke.
-Moder, sagde Drengen, du var hvid i Ansigtet.
-Kom nu, sagde Moderen.
Da de kom hjem, var Moderen tavs og frysende. Ved Aftensbordet blev
der næsten ikke talt.
-Fritz, sagde Moderen pludselig:
-Det Menneske har ikke haft nogen Sjæl.
-Stella.
-Nej.
Moderen tav lidt.
-Han har kun haft Blod ... og nu er det blevet koldt.
Faderen svarede ikke.
Men Moderen sad et Øjeblik:
-Menneskene burde altid blive gamle, før de skal dø, sagde hun.
-Stella, saa du taler.
-Jo, det er sandt. For saa har Lidelserne altid givet dem en Slags
Sjæl.
Hun tav lidt:
-Ungdommen har kun Blod.
Det var, som var Moderen i et hemmeligt Oprør:
-Jeg kan ikke glemme det Ansigt, _hvor der intet var--_
Hele Øen mødte til Begravelsen.
... Men kom man forbi Sognefogdens Gaard, laa de smaa Husmandshuse bag
Gærderne. Deres Vindueskarme var grønmalede og deres Døre var grønne,
men selv var de hvide midt i Sneen.
Moderen nikkede til hver Rude og Børnene nikkede efter, og den ældste
Dreng løb i hver Snedrive, der var kastet op langs Vejen:
-Saa den Dreng gaar, sagde Moderen.