Fjender af Dyreriget, hvilke man maa søge at bekæmpe paa bedste
Maade. Muldvarpen er her som i den øvrige Have en ubehagelig
Gæst, som man maa forfølge ihærdigt. Mus og Rotter sætter af og
til Bo i de Stensætninger, hvor de kan finde en Hulhed; jo bedre
Grottevæggene og Klippeblokkene er byggede op, des vanskeligere
kan disse Dyr finde et passende Sted til deres Bolig. Solsorten
er vel nok den ubehageligste Gæst blandt Fuglene, hvis man da
ikke er saa letsindig at lade sine Høns gaa om i Haven.
Solsorten ynder at rode og hakke i Planternes tætte Puder og
Tæpper for at søge efter Insekter og Orme, og nyplantede Partier,
som har haft Besøg af denne Fugl, ser sørgelige ud. Hvis man ikke
nænner at skyde denne Gæst, har man næppe andet at gøre end at
finde sig i dens Ødelæggelser. Og af de lavere Dyr har man
Snegle, Knoporme. Myrer, Jordlopper, Bænkebidere og andet Utøj at
bekæmpe. Snegle uden Hus (nøgne Snegle) er især slemme efter
Planter med tykke eller kødede Blade, saasom forskellige
Primula-Arter, de ynder ikke Kalk, og for at hæmme deres Angreb
an vender man andetsteds en Udstrøning af pulveriseret Kalk; da
saa mange af Stenhøjens Planter er kalkyndende, vil en saadan
Udstrøning, i al Fald omkring de kalkyndende Planter, kun kunne
gøre Gavn. Myrer er meget ubehagelige Gæster, de lægger med
Forkærlighed deres Tuer midt op i en Tæppeplante eller
Pudeplante. Man maa for at udrydde dem afgrave og bortfjærne en
større Del af Jordmassen, som man erstatter med frisk Jord.
Myrerne kan ogsaa fanges ved i Tuerne at nedlægge en Svamp dyppet
i Honning eller Sukkeropløsning; Dyrene vil da krybe ind i
Svampens Hulheder, naar denne er fyldt, kastes den i en Spand med
kogende Vand; gentages denne Proces Gang paa Gang, kan man helt
rense en Tue for dens Beboere. Knoporme efterstræber de finere
Nellikearter, Primula og mange andre af de bedre Stenhøjsplanter.
Man maa, saa snart man har opdaget deres Tilstedeværelse,
gennemrode Jorden tidlig om Morgenen og afsamle saa mange af
disse Skadedyr som muligt. Bænkebidere er Natdyr og gemmer sig om
Dagen i mørke Huller. Henstiller man paa Stenhøjen udhulede
Kartofler eller Rødbeder--med Hulheden nedad--vil Bænkebiderne
søge til disse og gemme sig der, om Morgenen kan man da ryste dem
ud og dræbe dem. Regnorme, hvis Tilstedeværelse ellers er
ønskelig i Naturens Husholdning, er ikke til nogen Gavn for
Stenhøjen. Jorden bliver ved deres Virksomhed og ved deres
Aflejring af Ekskrementer mindre behagelig for Alpeplanternes
Rødder at arbejde i; som egentlige Skadedyr kan man dog ikke
opfatte dem.
Med August begynder atter en travl Tid. Thi nu er det en gunstig
Tid for Omplantning, hvad enten dette nu er de smaa Ændringer,
der just er hentydet til, eller det er Generalomplantninger af
større Dele af Stenhøjen. Den rigeligere Nedbør, som falder i
denne Maaned, og den kraftigere Nattedug er gunstig for dette
Arbejdes Udførelse. I og for sig kan man omplante
Stenhøjsplanter til enhver Tid af Aaret, naar blot Jorden ikke
er frossen, men Planterne tager hurtigere fat, naar de omplantes
i August, og de naar at faa rodfæstet sig inden Vinteren.
Efter at Omplantninger og Nyplantninger er fuldendte, har man
Resten af Efteraaret mest Renholdelse at tænke paa. Man maa
sørge for, at man gaar Vinteren i Møde med en vel renholdt
Stenhøj; der maa ikke findes Ukrudt noget Steds, thi saa har man
det at kæmpe imod straks i den travle Foraarstid. Visne Blade maa
man ikke være for ivrig med at fjærne hen paa Efteraaret, thi
disse kan siddende paa Planten godt gøre deres Nytte som et Slags
Vinterdække.
[Illustration: Naturlig Plantning med faa væsentlig indfødte
Arter. Kun Arundo Donax (til højre) røber at det hele er
Menneskeværk.]
DEN DANSKE FLORAS VAND- OG STENHØJSPLANTER
af _Andreas Madsen_.
I. VANDPLANTER.
Paa Vandplanter er Danmark langt rigere end paa Klippeplanter.
Udfra et havemæssigt Synspunkt gør det intet til Sagen, at der
alene kan blive Tale om vore _ferske_ Vandes Blomsterverden,
eftersom Havets Plantevækst ikke ejer blot en Art som er under
Dyrkning. Havfladen er ganske blomsterløs, kun fladbundede
Kysters Brakvand dækkes sine Steder af _Flydende Vandranunkel's_
hvide Blomstermylder.
Vore vildtvoksende Vandplanter omfatter derfor i gængs Sprogbrug
udelukkende de Arter som træffes i Søerne, Aaerne, Bækkene, helt
ned til Tørvegrave og Vandhuller. Mange iblandt dem, forholdsvis
flere end af Landjordens indenlandske Flora, er saa smukke og
statelige, at vi ogsaa lader deres Blomster og Blade smykke
Havernes Vandpartier. Andre har vi derimod god Grund til at
betragte med mindre velvillige Blikke, maa afgjort holdes baade
fra Haverne hvor de kun optræder som Vandukrudt, fuldt saa
ondartet og vanskeligt at udrydde som Landjordens. Et Eksempel
herpaa er den kendte, oprindeligt amerikanske Art _Vandpest,
Elodea canadensis_. For ikke at tale om _Andemad_.
Kun Arter der lader sig til Syne oppe i Luften enten med saavel
Blomster som Blade eller dog med Blomsterne alene, har vi nogen
Glæde af at indlemme blandt Havernes Kulturplanter, Den, iøvrigt
faatallige Gruppe, hvor _hele_ Planten til enhver Tid er
nedsænket i Vandet, _Hornblad, Vandkrans, Brasenføde, Vandpest_,
foruden enkelte andre, er lidet egnede til andet end
Stueakvarier, gennem hvis Glasvægge Planterne kan ses ogsaa fra
Siden.
De Vandplanter hvis Blade svømmer eller rettere flyder i
Vandspejlet og hvis Blomster enten gør det samme eller dog gror
saa lavt at ogsaa de synes flydende, er derimod en Afdeling som
tæller mange udmærkede Arter, i hvis Spidse vi afgjort bør sætte
de to, danske Vandplanter som i alle Maader fortjener at indlede
vor Skildring, den _hvide_ og den _gule Aakande_.
Om den hvide Aakande skriver Rostrups Flora, at den hører til
vore skønneste, indenlandske Planter, og at Blomsterne overgaar
alle andre i Størrelse. Men næst efter kommer den gule og begge
vore Aakander forstaar, hvad ellers ikke ret mange
hjemmevoksende Planter kan, at hævde sig overfor den store
Mængde af indførte, fremmede Arter. Og hvilke glimrende
Fremtoninger der findes blandt den nyere Tids udenlandske
Aakander, meddeles andetsteds i denne Bog.
De vokser ikke sjeldent blandede sammen og klæder hinanden
fortræffeligt. Paa Baggrund af Bladenes grønne Ørige træder
Blomsterne frem i skinnende guldgul og sølvhvid Pragt, Det Hele
danner et saa skønt Billede, at Gartnerens Kunst ikke kan føje
noget til, Intet Under at Aakanderne, indbefattet Asiens og
Ægyptens berømte Lotus, fra de ældste Tider og overalt har
tiltrukken sig almindelig Opmærksomhed og er blevne folkekære
som faa andre Planter i Vand som paa Land. Herom vidner den
Vrimmel af Aakande-Navne, som vidt forskellige Tungemaal er
forsynede med.
_Aakande_ er et gammelt Navn der var fælles for hele Norden og
atter svarede til gængse Navne længer sydpaa. Hvem der
oprindeligt maa have været den rette Aakande skønnes let, det er
utvivlsomt den Gule. Frugten, egentligt et "Bær", har virkeligt
Form som en Kande, medens den Hvide Aakandes er næsten
kuglerund, og stærkt minder om Opiumvalmuens Kapsel. Imidlertid
maatte Farven altid være den mest iøjnefaldende Forskel paa de to
Aakander, som begge kom til at bære dette Navn, der overførtes
fra den Gule til den Hvide.
Vore ældste Plantebøger giver dog flere Navne at vælge imellem.
_Henrik Smid's_ Lægebog fra 1557 nævner ganske vist kun Hvid
Aakande, men kun af den Grund, at den regnedes for al være mere
brugbar som Lægemiddel end sin Slægtning. Som medicinsk Plante er
den iøvrigt nu gaaet af Brug. Derimod har _Simon Paullis "Flora
Danica_" tre forskellige Navne: _Aakande, Søe-Blomst, Søe-Blad_.
De afledes hver fra sin Del af Planten, Frugten, Blomsten,
Bladet. Den fjerde Part Roden mindes i det gamle, men sjeldnere
Navn _Haarrod_, der hentyder til de tykke Rodstokkes tætte
Bundter af Trevlerødder. Aakande synes dog at have været det
gængse, danske Hovednavn. Folkenavne paa Planter og Dyr er ofte
Lignelser, hvis Billeder hentes fra Ting hvormed man er
fortrolig i det daglige Liv, og Kanden manglede neppe i noget
Hjem. Aakandernes store Frugter var ganske som lidt plumpt
formede Drikkekander at se til og den hvide Aakandes lignede
tykbugede Krus. Det var ikke til at tage fejl af og saaledes
opstod rundtom i Lande og Landsdele en Mængde Aakande Navne, som
man mere eller mindre træffende tog Sigte paa disse Ligheder. Det
falsterske _Søkrukke_, det jydske _Kællingkrus_, Svenskernes
_Smørkandekop_, Tyskernes _Eddikekrukke_, ligetil det engelske
_Brændevinsflaske_, et Navn som vist ogsaa skyldes en
Tankeforbindelse idet den gule Aakandes Blomster siges at udaande
en svag Duft af Whisky eller noget i den Retning. Det lyder da
lidt mistænkeligt, at en Botaniker et Steds meddeler sine Læsere,
at Aakandeblomsterne har en "ikke ubehagelig Lugt."
I svenske Folkemaal kendes ogsaa det nøgne Navn _Kande_ og
sluttelig skal blot nævnes, at Thybomaalets _Pottelaage_ som Navn
for Bladene ogsaa tilhører disse Lignelser fra Køkkenets Verden.
Paa Videnskabens Verdenssprog, Latin, bevarede begge de nordiske
Aakander gennem Aarhundreder Fællesnavnet Nymphaea, men omkring
Aaret 1800 fik de ikke længer Lov til at være i samme, botaniske
Slægt, men blev skilte i to. Det gamle _Nymphaea_ blev forbeholdt
den Hvide medens den Gule modtog Navnet _Nuphar_, som efter
Sigende er et arabisk Ord, der som Aakandenavn iøvrigt har været
kendt gennem hele Middelalderen ogsaa nord for Alperne, i en lidt
anden Form _Nénuphar_, er det mærkeligt nok gældende i
Nutidsfransk som Navn for begge Aakanderne.
I Skolebøger og andre Skrifter for Børn og Ulærde var det nu
nødvendigt at lade to latinske Navne faa tilsvarende danske, det
lod sig ikke gøre at nøjes med det ene, Aakande. Den Gule blev
da kaldt _Nuphar lutea, Aakande_, den Hvide med ligeledes én
indenlandsk Art, _Nymphaea alba_, fik Navnet _Nøkkerose_.
Selvfølgeligt blev Ordet Nøkkerose ikke valgt i Blinde. Det var
kendt fra gamle Dage som Folkenavn om just ikke i Dansk saa dog
i Norsk og Svensk og længer sydpaa kendtes den som Germanernes
_Nixenblume_.
I den almene Opfattelse stod de nordiske Vandes Guddom, Nøkken,
som særligt knyttet til norske og svenske Sagn og Æventyr. Han
træffes i danske Digtning og Overtro, men kun sjældent og vel
altid under Paavirkning nordfra. Følgerigtigt maa da Nøkkens
Roser vokse ikke i vore, men i de to andre skandinaviske Landes
Søer og Aaer. Hermed passer det, at Videnskabernes Selskabs
Danske Ordbog skriver saaledes: "Nøkkerose, Norsk Plantenavn" og
i de Plante-Lærebøger, der udkom inden Norges Adskillelse fra
Danmark og hvori de norske Plantenavne altid vedføjes de danske,
henføres "Nøkkerose" ligeledes til Norge. Mest udbredt og
henført til begge Aakanderne synes det dog at være i svenske
Folkemaal.
Foruden Nøkkerose kendes ogsaa Navnet _Nøkkeblomst_, og denne
Form er vistnok den som først indfører den ny Betegnelse i
_danske_ Bøger. I _Bredsdorffs "Haandbog over botaniske
Ekskursioner i Egnen om Sorø_, Kjøbenhavn, 1834" opføres:
Nymphaea, Nøkkeblomst og Nymphaea alba. Hvid Aakande. Som
Nøkkerose findes det i _Joh. Langes "Haandbog i den danske Flora,
1853_" og optages senere af Rostrup og andre Botanikere. Selv om
det egentligt er et svensk-norsk Navn, lader det sig meget vel
forsvare at indføre det ogsaa i det tredje nordiske Sprog. Men i
gængs Tale har Nøkkerose vanskeligt ved at trænge igennem.
Et af gamle Simon Paullis Aakande Navne var _Søblad_. Det er i
sig selv ganske ligetil, men har dog givet Anledning til en Strid,
som endnu er standende, og hvis Hovedpunkt er Spørgsmaalet om
"Hjærterne" i det danske Rigsvaaben. Somme Historikere paastaar
jo, at de saakaldte Hjærter ikke er andet end Søblade, altsaa
Aakander. Er dette virkeligt Tilfældet, er der timedes vore to
fornemste Vandplanter større Hæder end nogen anden i vor Flora
baade til Lands og til Vands.
Vi kender alle Kong Volmers Ord "I Skjoldet springe Løver og
Hjærter staar i Brand", og til disse Chr. Winther'ske Verslinjer
slutter sig Grundtvigs "Hjærter og Løver i sit Skjold, Danmark
har ført fra Hedenold". Hvad Digterne her synger om, har staaet
som Sandheder, ved hvilke der ikke turde rokkes, at fornægte dem
var at bryde selve den dyre Skjolderand. Men disse Historikere
har ikke Agtelse for nogetsomhelst. De sønderbryder Skjoldet,
laver Løverne til Leoparder og Hjærterne til Aakander.
Til ingen Nytte fører de Bevis efter Bevis i Marken for, at det
_er_ saaledes. Den gamle Tydning af Rigsvaabnet er for mange en
Trossætning, hvorimod alle Fornuftgrunde preller af. Det er da
heller ikke Hensigten her at tage Standpunkt i Striden, men blot
sagtmodigt udtale, at det gamle Kongevaabens sindbilledlige
Betydning ikke forringes ved at faa Hjærterne ombyttede med
Søblade. En tredje dansk Digter Chr. Richardt har udbragt en
Skaal for hvert gyngende Aakandeblad til Ankers i Østersøens
Bølger, og Vaabnets Søblad bliver da Billedet paa Danmark værnet
af de tre Vaabendyr, de danske Hovedstrømme imellem Sjælland,
Fyn og Jylland.
Er dette Sindbillede hentet fra en dansk Indsø, hvor Nøkkens
Roser gynger paa Vandspejlet, mindre skønt end Fremstillingen af
de blødende Hjærter, som i sig selv intet betyder?
Som virkelige Aakandeblade, hvorimellem de store, skønne
Blomster er indstrøede, finder vi dem mange Steder hos _H. C.
Andersen_. I Æventyret _"Klokkedybet"_ mindes han Barndommens
Land ved Odense Aa, hvor de gule "Aaknapper" vokser, og han lader
_Dyndkongens Datter_ komme for Dagens Lys i en Aakandeblomst, der
aabner sig mod Solen. Naturens underfulde Herlighed i _Paradisets
Have_ aabenbarer sig ogsaa i Aakander, hvis Blomster er som en
rødgul, brændende Lue, som Vandet giver Næring. Det kan tænkes,
at Digteren har kendt de fremmede, røde Nokkeroser han bruger
aldrig delte Navn. som ikke er indgaaet i Folkesproget,--og
muligt husker han dem fra sine Rejser, men det er dog neppe
falden ham i Tanker, at hans eget Lands Vande en Gang med Tiden
skulde prydes af ikke alene røde, men ogsaa blaa Aakander, der
vel kunde maale sig med de Fantasiblomster, hvormed han smykkede
Edens Have.
I _Aarets Historie_ breder Nordens hvide Lotus sine Blade over
Skovsøen, medens Varmen vælder ned i den dejlige Sommer, og i
_Tommelise_ sejler Æventyrets lille Heltinde ned ad Strømmen paa
et Aakandeblad, der føres af Sommerfuglen, et af de mest
henrivende Billeder ikke alene i dansk, men vel overhovedet i al
Æventyrdigtning. At H. C. Andersen her tænker paa Odense Aa,
viser det Træk, at Skruptudsen pynter sin Stue nede i Dybet med
de samme gule Aaknapper, der findes i "Klokkedybet", hvor Stedet
udtrykkelig nævnes.
Hvor meget der endnu lod sig fortælle om vore hjemlige Søblade
er det dog paa Tiden at standse. Som en lille Modvægt imod den
megen Talen om Vaabenskjolde, om Æventyr og andet lærdt og skønt,
skal dog til Slutning nævnes en lille Enkelthed fra et helt andet
Felt.
Enhver, som elsker Naturen, maa glædes ved at se Aakanderne i
deres fulde Sommerpragt og intet fremkalder selv midt i
Vinterens blomsterøde Mørke Mindet om de skønne Timer i højere
Grad end vore Vandes hvide og gule Roser, der ogsaa er blevne
sammenlignede med Liljer og Tulipaner. Vi tænker tilbage og
husker Sejlturen henad Aaen eller Søen forbi Aakandernes grønne
og blomstrende Rige, hvor man gærne prøver paa at plukke
Blomster, dog sædvanligt med lidet Held. Nede under dem leger
Fiskene med deres Finne, som skrevet staar i vore gamle
Folkeviser, og henover Vandspejlets Hjærter danser og flyver
glimrende Insekter, de skønne Sivbukke. Det falder os ikke ind,
at de beundrede Vandblomster ogsaa kan gøre Nytte, praktisk
Nytte paa Bordet og derefter i Munden. Det har muligt heller
ikke nogensinde været Tilfældet her i Landet, men i hvert Fald
oppe i Sverigs fattigere Egne har Almuefolk til Tider maattet
gøre Brug af Aakandernes kødede, stivelsesrige Rodstokke, som er
blevne malede og bagte til Nødbrød. Om dettes Næringsværd og Smag
har der ikke kunnet findes Oplysning, men selv om vi ikke
ønsker, det skal komme saavidt, er det mon fjernt ogsaa i vor,
lidet hyggelige Tidsalder at sende en Tanke til de Værdier, som
ligger paa Vandets Bund?
Ligesom Storhederne i Menneskenes Rige gærne efterlignes af de
Smaa, saaledes er mange Vandplanter dannede i Aakandernes
Skikkelse. Med samme, flydende Hjærteblade, tilsvarende
Voksemaade og med Blomster i Gult og Hvidt, hos enkelte slaar
den hvide Farve dog over i Rosa og et endnu kraftigere Rødt.
_Frøbid_ kan saaledes gælde for en Nøkkerose i Dværgeformat, og
kaldes da ogsaa i ældre Tid, hos Simon Paulli og andre med
Navnet: "Mindste Slags Aakande med hvide Blomster". Senere
godkendtes Frøbid som ikke alene Nordens, men de fleste andre
Sprogs gængse Navn, det latinske Artsnavn _morsus ranae_ er
udsprungen som ligefrem Oversættelse af Folkemaalet. Almindelig
som denne Plante er næsten allevegne og skønt meget net dog
langtfra fremtrædende dekorativ, frister den ikke til
Indplantning i Havernes Vandpartier.
Det samme gælder vore _Vand Ranunkler_, hvis 6 forskellige danske
Arter i Lægfolks Øjne skuffende ligner hverandre, en enkelt af
dem hører, som allerede nævnt, til de meget faa Blomsterplanter,
der vover sig ud i om just ikke det salte Hav saa dog i det
stille Brakvand. Vand-Ranunklerne samles oftest i en særlig Slægt
_Frøpeber, Batrachium_, hvis mest iøjnefaldende Fællestræk er
_hvide_ Blomster, medens den tørrere Bunds Ranunkler--eller
Smørblomster--hos os alle er gulblomstrede.
_Lyserøde_ Blomster, samlede i tykke Aks, har _Vand-Pileurt_.
Dens lange, smalle Blade er skabte som hos de øvrige danske
Pileurter, der er mindre hæderlig kendte som slemt Ukrud i Haver
og paa Marker. I det Hele har Vand-Pileurt ikke det sædvanlige
Præg af at tilhøre det vaade Element og kan ogsaa tidt vandre
ind paa tørlagt Bund eller endog blive en ligesaa slem
Ukrudplante som sine Slægtninge Blegbladet og Ferskenbladet
Pileurt, fra hvilken Vand-Pileurt dog adskiller sig ved at være
fleraarig. Den tager sig afgjort bedst ud som svømmende med de
smukke rosenrøde Blomsteraks stikkende op over Vandskorpen og kan
herude ikke forveksles med nogen anden Pileurt.
Til samme Gruppe. Flydeplanterne, hører endnu to Planter, som kun
med et vist Forbehold henføres til _danske_ Vandplanter. De har
begge i en fjern Fortid vokset i vore ferske Vande, men gør det
ikke længer; med en vis historisk Ret tilhører de dog stadig vor
Flora og deres Udeladelse vil af flere Grunde være paafaldende.
Den ene er _Hornnødden, Trapa natans_, hvis Blade ikke kan vække
Strid om Rigsvaabnets "Søblade" eller "Hjærter", eftersom de
snarere har været Forbilleder for "Ruder" paa Spillekortene.
Hornnøddens ejendommelige Ydre og mærkelige Historie vil iøvrigt
mangen Læser kende fra Sophus Bauditz's "Fortællinger fra
Skovridergaarden", hvor man finder dens veltrufne Portræt. Man
ved da, at Trapa er uddød her i Landet. Om dens Forekomst for
maaske Aartusinder siden, derom vidner Fundet af Hornnødden
først i lollandske Tørvemoser, senere ogsaa fra Steder paa
Sjælland og i Jylland, I vore Dage er den sjælden i hele Nord- og
Mellemeuropa og gaar som en uddøende Art stadigt tilbage. Der
gaar Sagn om, at en ivrig Planteven en Gang satte sig for at
genindføre Trapa natans i den danske Flora. Med Lommerne fyldte,
strittede han Nødderne ud de flest mulige Steder, det hed sig
endog, at de paa Jærnbanerejser blev kastede ud af
Kupevinduerne, naar Toget gik tæt forbi en Sø, Aa eller blot et
Vandhul, men der forlyder intet om, at der nogetsteds i Landet
viste sig levende Hornnødplanter.
Skønt Hornnøddens Ydre er meget beskedent, vil de svømmende
Ruderblade altid vække Opmærksomhed, selv om man ikke har læst
Bauditz eller fra anden Side kender Plantens mærkelige Historie,
som i "Skovridergaarden" er behandlet med nogen digterisk
Frihed. Men Trapa har aabenbart noget vanskeligt ved at finde
sig til Rette i det nuværende Danmark, hvad saa end Grunden kan
være og sætter i hvert Fald sjældent modne Frugter. Om Dyrkningen
vil Læseren andetsteds i denne Bog finde de fornødne Oplysninger.
Den anden Vandplante, hvis Borgerret her i Landet blev nævnt som
tvivlsom er _Limnanthemum nymphoides_, der ligeledes forlængst
har ophørt med at være vildvoksende hos os, men hvis Frugter ved
at være fundne i Tørvemoser eller dybt i jordlagene vidner om en
fordums Tilværelse. Dens Forhold i Nutiden er dog helt anderledes
end Hornnøddens.
Flygtigt set minder denne Plante om Gul Aakande. Bladene er flere
Gange mindre, men smukt hjærteformede, Blomsterne ved nærmere
Eftersyn langtfra aakandelignende, men ligner mere store, gule
Aurikler. Planten hører til Ensianfamilien, der tæller saamange
skønne Arter og særligt en Mængde Alpeplanter.
Hvorfor, kan Læseren spørge, præsenterer vi dog Planten under et
skrækkeligt, langt og svært latinsk Navn. Lad os høre et godt,
dansk Ord. Desværre er dette Ønske lettere at sige end at
opfylde. Limnanthenum savner et Navn med hjemlig Klang, en
ligefrem Følge af, at den er saa lidet kendt.
Efter at have vokset hos os i Stenalderen eller anden
Oldtidsperiode forsvandt L. (som vi foreløbigt kalder den) ganske
og dukkede først op i den nyeste Tid. Naar vi træffer den i vor
ældre, botaniske Litteratur er Grunden den, at Planten voksede i
Syd-Holsten, særligt i Elben og dens Bifloder som en Tid lang
regnedes for Artens Nordgrænse. Sydpaa var den udbredt over hele
Nordtyskland dog intetsteds særlig almindelig.
Da Hertugdømmerne gik tabt, skulde L. dermed være slettet af den
danske Flora, men omtrent samtidigt fandt man den i det
egentlige Danmark; e. 1863 i Fæstningsgravene ved Kronborg,
senere flere Steder i sjællandske Aaer, desuden i Odense Aa og i
de allersidste Aar i Vor Aa i Nordjylland. Overalt siges den at
være indplantet, ikke virkelig vildtvoksende, I Modsætning til
Hornnødden lader saaledes L. til at føle sig meget vel til Mode
i Nutidens Danmark, og i Sverig, i hvis Strømme den ligeledes er
plantet, er det samme Tilfældet. Den rykker stadigt længer
nordpaa og agter vistnok paany at erobre sig en blivende Plads
indenfor den skandinaviske Flora.
I nyere, botaniske Bøger opføres L. med det danske Navn,
_Søblad_, der som vi har hørt er et af Aakandens gamle Navne. Som
Navn paa Limnanthemum er det misvisende alene af den Grund, at
det kan lede til den Tro, at Rigsvaabnets "Søblade"--eller
"Hjærter"--i Virkeligheden er denne Arts Blade, hvad aldeles ikke
kan være Tilfældet. Man ser ogsaa Planten opført som
_Aakande-Søblad_, men et saa kunstigt Ord vinder aldrig Indgang i
daglig Tale. I Sverig, hvor L. jo ogsaa er ny. har Botanikerne
lignende Navne-Vanskeligheder, et af de foreslaaede Navne er her
det poetiske _Søguld_.
Saameget rigere er L. paa videnskabelige Navne. Foruden de ny
tillige _Nymphoides peltatum, Villarsia nymphoides_ og endnu
flere som for næsten alles Vedkommende omfatter et _nymphoides_,
der henpeger paa Ligheden med Aakanderne.
I Havernes Vandpartier vil den, hvad man saa foretrækker at
sige, altid gøre sig gældende. Hvem som ikke forud kender
"Søguldet" vil hvert Aar kunne finde det blomstrende i Juli og
August i et af Vandbassinerne i Botanisk Have i København.
Der kunde fremdrages endnu flere Vandplanter af første Grad,
hvormed vi forstaar Arter, som enten gennem hele deres
Tilværelse holder sig skjulte nede under Vandet eller kun lader
sig tilsyne med Bladene flydende paa Vandspejlet samt en Tid
ogsaa med Blomsterne ragende op. Det her nævnte lille Udvalg
omfatter dog de mest iøjnefaldende af vore indenlandske "ægte"
Vandplanter.
I ethvert nogenlunde rummeligt Ferskvand findes en Række
forskellige Plantesamlag, der skifter i regelbunden Følge
efterhaanden som man nærmer sig Bredden. Længst ud gaar
Aakanderne, dog sjælden paa dybere Vand end ca. 2-2,5 m, paa
lavere Vand breder Vandranunklerne, Frøbid og andre sig tidt
over sammenhængende, store Flader. _Andemad_ ikke at forglemme.
Overfor dette Vandukrud kan enhver Vandgartner, hvis man tør
bruge dette Udtryk, som Slagsang kunne istemme Hostrups kendte
Vise "Andemad, væk, den Fordring bær vi frem". Og i Hartkorn med
Andemaden slaar han Grøde og Vandpest, foruden andet der lægger
sig kvælende som et Kistelaag over Vandet og helt kan standse
Strømmen.
Paa Grænsen mellem Land og Vand breder der sig almindelig en
Bræmme af Siv og Rør isprængt en broget Blanding af alskens
Urter, hvorimellem mange af vore højeste, stateligste og
skønnest blomstrende Planter, delvis de samme der smykker
Moserne, hvis Plantevækst atter danner Overgangen til Engfloraen.
[Illustration: Aakander, Havevarieteter i Søen i D. T. Poulsens
Planteskole ved Kvistgaard]