Blomster og Lov højt til Vejrs. Deres lavere Dele staar derimod i
aabent Vand og handler stik imod den gamle Sundhedsregel at holde
Fødderne tørre og varme.
Her pranger de store Skærmplanter _Vand Kvan, Billebo_ og
_Mærke_, jævnsides _Hjortetrøst_ og _Kattehale_ med lillarøde
Blomsterstande. Her gror vor vilde, gule _Iris_, hvis Skønhed
ikke er ringere end dens fremmede, mangefarvede Slægtninges, og
vi øjner de smukke, mørkegule _Fredløs_-Blomster. Om Foraaret
skinner alt vidt og bredt gult af blomstrende _Kabelejer_, og hen
paa Sommeren farves store Strækninger hvide af _Mjødurternes_
Skarer. Imellem de Store titter _Forglemmigejerne_ frem med
blide, blaa Øjne, de rosa _Dueurter_ og forskellige _Ranunkler_ i
gængs Tale kaldte Smørblomster.
Indenfor Sø- og Aabreddernes Planteverden mærker vi os til
Slutning endnu to, som ikke hører til de ringeste, _Brudelys_ og
_Pilblad_. Begge af samme Familie: Blomstersivene og begge
særdeles statelige, af en egen Skønhed, som langtfra er pralende
men ganske stilfærdig.
Deres Navne er saa træffende, at ingen kunde tænkes bedre. Den
ene er opkaldt efter sine Blomster, den anden efter Bladene.
Brudelys, hvis Stængel virkelig er saa rank som et Lys, afslutter
øverst med en mangestraalet Skærm, en Kandelaber, hvis
enkelte Blus er rosarøde eller nu og da ligesom solblegede,
næsten snehvide Blomster. Den svarer fuldtud til sit smukke
Navn, der mærkeligt nok kun synes kendt i det danske Sprog og
endda er af nyere Oprindelse.
Ældre Botanikere som _Kylling_ kalder den "Siv med rødagtige
Blomster", hvilket mere er en højst ufuldkommen Beskrivelse end
et Navn, senere blev _Aasir_ (lig Aapryd) foreslaaet, vist af
Botanikeren _Viborg_. Paa Bornholm gik den under Navnet
"Brudelys", og dette Navn blev heldigvis gangbart i almindeligt
Rigsmaal, og nu kendes Planten herhjemme ikke under noget andet.
Brudelys er ret almindelig, men optræder dog sjeldnere i større
Mængder samme Sted.
_Pilblad_ har i Modsætning til Brudelys et Navn som vist i alle
Sprog er ensbetydende og fremhæver Bladets mærkelige Pil- eller
Spydform. Man har allevegne set bort fra de dog i sig selv
smukke, blegrøde Blomster. Allerstærkest hævdes den fælles
Grundtanke i vor egen, eneste indenlandske Pilblads latinske Navn
_Sagittaria sagittifolia_, et kraftigt malende Dobbeltnavn i Stil
med et Bjørnstjerne Bjørnson. De mange fremmede, især amerikanske
Arter varierer Bladformen indenfor samme Hovedform paa en
interessant og fornøjelig Maade.
Pilblad maa plantes paa ret lavt Vand, ellers udsætter man sig
for en ubehagelig Overraskelse, idet Planten kan optræde som
Forsvindingskunstner og helt blive borte under Vandet. Dette
svarer til, hvad ikke sjælden finder Sted ude i Naturen paa
dybere Vand eller i stærkt rindende Strøm, hvori Pilblad
omdannes til lange, slappe Græs- eller Sivblade, der holder sig
rent undersøiske. Man ser intetsomhelst til Blade over Vandet og
ligesaalidt til Blomster. Hermed mister Sagittaria selvfølgelig
al dekorativ Værd som Prydplante og maa i denne Skikkelse
nærmest regnes for Vandukrud.
Pilblad er kun truffen enkelte Steder paa Sjælland, mangler helt
paa næsten alle øvrige Øer, men bliver ret almindelig i de
vestjydske Aaer, hvor ogsaa Brudelys er mere talrig end
andetsteds.
Denne Skildring af danske Vandplanter meddeler kun spredte og
ret tilfældige Træk, men kan dog vel give en Forestilling om, at
vi _paa dette Omraade vel er et lille, men ingenlunde noget
fattigt Land_,
II. STENHØJSPLANTER
Saafremt "Stenhøjsplanter" tages i Ordets snævrere Forstand af
Alpeplanter eller Højfjeldsarter, er det indlysende, at Danmarks
vildtvoksende Flora maa give blank op paa dette Felt. I et Land,
hvor Bjærg kun er Bakke, kan der højst regnet blive Tale om
Klippeplanter, som i denne Egenskab endda udelukkende er
knyttede til den ene Ø, Bornholm, hvis Granitvægges Plantevækst
huser adskillige Arter, som er sjeldne eller endog helt mangler i
vore andre Landsdele.
Det bør dog indskydes, at denne Fattigdom
paa Alpeplanter ikke gælder for Islands, Færøernes og Grønlands
Vedkommende. Deroppe vokser en Vrimmel af Arter, som næsten alle
genfindes paa de norske og svenske Fjælde, men savnes i det
danske og øvrige europæiske Lavland.
Mange af de Planteslægter, som udgør den faste Stok paa Havernes
Stenhøje, og der vil træffes i enhver Samling, har ganske vist
ogsaa Medlemmer indenfor det egentlige Danmarks Grænser. Slægter
som Alyssum, Arabis, Arenaria, Campanula, Draba, Erica,
Gentiana, Primula, Silene og flere endnu. Men de _dyrkede_ Arter
er overvejende indførte fra fremmede, bjærgrige Lande, medens de
indenlandske Arter i de samme Slægter maa opsøges i Moser, paa
Marker og Enge, i Skove og paa Heder, kort sagt alle andre
Steder end paa Stene og Klipper.
I den danske Flora kan vi da kun vente at finde et Mindstemaal
af Planter, hvis Navne hentyder til stenede Voksesteder. Det
indførte Naaletræ, Bjærgfyrren, Hedens Skovtræ svarer herhjemme
aldeles ikke til sit Navn, og vi træffer i det Hele kun to
Slægter, hvis blotte Navne udtaler, at de rettelig tilhører
Bjærglandene. Det er _Stenbræk_ og _Stenurt_.
Af disse to maa endda Stenbræk--_Saxifraga_--gaa ud som dansk
Stenhøjsplante forsaavidt dens tre, indenlandske Arter fornægter
deres Navn. En vokser paa Enge, en anden i Moser, den tredje paa
sandede Marker. Vor almindeligste Art _Kornet Stenbræk_ er en
smuk Engplante, som lejlighedsvis og gærne med fyldte Blomster
finder Plads paa Havernes kunstige Klipper, hvor den dog ikke er
egnet til at vække større Opsigt. I Norge findes derimod c. 15
forskellige Saxifraga-Arter, og i Grønland gaar flere Medlemmer
af denne store Slægt saa højt mod Nord, som der overhovedet
træffes Blomsterplanter.
Stenurt, _Sedum_, forholder sig helt anderledes og kan med Rette
fremdrages som den mest udprægede danske Stenhøjsplante-Slægt.
Mindst af Præget har _Sedum maximum_, Sankt Hansurten, oftest at
finde i solaabne Krat, paa Bakkeskrænter, langs Strandbredder
eller nu og da venligt vinkende ned fra gamle, mosgroede
Straatage. Ved at optræde i usædvanlig Mængde og Frodighed paa de
bornholmske Granitklipper giver dog Sankt-Hansurten tydeligt til
Kende, at ogsaa den er af Stenurternes Slægt, selv om den
forstaar at tilpasse sig Lavlandets Natur.
Danske Flora'er, som Raunkiær's og Rostrup's nævner en hel,
lille Række andre Sedum-Arter, men ved nærmere Eftersyn opdager
vi, at de næsten alle opgives som "forvildede". Hverken _album,
mite, rupestre, stellatum_ og flere endnu regner Botanikerne for
virkeligt vildvoksende, deres rette Hjem er andetsteds, iøvrigt
ikke langt borte, de vokser saavel i Sverig-Norge som sydpaa i
de mellemeuropæiske Bjærge.
Disse "forvildede" Stenurter bør dog ingenlunde sættes i Klasse
med almindeligt, mere eller mindre ondartet Ukrud, der meget mod
vor Vilje breder sig i Haver og paa Marker. Det er nydelige
Smaaplanter, hvis saftfulde Grønt og fine, gule, hvide eller
rosa fremstraalede Stjærneblomster liver op imellem de døde
Sten, og i Stedet for det mere flove "Stenurt" havde de fortjent
at bevare deres gamle, danske Navn _"Stenpryd"_.
Vi selv--Plantevenner og Blomsterkendere--har udbredt de
fremmede Stenurter, i det, som Rostrup skriver, "Folk har moret
sig med at udsaa Frø af disse Planter", flere af dem bredte sig
ved Selvsaaning "af sig selv", som det hedder og slog,
bogstaveligt, Rod i den danske Flora. Om dem alle gælder, hvad
Rafn's Flora fra Aar 1800 vedføjede om Hvid Stenurt, at "den er
smuk nok til at fortjene en Plads i Haven".
Denne _Hvid Stenurt, Sedum album_, er meget almindelig langs
Strandvejen mellem København og Helsingør, den er her dog neppe
ældre end c. 1850, hvorimod den allerede 1822 er opnoteret fra
et Stendige ved Frederiksdal nær Furesøen. Endnu tidligere er
den bleven set paa Fyn, hvor Rafn har den fra et Stendige tæt ved
Herregaarden Ulriksholm, som altsaa er dens ældste, paaviselige
Findested her i Landet, løvrigt er det usikkert, om Sedum album
som dansk kun er "forvildet"; enkelte Botanikere mener, at den
paa Bornholms Klipper, hvor den findes i Mængde, maa regnes for
ligesaa oprindelig vildvoksende som Granitterrænets øvrige
Planteverden. Paa dette Sted har Menneskehaand knapt udsaaet
den.
Aldeles utvivlsom af dansk Indfødsret er _Bidende Stenurt, Beduin
acre_. Ogsaa den foretrækker Stendiger og Klipper, men selv om
hvert Stengærde forsvandt, vilde _"Bladeløs"_, som den kaldes i
ældre dansk, ikke være aftaget videre i Antal. Den føler sig som
hjemme paa sandede Marker og Bakker, og E. Warming nævner den som
en af de 20 Blomsterplanter, der udgør de vestjydske Havklitters
første, fattige Flora. Aaret rundt ses dens Skudender stikke opad
Sandet næsten som smaa, mørkerøde Hoveder, og hen paa Sommeren er
dens blomstrende, guldskinnende Tuer meget iøjnefaldende i det
hvide Sand.
Ligesom sine Frænder holder Bidende Stenurt sig langtfra altid
Salmistens Paabud om at søge de nedrige Steder efterrettelig,
den stræber tværtimod efter at naa op i Højheden, selv om den
der kun kommer til at ligge paa Straa. Hvor den fæster Rod paa
Straatagene, kan Sankt Hansurten slaa Følge, og lejlighedsvis
træffer de ogsaa et tredje Medlem af just ikke samme Slægt,
Sedum, men dog tilhørende en fælles Familie, _de Tyk-bladede_ paa
Latin kaldet _Crassulaceae_. Denne Nummer tre røber alene ved
Navnet _Tagløg_ sit vanlige Voksested.
Slægten Tagløg eller Husløg, _Sempervivum_, opføres i Kataloger
over Stenhøjsplanter med 30 eller endnu flere, forskellige Arter,
hvoraf de fleste udenfor Blomstringstiden ligner hverandre
skuffende. Hovedparten stammer fra Europas og Asiens Bjærge og er
saa at sige af Naturen bestemte til Plantning paa Havernes
kunstige Klipper. Middelhavslandenes Flora tæller adskillige
Sempervivum-Arter, hvoraf enkelte ligner den store Napoleon i at
have overskredet Alperne, ganske vist ad den modsatte Vej, fra
Syd mod Nord. Men kun en eneste er naaet helt op til Danmark, ja
længere endda, lige til Norge, og da den heroppe er uden nære
Slægtninge, kaldes Arten, _Sempervivum tectorum_, ligefremt
_Tagløg_, uden noget Tillægsord.
Med denne Plantes Indvandring hos os har det sin egen
Sammenhæng, der ikke er uden historisk Interesse.
I sin Hjemstavn, Sydeuropas Alper, er tectorum i Lighed med
andre Tagløg-Arter en udpræget Klippeplante. Langt tilbage i
Oldtiden var den kendt af Hvermand, og man brugte de tykke,
saftige Bladrosetter, der overskaarne ligesom Saftplanters Blade
i det Hele var et udmærket Husraad, et kølende, lægende Middel
mod Brandsaar, Bylder ja selv mod Ligtorne. For at have
Semperviven, den stedselevende, som Plantekendere kaldte den, nær
ved Haanden, indplantedes den i Urtepotter eller plantedes frit
ud paa Tagene, som den Gang neppe var straatækte, men snarere
græstørvklædte.
[Illustration: Stenhøjsparti at store Klippesten rigeligt
beplantet med forholdsvis faa Arter.]
Folketroen drager imidlertid Slutninger paa sin egen Maade og
gik ud fra, at denne gode Urt, der saa fortrinligt slukte
Branden, der rasede i vort eget Kød, ogsaa var skikket til at
værne mod Ilden fraoven, mod Himlens Lyn. Derfor satte man
Husløget til at være Lynafleder paa Menneskers Boliger og Kvægets
Stalde, og af samme Grund indviedes Planten til den gamle
Tordengud, Romernes Jupiter, hvilket fik sit ydre Udtryk i det
folkelige Navn _Barba Jovis_, Jupiters Skæg, som de ældste
Oldtidsforfattere kalder den.
Troen paa Tagløgets undergørende Kraft bredte sig stadigt længer
mod Nord, og fjernt fra dens Hjem plantede man Sempervivum paa
Tagene.
Med al sin Agtelse for Oldtidens nedarvede Visdom levede
Middelalderen videre paa den klassiske Tro paa Tagløget som
Lynamulet, hvad der var saa meget mere rørende, som selve Himlen
utvivlsomt ofte har givet sig til Kende, at den ingenlunde var
ligesaa stærk i Troen, men uærbødigt kunde lade sine Lynstraaler
splintre de skrøbelige Tage, selv om de var nok saa fyldte med
Jupiters Skæg. Dette Navn bevaredes i Munkelatinen, men ulærde
Germaner ombyttede den romerske Tordenguds Navn med et mere
hjemligt og kaldte Planten Donars Bart, Tors Skæg, der senere i
gængs Tale forvanskedes til Donnerbart eller Donnerkraut.
Et mærkeligt Vidnesbyrd om Tordenurtens store Ry er bevaret i de
saakaldte Kapitularier, Forordninger, som Kejser Karl den store
c. 812 lod affatte vedrørende Driften af Krongodserne. Heri
findes en Liste over de Køkken- og Krydderurter samt Frugttræer,
som Kejseren ønskede skulde dyrkes. Sidst af Urtehavens ialt 72
Arter nævnes Barba Jovis, i Oversættelse lyder Stedet saaledes:
"Gartneren skal have Tagløg paa sit Hus."
Den første danske Plantebog, _Simon Paullis Flora danica_,
udgivet 1648, skriver følgende om Husløget eller Sankt
Hans-Løget, som tectorum her kaldes: "Denne Urt voxer her i disse
Lande saare mangfoldigen paa Landsbyen. Thi den tidt ikke
alleniste groer nedre paa Taget, men endda øverst paa Ryg-Aasen
...." 40 Aar senere meddeler _Kyllings Viridarium Danium_, den
første Fortegnelse over alle den Gang kendte danske
Blomsterplanter kort men godt, om Tagløgets Forekomst: "Paa
Tagene mange Steder".
Dette passer nu ikke længer saa ganske. Tagløget er ved at blive
en Sjældenhed og maa siges at falde som Offer for flere
sammenstødende Omstændigheder. Ingen har mere Tiltro til det som
Lynafleder og Brandskader læges paa anden Vis end ved Saftblade,
ligesom Straatagene lader vel tarvelige selv til
Husmandshjemmene og derfor langt fra er saa raadende som i vore
Bedsteforældres Tid. Tilpasse sig mere nutidssvarende Taganlæg
kan Husløget ikke, og saaledes staar den før saa udbredte Plante
i Fare for at blive husvild. Ligesom sin gamle Nabo Storken hører
den til det Danmark, som forsvinder.
Priset være da Havernes Stenhøje og kunstige Klipper, hvor
Stenurter og Husløg kan dyrkes fra Slægt til Slægt. Selv en
mindre Samling Stenhøjsplanter indeholder gærne en eller flere
Sempervivum-Arter. Har man frit Valg, bør man sikkert foretrække
tectorum fremfor nogen anden. Som et mangehundredaarig Medlem af
Danmarks Planteverden fortjener den alene i Kraft af sin
minderige Fortid at sættes øverst paa Listen.
Straatagenes Forsvinden er til at bære, men at ogsaa vore
Stengærder er i stærk Aftagen, maa ærgre den vildvoksende Floras
Venner. De hegnede i fordums Dage næsten hver Marklod, hvert
Krat og mange Haver, men regnes i vor Tid nærmest for Ødselhed.
Hvormange samfundsnyttige Skærver kan saadan et Dige af lutter
store Kampesten ikke give Stof til! Man river Stengærderne ned,
og hvad plejer der at komme i Stedet? Hæsligt, ondskabsfuldt,
næsten modbydeligt Pigtraadshegn.
Faa Steder er eller var Botanikerne kærere end Stendiger. Der er
fredhellige Arnesteder, hvor mange forskellige Arter kappes om
Pladsen, og man næsten altid finder Planter, som ellers ikke
vokser i Omegnen. Her er Sjældenhederne værnede mod Leens,
Plovens eller Spadens Ødelæggelsesværk. Jordens tiltagende
Opdyrkning griber jo overalt forstyrrende ind i Landets
oprindelige Plante- og Dyreverden.
Navnlig paa Stensætninger om Haver træffes den frodigt voksende
_Linaria Cymbalaria_, paa Dansk kaldet med et skrækkeligt Navn
_Haandlappet Torskemund_, ikke helt sjældent. Ogsaa den hører til
de "forvildede" og er endda kommen ret sent her til Landet.
Hornemans "Plantelære" fra c. 1820 nævner den som tilsyneladende
vildvoksende kun fra et enkelt Sted i det daværende Danmark,
Muren om Gottorp Slotspark. Rostrup forbigaar den helt i sin
Flora's første Udgave 1860, i de senere omtales Cymbalaria som
forvildet hist og her, og den er aabenbart, modsat Tagløget, i
Tiltagende herhjemme. Italien nævnes som dens egentlige Hjem, og
Romafarere kender den fra den evige Stads Ruiner, som den klæder
med sin tætte, grønne Kappe. Paa Stenhøje, hvor Cymbalarien skal
vokse jævnsides andre, breder den sig oftest alt for voldsomt,
kryber vidt og bredt til alle Sider og er ikke til at blive af
med, selv om man gerne vilde. Hvor den har Plads nok til
Raadighed gør den god Fyldest, er udmærket til Stengrotter og
Mure, hvorimod den bør fraraades paa egentlige Stenhøje. Som
smuk Ampelplante er Linaria Cymbalaria velkendt under Navn af
_"Huslig Lykke_".
Udenfor Blomsterplanternes Række maa Flertallet af danske
_Bregner_ fremhæves som Stenhøjsplanter i dobbelt Betydning. De
træffes i fri Natur ofte paa Stendiger og Klipper og egner sig
som dyrkede fortrinligt til at plantes paa tilsvarende Steder.
_Engelsød, Polypodium vulgare_, er vor almindeligste
Stengærde-Bregne, men dog langt mindre bunden til Sten og Klipper
end mangen anden Bregne, hvoraf de smaa, henrivende
_Radeløv-Arter_, Slægten _Asplenium_, hører til de Planter, som
allermest er ramte af Menneskenes skaanselløse Fremfærd mod deres
foretrukne Voksepladser. Vore fire Radeløvbregner er alle sjældne
og bliver det stadigt mere. _Nordisk Radeløv_, som endnu for
30-40 Aar siden stod opført fra ikke faa Steder rundtom i Landet,
hovedsagelig paa Stengærder, har disses Aftagen næsten bragt til
fuldstændig Forsvinden. Kun Bornholms Granitklipper skylder vi,
at saavel Radeløv-Arterne som andre stenelskende Planter endnu
synes at have en lang Fremtid for sig som Medlemmer af den danske
Flora, og i særdeles Grad er vor Klippeø et Paradis for alle
danske Bregner.
Selvfølgelig kunde der endnu fremdrages en lang Række
vildvoksende Planter, som der var Grund til at skænke Plads paa
Havestenhøjen. Da de i den fri Natur ikke særligt søger stenede
Voksesteder, foreligger næppe Grund til at skænke dem Omtale som
danske Stenhøjsplanter. Vi maa indrømme i den Forstand
Overskriftens Ordlyd er taget, falder Udbyttet temmeligt magert.
Som vort Land nu en Gang er indrettet, kunde det ikke blive
anderledes. Og helt uden Interesse er Beretningen om vore
hjemlige beskedne Alpeplanter dog forhaabentlig ikke.
[Illustration: Lille nordamerikansk Vandhave med stor
Plantesamling. Cementkanten burde skjuls; men Ejeren vil nødig
undvære den under sit Arbejde i Bassinet.]
[Illustration: Fig. 53. Iris Kæmpferi eller lævigata i
Knuthenborg Park.]
UDVALG AF VAND- OG MOSEPLANTER
(Ved _Axel Lange_).
Nedenstaaende Udvalg er foretaget under Hensyntagen til, hvad en
dansk Amatør kunde tænkes at komme til at beskæftige sig med.
Medens der saaledes er nævnt et forholdsvis stort Antal Arter,
er Tallet paa Have-Varieteter forsætligt bragt ned, idet
saadanne let kan findes i Handelsgartner-Kataloger.
_Acorus calamus, "Kalmus"_, er en meterhøj Plante med en Mængde
ubetydelige Blomster i en lang, tæt Kolbe. Bladene brede,
græslignende. Rodstokken er meget aromatisk. Der findes en
brogetbladet Varietet. Mosehuller og Søbredder paa lavt Vand.
_A. gramineus_ fra Japan og dens Varietet _fol. var_. med brogede
Blade, er lave, tueformede Planter med græslignende Blade. De kan
anvendes som Indfatning om Mosebede.
_Aira cæspitosa, "Mose-Bunke"_, 1 m høj. Et her i Landet
almindelig udbredt Græs, som vokser i tætte Tuer. I dyrket
Tilstand bliver Tuerne meget store og fyldige. Smaa-Aksene i den
rigtforgrenede Stand er violetbrune. En Varietet med blege eller
gyldne Smaa-Aks: _pallida_ er overordentlig smuk og maa anbefales
i meget høj Grad. Mosebed.
_Alisma plantago, "Skeblad"_. Indtil meterhøj Plante med ret
store, æg-hjærteformede Blade og smaa hvide Blomster i en stor
Top. Mosehuller eller Sø paa lavt Vand.
_Allium senescens_. Europa. 35 cm høj. Bladene er lange,
linieformede; Blomsterskaftet noget sammentrykt med en tæt Skærm
af matlilla Blomster. Mosebed. Juni.
_Apogoneton distachyum_ fra S. Afrika, kan om Sommeren dyrkes ude
i smaa, lune Vandhuller, men maa om Vinteren holdes i Koldhus.
Bladene har lang Stilk og flydende Plade. Blomsterne hvide, af
stærk, ejendommelig Duft, samlede i en mærkelig tokløftet
Blomsterstand.
_Astilbe_. Denne Slægt, som slutter sig nær til _Spiræa_, rummer
en Mængde prægtige Arter og Hybrider. Bladene er gærne flere
Gange fjersnitdelte. Blomsterne er smaa, men meget talrige,
samlede i store Stande. De formeres let ved Deling. Egner sig
særlig til Plantning paa Mosebede, ved Vandløb eller omkring
Springvandsbassiner. Halvskygge.
Af Arter kan nævnes: _A. Davidi_. 1,5 m. Bladafsnittene
ægformede, grovt savtakkede. Blomsterne lyskarmin i en meget
langstrakt, smal topformet Stand. August. _A. grandis_. 1 m.
Bladafsnittene ægformede, skarpt savtakkede. Blomsterne
gullighvide i langstrakt Top. August. _A. japonica (Hoteja
japonica_). Bladafsnittene elliptisk-lancetformede, blanke.
Blomsterne hvide i pyramideformet Top. Juni. _A. rivularis_,
Himalaya. 1-1,5 m. Bladafsnittene store, ægformet-elliptiske.
Blomsterne gullighvide. Juni.
Af smukke Hybrider kan anføres: _A. Arendsii, "Kriemhilde",
"Lachskönigin", Rubella, "Queen Alexandra", "Gerbe de neige"_.
løvrigt henvises til rige Udvalg i Handelsgartnerkatalogerne.
_Avena elatior, "Draphavre"_. Af dette almindelige, vildtvoksende
Græs findes en smuk hvidbroget Varietet, som er lavere og tættere
af Vækst end Hovedarten. Formeres let ved Deling og egner sig til
Indfatning omkring Mosebede.
_Batrachium aquatile, fluitans_ og _circinata_ o. a. Arter.
Vandplanter med Undervandsblade, der er mangedelte med
traadformede eller børsteformede Afsnit, de to førstnævnte Arter
har ofte tillige Flydeblade. Blomsterne hvide. Plantes i
Smaasøer eller Vandhuller og breder sig let, saa at de i
Blomstringstiden kan danne ligesom et helt hvidt Tæppe over
Vandfladen.
[Illustration: Fig. 54. Butomus umbellatus. (Disse og følgende
6 Billeder efter "Nordens Flora").]
[Illustration: Fig. 55. Calla palustris.].
_Butomus umbellatus, "Brudelys"_. En af vore smukkeste, hjemlige
Planter. Dens Blade er lange, linieformede. Blomsterskaftet, som
bliver meterhøjt, bærer en Skærm af langstilkede, lysrøde
Blomster. Plantes paa lavt Vand i Søen mellem Dunhammere og andre
vilde Planter eller i smaa Vandhuller i Mosebedet. Juni-Juli.
_Calla palustris, "Kær-Mysse"_. Bladene friskgrønne, blanke,
hjærteformede; Blomsterne samlede i Kolbe med et stort
Hylsterblad, som udvendig er grønt og indvendig hvidt; efter
Blomsterne udvikles Bærrene, der tilsidst bliver røde. Trives
bedst i Halvskygge paa dyndet Bund og lavt Vand; i Sol bliver
Bladene mindre og blegere grønne. Ca. 1/4 m høj. Juni-Juli.
_Caltha alpina_ er næppe mere end en Varietet af _C. palustris_;
den er større end denne.
_C. leptosepala_ fra Nord Amerika er ca. 30 cm høj. Bladene
æg-ovale med hjærteformet Basis, Blomsterne med 7-10 gullighvide
Bægerblade. Plantes i fugtigt Mosebed.
_C. palustris, "Eng-Kabeleje"_. Denne almindelige Plante fra vore
Enge har hjærteformet-nyreformede, blanke, mørkegrønne Blade og
æg-gule Blomster. Fortrinlig til Plantning langs Vandløb gennem
Mosebedet. Det er en Plante, der varierer betydeligt m. H. t.
Bladenes Størrelse, Form og Blankhed, saavelsom i Blomsternes
Størrelse og Rigdom, ogsaa af de fyldblomstrede: _fl. pl._, som
blomstrer længere end de enkelte, findes flere Typer.
_Cardamine pratensis, "Engkarse"_ med blegt lillarosa Blomster og
navnlig dens Varietet. _fl. pl_. med større og stærkt fyldte
Blomster er en god lille Plante til Mosebed.
_Carex, "Star"_. Mange af de danske Arter er meget dekorative og
kan anvendes til Indplantning i Mosebede eller ved Søbredder. De
her anførte er blandt de bedste.
_Carex acutiformis_ og dens Varietet _fol. var_. med hvidstribede
Blade plantes ved Søbred eller paa lavt Vand.
_C. pseudocyperus_. Smuk, gulgrøn Art med hængende Aks. Vokser
gærne i Tørvegrave lige over Vandspejlet, plantes derfor bedst
paa Randen af Mosehuller.
_C. riparia. _1 m høj. Aksene tykke, brune og blanke. Af denne
Art findes en brogetblandet Varietet: _fol. var_. Plantes i
Mosehuller paa lavt Vand.
Af Star-Arter fra fremmede Lande kan nævnes: