i, er gunstigt for deres Trivsel, og at man ved tilberedningen
deraf har de forskellige Planters Tarv for Øje. Som Regel vil
den Muldjord, der findes paa Stedet, og som man har afgravet og
samlet, inden Omformningen af Terrænet paabegyndtes, ikke kunne
bruges i ublandet Stand, men det hyppigste vil vel ogsaa være,
at man af økonomiske Hensyn maa bruge en Del af denne Jord til
Indblanding i andet Materiale. For at kunne tilvejebringe gode
Jordblandinger anskaffer man sig et Oplag af følgende Jordarter:
Lyngjord, Mosejord--ogsaa Tørvestrøelse kan eventuelt
anvendes--Bladjord og, hvis den oprindelige Muldjord er let, da
tillige Græstørvejord fra svær Jord. Endvidere Grus, fint knuste
Kalksten eller Murgrus og fine Granitskærver. Visse Planter er
mere kalkfordrende end andre, ja nogle Forfattere hævder, at
Planterne kan deles i kalkfordrende og kalkflyende Arter, og at
der endog ofte til visse kalkyndende Planter svarer andre
nærstaaende Arter, som er kalkflyende; i Naturen skulde disse to
Slags Planter som Følge af deres særlige Krav til Jordbunden
aldrig forekomme blandede, men al Tid hver Gruppe paa sin
Lokalitet. Saaledes angiver _Robinson_, der har en Liste paa c.
70 Kalk-Planter og nogle flere Granit-Planter, at _Rhododendron
hirsutum, Daphne eneorum_ og _Pulsatilla alpina_ vokser paa
Kalkbjerge, medens _Rhododendron ferrugineum. Daphne striatum og
Pulsatilla sulphurea_ vokser paa Granitunderlag. Selv om dette nu
ikke skal tages saa alvorligt, at man altid kan betragte Kalk som
Gift for Planter fra Granitbjærge, saa kan man dog ikke se helt
bort fra denne Forskellighed hos Planterne, og enhver Oplysning
om Planternes naturlige Voksested er af Betydning for
Stenhøjs-dyrkerne. Hvis man til sin Stenhøjs Opbygning har brugt
saavel Granit som Kalksten, gør man derfor vel i ogsaa at
tilberede Jorden forskelligt paa de to Steder, saa at man ikke
blander Kalkelementer i den Jord, som lægges paa Granitafdelingen,
medens man giver en rigelig Tilsætning af dette Materiale paa den
Afdeling, der er bygget af Kalksten. Ved man intet om Planternes
Krav i saa Henseende, kan man jo prøve sig frem, plante enkelte
Individer paa hver sin Afdeling og se til, hvor Planterne udvikler
sig bedst. Sandsynligst er det dog, at Jordbundens rette fysiske
Beskaffenhed er mindst ligesaa vigtig som dens kemiske. Med andre
Ord, at der for Planternes Trivsel maa tages fuldt saa meget Hensyn
til, at de faar en Jord, som er passende gennemtrængelig for
Rødderne og af en passende Fugtighedsgrad for de paagældende
Planter som til, at Jorden indeholder saa og saa mange Procent Kalk.
Til Paafyldning i Revnerne og de større Mellemrum paa
Stensamlingerne samt til Jordlaget paa Stenskredene bruges en
let Jord bestaaende af Mosejord blandet med lidt af den
oprindelige Muld samt Grus og fine Granitskærver. Til
Smaalavninger, hvor Engplanterne skal vokse, bruges Mosejord
blandet med lidt Grus og en Del af den oprindelige Muldjord, til
Kløfterne benyttes en lignende Blanding, og i disses nedre Dele,
i Bunden af skyggede Grotter samt paa andre Partier, hvor man vil
dyrke Skovplanter, tilsættes yderligere Bøgebladjord.
Lyngpartierne faar grusblandet Lyngjord; har man ikke Adgang til
at skaffe denne Jordart, maa man anvende Jord fra Lyngmoser med
en Indblanding af lidt rigeligere Grus. 1 Kalkafdelingerne
tilsættes, som nævnt en Del knust Kalksten eller Murgrus.
_Stenhøjens Tilplantning_.
For at kunne tilplante en Stenhøj tilfredsstillende maa man
kende noget til de Planter, man vil dyrke. Vel kan man læse
sig en Del til, men bedre Kundskab om Arterne vil man dog
erhverve sig ved at studere andre Stenhøjsanlæg. Her kan man gøre
mange Iagttagelser, se de Fejlgreb, der er bleven begaaede, og
derefter vare sig for at gøre de samme Fejl om igen, man vil
kunne se de gode Resultater, som er opnaaede, og søge at
efterligne de Kaar, den og den Plante her er lykkedes under. Ja,
man kan jo endog faa Lejlighed til at kritisere de rosende
Udtalelser, som Bøger og Kataloger, Gartnere eller ens Venner
har fremført om denne eller hin Plante, og se, om det virkelig
passer, at denne "ikke bør savnes paa nogen Stenhøj" eller hin
"er af glimrende Virkning plantet i store Masser". Smagen er jo
saa forskellig, at man aldrig er sikker paa om det, andre roser
som noget særlig godt, netop vil falde i ens egen Smag. Man maa
forøvrigt heller ikke vente al Tid at opnaa samme Resultat, som
man ser naaet andet Steds, de lokale Forhold har ofte meget stor
Indflydelse; men mislykkedes nogle Arter, kan man til Gengæld
glæde sig til, at andre maaske netop vil lykkes bedre paa den
Stenhøj, man selv har anlagt, end paa dem, man har lagt til
Grund for sine Forstudier. Her kan saaledes nævnes, at _Max
Kolb_ ved Beskrivelsen af _Hutchinsia alpina_ skriver: "Saa
almindelig (i Bjærgene) denne Plante end er, saa lykkes den ofte
ikke godt og gaar gærne til Grunde", medens den i Botanisk Have
i København regnes for at være en af de villigste; og om
_Polygonum vaccinifolium_, der sidstnævnte Sted nærmest maa
kaldes lunefuld og absolut maa have en god Plads, siger
_Robinson_, at "den formeres let ved Deling og Stikning, trives i
almindelig Havejord og passer til Skrænterne og de mindre vigtige
Steder paa Stenhøjen."
Vigtigt er det ogsaa ved disse Studier paa andre Stenhøje at
lægge Mærke til, _hvor_ den eller den Plante "gør sig" bedst, om
den udvikler sig bedst til sin Fordel klemt inde mellem Sten i en
vandret eller lodret Revne, eller om den ser bedst ud imellem
løse Smaasten, om den trives bedre i et lille Engparti end i en
Kløft, og om den syner bedst betragtet fra oven eller fra neden,
Man maa gøre Iagttagelser angaaende Planternes Krav til
Vokse-Areal, om det er Planter, der breder sig raskt eller om den
aarlige Tilvækst kun er ringe.
Til Plantningen bruges helst smaa Planter. Disse vokser lettest.
Synes de Blokke, man har indkøbt, at være for store, maa man se
efter, om det er en Art, som let lader sig dele, og er dette
Tilfældet, bør man straks partere den, man har da ikke alene
flere Chancer for én, at Planten skal vokse, men tillige faar man
i samme Køb et større Stykke af sin Stenhøj tilplantet. Af
Plante-Arter, som ikke taaler Deling, maa man vogte sig for at
faa store Individer. Nogle Planter har lange piskformede eller
dog svagt forgrenede Rødder (mange Bælgplanter). Disse Planter
lader sig ikke dele; de kan tillige være vanskelige at plante,
da Rødderne paa Grund af deres Længde kræver et dybt Plantehul;
en Indkortning eller Sammenbukning af Rødderne er ikke heldig,
taales i mange Tilfælde slet ikke af Planten. Derimod kan alle
Planter med tæt og rigt forgrenet Rodnet godt taale
Rodbeskæring, og denne Indstudsning bør foretages, da
Plantningen foregaar lettere, naar Rodmassen er mindre.
Stenhøjsplanter maa plantes med megen Omhu, navnlig gælder det
om at trykke Jorden godt omkring Planten, saa at Rødderne straks
omsluttes fast af Jord og Smaasten. Ved Omtalen af Stenenes
Anbringelse er det nævnt, at Jorden skal pakkes ind i alle
Hulheder og Revner. Ved Plantningen gælder samme Regel, man maa
hele Tiden passe paa, at Jorden, som man fylder ned om Rødderne,
baade ligger fast til disse og til Stenvæggene. Tilplantning af
Grottevægge og Klippeblokke er den vanskeligste. Revnerne er
ofte ganske smalle, saa at det er et stort Taalmodighedsarbejde
at faa Jorden fyldt ind omkring Rødderne; som nævnt skal der
gærne være Smaasten i Jordblandingen, disse Smaasten kommer let i
Klemme og hæmmer den videre Paafyldning af Jorden. Og volder de
vandrette Revner Bryderier, er de lodrette endnu vanskeligere at
beplante, Thi her mangler det faste Underlag, som man dog har ved
de vandrette Revner. Man maa derfor ved Tilplantningen af disse
lodrette Spalter klemme Sten ind deri, som kan tjene som
Hvilepunkt for Planten, man vil anbringe, og for yderligere at
gøre et saadant Sted til et fast Støttepunkt, kan man fæstne den
indsatte Stenkile med Cement. For at gøre Cementen saa lidet
synlig som muligt, knuser man noget af den Stenart, man har
bygget med, til meget fine Skærver og trykker en Del af disse
ind i den endnu fugtige Cement.
[Illustration: Fig. 51. Parti af Botanisk Haves Stenhøje.]
Man maa vel vogte sig for at faa sin Stenhøj for regelmæssigt
tilplantet. Uregelmæssighed og Uensartethed er jo allerede givet
eller tilstræbt i selve Konstruktionen, der vilde da ingen
Mening være i at udviske dette ved en altfor regelmæssig og
ensartet Tilplantning. Det gælder jo først og fremmest at give
Planterne de bedste Vækstbetingelser, men tillige maa man jo give
dem den bedste Baggrund og tage Hensyn til de enkelte Arters
Voksemaade. Pudeplanter skal ikke plantes tæt og i store Klynger,
de skal ses enkeltvis eller faa sammen, saa at den enkelte lille
Plante viser sig. Rosetplanter og visse Pudeplanter tager sig
bedst ud mellem Sten og plantes derfor i store Klippeblokke.
Tæppeplanterne sættes sammen i større Mængde og især paa store
Flader, de gør sig jo netop paa denne Maade; er det Arter, som
hurtigt breder sig, kan Arealet, der skal indtages af en eller
anden Art, dog godt beplantes spredt, men al Tid uregelmæssigt;
sæt ikke Planterne i Rader og Geledder som i en Køkkenhave!
Forøvrigt kan Tæppeplanter ogsaa være af ypperlig Virkning, naar
de er plantede over en lille Stenknold; Planterne vil da
efterhaanden brede sig over hele Knolden og dække den, saa at kun
en enkelt Stenspids træder frem af det grønne. Straks efter at
man har beplantet en Klippeblok, en Top eller en Flade, belægges
den fri Jord mellem Planterne med fine og grove Skærver. Disse
tjener dels til at holde paa Jorden, at den ikke saa let skyller
bort, dels bidrager de til at holde paa Jordens Fugtighed. I
Stenskredene maa dette øvre Lag af løse Sten være noget
rigeligere end andre Steder paa Anlægget, og man bruger her
helst Stenflager eller sørger for at idet mindste en Del af
Stenene har denne Form. I Engpartierne og Kløfterne saavelsom i
Bunden af Grotterne anvendes en Belægning med Skærver kun i ringe
Grad eller slet ikke, men for at lette Færdslen for den, der
passer Stenhøjen, maa der her og der ligge nogle større, flade
Sten til at træde paa. Er Stenpartiet stort anlagt, kan man endda
enkelte Steder føre en Gang over et Engparti eller over en
bredere Kløft ved at lægge et Par Rækker af store, flade Sten,
hellere maa man lade en slidt end en nylig brudt Flade vende
opefter.
Man bør gøre sig det til Regel først at tilplante
Stenhøjsspidserne, Smaatoppene og Blokkene, dernæst Skrænterne og
Lavningerne. Vanding af det plantede sker umiddelbart eller kort
efter Tilplantningen, bortskylles derved Jord og Smaasten, maa
man fylde lidt efter. Er Vejret tørt, vandes i den første Tid
dagligt, indtil Planterne har taget godt fat.
Omplantning af Stenhøjen maa af og til finde Sted. Denne
foretages bedst partielt, saaledes at man hvert eller hvertandet
Aar tager en Del af Anlægget under Behandling. Det synes
navnlig, at de Planter, der her er betegnede som
Pude-Tæppeplanter, ynder eller tiltrænger Omplantning, for at de
skal se friske og livskraftige ud. Herunder kommer især de
almindelige fintløvede _Saxifraga_-Arter, _Aubrietia_,
forskellige _Arabis_ og mange andre. Forsømmes Omplantning bliver
disse Tæppeplanter tynde eller visne i Midten og holder sig kun
friske i Udkanten. Men det er ligefrem forbløffende at se, hvor
hurtigt nyomplantede Planter tager fat i den friske Jord, og hvor
sunde og yppige de ser ud blot en Maanedstid efter Plantningen.
Andre Tæppeplanter opfører sig ikke som de ovennævnte, men
vedbliver at være friske helt igennem; dette er navnlig træagtige
Arter som _Salix retusa_; er Omplantningen af en saadan Plante,
der er godt i Vækst, ikke paatrængende nødvendig--for Eks. paa
Grund af en _Omlægning_ af Stenhøjen,--bør man ved Omplantningen
gaa uden om den. Ligeledes vil Stenhøjens Smaabuske som Regel
ikke behøve Omplantning, men maaske af og til Fornyelse, hvis de
er bleven for store i Forhold til Omgivelserne, Det er da især
Planterne paa Skraaningerne, i Lavningerne og paa de mindre
Stensamlinger, som bør omplantes. De store Stenblokke bør helst
lades urørte saa længe som muligt, fordi Tilplantningen af disse
er noget omstændelig, men ogsaa fordi en stor Pudeplante eller
Rosetplante, som er vokset rigtig fast til Stenene, ikke taaler
Omplantning, eller i alt Fald lider meget derved. En partiel
Omplantning kan dog her ogsaa være nødvendig. Her tænkes paa de
Fornyelser, som bliver nødvendige ved at nogle Planter
_(Saxifraga mutata, Saxifraga longifolia, Carlina acanthifolia_
o. a.) dør efter Blomstringen. Allerede ved første Plantning maa
man have disse Planters kortvarige Liv i Minde, saa at man sætter
dem paa Steder i Klippeblokken, hvor Omplantning bliver
forholdsvis let.
_Morænebede_.
Det er før anført, at visse Alpeplanter er meget vanskelige at
dyrke; dette gælder da navnlig Arterne fra de højeste Fjældtoppe
og dem, som vokser paa Morænerne. Det ligger da nær at formode,
at man, saafremt man kunde efterligne de ejendommelige
klimatiske Kaar og Jordbundsforhold, som de lever under, vilde
kunne faa dem til at lykkes i Kultur. Det gælder altsaa at skaffe
Planterne en Jordbund af muldfattig Beskaffenhed, rigelig
Tilførsel af koldt Vand om Sommeren og temmelig tør Jordbund om
Vinteren. I England har man da i de senere Aar konstrueret de
saakaldte "Morænebede" til Kultur af disse Planter.
Paa en svagt skraanende Flade graver man en Fordybning godt 1/2
m dyb. Bunden og Siderne beklædes med en Kappe af Cement,
Bassinets øvre Rand skal have samme Fald som den Flade, det er
konstrueret i. Paa det laveste Sted i Bassinets Bund anbringes
inden Støbningen en Flaskehals, som saaledes kan give Afløb for
det Vand, der samler sig i det støbte Bassin. Dette fyldes nu med
Sten, store i Bunden, aftagende opefter, saa at det øverste Lag
bestaar af ganske fine Skærver. Heri anbringes Planterne. I
Flaskehalsen indsættes en Prop udvendig fra. Ved den øvre Rand
af Bassinet lægges et perforeret Rør, som er sat i Forbindelse
med Vandledningen; herfra maa Vandet flyde ganske jævnt hele
Sommeren. Tilløbet maa være stærkere end Fordampningen, saaledes
at der bestandig løber Vand over den nedre Rand af Bassinet. Hen
paa Efteraaret lukkes af for Vandet, og nu uddrages Proppen af
Flaskehalsen, hvorved Bassinet tømmes for Vand, og Stenmassen
bliver ret tør. Selvfølgelig maa Cementrandene skjules ved, at
der lægges større Sten over dem, ligeledes maa man for at bryde
Ensformigheden ved Bedets Overflade henlægge større Sten her og
der. Det Vand, der løber bort fra Morænebedet Sommeren igennem,
bør man lede videre gennem Stenhøjsanlægget, lade det risle
nedover som et mindre Vandløb for at ende i en Eng eller en
Kløft. Om man vil, kan man bygge Morænebedet i 2 Etager som 2
Bassiner, det ene over det andet; det overflødige Vand fra det
øvre løber da ned og befugter det nedre Bed.
_Murhaver_.
Paa gamle Mure--og ikke mindst paa Ruiner--træffer man ofte en
ret yppig Vegetation. Det er saaledes en bekendt Sag, at den
lille Bregne _"Murrude"_ vokser frodigt paa Kronborgs Mure. Ved
første Øjekast ser det mærkeligt ud, at Planterne kan trives
under saadanne Kaar, men tænker man nærmere over Sagen, er det
jo i og for sig ikke mærkeligere, end at Planterne vokser i de
stejle Klippesider, thi Murene er jo mindst ligesaa porøse som
Grundfjældene. Det har endog vist sig, at Planter, som vanskelig
trives paa Stenhøj, lykkes, paa Mure. Det er da intet Under, at
man sine Steder ligefrem har opført Mure udelukkende eller dog
for en Del beregnede paa Beplantning. (Se Figurene 13, 14, 15 og
16.) _Correvon_ omtaler udførligt og roser meget disse Murhaver.
En Mur, som han selv har i sin Have, _"Floraire"_, er 28 m lang,
2,10 m bred og 1,40 m høj, den er bygget af haardtbrændte Sten og
løber i Retning SØ.-NV., den har altsaa sine Flader vendte mod
NØ. og SV., har saaledes en Solside og en Skyggeside, en Fordel
man kan sikre sig, naar man bygger en Mur alene til dette
Formaal; paa en Mur, der forud eksisterer, som er opført med
andet Formaal, og som man faar til Opgave at beplante, vil ofte
kun den ene Side være fri. _Correvon_ giver Fortegnelse over de
Planter, som Aaret igennem blomstrer paa denne Mur, ordnet efter
Blomstringstiden; Listen indeholder flere Hundrede Navne.
Konstruerer man selv sin Mur, har man jo yderligere den Fordel
at kunne give den Indmad d.v.s. en Blanding af Jord, Kalkgrus og
Sten.
_Pottekultur_.
For dem, som har endnu ringere Plads end en Stenhøj fordrer, kan
det være et Substitut at dyrke en Samling Alpeplanter i Potte,
og denne Kulturmetode kan ogsaa være nyttig for dem, der har
Stenhøj, idet de da i de pottedyrkede Individer har en Reserve
at ty til, hvis enkelte Planter skulde gaa ud paa
Stenhøjsanlægget. Man anskaffer sig foruden den almindelige Slags
Potter to andre Slags, et Sæt, der er smallere og dybere, og et,
der er fladere og bredere, i de dybe dyrkes Pudeplanter og i det
hele Planter med dybtgaaende Rødder, de flade forbeholder man
Tæppeplanterne. Man kan her ofre noget mere paa Jordblandingen,
da det er saa ringe Kvanta, der bruges, og man anvender derfor
udelukkende Mosejord, Lyngjord, Græstørvjord, Bladjord, Kalkgrus,
Grus og fine Skærver. Man planter meget fast; i Bunden af Potten
lægges et Lag Potteskaar. Potterne nedgraves paa et Grusbed og
vandes rigeligt Sommeren igennem; Gruset udenfor Potterne holdes
ogsaa stærkt fugtigt, Fordampningen herfra vil bringe Kølighed og
Friskhed til Potteplanterne. Om Vinteren holdes de i dybe Karme,
nedgravede i Grus. Imellem Karmene lægges Kulaske eller lignende
Materiale, som afleder Vandet godt. Karmene dækkes med Vinduer,
naar det er stærkt fugtigt Vejr, men der luftes rigeligt. Bliver
det Frost, lukkes Vinduerne til, og der dækkes med Maatter og
Lemme. Ved indtrædende Tøvejr afdækkes igen.
_Pasningen af Stenhøjen Aaret rundt_.
Naar Aaret lakker mod sin Slutning er det Tid at tænke paa
Stenhøjens Dækning. Enkelte silkehaarede eller filthaarede
Planter, som ikke taaler for megen Væde paa Bladene, vil man med
Fordel kunne beskytte ved Hjælp af et lille Glashus bestaaende
af fire Sideplader med en Overligger, der maa skraane lidt, saa
at Væden kan løbe af den; der maa ogsaa være en Aabning mellem
Siderne og Taget, saa at Luftcirkulation stadig kan finde Sted.
Denne Tildækning kan passende ske, naar Efteraarets bestandig
vaade og graa Dage indfinder sig. Visse kælne Planter kan man
ogsaa beskytte mod Vinterens Vejrlig ved, naar den første Frost
er i Vente, at tildække dem med skarpt Grus. Disse to
Beskyttelsesmaader bliver dog rent lokale. De fleste
Stenhøjsplanter er i deres Hjemstavn dækkede af et lunende
Snelag, som gør, at Jorden ikke fryser i nogen betydelig Dybde;
men her i vort Klima ligger dette naturlige Dække kun rent
undtagelsesvis i et længere Tidsrum. Spørgsmaalet er da, om man
kan skærme sine kære Stenhøjsplanter mod stærk Barfrost, saa at
man paa en Maade erstatter Sneen. Desværre lader dette sig ikke
gøre, i al Fald kun i ringe Grad. Men et Lag af Granris, over
hele Stenhøjen gør dog sin Nytte, det hæmmer i en vis Grad
Udstraalingen og skærmer noget mod de bratte
Temperatursvingninger. Mest Gavn gør Granrisdækket paa
Slutningen af Vinteren, naar Solens Lys og Varme vil lokke
Planterne til en for tidlig Vækst, og ligeledes værner det de
stedsegrønne Planter mod den skarpe Foraarsvind, der let
foraarsager en for stærk Fordampning fra deres Løvværk.
Tildækningen med Granris finder bedst Sted ved Juletid, men
frygter man stærk Frost i den tidligere Del af December, maa man
hellere fremskynde Tildækningen. Kommer der et Snedække, er
Planterne først ret hjulpne.
Vinteren igennem er der intet at gøre ved Stenhøjen. Og dog!
Hvis der indtræder milde Perioder, som tegner til at blive af
nogen Varighed, er det gavnligt at mindske Dækket paa Stenhøjen
her og der, navnlig bør man tænke paa de stedsegrønne urteagtige
Arter som visse _Saxifraga, Hutchinsia_, enkelte _Sedum_.
nogle _Veronica_ o.s.v., thi selv om det er Vinter, er der dog en
vis Grad at Livsvirksomhed til Stede. De bortfjærnede Granris
samles i Bunker for atter at lægges over Planterne, saa snart
Frostvejr indfinder sig.
[Illustration: Fig. 52. Digitalis. Denne Plante kan under store
Forhold anvendes paa en skygget Del af Stenhøjen. Man saar den
paa Stedet.]
Afdækningen om Foraaret maa finde Sted gradvis, og man bør saa
vidt muligt vælge Graavejrsdage til dette Arbejde for ikke at
udsætte Planterne pludseligt for Solens Indvirkning. Men nu
kommer samtidig et af Aarets vigtigste Vedligeholdelsesarbejder.
Frosten har Vinteren igennem, trods Dækning, virket paa Jorden,
den har løftet de smaa Sten, som ligger omkring Planterne, ja
selve Planterne, navnlig dem, der er plantede det foregaaende
Efteraar er hævede op af Jorden, saa at Rødderne er blottede.
Forsømmer man ret længe at faa dette bragt i Orden igen, vil de
løsnede Planter dø af Tørke eller i al Fald svækkes i betydelig
Grad. Derfor skrider man til det Værk, mens der endnu er
rigeligt af Fugtighed til Stede, at trykke Jorden fast igen.
Ofte maa man tage fat paa dette Arbejde, inden man helt har
afdækket Stenpartiet, men man sørger omhyggeligt for, at ingen
Del af Stenhøjen forbigaas. Man fjerner saa Granrisene fra et
mindre Parti, gør dette i Stand og lægger nogle af Granrisene
over igen. I en Kurv eller Kasse fører man lidt frisk Jord med
sig for at kunne fylde efter i de Revner, som maatte være
opstaaede ved Regnskyl Vinteren igennem.
Efterhaanden som Foraaret skrider frem, kan man fra Grotter og
Kløfter bortfjærne Løv, som er føget sammen der, hvis det virker
uskønt eller er hobet op i for store Mængder; ligeledes kan man
afpudse de gamle Bregneblade eller andet Løvværk, man har ladet
sidde for at virke beskyttende Vinteren igennem. Nu bryder det
alle Vegne, og en Stund kan man blot fryde sig over sin Stenhøj,
og hver Dag se en ny Plante udfolde sine Blomster, men snart
kalder Arbejdet igen. Foraarets tørrende Luft gør sin Virkning,
og Vanding bliver nødvendig enkelte Steder. Har man et kunstigt
Kildevæld i sit Stenhøjsanlæg eller et Morænebed, maa der lukkes
op for Vandet. Snart strækker Vanding med Vandkande ikke til,
der maa sprøjtes dagligt, i al Fald naar Vejret er tørt.
Sprøjtningen skal ikke indskrænkes til Planterne alene, Stenene
og Gangene oversprøjtes, de sidste ikke mindst, thi derved
bidrager man til at sprede Friskhed og Kølighed over hele
Anlægget. Vil man have et særlig godt Vandingssystem, kan man
over hele Stenhøjs-partiet lade lægge Vandrør med mange fine
Bruseapparater, hvorfra Vandet kan fordeles støvfint.
Nu har de første af Stenhøjens Foraarsbebudere allerede visne
Blomster, disse maa fjærnes, hvis man da ikke agter at samle Frø
af dem. Efter stærke Regnskyl maa man med Jord og Sten udfylde
de Render, det nedstrømmende Vand har dannet sig, ogsaa Gangene
maa efterses og repareres. Saaledes gaar Sommeren med Afpudsning,
Vanding og Reparationer. Man maa ogsaa stedse gøre sine
Iagttagelser med Hensyn til Planternes Vækst og Udvikling, holde
Øje med dem, som vokser for stærkt for i Tide at kunne hæmme dem
i Væksten; ofte kan Forholdet dog være saadant, at det er
rigtigere at lade den Plante, der føler sig vel paa Stedet og er
ved at blive smuk og kraftig, beholde Pladsen, medens den
svagere maa fjærnes og sættes hen paa en for den gunstigere
Plads. Man maa i det hele mærke sig, hvilke Planter, der synes
at have faaet en uheldig Plads, hvilke der staar for tørt eller
for lyst, for fugtigt eller for skygget, saa at man senere, naar
Omplantningstiden indtræder, kan rette de Fejl, der er begaaede.