berørtes i Indledningen, enhver, der har set dem i Naturen,
bekræfte; og at de ogsaa i Kultur, hvor de kun giver en svag
Afspejling af, hvad de er i Bjærgene, ogsaa har talrige
Beundrere, har de senere Aars Iver for denne Gren af Havebrug
tydelig vist. Foruden deres lave Vækst og forholdsvis store
Blomster, som er nogle af deres mest fremtrædende Egenskaber,
skal her nævnes det Forhold, at saa mange af dem holder Løvet
frisk grønt hele Aaret rundt eller i al Fald en betydelig Del af
Aaret, man kan derfor selv i den døde Tid af Aaret fryde sig
over det friske grønne paa Stenhøjen. De adskiller sig her paa
behagelig Vis fra de fleste Stauder, som Vinteren igennem staar
nøgne eller med halvvissent Løv. Som et yderligere Plus for
Stenhøjsplanterne kan anføres, at deres Lidenhed gør, at et
forholdsvis stort Antal kan dyrkes paa et meget indskrænket
Areal. Angaaende Spørgsmaalet, om de kan dyrkes paa flad Jord,
saa maa dette for nogles Vedkommende besvares med ja, for andres
med nej. _Malby_ udtrykker sig om dette Spørgsmaal saaledes:
"Alpeplanterne kan trives i Bjærgegnene, ikke saa meget fordi de
der givne Kaar er nødvendige for dem, men snarere fordi Klimaet
for de højere voksende Arter er ugunstigt; i den stærke Blæst kan
disse ikke udvikle sig, var denne Hindring ikke til Stede, vilde
de overskygge og knuge de lavere Planter." Det viser sig da
ogsaa, at nogle Arter godt kan trives, naar de overføres til vore
Haver og dyrkes paa flad Jord. Men den største Part vil ikke
vokse under disse Kaar. Det er rimeligvis hovedsagentlig
Jordens fysiske Beskaffenhed, der her ikke passer dem. For
disse maa man saa bygge sine Stenpartier. At der er alpine
Planter, som det selv paa disse Anlæg kan volde Vanskeligheder
at dyrke, er kun en Spore for Havedyrkeren til at gøre sig
yderligere Anstrængelser; men overvindes Vanskelighederne, og man
faar Planterne til at trives og blomstre, da er Glæden derved saa
stor, at alle Besværligheder er glemte, naar Maalet er naaet.
[Illustration: Fig. 48. Stensætning langs en Gang (i Det kgl.
danske Haveselskabs Have) umiddelbart efter Plantningen. Den
samme gang ses paa Fig. 70 i tilvokset Stand.]
_Valg af Plads til Stenhøj og Udformning af Terrænet_.
Er Stenhøjens Plads ikke forud givet, maa man vælge den i den
Del af Haven, som har de gunstigste Terrænforhold, og som
tillige er fri for store Træer, i al Fald bør der ingen Træer
være Syd for Anlægget, da disse vil røve al for meget Lys fra
Stenhøjen. Det er da navnlig Løvtræer med deres overhængende
Grene, som bør undgaas, en enkelt Gran eller Ædelgran, nogle
Juniperus eller Chamæcyparis kan bedre tilstedes, ja kan endog
være af en udmærket Virkning i Anlægget. Dernæst maa man se paa
Jordbundsforholdene og Vandforsyningsforholdene. Jo bedre de
sidste er, des bedre kan man forme sit Stenhøjsanlæg i
storslaaede Former, idet man da stedse er Herre over at holde
det passende fugtigt. Er Forholdene i Haven saaledes, at
Vandtryk mangler, eller kunstig Vanding er vanskelig, bør man
ikke bygge for højt, og da navnlig ikke, hvis Jorden er let, da
man saa risikerer en Udtørring i den varme Sommertid. Er Midlerne
smaa, bør man ligeledes afholde sig fra at bygge højt. Det, man
vil opnaa, er dog i de fleste Tilfælde at faa Planterne udviklede
saa smukt og naturligt som muligt, og det opnaas lige saa godt
paa svagt bevæget som paa stærkt kuperet Terræn. Som gode
naturlige Terrænforhold kan nævnes: Smaahøje og Sænkninger mellem
disse; en Hulvej med Skrænterne ned til denne; nedre Del af en
Bakke; Skrænterne paa begge Sider af et forsænket Vandløb og
Bredderne af en Sø eller en Mergelgrav, I det hele lader en
Stenhøj og et Vandparti eller et Mosebed sig godt forene. Gaar
ens Bestræbelser dog ud paa at have et højt-bygget Anlæg, som jo
ganske vist har den Fordel fremfor et lavere Anlæg, at det virker
mere imponerende paa Beskueren, da bør man hellere hygge paa en
Lerbakke end paa en Sandbakke, da den sidstnævnte, hvor kunstig
Vanding ikke kan iværksættes, som alt nævnt, let vil udtørres.
Har man en Nordskrænt og en Sydskrænt at vælge imellem som
Udgangspunkt for Stenhøjen, da bør man vælge Nordskrænten, hvis
man særlig agter at dyrke Alpeplanter, men derimod Sydskrænten,
hvis man navnlig vil have Planter fra lunere Verdensegne.
Er Stenhøjens Plads i Haven givet paa Forhaand, staar man jo
ikke saa frit som i det først nævnte Tilfælde. Saafremt det er
muligt at bortrydde Træer, som kan virke skyggende eller paa
anden Maade generende, uden derved at skade Havens Udseende, bør
man straks fjærne dem og ikke vente og "se Tiden an". Kan man
ikke borttage Træerne, maa man lave sin Stenhøj saa godt som
muligt og ved Beplantningen stedse tage Hensyn til den uheldige
Beliggenhed d.v.s. plante Bregnearter, Skovanemoner,
Primula-Arter, Cyclamen og andre skygge-taalende Arter. Egentlige
Alpeplanter faar man ikke til at lykkes paa et saadant Sted.
Efter at Stedet for Stenhøjen er fastsat, maa man, inden man
gaar videre, gøre sig klart, hvad man vil ofre paa sin Stenhøj,
ikke alene m.H.t. Konstruktionen, men ogsaa m.H.t. Indkøb af
Planter og den fremtidige Pasning. Det gælder her endnu mere end
for den øvrige Haves Vedkommende, at man ikke skal slaa større
Brød op, end man kan bage. Dette kan ikke noksom fremhæves.
Koster man meget paa Anlæggelsen og Beplantningen og saa iøvrigt
kun kan ofre lidet paa Pasningen, da er de store Udgifter
spildte. En Stenhøj beplantet med sjældne og vanskelige Planter
kræver et stadigt Tilsyn og en aldrig svigtende Interesse fra
Havejerens Side; og et Stenhøjsanlæg, som er bleven forsømt, hvor
sjældne og fine Arter er fortrængte og kun enkelte
kraftigere-voksende endnu kæmper en fortvivlet Kamp med Ukrudtet,
er et sørgeligt Syn.
Ved Udformningen af Terrænet, hvad enten dette nu fra første
Færd af er ganske fladt eller det fra Naturens Haand er gunstigt
formet, gælder det først og fremmest at undgaa Ensformighed og
Ensartethed, det gælder at skabe saa mange forskelligartede
Voksepladser som vel muligt. Endvidere maa man sørge for, at der
intet Sted kan samle sig staaende Fugtighed. Er der en Sø eller
et Vandhul ved Anlægget, bør man derfor sørge for, at mulige
Lavninger paa Stenhøjen, hvor Vand kan samle sig, afdrænes til
Søen, ved Stenfaskiner eller kunstige Bækløb.
Inden Omformningen af Terrænet tager sin Begyndelse, afgraves
den brugbare Muldjord og samles i en Bunke for senere at
anvendes.
Er Udgangspunktet for Stenpartiet en Bakke, Vold eller Høj,
søger man at frembringe en mere uregelmæssig Form, man maa
udviske det kegleformede, kuppelformede eller rygdannede, som
Stedet har fra Naturens Haand. I Stedet for en enkelt Top danner
man flere større eller en enkelt stor og flere mindre Toppe i
forskellig Højde, ligeledes maa man lade Forhøjningen løbe ud i
det flade Terræn paa forskellig Vis, her brat, der mere jævnt, en
Skrænt lader man blive lang uden nogen videre Afbrydelse, en
anden gør man mere uregelmæssig ved at afsætte flere Terrasser;
sine Steder samler man Jorden i længere Kamme eller Rygninger,
Partierne mellem disse Kamme vil faa mer eller mindre udpræget
Kløftform, eftersom Kammene ligger nærmere eller fjærnere fra
hinanden. Grotter lader sig ogsaa let udforme ved Udgravninger
ind i Højen, Volden eller Skrænten. Grotterne gøres dybe og
smalle eller flade og brede i Grundform, altsaa fjordformede
eller bugtformede, om man kan udtrykke sig saaledes. I Bunden af
Grotten bliver der Plads til Dyrkning af fugtighedselskende
Planter; andre Steder paa Terrænet, hvor man vil have Plads til
saadanne, maa man afgrave et betydeligt Lag Jord, som føres hen
paa andre Steder, hvor der skal findes Forhøjninger. Det bliver
naturligvis navnlig i den lavere Del af Partiet, at disse Grotter
og andre Pladser til fugtighedselskende Planter anlægges, men man
kan ogsaa anbringe dem paa mere højtliggende Terræn. I Bunden maa
lægges Dræn af Skærver. Bunden i Grotten behøver iøvrigt ikke at
være i Niveau med Gangen, den kan skraane nedad mod denne,
derimod vil det ikke være heldigt, om Grottens Bund har Fald ind
mod Højen, thi Afdræningen af Grotten vil derved vanskeliggøres.
Der kan ogsaa tænkes Tilfælde, hvor Grottens Bund ligger lavere
end Gangen og fortsættes paa den anden Side i en Kløft, Gangen
maa i saa Fald føres over dette Sted ved en Sten-Bro. Alle
Steder, hvor man tænker sig at plante Arter, som trives i løs og
ret tør Bund, maa man afgrave saa megen Jord, at der kan blive
Plads saavel til et godt Lag Dræn som til et passende Lag
tilberedt Jord.
Er Jordsmonet fladt, maa man give det en mere bølget Form; har
man rigeligt af Skærver, og selve Anlægget ikke er af særlig
stor Udstrækning, kan man med Fordel lægge Dræn af Skærver under
hele Stenpartiet, man vinder derved en Del Jord til Opbygning af
Forhøjninger. Et saadant afdrænet Stenhøjsparti maa vandes noget
rigeligere om Sommeren end et uden Skærveunderlag, til Gengæld
kommer det ikke let til at lide af overvættes Fugtighed om
Vinteren.
Alle Jordflytningsarbejder udføres bedst om Efteraaret. Jorden,
der føres sammen i Bunker, som Grundlag for Klippeblokke eller
Stentoppe maa stampes meget fast, men yderligere bør den ligge
Vinteren over for rigtig at sætte sig. Bygger man nemlig paa
nylig sammenkørt Jord, løber man den Risiko, at den dog--selv
vel sammentrampet--synker yderligere sammen, og det opbyggede
Stenparti kan derved forrykkes paa uheldig Maade.
Har nu Arealet, som er valgt til Stenhøj, ligget et halvt Aars
Tid for at sætte sig, kan man begynde at anbringe Stenene. Der
vil dog ofte først være nogle mindre Ændringer at foretage ved
Jordmassen, fordi denne sine Steder kan være sunket mere, andre
Steder mindre end forventet, ligesom Regnskyl kan have
foraarsaget ikke ønskede Forandringer.
Man maa ogsaa allerede nu sørge for at anlægge Gangene; disse
maa dog ikke komme til at indtage nogen betydelig Part af
Anlægget, navnlig i smaa Stenpartier maa de være beskedne baade i
Antal og Bredde. Da det er heldigt, om Gangene er afdrænede, vil
her eventuelt ogsaa blive Anledning til at afgrave nogen Jord for
at give Plads til Skærveunderlaget. Det vil sine Steder gøre
bedre Virkning, om Gangen former sig som en Trappe, eller at der
dog findes enkelte Trappetrin her og der i en jævnt stigende
Gang; stærkt stigende Gange maa næsten nødvendigvis bygges
trappeformede. Udformning af Gangene i Trappeform bør næppe ske,
før efter at Stenene er bragte paa Plads, da Transport af store
Sten opad Trappe er vanskeligere end ad en skraanende Gang.
Paa de Steder, hvor der ingen Opfyldning har fundet Sted. kan man
naturligvis godt skride til Anbringelsen af Stenene, umiddelbart
efter at Terrænet har faaet den ønskede Form. Ønsker man dog at
udsætte hele Arbejdet med Fordelingen af Stenene, til man kan
gøre det hele samlet, bør man dog ved Udgravningen til Grotterne
foretage den Forsigtighedsforanstaltning ikke at afgrave Væggene
stejlt, men lade dem staa Vinteren igennem med skraa Sider,
derved sikrer man sig mod, at de skrider ned.
[Illustration: Fig. 49. Fra Botanisk Haves Stenparti. En Afsats
paa en skraanende Flade. I Forgrunden ses hvorledes smaa Sten
lægges mellem de større.]
Raader man over kunstige Vandledninger, bør man allerede nu
sørge for at føre Rør hen til forskellige Punkter paa Stenhøjen,
saa at man kan besprøjte denne over det hele. Og er der Raad til,
at man et Sted kan lave en lille rislende Bæk, vil dette i høj
Grad øge Glæden ved Anlægget. Bækkens Bund maa sættes med Ler,
eventuelt med Cement, da Vandet ellers for hurtigt vil forsvinde.
Over Leret eller Cementen man lægge Sten af forskellig Størrelse,
Grus og Sand.
_Anbringelsen af Stenene.--Valg af Materiale_.
Af og til ser man Stenhøje byggede af temmelig flade Sten, som
er stillede paa Kant og er temmelig regelmæssigt ordnede, saa at
der fremkommer en Mængde Smaarum, hvilke man kan kalde "Lommer"
eller "Baase". Dette System har visse Fordele. Hver Plantes
Vokseplads bliver her bestemt afgrænset. Desuden er man Herre
over at lave Jordblandingen forskellig i de forskellige Rum, og
man kan ved at gøre Jordsmonet højere eller lavere i Forhold til
Stenenes Kant og ved at lægge Dræn i Bunden af "Baasene" i større
eller mindre Lag virke hen til at gøre Voksepladserne tørrere
eller fugtigere. Ligeledes afgiver Stenene betydeligt Læ for
Planterne; denne Form egner sig vel derfor bedre til Dyrkning af
kælnere Planter end just til de egentlige Alpeplanter. Men der er
ogsaa visse Ulemper ved denne Konstruktionsmaade, navnlig er det
vanskeligt at bygge Stenhøjen saadan, at den danner et smukt
Hele.
Endnu almindeligere er det at se Stenhøje, hvor Stenene er jævnt
spredte over det hele og er stillede paa Højkant med den
spidseste Ende opefter. Man ser ogsaa tit Stenhøjsbyggernes
Bestræbelser gaa ud paa at samle saa mange mærkeligt formede
Sten, som der er at opdrive: Flintesten, der ligner Dyrehoveder,
Affald fra Glasværker eller fra Teglværker (sammenbrændte
glasserede Mursten i uregelmæssige Former) eller forstenede
Træstammer o.l. Man faar ved Betragtning af saadanne Stenhøje
Indtrykket af, at Stenene og ikke Planterne er den vigtigste Del
af Anlægget. Maaske har saadanne Konstruktioner ogsaa bidraget
sit til sine Steder at bringe Stenhøjene i Miskredit.
Inden man skrider til selve Anbringelsen af Stenene, maa man
ordne det foreliggende Materiale, enten det nu er noget man har
fra en ældre Stenhøj, fra et Stendige, fra Udgravninger paa
Terrænet eller man har indkøbt Alluvialsten eller Materiale fra
Stenbrud.
Al Slags Glasaffald kasseres skaanselsløst. Ej heller kan
Teglstens og Murstens-Materiale finde Anvendelse ved selve
Opbygningen, men det kan, efter at være slaaede til Skærver,
benyttes til Dræn. Flintesten er som Regel heller ikke af større
Værd, men kan ligeledes bruges til Dræn, maaske helst blandede
med Murstensskærver, Kulslagger eller andet stærkt vandsugende
Materiale. Smaa Rullesten bliver ligeledes slaaede til Skærver,
er der rigeligt af Materiale, kan ogsaa disse bruges til Dræn,
men er der sparsomt med Sten, bør de henlægges for senere at
bruges til at lægge ovenpaa Stenhøjen (herom mere senere), de
maa da helst slaas saa flade som muligt, altsaa mere i Flageform
end i Skærveform; de Kalksten, der maatte blive kasserede ved
Opbygningen af Stenhøjen, behandles paa samme Maade.
De Sten, der kan benyttes til at bygge Stenhøjen af, er navnlig:
Granit, Gneis eller anden Urfjældsten, Kalksten og Sandsten. Det
bedste Materiale faar man fra Stenbrud, idet de kantede Sten er
bedst at bygge med, men store Rullesten kan ogsaa efter at være
udkløvede finde god Anvendelse, dog vil de runde Sider, som
nogle af Stykkerne faar, kunne volde visse Vanskeligheder. Man
sorterer Stenene, man har til sin Raadighed, dels efter deres Art
dels efter Farve, og ved Anbringelsen af Stenene paa Højen holder
man hver Sort for sig, det ser nemlig ikke godt ud, naar en
Klippevæg eller Klippeblok er bygget op af Granit blandet med
Porfyr, Sandsten og Kalksten. Store lavbevoksede Rullesten fra
Heder og Overdrev eller Søsten kan ogsaa finde Anvendelse i den
Form, i hvilken de foreligger, man bør derfor ikke udkløve alle
sine Rullesten, men bevare de bedste urørte. _Malby_ anbefaler
til Stenhøjsbygning et kunstigt Konglomerat af Skærver og
Cement, dette bør man dog kun i en stenfattig Egn ty til.
Stenene maa ikke fordeles jævnt over hele Anlægget, men ordnes
mere gruppevis, saa at de sine Steder staar meget tæt, andre
Steder i løsere Grupper og sine Steder meget spredt. Man maa
ogsaa sørge for, at Stenene kommer til at staa (eller ligge)
fast, saa at de ikke forandrer deres Stilling, selv om der bliver
traadt paa dem. En tredie vigtig Regel er, at Stenene maa
anbringes saaledes, at den Fugtighed, der tilflyder Anlægget--
Vandet, som sprøjtes derudover, og Regnen, som falder derpaa--
snarest søger ind mod de indre Dele af Højen og derved naar ned
til Planterødderne; en højere liggende Sten maa derfor ikke
springe ud over en lavere, da Vandet saa vil løbe fra den højere
ned over den lavere liggende uden at befugte Jorden, som findes i
Mellemrummet mellem disse to Sten.
Det er forhen berørt, at det er uheldigt at stille Stenene paa
Enden, det er en ganske unaturlig Stilling. _Farrer_ skriver
saaledes om dette Spørgsmaal: "Og husk altid at sætte Stenene paa
Højen med den brede Flade mod Jorden. Dette er den naturlige
Maade at anbringe dem paa. I Naturen ligger Stenene ned; Moder
Natur lader ikke sine Sten strutte ud i Luften som Piggene paa et
Pindsvin." Der kan dog være Tilfælde, hvor man har Lov til at
sætte Stenene paa Højkant, og det er der, hvor man bygger meget
tæt, de Steder, hvor man søger at efterligne Klippeblokke, men
her kommer den enkelte Sten ikke til at præsentere sig, her rager
den ikke frit ud i Luften, den skal netop kun ses sammen med de
andre som et afsluttet Hele. Ogsaa ved Opbygningen af Grottevægge
kan Afvigelse fra Regelen tilstedes, thi her gælder det jo ogsaa,
at det kun er en enkelt Flade af Stenen, der vender ud imod
Beskueren. Sine Steder kan man ogsaa ved Afgrænsningen mellem
Stenhøjen og Gangene, som fører derigennem, tillade, at en Sten
er sat paa Enden, men som Regel bør disse Sten ligge ned paa
Siden. Man maa forøvrigt vogte sig for, at denne Afgrænsning
kommer til at se for ensformig ud og i det hele undgaa skarp
Afgrænsning, hvor det ikke er nødvendigt. Ved Konstruktion af
Klippeblokke og Grottevægge er Udtrykket Stenhøjsbygning rigtig
paa sin Plads, idet man her faktisk stabler Sten paa Sten og i
givet Tilfælde endog maa gribe til Bindemidler som Cement for at
støtte Konstruktionen.
Ved Opbygning af Grottevægge har man en fast Jordvæg som
Rygstød, denne er, som omtalt under Udformningen af Anlægget,
afgravet skraat eller stejlt, dog bør den ikke være absolut
lodret. Det vil nemlig være heldigt af forskellige Grunde, om
Grottens Bredde bliver noget større foroven end forneden. En
uformodet Forskydning i Jordhøjen vil lettere kunne bæres af en
Stensætning, som har en svag Heldning indefter mod Højen end af
en, som er ganske lodret; tillige bør hver overliggende Sten
springe lidt tilbage for hver underliggende af Hensyn til
Befugtningen af Jordmassen mellem Stenene (s. f. o.). Man gør
ikke Grottens Væg regelmæssigt bueformet, og hvis man har en dyb
og smal Grotte for sig, lader man ikke Væggene blive paralelle,
man giver Væggene et eller flere smaa Fremspring eller en ekstra
Indbugtning. Den nederste Stenrække maa noget skarpere angive
Uregelmæssigheden, da alle Fremspring, eftersom Opbygningen
skrider frem, udviskes noget. Stenene maa sættes meget fast, og
man begynder ikke nogen ny Etage, før man er sikker paa, at det
færdige Lag ikke kan rokkes. Stenenes Overkant maa have en svag
Heldning ind mod Højen, er en Sten af uheldig Form, kasseres den,
eller man fjærner med Hammer og Mejsel uheldige Fremspring, saa
at Stenen bliver brugelig. I det hele maa man ved dette
Opbygningsarbejde væbne sig med Taalmodighed og ikke vente, at
den Sten, man griber fat paa, just vil passe paa det Sted, hvor
man først lægger den; ofte maa man prøve flere Sten i Rad, inden
man finder den rette. Samtidig med Opbygningen maa man foretage
en--i al Fald delvis--Paafyldning af tilberedt Jord i
Mellemrummene mellem Stenvæggen og Højen og mellem de enkelte
Sten. Bag ved det nederste Stenlag bør man lægge et Lag Skærver
til Dræn, inden man begynder at tilføre Jord. Denne
Paafyldningsjord maa hverken være for tør eller for vaad (man
kan bruge den gammelkendte Prøve: tage en Haandfuld Jord og
klemme den, giver den Vand fra sig, er den for vaad, falder den
fra hinanden, naar man løsner Taget, er den for tør) og den maa
pakkes fast, saa at man er sikker paa, at den ikke senere synker
sammen, saa at der derved opstaar Hulheder her og der.
Opbygning af større Stenblokke eller Klippeblokke maa ske paa
lignende Maade som anvist ved Grotter, men her har man jo ingen
fast Væg at støtte Konstruktionen til. Man kan godt bygge en
Klippeblok paa flad Jord, men vil dog som Regel hellere forme
den omkring en større eller mindre Jordforhøjning. Ogsaa kan man
lade en eller flere af Stenhøjens Toppe afslutte med en saadan
kompakt Stensamling. Grundfladen gøres uregelmæssig, og
Opbygningen foregaar terrasseformet, saa at de højere liggende
Sten springer tilbage i Forhold til de lavere. Ogsaa her maa
Paafyldningen af god Jord ske samtidig med Opbygningen. Er en
saadan Top anlagt i stor Maalestok, vil man ved Paafyldning af
Jord i dens Indre kunne bruge Lerjord og Skærver som Kærne, men
nærmest udad mod Stenene, som der bygges med, maa man bruge
god Jord, thi heri skal Planternes Rødder brede sig; smaa Blokke
fyldes kun med god Jord. Af yderste Vigtighed er det, at hele
Kærnen, hvad enten den bestaar af det ene eller det andet
Materiale, gøres meget fast, saa at ingen Sammensynkning eller
Forskydning af Stenblokken senere kan finde Sted. Udfyldningen
af smalle Revner mellem Stenene maa udføres med stor Omhu og med
aldrig svigtende Taalmod. Den kyndige _Farrer_ siger: "Se til at
hver Sten er vel tilpakket med Jord straks fra Begyndelsen, for
hvis De ikke gør det, efterhaanden som Stenhøjen bygges op, vil
De (bagefter) aldrig kunne faa det gjort godt igen, men vil altid
komme til at kæmpe med Mangler her og der. Intet er mere
fortvivlende end at prøve paa at skaffe Jord ind i et skjult Hul
bag en stor Sten. Man maa famle sig frem, rage og støde, og man
faar Huden gnavet af Knoerne, og endda bliver Arbejdet ikke godt
gjort. Og er Arbejdet ikke gjort godt fra først af, vil disse
Hulheder foraarsage Planternes Død, og for det andet vil Rotter,
Mus og andre Skadedyr tage Bolig deri."
Grunden til, at Planterne dør, naar en saadan Hulhed naas af
Rødderne, er den, at disse derved udsættes for Udtørring.
Hvor man paa Stenhøjens Skrænter har afbrudt den regelmæssige
Skraaning ved en Afsats, kan der for stærkere at markere og
støtte denne, anbringes en mindre Opstabling af Sten, her bør
man dog ikke sætte Stenene paa Enden, men lægge dem ned paa
Fladen.
Tætte Stensamlinger kan ogsaa tilvejebringes ved mindre Midler
og paa lettere Vis end den her anførte Opstabling. Paa skraa
Flader eller smaa Forhøjninger, som har faaet den Form, man
tænker sig, de skal have i færdig Stand, _lægges_ Stenene ned i
Flugt med Jordsmonet. Stenene graves noget ned i Underlaget, saa
at de ikke kan skride ud, og Mellemrummene udfyldes med tilberedt
Jord. Stenene maa lægges tæt navnlig mod Toppen af Højene og
anbringes om muligt med en brudt Flade udad mod Beskueren.
De større Rullesten, man har lagt til Side, anbringes paa
Rygningen og Skrænterne af Volde eller paa Skraaninger og
Flader, hvor man agter at indrette Vokseplads til Lyngvækster.
De skraaninger, som ikke er bleven besatte med Sten, vandrette
Afsatser, Kløfter eller fladere Sænkninger mellem Forhøjninger
eller Volde, skal nu ogsaa indrettes til deres Brug. For dem alle
gælder det, at de maa forsynes med et Lag Skærver for at sikre
Vandafledningen. Stenskredene, d.v.s. de Steder, hvor man har
tænkt sig at plante de Arter, som i Naturen vokser i nedrullede
Sten, altsaa et meget løst Materiale, bør have et rigeligt
Drænlag, medens Kløfterne og de Partier, der skal huse
Engplanterne, kan nøjes med et mindre dybt Lag; har man gennem en
Kløft Afløb fra et Moseparti eller fra et lille Kildevæld, maa
Afdræningen dog gøres noget kraftigere end ellers. Forøvrigt maa
man regulere Skærvelagets Mægtighed efter Stedets Beliggenhed paa
Stenhøjen og efter dets større eller mindre Fald. Paa Skraaninger
gøres Drænlaget mindre end paa Flader, og ligeledes maa man i de
lavere Dele af Stenhøjen øge Drænets Mægtighed, navnlig naar
Afløbsforholdene fra Stenhøjen ikke er fuldt tilfredsstillende.
Det er mindst lige saa meget om Vinteren som om Sommeren, at
Drænet skal gøre Nytte, for at bortlede den rigelige Væde, som
samles i denne Tid, da Fordampningen fra Jordoverfladen er ringe,
og Planternes Forbrug ogsaa er sat ned paa et Minimum. Man maa
derfor sørge for, at Drænlaget er saa godt, at det kan holde
Anlægget passende tørt om Vinteren. Inden man begynder Paaførslen
af Skærverne, maa man beregne, hvor meget disse vil fylde i
Forbindelse med det Jordlag, som derefter skal paaføres, og hvori
Planterne skal vokse; undlader man dette, risikerer man let, at
Jordsmonet, naar man er færdig, er blevet for højt i Forhold til
Omgivelserne, og Arbejdet maa gøres om. Det første Lag Skærver,
man paafører, gør man vel i at grave ned i Underlaget, hvorved
man opnaar, at Drænet kommer til at virke dybere ned.
[Illustration: Fig. 50. Kunstigt opbygget Stenblok i Botanisk
Have.]
_Jordbundsforholdene_.