er frit udplantede, ikke kræver nogen særlig Pleje, især hvor
Søbunden er dyndet og næringsrig. Bestaar den derimod af Ler
eller Sand, vil det være nødvendigt at tilføre dem ny Næring.
Dette foregaar lettest paa den Maade, at man i Vintertiden, naar
Vandet er tilfrosset, hugger Hul paa Isen og vælter et Par
Trillebørfulde gammel Gødning ned i Vandet over Planterne. Man
kan ogsaa lade Gødningen blive liggende oven paa Isen; naar
denne tør bort, vil Gødningen synke til Bunds og komme Planterne
til gode. Næsten alle Aakandehybriderne er fuldstændig haardføre,
og man behøver ikke at frygte, at de skal tage Skade af Kulden,
selv om Vandet bundfryser, men man maa dog helst regne med, at
de skal have 1/2-1 Meter Vand over sig.
[Illustration: Fig. 45. Aakander i Knuthenborg Park. Billedet er
taget 1 Aar etter Plantningen.]
Angaaende de mange forskellige Vandplanter, der udbydes, da maa
man være varsom og ikke plante, hvad man ikke kender. Der findes
blandt dem mange slemme Ukrudtsplanter, og kan Ugræsset være
besværligt oppe paa Landjorden, saa er det ti Gange værre ude i
Vandet. Saadanne Planter som Potamogeton, Elodea, Myriophyllum og
flere andre skal man ikke plante. Af Undervandsplanterne er det
egentlig kun Krebseklo (Stratiotes aloides), der fortjener at
dyrkes. Den er smuk og let at holde i Ave. Algerne og
Undervandsplanterne er Aakandernes værste Fjender, og skal
Aakanderne udvikle sig smukt, maa man søge at beskytte dem mod
disse. Selv en saa smuk Plante som Limnanthemum nymphæoides maa
man vogte sig for, den kan forvandle den smukkeste Sø til en
hæslig Ukrudtsmark.
Ogsaa saadanne Planter, som breder sig stærkt ved udløbere skal
man vogte sig for at plante f. Eks. Tagrør, Dunhammer, Sødgræs,
Padderokke og flere andre med krybende Rodstok. I mindre
Bassiner, hvor man er Herre over Vegetationen, har det mindre at
sige, men under store Forhold skal man være varsom med disse
Planter, der kan blive yderst besværlige at slaas med. Tagrør er
dog den skikkeligste af disse. Selv om den breder sig meget
stærkt ved Udløbere, er den let at begrænse eller udrydde, thi
den taaler ikke at miste Toppen, medens den er i Vækst. Hvis man
derfor i Sommertiden slaar den af med en Le, dør den bort.
Det er allerede sagt, at det er Yppigheden, Frodigheden, der er
Vandhavens største Charme, men at denne maa holdes i Ave af
forstaaende Hænder, der tager varsomt og blødt paa Engens bløde
Blomster. Vandhaven kan hurtigt forvandles til et forsømt
Vildnis, men man kan ogsaa jage Alferne bort med alt for megen
"Kultur" og Orden.
[Illustration: Fra Dammen i Det kgl. danske Haveselskabs Have.]
[Illustration: Fig. 46. Stenhøj bygget som kunstigt Klippeparti.
(Friar Park i England).]
STENHØJSPLANTERNES KULTUR
af _Axel Lange_.
Enhver, der har færdedes i Bjærgene, strejfet gennem de alpine
Enge, gennem Mosedragene, over Stenur, klatret op ad Fjældvægge,
vandret op til Isbræfoden eller vandret over Bræen og naaet de
om Sommeren snefri Bjærgtinder, vil hjem med sig bringe et
uudsletteligt Indtryk af Bjærgenes herlige Flora. Næsten alle
Vegne, hvor man færdes, møder man de prægtigste Blomster, og
alle eller næsten alle er de af saa rene Farver, som man
sjældent ser dem i Lavlandet. Høje af Vækst er Planterne ikke,
men det er netop det fortryllende ved dem, thi selve Blomstens
Størrelse staar ikke tilbage for Blomsterne fra Slettelandene;
man behøver blot at tænke paa en Alpeplante, som den i Haver
almindelig dyrkede _Gentiana acaulis_, hvis Skud ikke er mere end
faa Centimeter høje, men hvis Blomster er ca. 6 cm lange og 3 cm
i Diameter, paa den lille _Alpe-Valmue_, der næppe bliver over
10 cm høj, men har Blomster større end vor _Kølle-Valmue_ eller
endelig mindes den bekendteste af alle Alpeplanter: _Edelweiss_,
hvis ubetydelige Blomsterkurve er omgivne af snehvidfiltede Blade,
en straalende Stjerne flere Centimeter i Diameter, baaret af en
ikke stort højere Stængel og springende lige ud fra Klippen, for
at danne sig blot et ringe Begreb om Alpefloraens Herlighed.
Det er derfor intet Under, at Menneskene, som søger at samle
Planter fra alle Jordens Egne i deres Haver: Tropernes Palmer og
Orchideer, Kaplandets Lyngarter, Himalayas Alperoser, Mexikos
Kaktus, Nordamerikas Træer, Østasiens Chrysanthemum, for blot at
nævne nogle faa Eksempler, ogsaa prøver at bringe
Højfjældsbeboerne ned i Slettelandets Haver. Der har i de to
sidste Menneskealdre været en stedse stigende Interesse blandt
Havevenner for Dyrkningen af Alpeplanter, men aabenbart har man
alt tidligt haft de mest iøjnefaldende i Kultur. _E. Wocke_
skriver angaaende Spørgsmaalet, om hvor gammel denne Gren af
Havebruget er, følgende: "Hvem har først dyrket Alpeplanter i
Haver, først haft dem i Kultur? Det er vanskeligt at sige.
Bjærgbeboerne har uden Tvivl givet Stødet dertil, idet de i
deres Haver har indplantet deres Yndlinge blandt Fjældets
Planter, som spillede en Rolle i deres, daglige Liv saavel som i
deres Poesi. Efterhaanden har Dalbeboerne da ogsaa faaet Lyst til
at dyrke Fjældplanter i deres Haver og har hentet dem enten fra
Bjærgboernes Haver eller fra de naturlige Voksesteder.
Klosterhaverne har her sikkert spillet en Rolle. A. Kerner
fortæller saaledes, hvordan han i 1846 i Klosterhaven i
Lilienfeld i Østrig paa en ganske lille Plads saa den herligste
lille Alpeflora, som han Dagen forud havde beundret i
Højfjældene. I sidste Halvdel af det 19de Aarhundrede har
Alpeplanterne faaet sig et nyt Hjem i de engelske Haver og
derfra har Dyrkningen bredt sig ud i stedse videre Kredse."
Naar man vilde dyrke Planter fra Bjærgegnene her nede i
Lavlandene laa det snublende nær at søge at give dem Forhold at
vokse under, som kunde ligne dem, de fandt i deres Hjemstavn,
og da det var Bjærgplanter, maatte de naturligvis have Sten at
vokse imellem, ligesaa naturligt faldt det, at Planterne maatte
sættes paa Forhøjninger og ikke paa flad Jord.
Denne Opfattelse er selvfølgelig rigtig, saalænge der tales om
det nødvendige i at give Planterne naturlige Forhold at vokse
under, men saa snart man derefter konstruerer sin Høj til
Stenhøjsplanter som en ganske simpel Jordbunke: kuppelformet
eller kegleformet,--naar det kommer lidt videre med
halvmaaneformet eller S-formet Grundflade--og bestaaende af
almindelig Havejord belagt med eller rettere besat med Sten, der
strutter ud i Luften med den spidse Ende, saa er man ganske paa
Vildspor. Forholdene hvorunder Planterne vokser i Naturen er saa
forskelligartede, at der for at kunne skaffes dem blot
tilnærmelsesvis naturlige Kaar maa lægges langt mere ind i
Konstruktionen af Stenhøjen, end der sædvanligvis sker. Men
herom mere senere.
_Alpeplanternes Voksekaar i deres Hjemstavn_.
En Ekskursion i Bjærgene vil for dem, som ikke før har færdedes
der, som Regel byde paa Overraskelser. Sikkert de fleste vil
forbavses over at træffe saa udstrakte Arealer, hvor Fjældet
ikke viser sig i Overfladen, men er dækket af et Muldlag tæt
bevokset med Planter. Selv om vi ser bort fra de lavere Dele af
Bjærgene, som dækkes af Løvskov og Granskov--med den for disse
Skove egne Undervegetation--maaske af og til afbrudt af en aaben
Højslette med Landsbyer, Agre, Moser og Enge, og kun betragter
den højere Del af Fjældene, da vil vi ogsaa der paa vor Vandring
opefter, ikke bestandig færdes paa Stengrund. Aartusinders Vind
og Vejr har virket paa Fjældet og omskabt den oprindelige, ganske
nøgne Stenmasse til et for Plantevæksten beboeligt Sted. I hver
en Revne paa Stenfjældet er Vandet trængt ind. Frosten har virket
og sprængt store og smaa Stykker af Fjældet, Gletscherne har
langsomt, men sikkert skuret mod det faste Fjæld og malet
Overfladen til Grus, Sand og Stenmel. Rindende Vand har ført de
fine Dele med sig ned ad Bjærget for senere at aflejre dem igen
paa fladere Partier. Her har saa været gode Betingelser for
Plantevækst, da der fra de højere liggende Steder tilførtes
Fugtighed; og var der først en begyndende Plantevækst, bedredes
Betingelserne for en tættere Bevoksning stadig. Paa saadanne
Steder har da kunnet opstaa Moser og Enge. Rigeligere eller
ringere Tilførsel af Vand og kraftig eller ubetydelig Nedbør har
givet fugtigere eller tørrere Enge. Vegetationen ligner i mange
Maader den i Lavlandets Enge, den er tæt, der er talrige Græsser,
Orchisarter, ja mange Arter er fælles; man vil dog som Regel
finde Planterne lavere bl.a. af den Grund, at det Vand, der
overrisler Engen er meget koldt og derfor hæmmer Højdevæksten.
Men Klippesiderne er jo ogsaa bevoksede med Planter, her tæt, der
mere spredt; hvorledes opstaar her Betingelser for Plantevækst?
Ser vi, her i Lavlandet noget tilsvarende? Ja, paa en Maade. Ser
vi ikke hyppigt Tegltage med gulgrønne Pletter af Laver, som
senere afløses af smaa Mospuder, der maaske igen afgiver Fodfæste
for en Husløg, en Stenurt eller en lille Græstue; ser vi ikke
Stenene i Stengærderne og de store Rullesten ude i Heden
bevoksede med Laver og Mosser? Ligesaadan gaar Udviklingen for
sig i Fjældet, men her er Overgangen fra Mosvegetation til den
højere Plantebevoksning maaske noget hurtigere, fordi der fra
højere Dele af Bjærget siver Fugtighed ned. Og i hver lille
Revne, som fremkommer i Klippevæggen, selv om denne er nok saa
stejl, er der Udsigt til at en Plante kan fæste Bo. Der behøves
blot, at Vinden eller rindende Vand skal føre et Frø hen til et
saadant gunstigt Sted, saa at det kan spire dér og sende sine
Rødder ind i Klipperevnen. Støv tilført andetsteds fra har samlet
sig i Revnen og afgiver Jordbund for den spirende Plante.
De Planter, som vokser i Revner og Spalter paa Klippevæggene har
jo meget afvigende Kaar fra Planterne i Slettelandet. Rødderne,
som her kan brede sig vidt ud til alle Sider, maa hist nøjes med
at brede sig i det Rum, som Klipperevnen giver, de bliver derfor
gærne fladt vifteformige. Man kunde være tilbøjelig til at tro,
at en Plante, der voksede paa en saadan Klippevæg, snart maatte
komme til at mangle Vand. Dette er dog ret sjældent Tilfældet.
Ofte siver der bestandigt fra højere Steder Vand ned langs
Klippens Sider, trænger ind i de fineste Sprækker og nærer
Sugerødderne, og udebliver denne Tilførsel af Mangel paa Nedbør,
eller fordi Sneen højere oppe er smeltet bort, saa virker den
kraftige Dug om Natten dog forfriskende paa Planten. Tillige er
Klipperne altid mere eller mindre porøse. Herom skriver
_Correvon_: "Medens visse Stenarter suger Vand til sig omtrent
som et Stykke Sukker, lader andre det kun langsomt trænge ind i
deres mikroskopiske Kanaler. Men alle Klipper er gennemtrængte af
Vand i højere eller mindre Grad, og de meddeler dette Vand til de
Planter, der vokser paa dem, saa at de holder sig friske."
Bjærgenes øvre Tinder, der en lang Tid af Aaret er dækkede af et
mægtigt Snelag, er i den korte Sommer heller ikke
vegetationsløse. Fjældet er forvitret, saa at den faste Masse er
dækket af et Lag af løse Sten, Grus og Stenpulver. Heri vokser
Planterne mer eller mindre spredt. Mange Steder er Tidsrummet
mellem Sneens Bortsmelten om Forsommeren og det første Snefald
om Efteraaret saa kort, at en Udtørren af Jordsmonet ikke kan
finde Sted, og Natteduggen og Taagerne, der hyppigt lægger sig om
Bjærgtoppene, holder Planterne bestandig friske. Planterne
særpræges ogsaa af det stærke Lys, som hersker under hele deres
korte Liv; en Plante, som kommer frem af den smeltende Sne i
Juni Maaned, vaagner til et langt intensere Lys end vore
Foraarsplanter nyder, naar de i Marts-April bryder frem af
Jorden.
Dér hvor Gletscherne ender, naar de er paa deres Vinterstade,
vil man finde mægtige Samlinger af Sten og Grus, som af
Gletscherne er ført ned fra de højere Egne. Disse Endemoræner er
ogsaa bevoksede om end hyppigt meget spredt. Planterne lever her
under lignende Kaar, som dem vi fandt paa Bjærgtinderne. De har
som disse rigelig Væde om Sommeren, thi Smeltevandet fra Bræen
gennemskyller bestandig Morænen; men om Efteraaret, naar Kulden
lægger sig over Bjærgene, standser Afsmeltningen fra
Gletscheren, og Morænen bliver derved temmelig tør. Ved Kuldens
Fremadskriden bliver de endog dækkede af et Lag Sne, som værner
dem mod Vinterens stærke Kulde. Selv de fra Fjældene nedstyrtende
Stenmasser, som samler sig ved Fjældets Fod eller i Kløfter i
vældige, skraanende Urer (Tyskernes: Geröll), forbliver ikke
ubeboede af Planter. Disse Urer er ogsaa fugtigere end man efter
deres Konsistens kunde vente, men de kan jo ogsaa være
beliggende saaledes, at de er stærkt udsatte for Solens Virkning
og kun modtager ringe Væde fra de højere liggende Dele af
Fjældet; i saa Fald vil kun Planter, der ved tæt Filtbeklædning
eller paa anden Maade er værnede mod for stærk Fordampning, kunne
trives her. Paa isolerede Bjærgtoppe i de lavere Dele af
Bjærgene eller paa Skrænter, hvor Muldlaget er tyndt, og hvor
Sneen paa Grund af den lavere Beliggenhed smelter bort tidlig paa
Foraaret, kan der ogsaa blive ret ugunstige Vegetationskaar. De
Arter, man finder paa saadan Lokalitet, er da ogsaa værnede paa
en eller anden Maade mod for stærk Fordampning, enten ved at
Bladene er beklædte med Haar, eller er af læderagtig Konsistens
(Rhododendron) eller ved at de er ganske smalle, naaleformede
(Lyngarter).
Vegetationer i dybe Spalter og smalle Kløfter er meget afvigende
herfra; er Kløfterne nordvendte vil kun meget lidt Sollys trænge
ned i dem, og selv om de er sydvendte, er det kun en kort Tid af
Dagen, at de er solbelyste. Planterne, som vokser her, er da
mest Bregner og andre tyndbladede Vækster, som breder sig
frodigt imellem Mosser i den fugtige, muldede Jord.
Her er i korte Træk givet de vigtigste Kaar, under hvilke
Planterne trives i Bjærgegne, men mange andre Faktorer spiller
ind med og gør Forholdene mere sammensatte, saaledes Stedets
Afstand fra Ækvator, (Grundfjældets Art og Fjældets Heldning mod
Nord, Syd eller andre Verdenshjørner).
_Alpeplanter.--Stenhøjsplanter_.
Der er i det foregaaende talt om Alpeplanter, medens der i
Titlen paa Bogen er anvendt Betegnelsen Stenhøjsplanter. Der vil
da let kunne rejse sig det Spørgsmaal, om disse to Udtryk kan
bruges i Flæng, eller om der kan gives en vis Adskillelse imellem
dem. Med andre Ord, om alle Stenhøjsplanter er Alpeplanter eller
om alle Alpeplanter egner sig til Plantning paa Stenhøje. Svaret
maa lyde, at Stenhøjsplanter er et bredere Begreb end
Alpeplanter, selv om vi tager dette i videst mulige Forstand. Ved
_Alpeplanter_, eller som de ogsaa betegnes _alpine Planter_,
forstaar vi Planter, der vokser i Bjærgegne ikke alene i Alperne,
men ligesaavel i Pyrenæerne, i Andes eller Himalaya, og tillige
dem, som findes i arktiske og antarktiske Egne, voksende saa højt
op over Havet eller saa langt mod Syd eller Nord, at de en meget
betydelig Del af Aaret er dækkede af Sne og saaledes kun har en
kortvarig Sommer, en kort Vækstperiode. Disse Planter kan efter
deres Voksekreds deles i subalpine, alpine og højalpine Planter,
ligesom den arktiske Region kan deles i flere Florabælter. Hvor
Højdegrænsen (over Havet) for de forskellige Bælter af
Alpeplanter ligger, afhænger af vedkommende Bjærgkædes Afstand
fra Ækvator. Nogle Planter kan følges gennem alle 3 Regioner,
andre har kun en ringe Udbredelse i lodret Retning. Visse Arter
findes baade i Bjærgegne og i Polaregne, andre har et ret
begrænset Vokseomraade i vandret Retning.
[Illustration: Fig. 47. Enkelt Del af Stenhøjsanlægget i Friar
Park (Se Fig. 46).]
Som alt nævnt har man i Haver fundet paa at bygge Stenhøje for
at kunne dyrke disse smukke Planter fra Bjærgene og fra
Polaregnene, og de udgør ogsaa Stenhøjsplanternes Hovedmængde,
men man har desuden samlet Hjælpetropper fra mange andre Egne af
Jorden og anbragt dem paa Stenhøjen. Forholdet er jo nemlig det,
at der rundt om paa Jordens Kreds findes en
Mængde meget smukke Planter voksende i Slettelandenes Moser,
Enge, Skove og Stepper eller paa Ruiner og Stengærder, hvilke
Havevennerne gærne vil dyrke, men som maa anbringes paa
Stenhøjen, enten fordi de her præsenterer sig bedre end paa flad
Jord, eller fordi de overhovedet ikke kan trives det sidstnævnte
Sted. Ordet Stenhøjsplanter er derfor et meget omfattende Begreb,
men faste Rammer for det har man ikke; hvad en vil godkende som
passende til Stenhøj, kasserer en anden, og hvad der passer til
at plante paa store Stenhøje mispryder maaske paa mindre. Nogle
Stenhøjsvenner vil dog udelukkende dyrke alpine Planter og
undgaar med velberaad Hu alle Plantearter, som ikke kommer ind
under dette Begreb. For dem er Planternes Sjældenhed tit af
største Vigtighed, de frydes selv over ubetydelige Arter, og de
har netop den største Glæde i at dyrke de vanskeligste Planter.
Der er dog en Del Alpeplanter, som trodser ethvert Kulturforsøg,
og som det er ganske ørkesløst at prøve at indplante paa
Stenhøjsanlægene. Andre Stenhøjsvenner vil kun have smukke eller
blomsterrige Planter i Kultur eller Arter, der er saa lette at
dyrke, saa at de næsten kan passe sig selv. Plantematerialet er
dog saa stort, at der bliver nok for enhvers
Smag--lykkeligvis--thi der er dog ingen Glæde ved, at den ene
Stenhøj er en tro Afspejling af den anden, hverken hvad
Konstruktionen eller Plantebestanden angaar.
_Stenhøjsplanternes Vækstformer_.
Stenhøjsplanterne kan efter deres Voksemaade henføres til
forskellige Typer, som her kortelig skal beskrives, da
Betegnelserne i det følgende anvendes Gang paa Gang. Der findes
Overgange mellem de forskellige Typer, saaledes at det af og til
kan være vanskeligt at afgøre, hvilken Vækstform man skal
henføre den eller den Plante til.
_Rosetplanter_. Bladene er samlede i Rosetter, d.v.s. de sidder
ikke op ad en Stængel med tydelige Mellemrum, men udspringer
omtrent fra samme Punkt og ligger ofte fladt ud til alle Sider
paa Jorden eller Klippen. Blomsterstanden kan være endestillet
d.v.s. udgaa fra Rosettens Midte eller udgaa fra Bladhjørnerne,
og Rosetten kan mangle eller have Sideskud. Rosetplanter med
endestillet Blomsterstand og uden Sideskud dør efter fuldendt
Blomstring--de er _monokarpiske_, som det kaldes i det botaniske
Sprog--og maa formeres ved Frøudsæd _(Saxifraga mutata, Sax.
longifolia_). Denne Voksemaade er ganske analog med flere af vore
kendte to-aarige Planter for Eks. Kongelys. Dannes der Sideskud,
er Formeringen af Planten jo derigennem sikret. Sideskuddene kan
sidde tæt op til Moderplanten eller fjærnes fra denne ved en
iøvrig bladløs Udløber, de kan løsne sig fra Moderplanten meget
snart og danne selvstændige Individer (visse _Sempervivum_) eller
vedligeholde Forbindelsen i længere Tid; er Dannelsen af Sideskud
meget yppig, dannes der efterhaanden store sammenhængende Tæpper.
_(Saxifraga aizoon, Androsace sarmentosa_).
_Pudeplanter_. Skuddene er korte, tæt samlede, saaledes at de
midterste staa lige ret op, de nederste ligger paa
Jordoverfladen, og hele Planten danner sig halvkugleformet (eller
som en Kuglekalot). Bladene er smaa og meget tætsiddende, sidder
ofte i Mængde visne inde i Planten. Skuddene er gærne
utilbøjelige til at slaa Rod, selv om de ligger tæt til
Underlaget; Pudeplanterne er derfor vanskelige at dele, og maa
formeres ved Frøudsæd eller Stiklinger.
_Tæppeplanter_. Planterne er enten træagtige eller urteagtige med
kortere eller længere Skud, som gærne er rigt forgrenede og
ligger fladt henad Jorden eller over Stenene og derved dækker
Jordsmonet som et tæt Tæppe. Skuddene er hos nogle meget uvillige
til at slaa Rod _(Rhamnus pumila_), og man kan hos disse løfte
store Partier af Planten op fra Underlaget. Formeringen af
saadanne Arter maa derfor ske ved Frøudsæd, eventuelt Stikning.
Andre Tæppeplanter er netop meget villige til at slaa Rod, saa
snart Skuddene berører den fugtige Jord; en ældre Tæppeplante af
denne Type er derfor i Virkeligheden en Koloni af selvstændige
Individer. Deling af disse lader sig let udføre. Nær disse staar
saadanne Arter, som breder sig ud i store Tæpper ved fra
underjordiske Udløbere at sende Skud op i Lyset.
En Del Arter, som man kan betegne _Pude-Tæppeplanter_, har især
som unge Individer samme Voksemaade (Kuglekalot), som
Pudeplanterne, men i Modsætning til disse er de meget villige til
at slaa Rod og vokser stærkt i Periferien, de bliver derfor
fladere og danner snart sammenhængende Tæpper ved at vokse
sammen med Naboplanterne _(Arenaria Rosani_). Endelig kan visse
Rosetplanter forme sig som Tæppeplanter (se f.o.).
Den almindelige _Staude_type er ogsaa repræsenteret blandt
Stenhøjsplanterne. Skuddene er her oprette eller nedliggende og
dør hvert Aar tilbage til Jordoverfladen, hvor Knopperne, som
skal fortsætte Væksten næste Aar, sidder.
_Knoldvækster_ og _Løgvækster_ har deres overvintrende Dele
dybere nede i Jorden.
_Enaarige Planter_. Af disse er kun faa anvendelige paa
Stenhøjen.
_Dværgbuske_. Foruden nogle tæppedannende Arter _(Dryas_, visse
_Salix_) har man blandt Stenhøjsplanterne en Del Smaabuske med
opret, men dog lav Vækst. Navnlig Lyngfamilien leverer mange af
denne Type.
_Stenhøjens Berettigelse i Haven_.
Det vil for Haveejeren ofte kræve en vis Grad af Overvejelse, om
han i sin Have skal anlægge en Stenhøj eller ej. Han kan i den
Anledning stille sig forskellige Spørgsmaal: Vil det
landskabeligt set kunne forsvares at lægge en Stenhøj i Haven?
Er Stenhøjsplanterne noget saa fremragende, at det kan
forsvares, at de faar et særligt Anlæg? Kan de ikke dyrkes paa
flad Jord? eller kan man overhovedet give dem de Kaar, de
fordrer?
En af vore mest fremragende Landskabsgartnere, _Glæsel_, har
skrevet: "Stenhøje have ikke nogen malerisk Betydning i de
landskabelige Dele af Anlægget, og det er absolut forkasteligt at
anvende S. paa en saadan Maade, at der dermed tilsigtes en
Efterligning af Klippepartier." Herom kan der tvistes. Kan man
omdanne et ellers kedeligt Parti af Parken til et smukt bygget
Stenhøjsparti, vil dette dog kunne have en vis malerisk Virkning,
navnlig i den Tid, da _Saxifraga, Aubrietia_ og _Primula_ med
andre Florblomster blandt Stenhøjsplanterne, staar i skønneste
Blomstring. Om man ikke tør lade sin Stenhøj faa Form af et
Klippeparti, kan der ligeledes være delte Meninger om. Sikkert
er det, at man uden at skade det landskabelige Udseende kan lade
enkelte Dele af Stenhøjen faa Form som Klippeblokke, ja det er
maaske netop det fornøjeligste ved Stenhøjsbyggeriet og
Beplantningen at kunne fremstille større tætte Stensystemer, der
beplantede ser ud som revnede Klippeblokke, hvis Spalter er
bleven naturligt bevoksede. Er man imidlertid bange for, at
Stenpartiet skal skade det landskabelige Billede, som Parken har,
er det den bedste Udvej at bygge Stenhøjen paa Skrænterne ned mod
en forsænket Gang. I den botaniske Have i Kew findes Stenhøjen
netop anlagt paa denne Maade paa begge Sider af en slangeformet
Vej, som er anlagt lavere end det tilstødende Terræn, og ved
Busketbeplantning er Anlægget skjult for Beskueren, indtil man er
ganske nær ved Nedgangen til Stenpartiet.
Men vi maa ogsaa hævde at have set Haver, hvor Stenhøjen var af
malerisk Virkning. Det vil dog let forstaas, at det kun er i
større Haver, at man kan gaa saa vidt, at man lader Stenhøjen
blive et Led, der skal give Præg paa Landskabet. I smaa Haver
maa Stenhøjen kun blive lille og beskeden, men til Gengæld
bygges saaledes, at den i endnu højere Grad end i store tjener
den ene Hensigt: at afgive gunstige Voksepladser for de Planter,
man vil dyrke derpaa.