I de gamle, regelmæssige Haver spillede Vandet en stor Rolle

Produced by Miranda van de Heijning, Steen Christensen,

Janet Kino and the PG Online Distributed Proofreaders.

VAND- OG STENHØJSPLANTER EN VEJLEDNING FOR HAVEVENNER

MED BIDRAG AF

Overgartner _Jens K. Jørgensen_

Botanisk gartner _Axel Lange_

Havebrugskandidat _Andreas Madsen_

UNDER REDAKTION AF

_G. N. Brandt_

[Denne tekst er baseret på udgaven udgivet i København, 1917]

INDHOLDSFORTEGNELSE

VAND- OG STENHØJSPLANTERNES ANVENDELSE

VAND- OG MOSEPLANTERNES KULTUR af _Jens K. Jørgensen_

STENHØJSPLANTERNES KULTUR af _Axel Lange_

DEN DANSKE FLORAS VAND- OG STENHØJSPLANTER af _Andreas Madsen_

UDVALG AF VAND- OG MOSEPLANTER af _Axel Lange_

UDVALG AF STENHØJSPLANTER af _Axel Lange_

[Illustration: Fig. 1. Plantning at Vand- og Moseplanter langs en

Bæk i en engelsk Have.]

[Illustration: Fig. 2. Yndefuld Beplantning af en Søbred.

(Kolding Planteskole).]

VAND- OG STENHØJSPLANTERNES ANVENDELSE

Det kan synes urimeligt at samle netop disse to Samfund af

Haveplanter i eet Bind. Ingen botanisk, hverken systematisk

eller biologisk Lighed knytter dem sammen, ingen gartnerisk

Kulturmethode, ingen fælles Vækstbetingelser, tværtimod, de

stiller diametralt modsatte Krav til Livet; det fysiske Milieu,

der er Vækst og Trivsel for den ene Part, er Død og Fordærv for

den anden. Det, disse Planter har tilfælles, og som berettiger

til at behandle dem i samme Bind er det, at de mellem Havefolk

har de samme Venner. Man kan være sikker paa, at den, der dyrker

og samler paa Vandplanter, ogsaa er interesseret i

Stenhøjsplanter og omvendt. Disse to Slags Planter stiller nemlig

lidt særlige Krav til deres Dyrkere og Beundrere, ikke alene hvad

det rent gartnerisk-tekniske angaar, men navnlig med Hensyn til

Evne til at forstaa de levende Planters særlige Skønhed. Det

disse ofte ikke særlig anseelige Planter byder paa er nemlig ikke

saa meget en Skønhed i Former og Farver, men snarere den Skønhed,

der ligger i selve Væksten. Det er Skønheden i det vegetative

Liv, der er fælles for disse to Grupper, hvad enten den viser sig

i Vandplanternes overdaadige Frodighed eller i en lille graa

Sedums energiske Kamp om Pladsen paa Stenens Solside. Det er

langt fra alle Blomstervenner, der har Sans for denne Side af

Sagen; for mange ivrige Beundrere af Blomsterpragt er

Plantelivets egentlige Skønhed en lukket Bog, og de ser kun

Ukrudt, hvor de rigtige Plantevenner ser Værdier, som de ikke

ønsker at bytte med et helt Udstillingsvindue af Pragtblomster.

I enhver Plantes Vækst indeholdes en Fortælling. Hos nogle af de

pragtfuldeste f. Eks. Azalea, Amaryllis, Georginer, Pelargonier

og mange andre er denne Vækstens Fortælling ret triviel og

kedelig, men hos Vand- og Stenhøjsplanterne er den derimod

ualmindelig mangfoldig og morsom. Denne fælles Egenskab, denne

fælles Karakter, der gør, at Vand- og Stenhøjsplanterne har de

samme Venner, gør ogsaa, at de maa anvendes paa samme Maade,

nemlig saadan, at de specielle Skønhedsværdier, som disse Planter

rummer, kommer til deres Ret.

[Illustration: Fig. 3, Stenhøjsplanter i lige Bede belagte med

Faxekalkstensskærver. Smaagræsset mellem Fliserne er kommen i

løbet af 3 Aar. (Hellerup Strandpark).]

[Illustration: Fig. 4. Engelsk Hus med urimeligt overplantet

Fliseterrasse. Selvsaaede Planter, som mellem Fliserne paa Fig. 3

er tilstrækkelig "Fugeplantning" i saadanne Tilfælde.]

Der er, som alle ved, to stærkt afvigende, for ikke at sige helt

modsatte Maader at anvende Planter paa, to Maader, som man med et

Par gamle og daarligt dækkende Navne har kaldt den

"architektoniske" og den "landskabelige". Det, der karakteriserer

disse to Beplantningsmaader, er hverken noget egentligt

architektonisk eller noget landskabeligt, derimod snarere det, at

Plantningen i det ene Tilfælde skal have Karakteren af det

_plantede_, i det andet af det _voksede_. Som typisk for Planter,

der bedst behandles paa den første Maade, kan nævnes Roser, ikke

mindst stammede, Tulipaner, Stokroser og næsten alle Slags

Udplantningsplanter, og som typiske for det modsatte

Beplantningsprincip kan man tage alle--bogstaveligt talt

alle--Vand- og Stenhøjsplanter. Ingen af dem egner sig til at

staa paa Rad, de maa absolut anvendes "landskabeligt". Dermed

menes ikke, at de ikke kan anvendes i regelmæssige,

architektoniske Havepartier; men selve Plantningen maa ikke være

regelmæssig, den maa under alle Omstændigheder forblive

"naturlig".

[Illustration: Fig. 5. Vadestene over et beplantet Vandhul.]

Rammen om Plantninger behøver ingenlunde at være landskabelig;

tværtimod er den Brydning, mellem Natur og Kunst, mellem

organisk og uorganisk, mellem løst og fast, blødt og

haardt, mellem vokset og bygget, som opstaar ved Blanding af

Architektur og naturlig Plantning er et af den moderne engelske

Havekunsts om ikke mest kunstneriske saa dog mest populære

Virkemidler, der iøvrigt nu ofte anvendes udover enhver fornuftig

Grænse. Se Figur 4.

[Illustration: Fig. 6. Flade Trædesten mellem Pudeplanter er

praktisk og forlener Stenpartiet med en yderligere Charme.]

Naar man skal angive, hvorledes Vand- og Stenhøjsplanterne skal

anvendes for at komme til deres Ret, maa man altsaa henvise til

den landskabelige Plantning, til den, der til en vis Grad

efterligner den naturlige Voksemaade, som den eneste mulige, og

man maa tilføje, at det at plante paa den Maade kan ikke læres

af en Bog; Billeder kan hjælpe lidt, hvorfor der ogsaa er samlet

saa mange, maaske overfladisk betragtet ensartede Billeder af

naturlige Plantninger i denne Bog. Skriftlige Angivelser duer

ikke. Vil man indfange noget af Naturens Ynde i sin Have, maa

man selv ud og se, hvorledes Planterne trænges om Pladsen ude i

det fri og saa plante derefter. Det er heller ikke saa svært,

hvis der da ikke stilles for store Fordringer. Naar man kender

sine Planter og deres Behov grundigt, saaledes at der vælges dem

velegnede Pladser, saa trives de og finder sig til Rette mellem

hverandre; det uligevægtige Præg forsvinder og afløses af den

eftertragtede, men direkte uefterlignelige Naturlighed. De Fejl,

der hefter ved den menneskelige Del af Arbejdet: Plantningen,

dækkes og udsones ret snart af den ufejlbarlige Ynde, der følger

med Naturens Del af Arbejdet: Væksten.

[Illustration: Fig. 7. En "Grøft" i en Have ved Kbhn. Plantet i

Maj, fotograferet i August s. A.]

Det er betydeligt sværere at forme Rammen, selve det Haveparti,

hvor man vil dyrke Vand- og Stenhøjsplanter. Her faar man nemlig

ikke saa hurtig og saa afgørende en Hjælp af Væksten; paa dette

Punkt vil de menneskelige Fejltagelser ikke saa let kunne dækkes.

Der kan imidlertid lige saa lidt som ved Plantningen gives nogen

almindelig Forskrift, ja, endnu mindre, eftersom Planterne og

deres Egenskaber dog uforandret er de samme, medens næsten hver

Plet Have har sine særlige Forhold, der maa tages i Betragtning.

En Ting maa man bestemt fraraade, nemlig Forsøget paa uden

virkelig dygtig Hjælp at forme noget egentligt architektonisk

Arrangement. Forf. har aldrig set nogen Amatør slippe godt

derfra. Vil man lave sig et Bassin, der skal være til Pryd i

Haven, saa maa man ogsaa bekoste kunstnerisk Bistand og smukt

Materiale i fagmæssig Udførelse; thi et Bassin har ikke det

naturlige Kærs Bredder, hvis Plantevækst kan væve en dækkende

Kærlighedens Kaabe over Formenes Synder.

[Illustration: Fig. 8. Snit af "Grøften" Fig. 7. Bredden foroven

er ca. 4 Meter.]

Derfor vil den Haveven, der selv vil være med at forme sin

Have- og for saadanne er denne Bog skrevet--i Reglen staa sig

ved til sin Samling af Vand- og Stenhøjsplanter at vælge et

landskabeligt Arrangement ikke alene, hvad der som nævnt er

selvfølgeligt, af selve Beplantningen, men ogsaa af Rammen derom,

af selve den paagældende Del af Haven. Dette er imidlertid

vanskeligt at realisere tilfredsstillende. Opgaven, der stilles,

er i Virkeligheden den samme næsten uløselige, der stilles

Musæumsmanden, der skal bringe alle sine Skatte til deres Ret og

dog søge at faa et tiltalende Hele ud deraf, og Resultatet er da

ogsaa i Reglen det samme: Genstandenes respektive Planternes

Mangfoldighed skaber den Uro og Smaatskaarenhed, der i lige Grad

kendetegner Musæumsstuen og det lille Vand- eller Stenhøjsparti

sammenlignet med Tingenes eller Planternes naturlige

Opholdssteder. Selv de bedst arrangerede mindre Havepartier af

denne Art savner--hvad enhver vil kunne overbevise sig om ved at

gennemse denne Bogs Billeder--den simple Ro og Skønhed, som

præger Naturen og ofte ogsaa større Anlæg med faa Plantearter.

Interessen for selve Havens Udformning og Interessen for Planter,

især naar den lægger sig for Dagen som Samlermani, er og bliver

modstridende. Dette Modsætningsforhold kan ikke hæves; men naar

Amatøren kender det og er klar derover, kan der dog gøres en hel

Del for at skaffe lidt Ro i Planternes Ordning og i Havepartiets

Udformning.

Positive Angivelser af, hvorledes Vand- eller Stenhøjspartiet

skal udformes og indføjes i Haveplanen kan ikke gives; her gælder

det samme Raad som vedrørende Tilplantningen: Gaa ud og se dig

om, ikke saa gerne i Naboens Have, men ude i det fri, se hvordan

et lille Vandhul i en Eng er formet, eller hvordan de bevoksede

Bredder af en Bæk ser ud, og form saa Haven over en eller anden

Idé. Det gælder blot om at holde sig Opgaven klar; denne er ikke

at efterligne Naturen, men--i vort Tilfælde--at skaffe

naturlignende Voksepladser til Planterne, for at disse kan trives

og faa Lejlighed til at udfolde deres Vækstejendommeligheder.

Læseren vil maaske bebrejde Forf., at han i en Artikel med

Overskrift: Vand- og Stenhøjsplanternes Anvendelse kun giver det

Raad at danne Haven og beplante den efter Naturens Forbillede,

og ellers overlader den skuffede Haveamatør til sit eget Studium

af Naturen, kun udrustet med de negative Oplysninger, at Opgaven

er vanskelig, og at der ikke kan gives almindelige Regler for

dens Løsning.

[Illustration: Fig. 9. Beplantet Kampestensdige, ca. 1 Meter

højt. (Brostrøms Planteskole, Viborg)]

Til Imødegaaelse af en saadan Bebrejdelse skal nedenfor anføres

et Par "lette Eksempler" paa Udformning af et Vand- og

Moseplanteparti og paa en Anvendelse af Stenhøjsplanter, et Par

Eksempler, der selv om de naturligvis ikke direkte bør overføres

til andre Forhold end de, hvorunder de er skabte, dog maaske kan

hjælpe en og anden Haveven lidt paa Gled.

Ved samme Lejlighed kan der maaske slaas til Lyd for en af

Forf.s Yndlingstanker, nemlig Anvendelsen af "Kulturlandskabet"

som Motiv, som Forbillede for Udformningen af visse Dele af Haven.

[Illustration: Fig. 10. Dige af Smaa Sten i en Have ved Kbhn. Et

Aar efter Tilplantningen.]

Enhver landskabelig Beplantningsplan har sit Forbillede, og

gennem mange Aar har det udelukkende været den rene, vanskeligt

efterlignelige Natur, der har ydet saadanne. Man har her overset

det, man kunde kalde "Kulturlandskabet" og væsentligt kun

beskæftiget sig med den "rigtige" Naturs Skønhed, som man

efterlignede i haabløs Iver. Vor Generation ser anderledes

derpaa; den søger at bevare Kristianshavns Vold og kan ikke

rigtig forstaa, at vore Fædre byttede Voldenes og Voldgravenes

pragtfulde Kulturlandskab med Ørstedsparkens Efterligning af

"rigtig" Natur; og den kommende Generation vil rimeligvis

bebrejde os, at Fælledernes allékransede, solfyldte Græssletter

blev skaaret op til brede Vejkurver og Smaakrat for at danne et

"Landskab". I 1700 Tallet saa man netop en stor Værdi i Sporet

af Kultur midt i Naturen, ogsaa i den imiterede. Gravskrifterne,

Eremithytterne, Ruinerne, Schæferierne o.s.v. var skabt af denne

Følelse. Og man havde ganske Ret. Sporet af Menneskets Haand

giver kun Naturen endnu en Charme. Og det er kun rimeligt at

benytte den i landskabelige Havepartier. Enhver kan se, at

Vadestenene paa Fig. 5 og Trædestenene Fig. 6 netop forøger

Værdien af de ellers rent landskabelige Anlæg betydeligt. Det

samme kan en Planke over en Bæk, eller en Stente i et Hegn gøre.

Man kan imidlertid gaa et Skridt videre og under visse Forhold

bruge selve Menneskeværket som Motiv for Havens Udformning d.v.s.

man kan f. Eks. under tilstrækkelig store Forhold--skabe

Voldgraven og Kanalen for at give Plads til deres særlige

Vegetation; eller man kan efterligne og idealisere den vilde

uklippede Hæk, saaledes som den hegner de fynske Biveje og deri

faa plantet en Del af vore nye smukke Buske, som det ellers er

besværligt at finde fornuftig Plads til i architektoniske saavel

som i landskabelige Havepartier. Man kan--for at naa tilbage til

vort Emne--til Vand- og Sumpplanterne bruge Engrenden eller

_Grøften_ og til Stenhøjsplanterne det gamle danske _Stendige_

som Beplantningsmotiv.

[Illustration: Fig. 11. Snit af et Dige som det paa Fig. 9 og 10

viste paa flad Grund og ved terrasseret Grund.]

Den Grøft, som Fig. 7 og 8 viser, er ca. 4 m bred foroven og er

støbt i let armeret Beton. Den er egentlig kun et langagtigt

Bassin med stillestaaende Vand, og naar der i Enderne er indstøbt

et 18 Tommers Drænrør, er det kun en Variation af det gamle

landskabsgartneriske Kneb, der skjulte Havegangens eller Søens

Afslutning; der skal altid være lidt tilovers til Fantasien.

Disse mørke, kølige Huller har forøvrigt vist sig at være yndede

Opholdssteder for Guldfiskene. Skønt Forf. ikke har særligt

Kendskab til disse, skal dog her til Fordel for dem, der har

endnu mindre, meddeles, at Fiskene ikke maa sættes ud, før Vandet

gennem længere Henstaaen er blevet helt blødt. Frisk Kommunevand

er ligefrem Gift for dem. Hvis man ikke kan overvintre disse Fisk

i et koldt Drivhus, kan de til Nød overvintre i en Kælder; men de

har dog sikkert bedst i at blive ude; men i saa Fald maa man

naturligvis paase, at Vandet ikke bundfryser. Dette forhindrer

man bedst ved, naar det er frosset en god Tomme, da at dække Isen

med Løv eller Tang og maaske yderligere ved at tømme noget Vand

af, saaledes at der dannes et isolerende Luftlag mellem Isen og

Vandet. En Vaage maa naturligvis daglig befries for Is.

[Illustration: Fig. 12. Højt Stendige af smaa Kampesten.]

Vandplanterne plantes, som Tegningen viser, mellem Cementmuren

og Bræddevæggen, og enkelte plantes i Kasser nede i Vandet. Det

gælder om at have Plantepladser med forskellig Vandstand efter

de enkelte Arters Krav. Mosebedene, som man ellers ofte danner

saaledes, at de kan oversvømmes med Vand fra el tilstødende

Bassin, faar her ved denne Grøft deres Fugtighed fra neden

gennem de løse Mursten. Moseplanterne kommer derved til at staa

med Tæerne i Vand, hvad der passer dem bedst. Ved samme

Anordning opnaas ogsaa Plantepladser af lidt forskellig

Karakter. Mursten, Brædder og Beton dækkes let af Vegetationen.

Det samme gælder de Bræddestumper og Sten, som man maa anbringe

for i Begyndelsen at holde paa den stærkt skraanende Jord; senere

væver Rødderne et Net, der snart skal holde den fra at skride.

Væksten hos Vand- og Moseplanter er i det Hele overordentlig

hurtig; den afbildede Grøft blev saaledes plantet sidst i Maj, og

Billedet er taget i August samme Aar. Med Hensyn til Udførelsen

skal man være forsigtig med at stole paa Tætheden af andet end

god Beton med ordentligt Pudslag i selve Vandbeholderen;

Mosebedenes Vægge kan derimod nok være af ringere Beton uden Puds,

idet Tætheden her jo ikke er saa nødvendig, end ikke altid

ønskelig. Der maa forudses Overløb, idet en Regnperiode paa Grund

af Grøftens Form ellers lader Vandet stige for meget.

Vandtilførslen maa være bekvem, da ikke alene Vandfladen fordamper

meget Vand, men ogsaa de store graadige Planter paa Grøftens Sider

tærer utroligt af Vandbeholdningen. Bunden kan naturligvis dannes

af Brolægning, der løbes ud med tynd Cement, men er da udsat for

at knække. De meget anbefalede Arrangementer med æltet Ler er set

mislykkede til den Grad og saa ofte, at man til et mindre Anlæg

ligefrem maa fraraade dem.

[Illustration: Fig. 13. Beplantet Kalkstensmur ved Knuthenborg.]

* * * * *

[Illustration: Fig. 14. Detail af Muren Fig. 13. andet Aar efter

Tilplantningen.]

For et Par Aar siden gjorde Forf. i Bogen "Stauder" opmærksom

paa Stendiget som Stenhøj. Naar undtages Bornholm findes der jo

i Virkeligheden ikke andre naturlige danske Forbilleder for

Vokseplads til Stenhøjsplanter, og der findes da heller ikke

væsentlig andre Sten end de runde Kampesten, hvoraf ingen

Stenhave let lader sig danne. Den klippeagtige, lagvise, i

Reglen skraatstillede, geologiske Ordning af Stenene, der med

sine stadig genopdukkende, ensartede Skraalinier bringer

Sammenhæng mellem Stenene og lidt Ro i det Hele, kan jo ikke

efterlignes med vore runde Kampesten. I Stedet for--svarende til

Vandet--at være den ensartede Baggrund, der overalt føles

igennem, det beroligende Bindeled mellem Blomsternes brogede,

mangeformede Mylder, saa virker vore Kampesten netop spredende

ved deres Uensartethed i Farve og Form og Mangel paa Sammenhæng.

Der skal i hvert Fald en svær Øvelse til at faa andet end Uro ud

deraf. Vor Skønhedssans er jo ikke saa udviklet som Japanernes,

der i de enkelte Stenes Variationer i Farve og Form ser lige saa

meget, som vi i de enkelte Planters tilsvarende Variationer.

[Illustration: Fig. 15. Beplantet lav Murstensmur.]

Derfor anbefales Kampestensdiget til Amatørens Forsøg. Det

smukke Billede Fig. 9 viser et Dige i Udkanten af en Lund. Det

blev bygget i 1910. Planterne blev plantet samtidig, hvad der er

nødvendigt, naar det drejer sig om saa store Sten. Fig. 10

viser, hvorledes man kan hjælpe sig med ret smaa Sten. Det

vedføjede Snit viser, hvorledes Stenene sættes; det er ganske

lige til. For at Regnvandet ikke skal løbe af, men snarere fanges

ind i Jordkærnen, sættes Stenene lidt paa skraa, og saaledes at

Fugerne fanger Vandet. Stenene skal dels af Hensyn til Udseendet

og dels for at opnaa større Modstandsdygtighed overfor

Frostangreb helst ligge ned, og enkelte bør stikkes dybt ind i

Jordkærnen, hvad der ogsaa vanskeliggør Frosten at løsne

Stensætningen. Muldjorden bør stampes meget tæt, og ved

Plantningen maa Planterne stikkes langt ind; de skal nok finde

ud, naar de blot skimter Lyset.

[Illustration: Fig. 16. Beplantet høj Murstensmur.]

Billederne Fig. 13 og 14 viser en beplantet Mur i Knuthenborg

Park og Fig. 15 og 16 viser Beplantningen af Murstensmure (uden

Mørtel). I Princippet er det naturligvis det samme som Diget;

kun at man skal sikre sig end mere mod Frosten. De allerbedste

Plantemure dannes af flade Klippesten, der f. Eks. i Sverrig

kan anvendes uden alt for store Omkostninger; men det har jo

mindre Interesse for en dansk Amatør.

[Illustration: Fig. 17. Vandplanter dyrkede i en Balje i en Have

i Brønshøj.]

Man maa nu ikke tro, at Dyrkningen af Vand- og Stenhøjsplanter

kun er for Velhavere. I Virkeligheden gør den ringe Plads, som

disse Planter kan nøjes med, dem netop til den lille Haves

Planter. Et lille Stykke Mur er der Plads til i enhver Have, og

lidt Vand kan i Reglen ogsaa skaffes med lidt Opfindsomhed. Det

mest beundringsværdige, Forf. har set i den Retning, er den lille

Have i Brønshøj, hvor de to Billeder Fig. 17 og 18 er tagne. Det

hele bestaar af et Par gamle, nedgravede Baljer med nogle Sten

omkring. Og i denne Slat Vand dyrker Ejeren en hel Flora af

danske Vandplanter, derunder, som det ses, Aakander og Dunhammer.

Guldfisk mangler selvfølgelig ikke. Disse bliver flyttede ind i

en Kælder og lever i en Tiliter-flaske om Vinteren, og hvert Aar

den 1ste April sat ud igen. Derimod bliver Planterne ude, de

dækkes aldrig, men bundfryser hver Vinter. Baade Fisk og Planter

trives brilliant.

[Illustration: Fig. 18. En Aakande i Blomst i en Balje i en Have

i Brønshøj.]

[Illustration: Fra en engelsk Villahave, der med Rette er berømt

som noget af det smukkeste, der i nyere Tid er frembragt paa

dette Omraade. Kanalen er ca. 50 ctm, bred.]

Man fristes saa ofte, navnlig siden de dyre Vand- og Stenhaver

med Bassiner, Fliser o.s.v. er komne paa Moden, til at anse det

hele for et Pengespørgsmaal; men denne lille Have i Brønshøj, der

er lavet ganske uden Udgift, viser Sagen, som den er: Ejerens

Interesse er det eneste væsentlige, og Pengene kan kun delvis og

kun for et Stykke Tid gøre denne den vigtigste Faktor undværlig.

En Have, og da ganske særlig en Vand- eller Stenhave er ikke som

et Spisestuemøblement, som man kan lade tegne, udføre og stille

op, og derved er det færdigt. En Have er aldrig færdig, den er et

levende Væsen, der kræver sin Beskytters stadige Aarvaagenhed og

stadige Arbejde. Er man ikke sikker paa at kunne yde et saadant,

skal man ikke af Begejstring for de smukke Billeder i Studio og

i de engelske Havebøger, som man snart ser i ethvert Hjem, lade

sig forlede til større Anlæg, end man kan magte, thi:

"... such gardens are not made

By singing "Oh, how beautiful!" and sitting in the shade."

G. N. B.

[Illustration: Fra Havebrugsskolen Vilvordes Dam.]

[Illustration: Fig. 19. Kanalen i Haven ved Orebygaard. Langs

Kanten er plantet forskellige Irisarter.]

VAND- OG MOSEPLANTERNES KULTUR

af _Jens K. Jørgensen_.

Før der kan tales om disse Planters Kultur og Anvendelse i

haven, vil det være nødvendigt at sige nogle faa Ord om deres

Fremtræden ude i den fri Natur. Kun ved at drage Lære af, hvad

man der har for Øje, kan man gøre sig Haab om at skabe noget

endnu pragtfuldere end det, Naturen selv er i Stand til at

frembringe. Man maa gaa i Lære hos Naturen og have Øjet aabent for

dens særegne Skønhed og Luner, uden dette arbejder man forgæves.

[Illustration: Fig. 20. Regelmæssigt Bassin, kantet at Dianthus

cæsius. Billedet er taget ved et af H. M. Dronningens besøg i Det

kgl. danske Haveselskabs Have.]

Søger man nu at komme til Klarhed over det Spørgsmaal: hvori

bestaar det Trylleri, der hviler over den blomstrende Eng, den

stille Aa, der bugtende sig frem mellem Pil og Ellekrat langsomt

glider mod Havet, det sorte, stillestaaende Vand i gamle,

bundløse Tørvegrave, den flade Søbred med sin hviskende Skov af

Tagrør og Dunhammer eller det smilende Kær med sine Smaaøer af

Star og Siv og Pindsvineknop, saa ser man, at der over dem alle

trods al Forskel er noget, der er fælles, noget yndigt, blidt og

samtidig hemmelighedsfuldt og dragende. Og det er ikke saa

underligt, thi selv et ganske lille Vandhul kan være som en hel

lille Verden. Nede i Vandet mellem sælsomme, fine Planter bevæger

sig sælsomme Dyr, lydløst glider de ud og ind i de glasgrønne,

hemmelighedsfulde Skove. Hen over Vandfladen løber travle

Insekter i hurtigt Jag og forvandler den blanke Flade til et

bølgende Moiré, og fra Bred til Bred farer som sitrende

Lysstraaler skinnende Guldsmede og staalblaa Nymfer, der af og

til afbrydes i deres sorgløse Elskovsleg af forslugne Karusser.

Der er et myldrende Liv baade over og under Vandet, der er Kamp

og Elskov, Skønhed og Livsglæde, Død og Undergang, det er en hel

Verden, der lever og lider. Men naar Solen gaar til Hvile, naar

Mosekonen i den lyse Sommernat brygger sin koglende Drik, der

dufter af Mynte og Mjødurt, og Skarntydernes hvide Blomsterfraade

lyser gennem Taagen, naar St. Hans-ormen med sin Lygte søger

efter sin Elskede i den vildsomme Skov af Græs og Blomster, mens

Nattergalen synger, da blotter Engen sin Sjæl, viser sig i hele

sin tryllende Pragt for den, der tør gaa ind i Taagen.

[Illustration: Fig. 21. Bassin uden Plantning--en engelsk Have.]

Ethvert andet Blomsterarrangement, selv det største og smukkeste,

er og bliver aldrig andet end en Samling Blomster, men Vandhaven

er som en hel lille Verden, og det er dette, der er Aarsag til,

at den virker mere levende og rigt end nogen anden Del af Haven.

Og saa den Yppighed, der er over alle Vandplanter, den saftige

Friskhed og næsten tropiske Frodighed, der ellers er saa sjælden

i vor Flora. Ja, selv naar Havens andre Blomster er ved at opgive

Ævred og staa trætte og tørstige i den brændende Sommersol, saa

svulmer alle Vandhavens Blomster af Sundhed og Velvære. Det er,

som der staar i Folkevisen: "Den Sommer og den Eng saa vel kunne sammen".

_De regelmæssige Bassiner_.

[Illustration: Fig. 22. Dammene i Villa d'Este's Have.]

I de gamle, regelmæssige Haver spillede Vandet en stor Rolle, og

de legende Springvand, de brusende Kaskader og stille Damme og

Kanaler har sikkert været disse Havers største Tiltrækning, uden

hvilke de trods deres Statuer, Løvværk og kunstigt klippede

Træer vilde have gjort et saare dødt og kedeligt indtryk. Vandet

i de gamle Haver havde det Formaal at bringe Liv og Dybde ind i

Anlæget; de stille Bassiner og Kanaler skulde virke som et

Spejl, hvori Himlen og den omgivende Herlighed kunde spejle sig.

Disse gamle Haver har dog sikkert, da de var nye, ikke virket nær

saa imponerende, som de Rester, vi har tilbage af disse

storslaaede Anlæg, lader formode.

I den moderne Have, hvor den gamle Havekunst er ligesom vendt

tilbage i rigere og mere levende Former, spiller Vandet atter en

stor Rolle men ikke som et Spejl, der henter sit Indhold fra

Omgivelserne, men i sig selv rummende de dejligste Blomster, ikke

et uvirkeligt Spejlbillede men et levende Maleri.

[Illustration: Fig. 23. Bassin i Villa "Rosenhøj"s Have i Vedbæk.

(Havearchitekt E. Erstad-Jørgensen).]

Det er Nutidens Krav om Blomsterpragt, der har skabt dette

Arrangement, og denne ny Smagsretning har fundet rigelig Næring

ved Indførselen af en Mængde dejlige Vandplanter, samtidig med

at den har aabnet vore Øjne for mange af vore vilde Planters

Skønhed og Anvendelighed. Det var dog særlig Fremkomsten af de

pragtfulde Aakandehybrider, der henledede Opmærksomheden paa

Vandplanterne. Disse er mellem Vandplanterne, hvad Roserne er

mellem Havens øvrige Blomster, deres Skønhed er saa

iøjnefaldende, at mange Blomsterelskere lod grave Bassiner og

indrettede sig Vandhaver alene for at komme i Besiddelse af disse

pragtfulde Planter. Det kan heller ikke nægtes, at hele

Vandhavens øvrige Plantearrangement, hvor smukt dette end kan

være, hvor rigt, hvor yppigt, hvor fint og yndefuldt, er det dog

kun som en Indfatning om de dejlige Aakander. Men de klæder

hinanden godt, ved Siden af Aakandernes tunge, pompøse Pragt

bliver alle de andre Engens fine Blomster endnu finere og mere

gratiøse, og som de samler sig der langs Bredden: Forglemmigej og

Ranunkler, Spiræa og Iris, Bukkeblad og Trævlekrone, Hjertegræs

og Engblommer, danner de en vidunderlig Ramme om et vidunderligt

Billede.

De regelmæssige Vandbassiner i de gamle Haver er undertiden

stensatte, tættede med Kalk eller Blaaler, kun sjældent murede.

Som Regel er de kun udgravede og tættede med et Lag Ler, der saa

atter er dækket med et Lag Jord eller Grus, og hvor Jorden ikke

er alt for løs og Beliggenheden alt for uheldig, vil et saadant

primitivt Bassin som Regel kunne holde Vandet uden alt for stor

Tilførsel. Men det bør dog altid have baade et Tilløb og et

Afløb, thi selv om en ensartet Vandstand ikke er absolut

nødvendig, saa er det dog uheldigt, naar denne varierer alt for

stærkt.

[Illustration: Fig. 24. Aakandebassin i Villa "Birkeborg"s Have i

Skodsborg. (Havearchitekt E. Erstad-Jørgensen).]

Ved Anlæget af nye Vandbassiner vil man som Regel støbe disse af

Cement, det vil være det sikreste, og ved Indlæg af Jerntraad og

Rundjern behøver Støbelaget ikke at være overdrevent tykt. Er

Bunden nogenlunde tæt og Bassinet meget stort, kan man ligesom i

de gamle Vandbassiner nøjes med at støbe Siderne eller mure dem

op af Klinker, dække Bunden med et Lag Blaaler og oven paa dette

lægge Grus eller Brolægning.

Et Bassin, som anlægges til Vandplanter, bør altid ligge i fuld

Sol. I Skygge vil man som Regel ingen Glæde have af Vandplanter,

Vandet er her for koldt, Planterne faar en svag og sygelig

Vækst, og et saadant Bassin vil i Reglen ogsaa være smukkest

uden Planter.

[Illustration: Fig. 25. Aakandebassin i et Stenhøjsanlæg.]

[Illustration: Fig. 26. Aakandebassin, omgivet af beplantede

Flisegange og Støttemure.]

I nyanlagte Bassiner er det lettest at foretage Beplantningen,

inden man lukker Vandet ind. Hvis man vil tilplante hele

Bassinet, dækker man Bunden med ca. 30 cm god, fed Markjord,

blandet med gammel Kogødning. Vandplanter er meget graadige, man

kan uden Skade give dem ligesaa megen Gødning som Jord.

Plantningen foregaar paa den Maade, at man breder Planternes

Rødder ud over Jorden, dækker dem med et nyt Lag Jord og trykker

denne godt fast. Naar det hele er tilplantet, dækkes Jorden med

et Lag groft Grus, og Vandet slippes forsigtigt ind. Som Regel

vil man dog ikke have hele Bassinet overvokset, og man planter da

forskellige Planter i Kasser og anbringer dem paa de Steder, man

synes mest passende. Kasserne til Skeblad, Rumex, Iris og Sødgræs

behøver ikke at være ret store, disse Planter kræver ikke saa

megen Næring for at udvikle sig, og de behøver kun at have nogle

faa cm Vand over sig. Men Aakanderne kan man ikke spise af med

saa lidt. De kan nok vokse og blomstre i smaa Beholdere, men skal

de blive rigtig pragtfulde, kræver de megen Næring.

Plantekasserne maa helst være ca. 1 Meter i Kvadrat og 50 cm

dybe, og der maa helst være 30--50 cm Vand over Planterne. I

saadanne Kasser og i kraftig Jord, der hvert Aar delvis maa

fornyes, vil Aakanderne kunne udvikle sig ligesaa frodigt, som om

de var frit udplantede. Om de øvrige Vandplanters Kultur er der

ikke meget at sige, naar de dyrkes i Beholdere. De kræve som

allerede sagt ikke nær saa megen Næring som Aakanderne, men kan

ellers plantes i samme Jord som disse. Gammel udluftet Dyndjord

er fortrinlig til Vandplanter, men det er kun sjældent, at man

har denne til Raadighed, og at plante i det raa Dynd er der intet

vundet ved, saa er en fornuftig Blanding af Jord og Gødning langt

bedre.

[Illustration: Fig. 27. Bassin paa en Fliseterrasse i en engelsk

Have.]

Hvorledes man skal arrangere Planterne i et Vandbassin, derom er

det vanskeligt at sige noget bestemt. Som Regel maa de ikke staa

alt for regelmæssigt, men dette maa rette sig efter Forholdene,

og der kan ikke gives bestemte Regler.

Der findes en hel Del forskellige tropiske og subtropiske

Vandplanter, som i Sommertiden kan flyttes fra Drivhuset ud paa

Friland, som f. Eks. Pontederia, Cyperus, Canna og flere af de

tropiske Nymphæer, men som Regel har man kun ringe Glæde af

dette Eksperiment, og man maa helst holde sig til de virkelige

Frilands-Vandplanter, særlig da disse er fuldt saa kønne som de

tropiske, og disse let vantrives og faar et blegt og sygeligt

Udseende, der kun daarligt harmonerer med de frodige Omgivelser.

[Illustration: Fig. 28. Naturlig Randbeplantning om Dammen i Det

kgl. danske Haveselskabs Have.]

Som nogle af de smukkeste Vandplanter til Dekoration af

Vandbassiner kan nævnes, foruden Aakanderne, Almindelig Skeblad

(Alisma plantago). Iris sibirica med Varieteter, den japanske

Iris (I. Kæmpferi) og den almindelige gule Iris (I. pseudacorus).

Blaagraa Siv (Juncus glaucus) og enkelte Stargræsser danner

smukke, dekorative Tuer, som, naar de anbringes frit og

naturligt, virker overordentlig dekorativt, naar de spejler sig i

det blanke, stillestaaende Vand. Alle disse Planter er meget

haardføre og kan taale at staa uden Vand i Vintertiden, medens

Aakanderne helst maa staa under Vand hele Vinteren. Ogsaa de

smukke Eng-Kabbelejer (Caltha palustris) kan danne nydelige

Smaaøer, enten alene eller sammen med Iris, Vand-skræppe (Rumex

hydrolapathum) eller Star (Carex), og de virker navnlig i

Foraarstiden overordentlig oplivende med de saftige, grønne Blade

og skinnende, gule Blomster.

Er Bassinet stort, saaledes at der er Plads til Smaaøer, der kan

hæve sig op over Vandfladen, da kan disse tilplantes med

Astilber, Spiræa, Trollius og flere andre Sumpplanter, og man

faar et langt rigere Blomsterflor, men disse Planter er ikke saa

kønne efter Afblomstringen som de tidligere nævnte.

[Illustration: Fig. 29. Bredden af en Bæk i Kolding Planteskole,

den oprindelige i og for sig smukke Vegetation, der nu har

maattet vige for den Fig. 2 viste. En Sammenligning af de 2

Billeder, der er tagne omtrent fra samme Sted, giver et Begreb om

Arbejdet ved den Art plantning.]

Alle de Planter, der skal bruges i disse regelmæssige Bassiner,

maa dog helst have et sirligt og ordentligt Udseende ogsaa efter

Afblomstringen, og Plantningen paa saadanne Steder maa derfor

helst indskrænke sig til nogle faa Planter, hos hvilke disse

Egenskaber er fremherskende, og man skal helst vælge Planter,

der ikke forlanger at plantes over Vandet. Det er smukkest, naar

dette kan undgaas, navnlig i det flade, regelrette Bassin. Langs

Bassinets Kant kan der plantes forskellige Pudeplanter eller

Moseplanter, og det afhænger udelukkende af dettes form og

Beliggenhed, hvad der er det rigtigste og smukkeste.

[Illustration: Fig. 30. Hængepil, det mest karakteristiske Træ til

Plantning ved Bredden af en Dam.]

I gamle Bassiner vil det ofte være nødvendigt at plante, medens

de er fyldte med Vand. Dette udføres da paa den Maade, at man

efter at have undersøgt Dybden laver nogle Plantekasser af

passende Dimensioner, anbringer dem saa nær som muligt ved

Vandkanten, fylder dem med Jord, planter dem til og dækker

Overfladen med Grus eller Smaasten, sænker dem ned i Vandet saa

varsomt som muligt og langsomt og forsigtigt flaader dem under

Vandet hen til det Sted, hvor de skal anbringes. Aakanderne kan

plantes paa samme Maade, men er der Dynd eller naturlig Jordbund

i Bassinet, maa de helst plantes i store, flade Plantekurve,

saaledes at Rødderne frit kan brede sig i Søbunden. Er der meget

Dynd, vokser Aakanderne forbavsende frodigt og kræver ingen

Gødning, men i Bassiner, der ikke kan tømmes, vil det være

vanskeligt at holde dem i frodig Vækst, naar de er plantede i

Kasser, og man ikke kan komme til at plante dem om og tilføre

dem ny Næring.

[Illustration: Fig. 31. Heracleum (Bjørneklo), ved sin

Forkærlighed for fugtig Vokseplads og ved sit Ydre en udmærket

Søbredsplante.]

_Det naturlige Vandparti_.

Medens man ved Anlæget af det regelrette Bassin er bundet af

architektoniske Hensyn og ogsaa ved Beplantningen maa tage disse

i Betragtning, har man ved Anlæget af det naturlige Vandparti

anderledes frie Hænder, og det er egentlig først under denne

Form, og naar tillige Omgivelserne er smukke og harmoniske, at

Vandhaven kan udfolde al sin daarende Rigdom og Blomsterpragt.

Først her kan man fremtrylle noget af den samme Stemning, som

der møder en ude i Naturen, og som gør denne saa rig og

fængslende. Intet Sted i Haven kommer man Naturen saa nær som i

Vandhaven, intet Sted er der en Rigdom, Liv og Frodighed som her.

Ikke engang Stenhøjen med sin Vrimmel af fine, yndige

Bjergplanter kan maale sig med Vandhavens saftige Pragt og

Frodighed.

[Illustration: Fig. 32. Petasites japonicus, japansk Hestehov,

Søbredsplante til halvskyggede, fugtige, endog sure og sumpede

Steder.]

Ser man nu paa de Vandpartier, Damme, Smaasøer og Kanaler, der

findes i saa mange af vore Haver, saa forbavses man over den

Mangel paa Vegetation, der udmærker disse. Den samme velholdte,

aandsforladte Kedsommelighed, der ofte præger vore Haver, breder

sig fra de friserede Plæner, de nyfejede Gange og velrevne

Busketter ud over den indholdsløse Vandflade, og dog har vi

Forbilleder nok ude i Naturen, og de fleste Mennesker med en

Smule Skønhedssans er næppe i Tvivl om, hvad der er smukkest.

Det er vor ulykkelige Trang til at skulle bringe Orden i alle

Ting, der fører os paa Afveje. Alt for megen Orden, alt for megen

Sirlighed kan forjage baade Skønhed og Hygge fra en Have, men

den behøver ikke at gøre det. Den forstaaende, omsorgsfulde

Haand efterlader sig intet Spor, det er kun den uforstaaende,

tankeløse Haand, der sætter Mærker, bringer Forstyrrelse og

Uorden i Naturens Værk. Den forstaaende Haand tjener Naturen,

hjælper de svage, uden at skade de stærke, giver enhver sit og

bruger aldrig Vold.

[Illustration: Fig. 33. Gunnera. Pragtfuld, men kælen, solkær

Søbredsplante.]

Ved Anlæget af en Vandhave kan der være mange forskellige

Hensyn, der gør sig gældende. Lettest slipper man fra Arbejdet,

naar der i Haven findes et naturligt Vandparti, et Engdrag, eller

der blot er et lavtliggende, fugtigt Sted, der kan anvendes. Ikke

alene letter dette Arbejdet betydeligt og giver lettere det hele

Arrangement et naturligt Præg. men det har ogsaa andre Fortrin

fremfor det ved Kunst frembragte Vandanlæg. Vandhavens hele Form

maa selvfølgelig rette sig efter de lokale Forhold og være i

Harmoni med sine Omgivelser. Er det en Dam paa en lavtliggende,

flad Græsslette eller Plæne, vil det være rettest ikke at give

den en alt for uregelmæssig Form eller en alt for urolig

Beplantning, men søge at frembringe noget af den samme Fred og

Ynde, som der saa ofte er over et Kær eller et Vandhul, saadan

som man ofte træffer dette ude i Naturen paa lave, fugtige Enge.

[Illustration: Fig. 34. Petasites japonicus i Vandkanten, bagved

persiske Syrener. (Knuthenborg Park).]

Ude i Vandet kan man plante Aakander og hen imod Bredderne

enkelte Tuer af Star og Iris, Brudelys (Butomus umbellatus) og

Siv. Langs Bredden kan der vokse Vand-Calla (Calla palustris),

Fredløs (Lysimachia nummularia), Engblomme, Trævlekrone (Lychnis

flos cuculi), Forglemmigej, Abeblomst (Mimulus), Kabbeleje

(Caltha palustris), Engkarse (Cardamine pratensis), Bukkeblad

(Menyanthes trifoliata), Ranunkler og hvad man ellers ude i

Naturen ser vokse paa lignende Steder. Før Plantningen maa

Jorden langs Bredden være renset for fleraarigt Ukrudt, og er

der Grønsvær, vil det være klogest at afgrave det øverste

Spadestik i 1/2-1 Meters Bredde og fylde Udgravningen med god,

ren Muldjord. Heri planter man saa de ovennævnte Planter og

andre, der ynder et fugtigt Voksested. Alle disse Planter blandes

ved Plantningen mellem hverandre uden Plan og Orden, og faar de

Lov til at vokse, som de lyster, vil de i Løbet af et Par Aar

danne den dejligste Søbred.

[Illustration: Fig. 35. Rudbeckia maxima, ligesom R. nitida og R.

laciniata udmærket Søbredsplante under store Forhold.]

[Illustration: Fig. 36. Gynerium argenteum, Pampasgræs, pragtfuld

Søbredsplante, der maa stilles frit for at komme til sin Ret, og

maa dækkes omhyggeligt, da den ikke taaler megen Fugtighed i

Vintertiden.]

En saadan Bred maa helst virke som en fin, lav Bræmme af

Blomster om Vandspejlet med de pragtfulde Aakander og de

fine, lette Tuer af Siv og Star. Plejen af en saadan Søbred vil,

naar den først er tilvokset, kun bestaa deri, at man, naar

Planterne om Efteraaret er visnede, afskærer dem nogle faa

Centimeter over Jorden og dækker dem med et Lag velforraadnet,

gammel Gødning og saa for Resten lader dem skøtte sig selv og

kæmpe om Pladsen. Enkelte Planter vil efter nogle Aars Forløb

gaa til Grunde, men andre vil fylde deres Plads, og

Bevoksningen vil med Aarene blive tættere og tættere. Bliver

Plantningen efter nogle Aars Forløb gennemvokset af Græs og

Ukrudt, er der intet andet at gøre end at fjerne det hele, tage

Planterne op, rense dem omhyggeligt for Græs og Ukrudt, tilføre

ny Jord og plante paa ny.

[Illustration: Fig. 37. Ligularia macrophylla, en pragtfuld

Plante med store graablaa "Kaalblade" og gule Blomster, udmærket

til Søbred.]

Dersom Vandhaven skal anlægges langs en Bæk, der bugter sig frem

mellem Sten og stejle Skrænter, da kan man ved Hjælp af

Dæmninger og smaa Udvidelser skabe noget meget smukt, og

Beplantningen kan her være ganske anderledes righoldig og

overdaadig end ved Søbredden. Men dersom en saadan Bæk anlægges

ved Kunst, maa man være forsigtig og ikke gøre det alt for

vidtløftigt. Disse arrangerede Vandfald og Drypstenshuler af

Cement er ikke kønne, dog kan en smuk og frodig Bevoksning bøde

paa mange Smagløsheder. Er det en lige Grøft eller Kanal, man

skal beplante, vil der, naar denne da ellers er i Harmoni med

sine Omgivelser, ikke være nogen Grund til at ændre dens Form, en

lige Grøft kan beplantes meget smukt og virke ligesaa naturligt

og selvfølgeligt som den mest kunstfærdigt slyngede Bæk.

[Illustration: Fig. 38. Dammen i Det kgl. danske Haveselskabs

Have med bagved liggende Stenparti.]

Er man fuldstændig frit stillet og kan anlægge sin Vandhave,

hvor man har Lyst, da vælger man en Plads med smukke, hyggelige

Omgivelser, hvor der er Sol og Læ, og her giver man saa

Vandhaven den Form og Udstrækning, som Forholdene tillader. Kan

den forenes med Stenhøjsanlæget, er det en stor Fordel, de to

Ting klæder hinanden godt og hører ganske naturligt sammen. Selve

Udgravningen til Vandet giver man en saa naturlig og fri Form

som muligt, der maa gerne være lidt Japaneseri med i Spillet.

Det samme gælder ved Udformningen af Bredderne. Ved Anlæget af

disse maa man bestandig have de Planter i Tanke, som man vil

skaffe Plads til, og søge at berede disse saa gunstige

Voksevilkaar som muligt.

Der maa være ganske flade, lavtliggende Steder til den smukke,

fyldtblomstrede Engkarse, Cardamine pratensis fl. pl., den fine,

yndige Trævlekrone, Lychnis flos cuculi fl. pl., den dobbelte

Kabbeleje, Caltha palustris fl. pl., de smukke, storblomstrede

Varieteter af Engforglemmigej, Myosotis palustris Graf Waldersee,

og den nydelige, rigtblomstrende, broncefarvede Abeblomst,

Mimulus luteus cupreus, og enkelte andre.

[Illustration: Fig. 39. Engelsk Vand- og Stenhave. "... Der maa

gerne være lidt Japaneseri med i Spillet...."]

Paa lidt højere liggende Terrain vil der være den ideelle Plads

for de to pragtfulde Primuler, P. japonica og P. pulverulenta.

Disse to dejlige Planter, som man kun sjældent har Glæde af paa

Stauderabatter, kan her udvikle sig til en Størrelse og Pragt,

som er aldeles forbavsende. Ogsaa flere andre Primuler som P.

sikkimensis, P. frondosa, P. denticulata og P. cashmiriana viser

sig her at være i Besiddelse af en Livskraft, som man ikke havde

tiltroet dem. Ja, selv den lille yndige Primula farinosa, som

ellers vanskeligt lader sig flytte ind ude fra Engen, kan

trives. Det vil dog være heldigt, om man kan give disse

Planter noget Tørvejord, men absolut nødvendigt er det ikke. I

det hele er Vandplanterne ikke fordringsfulde med Hensyn til

Jorden. Har de blot den rette Grad af Fugtighed og Sol, er de

som Regel fornøjede.

[Illustration: Fig. 40. Naturlig Plantning, fotograferet ca. 2

Maaneder efter Plantningen. Kun Brudelysene i Forgrunden er

ældre. (Fra Kolding Planteskole).]

Saaledes arbejder man videre. Paa et endnu højere liggende

Terrain skaffer man Plads til Engblommer, Spiræer, Astilber og

en Mængde andre Planter. Mange Planter vil uden at være

egentlige Moseplanter trives langt bedre paa en saadan fugtig

Vokseplads end paa Stauderabatten, hvor de let kommer til at lide

af Vandmangel. Saadanne Planter som f. Eks. Senecio, Ligularia,

Staudephlox, Efteraarsasters, Rudbeckia, Helenium, Solidago,

Eupatorium, Hemerocallis. Funkia og flere andre trives godt paa

en saadan fugtig Vokseplads og føjer sig smukt og naturligt ind i

Ensemblet.

[Illustration: Fig. 41. Blomsterkæret i Det kgl. danske

Haveselskabs Have, set fra Stenhøjen.]

Samtidigt med at man udformer Terrainet og derved søger at skabe

Voksepladser til de forskellige Planter, maa man ogsaa betænke,

hvorledes disse vil præsentere sig paa det Sted, man har tiltænkt

dem. Store, imponerende Planter som Gunnera, Funkia og Senecio

maa helst kunne ses paa Afstand og spejlende sig i Vandet, smaa,

fine Blomster maa kunne ses ganske tæt ved.

Gangene maa slynge sig som naturlige Stier, snart maa man være

helt nede ved Vandet og i Stand til at se ud over dette, snart

maa de høje frodige Planter lukke sig om en og spærre Udsigten.

Alt som man vandrer fremad ad de smalle, bugtede Stier, maa

Billederne skifte og aabenbare nye Skønheder og nye

Overraskelser. Hertil er det bølgede Terrain saa vel skikket

foruden det, at det tillige skaffer Plads til en Mængde højst

forskellige Planter baade Stauder og blomstrende Buske, hvad der

er en stor Fordel, thi Vandhavens Omgivelser kan ikke blive for

rige og overdaadige, og alt hvad der er af store, pragtfulde

Stauder, som det ellers kan være vanskeligt at faa anbragte, kan

her finde Anvendelse. Denne fri Plantning omkring Vandhaven kan

være meget smuk, og det er en taknemmelig Maade at arrangere

Stauder paa.

Ude i Vandet, der helst maa have en Dybde af 1 Meter eller lidt

mindre, laver man langs Bredderne smaa Øer og Halvøer, som

beplantes med Siv, Iris, Pilblad (Sagittaria), Brudelys og Star.

Ud fra Bredden breder sig Bukkeblad, Vandrøllike (Hottonia

palustris), Ranunkler og den vilde Calla. Er der Plads til

større Øer, som kan hæve sig over Vandfladen, kan man paa disse

plante Astilbe, Spiræa og flere andre Planter. Saadanne Øer

dannes af Trækasser, der naar op til Vandfladen, disse fyldes med

Jord, og der bygges videre over Vandet ved Hjælp af Natursten.

Mellem disse plantes Fredløs, Vandsnerre (Galium palustre).

Abeblomst eller lignende, indtil man er naaet ca. 1/2 Meter over

Vandet, lavere nede maa Spiræerne og Astilberne ikke gerne staa.

Dette beror dog noget paa Jordens Beskaffenhed, paa Tørvejord

taaler de mere Fugtighed end i almindelig Havejord. Kun Spiræa

ulmaria, almindelig Mjødurt, taaler mere Fugtighed, den kan

trives helt nede ved Vandet, den fyldtblomstrede Varietet er

meget smuk og fortjener Opmærksomhed.

[Illustration: Fig. 42. Til venstre i Vandet Brudelys (Butomus),

til højre oppe paa Land Funkia, en udmærket Søbredsplante. (Fra

Kolding Planteskole).]

Spiræerne og Astilberne hører til vore smukkeste og mest

anvendelige Søbredsplanter. Der er i det hele taget kun faa

Planter, der overgaar de nye Astilbehybrider i Skønhed, og ingen

af vore Stauder overgaar Spiræerne i Finhed og Gratie, særlig

langs en Søbred er de umistelige. Af Iris er det særlig vor

almindelige gule Iris (I. pseudacorus), den sibiriske Iris (I.

sibirica) med sine Varieteter og den japanske Iris (I. Kæmpferi),

der egner sig til Plantning paa fugtige Steder. De trives alle 3

bedst langs Søbredden, lige i Vandkanten, men de kan dog ogsaa

taale at staa med nogle faa cm Vand over sig. De to førstnævnte

er meget nøjsomme og villigtvoksende, de japanske er mere

lunefulde, de kræver megen Næring og synes her i Landet at trives

bedst i Tørvejord, men man ser dem dog ogsaa vokse og blomstre i

Lerjord eller sandet Dynd, men som sagt er de ligesaa lunefulde,

som de er kønne. Ogsaa de smukke Iris ochroleuca holder af

Fugtighed, men det er en Misforstaaelse, naar man tror, at Iris

germanica, de almindelige Haveiris, ynder Fugtighed, disse trives

bedst paa en tør og solbeskinnet Vokseplads.

Som allerede sagt er Vandplanternes Kultur meget enkelt og

ligefrem. Har man fundet den rette Vokseplads, hvor de befinder

sig vel og præsenterer sig smukt, har man i Sommertiden kun at

fjerne de visne Blade og Blomster og saa for Resten se til og

glæde sig over Frodigheden og Blomsterpragten. Naar Efteraaret

kommer, og Herligheden er forbi, afskæres ligesom i Staudehaven

de visne Dele, og Jorden mellem Planterne dækkes med et Lag

gammel Gødning. Der vil kun sjældent være Plads til at løsne

Jorden mellem Planterne, men det er heller ikke nødvendigt, den

hele Bred skal jo helst danne et sammenhængende Virvar af

Blomster og Blade.

[Illustration: Fig. 43. Lille, rigt beplantet Dam i Professor

Arnold Krog's Villahave paa Frederiksberg.]

Af praktiske Grunde vil det være heldigt mellem Planterne langs

Søbredden at anbringe nogle flade Sten, de saakaldte Trædesten,

ligesom det ogsaa kan være heldigt at kantsætte Gangene med en

Række Natursten. Alle disse Sten giver let den nyanlagte

Vandhave et uroligt og broget Udseende, men de er næsten

nødvendige, og saa snart Planterne vokser til, skjules de

af disse. At store, smukke Natursten klæder en Vandhave og

forøger Søbreddernes Skønhed meget, er saa selvfølgeligt, at det

næppe behøver at nævnes.

[Illustration: Fig. 44. Dam med en Mængde forskellige Planter. I

Forgrunden Gunnera. (Fra Carl V. Lange's Gartneri,

Frederikssund).]

Vand- og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner · 第 1 / 12 段