Produced by Miranda van de Heijning, Steen Christensen,
Janet Kino and the PG Online Distributed Proofreaders.
VAND- OG STENHØJSPLANTER EN VEJLEDNING FOR HAVEVENNER
MED BIDRAG AF
Overgartner _Jens K. Jørgensen_
Botanisk gartner _Axel Lange_
Havebrugskandidat _Andreas Madsen_
UNDER REDAKTION AF
_G. N. Brandt_
[Denne tekst er baseret på udgaven udgivet i København, 1917]
INDHOLDSFORTEGNELSE
VAND- OG STENHØJSPLANTERNES ANVENDELSE
VAND- OG MOSEPLANTERNES KULTUR af _Jens K. Jørgensen_
STENHØJSPLANTERNES KULTUR af _Axel Lange_
DEN DANSKE FLORAS VAND- OG STENHØJSPLANTER af _Andreas Madsen_
UDVALG AF VAND- OG MOSEPLANTER af _Axel Lange_
UDVALG AF STENHØJSPLANTER af _Axel Lange_
[Illustration: Fig. 1. Plantning at Vand- og Moseplanter langs en
Bæk i en engelsk Have.]
[Illustration: Fig. 2. Yndefuld Beplantning af en Søbred.
(Kolding Planteskole).]
VAND- OG STENHØJSPLANTERNES ANVENDELSE
Det kan synes urimeligt at samle netop disse to Samfund af
Haveplanter i eet Bind. Ingen botanisk, hverken systematisk
eller biologisk Lighed knytter dem sammen, ingen gartnerisk
Kulturmethode, ingen fælles Vækstbetingelser, tværtimod, de
stiller diametralt modsatte Krav til Livet; det fysiske Milieu,
der er Vækst og Trivsel for den ene Part, er Død og Fordærv for
den anden. Det, disse Planter har tilfælles, og som berettiger
til at behandle dem i samme Bind er det, at de mellem Havefolk
har de samme Venner. Man kan være sikker paa, at den, der dyrker
og samler paa Vandplanter, ogsaa er interesseret i
Stenhøjsplanter og omvendt. Disse to Slags Planter stiller nemlig
lidt særlige Krav til deres Dyrkere og Beundrere, ikke alene hvad
det rent gartnerisk-tekniske angaar, men navnlig med Hensyn til
Evne til at forstaa de levende Planters særlige Skønhed. Det
disse ofte ikke særlig anseelige Planter byder paa er nemlig ikke
saa meget en Skønhed i Former og Farver, men snarere den Skønhed,
der ligger i selve Væksten. Det er Skønheden i det vegetative
Liv, der er fælles for disse to Grupper, hvad enten den viser sig
i Vandplanternes overdaadige Frodighed eller i en lille graa
Sedums energiske Kamp om Pladsen paa Stenens Solside. Det er
langt fra alle Blomstervenner, der har Sans for denne Side af
Sagen; for mange ivrige Beundrere af Blomsterpragt er
Plantelivets egentlige Skønhed en lukket Bog, og de ser kun
Ukrudt, hvor de rigtige Plantevenner ser Værdier, som de ikke
ønsker at bytte med et helt Udstillingsvindue af Pragtblomster.
I enhver Plantes Vækst indeholdes en Fortælling. Hos nogle af de
pragtfuldeste f. Eks. Azalea, Amaryllis, Georginer, Pelargonier
og mange andre er denne Vækstens Fortælling ret triviel og
kedelig, men hos Vand- og Stenhøjsplanterne er den derimod
ualmindelig mangfoldig og morsom. Denne fælles Egenskab, denne
fælles Karakter, der gør, at Vand- og Stenhøjsplanterne har de
samme Venner, gør ogsaa, at de maa anvendes paa samme Maade,
nemlig saadan, at de specielle Skønhedsværdier, som disse Planter
rummer, kommer til deres Ret.
[Illustration: Fig. 3, Stenhøjsplanter i lige Bede belagte med
Faxekalkstensskærver. Smaagræsset mellem Fliserne er kommen i
løbet af 3 Aar. (Hellerup Strandpark).]
[Illustration: Fig. 4. Engelsk Hus med urimeligt overplantet
Fliseterrasse. Selvsaaede Planter, som mellem Fliserne paa Fig. 3
er tilstrækkelig "Fugeplantning" i saadanne Tilfælde.]
Der er, som alle ved, to stærkt afvigende, for ikke at sige helt
modsatte Maader at anvende Planter paa, to Maader, som man med et
Par gamle og daarligt dækkende Navne har kaldt den
"architektoniske" og den "landskabelige". Det, der karakteriserer
disse to Beplantningsmaader, er hverken noget egentligt
architektonisk eller noget landskabeligt, derimod snarere det, at
Plantningen i det ene Tilfælde skal have Karakteren af det
_plantede_, i det andet af det _voksede_. Som typisk for Planter,
der bedst behandles paa den første Maade, kan nævnes Roser, ikke
mindst stammede, Tulipaner, Stokroser og næsten alle Slags
Udplantningsplanter, og som typiske for det modsatte
Beplantningsprincip kan man tage alle--bogstaveligt talt
alle--Vand- og Stenhøjsplanter. Ingen af dem egner sig til at
staa paa Rad, de maa absolut anvendes "landskabeligt". Dermed
menes ikke, at de ikke kan anvendes i regelmæssige,
architektoniske Havepartier; men selve Plantningen maa ikke være
regelmæssig, den maa under alle Omstændigheder forblive
"naturlig".
[Illustration: Fig. 5. Vadestene over et beplantet Vandhul.]
Rammen om Plantninger behøver ingenlunde at være landskabelig;
tværtimod er den Brydning, mellem Natur og Kunst, mellem
organisk og uorganisk, mellem løst og fast, blødt og
haardt, mellem vokset og bygget, som opstaar ved Blanding af
Architektur og naturlig Plantning er et af den moderne engelske
Havekunsts om ikke mest kunstneriske saa dog mest populære
Virkemidler, der iøvrigt nu ofte anvendes udover enhver fornuftig
Grænse. Se Figur 4.
[Illustration: Fig. 6. Flade Trædesten mellem Pudeplanter er
praktisk og forlener Stenpartiet med en yderligere Charme.]
Naar man skal angive, hvorledes Vand- og Stenhøjsplanterne skal
anvendes for at komme til deres Ret, maa man altsaa henvise til
den landskabelige Plantning, til den, der til en vis Grad
efterligner den naturlige Voksemaade, som den eneste mulige, og
man maa tilføje, at det at plante paa den Maade kan ikke læres
af en Bog; Billeder kan hjælpe lidt, hvorfor der ogsaa er samlet
saa mange, maaske overfladisk betragtet ensartede Billeder af
naturlige Plantninger i denne Bog. Skriftlige Angivelser duer
ikke. Vil man indfange noget af Naturens Ynde i sin Have, maa
man selv ud og se, hvorledes Planterne trænges om Pladsen ude i
det fri og saa plante derefter. Det er heller ikke saa svært,
hvis der da ikke stilles for store Fordringer. Naar man kender
sine Planter og deres Behov grundigt, saaledes at der vælges dem
velegnede Pladser, saa trives de og finder sig til Rette mellem
hverandre; det uligevægtige Præg forsvinder og afløses af den
eftertragtede, men direkte uefterlignelige Naturlighed. De Fejl,
der hefter ved den menneskelige Del af Arbejdet: Plantningen,
dækkes og udsones ret snart af den ufejlbarlige Ynde, der følger
med Naturens Del af Arbejdet: Væksten.
[Illustration: Fig. 7. En "Grøft" i en Have ved Kbhn. Plantet i
Maj, fotograferet i August s. A.]
Det er betydeligt sværere at forme Rammen, selve det Haveparti,
hvor man vil dyrke Vand- og Stenhøjsplanter. Her faar man nemlig
ikke saa hurtig og saa afgørende en Hjælp af Væksten; paa dette
Punkt vil de menneskelige Fejltagelser ikke saa let kunne dækkes.
Der kan imidlertid lige saa lidt som ved Plantningen gives nogen
almindelig Forskrift, ja, endnu mindre, eftersom Planterne og
deres Egenskaber dog uforandret er de samme, medens næsten hver
Plet Have har sine særlige Forhold, der maa tages i Betragtning.
En Ting maa man bestemt fraraade, nemlig Forsøget paa uden
virkelig dygtig Hjælp at forme noget egentligt architektonisk
Arrangement. Forf. har aldrig set nogen Amatør slippe godt
derfra. Vil man lave sig et Bassin, der skal være til Pryd i
Haven, saa maa man ogsaa bekoste kunstnerisk Bistand og smukt
Materiale i fagmæssig Udførelse; thi et Bassin har ikke det
naturlige Kærs Bredder, hvis Plantevækst kan væve en dækkende
Kærlighedens Kaabe over Formenes Synder.
[Illustration: Fig. 8. Snit af "Grøften" Fig. 7. Bredden foroven
er ca. 4 Meter.]
Derfor vil den Haveven, der selv vil være med at forme sin
Have- og for saadanne er denne Bog skrevet--i Reglen staa sig
ved til sin Samling af Vand- og Stenhøjsplanter at vælge et
landskabeligt Arrangement ikke alene, hvad der som nævnt er
selvfølgeligt, af selve Beplantningen, men ogsaa af Rammen derom,
af selve den paagældende Del af Haven. Dette er imidlertid
vanskeligt at realisere tilfredsstillende. Opgaven, der stilles,
er i Virkeligheden den samme næsten uløselige, der stilles
Musæumsmanden, der skal bringe alle sine Skatte til deres Ret og
dog søge at faa et tiltalende Hele ud deraf, og Resultatet er da
ogsaa i Reglen det samme: Genstandenes respektive Planternes
Mangfoldighed skaber den Uro og Smaatskaarenhed, der i lige Grad
kendetegner Musæumsstuen og det lille Vand- eller Stenhøjsparti
sammenlignet med Tingenes eller Planternes naturlige
Opholdssteder. Selv de bedst arrangerede mindre Havepartier af
denne Art savner--hvad enhver vil kunne overbevise sig om ved at
gennemse denne Bogs Billeder--den simple Ro og Skønhed, som
præger Naturen og ofte ogsaa større Anlæg med faa Plantearter.
Interessen for selve Havens Udformning og Interessen for Planter,
især naar den lægger sig for Dagen som Samlermani, er og bliver
modstridende. Dette Modsætningsforhold kan ikke hæves; men naar
Amatøren kender det og er klar derover, kan der dog gøres en hel
Del for at skaffe lidt Ro i Planternes Ordning og i Havepartiets
Udformning.
Positive Angivelser af, hvorledes Vand- eller Stenhøjspartiet
skal udformes og indføjes i Haveplanen kan ikke gives; her gælder
det samme Raad som vedrørende Tilplantningen: Gaa ud og se dig
om, ikke saa gerne i Naboens Have, men ude i det fri, se hvordan
et lille Vandhul i en Eng er formet, eller hvordan de bevoksede
Bredder af en Bæk ser ud, og form saa Haven over en eller anden
Idé. Det gælder blot om at holde sig Opgaven klar; denne er ikke
at efterligne Naturen, men--i vort Tilfælde--at skaffe
naturlignende Voksepladser til Planterne, for at disse kan trives
og faa Lejlighed til at udfolde deres Vækstejendommeligheder.
Læseren vil maaske bebrejde Forf., at han i en Artikel med
Overskrift: Vand- og Stenhøjsplanternes Anvendelse kun giver det
Raad at danne Haven og beplante den efter Naturens Forbillede,
og ellers overlader den skuffede Haveamatør til sit eget Studium
af Naturen, kun udrustet med de negative Oplysninger, at Opgaven
er vanskelig, og at der ikke kan gives almindelige Regler for
dens Løsning.
[Illustration: Fig. 9. Beplantet Kampestensdige, ca. 1 Meter
højt. (Brostrøms Planteskole, Viborg)]
Til Imødegaaelse af en saadan Bebrejdelse skal nedenfor anføres
et Par "lette Eksempler" paa Udformning af et Vand- og
Moseplanteparti og paa en Anvendelse af Stenhøjsplanter, et Par
Eksempler, der selv om de naturligvis ikke direkte bør overføres
til andre Forhold end de, hvorunder de er skabte, dog maaske kan
hjælpe en og anden Haveven lidt paa Gled.
Ved samme Lejlighed kan der maaske slaas til Lyd for en af
Forf.s Yndlingstanker, nemlig Anvendelsen af "Kulturlandskabet"
som Motiv, som Forbillede for Udformningen af visse Dele af Haven.
[Illustration: Fig. 10. Dige af Smaa Sten i en Have ved Kbhn. Et
Aar efter Tilplantningen.]
Enhver landskabelig Beplantningsplan har sit Forbillede, og
gennem mange Aar har det udelukkende været den rene, vanskeligt
efterlignelige Natur, der har ydet saadanne. Man har her overset
det, man kunde kalde "Kulturlandskabet" og væsentligt kun
beskæftiget sig med den "rigtige" Naturs Skønhed, som man
efterlignede i haabløs Iver. Vor Generation ser anderledes
derpaa; den søger at bevare Kristianshavns Vold og kan ikke
rigtig forstaa, at vore Fædre byttede Voldenes og Voldgravenes
pragtfulde Kulturlandskab med Ørstedsparkens Efterligning af
"rigtig" Natur; og den kommende Generation vil rimeligvis
bebrejde os, at Fælledernes allékransede, solfyldte Græssletter
blev skaaret op til brede Vejkurver og Smaakrat for at danne et
"Landskab". I 1700 Tallet saa man netop en stor Værdi i Sporet
af Kultur midt i Naturen, ogsaa i den imiterede. Gravskrifterne,
Eremithytterne, Ruinerne, Schæferierne o.s.v. var skabt af denne
Følelse. Og man havde ganske Ret. Sporet af Menneskets Haand
giver kun Naturen endnu en Charme. Og det er kun rimeligt at
benytte den i landskabelige Havepartier. Enhver kan se, at
Vadestenene paa Fig. 5 og Trædestenene Fig. 6 netop forøger
Værdien af de ellers rent landskabelige Anlæg betydeligt. Det
samme kan en Planke over en Bæk, eller en Stente i et Hegn gøre.
Man kan imidlertid gaa et Skridt videre og under visse Forhold
bruge selve Menneskeværket som Motiv for Havens Udformning d.v.s.
man kan f. Eks. under tilstrækkelig store Forhold--skabe
Voldgraven og Kanalen for at give Plads til deres særlige
Vegetation; eller man kan efterligne og idealisere den vilde
uklippede Hæk, saaledes som den hegner de fynske Biveje og deri
faa plantet en Del af vore nye smukke Buske, som det ellers er
besværligt at finde fornuftig Plads til i architektoniske saavel
som i landskabelige Havepartier. Man kan--for at naa tilbage til
vort Emne--til Vand- og Sumpplanterne bruge Engrenden eller
_Grøften_ og til Stenhøjsplanterne det gamle danske _Stendige_
som Beplantningsmotiv.
[Illustration: Fig. 11. Snit af et Dige som det paa Fig. 9 og 10
viste paa flad Grund og ved terrasseret Grund.]
Den Grøft, som Fig. 7 og 8 viser, er ca. 4 m bred foroven og er
støbt i let armeret Beton. Den er egentlig kun et langagtigt
Bassin med stillestaaende Vand, og naar der i Enderne er indstøbt
et 18 Tommers Drænrør, er det kun en Variation af det gamle
landskabsgartneriske Kneb, der skjulte Havegangens eller Søens
Afslutning; der skal altid være lidt tilovers til Fantasien.
Disse mørke, kølige Huller har forøvrigt vist sig at være yndede
Opholdssteder for Guldfiskene. Skønt Forf. ikke har særligt
Kendskab til disse, skal dog her til Fordel for dem, der har
endnu mindre, meddeles, at Fiskene ikke maa sættes ud, før Vandet
gennem længere Henstaaen er blevet helt blødt. Frisk Kommunevand
er ligefrem Gift for dem. Hvis man ikke kan overvintre disse Fisk
i et koldt Drivhus, kan de til Nød overvintre i en Kælder; men de
har dog sikkert bedst i at blive ude; men i saa Fald maa man
naturligvis paase, at Vandet ikke bundfryser. Dette forhindrer
man bedst ved, naar det er frosset en god Tomme, da at dække Isen
med Løv eller Tang og maaske yderligere ved at tømme noget Vand
af, saaledes at der dannes et isolerende Luftlag mellem Isen og
Vandet. En Vaage maa naturligvis daglig befries for Is.
[Illustration: Fig. 12. Højt Stendige af smaa Kampesten.]
Vandplanterne plantes, som Tegningen viser, mellem Cementmuren
og Bræddevæggen, og enkelte plantes i Kasser nede i Vandet. Det
gælder om at have Plantepladser med forskellig Vandstand efter
de enkelte Arters Krav. Mosebedene, som man ellers ofte danner
saaledes, at de kan oversvømmes med Vand fra el tilstødende
Bassin, faar her ved denne Grøft deres Fugtighed fra neden
gennem de løse Mursten. Moseplanterne kommer derved til at staa
med Tæerne i Vand, hvad der passer dem bedst. Ved samme
Anordning opnaas ogsaa Plantepladser af lidt forskellig
Karakter. Mursten, Brædder og Beton dækkes let af Vegetationen.
Det samme gælder de Bræddestumper og Sten, som man maa anbringe
for i Begyndelsen at holde paa den stærkt skraanende Jord; senere
væver Rødderne et Net, der snart skal holde den fra at skride.
Væksten hos Vand- og Moseplanter er i det Hele overordentlig
hurtig; den afbildede Grøft blev saaledes plantet sidst i Maj, og
Billedet er taget i August samme Aar. Med Hensyn til Udførelsen
skal man være forsigtig med at stole paa Tætheden af andet end
god Beton med ordentligt Pudslag i selve Vandbeholderen;
Mosebedenes Vægge kan derimod nok være af ringere Beton uden Puds,
idet Tætheden her jo ikke er saa nødvendig, end ikke altid
ønskelig. Der maa forudses Overløb, idet en Regnperiode paa Grund
af Grøftens Form ellers lader Vandet stige for meget.
Vandtilførslen maa være bekvem, da ikke alene Vandfladen fordamper
meget Vand, men ogsaa de store graadige Planter paa Grøftens Sider
tærer utroligt af Vandbeholdningen. Bunden kan naturligvis dannes
af Brolægning, der løbes ud med tynd Cement, men er da udsat for
at knække. De meget anbefalede Arrangementer med æltet Ler er set
mislykkede til den Grad og saa ofte, at man til et mindre Anlæg
ligefrem maa fraraade dem.
[Illustration: Fig. 13. Beplantet Kalkstensmur ved Knuthenborg.]
* * * * *
[Illustration: Fig. 14. Detail af Muren Fig. 13. andet Aar efter
Tilplantningen.]
For et Par Aar siden gjorde Forf. i Bogen "Stauder" opmærksom
paa Stendiget som Stenhøj. Naar undtages Bornholm findes der jo
i Virkeligheden ikke andre naturlige danske Forbilleder for
Vokseplads til Stenhøjsplanter, og der findes da heller ikke
væsentlig andre Sten end de runde Kampesten, hvoraf ingen
Stenhave let lader sig danne. Den klippeagtige, lagvise, i
Reglen skraatstillede, geologiske Ordning af Stenene, der med
sine stadig genopdukkende, ensartede Skraalinier bringer
Sammenhæng mellem Stenene og lidt Ro i det Hele, kan jo ikke
efterlignes med vore runde Kampesten. I Stedet for--svarende til
Vandet--at være den ensartede Baggrund, der overalt føles
igennem, det beroligende Bindeled mellem Blomsternes brogede,
mangeformede Mylder, saa virker vore Kampesten netop spredende
ved deres Uensartethed i Farve og Form og Mangel paa Sammenhæng.
Der skal i hvert Fald en svær Øvelse til at faa andet end Uro ud
deraf. Vor Skønhedssans er jo ikke saa udviklet som Japanernes,
der i de enkelte Stenes Variationer i Farve og Form ser lige saa
meget, som vi i de enkelte Planters tilsvarende Variationer.
[Illustration: Fig. 15. Beplantet lav Murstensmur.]
Derfor anbefales Kampestensdiget til Amatørens Forsøg. Det
smukke Billede Fig. 9 viser et Dige i Udkanten af en Lund. Det
blev bygget i 1910. Planterne blev plantet samtidig, hvad der er
nødvendigt, naar det drejer sig om saa store Sten. Fig. 10
viser, hvorledes man kan hjælpe sig med ret smaa Sten. Det
vedføjede Snit viser, hvorledes Stenene sættes; det er ganske
lige til. For at Regnvandet ikke skal løbe af, men snarere fanges
ind i Jordkærnen, sættes Stenene lidt paa skraa, og saaledes at
Fugerne fanger Vandet. Stenene skal dels af Hensyn til Udseendet
og dels for at opnaa større Modstandsdygtighed overfor
Frostangreb helst ligge ned, og enkelte bør stikkes dybt ind i
Jordkærnen, hvad der ogsaa vanskeliggør Frosten at løsne
Stensætningen. Muldjorden bør stampes meget tæt, og ved
Plantningen maa Planterne stikkes langt ind; de skal nok finde
ud, naar de blot skimter Lyset.
[Illustration: Fig. 16. Beplantet høj Murstensmur.]
Billederne Fig. 13 og 14 viser en beplantet Mur i Knuthenborg
Park og Fig. 15 og 16 viser Beplantningen af Murstensmure (uden
Mørtel). I Princippet er det naturligvis det samme som Diget;
kun at man skal sikre sig end mere mod Frosten. De allerbedste
Plantemure dannes af flade Klippesten, der f. Eks. i Sverrig
kan anvendes uden alt for store Omkostninger; men det har jo
mindre Interesse for en dansk Amatør.
[Illustration: Fig. 17. Vandplanter dyrkede i en Balje i en Have
i Brønshøj.]
Man maa nu ikke tro, at Dyrkningen af Vand- og Stenhøjsplanter
kun er for Velhavere. I Virkeligheden gør den ringe Plads, som
disse Planter kan nøjes med, dem netop til den lille Haves
Planter. Et lille Stykke Mur er der Plads til i enhver Have, og
lidt Vand kan i Reglen ogsaa skaffes med lidt Opfindsomhed. Det
mest beundringsværdige, Forf. har set i den Retning, er den lille
Have i Brønshøj, hvor de to Billeder Fig. 17 og 18 er tagne. Det
hele bestaar af et Par gamle, nedgravede Baljer med nogle Sten
omkring. Og i denne Slat Vand dyrker Ejeren en hel Flora af
danske Vandplanter, derunder, som det ses, Aakander og Dunhammer.
Guldfisk mangler selvfølgelig ikke. Disse bliver flyttede ind i
en Kælder og lever i en Tiliter-flaske om Vinteren, og hvert Aar
den 1ste April sat ud igen. Derimod bliver Planterne ude, de
dækkes aldrig, men bundfryser hver Vinter. Baade Fisk og Planter
trives brilliant.
[Illustration: Fig. 18. En Aakande i Blomst i en Balje i en Have
i Brønshøj.]
[Illustration: Fra en engelsk Villahave, der med Rette er berømt
som noget af det smukkeste, der i nyere Tid er frembragt paa
dette Omraade. Kanalen er ca. 50 ctm, bred.]
Man fristes saa ofte, navnlig siden de dyre Vand- og Stenhaver
med Bassiner, Fliser o.s.v. er komne paa Moden, til at anse det
hele for et Pengespørgsmaal; men denne lille Have i Brønshøj, der
er lavet ganske uden Udgift, viser Sagen, som den er: Ejerens
Interesse er det eneste væsentlige, og Pengene kan kun delvis og
kun for et Stykke Tid gøre denne den vigtigste Faktor undværlig.
En Have, og da ganske særlig en Vand- eller Stenhave er ikke som
et Spisestuemøblement, som man kan lade tegne, udføre og stille
op, og derved er det færdigt. En Have er aldrig færdig, den er et
levende Væsen, der kræver sin Beskytters stadige Aarvaagenhed og
stadige Arbejde. Er man ikke sikker paa at kunne yde et saadant,
skal man ikke af Begejstring for de smukke Billeder i Studio og
i de engelske Havebøger, som man snart ser i ethvert Hjem, lade
sig forlede til større Anlæg, end man kan magte, thi:
"... such gardens are not made
By singing "Oh, how beautiful!" and sitting in the shade."
G. N. B.
[Illustration: Fra Havebrugsskolen Vilvordes Dam.]
[Illustration: Fig. 19. Kanalen i Haven ved Orebygaard. Langs
Kanten er plantet forskellige Irisarter.]
VAND- OG MOSEPLANTERNES KULTUR
af _Jens K. Jørgensen_.
Før der kan tales om disse Planters Kultur og Anvendelse i
haven, vil det være nødvendigt at sige nogle faa Ord om deres
Fremtræden ude i den fri Natur. Kun ved at drage Lære af, hvad
man der har for Øje, kan man gøre sig Haab om at skabe noget
endnu pragtfuldere end det, Naturen selv er i Stand til at
frembringe. Man maa gaa i Lære hos Naturen og have Øjet aabent for
dens særegne Skønhed og Luner, uden dette arbejder man forgæves.
[Illustration: Fig. 20. Regelmæssigt Bassin, kantet at Dianthus
cæsius. Billedet er taget ved et af H. M. Dronningens besøg i Det
kgl. danske Haveselskabs Have.]
Søger man nu at komme til Klarhed over det Spørgsmaal: hvori
bestaar det Trylleri, der hviler over den blomstrende Eng, den
stille Aa, der bugtende sig frem mellem Pil og Ellekrat langsomt
glider mod Havet, det sorte, stillestaaende Vand i gamle,
bundløse Tørvegrave, den flade Søbred med sin hviskende Skov af
Tagrør og Dunhammer eller det smilende Kær med sine Smaaøer af
Star og Siv og Pindsvineknop, saa ser man, at der over dem alle
trods al Forskel er noget, der er fælles, noget yndigt, blidt og
samtidig hemmelighedsfuldt og dragende. Og det er ikke saa
underligt, thi selv et ganske lille Vandhul kan være som en hel
lille Verden. Nede i Vandet mellem sælsomme, fine Planter bevæger
sig sælsomme Dyr, lydløst glider de ud og ind i de glasgrønne,
hemmelighedsfulde Skove. Hen over Vandfladen løber travle
Insekter i hurtigt Jag og forvandler den blanke Flade til et
bølgende Moiré, og fra Bred til Bred farer som sitrende
Lysstraaler skinnende Guldsmede og staalblaa Nymfer, der af og
til afbrydes i deres sorgløse Elskovsleg af forslugne Karusser.
Der er et myldrende Liv baade over og under Vandet, der er Kamp
og Elskov, Skønhed og Livsglæde, Død og Undergang, det er en hel
Verden, der lever og lider. Men naar Solen gaar til Hvile, naar
Mosekonen i den lyse Sommernat brygger sin koglende Drik, der
dufter af Mynte og Mjødurt, og Skarntydernes hvide Blomsterfraade
lyser gennem Taagen, naar St. Hans-ormen med sin Lygte søger
efter sin Elskede i den vildsomme Skov af Græs og Blomster, mens
Nattergalen synger, da blotter Engen sin Sjæl, viser sig i hele
sin tryllende Pragt for den, der tør gaa ind i Taagen.
[Illustration: Fig. 21. Bassin uden Plantning--en engelsk Have.]
Ethvert andet Blomsterarrangement, selv det største og smukkeste,
er og bliver aldrig andet end en Samling Blomster, men Vandhaven
er som en hel lille Verden, og det er dette, der er Aarsag til,
at den virker mere levende og rigt end nogen anden Del af Haven.
Og saa den Yppighed, der er over alle Vandplanter, den saftige
Friskhed og næsten tropiske Frodighed, der ellers er saa sjælden
i vor Flora. Ja, selv naar Havens andre Blomster er ved at opgive
Ævred og staa trætte og tørstige i den brændende Sommersol, saa
svulmer alle Vandhavens Blomster af Sundhed og Velvære. Det er,
som der staar i Folkevisen: "Den Sommer og den Eng saa vel kunne sammen".
_De regelmæssige Bassiner_.
[Illustration: Fig. 22. Dammene i Villa d'Este's Have.]
I de gamle, regelmæssige Haver spillede Vandet en stor Rolle, og
de legende Springvand, de brusende Kaskader og stille Damme og
Kanaler har sikkert været disse Havers største Tiltrækning, uden
hvilke de trods deres Statuer, Løvværk og kunstigt klippede
Træer vilde have gjort et saare dødt og kedeligt indtryk. Vandet
i de gamle Haver havde det Formaal at bringe Liv og Dybde ind i
Anlæget; de stille Bassiner og Kanaler skulde virke som et
Spejl, hvori Himlen og den omgivende Herlighed kunde spejle sig.
Disse gamle Haver har dog sikkert, da de var nye, ikke virket nær
saa imponerende, som de Rester, vi har tilbage af disse
storslaaede Anlæg, lader formode.
I den moderne Have, hvor den gamle Havekunst er ligesom vendt
tilbage i rigere og mere levende Former, spiller Vandet atter en
stor Rolle men ikke som et Spejl, der henter sit Indhold fra
Omgivelserne, men i sig selv rummende de dejligste Blomster, ikke
et uvirkeligt Spejlbillede men et levende Maleri.
[Illustration: Fig. 23. Bassin i Villa "Rosenhøj"s Have i Vedbæk.
(Havearchitekt E. Erstad-Jørgensen).]
Det er Nutidens Krav om Blomsterpragt, der har skabt dette
Arrangement, og denne ny Smagsretning har fundet rigelig Næring
ved Indførselen af en Mængde dejlige Vandplanter, samtidig med
at den har aabnet vore Øjne for mange af vore vilde Planters
Skønhed og Anvendelighed. Det var dog særlig Fremkomsten af de
pragtfulde Aakandehybrider, der henledede Opmærksomheden paa
Vandplanterne. Disse er mellem Vandplanterne, hvad Roserne er
mellem Havens øvrige Blomster, deres Skønhed er saa
iøjnefaldende, at mange Blomsterelskere lod grave Bassiner og
indrettede sig Vandhaver alene for at komme i Besiddelse af disse
pragtfulde Planter. Det kan heller ikke nægtes, at hele
Vandhavens øvrige Plantearrangement, hvor smukt dette end kan
være, hvor rigt, hvor yppigt, hvor fint og yndefuldt, er det dog
kun som en Indfatning om de dejlige Aakander. Men de klæder
hinanden godt, ved Siden af Aakandernes tunge, pompøse Pragt
bliver alle de andre Engens fine Blomster endnu finere og mere
gratiøse, og som de samler sig der langs Bredden: Forglemmigej og
Ranunkler, Spiræa og Iris, Bukkeblad og Trævlekrone, Hjertegræs
og Engblommer, danner de en vidunderlig Ramme om et vidunderligt
Billede.
De regelmæssige Vandbassiner i de gamle Haver er undertiden
stensatte, tættede med Kalk eller Blaaler, kun sjældent murede.
Som Regel er de kun udgravede og tættede med et Lag Ler, der saa
atter er dækket med et Lag Jord eller Grus, og hvor Jorden ikke
er alt for løs og Beliggenheden alt for uheldig, vil et saadant
primitivt Bassin som Regel kunne holde Vandet uden alt for stor
Tilførsel. Men det bør dog altid have baade et Tilløb og et
Afløb, thi selv om en ensartet Vandstand ikke er absolut
nødvendig, saa er det dog uheldigt, naar denne varierer alt for
stærkt.
[Illustration: Fig. 24. Aakandebassin i Villa "Birkeborg"s Have i
Skodsborg. (Havearchitekt E. Erstad-Jørgensen).]
Ved Anlæget af nye Vandbassiner vil man som Regel støbe disse af
Cement, det vil være det sikreste, og ved Indlæg af Jerntraad og
Rundjern behøver Støbelaget ikke at være overdrevent tykt. Er
Bunden nogenlunde tæt og Bassinet meget stort, kan man ligesom i
de gamle Vandbassiner nøjes med at støbe Siderne eller mure dem
op af Klinker, dække Bunden med et Lag Blaaler og oven paa dette
lægge Grus eller Brolægning.
Et Bassin, som anlægges til Vandplanter, bør altid ligge i fuld
Sol. I Skygge vil man som Regel ingen Glæde have af Vandplanter,
Vandet er her for koldt, Planterne faar en svag og sygelig
Vækst, og et saadant Bassin vil i Reglen ogsaa være smukkest
uden Planter.
[Illustration: Fig. 25. Aakandebassin i et Stenhøjsanlæg.]
[Illustration: Fig. 26. Aakandebassin, omgivet af beplantede
Flisegange og Støttemure.]
I nyanlagte Bassiner er det lettest at foretage Beplantningen,
inden man lukker Vandet ind. Hvis man vil tilplante hele
Bassinet, dækker man Bunden med ca. 30 cm god, fed Markjord,
blandet med gammel Kogødning. Vandplanter er meget graadige, man
kan uden Skade give dem ligesaa megen Gødning som Jord.
Plantningen foregaar paa den Maade, at man breder Planternes
Rødder ud over Jorden, dækker dem med et nyt Lag Jord og trykker
denne godt fast. Naar det hele er tilplantet, dækkes Jorden med
et Lag groft Grus, og Vandet slippes forsigtigt ind. Som Regel
vil man dog ikke have hele Bassinet overvokset, og man planter da
forskellige Planter i Kasser og anbringer dem paa de Steder, man
synes mest passende. Kasserne til Skeblad, Rumex, Iris og Sødgræs
behøver ikke at være ret store, disse Planter kræver ikke saa
megen Næring for at udvikle sig, og de behøver kun at have nogle
faa cm Vand over sig. Men Aakanderne kan man ikke spise af med
saa lidt. De kan nok vokse og blomstre i smaa Beholdere, men skal
de blive rigtig pragtfulde, kræver de megen Næring.
Plantekasserne maa helst være ca. 1 Meter i Kvadrat og 50 cm
dybe, og der maa helst være 30--50 cm Vand over Planterne. I
saadanne Kasser og i kraftig Jord, der hvert Aar delvis maa
fornyes, vil Aakanderne kunne udvikle sig ligesaa frodigt, som om
de var frit udplantede. Om de øvrige Vandplanters Kultur er der
ikke meget at sige, naar de dyrkes i Beholdere. De kræve som
allerede sagt ikke nær saa megen Næring som Aakanderne, men kan
ellers plantes i samme Jord som disse. Gammel udluftet Dyndjord
er fortrinlig til Vandplanter, men det er kun sjældent, at man
har denne til Raadighed, og at plante i det raa Dynd er der intet
vundet ved, saa er en fornuftig Blanding af Jord og Gødning langt
bedre.
[Illustration: Fig. 27. Bassin paa en Fliseterrasse i en engelsk
Have.]
Hvorledes man skal arrangere Planterne i et Vandbassin, derom er
det vanskeligt at sige noget bestemt. Som Regel maa de ikke staa
alt for regelmæssigt, men dette maa rette sig efter Forholdene,
og der kan ikke gives bestemte Regler.
Der findes en hel Del forskellige tropiske og subtropiske
Vandplanter, som i Sommertiden kan flyttes fra Drivhuset ud paa
Friland, som f. Eks. Pontederia, Cyperus, Canna og flere af de
tropiske Nymphæer, men som Regel har man kun ringe Glæde af
dette Eksperiment, og man maa helst holde sig til de virkelige
Frilands-Vandplanter, særlig da disse er fuldt saa kønne som de
tropiske, og disse let vantrives og faar et blegt og sygeligt
Udseende, der kun daarligt harmonerer med de frodige Omgivelser.
[Illustration: Fig. 28. Naturlig Randbeplantning om Dammen i Det
kgl. danske Haveselskabs Have.]
Som nogle af de smukkeste Vandplanter til Dekoration af
Vandbassiner kan nævnes, foruden Aakanderne, Almindelig Skeblad
(Alisma plantago). Iris sibirica med Varieteter, den japanske
Iris (I. Kæmpferi) og den almindelige gule Iris (I. pseudacorus).
Blaagraa Siv (Juncus glaucus) og enkelte Stargræsser danner
smukke, dekorative Tuer, som, naar de anbringes frit og
naturligt, virker overordentlig dekorativt, naar de spejler sig i
det blanke, stillestaaende Vand. Alle disse Planter er meget
haardføre og kan taale at staa uden Vand i Vintertiden, medens
Aakanderne helst maa staa under Vand hele Vinteren. Ogsaa de
smukke Eng-Kabbelejer (Caltha palustris) kan danne nydelige
Smaaøer, enten alene eller sammen med Iris, Vand-skræppe (Rumex
hydrolapathum) eller Star (Carex), og de virker navnlig i
Foraarstiden overordentlig oplivende med de saftige, grønne Blade
og skinnende, gule Blomster.
Er Bassinet stort, saaledes at der er Plads til Smaaøer, der kan
hæve sig op over Vandfladen, da kan disse tilplantes med
Astilber, Spiræa, Trollius og flere andre Sumpplanter, og man
faar et langt rigere Blomsterflor, men disse Planter er ikke saa
kønne efter Afblomstringen som de tidligere nævnte.
[Illustration: Fig. 29. Bredden af en Bæk i Kolding Planteskole,
den oprindelige i og for sig smukke Vegetation, der nu har
maattet vige for den Fig. 2 viste. En Sammenligning af de 2
Billeder, der er tagne omtrent fra samme Sted, giver et Begreb om
Arbejdet ved den Art plantning.]
Alle de Planter, der skal bruges i disse regelmæssige Bassiner,
maa dog helst have et sirligt og ordentligt Udseende ogsaa efter
Afblomstringen, og Plantningen paa saadanne Steder maa derfor
helst indskrænke sig til nogle faa Planter, hos hvilke disse
Egenskaber er fremherskende, og man skal helst vælge Planter,
der ikke forlanger at plantes over Vandet. Det er smukkest, naar
dette kan undgaas, navnlig i det flade, regelrette Bassin. Langs
Bassinets Kant kan der plantes forskellige Pudeplanter eller
Moseplanter, og det afhænger udelukkende af dettes form og
Beliggenhed, hvad der er det rigtigste og smukkeste.
[Illustration: Fig. 30. Hængepil, det mest karakteristiske Træ til
Plantning ved Bredden af en Dam.]
I gamle Bassiner vil det ofte være nødvendigt at plante, medens
de er fyldte med Vand. Dette udføres da paa den Maade, at man
efter at have undersøgt Dybden laver nogle Plantekasser af
passende Dimensioner, anbringer dem saa nær som muligt ved
Vandkanten, fylder dem med Jord, planter dem til og dækker
Overfladen med Grus eller Smaasten, sænker dem ned i Vandet saa
varsomt som muligt og langsomt og forsigtigt flaader dem under
Vandet hen til det Sted, hvor de skal anbringes. Aakanderne kan
plantes paa samme Maade, men er der Dynd eller naturlig Jordbund
i Bassinet, maa de helst plantes i store, flade Plantekurve,
saaledes at Rødderne frit kan brede sig i Søbunden. Er der meget
Dynd, vokser Aakanderne forbavsende frodigt og kræver ingen
Gødning, men i Bassiner, der ikke kan tømmes, vil det være
vanskeligt at holde dem i frodig Vækst, naar de er plantede i
Kasser, og man ikke kan komme til at plante dem om og tilføre
dem ny Næring.
[Illustration: Fig. 31. Heracleum (Bjørneklo), ved sin
Forkærlighed for fugtig Vokseplads og ved sit Ydre en udmærket
Søbredsplante.]
_Det naturlige Vandparti_.
Medens man ved Anlæget af det regelrette Bassin er bundet af
architektoniske Hensyn og ogsaa ved Beplantningen maa tage disse
i Betragtning, har man ved Anlæget af det naturlige Vandparti
anderledes frie Hænder, og det er egentlig først under denne
Form, og naar tillige Omgivelserne er smukke og harmoniske, at
Vandhaven kan udfolde al sin daarende Rigdom og Blomsterpragt.
Først her kan man fremtrylle noget af den samme Stemning, som
der møder en ude i Naturen, og som gør denne saa rig og
fængslende. Intet Sted i Haven kommer man Naturen saa nær som i
Vandhaven, intet Sted er der en Rigdom, Liv og Frodighed som her.
Ikke engang Stenhøjen med sin Vrimmel af fine, yndige
Bjergplanter kan maale sig med Vandhavens saftige Pragt og
Frodighed.
[Illustration: Fig. 32. Petasites japonicus, japansk Hestehov,
Søbredsplante til halvskyggede, fugtige, endog sure og sumpede
Steder.]
Ser man nu paa de Vandpartier, Damme, Smaasøer og Kanaler, der
findes i saa mange af vore Haver, saa forbavses man over den
Mangel paa Vegetation, der udmærker disse. Den samme velholdte,
aandsforladte Kedsommelighed, der ofte præger vore Haver, breder
sig fra de friserede Plæner, de nyfejede Gange og velrevne
Busketter ud over den indholdsløse Vandflade, og dog har vi
Forbilleder nok ude i Naturen, og de fleste Mennesker med en
Smule Skønhedssans er næppe i Tvivl om, hvad der er smukkest.
Det er vor ulykkelige Trang til at skulle bringe Orden i alle
Ting, der fører os paa Afveje. Alt for megen Orden, alt for megen
Sirlighed kan forjage baade Skønhed og Hygge fra en Have, men
den behøver ikke at gøre det. Den forstaaende, omsorgsfulde
Haand efterlader sig intet Spor, det er kun den uforstaaende,
tankeløse Haand, der sætter Mærker, bringer Forstyrrelse og
Uorden i Naturens Værk. Den forstaaende Haand tjener Naturen,
hjælper de svage, uden at skade de stærke, giver enhver sit og
bruger aldrig Vold.
[Illustration: Fig. 33. Gunnera. Pragtfuld, men kælen, solkær
Søbredsplante.]
Ved Anlæget af en Vandhave kan der være mange forskellige
Hensyn, der gør sig gældende. Lettest slipper man fra Arbejdet,
naar der i Haven findes et naturligt Vandparti, et Engdrag, eller
der blot er et lavtliggende, fugtigt Sted, der kan anvendes. Ikke
alene letter dette Arbejdet betydeligt og giver lettere det hele
Arrangement et naturligt Præg. men det har ogsaa andre Fortrin
fremfor det ved Kunst frembragte Vandanlæg. Vandhavens hele Form
maa selvfølgelig rette sig efter de lokale Forhold og være i
Harmoni med sine Omgivelser. Er det en Dam paa en lavtliggende,
flad Græsslette eller Plæne, vil det være rettest ikke at give
den en alt for uregelmæssig Form eller en alt for urolig
Beplantning, men søge at frembringe noget af den samme Fred og
Ynde, som der saa ofte er over et Kær eller et Vandhul, saadan
som man ofte træffer dette ude i Naturen paa lave, fugtige Enge.
[Illustration: Fig. 34. Petasites japonicus i Vandkanten, bagved
persiske Syrener. (Knuthenborg Park).]
Ude i Vandet kan man plante Aakander og hen imod Bredderne
enkelte Tuer af Star og Iris, Brudelys (Butomus umbellatus) og
Siv. Langs Bredden kan der vokse Vand-Calla (Calla palustris),
Fredløs (Lysimachia nummularia), Engblomme, Trævlekrone (Lychnis
flos cuculi), Forglemmigej, Abeblomst (Mimulus), Kabbeleje
(Caltha palustris), Engkarse (Cardamine pratensis), Bukkeblad
(Menyanthes trifoliata), Ranunkler og hvad man ellers ude i
Naturen ser vokse paa lignende Steder. Før Plantningen maa
Jorden langs Bredden være renset for fleraarigt Ukrudt, og er
der Grønsvær, vil det være klogest at afgrave det øverste
Spadestik i 1/2-1 Meters Bredde og fylde Udgravningen med god,
ren Muldjord. Heri planter man saa de ovennævnte Planter og
andre, der ynder et fugtigt Voksested. Alle disse Planter blandes
ved Plantningen mellem hverandre uden Plan og Orden, og faar de
Lov til at vokse, som de lyster, vil de i Løbet af et Par Aar
danne den dejligste Søbred.
[Illustration: Fig. 35. Rudbeckia maxima, ligesom R. nitida og R.
laciniata udmærket Søbredsplante under store Forhold.]
[Illustration: Fig. 36. Gynerium argenteum, Pampasgræs, pragtfuld
Søbredsplante, der maa stilles frit for at komme til sin Ret, og
maa dækkes omhyggeligt, da den ikke taaler megen Fugtighed i
Vintertiden.]
En saadan Bred maa helst virke som en fin, lav Bræmme af
Blomster om Vandspejlet med de pragtfulde Aakander og de
fine, lette Tuer af Siv og Star. Plejen af en saadan Søbred vil,
naar den først er tilvokset, kun bestaa deri, at man, naar
Planterne om Efteraaret er visnede, afskærer dem nogle faa
Centimeter over Jorden og dækker dem med et Lag velforraadnet,
gammel Gødning og saa for Resten lader dem skøtte sig selv og
kæmpe om Pladsen. Enkelte Planter vil efter nogle Aars Forløb
gaa til Grunde, men andre vil fylde deres Plads, og
Bevoksningen vil med Aarene blive tættere og tættere. Bliver
Plantningen efter nogle Aars Forløb gennemvokset af Græs og
Ukrudt, er der intet andet at gøre end at fjerne det hele, tage
Planterne op, rense dem omhyggeligt for Græs og Ukrudt, tilføre
ny Jord og plante paa ny.
[Illustration: Fig. 37. Ligularia macrophylla, en pragtfuld
Plante med store graablaa "Kaalblade" og gule Blomster, udmærket
til Søbred.]
Dersom Vandhaven skal anlægges langs en Bæk, der bugter sig frem
mellem Sten og stejle Skrænter, da kan man ved Hjælp af
Dæmninger og smaa Udvidelser skabe noget meget smukt, og
Beplantningen kan her være ganske anderledes righoldig og
overdaadig end ved Søbredden. Men dersom en saadan Bæk anlægges
ved Kunst, maa man være forsigtig og ikke gøre det alt for
vidtløftigt. Disse arrangerede Vandfald og Drypstenshuler af
Cement er ikke kønne, dog kan en smuk og frodig Bevoksning bøde
paa mange Smagløsheder. Er det en lige Grøft eller Kanal, man
skal beplante, vil der, naar denne da ellers er i Harmoni med
sine Omgivelser, ikke være nogen Grund til at ændre dens Form, en
lige Grøft kan beplantes meget smukt og virke ligesaa naturligt
og selvfølgeligt som den mest kunstfærdigt slyngede Bæk.
[Illustration: Fig. 38. Dammen i Det kgl. danske Haveselskabs
Have med bagved liggende Stenparti.]
Er man fuldstændig frit stillet og kan anlægge sin Vandhave,
hvor man har Lyst, da vælger man en Plads med smukke, hyggelige
Omgivelser, hvor der er Sol og Læ, og her giver man saa
Vandhaven den Form og Udstrækning, som Forholdene tillader. Kan
den forenes med Stenhøjsanlæget, er det en stor Fordel, de to
Ting klæder hinanden godt og hører ganske naturligt sammen. Selve
Udgravningen til Vandet giver man en saa naturlig og fri Form
som muligt, der maa gerne være lidt Japaneseri med i Spillet.
Det samme gælder ved Udformningen af Bredderne. Ved Anlæget af
disse maa man bestandig have de Planter i Tanke, som man vil
skaffe Plads til, og søge at berede disse saa gunstige
Voksevilkaar som muligt.
Der maa være ganske flade, lavtliggende Steder til den smukke,
fyldtblomstrede Engkarse, Cardamine pratensis fl. pl., den fine,
yndige Trævlekrone, Lychnis flos cuculi fl. pl., den dobbelte
Kabbeleje, Caltha palustris fl. pl., de smukke, storblomstrede
Varieteter af Engforglemmigej, Myosotis palustris Graf Waldersee,
og den nydelige, rigtblomstrende, broncefarvede Abeblomst,
Mimulus luteus cupreus, og enkelte andre.
[Illustration: Fig. 39. Engelsk Vand- og Stenhave. "... Der maa
gerne være lidt Japaneseri med i Spillet...."]
Paa lidt højere liggende Terrain vil der være den ideelle Plads
for de to pragtfulde Primuler, P. japonica og P. pulverulenta.
Disse to dejlige Planter, som man kun sjældent har Glæde af paa
Stauderabatter, kan her udvikle sig til en Størrelse og Pragt,
som er aldeles forbavsende. Ogsaa flere andre Primuler som P.
sikkimensis, P. frondosa, P. denticulata og P. cashmiriana viser
sig her at være i Besiddelse af en Livskraft, som man ikke havde
tiltroet dem. Ja, selv den lille yndige Primula farinosa, som
ellers vanskeligt lader sig flytte ind ude fra Engen, kan
trives. Det vil dog være heldigt, om man kan give disse
Planter noget Tørvejord, men absolut nødvendigt er det ikke. I
det hele er Vandplanterne ikke fordringsfulde med Hensyn til
Jorden. Har de blot den rette Grad af Fugtighed og Sol, er de
som Regel fornøjede.
[Illustration: Fig. 40. Naturlig Plantning, fotograferet ca. 2
Maaneder efter Plantningen. Kun Brudelysene i Forgrunden er
ældre. (Fra Kolding Planteskole).]
Saaledes arbejder man videre. Paa et endnu højere liggende
Terrain skaffer man Plads til Engblommer, Spiræer, Astilber og
en Mængde andre Planter. Mange Planter vil uden at være
egentlige Moseplanter trives langt bedre paa en saadan fugtig
Vokseplads end paa Stauderabatten, hvor de let kommer til at lide
af Vandmangel. Saadanne Planter som f. Eks. Senecio, Ligularia,
Staudephlox, Efteraarsasters, Rudbeckia, Helenium, Solidago,
Eupatorium, Hemerocallis. Funkia og flere andre trives godt paa
en saadan fugtig Vokseplads og føjer sig smukt og naturligt ind i
Ensemblet.
[Illustration: Fig. 41. Blomsterkæret i Det kgl. danske
Haveselskabs Have, set fra Stenhøjen.]
Samtidigt med at man udformer Terrainet og derved søger at skabe
Voksepladser til de forskellige Planter, maa man ogsaa betænke,
hvorledes disse vil præsentere sig paa det Sted, man har tiltænkt
dem. Store, imponerende Planter som Gunnera, Funkia og Senecio
maa helst kunne ses paa Afstand og spejlende sig i Vandet, smaa,
fine Blomster maa kunne ses ganske tæt ved.
Gangene maa slynge sig som naturlige Stier, snart maa man være
helt nede ved Vandet og i Stand til at se ud over dette, snart
maa de høje frodige Planter lukke sig om en og spærre Udsigten.
Alt som man vandrer fremad ad de smalle, bugtede Stier, maa
Billederne skifte og aabenbare nye Skønheder og nye
Overraskelser. Hertil er det bølgede Terrain saa vel skikket
foruden det, at det tillige skaffer Plads til en Mængde højst
forskellige Planter baade Stauder og blomstrende Buske, hvad der
er en stor Fordel, thi Vandhavens Omgivelser kan ikke blive for
rige og overdaadige, og alt hvad der er af store, pragtfulde
Stauder, som det ellers kan være vanskeligt at faa anbragte, kan
her finde Anvendelse. Denne fri Plantning omkring Vandhaven kan
være meget smuk, og det er en taknemmelig Maade at arrangere
Stauder paa.
Ude i Vandet, der helst maa have en Dybde af 1 Meter eller lidt
mindre, laver man langs Bredderne smaa Øer og Halvøer, som
beplantes med Siv, Iris, Pilblad (Sagittaria), Brudelys og Star.
Ud fra Bredden breder sig Bukkeblad, Vandrøllike (Hottonia
palustris), Ranunkler og den vilde Calla. Er der Plads til
større Øer, som kan hæve sig over Vandfladen, kan man paa disse
plante Astilbe, Spiræa og flere andre Planter. Saadanne Øer
dannes af Trækasser, der naar op til Vandfladen, disse fyldes med
Jord, og der bygges videre over Vandet ved Hjælp af Natursten.
Mellem disse plantes Fredløs, Vandsnerre (Galium palustre).
Abeblomst eller lignende, indtil man er naaet ca. 1/2 Meter over
Vandet, lavere nede maa Spiræerne og Astilberne ikke gerne staa.
Dette beror dog noget paa Jordens Beskaffenhed, paa Tørvejord
taaler de mere Fugtighed end i almindelig Havejord. Kun Spiræa
ulmaria, almindelig Mjødurt, taaler mere Fugtighed, den kan
trives helt nede ved Vandet, den fyldtblomstrede Varietet er
meget smuk og fortjener Opmærksomhed.
[Illustration: Fig. 42. Til venstre i Vandet Brudelys (Butomus),
til højre oppe paa Land Funkia, en udmærket Søbredsplante. (Fra
Kolding Planteskole).]
Spiræerne og Astilberne hører til vore smukkeste og mest
anvendelige Søbredsplanter. Der er i det hele taget kun faa
Planter, der overgaar de nye Astilbehybrider i Skønhed, og ingen
af vore Stauder overgaar Spiræerne i Finhed og Gratie, særlig
langs en Søbred er de umistelige. Af Iris er det særlig vor
almindelige gule Iris (I. pseudacorus), den sibiriske Iris (I.
sibirica) med sine Varieteter og den japanske Iris (I. Kæmpferi),
der egner sig til Plantning paa fugtige Steder. De trives alle 3
bedst langs Søbredden, lige i Vandkanten, men de kan dog ogsaa
taale at staa med nogle faa cm Vand over sig. De to førstnævnte
er meget nøjsomme og villigtvoksende, de japanske er mere
lunefulde, de kræver megen Næring og synes her i Landet at trives
bedst i Tørvejord, men man ser dem dog ogsaa vokse og blomstre i
Lerjord eller sandet Dynd, men som sagt er de ligesaa lunefulde,
som de er kønne. Ogsaa de smukke Iris ochroleuca holder af
Fugtighed, men det er en Misforstaaelse, naar man tror, at Iris
germanica, de almindelige Haveiris, ynder Fugtighed, disse trives
bedst paa en tør og solbeskinnet Vokseplads.
Som allerede sagt er Vandplanternes Kultur meget enkelt og
ligefrem. Har man fundet den rette Vokseplads, hvor de befinder
sig vel og præsenterer sig smukt, har man i Sommertiden kun at
fjerne de visne Blade og Blomster og saa for Resten se til og
glæde sig over Frodigheden og Blomsterpragten. Naar Efteraaret
kommer, og Herligheden er forbi, afskæres ligesom i Staudehaven
de visne Dele, og Jorden mellem Planterne dækkes med et Lag
gammel Gødning. Der vil kun sjældent være Plads til at løsne
Jorden mellem Planterne, men det er heller ikke nødvendigt, den
hele Bred skal jo helst danne et sammenhængende Virvar af
Blomster og Blade.
[Illustration: Fig. 43. Lille, rigt beplantet Dam i Professor
Arnold Krog's Villahave paa Frederiksberg.]
Af praktiske Grunde vil det være heldigt mellem Planterne langs
Søbredden at anbringe nogle flade Sten, de saakaldte Trædesten,
ligesom det ogsaa kan være heldigt at kantsætte Gangene med en
Række Natursten. Alle disse Sten giver let den nyanlagte
Vandhave et uroligt og broget Udseende, men de er næsten
nødvendige, og saa snart Planterne vokser til, skjules de
af disse. At store, smukke Natursten klæder en Vandhave og
forøger Søbreddernes Skønhed meget, er saa selvfølgeligt, at det
næppe behøver at nævnes.
[Illustration: Fig. 44. Dam med en Mængde forskellige Planter. I
Forgrunden Gunnera. (Fra Carl V. Lange's Gartneri,
Frederikssund).]