Styrten af Vand over Dækkene, som desuden, ved Skruppen med Sand og
jævnlig Skuren, efter Tørringen erholde den Hvidhed, der er en
Næstkommanderendes Glæde og en Orlogsmands Stolthed. Alle
Krinkelkroge gjøres med det Samme rene, selv Svinene faae deres
Overhaling og trives godt derved. Efterat Alt er overskyllet med
Vand, tørres dette lige saa omhyggelig bort, og med denne Operation,
der kaldes "Spuling", er man klar til Kl. 8. Fra 8-9 følger
Opklaring og Pudsning af Kanoner, Metal o. s. v. De Officerer, der
have respektive Tilsyn, melde for disse til Næstkommanderende, saasom
for de forskjellige Reisninger, Fartøier, Batterier, o. s. v. Kl. 9
er Skibet i Orden, Folkene vadskede og omklædte, og disse, saavelsom
Officererne, have nydt deres Frokost.
Det er imidlertid ikke for Intet, at man foretager denne
gjennemgaaende Reengjøring, og i en Orlogsmand vil man snart føle, at
man ikke kan "spytte paa Gulvet, hvor man vil, og lade Cigarerne
brænde". Dækkets Properhed forbyder det Første, og der mangler i den
Henseende ikke Spyttebakker, saavel for Officerer som Mandskab. I
gamle Dage var denne Luxusartikel ikke kjendt, da var man henviist
til Søen, men da man ikke altid vilde gjøre sig den Uleilighed at
benytte dette Middel, gik det ud over Rapperterne. Men herved
fornærmedes Kanonererne, der betegnede disse med det ærefulde Navn
"Systemer", og man har et Exempel paa, at en Kanoneer engang
beklagede sig til Chefen, fordi "Næstkommanderende gik og spyttede i
Systemerne".
Hvad det andet Punkt, Tobaksrøgningen, angaaer, da er denne, deels af
Forsigtighed og deels af Etikette, indskrænket ombord. Der maa kun
røges Tobak "paa øverste Dæk, fremmen for Stormasten og med Hætte paa
Piben", som det hedder i Krigsartiklerne. Agten for Stormasten er
"Skandsen"; den betragtes som den helligste Deel af Skibet og
betrædes af Folkene kun ved Gudstjeneste, naar Chefen vil tale til
dem, eller naar Skibets Manoeuvrer fordre deres Nærværelse der. Hvad
Tobaksrøgning angaaer, ere de Franske meget liberale, hvorimod den
hos de Engelske er indskrænket i endnu høiere Grad, end hos os. Det
vakte derfor engang paa et engelsk Skib megen Skandale, at Chefen
kom op ad Agtertrappen med en tændt Cigar, da det var strængt
forbudet alle Andre at røge Cigar paa Skandsen. Den vagthavende
Officeer betænkte sig et Øieblik, gik derpaa med en rolig Holdning
hen til Chefen, og sagde, idet han ærbødigt førte Haanden til Huen:
"Det er ikke tilladt at røge paa Skandsen, Sir!"
Chefen: "Hm!" (Forbauselse, barsk Mine, krænket Værdighed).
"Det er Chefens Ordre!"
Chefen: "Hm!" (et Øiebliks Betænkning, Haanden til Huen, Cigaren
overbord og ned ad Trappen).
Denne lille Historie trænger ikke til nogen Kommentar.
Fra Kl. 9-11 foretages Exercits, hvis Veiret tillader det; enten øves
Kanonbesætningerne, eller ogsaa de til Haandvaabnene bestemte Folk,
alt efter Omstændighederne og Chefens Ordre. Det Mandskab, der ikke
er ved Exercitsen, udfører Skibsarbeide, d. v. s. Reparation af Seil
og Toug, o. s. v. Tiden fra 11-2 gaaer med Maaltider og Hviletid for
Folkene, og fra 2-5 igjen Øvelser af samme Natur, som om Formiddagen.
Naar Klokken er 6, mønstres der ved Kanonerne, Surringer eftersees,
og naar dette er færdigt, skaffe Folkene til Aften og komme Kl. 7½
paa Dækket, forat der kan luftes ud nede indtil Kl. 8, da Køierne
gives ned og Frivagten gaaer tilkøis; saa komme Nattevagterne fra
8--12 (Førstevagt) og fra 12-4 (Hundevagt), og den daglige Tjeneste
begynder igjen med Spuling, for at fortsættes i det samme Kredsløb.
Vi have nævnt Reenlighed som en Befordrer af Mandskabets Sundhed, og
der er derfor ikke nogen Mand i Skibet, uden at et vaagent Øie hviler
paa ham i den Henseende. Om Natten ligge Folkene tæt sammenstuvede;
hver Mand har vel sin Hængekøie, der giver ham Frihed til at strække
sig; men paa Breden har han ingen overflødig Plads, især til Ankers,
hvor kun 1/4 af Mandskabet er paa Dækket. Under Seil er det bedre;
thi da gaaer Halvdelen af Mandskabet Vagt om Vagt. Det kan alligevel
ikke undgaaes, at Folkene komme i nær Berøring, hvorfor det er en
ligefrem Nødvendighed, at Ureenlighed, Utøi, Fnat, o. s. v. paa det
Strængeste banlyses. Inden Skibet gaaer tilsøes, visiterer Lægen
Besætningen; de af denne, der have en smitsom eller langvarig Sygdom,
sendes paa Hospitalet og Andre kommanderes i deres Sted ombord. De,
der her senere blive trufne befængte med en eller anden Ureenlighed,
skilles strax fra det øvrige Mandskab; saavel deres Klæder, som deres
Person underkastes et saa strængt Tilsyn, at de snart befries fra
deres Onde. Man paaseer, at ingen Mand lægger sig i Køien med Klæder
paa, og ere disse vaade, drages der Omsorg for, at de tørres. Til at
vadske Linned og Uldtøi ere to Dage af Ugen ansatte, og Køierne
vadskes idetmindste een Gang om Maaneden. I Varmen er man især
omhyggelig for at udlufte Køietøi og Klæder, saasnart der er
Leilighed; Kistebænkene tages imellem paa Dækket og afsæbes,
tilligemed Folkenes Randsler, og der gjøres da reent i alle Kroge paa
Banjerne, hvor man lader det være sig magtpaaliggende at bringe
saamegen Luft og Gjennemtræk tilstede som muligt[2].
[2] De, der interessere sig for Hygieinen ombord, ville i _Dr._
Hornemanns fortræffelige Afhandlinger derom, i Tidsskrift for
Søvæsen 1859 og 1860, finde interessante Oplysninger og
Anviisninger.
En anden Sundhedsbefordrer er Motionen. De Øvelser, der forefalde i
Søen med at gjøre Seil los og beslaae Rebning, o. s. v., give endeel
af denne, der jo, hvad Spadseren angaaer, er indskrænket ombord. Men
her træder Exercitsen væsenlig til Hjælp. En Times Arbeide med
Kanonerne, der hales ud og ind, er en ypperlig Bevægelse, og at
Mandskabet saa jævnt holdes i Aande er i høi Grad velgjørende for det
Fysiske, der ikke faaer Tid til at falde sammen. Det bevægelige Dæk,
hvorpaa Øvelsen finder Sted, bringer ogsaa en Afvexling ind, der
spænder Opmærksomheden, idet Paapassenheden udvikles. Siden vi tale
om Exercitsen, ville vi med det Samme omtale den Deel deraf, der
falder under Landexercitsen. Landgangskompagniet (der omtrent er det
Samme som 2det Entreskifte) lærer den staaende Exercits ombord, naar
Leiligheden er dertil. Stille Veir er naturligviis bekvemmest for al
Vaabenøvelse; men selv om der er endeel Bevægelse, kan man see et
Geled staae og gjøre Geværgrebene, medens det bøier sig frem og
tilbage for at indtage den lodrette Stilling under Slingringen. Man
skulde troe, at disse Øvelser falde Matroser vanskelige; men det er
ingenlunde Tilfældet. Principet i den nye Exercits, der fordrer en
bestemt Holdning og ved Tempo afmaalte Bevægelser, skulde synes at
komme i Strid med den aldeles ubundne Frihed, hvormed enhver Mand
arbeider tilveirs, naar han, hængende paa en Raa i en Storm, bruger
sine Kræfter og sin Konduite ganske efter egen Melodi. Men det er
ikke saa. Vi have seet, hvorledes det samme Mandskab, der med stor
Punktlighed og Appel exercerede paa Tempo, i samme Øieblik, det
kaldes tilveirs for at rebe, aflægger alt Tempovæsen og udfører
Arbeidet med al den Raskhed og Frihed, der er nødvendig, for at dette
skal gaae godt. Den nyere Exercits er heller ikke indført for at
kvæle det friere Element hos Matrosen. Den er kun stræng, nøiagtig,
indtil den er lært, og ved denne Nøiagtighed opnaaes, at en Mand ved
Kanonen veed, hvad han i ethvert Tilfælde har at gjøre. Kan han det,
da indtræder den frie Skydning, som naturligviis i Bataille finder
Sted, og har man indøvet den første Deel af Exercitsen godt, kommer
det Gode af den frem i det alvorlige Øieblik.
Landexercitsen har sine gode Sider. Ved at gjøre Geværgrebene
bestemt, lærer Manden at blive fortrolig med sit Vaaben. Er man
tilankers, kommer Kompagniet jævnlig i Land, og Folkene lære da for
det Første at manoeuvrere med deres Vaaben i Fartøierne, at komme
hurtigt i disse og op af dem, hvad der er vigtigt, naar Fartøierne
skulle armeres til en eller anden Expedition; for det Andet er den
Motion, som de faae i Land, ved Marsch, Kjædeformering, o. s. v.,
meget gavnlig, og naar den bliver dreven paa en passende Maade, morer
den Folkene i høi Grad. Vi have virkelig seet dem udføre denne
Tjeneste med megen god Villie og forbausende godt. Af disse Grunde
bør denne Øvelse meget anbefales; hvorvidt den derimod vil være
tilstrækkelig til at lade Matroser operere sammen med Landtropper,
kunne vi ikke dømme om; men at et vel organiseret Landgangskompagni,
fra et eller flere Skibe, under mange Omstændigheder vil kunne gjøre
god Nytte, derom tvivle vi ikke. Den omtalte Øvelse har ogsaa meget
forbedret Skarpskydningen med Geværer. Vore Pistoler ombord ere
derimod meget maadelige, og man maa haabe, at Revolvere, der nu haves
i alle Mariner (endog i den norske), snarest muligt blive indførte
hos os.
Kosten er ikke det uvigtigste Element til Sundhedens Bevarelse, og vi
skulle derfor give en skizzeret Udsigt over dens Form og Anvendelse
til Orlogs.
Chefen holder sit eget Bord, overeensstemmende med Krigsartiklerne,
der befale dette og "forvente, at han jævnlig indbyder Officererne"
dertil; denne Forventning er ledsaget af Taffelpenge.
Officererne ere i en fælles Messe, der bestyres af en af dem selv
valgt Messeforstander, som hæver de dem tilstaaede Messepenge og
gjennem privat antagne Betjente (Kok og Hovmester) sørger for
Bespiisningen. Det er Næstkommanderendes Pligt, som den Ældste i
Messen, at vaage over, at en god og sømmelig Tone finder Sted i
denne.
Mandskabets Bespiisning skeer efter en Spise-Taxt, der er opslaaet
paa et Sted i Skibet, hvor den kan læses af Alle; paa den findes
anført, hvad der tilkommer enhver Mand af forskjellige Provisioner.
Paa den engelske Flaade erholder Mandskabet hver Uge det, der
tilkommer dem, og dermed kunne de da gjøre sig saa lystige, som
Disciplinen forøvrigt tillader. Dette Princip følges ikke hos os,
hvor det Fornødne til Maaltiderne hver Dag udveies og udleveres;
herved forebygges adskillige Misbrug (navnlig med Hensyn til
Spirituosa), og i det Hele taget er Sundheden og Tilfredsheden langt
bedre tjent hermed. Om Morgenen gives der Thee, om Formiddagen Kl. 11
Øl eller Viin; haves dette ikke, da Grog. Kl. 12 skaffe Folkene til
Middag. Formaden bestaaer af sød Suppe, Grød, Ærter og fersk Suppe,
som, naar man ligger ved Land, gives idetmindste 2 Gange om Ugen; til
Brug i Søen haves preserveret Suppe, der gjerne gives hver Søndag.
Eftermaden varierer mellem fersk og salt Kjød, Flesk og Klipfisk; til
Gemyse gives Kartofler og Grønt paa Suppen, og der medgives desuden
presset Kaal, tørret Grønkaal, Petersille, Løg, o. s. v., altsammen
af det Bedste, der kan faaes. Med Hensyn til dette Reglement har
Chefen frie Hænder. Eftersom han, for Sundhedens Skyld og efter
Togtets Natur, finder det hensigtsmæssigt, kan han variere med
Bespiisningen, og han kan, naar han finder det passende, lade udgive
Extra-Maaltider, Punsch og Extra-Brændeviin. Den sidste Artikel er i
de senere Aar, efter Mandskabets eget Valg, udgaaet som reglementeret
og Theen er traadt i dens Sted; Chefen bestemmer nu, naar den skal
gives extra, hvad der jævnligt finder Sted i haardt Veir, efter
anstrængende Arbeide, o. s. v. Paa Brød gives der ingen Rançon;
Brødfadet staaer aabent og enhver Mand kan tage saameget, han lyster;
og hvad Drikkevandet angaaer, er dette ogsaa tilgængeligt for Alle.
Det er nu altid paa Jernkasser og holder sig fortrinligt paa disse.
Selv paa længere Reiser vil man ikke komme til at mangle Vand; thi
deels har man paa de nyere Skibe Dampen som et Hjælpemiddel til at
forkorte Reisen, og deels staaer i Forbindelse med Maskinen et
Destillations-Apparat, hvis producerede ferske Vand meget godt kan
benyttes, naar man passer betids at fylde de tomme Kasser og give den
atmosfæriske Luft Leilighed til at indvirke derpaa.
Det er Proviantforvalteren, der forestaaer Folkenes Bespiisning; men
som Garanti for disse foregaaer der ingen Proviantering, uden at
idetmindste 1 Officeer, 1 Underofficeer og 1 Mand af Besætningen er
tilstede derved. Ombord uddeles der intet Maaltid, uden at den
vagthavende Officeer iforveien har smagt paa Maden.
Skjøndt der saaledes er gjort Alt for at paasee, at der ikke gives
Andet end sund, kraftig Kost, skjøndt der ombord gjøres Alt for at
bevare den, skjøndt der ved Land Intet spares for at forskaffe den --
gaaer der dog neppe nogen dansk Orlogsmand ud, uden at der paa Togtet
høres en eller anden, mere eller mindre betydende, Klage derover. Saa
underligt, som det kan synes, er den vigtigste Grund hertil Folkenes
gode Behandling. I forrige Tider, da Tampen dandsede lystigt, nød man
mugne Beskøiter, harsk Smør, sveden Grød og bedærvet Flesk med stor
Appetit; Vandet raadnede paa de ikke altid rene Trætønder, og paa
lange Søreiser gjordes det ofte nødvendigt at formindske Rançonen,
for at Provianten kunde strække til de mange Mennesker; nu derimod
ere Provisionerne af bedste Slags; der studeres paa at forøge dem med
saadanne, som antages at kunne være Folkene gavnlige eller
behagelige, der vaages med ængstelig Omhu over, at Spisetiden ikke
forstyrres -- og dog er det ikke godt nok. Paa Behandlingen kan der
umuligt klages; men Noget skal der klages paa, og saa maa det da gaae
ud over Kosten.
Vi ville ikke herved betegne, at der ikke bør klages, naar Kosten,
trods al Forsigtighed, er bleven bedærvet; sligt skeer nemt, især i
et tropisk Klima. Klager, naar de fremføres paa en sømmelig Maade,
ere berettigede; og ere de grundede, tages de altid tilfølge; men vi
have ogsaa seet Klager fremføres over Proviant, hvis Slethed har
været af en saa mikroskopisk Natur, at det for de Bedømmende ikke har
været muligt at opdage den. Saadanne Klager burde ikke alene afvises,
men straffes, og en mere nøiagtig Undersøgelse, end der nu i
Almindelighed skeer i slige Sager, vilde i Regelen lede til en Kilde,
hvoraf de ofte udgaae. Visse ildesindede og daarlige Subjekter,
hvoraf man fordetmeste har enkelte Stykker ombord, ville som oftest
findes at staae bag ved, og man gjør en god Gjerning ved at træde dem
under Øinene; thi ikke alene haandhæves herved Disciplinen, men den
ordentlige Mand hæves. Naar de falske Toner omhyggelig dæmpes, kommer
den gode Tone til sin Ret.
Der er os fortalt en Historie om en dansk Skibschef, der engang paa
en godmodig, men træffende Maade revsede endeel saadanne Klagere.
Efter at han selv, ved at smage paa Maden, havde forvisset sig om
dens Kvalitet, lod han disse, der vare mødte i temmeligt Antal,
stille op agter og dernæst pibe alle Mand op. Da Folkene vare
samlede, talte han omtrent saaledes: "Der er ført en Klage over Maden
herombord; men Maden er god; jeg har selv smagt den. Naar den derfor
ikke smager Somme, saa maa det snarere ligge i Mangel paa en god
Appetit -- men den skal jeg skaffe dem." Folkene pebes forefter; men
de klagende Syndere maatte paa staaende Fod entre tre Gange op og ned
ad Storreisningen, og denne Manoeuvre foretoges i adskillige Dage,
tre Gange hver Dag, til megen Moro for den øvrige Besætning. Der var
stor Jubel paa Banjerne, naar et langt varslende Stød i Piben
efterfulgtes af det tjenstlige Brøl: "Appetit-Kompagniet paa Dækket!"
Over Kosten klagedes der aldrig siden.
En passende Frihed bidrager naturligviis meget til et godt Humeur og
Tilfredshed blandt Mandskabet. Skibet er jo, fra et vist Standpunkt,
et stort Fængsel, hvori Fangenskabet, paa Grund af Disciplinens
nødvendige Baand (man løsne disse nok saameget) altid maa føles.
Intet er derfor naturligere, end at Enhver, naar Skibet kommer til
Land, ønsker at slippe lidt ud af Buret, og selv Nydelsen, som en
"Landlov" paa Grund af det Nye og Seeværdige afgiver, forhøies ved
den Følelse af privat Frihed, som Landgangen medfører. I de fremmede
Mariner, navnlig den nordamerikanske, lader man Folkene faae Landlov
paa en lidet hensigtsmæssig Maade, idet man, efterat have holdt dem i
halve Aar ad Gangen ombord, slipper dem løs i et Par Dage, og derved
aldeles priisgiver dem for alle Lidenskaber, som de ikke undlade paa
det Eftertrykkeligste at tilfredsstille, til Skade for deres Helbred
og til liden Ære for det Skib og den Nation, som de repræsentere.
Man gaaer ud fra det høist urigtige Princip, at de ikke have noget
med Skibet at bestille, naar de ere i Land, og finder det ikke
ydmygende, at man, naar Fristen er udløben, ved en Afdeling af
Underofficerer og Marinere maa lede dem op i alle Slags Kipper og som
bagbundet Kvæg føre dem ombord. Hele denne Methode viser betegnende,
hvorliden sand Omhu man i hine Orlogsmænd har for Mandskabet og hvor
lidt Uleilighed man gjør sig med at tænke paa dets Vel.
Paa vore Orlogsmænd gaaer man nutildags ud fra et ganske andet
Princip. Fra det Øieblik, en Mand kommer ombord, søger man ved et
Slags Formynderskab at indskrænke den Letsindighed og Ødselhed, som
er Matrosens Særkjende, og ihvorvel dette staaer noget i Strid med
den nyere Tids frie Principer, kan det ikke alene forsvares, men maa
stærkt anbefales, da det paa det Nøieste staaer i Forbindelse med
Individets Vel, og følgelig med Tjenestens Gavn. De kontante Penge,
som Manden medfører, gjemmes for ham af vedkommende Officeer, hos
hvem han kan faae dem, naar han vil bruge dem, og herved sikkrer
Manden, der ikke har noget eget Gjemme (undtagen sin Randsel) sig for
at tabe Pengene, ligesom ogsaa Leiligheden til Tyveri mellem
Mandskabet forebygges. En Mand kan ikke komme hjem fra et Togt uden
at have en Styver i Afregning, thi en Bestemmelse paabyder, at han
skal have een, eller efter Togtets Varighed flere Maaneders Gage
tilgode. Vil han ombord oekonomisere, da gives der ham ogsaa
Leilighed dertil; thi hvis han for Exempel giver Afkald paa en enkelt
Proviantslags (f. Ex. sin halve Rançon Viin eller Sligt), da anføres
dette i hans Kontrabog og erstattes ham i Penge ved Hjemkomsten. Og
endelig, gaaer han iland, da sørger man for, at han ikke bliver der,
til han har ødelagt, hvad han har, og kommer nøgen ombord: man
begrændser den Tid, han er iland ad Gangen, men giver ham, saa ofte
Omstændighederne tillade det, Lov dertil. Den jævnlige Landlov kan
med Rette kaldes en passende Frihed; thi Manden opfører sig passende
i Land, hvor Opholdet er afpasset efter hans Formuesomstændigheder,
og han trumfer ikke med exalteret Frihed, hvis Uholdbarhed den næste
Dags nøgterne Reaktion dybt vil lade ham føle. Det er en Fornøielse
at see vore Folk komme ombord efter Landlov, glade og oprømte, og
findes der -- hvad der jo ikke kan undgaaes, især i den unge Roms
Land -- ogsaa En og Anden, der med temmelig stive Skridt, et mere end
oprømt Væsen og en noget usikker Betoning i Stemmen afgiver sit
Nummer til Skibssergeanten, da hører han aldrig et ondt Ord derfor.
De af Folkene derimod, som lægge an paa at drikke sig fulde, gaae
ikke fri for Tiltale. I vore, ved Ordentlighed og Ædruelighed i høi
Grad udmærkede, Skibsbesætninger, signalere de Uordentlige snart sig
selv, og deres Navne komme til at figurere i Straffeprotokollen under
Rubriken: "Nægtet Landlov", "sat i Bøien", "sat i Straffebakken" osv.
Overeensstemmende med det ovenomtalte Princip, gives der ogsaa ombord
Folkene en passende Frihed, saa ofte som skee kan. Der holdes
saaledes strængt over, at deres Spisetid ikke bliver forstyrret, og
Tiden fra 12-2 i Middagsstunden tilhører i Regelen Mandskabet. I
Tropeegnene falder denne Bestemmelse sammen med Sundhedshensyn, der
byde Ro og Stilhed paa denne varme Tid af Dagen. Vi have ogsaa seet
en videre strakt Frihed, navnlig (især i Begyndelsen) en formindsket
Exerceertid, med Held anvendt i de hede Klimater; deraf har fulgt, at
naar det var nødvendigt for Tjenesten at lade Folkene arbeide i
Solskin, have de, støttet af en tilbørlig Hvile, meget godt udholdt
Arbeidet. De have udført det tilfredsstillende og intet Spor af
Sygdom er kommet derefter.
Efter Kl. 6 om Aftenen finder ogsaa Frihed Sted til Kl. 8, da der
pibes til Køierne, og man har det bedste Beviis paa, at Tjenesten
ikke er overanstrængende, ved at see Folkene om Aftenen dandse,
synge, lege og more sig af Hjertens Lyst. Der er medgivet Bibliothek
ombord og mange af Folkene, ja de allerfleste, finde megen Nydelse i
Læsning. Søndagen, der begynder med Parade og Gudstjeneste, er efter
denne fri, og det er da ikke noget usædvanligt Syn, at smaa Grupper
lytte til en eller anden velvillig Forelæser. En Udvidelse og
systematisk Ordning af Marinens Skibsbibliotheker er derfor meget at
anbefale.
Til at eftersee deres Tøi have Folkene Tid 2 Gange ugentlig, Onsdag
og Lørdag, fra Kl. 2-5, og i denne Tid finder der ingen Øvelse Sted.
Lørdag Eftermiddag har i de fleste Øren en god Klang. Den er jo
Arbeidets Ophør, og jo ordentligere dette har været udført, desto
gladere er den Stemning, med hvilken man betragter Ugens Afslutning.
Ogsaa ombord er der meer eller mindre Stemning for denne Aften, og
naar vi ville føre Læseren midt ind i det Liv, der foregaaer mellem
de Personer, hvis Livsbetingelser og Former vi have skizzeret, kunne
vi ligesaa godt vælge denne Dag; altsaa:
Det er Lørdag Eftermiddag. En frisk og god Vind fylder Seilene; Solen
er behagelig varm; Søen behagelig rolig, og Skibet tilkjendegiver sin
Tilfredshed ved at vugge sig besindigt fra den ene Side til den anden
og lade Tømmerne knage saa piano som muligt. Ikke en Seiler er at see
paa den klare Horizont, hvorfra Landet allerede for flere Dage siden
er forsvundet, og hvor det først om Uger vil vise sig. Det er derfor
ikke saa underligt, at den vagthavende Officeer spadserer op og ned
ad Skandsen i Samtale med Chefen, der er oprømt over den gode
Leilighed, hvis Resultat bliver endnu anskueligere, idet Styrmanden,
der nylig har logget, melder, at Farten er 10 Miil i Vagten.
Styrmanden er en brav Mand, men han har den Svaghed at sætte sin egen
Ære og Værdighed paa det nøieste i Forbindelse med den Fart, Skibet
gjør. Ved 3 Miils Fart seer han ærgerlig omkring sig og giver Loggen
et velmeent Spark; 5 Miil gaaer an; ved 8 Miil stiger hans
Opmærksomhed; 9 Miil -- Hænderne i Lommen og han seer Enhver dristig
i Ansigtet; 10 Miil en omhyggelig Behandling af Loglinen og et
begjærligt Blik efter meer Vind. Ved 11 og 12 Miil smitter han den
vagthavende Officeer, hans Tone mod denne er tillidsfuld, mod
Uvedkommende overmodig. Han er som en Mand af den gamle Koffardiskole
heller ikke fri for nogen Overtro, men veed ypperligt at forudsige,
hvad Veir man faaer, og seer en Seiler før nogen Anden ombord.
Som sagt, vi løbe 10, og han er i et saa straalende Humeur, at han
maa meddele sig lidt til Roergængeren, hvis Navn ligesaa godt kan
være Søren som noget andet. Al Ære være Dig, Søren, som Du staaer der
ved Rattet med dit aabne ærlige Ansigt, hvis Øie er fæstet paa
Kompasset, men hvis Øre er aabent for Styrmandens Gisninger og
nedladende Bemærkninger, der fremkalde et tvetydigt Smiil om din
skjæggede Mund, som viser dine sunde Tænder. Drei kun Rattet en
Knage, for at Du med Sandhed kan overlevere _SSV._ til din Afløser,
der kommer derhenne paa den læ Side af Skandsen, og gak saa hen og
hviil Dig paa dine Laurbær. Du kan gjøre det med en god Samvittighed,
thi Du kommer med det samme Ansigt igjen, selv om Veiret er aldrig
saa galt, og Du staaer da ligesaa rolig og trolig paa Din Post, naar
Regnen vælter ned over Dig og de svære Søer hvert Øieblik kaste Dig
Skibet ud af Kursen. Saa veed Du at liste og lempe Dig imellem dem,
og føler en stolt Tilfredshed, naar de støiende, men uskadelige fare
forbi.
Det er Lørdag Eftermiddag. Næstkommanderende staaer henne ved
Skorstenen, røger en Cigar og glæder sig over det lange hvide Dæk,
som har faaet en Skuring for at være rigtig smukt til Søndagen.
Dækket er hans stadige Glæde, men ogsaa hans stadige Bekymring, især
i et Dampskib, hvor Kulfylding og sorte Maskinbeen ere fremherskende
Elementer, der ikke som Olieklatter lade sig fjerne ved Pibeleer, men
kun ved kraftige og gjennemgribende Foranstaltninger.