ligge og rulle i Søen. Denne var temmelig høi, saa det fandtes ikke
forsvarligt at sætte Fartøi i Vandet; men vi løb klos dertil,
affyrede et Kanonskud og gik rundt om det i en Times Tid. Intet
levende Væsen var ombord i Skibet, der flød paa en Tømmerlast;
Fartøierne vare borte; vi kunde see, at de vare firede af, og
Besætningen har sikkert i disse forladt Skibet. Det var øiensynligt
paaseilet. Sprydet var klippet af lige ved Bougen, Stor- og
Fokkemasten borte; kun endeel af Mesanmasten med et pjaltet Seil var
tilbage. Vi havde ikke Kul nok til at tage det paa Slæb, og med
Seilene lod det sig ikke gjøre, -- havde det været et halvt hundrede
Miil fra Kanalen, havde det været en anden Sag -- nu maatte vi
overlade det til sin Skjæbne og følge vor Kurs.
Efter en heldig Reise ankrede Korvetten den 26de Juni ved Spithead
(Portsmouth), som den forlod den 29de; den 2den Juli hilsede vi ved
Skagen den danske Kyst og ankrede Dagen efter ved Kjøbenhavn, hvor
vi, efter lidt over et Aars Fraværelse, strøge Kommandoen den 12te
Juli.
Ombord.
Livet ombord i en dansk Orlogsmand er noget anderledes nu end før;
Civilisationens Luftning har ogsaa naaet derhen og foraarsaget, at
man ved mildere Midler stræber at nærme sig til Maalet. Hvor der
før indvirkedes ved Frygt, søges nu Lysten vækket, idet baade
Bestyrelsen og de Befalende lade Individets Velbefindende være sig
magtpaaliggende.
Naar flere Hundrede Mennesker, hvert for sig, skulle arbeide til et
og samme Maal, er det nødvendigt, at de maae ledes af een Villie, og
Regjeringsformen ombord konstituerer sig derfor af sig selv som
monarkisk; i gamle Dage var den despotisk og herpaa kunde man anføre
mange Exempler. Vi ville nævne eet. Et Skib kom hjem fra en Reise,
paa hvilken alle Folkene havde modtaget en større eller mindre Dosis
Tamp. Kun een Mand havde været saa heldig at naae den sidste Dag
ombord med uantastet Ryg; men han glædede sig for tidligt; thi da han
netop hiin Dag spadserede veltilfreds ned ad Fokkevantet, blev han
attraperet af Næstkommanderende og under Paaskud af, at han havde
glemt at knobe en Seising, eller en lignende Bagatel, dømt til at
have sin Ryg forbrudt. Da han havde udstaaet sin Straf, kaldte
Næstkommanderende ham hen og tiltalte ham saaledes: "Hør, Hans, da
Du nu har faaet Din Lussing, vil jeg blot sige Dig, at jeg ikke har
Noget imod Dig forresten. Du er en flink Karl og Du skal faae en god
Anbefaling -- men Du skal nu ikke kunne rose Dig af, at Du er den
eneste Mand i Skibet, der ikke har faaet Tamp!" At det ikke engang
var Chefen selv, men Næstkommanderende, der her optraadte, betegner
endnu mere det despotiske Standpunkt, hvorpaa de Befalende stode, og
hvor lidet de Underordnede vare sikkrede mod Vilkaarlighed. Den
Omstændighed, at Prygl bleve uddeelte med saa stor Liberalitet,
bidrog forresten til, at Folkene ikke ændsede dem; thi Svien var
Intet for en haardfør Matros, og Æresfølelsen saae sig ikke i mindste
Maade berørt ved en Lussing, som ansaaes for et nødvendigt Onde, der
ligesaa godt kunde tilfalde den Ene som den Anden.
Den Misbrug af Magt, hvori en Chef i gamle Dage kunde gjøre sig
skyldig, kan nu ikke finde Sted, da et Reglement for Anvendelsen af
Disciplinarstraffe træffer bestemte Grændser for Forseelser og deres
tilsvarende Straffe, og sætter den korporlige Revselse saa langt i
Baggrunden, at den ikke bliver at anvende uden i sidste Instans.
Siden 1848 er det en Sjeldenhed at see en Mand faae Tamp ombord i
vore Skibe, og dette er aldrig skeet uden den meest bydende
Nødvendighed.
Vi ville blive i Billedet og betragte Orlogsskibet som et Kongerige.
Chefen har den udøvende Magt -- og som Modvægt: det største Ansvar.
Den lovgivende Magt indeholdes i Krigsartiklerne og den dømmende
tilhører Krigsretten.
Noget af det Første, der foretages ombord,[1] er derfor at oplæse
Krigsartiklerne, og navnlig hvad der af disse indeholder almindelige
Leveregler og Vedtægter for Livet ombord. Dette skeer for hele
Mandskabet under Chefens og Officerernes Tilstedeværelse. Naar
Oplæsningen (hvoraf visse Dele senere gjentages) er endt, tager
Chefen Mandskabet i Eed paa, at det med Troskab og Lydighed vil tjene
under det danske Flag.
[1] I de engelske Krigsskibe, der skulle seile, er, saavidt vi
vide, den første officielle Handling den, at Chefen oplæser sin
Bestalling (_commission_) for det forsamlede Mandskab og saaledes
strax fremstiller sig for dette som den, der har den første Ret til
at befale. I vore Skibe finder dette ikke Sted, muligviis paa Grund
af vore mindre Forhold; dog skjønnes det ikke rettere, end at dette
kunde være passende og -- for at benytte et engelsk Udtryk -- _in
due form_.
Ligesom Krigsartiklerne indeholde Lovens Aand, saaledes indeholde de
i 1849 udkomne "Instruxioner og Reglementer" dens Bogstav, idet de
give Regler for de daglige Øvelser i det Hele taget, forme den
daglige Tjeneste, og saaledes lede Organisationen af Orlogstjenesten
i Ugernes og Maanedernes Løb.
Disse Instruxioner savnedes i forrige Dage, da det var overladt
Chefen paa egen Haand at indøve sit Mandskab, hvoraf fulgte en stor
Ueensartethed i de forskjellige Skibes Organisation. Manglerne ved
denne Fremgangsmaade have dog ikke været saa meget at spore i vor
krigeriske Periode; thi deels vare Skibene dengang samlede i
Eskadrer, og hver Skibschef var nødt til at udføre Tjenesten
saaledes, som Eskadrechefen befalede, hvorved der allerede kom nogen
Eenhed i Tjenesten, og deels udvikles og uddannes denne under
krigeriske Forhold langt hurtigere end i Fredstid. I den
halvhundredaarige Fred efter 1801 har derimod Mangelen af et bestemt
System været haardt følt. Der havdes saa faa Skibe, at der ikke var
Tale om at udsende Eskadrer, og medens de andre Mariner i den Tid med
raske Skridt udviklede sig og bragte passende Reglementer og
Bestemmelser for Dagen, hvilke de praktisk forsøgte, vare vore
enkelte udsendte Skibe overladte til den Organisation, som deres Chef
var istand til at give dem. Besætningen i hine Skibe bestod for det
Meste ogsaa af faste Folk, navnlig hvad Kanonerne angik; de kunde
Exercitsen, hvorfor skulde de saa øves? Herved fremkom der høist
underlige Resultater -- det hændte sig blandt Andet, at en
Orlogsmand, der gik til Vestindien, ikke en eneste Gang paa Reisen
derud havde havt Kanonerne los og exerceret med dem; flere kom hjem
og havde havt saa liden Vaabenøvelse, at man nemt kunde tælle
Gangene, om man havde vidst dem. Men der var Ingen, som spurgte
derom. Vel var Chefen ansvarlig for Skibet og den specielle Tjeneste,
det var beordret til at udføre, men bragte han dette velbeholdent
hjem, var der Ingen, der brød sig om, hvorledes han havde udfyldt den
daglige Tjeneste; han fik Ordre til at aftakle Skibet, og dermed var
Sagen afgjort. Nu er der derimod indtraadt en betydelig Forandring i
disse Forhold, idet 1) Instruxionerne paabyde bestemte Øvelser til
bestemte Tider; 2) Øvelserne selv skulle skee paa reglementmæssig
Maade og 3) Flaadeinspekteuren ved Hjemkomsten efterseer, om de
befalede Øvelser have fundet Sted paa anordnet Maade.
Medens Chefen vel endnu som før har den øverste Magt til at befale i
Alt, hvad Togtet angaaer, saaledes har han nu -- hvad han ikke havde
før -- en Anviisning til at udføre den daglige Tjeneste, som han vel
kan modificere efter Forholdene, men som han dog er forpligtet til at
følge. At gjøre dette paa en skjønsom Maade, er ikke den mindste Deel
af en Skibschefs Opgave, og den forøgede Opmærksomhed, som han, hvis
han vil løse den, maa skjænke det daglige Liv ombord, medfører en
heldbringende Virkning saavel for Organisationen som for
Individernes Velbefindende.
Der er jo altid nogen Fordom mod det Nye, og der var det ogsaa mod
Flaadeinspekteurens Embede. Man fandt det upassende, at en Chef paa
en Maade skulde underkastes en Examen, og ydmygende for ham, at han
skulde dokumentere sin Virksomhed; men tage vi ikke feil, er man
kommen bort fra denne Anskuelse nu, da en mere oplyst Aand har gjort
sig gjældende. Det er en tilfredsstillende Tanke for de Underordnede,
at de Befalende ogsaa ere Tjenesten underkastede, og at de ved at
lyde dem lyde et Princip og ikke en Person. For Chefen er det ingen
Ydmygelse men en Triumf, ved sin Hjemkomst at forevise et velholdt
Skib, en vel tilbragt Tjenestetid og et kraftigt, sundt og
disciplineret Mandskab.
Tre Aar efterat Instruxionerne vare udkomne, blev et tidsvarende
Reglement for Artilleri-Øvelserne prøvet, og i 1854 blev det med de
Forandringer, Erfaringen havde viist gavnlige, approberet. I 1853 var
det første reglementerede Exerceerskib ude, og det har hvert følgende
Aar været udrustet. I Gjennemsnit indøvedes hvert Aar circa 200 Mand,
og man havde saaledes efter 8 Aars Forløb i 1861 -- 1600
Koffardimatroser, der vare fortrolige med Artilleriet. Det nævnte Aar
fandt, paa Grund af de politiske Omstændigheder, den store Udrustning
Sted, og hvorvel endeel af de Folk, der vare indøvede som Konstabler,
vare fraværende, mødte der dog et saa stort Antal, at man heelt
igjennem havde hver Kanon besat med 2 _à_ 3 exercerede Folk -- et
Resultat, der alene skyldes den bestemte og planmæssige Maade, som i
de foregaaende faa Aar var anvendt.
Artilleri-Øvelserne ombord i alle vore Skibe ledes efter samme
Mønster som paa Exerceerskibet, ihvorvel det er en Selvfølge, at de,
især paa et kort Togt, ikke kunne naae samme Fuldkommenhed som i det
Skib, der særligt er helliget deres Fremskridt. Og dog seer man som
oftest nutildags, selv efter en kort Tour, Folkene saa vel indøvede,
at man forbauses; det kommer deraf, at der er Tid til Alting, naar
Alt har sin bestemte Tid.
Vi have nu i korte Træk berørt den udøvende og lovgivende Magt
ombord; den dømmende ville vi ogsaa løselig omtale. Den repræsenteres
af Krigsretten. I gamle Dage kunde Chefen uden Krigsforhør og Dom
diktere Folkene indtil 3 Gange 27 Slag Tamp; nu kan han kun, naar de
ere nedsatte i "Strafferoden", tildele dem denne Straf, hvis de under
denne Nedsættelse gjøre sig skyldig i en ny Disciplinarforseelse, og
da med ikke over 27 Slag. Til enhver Tid kan han imidlertid nedsætte
enten et Krigsforhør eller en Krigsret, der i det sidste Tilfælde
afgiver Dom efter Søkrigsartikelbrevet. Men da dette i sin forældede
Skikkelse indeholder Straffe, der ikke mere blive exekverede, er der
tillagt Chefen Myndighed til at formilde Dommen (f. Ex.: 3 Gange 27
Slag Kat formildes til 27 Slag Tamp osv.) Enhver nedsat Krigsret skal
indeholde Kammerater af den Paagjældendes Klasse, og Medlemmerne af
Retten maae som Dommere aflægge den befalede Eed.
Det er en Selvfølge, at ethvert Forhold, der kan kræve en hurtig
Beslutning, gjør Fordring paa en hurtig Retspleie og ligeledes paa en
hurtig Udøvelse af Magten. Regjeringsformen bliver derfor ombord
uindskrænket monarkisk, naar man undtager Domme paa Æren og Livet,
hvilke Chefen ikke kan exekvere. Ellers maa han selv tage Beslutning
om Alt. Han kan vel, naar alvorlige Omstændigheder ere forhaanden,
sammenkalde et Krigsraad; men at følge dettes Mening udelukker ham
ingenlunde fra Ansvar, saa at vi ikke kunne indsee Nytten af denne
Indretning, uden hvor Chefen absolut ikke veed, hvad han skal gjøre.
Næstkommanderende er Premierministeren ombord. Ham paaligger det, at
besørge Tjenesten udført i alle dens Details. Som den, der desuden
skal remplacere Chefen ved tilstødende Omstændigheder (af hvilken
Grund han ogsaa underrettes om alle Ordrer, Togtet vedkommende),
staaer han nærmere ved denne og et Trin over de øvrige Officerer.
Disse have hver Tilsyn med en Afdeling af Folkene, og desforuden har
hver Officeer sit forskjellige Departement af Tjenesten at besørge.
Den mest ansvarsfulde Deel af denne er for Officerernes Vedkommende
Vagttjenesten. Chefen kan naturligviis ikke altid være tilstede, og
endskjøndt han ved Melding Dag og Nat skal underrettes om, hvad
Vigtigt der maatte passere, maa den vagthavende Officeer ofte selv
beslutte og udføre den Manoeuvre, som Skibets Sikkerhed ikke taaler
at udsætte. Det er dette Ansvar, der skal modne den unge Officeer til
selv engang at blive Skibschef, det er Kvintessentsen af al hans
øvrige Tjeneste. Kun stadig Øvelse kan give ham Erfaring og Tillid
til sig selv, saaledes at han med Frimodighed kan bære dette Ansvar.
Det kan derfor ikke noksom anbefales, at han saa ofte som mulig
bliver udkommanderet.
Det fortjener Landets Paaskjønnelse, at saa mange Officerer søge at
raade Bod paa den mangelfulde Øvelse, som et indskrænket Budget
anviser dem, ved at gaae i Koffardifart og fremmed Orlogstjeneste.
Nogle Aar i Koffardifart er en god Skole, hvad Uddannelse i det
praktiske Sømandskab angaaer -- at være for længe i denne Fart maa
derimod ansees for uheldigt for Søofficeren, naar han ikke er i den
Alder, at han er _au fait_ med Organisationen og Tjenesten til
Orlogs, og saa at sige er gjennemtrængt deraf. Den som theoretisk har
lært "Søfaart at forstaae", kan til Koffardis godt lære "Skib at
føre"; men heller ikke mere. Af en Søofficeer fordres der nu, at han
skal være: Sømand, Artillerist og Landofficeer. I gamle Dage havde
man vel, paa Grund af at endeel af Folkene ved Entring vare bevæbnede
med Flinter, et Slags Exercits med dette Vaaben; men det er først i
de senere Aar, at man er begyndt med at danne et "Landgangskompagni"
ombord i Skibene. Det kommanderedes, naar det gik iland, af een eller
flere Officerer, og deraf fulgte da, at disse maatte lære saavel
Kolonneexercitsen som den spredte Fægtning. Der er nu et fuldstændigt
Reglement for denne Tjeneste, og den indøves i alle vore Skibe.
Sideordnede med Officererne ombord ere Maskinmesteren, Lægerne og
Proviantforvalteren (der forestaaer Folkenes Bespiisning); undertiden
er der ogsaa Præst ombord; hvor dette ikke er Tilfældet, oplæser
Skibssekretairen Bønnen ved Gudstjenesten.
De sidste Befalingsmænd ere Underofficererne, blandt hvilke
Baadsmanden (for Takkelagens Vedkommende) og Kanoneren (som har
Ansvar for Artilleriets Details) ere de ældste. De andre have hver en
Deel af Folkene under deres specielle Tilsyn paa Vagten, ved
Exercits, Mønstring, daglig Tjeneste, osv. En af Underofficererne,
"Skibssergeanten", forretter Polititjenesten ombord. Han paaseer
Orden og Ro nede i Skibet, har Opsyn med Arrestanter, visiterer for
Slukning af Ild og Lys, osv. Underofficerernes Tjeneste er i det Hele
taget anstrængende, da de under Manoeuvrerne maae være meget
paafærde. De ere kaldede til at anvise Folkene den Plads, som de
forskjellige Kommandoer antyde; de skulle animere dem til Arbeide, og
deres Stilling er desforuden vigtig som Mellemledet mellem Officerer
og Mandskab.
Man kan nok sige, at deres Tjeneste nutildags er sværere end før; thi
for det Første medfører den med stor Iver drevne Exercits for dem som
Lærere nu et betydeligt større Arbeide, og for det Andet er det dem
nu, i Analogi med Straffelovgivningen, paa ingen Maade tilladt at
lægge Haand paa en Mand. Selv om han er studs imod dem og nægter at
adlyde, maae de ikke tage sig selv tilrette, men skulle afgive
Melding herom til deres Foresatte. Dette vide Folkene ret vel, og da
der blandt disse altid findes Nogle, som ved tvetydige, om ikke
ligefrem fornærmelige, Miner og Lader ville incitere Underofficeren
til at forløbe sig, maa denne vogte meget nøie paa sig selv -- hvad
der vel er at anbefale; men ikke altid ganske let. Til vore
Underofficerers Roes maa man sige, at de i Regelen løse deres
vanskelige Opgave godt. Vi have i et Skib, der strøg Kommandoen,
seet hver enkelt Mand, idet han gik fraborde, takke Skibets
Underofficerer, høie som lave, for deres Forhold paa Togtet, og dog
vare disse Underofficerer af den Slags, der ikke gav en Tøddel efter
af det, Tjenesten fordrede.
Vi komme nu til Folkene. Vore Orlogsmænds Befolkning er i Regelen
elskværdigere end nogen anden Nations, let at regjere og ikke
vanskelig at tilfredsstille. Det er ikke alene naar Faren truer, at
de møde -- og saa komme de med Munterhed og Begeistring -- ved
Flaget; men i fredelige Tider finde de sig ogsaa med Taalmodighed i,
at Kongen kalder dem fra deres mere indbringende Sysler, og
endskjøndt meget i Orlogsmanden er dem uvant og fremmed, finde de sig
snart tilrette og tage med god Villie fat paa deres Gjerning.
Saasnart de komme ombord, modtager hver Mand en "Skytseddel", der
angiver hans Løbenummer i Skibet og anviser ham hans Plads med
Hensyn til Kanoner, Seil, Haandvaaben osv.; til sit Tøi faaer han en
malet Seildugsrandsel (fiirkantet, omtrent en Alen lang og en Fod
dyb). En Tinkande til Øl og Thee, en Blikdaase til Smør og en
"Skaffebakke" (beregnet paa 4 Mand) udgjøre de Spiserekvisiter, som
leveres ham af Kongen, og med den Kistebænk, hvori han gjemmer disse,
afsluttes den Plads, der tilstaaes ham til Mad og Klæder. Angaaende
de sidste, da indeholder hans Kontrabog (hvori hans Gage og
Tilgodehavende føres _à jour_) en nøiagtig Bestemmelse over hvad han
skal have (forsaavidt Pladsen tillader det, maa han have mere -- ikke
mindre) og der tildeles ham extra som Paaklædningspenge den høist
latterlige Sum -- 3 Rdl. engang for alle. Det vil sige, hvis Togtet
varer over et Aar, da faaer han igjen 3 Rdl., men Enhver, der veed,
hvad et Par Buxer koster, kan udregne, hvorvidt han kommer med denne
Sum, som der synes at være al optænkelig Grund for Regjeringen til at
forhøie. Det var en anden Sag, dersom Gagen var saa betydelig, at man
kunde forudsætte, at Udgiften til de nødvendige Klædningsstykker
kunde afholdes deraf; men dette er ikke Tilfældet. Vel er den
forbedret i de senere Aar og en Ugift kan paa en længere Tour --
Notabene naar et mildt Øie censorerer hans Paaklædning -- gjøre sig
lidt tilgode, naar han _NB. NB._ er meget sparsommelig; for en gift
Mand, og ovenikjøbet paa en kort Tour, stiller Sagen sig derimod
ganske anderledes. Saa meget er vist, at fremmede Nationers
Orlogsmatroser ere langt bedre klædte end vore, og da dette er den
eneste Retning, hvori disse staae tilbage, kunde man unde dem, at der
skete deres Udvortes en retfærdig Fyldest.
Naar vi nævne vore Folk, da menes hermed de Indrullerede, hvoraf det
langt overveiende Antal bestaaer, idet de faste Korpser nærmest ere
bestemte til at rekrutere Underofficeersklasserne. Om det er af denne
Grund, at de faste Folk ere blevne forsynede med en Vaabenfrakke (de
faste Underofficerer bære en saadan) vides ikke. Men at denne Frakke,
med tilsvarende Kaskjet, er meget upopulair blandt Marinens Officerer
og seer meget besynderlig ud ombord -- det er vist. Trøien, Matrosens
Særkjende, seer man overalt i fremmede Mariner, og det er ogsaa en
Selvfølge, at den, og ikke Frakken, anvendes ombord i daglig
Tjeneste. Men til Parade bør enhver Mand være reglementsmæssig
paaklædt, og det er der afstikkende, at see de faste Folk møde i
Frakke og Kaskjet, medens de Indrullerede møde i Trøie og Hue.
Idet vi her afslutte disse indledende Bemærkninger om Menneskene i
den lille svømmende Stat, ville vi gaae over til at betragte de
Indretninger og Forholdsregler, der tjene til at betrygge den.
Hvad Artilleriet angaaer, da er Alt med Hensyn dertil saaledes
indrettet, at Skibet i Løbet af c. 5 M. kan være klart til Slag;
Kanonerne ere altid i Søen ladte med Skarpt, saa at man strax ved en
Overrumpling kan give Ild. For at forebygge en saadan, befale
Instruxionerne, at der skal gjøres klart Skib, naar man nærmer sig en
ukjendt Orlogsmand.
Klart Skib har i Grunden Udseende af uklart Skib; thi Alt kommer ud
af de daglige Folder. Naar Hornsignalet lyder dertil, forlader Enhver
sit Arbeide og begiver sig paa den Post, der er anviist ham.
Kanonerne surres los, Lugerne lukkes i, Krudtkammeret lukkes op,
Kugler langes op fra Rummet og fyldes i Krandse paa Dækket, Porte,
Skodder og løst Træværk langes ned; Geværer deles ud, Huggerter og
Pistoler langes om, Topsgasterne gaae tilveirs; der er en Kjøren
omkring med Sprøiter og Rumsteren med Ballier, der fyldes med Vand
(for at slukke opstaaet Ild), der er Kollision mellem 5, 6
Haandlangere fra Kanonerne, der alle ville have Krudt paa engang, --
en Vidsker, der trækkes ud af sin Hætte, spænder Been for et Par
Mand, Geværbunker og Haandsprøiter hænge som Lodder og dingle imod
hinanden i Ender fra Merset; men kun et Øieblik, saa havne de deroppe
-- pludselig staaer hver Mand rolig paa sin Post, det bliver stille,
saa stille, at man kan høre den sagte Raslen af en Line agter og en
ubestemt Lyd ved Stormasten. Det er Flaget, der heises under
Gaffelen, og Stolen, der gjøres istand til at nedfire de Saarede --
Skibet er klart til Slag.
Ligesaa vigtigt som det er for en Orlogsmand at være hurtigt klar til
at slaae, ligesaa vigtigt er det, at den i størst mulige Hast er
parat til at bekæmpe en anden Fjende: Ilden. Ved første Øiekast
skulde man troe, at Ilden ikke har meget at betyde, hvor der er
saameget Vand ved Haanden; men ved at lade Blikket løbe over alle de
brændbare Stoffer, hvoraf Skibet er sammensat -- ikke at tale om
Krudtet, hvoraf det indeslutter en saa betydelig Masse -- indseer man
den store Fare, som en Ildebrand ombord vil medføre. Alt er derfor
ogsaa indrettet paa at imødegaae denne Fjende saa kraftig som mulig.
Der er et bestemt Signal for Brand (Ringen med Skibsklokken, ledsaget
af Baadsmandspiberne), hvorefter hver Mand har en bestemt Plads. En
eller flere Officerer med Folk ere ansatte ved Fartøierne, for at
beskytte dem mod Ilden og forhindre, at de benyttes ulovligt eller
forulykke ved at man planløst styrter sig i dem. Ved Krudtkammeret er
der ligeledes Officerer og Folk for i paakommende Tilfælde at styrte
Krudtet overbord (som oftest kan man, ved dertil anbragte Rør, sætte
Krudtkammeret under Vand); ved Brændeviinskjælderen holdes ligeledes
Vagt, ligesaameget for at værge den mod Folkene som mod Ilden. Naar
der er Fare paafærde, er der altid Nogle, der tye derhen; Exemplet er
smitsomt i saadanne Tilfælde, og lykkes det Folkene at opbryde denne
Dør, ere alle Anstrængelser for Redning frugtesløse. Alle Skibets
Sprøiter og Pøse til Vandlangning fordeles med tilhørende Mandskab
paa de forskjellige Steder.
Naar Alt saaledes er fordeelt, kommer det endda an paa den størst
mulige Rolighed og Koldblodighed fra Officerernes, og navnlig
Chefens, Side. Enhvers Øie vogter paa ham ved slig en Leilighed, en
usikker Mine kan forraade Alt; et roligt Ansigt, et Par Ord med
sikker Stemme omskabe Frygt til Tillid, og Forvirring til rolig og
vedholdende Anstrængelse. En engelsk Chef reddede engang sit Skib i
et sligt Øieblik ved et komisk Indfald. Midt om Natten kom den
vagthavende Officeer ned og meldte ham, at der var Ild i Skibet.
Chefen kastede i en Hast en Slobrok om sig, gik op paa Dækket og
befalede at gjøre Brandallarm. Folkene kom op; men de bleve i den
Grad fortumlede af Frygt, Mørke og Uvished, at Forvirringen i et Nu
var almindelig. Da befalede Chefen med høi Røst, at enhver Mand,
under den strængeste Straf, strax -- skulde sætte sig ned og ikke
røre sig af Stedet. Denne Ordre, der var let at paasee udført,
frelste Skibet. Medens hele Besætningen sad "taus og paa Luur", gik
Chefen til det antændte Sted; Officererne mødte efterhaanden med
paalidelige Folk, som de havde samlet, og da disse vare i Gang med
Arbeidet, løslodes Resten, der nu havde faaet Tid til at fatte sig,
og Ilden var efter en kort Tids Forløb slukket.
I vor Marine har der, saavidt vi vide, ikke i Mands Minde været
Ild af nogen Betydenhed paa de tilsøesværende Skibe, og Grunden
hertil kan maaskee søges i den Forsigtighed, hvormed man ombord
omgaaes Ild og Lys. Det er saaledes aldeles forbudet at føre
Frictionssvovlstikker med ombord, og det brændende Lys indesluttes
altid i en Lanterne. Kl. 10 om Aftenen visiteres og meldes Chefen for
Slukning i hele Skibet, og om Natten ronderes der, navnlig i de
større Skibe, for at det kan paasees, at intet ulovligt Lys er
tilstede. Selvantændelige Stoffer ere ogsaa en Gjenstand for
Opmærksomhed; i Dampskibene har man i Kullene et saadant Stof; dog er
det meget sjeldent, at de antænde sig selv, især naar de komme tørre
ombord og man sørger for, at frisk Luft jævnlig kan bestryge dem.
Naar Vandet, i enkelte Tilfælde destoværre, viser sig ufuldkomment
til at slukke Ilden ombord, har det en anden meget gavnlig Egenskab,
nemlig den at kvæle Svineriet. Dertil er det en konstant og stadig
anvendt Faktor. Svineri er i ingen Stat saalidet taalt som i en
Orlogsmand, hvor Sundhedspleien paa det Strængeste byder, at holde
saavel Mennesker som Ting rene. Dermed begynder ogsaa hver Dag
ombord. Paa Dagvagten (4-8 om Morgenen) foretages den store Renselse,
der lægger Grunden til Skibets Properhed for hele Dagen. Derfor er
denne Vagt ogsaa tildeelt Næstkommanderende, eller hvis han, som paa
større Skibe, ikke gjør Vagt selv, dog henlagt under hans Tilsyn og
Inspektion.