Der var en ung Konge i Østerrig, der var ugift. Nu bilder han sig
selv ind, at han var et af de kjønneste unge Mennesker, der var til,
og saa bestemte han med sig selv, at han vilde ikke giftes, uden
han kunde faa et Fruentimmer, der var lige saa kjøn som han, og saa
skulde hun tillige med være klog og dygtig i Musik. Han siger saa til
én af hans Ministre, at han skulde rejse ud i Landet og opsøge ham et
Kvindfolk til Dronning, der var saadan, som han ønskede det, og ven
han kunde finde én med de Dyder, saa skulde han faa hans Ulejlighed
godt betalt. Ministeren rejser nu ogsaa paa det Vilkaar.
Han kommer saa en Aften til en Skov, og der ser han et Lys lige
udenfor Skovkanten. Han var naturligvis ridende, og saa rider han
derhen, binder Hesten og gaar ind. Der sidder en gammelagtig Mand og
Kone i Stuen, og saa beder han Godaften. Da han nu har sat sig ned,
hører han saadan en fortræffelig Musik inde i en anden Stue, han
havde aldrig hørt Magen til Musik.
»Det er dog dejligt at høre paa«, siger han til denher gamle Mand.
»Ja, det er vor Datter«, siger han, »hun sidder og forlyster sig
saadan lidt i Mørkningen.«
Naa, saa spørger han, om han kunde ikke blive der om Natten, det var
mørkt udenfor, og Vejen var ham ubekjendt.
»Jo«, siger han den gamle, »naar han vil være tilfreds med
Lejligheden, som den kan blive, men a kan jo nok se, han er en fornem
Herre.«
Jo, det vilde han gjærne være tilfreds med, og han tager til Takke.
Saa faar de Hesten ind, og han faar lidt at leve af. Det var et Par
galante gamle Folk, og de gjorde det for ham, saa godt de kunde.
Saa siger han, om det kunde ikke være ham tilladt at gaa ind i den
anden Stue og staa og høre paa Musikken en lidt.
Jo, han kommer ogsaa derind, men hun sidder og passer hendes. Han ser
paa hende og er straks enig med sig selv om, at det er den skjønneste
Jomfru, han nogensinde har set. »Mon du skulde ikke her træffe det,
du leder efter?« siger han til sig selv. Da han kommer ind igjen til
den gamle, siger han: »Det er et dejligt Fruentimmer, jer Datter, hun
ser overmaade godt ud.«
»Ja saa mænd«, siger den gamle, »hun ser ud, som Folk er flest.«
»Hun er vist nok ogsaa klog«, siger Ministeren.
»Ja, de skal være godt lært, der kan binde hende i Spørgsmaal«, siger
Faderen, »det har hidtil ingen gjort.«
Naa, saa bliver der ikke snakket mere om det, og de kommer til
Sengs. Næste Morgen, da han er kommen op, tager han Afsked og rejser
øjeblikkelig hjem til Kongen.
»Nu tror a nok, a har truffet det, a skulde«, siger han til ham, »det
er en Kvinde, som er saa over Maade skjøn, og hun er ogsaa udmærket
til Musik, for det har a hørt.«
»Naa, det var saa de to Dele«, siger Kongen, »men saa var det
Klogskaben.«
»Ja, hendes Fader sagde, at den skulde være godt lært, der kunde
binde hende i Spørgsmaal.«
»Det skal prøves«, siger Kongen, og saa skriver han et Brev til
hende, lægger et Kvintin Bomuld inden i det, og beder hende lave ham
en Undertrøje og et Par Underbukser af det Bomuld. Kunde hun gjøre
det, saa vilde han ægte hende. Det Brev bliver saa sendt over til
hende.
»Hvad er der ved det?« siger Faderen.
Ja, saadan og saadan, Kongen havde skrevet til hende, at han vilde
have hende til Dronning, hvis hun kunde arbejde det Bomuld til Trøje
og Underbukser.
»Det kan du jo ikke«, siger Faderen.
Saa gaar hun ud i Haven og skjærer en Pind af Længelse som en Finger.
Den lægger hun inden i et Brev til Kongen og skriver, at hvis han
kan lave hende Spinderok og Garnvindel af det Stykke Træ, saa kunde
hun og skaffe det andet. Da Kongen læser det, siger han: »Ja, hun er
klog, for det ene kan ikke lade sig gjøre, og det andet kan heller
ikke. Hun skal bedre prøves af.« Saa skriver han til hende igjen, at
hun skal komme over at besøge ham; men hun skulde hverken komme Nat
heller Dag, heller Midnat heller Middag, hverken maatte hun komme
ridende, kjørende heller gangende, ikke heller være i Klæder heller
naagen.
Da det Brev nu kommer over til hende, siger Faderen: »Naa, hvad
skriver han nu?«
»Ja, dether er strængt«, siger hun, »a maa hverken komme ved Nat
heller Dag, og hverken kjørende heller ridende heller gangende.«
»Det kan jo ikke lade sig gjøre.«
»Ja, vi maa finde paa Raad, nu skal du følge med mig, og vi har en
gammel Vædder, den tager du med dig, og saa skal vi være der, i Lag
Solen gaar ned. Da spænder du Vædderen for mig, og saa slæber den
mig op paa Slottet. A tager et Fiskegarn om mig, og saa er a da ikke
naagen.«
Naa, de kommer saa op for Slotsdøren, og Kongen kommer ud og tager
imod hende. »Nu kommer a, ligesom a skulde«, siger hun.
»Du har vundet«, siger han, »nu beder jeg dig komme indenfor.«
Hun bliver saa fint paaklædt og ser nu saa grum ud. Der bliver saa
anrettet til Brylluppet.
Da de nu er færdige med det, siger han: »Du er klog, det véd jeg, men
nu vil jeg sige dig én Ting. I hvad Dom og Raad jeg giver ud, maa du
ingen Ting sige til det, for ellers skal du rejse.« Det gik hun ind
paa.
Der gik nu en længere Tid hen, men saa træffer det en Gang, at der
kommer to Bønder kjørende til Stads, og den ene havde en Følhoppe
for og den anden en Hest. Om Natten, da de var paa Hjemvejen, kommer
de til et Værtshus og kjører ind i Stalden, og der foler den Mands
Hoppe. Men da de kom ud til Befordringen, havde Føllet arbejdet sig
hen og laa bag ved den anden Mands Hest. De kommer nu op at trættes
om Føllet, den ene vilde tilegne sig det, og den anden vilde ogsaa.
»Mit Øg har folet, og saa er det mit«, siger den ene.
»Føllet er mit«, sagde den anden, »for det stod bag ved min Hest.«
»Det kan jo ikke være tænkeligt, at Hesten har faaet et Føl.«
»Ja, det er det samme, a tilegner mig nu Føllet.«
»Vi vil op til Kongen og have Sagen fremlagt for ham«, sagde saa den
anden.
De gaar saa op til Kongen. »Vi er komne i Træde«, sagde de, »og beder
Kongen dømme os imellem.«
»Hvad er det da?« siger han.
»Vi lagde Vognlag sammen, for vi skulde til Kjøbstad i Gaar; men da
vi saa var kommen paa Hjemvejen i Aftes og kjørte ind i en Krostald,
der fik det ene af vore Bæster et Føl. Han siger, at det er hans, og
a siger det er mit, for da vi kom ud til dem, da stod Føllet ved min
Hest.«
»Ja«, siger Kongen, »hvor Føllet ligger, den ejer det.«
Naa, saa tager han Føllet og beholder det. Men den anden Mand kunde
ikke give det af sit Hoved, og der var jo endda for Resten ingen Raad
nu, da Kongen havde dømt. Saa gaar han om til Dronningen en Dag, da
Kongen ikke var hjemme, og hende fortæller han hele Redeligheden.
»Ja«, siger hun, »jeg kunde jo nok sige dig et Raad, men du maa ikke
sige, det er mig, der har givet dig det, for saa skal jeg rejse væk.«
Nej, det skulde han da heller ikke.
»Nu gaar du ud paa Landevejen i Morgen tidlig og har to Mand med dig.
Der kommer Kongen saa kjørende. Saa skal du have et Fiskegarn spændt
tværs over Landevejen og gaar og pluser der foran Garnet. Naar Kongen
ser det, siger han: I tossede Folk, tror I, I kan fange Fisk paa den
tørre Landevej. Saa skal du tage til Orde og svare: Det kan ikke være
mere umuligt, end at en Hest kan faa et Føl.«
Saa rejser Manden af med det, og han bærer sig ad, som Dronningen har
sagt. Kongen kommer og faar dether Svar, og saa bliver han vred og
siger til Kusken: »Vend straks om og kjør hjem.« Saa gaar han ind
til Dronningen. »Hvad har du nu lavet«, siger han, »jeg fik et snært
Svar af en Mand her ude paa Vejen, og det er kommet fra dig.«
Nej, hun havde ingen Ting sagt.
Saa gaar der Bud ud efter Bondemanden, og han kommer ind. Kongen
siger saa til ham: »Det Svar, du gav mig, har du ikke taget af dig
selv. Her staar et ladt Gevær, og her staar en lille Pose med saa
meget som et Fjerdingkar Guldstykker. Nu kan du raade dig selv, hvad
du vil helst, enten have det, der er i Posen, eller det, der er i
Geværet, og du maa have et Kvarter at betænke dig i. Naar det er
omme, maa du sige mig, hvem der har lært dig det Svar.«
Da Tiden var omme, var han jo i en grov Betryk, men han maa til at
sige, at det havde Dronningen sagt.
Naa, saa kan han tage Posen. »Føllet er nu dit, og saa er det vel
godt.« Derefter gaar Kongen ind til Dronningen, og han siger: »Ja, nu
skal du jo rejse, for du har blandet dig i mine Sager.«
»Det er og det samme«, siger hun, »saa skal jeg rejse i Morgen, men
maa jeg da ikke i Aften faa et Gjæstebud holdt med mine Venner til
Afsked?«
Jo, det vilde han da ikke nægte hende.
Der blev nu mange budt sammen, og Kongen skulde da ogsaa komme til
Stede. Saa fremtog hun tre Mænd og bad dem i al Stilhed om at faa
Kongen beruset. Da de indbudne saa sad ved Maaltidet, sagde hun til
ham: »Maa jeg tage med ud af Slottet det, jeg holder mest af?«
Jo, den Bøn vilde han ikke nægte hende.
Saa fortsætter de med Lystigheden, og Mændene gjør deres Bedste, saa
Kongen bliver drukken. Da det bliver hen ad Morgenstunden, siger hun
til dem, at de skal lægge Kongen ud i hendes Karet, og saa sætter hun
sig ogsaa op og kjører nu hjem til hendes Faders lille Hus ved Skoven.
Endelig vaagner Kongen. »Hvor er jeg?« siger han, han kunde ikke
straks finde sig til Rette i de simple Værelser. »Du er her ved mig«,
siger Dronningen, »og jeg er hjemme hos mine Forældre. Det var dig,
jeg ønskede mig ud af Slottet, for du er den, jeg holder mest af.«
»Du er mig for klog«, sagde Kongen, »du er klogere end jeg. Følg
med mig hjem igjen, og saa kunde vi for den Sags Skyld gjærne bytte
Klæder, og du blive Konge og antage Regjeringen, for det er du mest
skikket til. For Fremtiden skal vi nok leve godt sammen, for nu skal
du dømme i Sagerne, naar jeg ikke kan finde ud af dem.« Saa blev det
saadan, og hun blev ved at være Dronning.
Niels Hansen Li, Vejen.
Efterskrift.
Sandsynligvis vil denne lille Samling Æventyr være den sidste af
den Slags, jeg udgiver. Om der overhovedet bliver udgivet flere af
mine Æventyr, tør jeg ingen Mening have om. Fra alle Sider optaarner
Hindringerne sig om mig. Indtægterne ved mit Bogsalg bliver stadig
mindre, og Udgifterne større -- det er endog gaaet saa vidt nu, at
jeg er bleven sat i Bygningsafgift paa Grundlag af de mange uafsatte
Bøger, jeg ligger inde med. Nu er jeg heller ikke længere ung, og kan
derfor ikke personlig virke nok for Udbredelsen af Bøgerne.
Denne Bog er lagt til Rette efter samme Plan som de tidligere tre:
der er givet lidt af alt, baade det alvorlige og det skjæmtende, det
mere sandsynlige og det helt ud æventyrlige. For Resten kan Indholdet
tale for sig selv. Billeder har jeg maattet give Afkald paa,
uagtet jeg ret meget ønskede at have et Par med ligesom tidligere.
Meddelerne staar i Regelen anførte under hver Historie, men meddeles
dog her i Samling for en Oversigts Skyld.
Tømrer Kristian Hovstrup, Taars. 1.
Teglbrænder Jens Kristensen, Gl.-Trudsholm. 2, 8.
Brøndgraver Niels Rask, Mundelstrup. 3.
Skrædder Kristen Kristoffersen, Taars. 4.
Husmand Jens Mark, Vogslev. 5.
Aftægtskone Juliane Marie Povlsdatter, Vogslev. 6.
Madam Johanne Svendsdatter, Ø.-Brønderslev. 7.
Husmand Niels Hansen Li, Vejen. 9, 29.
Aftægtskone Larsine Kristine Jens-Kristiansdatter, Kvissel. 10.
Kone Mette Sofie Larsen, Bindslev. 11.
Sognefoged Rasmus Kristensen, Ut. 12, 14.
Skrædder Kristen Sørensen, Lime i Salling. 13.
Indsidder Jens Gudesen, Siem. 15.
Aftægtsmand Niels Kristian Jensen, Fredbjærg. 16, 21.
Madam Ane Katrine Bærtelsen, Lomborg. 17.
Indsidderske Marie Fred. Schnevoigt, Tindbæk v. Randers. 18, 20.
Almisselem Roland Peder Andreassen, Slotved v. Sindal. 19.
Lærer Hjortnæs, Brensted. 22.
Spindekone Ane Sofie Lavridsdatter, Ø.-Bording. 23.
Aftægtsm. P. Andersen Bjerregaard, Brandstrup v. Rødkjær. 24.
Gaardmand Byriel Jensen, Grynderup, Farsø. 25.
Husmand Niels Krist. Graversen, Lem v. Ringkjøbing. 26.
Husejer Peder Stald, Holstebro. 27.
Aftægtsmand Povl Madsen, Gadbjærg. 28.
Indholdsliste.
Side
1. Per Vinters Skjorte 2
2. Prinsessen i Arabien 12
3. Per Degn og Præstens Moder 24
4. Den æggelystne Præst 32
5. Et andet Sind 33
6. Moderens Formaning 34
7. Prinsessen i Højen 36
8. Mit Ophold paa det forønskede Slot 44
9. Kikkert, Taske og Hest 53
10. Den forskudte Dronning 64
11. De tre Lærdomme 74
12. Ræven paa Fangst 77
13. Den dristige Skrædder 80
14. Snedkerens Hævn 83
15. Røverslottet 86
16. Flugten fra Trolden 91
17. Jomfru Nøggel 95
18. De gode Hjælpere 105
19. Hesten Blank 112
20. Dug, Faar og Kølle 119
21. Kjællingens gode Raad 127
22. Ræven, der blev narret 130
23. Det fundne Barn 133
24. Det glemte Løsen 138
25. De tre Ønsker 139
26. Det stærke Øl 140
27. Syner i Spejlet 141
28. Præstens Lig 145
29. Den kloge Dronning 151
Efterskrift 158