Den Gang Vorherre og Sankt Peder de vandrede paa Jorden, da var
de en Gang blevne baade sultne og tørstige. Saa kom de ind til en
gammel Kone og bad om en Krumme at æde og drikke; og hun gav dem
ogsaa det bedste, hun havde, det var jo ikke saa meget, for hun havde
det fattigt og tarveligt. Da de skulde saa gaa igjen, siger de, at
de havde ikke noget at give hende for det, men hun maatte faa tre
Ønsker. De tænkte nu, hun vilde bede om Guds Rige for det første, men
det tænkte Konen ikke paa.
Hun vidste nu aldrig, hvad hun skulde finde paa at bede om. Endelig
kom hun i Tanker om, at hun havde noget Hør, der var saa stakket at
spinde, og saa ønsker hun, at det maa blive langt. Dernæst havde hun
noget Brændsel, der var saa slemt at faa i Stykker, og saa ønsker
hun, at hvad hun slog paa, det maatte straks gaa i Sønder. Endelig
mindedes hun, at hun havde saa langt at gaa efter Vand, og saa
ønskede hun, at de to sorte Kander, hun havde at hente Vand i, de
maatte selv kunne daske til Kjelden efter Vand og blive fyldt, naar
hun sagde til dem, at de skulde gaa.
Naa, saa havde hun jo hendes tre Ønsker. Saa vilde hun til at prøve
dem, og først skulde det saa prøves med Kanderne. Deher to sorte
nogle pikkede ogsaa af, og hun tykte jo, det saa saa morsomt, og
i det samme rækker hun Hænderne i Vejret, saadan i hendes Glæde,
og slaar saa ned med dem paa hendes Laar. De gaar øjeblikkelig i
Stykker, og hun falder om paa Stedet, hvor hun staar, og kan hverken
støde eller gaa. Som hun nu laa der, blev hun saa elendig i Sind, og
hendes Næse blev snattet. Saa vilde hun snyde den med Fingrene og
tørre det af paa hendes Skjørt, men da bliver Næsen saa lang, og hun
rykker den helt derom. Saadan gik det hende med hendes Ønsker, og hun
ligger der nok den Dag i Dag.
Byriel Jensen, Grynderup.