Et Sted var der en Bro, som Folk ikke kunde komme over uden en Time
før Solen stod op, og en Time efter at den var gaaet ned, for ellers
kom der en Trold eller Bjærgmand op underneden Broen og tog dem, der
kom og færdedes paa den.
Saa var der et Par Folk, som havde en Søn, og han var ude at tjene.
En Gang vilde de hen at besøge ham og skulde over den Bro. Manden
havde nok hørt, hvordan det forholdt sig der, men brød sig ikke om
den gamle Snak, sagde han, og saa blev de for silde paa Færde og kom
til Broen, efter at Solen var gaaet ned. Da han kom midt paa Broen,
stod Hestene stille, og han kunde ikke piske dem af Stedet. Der kom
nu en Trold op til dem og spurgte dem, hvad de holdt der efter.
Ja, Hestene vilde ikke gaa længere, siger han.
»Da kan jeg hjælpe dig, dersom du vil give mig det, der sidder næst
ved din Kones Bryst.«
»Det kan a sagt gjøre«, siger Manden, »riv et Stykke af din Særk og
smid ned til ham«, siger han til Konen.
Hun gjør det, men Stykket kom straks op igjen.
»Da skulde en vel ikke tro, det var ligefrem et Stykke Kjød«, siger
Manden, »men saadan maa det være.«
Konen krympede sig ved det, men de kunde ikke blive holdende der. Hun
skar et Stykke af og smed ned, men det kom ogsaa op igjen. Saa vidste
de ikke, hvad de skulde; nu fik Trolden selv at sige dem, hvad det
var.
Ja, det var hendes Foster, han vilde have, siger han, og det var en
Dreng. Naar han var tolv Aar gammel, skulde de sende ham hen til
denher Bro.
Det lovede de straks, for Manden troede ikke, det fik noget at
betyde, og aldrig saa snart han havde sagt ja til det, saa kunde de
kjøre. De kom hjem, og en Tid efter fødte Konen en Dreng. Nu kunde de
nok forstaa, at det fik noget at betyde.
Da han blev tolv Aar, sendte de ham et Sted hen med en lille Bylt
under Armen, saadan te han kunde komme over Broen.
Da han kom midt paa den, sank han ned og blev ved at synke længe,
indtil han kom til en grøn Sti, og den fulgte han, til han kom til
et lille Hus. Der gik han saa ned. I Kakkelovnskrogen sad en gammel
Heks, han havde aldrig set saa grim en gammel Kjælling, og ved Bordet
sad en bitte Pige, han havde aldrig set saa kjøn en bitte Pige. Hende
tykte han straks saa godt om, og hun hed _Venete_. Han fik noget at
spise, og saa skulde han i Seng.
Da han var kommen til Ro, hørte han nok, Bjærgmanden kom hjem, og
han kom ind til ham om Morgenen, lav han laa i Sengen, og sagde: »Nu
skal du staa op. Her er en Greb og en Skovl, du skal gaa ud og moge
vor Faaresti, og den skal være ren inden i Aften, a kommer hjem.« Der
havde været 100 Faar i den i 100 Aar, uden at den havde været moget,
og dersom den ikke var i Stand til Aften, saa skulde han af med Livet.
Saa gik Bjærgmanden sin Vej, og Drengen tog Skovl og Greb og
begyndte, men lige straks satte han sig paa Dørtrinet og græd, for
han kunde jo forstaa, det Arbejde kunde han ikke udføre. Som han nu
sad der, kom den lille Pige hen til ham og spurgte, hvad han græd for.
Saa fortæller han, hvad det var. »Der kom en Mand ind til mig og
sagde, a skulde moge Faarestien inden Aften, og hvis a ikke blev
færdig, skulde a miste mit Liv. Men a kan jo godt forstaa, a kan
umulig blive færdig, for Stien har ikke været moget i hundrede Aar,
og a er saa kjed af at komme af med Livet.«
»Vil du være mig tro og aldrig forlade mig, saa skal a nok hjælpe
dig«, siger Venete, og saa tager hun Greben og begynder at moge. Da
hun havde arbejdet en lille Tid, var alting, som det skulde være, og
i god Orden, da Bjærgmanden kom hjem.
Han spurgte straks, om Faarestien var moget.
Hun siger ja, og da han nu fik at se, det var sandt, saa siger han:
»Den slog dig ikke under Øret, der har lært dig det.«
Næste Morgen kom han hen til Sengen med en Hammer og en Sav og en Fil
og sagde: »Her er nogle smaa Pinde, og dem skal du bygge en Lade af i
Dag. Den skal være saa lang og saa vid, og den skal være færdig inden
Aften, og har du den ikke bygget, naar a kommer hjem, skal du dø.«
Han satte sig og græd ligesom Dagen før, og Venete kom igjen hen til
ham og sagde: »Hvad er der nu ved det med dig?«
Ja, saa fortalte han, te han skulde bygge en Lade af de Pinde, og det
kunde han jo ikke.
»Vil du være mig tro og aldrig forlade mig«, sagde hun, »saa skal a
hjælpe dig.«
Det lovede han, og saa tog hun Haandværkstøjet og huggede og savede
en lille Tid, og straks stod Laden fiks og færdig.
Da Bjærgmanden kom hjem, sagde han: »A kan se, Laden staar der, og
den har ikke slaaet dig under Øre, der har lært dig det.«
De kom saa i Seng, og næste Morgen kom Bjærgmanden igjen ind til
Drengens Seng og sagde: »Her er et sort Faar, og det skal du vaske
hvidt. Hvis du ikke gjør det, inden a kommer hjem, saa skal du af
med Livet.«
Naa, han gav sig til at vaske paa Faaret, men det kunde lidt nytte,
Dyret blev ved at være lige sort, og saa satte han sig og græd. Saa
kom Venete og hjalp ham ligesom forhen, og han lovede at være hende
tro og aldrig forlade hende.
»Nu skal vi afsted i Nat«, siger hun, »vi kan ikke være her længere,
for det er ikke alene dig, men ogsaa mig, der skal dø, a er kommen
her til paa en lignende Maade, men a har været her saa længe, te a
har lært nogle af deres Kunster. Nu flygter vi, saa snart Bjærgmanden
er kommen hjem, og naar du nu vil være mig tro, som du har lovet mig,
saa skal a nok hjælpe dig.«
Da Bjærgmanden kom hjem, gik han straks hen til Faaret og saa efter,
om det var bleven hvidt. »Har du selv gjort det?« siger han til
Drengen.
Ja, han havde.
»Hm hm, den har ikke slaaet dig under Øre, der har lært dig det.«
Saa gik Bjærgmanden ind, og de kom i Seng allesammen. Men de unge
sov jo ikke. Saa rejste Venete sig og skrev paa Ildstedet: Svit svat
svie, svar, naar hun taler. Paa Kjøkkendøren skrev hun ligesaadan, og
til sidst paa Sengestokken. Saa rendte de. Da de var komne noget hen,
sagde hun: »A tør ikke se tilbage, men det skal du gjøre, ogsaa lige
saa tit, for at se, om de ikke kommer efter os.«
Noget ud paa Natten vaagnede Bjærgkjællingen og sagde: »Jeg drømmer,
jeg drømmer.«
»Hvad drømmer du?« siger Bjærgmanden.
»Jeg drømmer, te Venete er rendt bort med Knægten.«
»Kald paa hende da«, siger Bjærgmanden.