Der var en Kone, der havde tre Sønner, og hun besad stor Rigdom. Saa
tilbød hun dem, at hvilken af dem der vilde lade hende begrave ved
_Troms Kirke_ i Norge, den skulde have alt det, der var efter hende.
Men saa var der ingen af de to ældste, der vilde have med det at
gjøre. Den yngste af dem gav hende derimod Løfte paa det, og den Gang
hun saa ved Døden afgik, tog han det, der var, og lod hende begrave
som andre Mennesker i den samme Kirkegaard som alle andre Egnens
Folk. Saa siger Brødrene til ham, at han havde jo lovet Moderen at
faa hende begravet ved Troms Kirke, og derfor havde han faaet hendes
Midler, nu vilde de til at føre Sag med ham om Arven, for den gjorde
de Fordring paa Part i.
»Ja,« siger han, »I faar ikke noget, for Sagen er den, at da hun var
død, da fik hun et andet Sind.«
Jens Mark, Vogslev.