Der var en Præst i _Voer_ for et hundrede Aar siden eller ogsaa to,
han var bleven saa lysten i Pandekager, og hans Kone døjede saa
forfærdelig for at skaffe alle de Æg, han kunde spise. Saa var der en
gammel Kone, som gik noget der i Præstegaarden og hjalp til med et
og andet, og hende snakkede Præstekonen med om det og klagede hendes
Nød; hun kunde ikke tilfredsstille hendes Mand, om hun kunde ikke
hjælpe hende?
»Ja, a véd det ikke, nu skal a se, hvad a kan gjøre.«
Om Søndagen, da Præsten var taget hen til Annexkirken, tager Konen
sig for at møde ham noget Tag, før han kommer hjem til Præstegaarden,
og siden hun var i Nærheden af ham, saa siger hun: »Aa-aa-aa, gaak,
gaak, gaak!« og saa lagde hun et Æg i Stien. Hun gik et bitte Stykke
igjen og saa satte hun sig og sagde: »Aa-aa-aa, gaak, gaak, gaak!« Da
hun har rejst sig, ligger der igjen et Æg.
Naa, saa naaer Præsten hende: »Hvad er der ved det, Marie, I klager
jer saadan? vil I ikke kjøre med hjem.«
»Nej, a har ikke Tid, a har lovet Fruen nogle Æg, I skulde have til
jer Middagsmad, men a har ikke faaet dem gjort end.«
Saa bliver Præsten gal i Hovedet og siger lige saa hastig til Karlen:
»Kjør!«
Da han kommer hjem, staar der en Pandekage paa Bordet, han skulde
have til Middag. Han farer hen og lægger til den, te det stegler
ud paa Gulvet baade Kage og Tallerken. Han vilde ikke have den
Pandekage, der var lavet af de Æg, den lede Kjælling havde gjort, og
fra den Tid af smagte han aldrig mere Æg.
Kristen Kristoffersen, Taars.