XV

Pelle var en Mand nu; han kunde overse sit eget og lidt til, og veje

Forholdene mod hinanden. Græmmelsen over Dues Skæbne havde han skudt til

Side og saá igen lyst fremad. Men den sad i hans Sind, dér havde den ædt

sig ind til det meget andet, og sad og farvede alting med en varm mørk

Farve. Over hans Pande rugede en mørk Sky som han ikke selv vidste om at

sige; men Ellen saá den og strøg med sine bløde Hænder for at faa den

væk. Den stod besynderligt til det glatte rødmussede Underansigt, og

virkede som en letsindig Trusel paa en lys Foraarsdag.

Han begyndte at føle Tilliden som en bærende Kraft. Ikke blot her i

_Arken_ forgudede de ham; hans Kammerater saá op til ham; naar der var

noget vigtigt for, søgte deres Øjne uvilkaarligt ham. Havde han lidt

letsindigt været lige ved at sætte Organisationen over Styr for at komme

Meyer til Livs, saa var det fuldt oprettet igen; Foreningen var stærkere

nu end den nogensinde havde været, og det var hans Arbejde. Der var da

Raad til at rette Ryggen og se lidt paa sit eget.

Han og Ellen længtes hæftigt efter at komme sammen og faa deres eget

lille Hjem. Der kunde gøres mange Indvendinger, han var ikke blind for

det. Pelle var en dygtig Arbejder, men Lønnen var ikke saaledes, at der

kunde stiftes Familie paa den; det var en nøgen Kendsgærning, at selv en

flink Arbejder ikke kunde forsørge Kone og Børn ordenligt. Børn regnede

han med som en Selvfølge, og den Dag vilde ogsaa komme, da Far Lasse

ikke kunde tjene Føden til sig selv længer. Men det laa endnu ude i

Fremtiden, og paa den anden Side var det ikke dyrere at leve to end én —

naar man fik en god sparsommelig Hustru. Vilde man have lidt Del i

Livets Glæde, fik man lukke Øjnene og springe hen over alle

Indvendinger, sætte sin Tillid til Undtagelsen endnu en Gang.

„Det bliver jo ogsaa snart bedre,“ sagde Murer Stolpe. „Endnu er det

smaat for de fleste Fag, men se selv hvor alt trækker sammen til et

stort Slag. Saa giver vi Fremskridtet én bagi og be’r det oppe sig lidt

— og saa er Fortjenesten der. Man skal gifte sig mens man er ung; hvad

er der at gaa og skele til hinanden efter?“

Madam Stolpe var som altid af hans Mening. „Vi giftede os og tog Sødmen

af hinanden, mens Blodet var ungt endnu. Derfor har vi nu noget at staa

imod med,“ sagde hun og saá troskyldigt paa Pelle.

Det blev bestemt, at Bryllupet skulde staa nu i Foraaret. Til Marts fik

den yngste Søn Frederik udlært, saa kunde Bryllup og Svendegilde slaaes

sammen.

Der stod en lille tom Toværelses Lejlighed ved Kanalen lige over for

Børnehuset, den lejede de. Murer Stolpe vilde have de Unge ud paa

Nørrebro „blandt ordenlige Mennesker“, men Pelle havde levet sig ind i

denne Bydel. En Del Kunder havde han ogsaa herude, som det var godt at

have i Ryggen — og Kanalerne var her! For Pelle var de et Kig ud, de

virkede befriende paa hans Sind; inde mellem de lukkede Stenmure paa

Nørrebro følte han sig altid trykket. Ellen lod ham raade, hun var lige

glad hvor de kom til at bo. Med ham kunde hun gærne drage til Verdens

Ende og slaa sig ned.

Hun havde sparet sig lidt sammen i sine Pladser, og Pelle havde ogsaa

faaet lidt skrabet sammen; han hang godt i og satte alle Fornødenheder

endnu en Streg ned. Naar Ellen havde fri, gik de rundt og købte ind til

Hjemmet. Mange Ting tog de brugt, fordi det var billigt; men ikke til

Soveværelset. Der skulde alt være flunkende nyt.

Det var en dejlig Tid, hvor hver Stund var fuld af sit eget rige Indhold

og ikke gav Plads for Spekulationer eller Bekymringer. Ofte kom Ellen

rendende op og tog ham midt i Arbejdet; han maatte med hen og se paa et

eller andet der kunde faas saa billigt — straks inden det røg. Paa

hendes Frisøndage gik de og bragte i Orden i det lille Hjem, og

spaserede bagefter Arm i Arm gennem Byen ud til de Gamle.

Pelle havde haft saa travlt med andres og ikke skænket sig selv en Tanke

— det gjorde helt godt at hvile ud i sit eget en Gang. Mudderet derude

rykkede i fjærn Afstand, han skelnede det lige mens han trak til Rede;

han tænkte ikke mere paa Samfundsspørgsmaal end Fuglene der bygger i

Foraarstiden.

En Dag bar saa Pelle sine Sager over i den ny Lejlighed og lagde sig for

sidste Gang til Hvile i _Arken_. Her byggede ingen Fremtid, inden for

disse Mure søgte kun det havarerede varig Tilflugt, og Pelle skulde

videre. Men ud af Pjalterne og alt det forhutlede steg alligevel en

Stemme som ikke hørtes andre Steder, et sorgløst Kvidder, en Pludren som

af fattige Fugle, der sidder og plukker sig hvor lidt Sol staar paa. Det

var med Vemod, han saá tilbage paa den Tid han havde tilbragt her.

Natten før Bryllupet laa han og kastede sig uroligt, noget forfulgte ham

i Søvne. Endelig vaagnede han og skelnede en undertrykt Knurren, der kom

med lange Mellemrum som om selve _Arken_ gav sig under onde Drømme. Til

sidst stod han op, tændte Lampen og satte sig til at pudse paa sine

Brudestøvler, der endnu stod med Læsterne i for at holde deres smukke

Form. Lasse sov endnu, og ude paa den lange Gang var alt Søvn.

Lyden kom igen, stærkere og mere langtrukken; der var noget ved den, som

mindede om Stengaarden og satte hans Barndoms Gru op i ham; han sad og

svedte over Arbejdet. Pludselig hørte han nogen gaa famlende ude paa

Gangen og pusle ved hans Dør; han sprang hen og lukkede op, Spændingen

gik som Frysninger igennem ham. Derude stod Hannes Mor og rystede i

Morgenkulden.

„Pelle,“ hviskede hun angst — „nu er det der! Jeg kunde vel ikke faa dig

til at springe hen efter Madam Blom i Torvegade? — jeg tør ikke forlade

Hanne. Og saa skulde jeg ønske dig til Lykke fra hende.“

Han syntes ikke videre om sin Mission men løb dog. Siden sad han og

lyttede derover ad, mens han arbejdede saa stille som muligt for ikke at

vække Far Lasse. Men saa var det ved den Tid Børnene skulde op; for

sidste Gang dunkede han i Væggen og hørte Maries søvndrukne: Ja—a!

Nattestilheden var brudt med det samme, Beboerne tumlede ud, rendte paa

bare Fødder til Vasken, og slog med Dørene. „Det er Prinsessen der

klager sig!“ sagde de til hinanden. „Hun græder, fordi hun har mistet

det man aldrig faar igen mere.“ Saa brast det i et Skrig, og der blev

pludselig stille ovre.

Stakkels Hanne! nu fik hun en Mund at forsørge, og hvor var Faderen til

den? hun fik haardt at gøre nu!

Lasse gik ikke paa Arbejde den Dag, skønt Bryllupet først skulde staa ud

paa Eftermiddagen. Han var højtidelig stemt fra Morgenstunden, og gik og

passede paa Pelle at han ikke lagde Ting over Kors og desligeste. Pelle

lo hvergang.

„Ja du ler du!“ sagde Lasse. „Men dette er en vigtig Dag — kanske den

vigtigste i éns Liv. Saa faar man vel paasé, at ikke den første den

bedste Smaating skal slaa det hele i Stykker.“ Han gik og tog Varsel af

alting. Solen var han godt tilfreds med, den stod op i en Vandsæk og

klarede fra sig op ad Dagen. Det var aldrig heldigt, naar det begyndte

altfor straalende.

Marie gik og saá paa Pelle med et Udtryk af indestængt Sorg — som en Mor

der sender sit Barn ud og gør sig Umage for at lade glad, syntes han. Ja

ja, hun havde i mange Dele taget sig af ham som en Mor, Barn som hun

var; de havde taget ham op i deres Rede som en forladt Fugleunge, og med

Undren set ham vokse forbi dem. Han havde i Smug hjulpet dem hvor han

kunde; men hvad betød det mod den Opsang, det havde været for ham at se

de tre forældreløse tage Tingen som den var og selv bygge hele

Tilværelsen op af intet. Hvem skulde nu lette dem hen over de vanskelige

Steder, uden at de mærkede Haanden? Han fik holde et vaagent Øje med

dem.

Marie havde hektisk røde Kinder og skinnende Øjne, da han stod med

hendes ru Haand i sin og takkede hende for godt Naboskab. Det brød i

hendes trange Barm, der var et Genskær af skjult Skønhed over hende. Det

var Pelle der havde faaet Blodet til at finde Vej til hendes graa

Ansigt; naar han var stærkt fremme i noget, blussede hun i Kinderne, og

en Kende af Farven blev hvergang tilbage. Det var som Safterne steg i

hende med ved hans Sundhed; og nu stod hun her og søgte at sprænge den

forkrøblende Skal og række fagre Ævner frem imod ham, men kunde ikke.

Pludselig kastede hun sig om hans Hals. „Pelle, Pelle!“ sagde hun og

borede sit Ansigt mod hans Bryst. Saa løb hun ind til sig selv.

Lasse og Pelle bar de sidste Sager over i Lejligheden og satte paa

Plads; klædte sig saa i stiveste Stads og gik ud til Stolpes. Pelle var

for første Gang i sit Liv i høj Hat og saa helt statelig ud. „Du ligner

en Storborger,“ sagde Lasse og kunde ikke se sig mæt paa ham. „Men hvad

tror du de siger til Gamle Lasse? Det er dog halvfint Folk, og jeg

forstaar ikke at gebærde mig. Var det mon ikke bedre jeg vendte om?“

„Aa ti nu stille med det, du Far,“ sagde Pelle.

Lasse var uhyre glad ved at skulle med til Bryllupet men havde alligevel

mange Betænkeligheder. De sidste Aar havde gjort ham sky for fremmede,

han krøb gærne i Krogene. Hans Gildesklæder var ogsaa gaaet til, og

Stadsen her var flikket sammen; Skødefrakken havde de lejet for

Anledningen, og det hvide Kravetøj var Peters. Han følte sig ikke hjemme

i Klæderne og saa ud som en genert Konfirmand.

Ude hos Stolpes stod Huset paa den anden Ende. De Gæster der skulde med

i Kirke var allerede komne; de gik inde i Dagligstuen og smaafløjtede,

saá ned paa Gaden og kedede sig. Stolpes Skrivebord var forvandlet til

Buffet, og Brødrene gik og trak Øl op og nødte gemytligt: „Aa tag nu et

lille Stykke Knækbrød til! Man bli’r tør i Halsen af at staa saa længe

og sige ingenting.“

Inde i den pæne Stue gik Stolpe frem og tilbage og brummede. Han var i

Seler og ventede paa sin Tur til at komme ind i Sovekamret, hvor Ellen

og Moderen havde lukket sig inde. Engang imellem aabnedes Døren paa

Klem, og Ellens nøgne hvide Arm kom til Syne og smed et Klædningsstykke

ind til Faderen. Saa fik Pelle Hjærtebanken.

Henne ved Vinduet stod Madam Stolpes Myrte og var helt plyndret.

Nu kom Stolpe ind og var færdig, Pelle maatte blot knappe Flippen paa

for ham. Han gav Lasse Haanden og gik saa hen efter _Arbejderen_. „Her

skal De høre hvad der siges om Deres Søn,“ sagde han og gav sig til at

læse: „_Vor unge Partifælle Pelle holder i Dag Bryllup med Datter af en

af Partiets ældste og veltjente Mænd, Murer Stolpe. Den unge Mand der

allerede har gjort et godt Stykke Arbejde for Sagen, blev i Aftes

enstemmig udpeget til Formand for sin Organisation. Vi giver det unge

Par vore bedste Ønsker med paa Vejen!_ Den er oplagt hva’?“ Stolpe rakte

Bladet til Gæsterne.

„Ja den er sku forresten meget god,“ sagde de og lod Bladet gaa fra

Haand til Haand; Lasse bevægede Læberne som om han løb Notitsen igennem

han ogsaa. „Ja det er fans, som de kan faa det stillet op!“ sagde han

henrykt.

„Men hvad er det med Petersen — vil han gaa af?“ spurgte Stolpe.

„Han er jo syg,“ svarede Pelle. „Jeg var forresten ikke der henne i

Aftes, saa jeg ved ingenting.“ Stolpe saá forbavset paa ham.

Madam Stolpe kom og trak Pelle ind i Sovekamret, hvor Ellen stod som en

snehvid Aabenbaring, med langt Slør og Myrtekrans i Haaret. „Egenlig

skulde I jo ikke ha’e Lov at se hinanden, men jeg synes nu det er Synd,“

sagde hun og skubbede dem i hinandens Favn med et kærligt Blik.

Frederik, der havde hængt ud af Vinduet for at kigge efter Køretøjet,

kom og dundrede løs paa Døren. „Vognen er der, Børn!“ brølede han

meningsløst højt. „Vognen er der!“

Saa rullede de afsted de Par Skridt hen til St. Hans. Pelle vidste knap

af det hele før de sad i Vognen igen, man maatte skubbe ham til, hvad

han skulde gøre, han saá kun Ellen. Hun var hans Sol, alt det andet

vedkom ham ikke. Ved Alteret havde han taget hendes Haand og holdt den

under hele Handlingen.

Frederik var blevet hjemme for at tage mod Bude og Folk med

Lykønskninger. Da de kom tilbage, laa han i Vinduet og smed Skruptudser

og Troldkællinger ned foran Hestene som en Salut til Brudeparret.

Man drak et Glas Vin med de nygifte og besaá Brudegaverne; Stolpe saá

paa Uret — man var altfor tidlig efter det. „I maa gaa jer en Tur

Fatter,“ sagde Madam Stolpe — „de første Par Timer kan vi ikke spise.“

Mændene drev saa ud i Ventegodts Have for at slaa en Pot Kegler, mens

Kvindfolkene lavede til.

Pelle var helst blevet hjemme hos Ellen men maatte jo med; han og Lasse

gik ved Siden af hinanden. Lasse havde ikke ønsket Pelle rigtig til

Lykke endnu, han havde gemt paa det til de kom paa Tomandshaand.

„Naa til Lykke og Velsignelse, Pøjke!“ sagde han bevæget og trykkede

Pelles Haand. „Nu er du saa en Mand med Hjem og Ansvar. Og husk saa paa

at Kvindfolk er lige som Børn; man skal ikke gøre for meget Væsen af dem

i alvorlige Sager men sige kort og godt: Saadan skal det være! — det

passer dem bedst. Begynder man først at tinge altfor meget med dem, saa

ved de ikke hvilken Side de vil slaa sig til. Ellers er de gode nok og

nemme at komme fremad med — blot man behandler dem godt. Jeg har altid

haft det nemt med det, for de lider den faste Haand. — Dine

Svigerforældre kan du være glad for; det er gode Folk, om end de er

noget stolte af deres Faglærdom. Og Ellen vil blive dig en god Kone —

forstaar jeg mig paa Kvindfolk. Hun ser paa sit eget og skal nok vide at

holde sammen paa Stumperne. Lang i Kropstykket er hun som det gode

Tillæg — det vil vist ikke skorte jer paa Børn.“

Ude i Traktørstedets Have blev der serveret Svensk Banko, og Lasse fik

Humøret op. Han prøvede at slaa et Slag Kegler — det havde han aldrig

været med til før, og vovede sig til at sige Morsomheder. „Op med

Skærverne Far!“ sagde Pelle naar der blev gjort op; den gamle havde

tabt.

„Ja Skærver er her ingen Mangel paa,“ svarede Lasse oprømt — „jeg har

hugget adskillige Vognmandslæs i min Tid.“ Saa lo de andre, og Lasse

rettede sig og kom ud af sin Skal. „Det er et prægtig Folkefærd de

Københavnere,“ hviskede han til Pelle. „En flot Haand sidder der paa dem

til at give ud, og et vittigt Ord har de rede til hver en Ting.“

Inden man vidste et Ord af det, var det ved at blive mørkt; man maatte

af Sted hjem!

Hjemme var Bordene dækket og de øvrige Gæster komne; Madam Stolpe gik og

var nervøs over at de blev borte. „Nu ta’r vi og dingler lidt paa Benene

allesammen,“ hviskede Stolpe ude i Entréen — „saa skælder Madammen ud! —

Naa Mutter, har du varm Mad til os?“ spurgte han og tumlede ind i Stuen.

„Aa din Nar, tror du ikke jeg kender dig!“ udbrød Madam Stolpe leende.

„Næ, min Mand skal man gudskelov ikke gaa og lede op paa Beværtninger.“

Pelle søgte straks ud til Ellen i Køkkenet og fik hende med sig; de gik

med hinanden i Haanden og besaá de sidst ankomne Gaver; der var en

Bordlampe, et Kagefad af Plet og nogle emaljerede Køkkenting. En eller

anden havde skænket et lille Svøbelsebarn af Porcelæn men glemt at

navngive sig.

Ellen trak ham med ud i Entréen for at omfavne ham, men der stod Morten

og tog sit Overtøj af. Saa flygtede de ud i Køkkenet, men der holdt

Kogekonen til; i Sovekamret fandt de endelig en uforstyrret Plet. Ellen

lagde Armene om Pelles Hals og saá stum paa ham, borte i Lykke og

Længsel. Og Pelle knugede det kære svaje Jomfrulegeme ind til sig og saá

hende dybt ind i Øjnene, der blev mørke og skyggefulde som Fløjl og

sugede hans Lys til sig. Hjærtet svulmede i ham, han følte sig usigelig

lykkelig — rigere end nogen anden paa Jorden — ved den Skat han holdt i

sine Arme. I sit stille Sind lovede han at værne og værge hende, og ikke

have anden Tanke end den at gøre hende lykkelig.

Inde fra Stuerne lød der utaalmodige Tramp, „Brudeparret, Brudeparret!“

blev der raabt. De skyndte sig ind hver gennem sin Dør, man stod

opstillet ved Bordet og ventede paa dem for at tage Plads. „Naa, det er

let og se, hvad I to har taget jer for,“ udbrød Stolpe drillende — „man

behøver sku bare se paa Tøsens Glugger. Sikken et Par Kulgløder!“

Otto Stolpe — Skiferdækkeren — var Mundskænk og aabnede Maaltidet med at

byde Akvavit om. „En lille Snaps,“ sagde han til hver — „vi maa prøve om

der er Fald paa Renden. Ellers bli’r der let Forstoppelse.“

„Naa, bestiller I noget Folkens?“ sagde Stolpe oppe fra Bordenden hvor

han sad og filede Steg af. „Kil paa med Byggeklodserne!“ Han havde

Brudeparret paa højre Haand og den nybagte Svend Frederik paa venstre.

Foran ham paa Bordet stod en stor ny Potte med Hank og hvidt Trælaag

over; Gæsterne kiggede efter den og lo til hinanden.

„Hvad kigger I efter?“ spurgte han alvorligt. „Er der noget I trænger

til, saa spyt fra Leveren.“

„Aa det er den Terrin dér!“ svarede hans Broder Tømreren uden at

fortrække en Mine. „Min Kone vilde gærne laane den lidt, siger hun.“

Hans Kone fór forfærdet op og gav sig til at tærske ham i Ryggen. „Aa

dit Bæst,“ sagde hun og lo halv skamfuld. „Altid skal de Mandfolk holde

én for Trekant.“

Saa huggede man løs igen og lod Maden stoppe Munden en Overgang. Nu og

da faldt der en lun Bemærkning. „Her sidder man forresten og har det

rigtig godt mens I andre slæber,“ sagde Badutspringeren, Ottos

Arbejdskammerat. Det betød at han ingen Steg havde. „Tag og lang ham

Tandkødet Mutter!“ sagde Stolpe.

Da Sulten var stillet, tog Løjerne rigtig Fart. Mortens Gave var en stor

Kransekage. Det var et helt Kunstværk, han havde lavet den som en

Pyramide, paa Toppen stod et ungt Par af Sukker og holdt om hinanden,

bag dem paa et Glansbillede gik Solen op. Op ad Pyramidens Trin kravlede

forskellige Skikkelser og rakte Armene op mod Toppen. Der blev skænket

Vin til Kransekagen, og Morten holdt en lille Tale til Pelle om Troskab

mod den ny Kammerat han havde valgt sig. Tilsyneladende galdt det kun

Ellen, men Pelle forstod at Mortens Ord skulde føres meget videre ud; de

havde altid dobbelt Bund.

„Tak for det du!“ sagde han bevæget og drak med ham.

Saa holdt Stolpe en Formaningstale til de nygifte. Den var fuld af

kostelige Indfald og blev modtaget med Jubel.

„Ja se nu kan Fatter tale,“ sagde Madam Stolpe. „Naar det ikke gælder

noget, saa kan han.“

„Hvad er’et du siger Mutter?“ udbrød Stolpe forbavset, han var ikke vant

til Kritik fra den Kant. „Vil I nu høre, nu begynder sku ens egen Kone

at pille Stilladset væk under én.“

„Ja det siger jeg nu!“ svarede hun og saá dristigt paa ham, hendes

Ansigt var blevet hedt af Vinen. „Er der maaske nogen der staar saa

langt fremme til det som Fatter? Han var den første, og den ivrigste har

han altid været; han har gjort et godt Stykke Arbejde end de fleste. Han

kunde saamænd godt været en af Førstemændene i Dag og givet Tonen an,

naar det ikke var for den forbandede Hikke. Klog er han, og sine

Kammeraters Respekt har han ogsaa, men hvad kan det nytte naar man

hikker? Hvergang han kommer op paa en Talerstol, falder Hikken over

ham.“

„Det er da vel ikke Brændevinshikke?“ spurgte den lille tykke

Badutspringer, Albert Olsen.

„Ak nej. Fatter har aldrig drevet Flaskeagitation,“ svarede Madam

Stolpe.

„Naa, det var en køn Tale Mutter der holdt for mig,“ sagde Stolpe leende

— „og hun hikkede sku ikke. Det er alligevel knusende, som der er nogen

der ikke kan! — — Men saa var det altsaa din Tur Frederik. Nu er du

Svend, og skal selv tage Ansvaret for at Tingen kommer i Lod og Vinkel.

Vi to har jo taget Tørnen paa Stilladset og kender saa nogenlunde

hinanden — du har sommetider væ’t en Klovn og sommetider et Fæhoved, og

det har ikke manglet paa en Lussing fra din Gamle. Det var nu mest

saadan lidt Lømmelalder; naar du bare vilde, var der ikke noget i Vejen!

Og den Ros skal du ha’e, at du kan dine Sager — du behøver ikke stikke

op for nogen. Vis nu, hvad du duer til, min Dreng! hold dit Skifte saa

Kammeraterne ikke skal ta’e dig paa Slæb! og snyd dig ikke fra din

Omgang!“

„Snyd heller ikke Ølmanden for Flaskerne!“ indskød Albert Olsen. Otto

stødte ham i Siden.

„Nej heller ikke det!“ sagde Stolpe og lo. „Saa er der bare to Ting

til,“ føjede han alvorligt til. „Lad vær og ha’e Pigebørn rendende neden

for Stilladset i Arbejdstiden — det ser aldrig godt ud! Og hold altid

Kammeratskabet højt! Der er ikke noget Navn saa lurvet som Ordet

Skruebrækker!“

„Det er svart!“ udbrød de Bordet rundt. „Den var godt langet ud!“

Frederik sad og lyttede med et forlegent Smil, han var i nyt hvidt

Murertøj, og paa hans runde Hage sad nogle mørke Krølhaar, som han hvert

Øjeblik følte til. Han ventede spændt paa at den Gamle skulde blive

færdig, saa han kunde komme til at drikke Dus med ham.

„Og nu min Dreng,“ sagde Stolpe og tog Laaget af Potten — „er du optaget

i Svendenes Lav, og velkommen skal du være! Skaal du!“ Han satte med et

lille Blink i Øjet Potten for Munden og drak.

„Skaal du!“ svarede Frederik med lysende Øjne, da Faderen rakte ham

Drikkehornet. Det gik videre Bordet rundt, Kvinderne hvinede før de

drak. Det var fuldt af Bajerskøl, og i den brune Vædske flød smaa

Bajerske Pølser. Mens Drikkehornet gjorde sin lystige Runde om Bordet,

istemte Stolpe Murervisen; de andre sang Omkvædet med:

Det Mandfolk med hvid Kasket og Bluse —

at han er Murer ved hver en Sjuft.

Giv ham lidt Kalk og Sten, og sikke Huse

han smækker op i den bare Luft!

Paa Gaden stanser Godtfolk i Flok:

Aa, naa da da!

Stilladset gynger, men det staar vel nok?

Den Murer balancerer skidt paa Gaden

og dratter ned i hver Kælderhals;

for han har hjemme oppe over Staden

omtrent i Højden som femte Sals.

Om Hodet basker ham Fugle smaa

— aa, naa da da!

Stilladset gynger, men kil bare paa!

For Mureren, hvad ved han af Svimlen?

Nej af sig selv holdt han aldrig op!

Han kiler bare paa durk op mod Himlen,

til Loven kommer og siger: Stop!

Pist er I gale? dér bor Vorherr’!

Aa, naa da, da!

Og han har Servitut — den var værr’!

Men varskoes han: Ugen den er omme,

han maaler op og gør ren Besked.

Med Ugelønnen i den ene Lomme

han kravler morderlig forsigtig ned.

Nø, sikke Sølvtøj han slæber paa!

— aa, naa da da!

Stilladset gi’r sig; men det maa vel gaa.

Den lille tykke Skiferdækker sad med begge Arme paa Bordet og stirrede

lige ud med lidt tinnede Øjne. Da Sangen var forbi, løftede han Hovedet

lidt: „Ja den kan jo være meget rigtig — saadan hvad det angaar. Men

Skiferdækkeren kravler sku ligegodt højere end Mureren.“ Han var blaarød

i Hovedet.

„Naa Kammerat, godt Ord igen,“ sagde Stolpe gemytligt. „Det kommer jo

ikke an paa i Aften hvem der kravler højest — men bare paa at vi morer

os.“

„Nej det kan jo nok være,“ svarede Albert Olsen tykt og lod Hovedet

synke igen. „Men Skiferdækkeren kravler sku højest!“ Saa sad han og

mumlede.

„Lad ham bare være,“ hviskede Otto — „ellers faar han Bersærkergang. —

Saa lad nu vær med at være gnaven gamle Svend,“ sagde han og lagde Armen

om Albert Olsens Skulder. „Der er jo alligevel ikke nogen, der kan

stikke dig i den Kunst at falde ned.“

Badutspringeren havde faaet sit Navn, fordi han — bedst som han laa paa

Taget og arbejdede — plejede at rutsje ud over og forsvinde i Gadedybet.

Han var faldet ned fra Hushøjde flere Gange uden at komme til videre

Fortræd; en Gang havde han dog brækket begge Benene og hjulede nu ikke

saa lidt paa dem. For at formilde ham fortalte Otto, som var hans

Makker, om hvordan han sidst faldt ned:

„Vi ligger altsaa paa Taget og mikser — ham og mig, og hundekoldt var

det. Han havde naturligvis krænget Tovet af sig; og bedst som vi ligger

og sludrer er han væk. Saa for Pokker! raaber jeg til de andre — nu røg

Badutspringeren igen! Og vi ned ad Trapperne i en Fart. Vi var jo ikke

sat op til Narrestreger kan I nok begribe — men der laa ingen Albert

Olsen paa Stenbroen. Hvor Fan blev Badutspringeren af? siger vi og glor

dumt paa hinanden. Men saa kigger jeg tilfældigvis over efter en

Kælderbeværtning, og der sidder han sku neden for Vinduet og vinker

saadan med Pegefingren op for Øjet, at vi skal komme ned og faa en Øl.

Jeg blev saa knusende tørstig, sagde han bare — jeg havde ikke Tid til

at følge Trappen!“

Badutspringeren var blevet god igen ved de andres Latter. „Kan I gi’e en

Øl?“ sagde han og rejste sig tungt. Han fik den og satte sig hen i en

Krog.

Stolpe sad og legede med Kanarifuglen som ogsaa skulde have sin Del af

Gildet. Den sad oppe paa hans røde Øre og pillede ham i Haaret, hoppede

saa langs hans Arm ned paa Bordet. Han spurgte hvert Øjeblik: „Hvad har

Hansemand?“

„Piip!“ sagde Kanarifuglen hver Gang. Saa lo de alle: Hansemand har Pip!

„Nej, hvor er han klog, at han saadan kan svare,“ sagde Konerne.

„Klog — nej han er durkdreven er han! Engang havde vi købt en Hun til

ham; for Mutter syntes det var Synd, at han ikke ogsaa skulde ha’e

Kærligheden at føle. De giftede sig ogsaa meget pænt, og Madammen la’e

to Æg; men da hun gav sig til at ruge paa dem, blev Hansemand sku gnaven

i Ansigtet — han kaldte paa hende, at hun værsgod skulde komme med op

paa Pinden. Det vilde hun ikke, og en Dag hun var henne og tog sig lidt

Mad, hoppede han ned og vippede Æggene ud mellem Tremmerne. Han var

skalusse — Raden! Jo Dyr er storartet kloge, det er kolossalt som saadan

en lille Tingest kan regne den ud! Vil I nu bare se dér.“

Hansemand var hoppet hen over Bordet og var i Lag med Resterne af

Kransekagen. Han sad paa Kanten af Fadet, og vippede veltilfreds med

Halen mens han huggede i sig; pludselig lod han noget uartigt falde ned

paa Dugen. „Naa da!“ udbrød Stolpe forskrækket — „det skulde bare været

én anden én! Saa skulde I ha’e hørt Mutter bruge Mund.“

Gamle Lasse var ved at ryste sammen af Latter, saa lystige Kumpaner

havde han aldrig været imellem før. „Dette her er jo lige som at komme

midt op i en halv Snes af Bror Kalles Slags,“ hviskede han til Pelle.

Pelle smilede blot fraværende. Ellen holdt hans Haand i sit Skød og sad

og legede med Fingrene.

Der kom et Lykønskningstelegram til Pelle fra Fagforeningen; det bragte

igen Samtalen ind paa alvorligere Omraader. Morten og Stolpe kom i

Dispyt om Bevægelsen; Morten mente, den ikke tog nok Sigte paa den

enkelte men lagde for megen Vægt paa Stemmemassen. Han mente

Revolutionen skulde komme inde fra.

„Nej,“ sagde Stolpe — „det fører ikke til noget. Men kan vi sætte vore

egne ind i Rigsdagen og faa Flertal, saa omdanner vi Samfundet efter

vort Program. Og det er fuldt ud lovligt!“

„Ja men det drejer sig om Mad!“ sagde Morten stærkt. „Sultne Folk skal

ikke sidde og øve sig i at blive Flertal — for mens Græsset gror, dør

Koen! De skal tage selv; gør de ikke det, saa er der noget i Vejen med

deres Selvfølelse — og saa maa man vække dem til Bevidsthed om deres

eget Menneskeværd. Hvis der kom en Lov og forbød Fattigmand at indaande

Luften, tror De saa han lod være med det? — han kunde simpelt hen ikke!

Det er sørgeligt, at han kan gaa og se paa Mad og lade være at spise af

den — der er noget i Vejen med hans Levedygtighed her! Og det benytter

Samfundet sig af til hans Fortræd. — Hvad har den Fattige med Loven at

gøre, han staar jo uden for det hele! En Mand maa ikke sulte sin Hest

eller Hund, men Samfundet som forbyder ham det, sulter selv sine

Arbejdere! Jeg tror, det hævner sig, at præke endnu mere Lovlydighed for

Smaafolk; vi faar skidt Materiale til det ny Samfund engang.“

„Naa ja, det er vel ikke af Respekt for det kapitalistiske Samfunds Love

vi øver os i Lovlydighed,“ sagde Stolpe lidt usikkert — „men af Hensyn

til os selv. Gud hjælpe de Stakler der tager sig til Rette.“

„De holder dog Saaret friskt! — alle de andre der sulter i Stilhed, hvad

udretter de? Det er bare for faa, saa man har Plads til dem i

Fængslerne. Men hvis enhver der sulter, stak sin Arm gennem Butiksruden

og tog selv — saa skulde man snart faa Madspørgsmaalet løst; man putter

ikke den halve Nation i Fængsel. Nu er Sulten jo en Samfundsdyd mere,

som man øver saa man sommetider dør af det — til Fordel for dem der

sanker til Bunke. Brave Fattigper faar et Klap paa Skulderen, fordi han

er saa lovtro — hvad behøver han mer?“

„Ja for Fanden, vist er det galt fat!“ udbrød Stolpe — „men det er jo

netop derfor —. Nej De faar mig sku ikke med, min unge Ven! De er mig

for rød. Den skær ikke! Nu har jeg været i Bevægelsen fra første Dag, og

der er ingen der skal komme og sige, at Stolpe er bange for at vove

Pelsen; men den Fason er jeg ikke med paa. Vi har holdt Retningen, og

alt hvad vi har naaet fik vi paa den Konto.“

„Ja det er sandt,“ udbrød Madam Stolpe. „Naar jeg tænker paa den første

Tid og saa nu, vil jeg slet ikke tro mig selv. Dengang kunde vi ikke

begaa os — ikke engang blandt Folk af vor egen Stilling; de sjikanerede

os paa alle Maader, og hadede Fatter fordi han ikke var samme Slags Drog

som de selv, men tog sig af deres Sager. Hver Gang naar jeg kom ud af

Køkkendøren, hang der en skidden Rak af en Karklud paa Haandtaget. Ogsaa

værre Ting smurte de paa Døren — og hvem var det vel? Jeg sagde det ikke

til Fatter, for saa var han blevet rasende og havde revet hele Huset ned

for at faa fat paa den skyldige, han havde saamænd nok at slaas med

endda. Men nu: Aa dér kommer Stolpe — Hurra for Stolpe! Ham maa man ha’e

Respekt for, for han er Veteran!“

„Det kan være meget rigtigt,“ mumlede Albert Olsen — „men Skiferdækkeren

kravler ligegodt højest.“ Han sad med sænket Hoved og saá ond ud af

Øjnene.

„Vist kravler han højest,“ sagde Madammerne. „Der er jo heller ingen der

siger andet.“

„Lad ham bare være,“ sagde Stolpe, „han har en lille én paa!“

„Saa skulde han saamænd gaa sig en Tur i Luften og ikke sidde og være

ubehagelig,“ sagde Madam Stolpe bestemt.

Badutspringeren rejste sig besværligt. „Sa’e De en Tur i Luften, hva’

Madam? Ja for er der nogen der kan gaa i Luften, saa er det sku Albert

Olsen. De storsnudede Murere, hvad kan de vel?“ Han stod med ludende

Hoved og gav ondt af sig. „Ja ja, saa gaar vi en Tur i Luften — mig skal

I ikke være Nar for.“ Han ravede ud ad Køkkendøren.

„Hvad skal han dog den Vej?“ udbrød Madam Stolpe forskrækket.

„Aa han skal vel bare ned i Gaarden og ha’e Kallunet vendt,“ sagde Otto.

„Han er en brilliant Fyr, men han taaler ikke noget at drikke.“

Pelle havde siddet og ridset med Blyanten paa et Ark Papir, mens de

andre diskuterede. Ellen hang over hans Skulder og saá paa ham; han

havde hendes hede Aande i Øret, og smilte lykkeligt mens Blyanten

arbejdede. Ellen tog Tegningen da han var færdig, og skubbede den hen ad

Bordet til de andre; det var en tyk svedende Mand der trillede sin egen

Mave foran sig paa en Bør. „Kapitalismen — naar vi andre nægter at gøre

Tjeneste længer!“ stod der neden under. Tegningen gjorde megen Lykke.

„Du er mig Pokker til Fyr du!“ sagde Stolpe. „Den sender jeg ind til

Vittighedsbladet — jeg kender Redaktøren.“

„Ja han!“ udbrød Lasse stolt — „der er ikke den Ting han ikke kan. Bølen

maa vide hvor han har det fra, for efter Faderen er det ikke.“ Saa lo

de.

Tømrer Stolpes skikkelige Kone sad og saá forundret paa Tegningen,

flyttede saa Blikket hen paa Pelles Fingre og tilbage igen. „Jeg kan

forstaa at man kan sige noget morsomt med Munden,“ sagde hun — „men med

Fingrene, det begriber jeg ikke. Og den Stakkel, som han maa slæbe paa

sin Mave! Det er næsten værre endnu end dengang jeg gik med Viktor.“

„Fætter Viktor — det er hans den mindste der var saa knusende klog!“

sagde Otto forklarende og sendte Pelle et varskoende Blik.

„Ja han er rigtignok klog, skønt han ikke er mer end et halv Aar.

Forleden Dag tog jeg ham med ned for at købe Mælk. Og siden vilde han

saamænd ikke ha’e sin Mors det venstre Bryst; Knægten havde ved Gud set,

at Kusken tappede skummet Mælk af den venstre Side af Vognen og sød af

den højre. — Og en anden Gang —“

„Saa Mutter, lad du det nu være nok!“ sagde Tømrer Stolpe. „Kan du ikke

se de sidder og holder dig for Trekant? Nu skulde man vel saa se at

komme hjem.“ Han saa lidt stødt ud.

„Hvad, vil I allerede gaa?“ sagde Stolpe. „Ja Død og Pine, Klokken er jo

blevet mange. Men vi maa ha’e en Sang først.“

„Snart dages det —“ foreslog Madam Stolpe anstrængt; hun var saa træt at

hun nikkede.

Da man havde sunget Socialistmarsjen, brød man op. Lasse fik Lommerne

stoppet fulde af Lækkerier til de tre forældreløse.

„Hvor er Badutspringeren henne?“ udbrød Otto pludselig.

„Han er maaske blevet syg nede i Gaarden,“ sagde Stolpe — „spring ned og

se, Frederik!“ De havde helt glemt ham.

Frederik kom op og meldte, at Albert Olsen ikke var i Gaarden — og

Porten var laaset. „Han skulde da vel ikke være gaaet op paa Taget?“

sagde én.

De gik op ad Køkkentrappen, Døren til Loftet stod aaben, et Tagvindu

ligeledes. Otto smed Frakken og svang sig op gennem Vinduet. Helt henne

paa Rygningen sad Badutspringeren og snorksov; han støttede Ryggen til

Brandgavlens Kam der ragede en halv Alen op, lige bag ham var det bratte

Dyb.

„Lad vær og raab!“ sagde Murer Stolpe dæmpet. „Og tag et ordenlig Tag i

ham, før du vækker ham!“

Men Otto gik lige løs paa sin Makker. „Hallo Kammerat! det er Fyraften!“

raabte han.

„Javel,“ svarede Badutspringeren og kom paa Benene. Han stod lidt og

svajede over Afgrunden, saa foretrak han Retningen over Taget, fulgte i

Hælene paa Otto og krøb ned gennem Vinduet.

„Hvad Fanden har du bestilt?“ spurgte Stolpe leende. „Har du væ’t paa

Arbejde?“

„Jeg var bare lidt oppe og trække frisk Luft. Har I en Øl? Men hvad er

den a’ — gaar man allerede hjem?“

„Ja du har siddet deroppe to Timer og kigget Stjærner,“ sagde Otto.

Alle Gæsterne var gaaet, Lasse og det unge Par stod og ventede for at

sige Farvel. Madam Stolpe gik med Taarer i Øjnene og bandt Ellen ind.

„Pas nu paa Nattekulden!“ sagde hun tykt og blev ved at staa og nikke

ned efter dem, med blændede Øjne.

„Saa! der er jo ikke noget at staa og vande Høns efter,“ sagde Murer

Stolpe og førte hende ind. „Tag du nu og list i Seng, saa skal jeg nok

visse Badutspringeren i Søvn. Tak for i Dag Mutter!“

Pelle Erobreren 3: Den store Kamp · 第 19 / 44 题