Lasse holdt ikke af at sidde til Stads, og var ivrigt optaget af at
farte om og søge Arbejde. Naar han talte med Pelle, holdt han gode Miner
til slet Spil og saa fortrøstningsfuld ud; men Storstaden havde allerede
skuffet ham. Han begreb ikke dette Virvar, og følte sig for gammel til
at give sig i Kast med det og faa fat i Meningen — kanske var der heller
ingen! Det saa nærmest ud som enhver rendte og gjorde Jagt efter sin
egen Næsetip, uden at kere sig Spor om alle andre. Man hilste ikke
engang naar man mødte Mennesker paa Gaden — Lasse begreb ikke det hele.
„Jeg skulde blevet derhjemme,“ tænkte han tidt.
Og Pelle var der jo det ved at — — naa ja at han var oppe i alt sit eget
altsaa! det var jo bare noget at rose en Mand for. Han løb til Møder og
agiterede og havde travlt, Tankerne var i det bestandig, der var ikke
rigtig Plads for en troskyldig Sludder saadan som i gamle Dage. Forlovet
var han ogsaa blevet, og hvad Vækkelsen ikke tog, det tog Kæresten. Som
den Knægt var vokset og havde forandret sig, legemligt og i sit Væsen!
Lasse havde en Fornemmelse, som om han ikke naaede ham længer end til
Bukselinningen. Svært alvorlig var han blevet og helt mandig; han saa ud
som havde han allerede taget Tøjlerne over et eller andet; man skulde
ikke se paa ham, at han var en simpel Skomagersvend. Der var Ansvar i
Pøjken — kanske lidt for meget igen!
Marie fulgte ham gærne omkring, de var blevet gode Venner og havde nok
at snakke om. Hun tog ham hen til Berlingerens Gaard; om Udhængstavlen
var der fuldt af Arbejdssøgende, de fyldte Porten og stod i en lang
Stime ned ad Gaden.
„Her kommer vi aldrig til,“ sagde Lasse mismodig, men Marie albuede dem
frem; naar Folk gjorde Vrøvl, skældte hun ud. Lasse var helt forfærdet
over den Mund Barnet kunde bruge; men det hjalp vældigt.
Marie læste Beskæftigelserne op, og Lasse gjorde højlydt sine
Bemærkninger om hver af dem.
„Gaardmand — ja jeg har jo været det én Gang; men det gik skidt, saa det
er vist ingen Anbefaling. Ellers har netop det været mit Livs Drøm om
jeg saa tør sige — det er det herligste Virke Gud har skænket
Mennesket!“ De omstaaende lo. Lasse saá uforstaaende paa dem, saa lo han
med og slog overgivent med Hovedet. Han var med paa den værste.
„Hvad var det du sagde? Herskabskusk! Ja køre et Par Heste kan jeg vel,
men jeg er vist ikke fin nok til Herskaberne — jeg er bange Næsen
drypper!“ Han saá sig vigtigt om, som et Barn der bliver lagt Mærke til.
„Men Bydreng — den var ikke uæffen, lad os notere os den. Det er ingen
stor Kunst at være alles Hund! Portner — ja fy Fan! det er jo bare at
sidde og titte arrigt ud af et Kældervindu. Dér maa vi hen og friste
paa.“
De indprentede sig Adresserne til de kunde dem udenad, og trængte sig ud
gennem Mængden. „Pokker til gammel grinagtig Fyr,“ sagde Folk og saá
leende efter dem. — Lasse var helt kry. De gik fra Sted til Sted, men
ingen havde Brug for ham. Folk smilede blot ad den gamle skrøbelige
Skikkelse i de bredsnudede Støvler.
„De ler ad mig,“ sagde Lasse nedslaaet — „kanske fordi jeg ser noget
bondsk ud. Men det maatte vel kunne overvindes.“
„Det er nok mere, fordi du er saa gammel og vil ha’e Arbejde,“ sagde
Marie.
„Tro det skulde være derfor? Jeg er dog først lige naaet de syv Gange
ti; og baade paa fædre og mødre Side er vi blevet nær de halvfems. Ja
saa? Men kunde jeg bare faa Lov at komme an, skulde de vel faa at se at
der er Slag i Gamle Lasse endnu! mangen ung Fyr skulde kanske sætte sig
paa Enden af lutter Forundring. Men hvad er det for et Folkefærd, som
staar saadan og hænger saa trist med Hænderne i Lommen?“
„Det er jo de Arbejdsløse. Her er skidt med Arbejde, og de siger det
bliver værre endnu.“
„Og alle de som sloges om at komme til Avistavlen — var det ogsaa ledige
Hænder?“
Marie nikkede.
„Men saa er det jo værre her end hjemme; der havde man dog altid
Stenhuggeriet om ikke andet. — Og jeg som troede den gode Tid var ved at
tage sin Begyndelse herovre.“
„Pelle siger at den skal nok komme,“ sagde Marie fortrøstningsfuld.
„Ja Pelle — han har godt ved at snakke. Han er ung og rask og har Tiden
for sig.“
Lasse var i daarligt Humør, ingenting huede ham rigtig. For at glæde ham
tog Marie ham hen at se paa Vagtparaden, det livede ham lidt op igen.
„Det er ligegodt nogle flotte Karle,“ sagde han — „hu ha som de fører
sig! de er fine i Tøjet, men de ved det ogsaa selv. — Ja Kongens
Krigskarl blev jeg jo aldrig. Jeg fremstillede mig til Optagelse, fordi
jeg var ung og havde Mod paa noget; jeg var et rask Stykke Mandfolk
dengang du! Men de vilde ikke have mig, min Krop duede ikke sagde de;
jeg havde jo slidt vel meget som Barn. Det er nu noget de har sat sig i
Hovedet, at man skal være saadan og saadan skabt — for at tækkes de fine
Fruer vel. Ellers kunde jeg vel nok værge mit Land, jeg ogsaa.“
Nede ved Børsgraven var Stenbroen brudt op; et Hold Jordarbejdere var i
Færd med at grave ud til Rørledninger. Lasse blev helt livlig og skyndte
sig derhen.
„Dette var lige noget for mig,“ sagde han og stod og faldt i Drømme over
Arbejdet; hvergang Arbejderne svang Hakken, gjorde hans gamle Hoved
Bevægelsen med. Han rykkede nærmere og nærmere. „Hør du,“ sagde han til
en af Arbejderne som pustede ud — „mon ikke man kunde faa fat her?“
Manden gloede længe paa ham. „Faa fat her?“ raabte han saa, mere
henvendt til sine Kammerater end til Lasse, „— ja det kunde du vist li’
hva’? Her kommer I Udlændinge rendende fra Fyn og Middelfart og vil ta’e
Brødet fra os Indfødte. Skrub du a hjem med dig, din jyske Rad!“ Han
svang leende Hakken over Hovedet.
Lasse trak sig langsomt tilbage. „Han blev sku gal, han!“ sagde han
mismodigt til Marie.
Om Aftenen skulde Pelle jo saa ud til alle sine Gøremaal, hvad det nu
var. Travlt havde han, og alt det han virkede, blev Tilstanden ved at
være lige daarlig. Det var nok ikke saadan at stemme op for
Elendighedens Bæk!
„Men gaa du bare og tag Vare paa dit eget,“ sagde Lasse. „Jeg sidder saa
og snakker lidt med Børnene — og saa gaar jeg i Seng. Jeg ved ikke — min
Krop bliver gladere og gladere for Sengen, skønt jeg aldrig har haft Ord
for at være doven. Det maa være Graven der minder. Og taale at gaa ledig
kan jeg ikke, jeg er helt syg i Kroppen af det.“
Lasse plejede ellers ikke at snakke om Graven, men nu havde han sat
noget af sin Fortrøstning til. „Byen er ogsaa saa stor og forstyrret,“
sagde han til Børnene. „Det Gran der er til Rest af én bliver borte
mellem Hænderne paa én herinde.“
Han kunde meget bedre betro sig til dem om sine Bekymringer. Pelle var
blevet saa stor og alvorlig at der ligefrem stod Respekt af ham. Man
følte ingen rigtig Lyst til at ulejlige ham med sine Smaatterier.
Men hos Børnene fandt han Tonen uden videre, de sloges med Smaakravl
lige som han selv og kunde fatte alle hans Genvordigheder. De gav ham
gode praktiske Raad, og som Vederlag talte han Gammelmands Visdom til
dem.
„Jeg ved ikke hvordan det er,“ sagde han, „men Storstaden gør mig
songled og smaatosset i Hovedet. Bare det, at ingen kender mig og ser
til den Side, hvor jeg gaar, tager Modet af Knæerne paa mig. Hjemme var
der dog én og anden, som vendte Hovedet og sagde til sig selv: Se der
gaar Gamle Lasse, nu skal han ned paa Havnen og hugge Sten; svært saa
godt han holder ud! Der var ogsaa dem som nikkede til mig, og selv
kendte jeg jo hverandet Menneske. Her løber det hele surr! jeg begriber
ikke, hvor du Karl kan finde nogen Fortjeneste her?“
„Aa det er nemt nok!“ svarede Drengen. „Klokken seks om Morgenen skynder
jeg mig til Grønttorvet; der er altid noget at bringe hjem for de
Smaahandlende som jo ikke har Raad til at holde Ka’l. Naar Grønttorvet
er forbi, bringer jeg Blomster i Byen for Gartnerne; men det er meget
usikkert, for der faar jeg ikke andet end Drikkepengene. Ellers render
jeg saadan rundt, hvor jeg kan tænke mig der er noget — ud paa Østerbro
og paa Frederiksberg! Og jeg har ogsaa et Par faste Steder, hvor jeg er
en Time hver Eftermiddag og bringer Varer ud. Der er altid noget, bare
man farter dygtigt omkring.“
„Og det kan blive til en nogenlunde Fortjeneste hver Dag?“ sagde Lasse
forundret. „Det ser mig noget utrygt ud. Du kan dog aldrig vide om
Morgenen, om du har tjent noget inden Aften.“
„Han er saamænd meget flink,“ sagde Marie anerkendende. „Naar det er
ordenlige Tider, kan han holde jævnt en Krone om Dagen.“
Og det kunde blive en jævn Fortjeneste til med? Nej det begreb Lasse
ikke.
„Sommetider bli’r det ogsaa helt hen ad Aften inden jeg tjener noget —
men saa maa man se at lave den i en Fart. Der er altid noget, bare man
kan finde det!“
„Om jeg tog og fulgte med dig da,“ sagde Lasse tankefuld.
„Det kan du ikke, for jeg løber hele Tiden. Saa kunde du meget bedre
putte en Arm.“
„Putte en Arm?“ spurgte Lasse forundret.
„Ja putte den ene Arm inden for Trøjen og gaa op til Folk og be’ om. Det
var ikke saa vanskeligt — du ligner en Invalid.“
„Ja saa, gør jeg det mon?“ sagde Lasse og missede med Øjnene — „det kan
jeg dog aldrig vide. Men selv om saa var, vil jeg dog ikke gaa og tigge
ved Godtfolks Dør. Det fik vist ingen Gamle Lasse til.“
„Saa gaa ud paa Kalkbrænderiet — der søger de Skærveslagere i denne
Tid,“ sagde den alvidende Knægt.
„Ja der sagde du noget,“ udbrød Lasse — „saa de har Sten dér? Ja mit
Stenværktøj har jeg taget med, og er der noget jeg længes efter paa
denne Jord, saa er det efter at komme til at knagge i en Sten i igen.“