VI

Med Pelle foregik der i denne Tid en mærkelig Forandring. Han havde set

nok af Nøden og Ulykken i sit Liv, og Hovedstaden her var simpelt hen en

Valplads, hvor Hær efter Hær havde kastet sig frem og var gaaet ynkelig

til Grunde. Rundt om var der fuldt af faldne, Byen var bygget over dem

som paa en Kirkegaard; man maatte træde paa dem for at kunne færdes — og

forhærde sig. Livets Lod var nu engang saaledes; og man lukkede Øjnene —

som Faarene naar de ser deres Kammerater blive slagtet — og ventede

stille paa sin Tur. Andet var der ikke.

Men nu vaagnede Smærten i ham; det gjorde skærende ondt inde i ham

hvergang han saá nogen lide; han knurrede mod Ulykken saa bundløs den

var.

Det kom en Dag han sad og arbejdede. Henne i den anden Ende af Gangen

var der nylig flyttet en Fabrikspige ind med sit Barn. Hver Morgen

laasede hun Døren og gik, og kom ikke igen fra Arbejdet før Aften. Naar

Pelle kom hjem hørte han ofte Graad derinde fra.

Han sad og arbejdede og tumlede med sine forvirrede Tanker; hele Tiden

havde han en underlig kvalt Lyd i Øret, pinagtig som om noget _gav_ sig

ustanselig. Kanske var det blot selve Elendighedens Klagesang; der hang

Strofer af den i Luften altid.

Den lille Marie kom hastig ind. „Aa Pelle, nu græder den igen,“ sagde

hun og knyttede Hænderne gruende foran sit indfaldne Bryst. „Den har

grædt hver Dag lige siden de flyttede ind — det er saa forfærdeligt.“

„Lad os gaa hen og se hvad der er i Vejen,“ sagde Pelle og smed

Hammeren.

Døren var laaset, de prøvede at kigge gennem Nøglehullet men kunde ikke

se noget. Barnet derinde stansede sin dumpe Graad et Øjeblik da det

hørte dem, men tog saa fat igen; det klagede smaat og ensartet som havde

det indrettet sig paa at holde ud i det uendelige. De saá paa hinanden,

det var ikke til at holde ud.

„Alle Nøglerne er éns her paa Gangen,“ sagde Marie stille. I to Spring

var Pelle henne efter sin Nøgle og lukkede op.

Lige inden for Døren sad en lille fireaars Purk med et Stykke rustent

Bliktøj i Haanden og gloede op paa dem; han var bundet fast til

Kakkelovnen, ved Siden af ham paa en gammel Træstol stod en

Bliktallerken med nogle gnavede Brødskorper. Barnet var klædt i snavsede

Pjalter og saa forfærdeligt ud; det sad i sit eget Snavs, de smaa Hænder

var fulde og det ophovnede forgrædte Ansigt helt tilsmurt. Det rakte

Hænderne bedende op imod dem.

Pelle brast i Graad ved det forfærdelige Syn og vilde tage den lille op

til sig. „Nej lad mig!“ raabte Marie forskrækket, „du griser dig jo

til!“

„Hvad saa!“ svarede Pelle dumpt og hjalp til at løse Barnet; hans Hænder

rystede.

De fik Drengen gjort nogenlunde i Stand og gav ham Mad; saa slap de ham

løs ude paa den lange Gang. En Stund stod han og gloede dumt ved

Dørstolpen; saa opdagede han at han ikke var bundet, og gav sig til at

storme frem og tilbage. I Haanden havde han den gamle Tési endnu, som

han sad med da de brød ind til ham; han havde holdt den krampagtigt fast

hele Tiden, Marie maatte dyppe Haanden med for at faa Sien vasket.

Engang imellem stansede han uden for Pelles aabne Dør og kiggede ind;

Pelle nikkede til ham. Saa stormede han igen frem og tilbage — han var

helt vild. Men pludselig kom han helt ind, lagde Tésien i Pelles Skød og

saá op paa ham. „Skal jeg have den?“ spurgte Pelle. „Se, du Marie, han

giver mig det eneste han ejer.“

„Aa den lille Stakkel,“ udbrød Marie rørt, „han vil øve Gengæld.“

Om Aftenen kom Fabrikspigen farende, hun var gal i Hovedet og skældte ud

over Indbruddet. Pelle undredes selv over, at han kunde svare roligt og

ikke skældte igen; men han forstod nok, at hun skammede sig over

Elendigheden og ikke vilde have nogen skulde se den. „Det er Synd mod

Barnet,“ sagde han blot — „du holder jo alligevel af ham.“

Saa gav hun sig til at græde: „Jeg er nødt til at binde ham, ellers

kryber han op i Vinduet og styrter sig ned paa Gaden — han har taget

Krogene af én Gang. Og Klæder til at sende ham til Asylet i har jeg

ikke.“

„Saa lad Døren staa aaben til Gangen,“ sagde Pelle — „vi skal nok se

lidt til ham, Marie og jeg.“

Siden løb Drengen paa Gangen og tumlede sig, Marie hjalp ham til Rette

og var som en Moder for ham; Pelle købte noget Tøj hos en Marskandiser,

og hun syede det om. Ungen saa kostelig ud i det og var en hel Trold til

at sætte Humør; han havde ikke lært at tale i sin Ensomhed, men nu kom

det hurtigt.

I Pelle afsatte denne Begivenhed noget nyt. Elendigheden havde han altid

kendt, nu saá han den himmelraabende Uretfærdighed der stod bag, og

kunde knytte Hænderne i Vrede bedst som han sad. Der var noget man

maatte hade uden Ophør, Nat og Dag saa længe man trak Aande — Morten

havde Ret i det ogsaa. Dette Barn havde en Fabriksherre til Far, og

Pigen turde ikke engang stævne ham til at betale Underhold til Barnet,

for ikke at blive jaget af sin Plads. Saa uoverkommeligt det hele saa

ud, følte han Trang til at slaa et Slag. Hans Haand alene vejede saa

lidt, men hvis de nu førte Slaget samlet, saa kanske mærkedes det.

Om Aftenen fulgtes han og Morten til Møder, hvor Tilstandene blev sat

hæftig under Debat; Deltagerne ved disse Møder var mest unge Mænd som de

selv, man samledes i en eller anden Beværtning paa Nørrebro. Men Pelle

trængte til at se Resultater og kastede sig ivrigt ind i Organiseringen

af sit eget Fag; han satte Ild i den trætte Formand med sin Iver, og

udarbejdede sammen med ham en Liste over alle Fagets Udøvere — som

Grundlag for en mere haardhændet Agitation. Naar man indkaldte

Kammeraterne til Møde gennem Bladet, holdt de sløve sig borte; der

maatte skarpere Midler til, og Pelle fik Husagitationen i Gang. Det

hjalp straks! de havde svært ved at knibe ud, naar man tog dem Ansigt

til Ansigt, og Foreningen fik god Tilgang trods de store Mestres

Forfølgelse.

Morten begyndte at se med Respekt paa ham, og vilde have ham til at læse

om Bevægelsen ogsaa; men det havde Pelle ikke Tid til. Han holdt

_Arbejderen_ sammen med Peter og Karl der var helt ivrige; det fik være

nok. „Jeg ved mere om Elendigheden end de der skriver,“ svarede han.

Han manglede ikke Ved til sit Baal heller. Han havde gjort de Elendiges

Marsj med fra Landet til Byen og nu hertil, hvor de stod og ikke kunde

komme længer med deres Higen men omkom som paa en øde Strand. _Arkens_

mange Livsskæbner laa daglig for hans Øjne som et stort Fælleseje, hvor

ingenting behøvede at skjule sig og den enes Nød var den andens Klage.

Hans Væsen forandredes stærkt i denne Tid — bort fra det sorgløst

modtagende. Han lo mindre, og tog paa tilsyneladende Smaatterier med et

Alvor, der kunde virke komisk. Og der kom en Selvfølelse over hans

Optræden, som syntes daarlig begrundet af hans Stilling og Fattigdom.

— — —

En Dag efter Fyraften han kom hjem fra Becks Værksted, hørte han Børnene

synge Hannes Vise inde i Gaarden. Han stansede i Tøndegangen, Hanne stod

selv midt i Kredsen, og de smaa gik rundt om hende og sang:

„Jeg gik mig over høje Bjærg,

saa ned i dyben Dal.

Saá jeg et Skib komme sejlendes

— komme sejlendes —

hvori tre Grever var.“

Over Hannes Ansigt laa et blindt, stillestaaende Smil, Øjnene var næsten

lukkede. Hun drejede sig langsomt rundt om sig selv til Børnenes Sang og

sang sagte med:

„Den alleryngste Greve,

som udi Skibet var — —“

Pludselig fik hun Øje paa Pelle og brød ud af Ringen. Hun fulgte med ham

op over Trapperne. Børnene stod dernede og raabte skuffet efter hende.

„Kommer du ikke over til os i Aften?“ spurgte hun. „Det er saa længe

siden vi har set dig.“

„Jeg har ikke Tid, jeg skal et Sted hen,“ svarede Pelle kort.

„Men du maa alligevel — jeg beder dig om det, Pelle.“ Hun saá tryglende

paa ham, hendes Øjne brændte.

Pelles Hjærte kom til at banke ved hendes Blik. „Hvad vil du mig da?“

spurgte han hæftigt.

Hanne stod og stirrede raadvild ud. „Du maa hjælpe mig, Pelle,“ sagde

hun tonløst og uden at se paa ham. „Jeg, jeg har mødt —! Han stod her

udenfor i Aftes da jeg kom fra Fabrikken — han ved hvor jeg bor! Jeg gik

over til den anden Side og lod som jeg ikke saá ham, men han kom efter

mig. Han sagde, jeg skulde komme paa Nytorv i Aften.“

„Hvad svarede du saa?“ spurgte Pelle mørkt.

„Jeg svarede slet ikke, men løb alt hvad jeg kunde.“

„Er det det hele du vil mig?“ udbrød Pelle haardt, „Du kan jo blive fra

ham — hvis ikke du vil!“

Der gik en Frysning gennem hende. „Men hvis han nu opsøger mig her? — og

du er saadan! Jeg bryder mig ikke om andet paa Jorden end dig og Mor!“

Hun sagde det hæftigt.

„Jeg skal nok komme over til jer da,“ svarede Pelle glad.

Han skyndte sig at klæde sig om og gik derover. Den gamle var glad ved

at se ham, Hanne var helt overgiven; hun drillede ham bestandig, og det

varede ikke længe før han havde opgivet sin Standhaftighed og ladet sig

hilde i det dejligste Spind. De sad ude paa Svalen under det grønne

Løvværk, Hannes Ansigt glødede om Kap med Slyngpelargonien, hun vuggede

med Foden og stødte hele Tiden Skosnuden mod hans Ben. Hun var nervøst

livlig og skulde bestandig have at vide hvad Klokken var. Da Moderen gik

ind i Køkkenet for at lave Kaffe, tog hun Pelles Haand og klappede den

leende. „Følg med ud,“ sagde hun, „jeg har Lyst til at se, om han

virkelig er saa dum at tro, at jeg kommer. Vi kan staa i Skjul og se

det.“

Pelle svarede ikke.

„Mor,“ sagde Hanne da Madam Johnsen kom med Kaffen — „jeg gaar ud og

køber til det Liv. Pelle følger med.“

Det Paaskud var nu altfor gennemsigtigt, men den gamle fortrak ikke en

Mine. Hun havde nok set, at Hanne var mild til Sinds med Pelle i Aften;

der var noget stærkt oppe i Pigebarnet, og hvis Pelle vilde, kunde han

lægge Bidslet forsvarligt paa hende nu. Hun havde ikke noget imod, om de

to unge løb Linen ud, kanske faldt de saa til Ro ved hinandens Side.

„Du skulde tage Sjalet med,“ sagde hun til Hanne. „Aftenluften kan blive

kølig.“

Hanne gik saa rask at Pelle knap kunde følge med. „Det bliver sjovt at

se hans Skuffelse naar vi ikke er der,“ sagde hun leende, Pelle lo

ogsaa. De stillede sig under Raadhussøjlerne og spejdede ud over Torvet;

Hanne var helt kortaandet af den raske Gang.

Efterhaanden som Tiden gik og den Fremmede ikke viste sig, svandt hendes

Livlighed, hun tav med et skuffet Udtryk.

„Her kommer slet ingen,“ sagde hun pludselig og lo kort. „Det var bare

noget jeg bildte dig ind, for at se hvad du vilde sige.“

„Saa lad os da gaa,“ svarede Pelle roligt og tog hende ved Haanden.

Idet de traadte ned ad Trappen gav det et Ryk i Hanne, hendes Haand

faldt slapt ud af hans. Den Fremmede kom rask hen imod dem. Han gav

Hanne Haanden, roligt og selvfølgeligt som havde de kendt hinanden i

mange Aar. Pelle saá han slet ikke.

„Gaar du med et Sted hen — hen og hører noget Musik for Eksempel?“

spurgte han og blev ved at holde hendes Haand; hans Blik lukkede sig om

hende. Hanne saá tvivlraadig paa Pelle.

Et Øjeblik havde Pelle følt Lyst til at kaste sig over denne Mand og

slaa ham i Jorden — men nu traf Hannes Øjne ham med et Udtryk som

pønsede hun paa et eller andet Middel til at ryste ham af. „Tak! her er

man nok i Vejen,“ tænkte han. „— Hvad kommer det hele ogsaa mig ved?“

Han vendte sig brat fra dem og drev ned ad en Sidegade.

Pelle drev om nede ved Gasværkshavnen og gloede adspredt paa det oliede

Vand og Skibene. Han led ikke; det var bare saa inderlig dumt, at en

fremmed Haand kunde række ind fra det ubekendte, og den Fugl han ikke

med al sin Godhed kunde lokke til sig, hoppede straks op paa den.

Vandet skvulpede under Bolværket med en egen hendyssende Lyd, og flød

med Træstykker og andet Affald; det var saa hjemligt. Der laa en

Tremaster ved Kulkajen; de havde Fyraften om Bord, og Folkene rumsterede

i Lugaret eller stod ude paa Dækket og vaskede sig i en Pøs.

En sværlemmet Søgut i blaat Tøj og hvidt Halsbind tørnede ud af Lugaret,

glanede vanemæssigt op efter Takkelagen og gabede. Saa slentrede han i

Land, han havde Huen i Nakken og en tilrøget Kridtpibe mellem Tænderne.

Han vrikkede med Kroppen, Ansigtet var fuldt af Halløj. Idet han gik

forbi Pelle, dinglede han et Par Gange og gav ham et Puf. „Aa jeg ber,“

sagde han leende og stødte til Huen — „jeg troede det var en Kløpind.

Herren staar saa stiv! Man blev vel ikke stødt paa Mansjetterne?“ Han

gav sig til at trave rundt om Pelle i stærkt foroverbøjet Stilling, som

ledte han efter et eller andet paa ham; fejede sig labbet om Ørerne som

en Bjørn der bejler — og spruttede. Han var revnefærdig af Humør.

Der sad Nag i Pelle endnu, han vidste ikke om han skulde gøre sig grov

eller le ad det hele. Han drejede sig forsigtig rundt og holdt Front mod

Sømanden — for ikke at faa Fødderne snappet væk under sig. Taget kendte

han — og vidste ogsaa hvordan det skulde pareres; Hænderne sad parat.

Pludselig fangede noget i den dukkede Stilling ham som kendt; det var jo

Per Kofod — selve Tudeper fra Landsbyskolen derhjemme, som brølede og

bævrede for et godt Ord. Ja ham var det!

„God Aften du!“ sagde han glad og gav ham et Slag i Ryggen.

Sømanden rettede sig forbavset op. „For Fanden — Godaften! Skal jeg

rende paa dig her, Pelle? det var ligegodt den komiskste. Saa maa du sku

undskylde mine Hundekunster.“ Han rystede djærvt Pelles Haand.

De drev op over Havnepladsen og sludrede om gamle Dage. Der var saa

meget at opfriske fra Skolelivet: Gamle Fris med Spanskrøret og deres

Tumlen ved Stranden. Per Kofod talte som om han havde været midt op i

Sjoven; han havde helt glemt, at han blot stod og klamrede sig til et

eller andet og smaabrølede, naar de andre larmede løs omkring ham.

„Nilen traf jeg forresten nylig ovre i New Orleans, han er anden

Styrmand paa et vældigt amerikansk Jærnfuldskib og tjener styrtende med

Mønt. En rask Gut er han, men fy for den Lede hvor er han haard! — det

er Revolveren i Næven altid. Naa, saadan skal de ha’e det derovre — det

er Negerbesætning. Men en Dag skærer de sku Maven op paa ham. — Hov hvad

er det?“

Henne fra nogle Bræddestabler hørtes kvalte Brøl og Lyd af Slagsmaal.

Pelle vilde dreje af, men Per Kofod slog en Klo i ham og trak ham med

sig.

Inde mellem Stablerne var tre Kularbejdere i Lag med at prygle en

Kammerat, han skreg ikke men brølede kvalt hvergang han fik et Slag,

Blodet pølede ham ned over Ansigtet.

„Kom on!“ raabte Per Kofod og trak en Gang op i Bukserne; saa væltede

han sig med et Vræl ind i Flokken og gav sig til at høvle løs. Det var

som en Eksplosion med paafølgende Stenregn, Tudeper havde lært at bruge

sig derude, saadan kunde kun en Sømand slippe sig løs. Det var umuligt

at sige hvor Slagene vilde falde, men de der fik dem varskoede godt nok.

Pelle maabede et Øjeblik over for denne Ubændighed, saa kastede han sig

ogsaa ind i Slagsmaalet, og de tre Arbejdere gav sig til at løbe.

„Hvad Fanden vilde du op i det for?“ sagde Pelle ærgerlig, da det var

ovre og han stod og bragte sit Kravetøj i Orden.

„Det ved jeg ikke!“ svarede Tudeper, „men man har vel ingen Skade af at

røre sig lidt.“

Efter Stridens Hede havde de nær glemt den overfaldne. Han laa

sammensunken ved Foden af Stablen og gav ikke en Lyd fra sig. De fik ham

rejst paa Benene men maatte holde ham oppe, han stod og hang som om han

sov, og Øjnene gloede dumt paa dem. Der gik en tung Snorken fra ham, og

for hvert Pust dannede Blodet to røde Blærer om hans Næsebor. Nu og da

skar han Tænder, saa drejede Øjnene sig og det hvide skinnede uhyggeligt

i hans kulsværtede Ansigt.

Sømanden skældte ham ud, og det hjalp saa vidt at han kunde støtte paa

Benene. De trak en rød Klud op af hans gabende Jakkelomme og tørrede det

værste Blod af ham. „Hvad Fanden er du for én, der ikke kan staa for en

Lussing,“ sagde Per Kofod.

„Jeg skreg vist ikke,“ sagde Manden tykt — hans Læber sad i ét Kød.

„Du slog heller ikke igen! Du ser ellers ud til at have Kræfter nok.

Enten langer man selv fra sig, eller synger ud saa andre kan komme til.

Er du med, Kammerat?“

„Jeg vilde ikke blande Politiet op i det, for jeg havde jo fortjent Mul.

De slog bare saa svinagtig haardt, og Træskoene brugte de da jeg faldt

om.“

Han boede i Saksogade, og de fik ham én under hver Arm. „Bare jeg ikke

bliver syg,“ stønnede han engang imellem — „jeg er helt smadret

indvendig.“ Saa maatte de stanse, mens han kastede op.

Der var et Firma, han og Kammeraterne var blevet enige om ikke at losse

for mere, fordi det havde sat Arbejdslønnen ned. De var kun de fire om

at gennemføre dette her med Arbejdsnægtelse; men hvad kunde det nytte,

naar andre straks gik ind i Stedet. De fire kunde faa Lov at gaa og

gasse sig, saa var den ikke længer. Men naturligvis, han havde jo givet

sit Ord — derfor slog han heller ikke igen. De tre havde faaet fat et

andet Sted, og saa tog han til Firmaet igen og krøb til Korset; hvorfor

skulde han gaa ledig og drive, naar de derhjemme manglede Mad? Han

forstod sig fan ikke paa det ny Væsen. Men Svig var det jo, da han havde

givet sit Ord! De slog bare saa svinagtig haardt og sparkede med

Træskoene i Mavekulen.

Saadan blev han ved at fable op som en Delirist, mens de trak af med

ham. Ved Saksogade blev de stanset af en Betjent, men Per Kofod stak ham

rask en Historie om, at Manden havde faaet Lossegrejerne i Hovedet. Han

boede oppe under Taget; da de lukkede sig ind, rejste en Barselkvinde

sig over Ende i Jærnsengen og stirrede forfærdet paa dem — hun var

blodløs og mager. Da hun saá Mandens Tilstand, brast hun i

hjærteskærende Graad.

„Han _er_ ædru!“ sagde Pelle for at trøste hende — „han er bare kommet

lidt til Fortræd.“

De fik ham ud i Køkkenet og badede hans Hoved med koldt Vand over

Vasken. Men det var daarlig bevendt med Per Kofods Hjælp, hvergang

Konens Graad skar ud til dem, gik han hjælpeløst i Staa og drejede

Hovedet mod Udgangen. Og pludselig smed han det hele og satte hovedkulds

ned ad Køkkentrappen.

„Hvad gik der ad dig?“ spurgte Pelle ærgerlig da han kom ned; Per Kofod

stod uden for Gadedøren og ventede.

„Du hørte maaske ikke at hun sang Salmevers — dit Dos — men saa saá du

vel for fan, at hun sad lige op og ned i Sengen og var ligesom Voks? Det

er noget Svineri skal jeg sige dig, noget infamt Svineri, og han kunde

la’ vær med og faa hende til at græde. Jeg stod sku og fik Lyst til at

tæske ham, saa medtaget han var. Hvorfor Pokker brød han ogsaa sit Ord!“

„Fordi de sultede du,“ sagde Pelle alvorligt. „Det hænder for en og

anden her i denne forbandede By.“

Per Kofod gloede paa ham og fløjtede: „Saa for den Lede, Kone og Barn og

hele Braset uden Mad hvad? — og i Barselseng. De var jo nygifte kunde

man nok se! Av for Fanden — sikke Hvedebrødsdage — av for en Ulykke.“

Han stod og gravede dybt i Bukselommen og hev en blandet Haandfuld op:

Pladetobak og Fnug og Tændstikstumper — og rodet ind i det en

sammenkrøllet Tikroneseddel. „Ja saa min sandten!“ udbrød han og fiskede

Sedlen frem — „jeg troede Pigebørnene havde hugget Rub og Stub fra mig i

Nat! Aa Pelle, gaa til Vejrs og stik dem den Ende ud! Jeg kan ikke saa

godt selv — for ser du, kender jeg Fruentimmerne ret, saa holder hun

ikke op det første Døgn.“ Det var den sidste Slant af Hyren, men hvad —

skidt; i Morgen stak de i Søen!

„Hun holdt op at græde da jeg kom med Penge,“ sagde Pelle da han kom

ned.

„Da var det sku godt. Vi Søfolk er nogle Bagbæster ser du, vi besørger

paa Postelinet og æder vort Smør af en Tjærepøs — men derfor er vi nu

alligevel —. For nu siger jeg at jeg havde ladt som ingenting, og taget

mig noget sødt i Nat for de Penge“ — — Per Kofod gik i Staa; han gik og

tyggede paa Skraaen som fortsatte han sin vanskelige Filosofi indvendig.

— „Naa skidt, i Morgen stikker vi i Søen!“ sagde han pludselig.

De gik ud paa Alleenberg og satte sig i Haven, Pelle bestilte Øl. „Et

Par Bajere kan jeg nok give, naar jeg møder en god Kammerat,“ sagde han.

„Men ellers sparer jeg som et Bæst. Jeg maa se at faa min gamle Far

herover; han gaar paa Naade og Barmhjærtighed derhjemme.“

„Saa din Far lever endnu? Jeg husker ham godt, han gik og var Kærest med

Madam Olsen en Tid. Men saa kom Baadsmand Olsen uventet hjem — de troede

han var blevet derude.“

Pelle lo. Der var løbet meget Vand til Havet siden den Tid, han blev

ikke flov over Far Lasses Smaabedrift mere.

Rundt om fra Havens Boder straalede der Lys. De unge Par drev rundt og

lod sig spaa, forsøgte sig ved Lykkehjulet eller fik deres Billede taget

af Silhuetklipperen. Henne ved Karussellen hvirvlede Hvin og Musik og

Skørter mellem hinanden. Nu og da hævede en mægtig Udraaber sig op over

det hele med sine Vidunderrædsler, og inde fra Sangerindepavillonen

hørtes Stjærnernes sprukne Anstrængelser. Smaa splejsede Levemænd kom

halsende, trængte sig gennem Folkemængden og forsvandt ind i Pavillonen

med et fortroligt Nik til Manden i Billethullet.

„Her er egenlig rigtig rart,“ sagde Per Kofod og skuttede sig. „I har

det knusende godt paa Landjorden.“

I den brede Gang under Træerne trak Soldater og Lærlinge, unge Arbejdere

og en og anden Student frem og tilbage, frem og tilbage og skottede til

Tjenestepigerne, der havde stillet sig op til begge Sider og stod i

Smaaklynger med hinanden under Armen. Øjnene gik mange Bud frem og

tilbage, før man stansede og forsøgte sig med Ord. Kanske vendte Pigen

sig bort; saa var dén ikke længer, og Ynglingen begyndte sit Træk

forfra. Kanske fløj hun ogsaa med — ind i et af de lukkede Lysthuse til

Kaffe, eller over i Karussellen. Der var flere hjemme fra ogsaa;

hvergang Pelle hørte den bornholmske Piges sikre Stemme, rørte hans

Hjærte paa sig som en Fugl der vil lette.

Han kom pludselig i Tanke om sin Sorg. „Jeg kunde godt være med til at

blæse det hele et Stykke for en Aften,“ sagde han. „Se de to, du!“ Der

stød to Piger Arm i Arm mod et Træ tæt ved deres Bord; de vuggede sig

mod hinanden og havde jævnlig Øjnene henne.

„Det er ikke noget for mig — det passer kun for dem paa Landjorden,“

svarede Per Kofod. „For ser du de er ligesom smaa Lam, man skal kilde

dem i Øret. Og saa kommer det op igen om Nætterne naar man gaar ene paa

Hundevagten: Den dér løj du sødt for, og lovede at komme igen naar hun

vilde løse sit Liv for dig — kanske sidder hun nu og græder og skal have

et Barn. Det er ikke godt det. En Sømand skal holde sig til de uartige

Piger.“

„Kvindfolk kan ogsaa være svigagtige,“ sagde Pelle.

„Naa det kan de? Jeg troede ellers ikke man gav sig af med at sparke til

uskyldige Væsner, men du kvæler maaske ogsaa Smaabørn? — Nej de kommer

og æder af ens Haand for et godt Ord gør de — og saa har vi Skandalen. —

Kan du huske Tudeper?“

„Ja naar du selv siger det, kan jeg nok.“

„Naa, hans Far var netop Sømand og før frem paa den Maade. Og hun var

akkurat saadan en Pige, der ikke kunde sige nej, men bare tro paa hvad

Mandfolket stak hende ud. Han skulde nok komme igen — bevares: „Naar du

hører Loftslemmen knirke, saa har du mig!“ sa’e han. Men Loftslemmen

knirkede nogle Gange, og han kom ikke — saa hængte hun sig i Rebet til

Lemmen. Tudeper han kom paa Sognet, og du ved jo hvordan alle hundsede

ham, selv Tøserne tog sig Ret til at spytte paa ham. Han kunde ikke

andet end tude, hans Mor havde grædt saa meget, mens hun gik med ham,

forstaar du. Ja og saa hænge sig — han prøvede paa det to Gange. Det var

Arvepart det! Hans Lod blev blot endnu værre, enhver gjorde sig en Ære

af at handle ilde med ham og spørge til Strimerne om hans Hals. Ja du

ikke, du var den eneste som holdt Haanden over ham! Derfor har jeg tidt

tænkt paa dig. Ham er der blevet noget af! sagde jeg til mig selv, Gud

ved hvor han er havnet?“ Han saá paa Pelle med et Par troskyldige Øjne.

„Nej det var nok Far Lasse det,“ sagde Pelle med helt barnligt Tonefald.

„Han sagde at jeg fik være god ved dig, for du var i Vorherres Vold.“

„Sagde han i Vorherres Vold?“ gentog Per Kofod grundende „— det var sku

et underligt Udtryk. Saadan mærkedes det nu forresten ikke. Der var ikke

det paa Jorden, som hjalp til at bære mig oppe dengang. Det er ikke til

at forstaa, at jeg nu sidder her og snakker med dig — at de ikke fik

pint Livet af mig mener jeg.“

„Nej du har forandret dig meget. Hvordan er det gaaet til, at du er saa

kæk nu?“

„Aa saadan som jeg er nu — det er vel min Natur; den er bare vaagnet

tænker jeg. Men jeg begriber ikke, hvordan det var med mig dengang. Jeg

vidste godt, at jeg kunde slaa jer ned om jeg vilde, men jeg turde ikke

slaa for Jammer; jeg saá saa meget, som I andre ikke kunde se. Fanden,

det er ikke til at greje ud! — det har vel været min Mors elendige

Hjærtekvide der sad mig i Kødet vel. Rædslen kunde komme over mig — rent

meningsløst, saa jeg maatte brøle; og saa pryglede Bønderne mig.

Hvergang jeg prøvede at slippe bort fra det ved at hænge mig, pryglede

de mig ogsaa. Det var besluttet i Sogneraadet, at jeg skulde have Prygl.

— Og derfor siger jeg tak for mig du! En Sømand han skal holde sig til

de Kvindfolk der faar Betaling for at tage sig af ham — naar han da ikke

kan gifte sig. Der har du min Mening!“

„Du har døjet meget ondt,“ sagde Pelle og tog hans Haand „— det er jo en

hel Forvandling med dig.“

„Forvandling — ja det maa du nok sige! det ene Øjeblik Tudeper og det

næste den stærkeste Mand om Bord — der har du det hele! For ser du, det

var jo det samme til Søs naturligvis, selv Skibsdrengen følte sig

forpligtet til at sparke mig over Benene, naar han gik forbi. Og enhver

der fik Skældud eller Klø, lod det straks gaa videre til mig. Saa var

jeg altsaa kommet over i en amerikansk Bark, og der var en Neger om Bord

som de alle hundsede; han krøb for dem, men du kan bande paa han hadede

dem ud af det hvide i sine Djævleøjne. Men mig der behandlede ham

menneskeligt, sjoflede han sku — og brød sig ikke Spor om at jeg var

hvid. Og ikke engang ham nænnede jeg at lange ud efter — jeg havde jo

denne bløde Klump inde over Mellemgulvet. Men saa en Gang altsaa blev

det alligevel for meget — eller det dødfødte i mig var kanske brugt op.

Jeg kom til at skele lidt til ham med den ene Arm, saa han skvat om, og

det var i Grunden en løjerlig Oplevelse. Det var ligesom jeg vil sige i

Æventyret, at Skruptudsen pludselig bli’r til et Menneske. Jeg tog saa

med det samme og tærskede ham halv fordærvet; og da jeg nu var i Gang,

var det vel bedst at gøre rent Bord. For ser du, jeg gik forud med det

samme og tærskede dem allesammen igennem fra en Ende af. Det var sku

forresten et storartet Øjeblik, sikken en Masse Ondt der sad og skulde

ud af Kroppen paa én.“

Pelle lo: „Det var godt jeg kendte dig før da, ellers havde du vel

hakket mig til Plukfisk.“

„Naa—e Kammerat, det var jo bare lidt Grin; man bli’r i godt Humør af at

komme paa Landjorden igen, forstaar du nok. Nej men ude omkring saa

hedder det: Prygler du ikke de andre, saa prygler de dig! All right,

siger jeg, men Fruentimmerne skal man sku være god ved! Jeg har sagt det

til den Gamle om Bord ogsaa, han er en Stadskarl, men en Svinhund til at

behandle Kvinderne. Der er ikke en Havn, hvor han ikke har en Kærest. I

Syden og paa Amerikakysten er det ofte Galmandsværk, saa maa jeg med og

passe paa, at han ikke faar en Dolk mellem Ribbenene. Per! siger han, i

Aften skejer vi to ud. All right Kaptajn! siger jeg saa — men det er

Synd mod alle de Kvinder. Hold Kæft Per! siger han — de er jo gift de

fleste. — Han er forresten hjemme fra — fra et lille Hus oppe i Lyngen.“

„Hvad hedder han da?“ spurgte Pelle interesseret.

„Albert Karlsen.“

„Ej ej, saa er det jo Farbror Kalles den ældste — og min Fætter paa en

Maade. Det vil sige, Kalle er ikke selv Far til ham; det var én Konen

havde i Forvejen — med Stengaardsbonden.“

„Saa han er en Kongstrupper?“ udbrød Per Kofod og lo højt. „Ja det kan

nok passe!“

Pelle betalte, og de rejste sig for at gaa. De to Piger stod endnu ved

Træet. Per Kofod gik hen mod den ene, foroverbøjet som var hun en Fugl

der kunde smutte bort, pludselig greb han om hende. Hun trak sig

langsomt ud af hans Tag og smilede mod hans store lyse Skikkelse. Han

tog om hende igen, og denne Gang stod hun stille, med Flugten endnu i

Hovedet som hun leende vendte halvt bort. Han saá dybt paa hende, saa

slap han hende fra sig og gik efter Pelle.

„Hvad kan det nytte du, naar jeg kan høre hendes Klagen allerede nu —

saa er én dog vel varskoet!“ sagde han med desperat Tonefald. „Men

hvorfor Fanden skal netop den gaa og have Medlidenhed, der selv har

været ude for det værste? — og de andre har det ikke. Saá du hvor milde

hendes Øjne var? Havde jeg Penge, giftede jeg mig straks med hende.“

„Kanske vilde hun ikke,“ svarede Pelle. „Pigebørnene her er ikke gode at

forstaa sig paa.“

Ude i Alleen gik nogle Mandfolk og raabte; de ledte efter deres Piger,

som var rendt fra dem. En af dem kom hen — han havde Studenterhue paa.

„De Herrer har vel ikke set noget til vore Damer?“ sagde han. „Nu har vi

siddet og trakteret paa dem hele Aftenen. Saa siger de, at de bare skal

et vist Sted hen — og væk er de.“

De gik ned mod Havnen. „Naar du nu kunde gaaet med om Bord og hilst paa

den Gamle,“ sagde Per Kofod. „Men han er vist i Land i Aften. Jeg saa

ham gaa fra Borde henad Fyraften — rigget ud til Fruentimmerjagt.“

„Jeg kender ham jo heller ikke,“ sagde Pelle — „han var allerede ude at

sejle, da jeg var lille Dreng. Og nu vil jeg forresten hjem og sove —

jeg begynder tidlig om Morgenen.“

De stod paa Kajen og tog Afsked; Per Kofod lovede at kigge op til Pelle

naar han igen kom til Havnen. Mens de talte, raslede Døren til

Agterkahytten, Tudeper trak Pelle om bag en Kulbunke. En kraftig,

skægget Mand kom ud og førte en ung Kvinde ved Haanden; hun gik tungt og

syntes at stritte imod. Han formelig satte hende ind paa Land, og gik

saa ind i Kahytten og lukkede efter sig. Den unge Kvinde stod lidt, der

kom en sagte Klage over hendes Læber, hun rakte Armen bedende hen mod

Kahytten. Saa vaklede hun bedøvet bort langs Kajen.

„Det var den Gamle,“ hviskede Per Kofod. „Saadan behandler han dem alle

— og de vil ikke slippe ham alligevel.“

Pelle kunde ikke faa et Ord frem; han stod og krøb sammen, knuget af

noget forfærdelig tungt. Pludselig tog han sig sammen, trykkede

Kammeratens Haand og fjærnede sig mellem Kulbunkerne.

Lidt henne vendte han og fulgte i Afstand efter den unge Pige, der

vaklede søvngængeragtigt af Sted langs Kajen og ud over Langebro. Han

var angst for at hun skulde kaste sig i Vandet, saa underligt gik hun.

Paa Broen stansede hun og stod og stirrede over mod Skibet med et

forstenet Udtryk. Pelle stod stille; det frøs i ham ved Tanken om at hun

skulde faa Øje paa ham. Han vilde ikke kunne holde ud at tale til hende

nu — end sige se hende i Øjnene.

Men saa gik hun videre. Hendes Gang var opløst, hun lignede bagfra et af

disse skibbrudne halvgamle Fruentimmere fra _Arken_, der sjaskede langs

Husrækken i udtraadte Mandssko og altid havde en eller anden forunderlig

Forhistorie. „Herregud,“ tænkte Pelle — „er nu hendes Drøm forbi?

Herregud.“

Han fulgte hende paa Afstand gennem Smaagaderne. Først da han vidste at

hun maatte være oppe i sin Lejlighed, gik han ind gennem Tøndegangen.