IV

Pelle var knyttet til „Familien“ med egne Baand; de tre forældreløse

Børn var de første, der rakte ham en venlig hjælpende Haand, da han tre

Dage efter Landstigningen i Hovedstaden stod paa bar Gade, plyndret for

alle sine Tærepenge.

Han kom ellers stort nok anstigende, og sov ikke Natten hen paa sin Bænk

nede paa Mellemdækket mellem Kreaturerne; Spændingen holdt ham vaagen,

og han laa og lagde vidtløftige Planer for sig selv og sine 25 Kroner.

Ved første Gry var han paa Dækket og spejdede indover, hvor Storstaden

dukkede op af Disen med sine Taarne og Fabriksskorstene. Oven over Byen

svævede dens Dunstkreds, svagt rødmende mod Morgensolen — og gjorde

Synet festligt; og Indsejlingen mellem Forter og Flaadelejer var tilpas

vidtløftig til at imponere. Tumlen paa Kvæsthusbroen, idet Damperen

lagde til og Kuske og Dragere raabte op, var lige ved at slaa over

Hovedet paa ham, men han havde sat sig for ikke at lade sig gaa paa af

noget. Det kunde være svært nok endda at faa fat ved den rigtige Ende af

alt dette.

Og saa havde Tilfældet af sig selv sørget for ham. Nede paa Kajen stod

en tyk jovial Mand og saa bekendt paa Pelle; han raabte ikke op, men

sagde ganske jævnt: Goddag Landsmand! og tilbød Pelle Kost og Logi for

to Kroner om Dagen. Det var godt at have en Landsmand midt i alt dette

Virvar, og Pelle gav sig trygt i hans Hænder. Det var en sjælden

hjælpsom Mand, ikke engang den grønne Kiste fik Pelle Lov at bære selv.

„Den skal jeg nok sende Bud efter,“ sagde Manden; og til alting sagde

han rundhaandet: „Det skal jeg nok ordne, lad bare mig!“

Da der var gaaet tre Dage, præsenterede han Pelle en vidtløftig Regning

paa nøjagtig 25 Kroner. Det var et mærkeligt Træf, Pelle havde dem lige.

Han vilde jo nødig ud med dem, men Værtshusholder Ellebye kaldte

Gadebetjenten til; Pelle maatte betale.

Der stod han paa Gaden med sin grønne Kiste og vidste hverken ud eller

ind, hjælpeløs og fortvivlet til Mode, da en lille Dreng kom fløjtende

forbi og spurgte, om han ikke skulde give ham en Haand. „Jeg kan godt

selv bringe Kisten hen hvor det skal være; saa koster det femogtyve Øre

og ti til Trækkevogn. Hvis jeg bare skal tage i den ene Hank, koster det

kun ti Øre,“ sagde han og saá helt forretningsmæssigt paa Pelle. Han saa

ikke ud til at være mere end ni-ti Aar.

„Jeg ved jo bare ikke, hvor jeg skal søge hen,“ sagde Pelle næsten

grædefærdig. „Jeg er smidt paa Gaden og har ikke noget Sted at ty hen.

Vildfremmed er jeg her i Staden, og mine Skillinger har de plyndret mig

for.“

Den lille Dreng gjorde en Bevægelse op i Luften som huggede han til

noget med Panden: „Ja den var sku piværre — du har været i Kløerne paa

Bondefangerne min Far. Saa maa du gaa med hjem — du kan godt bo hos os

naar du vil ligge paa Gulvet.“

„Hvad tror du dine Forældre siger, naar du kommer slæbende med mig da?“

„Jeg har ingen Forældre, og Marie og Peter gør aldrig Vrøvl — kom du

bare. Og kanske kan du faa Arbejde hos Pipmanden. Hvor kommer du fra?“

„Fra Bornholm.“

„Det gør vi ogsaa! det vil sige, det er jo mange Aar siden — dengang vi

var Børn! Kom du bare med, Landsmand.“ Drengen lo helt fornøjet og tog i

den ene Hank.

Det var ganske vist ogsaa en Landsmand der havde plyndret Pelle, men han

gik alligevel med. Det laa ikke til ham at være mistænksom.

Saadan holdt han sit Indtog i _Arken_, under et Barns Beskyttelse. De to

lidt ældre Søskende godkendte gladelig den lille Karls Handling; og de

tre forældreløse der ellers var sky og tilbageholdende, sluttede sig

straks til Pelle. De havde fundet ham paa Gaden, og opfattede ham som en

Jævnaldrende der var ukendt og trængte til Beskyttelse; de gav ham det

første Overblik over den store By og hjalp ham til at faa fat hos

Pipmanden.

* * * * *

Dagen efter Skovturen flyttede Pelle over paa Forbygningens Loft, i

Værelset ved Siden af „Familien“ som netop stod tomt. Marie hjalp ham at

sætte det i Stand og bære Sagerne over; og det var med lettet Sind han

rystede Maskepiet med Pipmanden af sig. Nu var det forbi med

Udsvedningen og alle Stiklerierne der fulgte med; nu traadte han selv i

Forhold til Arbejdsgiveren og kunde se sine Kammerater lige i Øjnene.

Det havde i adskillige Henseender været en forsmædelig Tid, men han

skiltes fra Pipmanden uden Nag. Han havde lært mere de faa Maaneder hos

ham end i hele Læretiden hjemme.

Han fandt lidt brugt Værktøj hos en Jærnhandler og tog Bord og Seng paa

Afbetaling. Inde fra Hofskomageren fik han noget Børnearbejde at begynde

med; det stak han imellem, sin væsenligste Fortjeneste fandt han hos

Mester Beck i Torvegade.

Beck var en Mand af den gamle Skole; hans Kundekreds bestod mest af

Vægtere, Prammænd og de gamle Ulke der holdt til ude paa Kristianshavn.

Skønt han var født og opvokset her, lignede han en Provinshaandværker,

gik i Morgensko som Datteren havde broderet, og røg om Søndagen lang

Pibe i sin Gadedør. Han saá gammeldags paa Haandteringen og var glad for

Pelle, der kunde spande svært Fedtlær og ikke var bange for at tage i et

Par gamle Transtøvler. Becks Arbejde kunde ikke saa godt sendes ud, og

Pelle mødte villig paa Værksted og tog en Haand i hvad der forefaldt.

Kun vilde han ikke have Kost og Logi hos Mester paa gammeldags Manér.

Forandringen betød Opgang fra første Dag; han arbejdede med Liv og Lyst

og begyndte at lægge til Side for at faa Skylden til Sort fra Haanden.

Nu øjnede han ogsaa den Dag, da han kunde faa Far Lasse herover.

Om Morgenen naar Loftets Beboere tumlede søvndrukne om i den lange Gang,

for at komme af Sted inden den fløjtede kvart i seks, sad Pelle allerede

derinde og slog sine Skomagerslag. Ved Syvtiden gik han hen paa Becks

Værksted, naar der var noget til ham. Han fik ogsaa en Del Arbejde fra

_Arkens_ Beboere.

Han havde gjort en Erfaring over Produktionens Vilkaar, og denne

Erfaring var som en frugtbar Kærne, der laa og spirede hvor den var

smidt hen, og vilde avle bestandig mere. Det mærkedes straks som en

Bedring i Kaarene at have rystet den ene Udbytter af sig — hvad om man

kunde sende den anden samme Vej og selv tage hele Udbyttet af sit

Arbejde!

Det lød helt fantastisk, men Pelle skulde ikke have noget af at gaa til

Vejrs her og komme flad ned igen. Han havde gjort en haandgribelig

Erfaring, og forlangte Rede paa hvor langt den rakte. Mens han sad og

arbejdede, tvang han Spørgsmaalet til at gaa sindigt frem og tilbage

gennem Tankerne, saa han kunde faa det ordenlig undersøgt:

Pipmanden var altsaa overflødig som Mellemmand; man kunde gøre et Stykke

Arbejde, uden at det behøvede passere ham og afsætte en Pægl i hans

tørstige Hals. Men var der mere Mening i, at Fodtøjet paa sin Vej ud til

Forbrugerne lagde Vejen om ad Hofskomageren og afsatte Selvejerkøretøj

og Herreleben? Kunde Pelle ikke selv træde i Forhold til Kunderne, og

skyde Meyer ud lige som han havde skudt Pipmanden ud? — jo selvfølgelig!

Tredve Tusend om Aaret stod Hofskomageren i Skat for, sagdes der. „Det

skulde lige deles mellem os der arbejder for ham!“ tænkte Pelle mens han

hamrede Pløkkerne i. „Saa behøvede Far Lasse ikke gaa derhjemme én Dag

længer og hutle sig gennem Tilværelsen.“

Dette var noget man kunde tage og føle paa, et praktisk Regnestykke han

havde gjort — som tilsyneladende ikke havde noget med hans lyse Lykketro

at skaffe. Den sad fremdeles i det dulgte et Steds og bar oppe gennem

alt — men vogtede sig vel for at stille bestemte Krav; et tungt

erhværvet Instinkt sagde den, at i Fattigmand galdt det om at være

rummelig. Det var hans Slægtsarv, og han kunde bære den trofast gennem

alle Tilskikkelser; som Millionerne havde gjort det før ham — altid rede

til at tage mod den Ukendte — til de naaede Graven og resigneret

leverede Drømmen videre. Der var et Haab for ham selv i det, men blev

dét slaaet ned, bestod Haabet selv alligevel. Det med Lykken var til

syvende og sidst ikke noget Løfte om haandgribelig Fremgang for den

enkelte, men en bred Forjættelse — baaret frem gennem trælse

Aarhundreder med noget af Evighedens lange Aandedrag.

Pelle havde hele den endeløse Vandring i sig; den laa nedfældet i hans

Sind som en ufattelig stor Langmodighed. I hans Verden var Ævnerne ofte

nok store, men Resignationen altid større; han var grundigt indstillet

paa at se alting gaa til Spilde og alligevel bevare Haabet.

Ofte nok havde det taget Toner under den lange Marsj: af „Davidsstaden

med Guld paa Gaden“, „Tusendaarsriget“ og „Herrens Herligheds Genkomst“,

— han havde selv lyttet spørgende til nogle af dem. Men aldrig før havde

det faaet Lyd i en Sang om Mad og Klæder, Hjem og Hygge; hvordan skulde

han saa kende sig igen i det?

Han sad blot her og gjorde et Regnestykke op, som klart og hurtigt kunde

skaffe ham Del i Goderne — med en Fordringsfuldhed og Utaalmodighed som

han ikke kunde have gjort Regnskab for.

Og rundt om ham mudrede det paa samme Maade. Der var gaaet et vaagnende

Ryk gennem Masserne, de vandrede ikke længer taalmodigt frem under den

blinde Bevidsthed, men svajede hid og did i forvirret Raadslagning. Det

vidunderlige skulde ikke længer fuldbyrde sig selv, naar Tidens Fylde

kom. Der sad en ond Magt og holdt deres store Haab om Knæerne, saa hun

aldrig kunde føde! De maatte selv se at hjælpe Lykken til Verden.

Der var gaaet Brud paa den urokkelige Fatalisme, som før havde holdt det

hele saa tungt gaaende; Massen holdtes ikke længere sammen i dump

Resignation. Mennesker som hele Livet igennem havde gaaet deres Vanegang

til og fra Arbejdet, stansede pludselig op og gav sig til at stille

urimelige Spørgsmaal om Hensigten med det hele. Selv de enfoldige vovede

at sætte Tvivl ved Tingenes Orden; det var ikke længer saadan, fordi det

maatte saa være — der var en pinlig Aarsag til Elendigheden. Dermed var

der gaaet Hul, de gik og fik Lyst til at tage Haand i Hanke med

Tilværelsen; Fingrene kløede paa dem efter at rive et eller andet

spærrende ned — de vidste bare ikke hvad.

Der var noget som en Hvirvel i det, alle Linjer forsvandt. Ukendte

Magter dukkede op og lod sig lige ane, eller besatte de skikkeligste.

Folk der før havde krøbet som Hunde for at faa Føden, blev pludselig

grebne af Stædighed og lod sig slaa ned før de bøjede sig. Støtte Folk

som havde arbejdet paa ét Sted hele deres Liv, kunde ikke længer finde

sig i Tingene og gik deres Vej for et godt Ord. Den tungt erhværvede

Langmodighed var slaaet ud af Sindene; de der støt havde baaret det hele

paa deres Skuldre, gik og lagde sig Ømtaalighed til; de blev urimelige

og umedgørlige som svangre Kvinder. Det var som de ømmede sig under

Trykket indefra af en usynlig Magt, og forsøgte at aabne den haarde

Skorpe for noget nyt i sig. Den smærtelige Tilskyndelse kendtes paa

deres forvirrede Stirren og disse pludselige vanvittige Greb ud i den

tomme Luft.

Der var noget truende i selve den Uvished Masserne gik og traadte rundt

i, som lyttede de efter ny Ord ude fra Mørket. De slog rask væk gammel

Vane og Hævd ud af Sindet for at gøre Plads i sig; rundtom talte man om

det ny og det ny og prøvede blindt at indrette sig for det — som var det

en Selvfølge, at Tidens Fylde nu var kommen og Forjættelsen skulde

fuldbyrdes just paa dem. De gik og var parate til at gøre et eller andet

— de vidste ikke selv hvad — klumpede sig sammen i Smaahold og

lavede mislykkede Strejker, helt hen i Vejret. Andre lavede

Diskussionsforeninger, og gav sig i hidsige Ord til at slaas om det ny

som ingen af dem kendte — det var navnlig de unge. Mange af dem var

stævnet hid for Lykken — lige som Pelle selv, og de brændte af Uro. Der

var noget hæftigt over dem — en Febertilstand!

Saadan var Tilstanden da Pelle kom til Hovedstaden — kaotisk, uden noget

trygt Plan at vandre til sin Gærning i. Masserne støttede ikke hinanden

længer, men var i Opløsning og flakkede forvirret efter noget at samle

sig om. Opad i Samfundet mærkedes kun Utrygheden i Arbejdsforholdene;

der klagedes over Uroen, den meningsløse Uro som indskrænkede Udbyttet

og gjorde Konkurrensen med Udlandet vanskelig. Men enkelte kloge vejrede

Folket som et stort lyttende Øre; ny Prædikanter opstod og vilde føre

Mængden ad nye Veje hjem til Gud. Pelle blev et Par Gange af Strømmen

ført Saadanne Steder hen, men lod sig ikke tage; det var de gamle Toner

om igen — dér laa det ikke. Ingen lod sig tilfredsstille længer ved

Anvisninger paa Himlen; de ny Profeter forsvandt lige saa pludselig som

de var dukket op.

Men der var midt i Forvirringen en fast Klump, en Menighed som var groet

støt frem gennem en Række Aar og fanatisk havde modstaaet Forfølgelse og

Spot oppe og nede fra, til den nu udgjorde nogle Tusend Medlemmer. De

stod fast i Hvirvlen og paastod lige haardnakket, at deres Lære sad inde

med Fremtiden. Og nu syntes den at faa Vind i Sejlene; den svarede paa

en egen Maade til de utaalmodige Krav om at faa Himmerige draget ned her

paa Jorden og Lykken inden for Rækkevidde.

Pelle havde ladet sig tage af den ny Lære ude ved Den Slesvigske Sten og

kastet sig varmt og stærkt i Armene paa den. Han gik til Møder og

Diskussioner og brugte sine Øren for at faa fat i noget sagligt; hans

praktiske Natur krævede noget haandgribeligt for Tanken at arbejde med.

Nede i hans Væsen arbejdede det samtidig, dybt og stærkt som Strømme

under Is; undertiden mærkedes det op paa Overfladen og gjorde ham

forskrækket. Endnu havde han ikke formaaet at samle det til nogen

Helhed; naar han hørte Klagerne over den ødelæggende Uro der satte

Landets Velstand paa Spil, saá han ikke Sammenhængen i det.

„Det er dog forkert at de stanser Arbejdet uden nogen Grund,“ sagde han

til Morten, en Dag Bagerikusken var gaaet sin Vej fra Pladsen. „Som nu

jer Ka’l — han havde jo ikke noget at beklage sig over.“

„Han har maaske pludselig faaet ondt i Skrævet af, at hans Oldefar

engang har redet Træhesten! Hvem ved — han var jo fra Landet,“ svarede

Morten alvorlig.

Pelle saá rask paa ham. Han led ikke Mortens dobbeltbundede Maade at

tale paa, den gjorde ham utryg.

„Kan du ikke lige saa godt tale ordenligt?“ sagde han. „Jeg forstaar dig

ikke.“

„Ikke det? — Men der er vel Aarsag nok, Masser af gammel Aarsag; hvorfor

Pokker skal der saa oven i Købet være en Grund fra i Gaar? Kunde du ikke

tænke dig, at Arbejderen — der har traadt Trædemøllen saa længe i den

Tro at Bevægelsen udgik fra de andre — pludselig opdager, at det er ham

selv der holder det hele gaaende? For det er hvad der foregaar!

Fattigmand er ikke bare en Træl der træder Hjulet, og faar en Haandfuld

Mel kastet i Halsen engang imellem for at han ikke skal sulte ihjæl. Han

er ved at opdage at han staar i højere Tjeneste, du! — og nu vender

Bevægelsen sig og udgaar fra ham selv! — Men det kan du sagtens ikke

se,“ tilføjede han ved at se Pelles vantro Udtryk.

„Nej for jeg har ikke Højhedsvanvid,“ svarede Pelle leende — „og du er

da heller ingen Profet, som kan forudsige saa store Ting. Men jeg har

Forstand nok til at regne ud, at vil man gøre Vrøvl, maa man have noget

bestemt at gøre Vrøvl over. Ellers gaar den ikke. Det med Træhesten er

ikke tilstrækkeligt.“

„Det kommer vel an paa, hvor mange der gør Vrøvl,“ svarede Morten. „Hvad

alle er med i, behøver der ikke gives Grunde for.“

* * * * *

Pelle tumlede videre med det under Arbejdet. Det gik ikke med disse

Overvejelser i al Almindelighed; hvad der var af den Slags i hans

Tankeverden, var fastslaaet gennem Slægtled og handlede mest om Liv og

Død. Han maatte have praktisk fat og søgte igen tilbage til sin egen

store Erfaring —:

Pipmanden var overflødig, det havde Pelle selv leveret Beviset for! Og

der var ikke noget i Vejen for at skyde Hofskomageren ogsaa ud; det var

Svendene der besørgede Maaltagning og Tilskæring — hele Arbejdet! Han

var egenlig en Udsveder han ogsaa, der havde sat sig paa Toppen af hele

Historien og sugede Profitten til sig. Men saa havde Morten jo alligevel

Ret i sit storsnudede Syn paa Arbejderen som den der bar det hele! Pelle

studsede lidt ved Resultatet, og fastslog forsigtigt at det i alle Fald

galdt for hans Fags Vedkommende. Dér var der god Mening i at erobre sit

eget tilbage — men hvordan?

Hans sunde Sans krævede noget at sætte i Stedet for Meyer og de andre

store Udsvedere. Det gik ikke, at hver Svend sad og miksede paa egen

Haand som Smaamester; han havde set formeget af det hjemme i Provinsbyen

— det skabte Hutleri!

Han satte sig saa til at udarbejde en Plan for en Produktionsforening:

et Antal Arbejdere i Faget skulde slaa sig sammen, indskyde hver sin

lille Andel og leje Forretningslokaler; Arbejdet skulde fordeles mellem

dem efter hver Mands særlige Anlæg, og af deres Midte valgte de en til

at forestaa det hele. Paa den Maade kunde Spørgsmaalet løses — hver Mand

fik det fulde Udbytte af sit Arbejde.

Da han havde gennemtænkt sin Plan grundigt, gik han til Morten med den.

„Det har jo været fremme inden for Bevægelsen,“ udbrød Morten og trak en

Bog frem — „men det gik mærkværdig nok ikke. Hvor har du hugget den

Ide?“

„Det har jeg selv siddet og fundet ud,“ svarede Pelle selvfølende.

Morten saá lidt tvivlende ud. Han slog op i Bogen og viste Pelle,

hvorledes hans Ide netop var skitseret — Ord til andet næsten — som et

Led i Fremrykningen. Det var et Værk om Socialismen.

Naa, Pelle tabte ikke Modet af den Grund! Han var stolt over at have

udfundet noget, som ogsaa andre var kommet paa — lærde Folk oven i

Købet! Han begyndte at faa Tillid til sin egen Tanke, og søgte ivrigt ud

til Møder og Foredrag. Kræfter og Mod vidste han han havde. Han vilde se

at blive dygtig! — og saa opsøge dem der gik foran og brød Vejen, og

tilbyde dem sin Tjeneste!

Hidtil havde Lykken altid dunkelt foresvævet ham som et Æventyr, der

pludselig slog ned over sin Mand og hævede ham op i højere Egne, mens

alle de andre stod tilbage og stirrede langt efter én — det var jo det

pinlige. Men her skimtedes nye Veje, som førte til Lykke for alle der

udrettede noget — saadan som _Kraften_ havde fantaseret sig det i sin

Dødsstund. Han begreb ikke saa lige, hvor alt det skulde komme fra; men

det blev deres Sag som skulde udrede det!

Alt dette holdt hans Sind i ny og uvant Beskæftigelse. Han var ikke vant

til at spekulere paa egen Haand, men havde hidtil holdt sig til hvad der

var overleveret ham som Slægtens Vedtægt — og ofte blev det byrdefuldt

nok. Saa slog han til det hele for at blive det kvit. Men det kom igen!

Naar han var træt, fik Hanne igen Magt over ham, og han søgte over til

dem om Aftenen. Han vidste godt at det ikke var for det gode, nogen

Fremtid ved Hannes Side var det ham ikke muligt at tænke sig; i

Forbindelse med hende eksisterede kun Øjeblikket. Hendes sælsomme Væsen

havde Magten med ham — det var det hele! Tidt nok svor han ikke at lade

sig gække, men gik derned alligevel. Han maatte prøve at erobre hende —

og saa tage Følgerne!

En Dag efter Fyraften kom han slængende derned. Der var ingen paa

Svalen, saa gik han ind i det lille Køkken.

„Er det dig, Pelle?“ lød Hannes Stemme inde fra Stuen — „kom bare ind.“

Hun havde nok vasket sit Legeme og sad nu i hvidt Skørt og Livstykke og

redte sit fagre Haar. Der var noget af en Prinsesse over hende, saadan

som hun hægede om sin Krop og forstod hvordan det skulde gøres. Spejlet

stod foran hende i Vinduet, og uden for den lille Bagstue, i Smuget

mellem Tage og skjoldede Brandmure, saas Børnehusbroen og Kanalen der

løb udefter. Derude ved Handelspladserne var Luften streget graa ind af

Skibenes Rejsning.

Pelle satte sig paa Puffen henne ved Kakkelovnen med Albuerne paa

Knæerne og gloede ned i Gulvet; han var underlig i Hovedet. „Bare den

gamle snart vilde komme,“ tænkte han — „jeg tror, jeg gaar ud og lader

som jeg kigger efter hende.“ Men han blev alligevel siddende. Ved Væggen

stod Dobbeltsengen med rødblomstret Tæppe over, og op ad den anden Væg

Bordet med Stolene skubbet ind under. „Hun skulde ikke gække mig altfor

meget,“ tænkte han igen — „kanske ender det med, at jeg tager for mig.

Og saa brænder hun sig!“

„Hvorfor siger du ikke noget til mig, Pelle?“ spurgte Hanne.

Han løftede Hovedet og saá hende derinde i Spejlet, hun havde Spidsen af

Fletningen i Mundvigen, og lignede en Killing der bider i sin Hale.

„Aa, hvad skal jeg vel sige?“ svarede han mut.

„Du gaar og er fornærmet paa mig, men det er nu Synd af dig — det er!

Kan jeg gøre for at jeg er saa angst for Fattigdommen — aa saa det gruer

inden i mig? Lige fra jeg blev født har det aldrig været andet; og du er

ogsaa fattig Pelle, lige saa fattig som jeg selv. Hvad kan der vel ske

med os to — vi ved jo det hele!“

„Hvad er det for noget der skal ske da?“

„Det ved jeg ikke, og det er ogsaa lige meget — noget som jeg ikke

kender bare. Uh, alting bliver saa kendt naar man er fattig; hver Traad

i Tøjet kender man udenad, og kan se hvor det slider paa den. Havde du

bare været Sømand, Pelle.“

„Har du kanske mødt _ham_ igen?“ spurgte Pelle.

Hanne virrede leende med Hovedet. „Nej men jeg tror paa noget du — noget

storartet! Der ligger et stort Sejlskib derhenne — jeg kan se det her

fra Vinduet. Det er fuldt af dejlige Ting, Pelle!“

„Du er vild,“ sagde Pelle haanligt. „Det er en Bark der skal ind til

Kulkajen, den kommer fra England med Kul.“

„Det kan godt være,“ svarede Hanne ligegyldigt — „hvad bryder jeg mig om

det! Dérhenne ligger Skibet og har noget til mig fra det fremmede!

synger det hele Tiden inde i mig; og den Glæde kan du vel nok unde mig?“

Moderen kom vrængende ind.

„Ja dérhenne ligger Skibet og har noget til mig — dér ligger Skibet og

har noget til mig — æv! Er du ikke snart ked af at høre paa dit eget

forskruede Pjat? Hele din Barndom har du siddet dér og hængt — og gloet

efter Skibet; nu kunde det snart være nok. Og dér lader du Pelle sidde

og se paa at du blotter din Ungdom — skammer du dig ikke?“

„Pelle er saa god Mor — og han er min Bror. Han tænker ikke —“

„Tænker ikke! Jo han tænker: Hvor hendes Barm er blød og hvid. Og hans

Sind græder, fordi han ikke faar Lov at lægge sit Hoved dér. Jeg har vel

ogsaa kendt til at skænke Glæder i mine unge Dage!“

Hanne rødmede helt ned over sin Barm. Hun slog Haandklædet over sig og

løb ud i Køkkenet.

Moderen saá efter hende:

„Hun er saa skær i Huden som nogen Kongedatter — skulde én nu ikke tro,

hun var en Gøgeunge? Hendes Far kunde heller ikke lide hende. Du har

været mig utro med en eller anden Finstikker — sagde han saa ofte —

hvordan skulde to fattige slaaet sammen give saadant Postelin? Ved den

levende Gud, Johnsen — sagde jeg — du og ingen anden er Far til

Pigebarnet! Men han pryglede os og vilde ikke tro mig; han saá sig gal

paa Ungen og hadede os begge to for hendes Finheds Skyld. Ikke saa sært

om hun er blevet lidt underlig i Hovedet — vil du saa tro hun har kostet

mig nogle salte Taarer? Men lad du hende fare, Pelle! For hendes egen

Skyld kunde jeg godt ville, at du skulde have hende, men du har ikke

godt af at gaa saadan og blive holdt hen. Og faar du hende, bliver det

kanske daarligere endnu; Kvindenykker er elendigt Bohave for et Hjem.“

Pelle indrømmede det i sit stille Sind. Han havde ladet sig daare, og

gik og ødede af sin Ungdom paa en Vej der ikke førte igennem. Og nu

skulde det være forbi.

Hanne kom ind og saá paa ham, lys og sværmerisk. „Vil du med ud og gaa

en Tur, Pelle?“ spurgte hun.

„Ja,“ svarede Pelle glad og smed hurtig alle Forsætter over Bord.

V

Pelle og hans lille Naboerske kappedes om, hvem der kunde komme først op

om Morgenen. Naar hun var heldig og maatte kalde paa ham, straalede

hendes Ansigt af Stolthed; det hændte han blev liggende lidt længer for

at unde hende den Glæde, og svarede helt søvndrukken naar hun dunkede i

Væggen. Men undertiden tog Barneaarene deres Ret; Pelle færdedes saa

stille som muligt, og ved Halvsekstiden bankede han i Væggen. Saa var

hun flov hele Formiddagen.

Brødrene skulde have deres Morgendrik og være paa Arbejde Kl. seks;

Peter der var ældst gik paa en Blikvarefabrik, Karl løb med Morgenaviser

og paatog sig alt muligt tilfældigt Sjov. Han maatte støve det op, og

hele hans lille Person bar Præg deraf. Der var noget rastløst vandrende

over hans Væsen, som om Tankerne bestandig jog rundt efter Udveje.

Paa den Tid mudrede det rundt om; nede over Brøndens Bund og ud gennem

Tøndegangen lød en endeløs Klapren af Fodtrin fra _Arkens_ Hundreder,

der væltede søvndrukne ud i Dagen, tjavsede — med Rester af Nattens

Indhold hængende i Træk og Øjne. De smaskede som smagte de paa

Modsætningen mellem Nat og Dag, gabede lydeligt og jog af Sted. Heroppe

paa den lange Gang tumlede Fabrikspiger, Arbejdere og Aviskoner

halvnøgne rundt, de var altid forsinkede, og stod smaaskændende og

ventede paa deres Tur til at komme til Vasken. Der var kun en Vask ved

hver Ende af Gangen, og det blev lige at faa Øjnene dyppet og Søvnen

jaget væk. Til alle Humrene stod der aabent, Natdunsterne hang tungt i

Gangen.

De Dage han arbejdede hjemme, var den lille Marie i godt Humør; hun sang

og trallede ustanselig med sin underlige Dværgestemme, og hvert Øjeblik

kom hun ind og tilbød sin Tjeneste. Saa kunde hun stille sig bag ham og

tavs staa og betragte hans Arbejde, mens Aandedrættet gik hørligt inde i

hende med smaa Pibelyde. Der var en dump Rugen i selve hendes lille

hæmmede Legeme, der mindede Pelle om Mortens ulykkelige Søster Karen;

det samme ufuldbaarne, stenede — som ved Frugterne af altfor unge Trær.

Men hun var af lysere Lød alligevel, Barnesliddet sad ikke som beske

Væsker i hende, det var kun det ydre der var mærket deraf. Over hendes

Sind laa tværtimod et Skær af forhutlet Lykke, som havde hun det meget

bedre end hun kunde vente. Kanske kom det af, at hun saá et Resultat af

sit Barneslid; der var ingen til at sprede det for alle Vinde.

Hun var en dygtig lille Husmoder, og Brødrene respekterede hende og

bragte retskaffent hjem hvad de fortjente. Saa tog hun fra hvad der

skulde bruges, lagde til Side til Huslejen i en Æske som hun gemte i

Komoden, og gav dem det de maatte more sig for. „Lidt skal de have,“

sagde hun til Pelle, „for Mandfolk kan ikke lide at gaa uden Penge i

Lommen. De fortjener det ogsaa, for de har aldrig saa meget som drukket

en Øre op; om Lørdag Aften gaar de lige hjem med Fortjenesten. — Men nu

maa jeg nok ind til mit Arbejde; skrækkeligt ogsaa som Tiden bliver

borte mellem Hænderne paa én.“ Hun snakkede akkurat som en gift Kone, og

Pelle morede sig indvendig.

Lidt efter kom hun stikkende igen; han skulde smage et eller andet,

eller hun havde sit Lappearbejde med og slog sig ned paa Kanten af en

Stol. Hun var altid paa Spring, som om en Gryde kunde koge over naar som

helst.

Saa snakkede de Fornuft, den lille Marie brød sig ikke om Pjank. Der var

nok af alvorligt at snakke om, de vanskelige Tider, Maries Forældre, og

selve det forunderlige at de to havde truffet hinanden en Gang før. Det

var en Hændelse fuld af uudtømmelig Rigdom for hende, skønt hun ikke

kunde huske det.

Men Pelle huskede det tydeligt, og maatte fortælle igen og igen om sin

Tur til Havnen derhjemme for at vise gamle Tækkemand Holm Damperen; og

Marie lo hvergang hun hørte, at Holm stod og sprang af Skræk for det

prustende Dampspil. — Hvad saa da? — Ja Damperen var jo i Færd med at

tage en Bunke Bohave ind, gamle Senge, Borde og sligt.

„Det var vort altsammen!“ udbrød Marie og klappede i Hænderne — „dengang

havde vi noget. Vi havde det at sætte ud af, mens Far laa syg efter

Faldet?“ Saa stirrede hun spørgende paa ham efter mere.

Og midt i Bohavet stod en Mand med et fint gammelt Spejl i Favnen.

Tækkemand Holm kendte ham og gav sig i Snak.

„Han græd — ikke?“ spurgte Marie rørt. „Far var saa ulykkelig fordi det

gik tilbage for os.“

Saa snakkede hun selv om Hotellet dernede ved Østlandets Klipper, og de

fine Gæster som laa der om Sommeren. Tre Aar havde de boet der, og Pelle

maatte igen nævne Summen man havde bedraget hendes Far for. Hun var

stolt over at de havde ejet saa meget engang — ti Tusend.

Herovre havde Faderen faaet Arbejde som Murhaandlanger, en Dag traadte

han paa en Vippeende og faldt ned. Han laa et Par Maaneder, og da alle

Stumperne var gaaet døde han. Saa kom de ind i _Arken_. Moderen gik ud

og vaskede for Folk, men hun var blevet underlig i Hovedet. Hun kunde

ikke bære Ulykken og forsømte Hjemmet for at søge rundt til Sekterne

efter Trøst, helt forstyrret var hun tilsidst. Og en Dag forsvandt hun,

man mente hun havde druknet sig i Kanalen. „Men nu har vi det godt,“

sluttede Marie altid — „nu er det ingen Sag.“

„Er du da ikke træt af at have alt det at tage Vare paa?“ kunde Pelle

forundret spørge.

Hun saá forbavset paa ham: „Hvorfor skulde jeg vel være træt? Der er

ikke mere end man kan overkomme — naar man bare passer Tiden. Og

Drengene er tilfreds med hvad jeg laver, de gør aldrig Vrøvl.“

De tre forældreløse slog sig igennem saa godt de kunde, og var helt

stolte over deres lille Menage. Naar det gik dem smaat, sultede de og

holdt alvorlige Raadslagninger; men de tog ikke mod Hjælp af nogen. De

levede i en bestandig Frygt for, at Politiet skulde faa Nys om deres

Forhold og komme og slæbe dem i Skole; saa vilde de blive jaget fra

hinanden og anbragt paa Fattigvæsnets Regning. De var sky og holdt sig

for sig selv. I _Arken_ holdt alle af dem og dækkede deres Skjul. Med

Beboernes Familieliv gik det som det kunde bedst; altid var der Ballade

i et eller andet Hjem. Der var ligesom en Oprejsning i at have disse tre

Børn boende saa smukt midt i Suppedasen, man saá op til den lille

Mønsterarne og værnede om den som en Helligdom.

Pelle sluttede de sig ubetinget til; de havde fisket ham op paa Gaden og

betragtede ham paa en Maade som et Hittebarn, der stadig stod under

deres Beskyttelse. Naar Marie serverede Morgenkaffen til Drengene,

bragte hun en Taar ind til Pelle ogsaa — der hjalp ingen Protest. Og om

Formiddagen naar hun var færdig inde hos sig selv, stillede hun hos ham

med Kost og Gulvspand. Hendes satte gammelkloge Ansigt lyste af Omsigt

og Trang til at hjælpe; hun spurgte ikke om Forlov, men tog af sig selv

fat hvor der trængtes. Naar Pelle var paa Becks Værksted, fandt han

altid sit Værelse i Stand om Aftenen.

Havde han Arbejde hjemme, kom hun ind med Formiddagskaffe til dem begge.

Han nænnede ikke at sige nejtak, fordi hun tog sig det nær og kunde gaa

en hel Dag med sin Krænkelse; i Stedet løb han saa ned efter Boller.

Marie lagde gærne sin Part til Side til Drengene under et eller andet

Paaskud — hun havde ingen rigtig Glæde af at nyde noget selv.

Pelle følte Fremgangen og sin egen Ungdom og var bestandig i lyst Humør,

selv Hanne kunde ikke kaste alvorlig Skygge over hans Tilværelse. Der

var over Forholdet til hende noget som en skøn Uvirkelighed, der ikke

satte Ar i Hjærtet.

Og over for dette prøvede Barn skammede han sig simpelt hen, hvis noget

vilde komme op og forstemme. Han følte det som en Pligt at lyse op i

hendes fattige Tilværelse med godt Humør, og talte muntert op, spøgede

og smaadrillede hende for at sprede hendes unaturlige Alvor. Saa smilede

hun paa sin stille moderlige Maade, som man smiler ad et kært Barn der

vil forjage ens Bekymringer — og tilbød at gøre noget.

„Skal jeg ikke vaske din Bluse for dig — eller efterse dine Skjorter?“

spurgte hun. Hendes Taknemlighed gav sig altid Udslag i Arbejde.

„Nej tak, Marie — det besørger Hanne og hendes Mor jo.“

„Men det er ikke noget for Prinsessen — det kan jeg meget bedre.“

„Prinsessen?“ sagde Pelle og løftede Hovedet. „Kaldes hun saadan?“

„Kun af os Børn — det er ikke noget Øgenavn. Vi legede altid Prinsesse

naar hun var med — og hun var det! Men ved du hvad? der skal komme en og

bortføre hende — en meget fornem én. Hun er givet hen paa Vuggen til en

fin Herre.“

„Sikke noget Snak,“ sagde Pelle ærgerlig.

„Det er virkelig sandt! Naar det regnede, sad vi inde under Svalen dér i

Krogen ved Skarnkassen, og saa fortalte hun det — det _er_ sandt! Synes

du ikke hun er nydelig? hun er rigtig som en Prinsesse — saadan!“ Marie

gjorde en Bevægelse i Luften med strittende Fingre. „Og hun ved alt,

hvad der er fint. Hun rendte ned i Gaarden til os i sin lange Kjole, og

hendes Mor stod og skældte ud deroppe. Saa satte hun sig over Risten

ligesom paa en Trone og var Dronning — og vi var hendes Damer. Hun

flettede vort Haar og satte det fint op med kulørte Baand. Naar jeg saa

kom op, rev Mor det hele af Hovedet paa mig og pjuskede Haaret. Det var

Synd mod Gud at stadse sig op! sagde hun. Da saa Mor forsvandt, havde

jeg ikke Tid til at lege med mere.“

„Stakkels lille Pige,“ sagde Pelle og strøg hende over Haaret.

„Hvorfor siger du det?“ spurgte hun og saá forundret paa ham.

Han havde hele hendes Fortrolighed, og fik Ting at vide som ikke engang

Drengene maatte kende. Hun holdt sig ogsaa pænere i Tøjet, hendes tynde

lyse Haar var altid glattet hen over Panden.

Naar de begge havde Ærende ud var hun lykkelig. Saa pyntede hun sig i

det bedste og gik ved hans Side gennem Gaderne, smilende over hele

Ansigtet. „Nu tror maaske Folk vi er Kærester,“ sagde hun engang — „men

hvad gør det? Lad dem bare tro.“ Pelle lo; hun var med sine elleve Aar

ikke større end et niaars Barn — saa forsat i Væksten.

Det kneb dem ofte med at klare sig, de talte ikke gærne om det, men der

kunde komme noget fortrykt i deres Mine. Saa talte Pelle lyst op om de

gode Tider, der snart vilde oprinde for alle Fattige. Det kostede ham

stor Anstrængelse at faa det formet i Ord, der klang af det de skulde,

Tankerne var ham selv saa ny endnu. Men Børnene hang sig ikke i hans

Ubehjælpsomhed; de havde endnu lettere ved at tro paa det Ny end han

selv.