Oppe paa Pipmandens Kvist traadte en ung Mand ud paa Platformen. Han
stod et Øjeblik og satte Ansigtet smilende mod den lyse Himmel, saa
dukkede han Hovedet og løb ned ad Hønsestigen, uden at holde sig i
Rebet. Under Armen havde han noget i et blaat Tørklæde.
„Se til ham den Klovn, han ler Solen lige op i Ansigtet, som om der ikke
var noget der hed at én kunde blive blind,“ sagde Madammerne og stak
Hovedet ud gennem Træværket — „men han er jo ogsaa fra Landet a’
naturligvis. Og nu skal han ud og aflevere Arbejde — Gud ved hvorlænge
han vil sidde der og tjene Føden til den Udsveder? Det skal snart pille
det røde af hans Kinder, bliver han længe ved med den!“ De saa bekymret
efter ham.
Ungerne nede i Gaarden lettede Hovedet, da han skrævede hen over dem.
„Har du noget fint Skind til os i Dag, Pelle?“ raabte de og trak i ham.
Han halede op af Lommerne smaa Stumper Lakskind og rødt imiteret Safian.
„Det er fra Kejserens ny Tøfler,“ sagde han, idet han fordelte det
mellem dem. Saa lo de smaa saa det kogte i deres Struber.
Pelle lignede sig selv, han var blot blevet mere rank og spændstig og
havde faaet et lille lyst Overskæg. Slugørerne var gaaet lidt i sig
selv, som var der ikke saa stærk Brug for dem mere; de blaa Øjne tog
fremdeles alt for gode Varer, men havde faaet et lille Træk til som
sagde, at det ikke længer var med deres gode Vilje. Svinelykken ned ad
Nakken lyste helt gyldent.
De snævre Gader laa og grundede paa bestandig den samme ulidelig tykke
Luft, der aldrig syntes at forny sig. Husene var skidne og faldefærdige;
hvor lidt Sol strejfede et Vindu, laa skjoldede Sengeklæder til Tørre.
Oppe i en Sidegade holdt en Sygevogn; Koner og Børn stod omkring den og
ventede spændt paa, at Bærerne skulde komme ned med deres uhyggelige
Byrde, og Pelle sluttede sig til dem. Han maatte have alting med.
Det var ikke just den lige Vej han gik. Storstaden var en hel ny Verden,
ingenting var som hjemme, her skete der hundrede forunderlige Ting hver
Dag. Og Pelle begyndte godvilligt forfra, han havde sin gamle Trang
endnu til at overvære det hele og gøre det til sit.
I den snævre Gyde ned til Kanalen stillede en trettenaars Tøs sig
udfordrende i Vejen for ham. „Mor er syg,“ sagde hun og pegede op mod en
skummel Trappegang — „har du Penge saa kom med op.“ Han var lige ved at
følge med, men opdagede saa, at Gadens Kællinger laa med Ansigterne paa
Ruden. „Her skal man nok være paa sin Post,“ fastslog han for hundrede
Gang. Ulykken var blot at man glemte det saa let igen.
Han lagde Vejen om langs Kanalen. De gamle Bolværker, Pæreskuderne og
Pakhusene med den høje Række Luger og den pibende Tridse øverst oppe i
Hatten mindede saa hjemligt. Undertiden lagde Skippere hjemmefra ogsaa
til her med Pottemagerarbejde eller Fisk, og han kunde spørge Nyt.
Skrive var han ikke flink til, der havde været saa lidt Opgang at
notere. Han havde lige hugget sig igennem og skyldte fremdeles Sort for
Rejseudstyret.
Men det skulde nok komme — Pelle nærede ingen Tvivl om Fremtiden. Byen
var saa uhyre stor og uoverskuelig, selve det umulige syntes den at have
taget sig paa — hvad Fare kunde der vel saa være for noget saa
selvfølgeligt, som det at han naaede frem? Her laa simpelthen store
Rigdomme i Dynger og lod sig tage af Fattigmand ogsaa, blot han greb
dristigt til; Lykken her var en Guldfugl, som lod sig fange med lidt
Haandelag — der var Masser af æventyrlige Tilfælde. Og Pelle skulde nok
fange Fuglen en Dag. Hvornaar og hvordan overlod han trygt til
Tilfældet.
I en af Torvegades Sidegader var der Opløb, Folkesværmen fyldte hele
Gaden uden for Jærnstøberiet, og raabte ivrigt til de sværtede
Støberiarbejdere der stod og rottede sig sammen foran Porten og saá
raadvilde paa hinanden.
„Hvad er der i Vejen?“ spurgte Pelle.
„Der er det i Vejen, at de ikke kan tjene saa meget saa de kan leve af
det,“ sagde en ældre Mand. „Og Fabrikanten vil ikke give dem Tillæg. Saa
har de hittet paa nogle nymodens Tossestreger, som skal være kommet
hertil fra Udlandet, hvor de nok har gjort sig rigtig godt. Det er
saadan at forstaa, at alle Mand pludselig smider Arbejdet, løber ud paa
Gaden i bart Hoved og laver Støj, og saa ind i Arbejdet igen — ligesom
Skoledrenge i Frikvarteret. De har allerede været ude og inde igen
to-tre Gange, og nu er de halve udenfor, og de andre ved Arbejdet — og
Porten er laaset. Jo pyt, det skal godt hjælpe paa Ugelønnen! Nej i min
Tid bad vi pænt om det og naaede altid noget; vi er ligegodt de smaa —
og hvor skal det tages fra. Nu har de tilmed forbrudt deres Ugeløn for
hele Ugen.“
Arbejderne vidste hverken ud eller ind, men stod og saá mekanisk op til
Kontorvinduerne, hvor Bestemmelserne plejede at komme fra. Nu og da gik
der et utaalmodigt Ryk gennem Skaren, de truede op mod Vinduerne og
forlangte raat deres Tilgodehavende. „Han nægter os vor Ugeløn, som vi
ærlig har tjent, den Tyran!“ raabte de. „Den er ellers køn, naar man har
Kone og Børn derhjemme! og paa en Lørdag Eftermiddag sku! Sikken en
Hajfisk — han hugger deres Mad! Vil Herren ikke nok give os en Besked,
vi kan tage med hjem — bare en Hilsen. For ellers maa de gaa sultne i
Seng.“
Saa lo de, lavt og knurrende, spyttede ned i Stenbroen og vendte igen de
herreløse Ansigter op mod Kontorvinduerne.
Det regnede ind over dem med Forslag, som førte i Øst og Vest; og lige
nær var de. „Hvad Fanden, naar der nu ingen er til at føre os an,“ sagde
de mismodigt, og stillede sig saa til at maabe igen. Det var det eneste
de kunde.
„Tag et Par af jeres Kammerater ud til at gaa op og forhandle med
Fabrikanten,“ sagde en Herre som var stanset.
„Javel, den er hørt! Frem med Eriksen — han kan Fingersproget!“ raabte
de. Den Fremmede trak paa Skuldrene og gik.
En stor, stærk Arbejder gik hen mod Trappen. „Du har vel Mukkerten med,
Eriksen?“ raabte én. Eriksen vendte sig paa Trappen og viste sin
Knytnæve.
„Tag dig i Agt!“ raabte de op mod Vinduerne. „For ellers ku’ det hænde
der faldt Brænde ned!“ Saa blev de med ét stille, den svære Gadedør var
stænget.
Pelle lyttede med aaben Mund. Han vidste ikke, hvad de vilde, og de
vidste det nok heller ikke selv; men alligevel var der en ny Tone i
dette her! De Folk gik ikke Tiggergang for deres Ret, men slog hellere
et Næveslag for den; og de havde ikke drukket sig fulde først — som
Stærke Erik og de andre derhjemme. „Det er Storstaden,“ tænkte han og
maatte igen prise sig lykkelig at han var sluppet herover.
Der kom en Deling Betjente marsjerende. „Passér Gaden!“ befalede de og
gik ind paa Mængden for at sprede den. Arbejderne vilde ikke lade sig
jage væk. „Ikke før vi har faaet vort Tilgodehavende,“ sagde de og trak
sig stædigt hen til Porten. „Her er vor Arbejdsplads, og vi vil ha’
Opgør vil vi!“ Saa jog Politiet med Tilskuerne; de trak sig nølende et
Par Skridt tilbage for hvert Fremstød, og stod saa og lo. Pelle fik et
Dunk i Ryggen, han vendte sig rask og stirrede et Øjeblik ind i en
Betjents røde Ansigt; saa trak han sig af Vejen, idet han knurrende tog
til sin Ryg.
„Slog han dig?“ spurgte en Kælling. „Ptøj den skidt Knægt; han er Søn af
Rullekonen her i Stedet, og nu bruger han Staven mod sine egne. Føj for
den væmmelige!“
„Passér Gaden,“ befalede Betjenten missende og gik ind paa hende med
Kroppen. Hun trak sig ned i sin Kælderhals; dér stod hun og brugte Mund,
saa Spyttet stænkede fra de tandløse Gummer:
„Ja kør med gamle Folk ogsaa — som har baaret dig paa Armen og givet dig
tørt paa, da du ikke kunde kræve dig endnu. Brug Staven paa mig ogsaa —
vil du ikke det du Fredrik? Gaa du kun de Stores Ærende, og gø ad alle
os der ikke er fine nok i Tøjet!“ Hun rystede af Vrede, de gulgraa
Haartjavser havde slidt sig løs og daskede om hendes furede Pande, der
var helt jordslaaet af Arp.
Delingen marsjerede ind over Knippelsbro, under Eskorte af en Sværm
Gadedrenge, der hujede og peb i Fingrene. Nu og da vendte en Betjent
sig; saa lettede det i Flokken, men øjeblikkelig var den der igen.
Betjentene var nervøse, deres Fingre krummede og strakte sig af Trang
til at slaa løs. De lignede en Flok Forbrydere der eskorteres til
Raadhuset af den yngste Ungdom, og Folk lo.
Pelle holdt Trop inde paa Fortovet, han var i en forunderlig Stemning.
Et Steds inde i ham gik det voldsomt, med denne løjerlige Tilskyndelse
til at hoppe i Vejret og slaa Hovedet mod Stenbroen; det var Resterne af
hans Lyde, men nu tog det Karakteren af overmodig Styrke. Han saa
tydelig Stærke Erik komme bøgende mod Forvalteren og blive slaaet til
Jorden — for at rave om som Idiot. Saa rejste _Kraften_ sig — vældigt,
og blev jaget ned; de gjorde sig til Hunde alle for at fælde ham, og
logrede for alt hvad der smagte af Øvrighed og Overordnet! Og han selv,
Pelle, havde faaet Ris paa Raadhuset og var blevet peget Fingre ad —
lige som _Kraften_! —: Se dér gaar han og flyder, det stakkels Udskud! —
jo han havde været ude for Retfærdigheden og vidste hvor den sved. Men
nu var han sluppet ud af Trældommen og over i en ny Verden, hvor
alvorlige Mænd ikke engang saá til Politiet, men overlod det til
Gadedrengene og de gamle Kællinger! Der var en mægtig Oprejsning i det;
og her i denne Verden vilde Pelle være med, han længtes efter at tage et
Tag.
Det var Lørdagaften, og der var en Del Svende og Naadlersker inde paa
Lageret for at aflevere Arbejde. Lageristen gik som sædvanlig og gnavede
over Arbejdet, før han betalte, rev og krammede i det saa det mistede
sin Form — og gjorde saa et syndigt Vrøvl over at det ikke var pænt.
Undertiden trak han ogsaa fra i Arbejdslønnen, og paastod at Materialet
var ødelagt. Det var især Kvinderne han var nederdrægtig imod, og de
stod og turde ikke kny. Man sagde, at han sjoflede alle de Naadlersker
der ikke vilde være ham til Maade.
Pelle stod og saa sig godt gal paa ham. „Kommer han bare med det mindste
Muk, saa rager vi uklar,“ tænkte han. Men Lageristen tog Arbejdet uden
at se paa det — det var jo fra Pipmanden!
Mens han betalte, kom en svær Herre ned oppe fra Bagværelset, det var
Hofskomager Meyer selv. Han havde nok engang været en fattig Fyr med
Bagen ude af Bukserne; saadan var han kommet herind som vandrende Gesell
fra Tyskland. Faget forstod han ikke meget af, men han forstod den Kunst
at lade andre arbejde for sig! — Han besvarede ikke Arbejdernes ærbødige
Hilsen, men stillede sig op foran Pelle med Maven gyngende mod Disken,
pustede stærkt ud af Næsen og saá paa ham.
„Ny Mann?“ spurgte han endelig.
„Det er Pipmandens Medhjælper,“ svarede Lageristen smilende.
„Ak saa! Ja Pipmanden forstaar Kunsten! De gør Arbejdet, og han tager
Pengene og drikker dem op — ikke?“ Hofskomageren lo kosteligt.
Pelle blev rød. „Jeg vilde jo gærne have selvstændig fat naar som
helst,“ sagde han.
„Ja ja, nu kan De jo tale med Lageristen. — Men ingen Fagforening her,
husk det! Vi har ikke Brug for de Folk.“
Pelle bed Læberne sammen og stak tavs Tørklædet ind paa Brystet; han
havde staaet for adskillige Opfordringer, men dette Forbud kunde han
ikke staa for. Han gik rask ud ad Købmagergade og drejede fra Kultorvet
ind i Hausergade, hvor han vidste Formanden for den sygelige Fagforening
skulde bo. I en af de skumle Kældere boede en lille Lappeskomager, dér
maatte det være, og Pelle steg ned ad Trappen. Han begreb ikke, at
Foreningens Formand havde saa usselt et Tilhold.
Under Vinduet sad en hulkindet Mand bøjet over Disken, i Færd med at sy
Rand paa en udtraadt Sko; han havde de Forbigaaendes Ben lige ind paa
Hovedet af sig. I Stuens Baggrund stod en Kvinde og kogte noget i
Kakkelovnen; hun havde en lille Unge paa Armen, to større laa paa Gulvet
og legede med nogle Læster. Der var forfærdelig hedt og kvalmt.
„Goddag Kammerat,“ sagde Pelle. „Kan jeg blive Medlem af Fagforeningen?“
Manden saá forundret op, der gik noget af et Smil over hans triste
Ansigt. „Har du Raad til det?“ spurgte han langsomt — „det kan let blive
dig en dyr Fornøjelse. Hvem arbejder du for, med Forlov?“
„Meyer paa Købmagergade.“
„Saa bliver du fyrig, saa snart han faar det at vide.“
„Det ved jeg nok; men nu vil jeg meldes ind altsaa. Han skal ikke komme
og bestemme hvad jeg maa og ikke maa. Og ham skal vi nok ordne engang.“
„Saadan har jeg ogsaa tænkt, men vi er for faa. De sultes ud af
Fagforeningen igen, saa snart de er meldt ind.“
„Vi maa se at blive nogle flere Stykker,“ sagde Pelle frejdigt. „Og saa
en Dag lukker vi kanske Butikken for ham.“
Der kom Ild i Formandens trætte Blik. „Ja for Satan om vi kunde lukke
Butikken for ham!“ raabte han og rystede sin knyttede Haand i Luften.
„Han tramper paa dem der tjener Guldet sammen til ham; det er hans Skyld
jeg nu sidder her og hutler — han holder hele Faget nede i Elendighed
gør han! Aa sikken en Hævn Kammerat!“ Blodet skød op i hans hule Kinder
og fik dem til at brænde — saa faldt Hosten over ham.
„Petersen!“ sagde Konen angst og holdt paa hans Ryg — „Petersen!“ hun
sukkede og rystede paa Hovedet mens hun hjalp ham at slide sig igennem
Hosten. „Naar Talen falder paa Hofskomageren, bliver Petersen altid helt
fra’et,“ sagde hun da det var ovre. „Han ved saamænd ikke hvad han
udsætter sig for, saa. Nej bare enhver var lige saa klog som Meyer og
passede sit eget, saa sad visse Folk nu med et godt Helbred og ordenlig
Fortjeneste.“
„Hold Mund,“ sagde Petersen bestemt. „Du er et Fruentimmer og har ingen
Forstand paa de Dele.“ Saa gik hun hen til Kakkelovnen igen.
Han udfyldte et Papir, og Pelle skrev sit Navn under og betalte
Medlemsbidraget for en Uge.
„Og nu maa du se at komme ud af Udsvedningen hurtigst muligt,“ sagde
Petersen alvorligt. „En hæderlig Arbejder kan ikke være med til at holde
den Slags oppe.“
„Jeg har været nødt til det,“ svarede Pelle, „— jeg havde ingenting lært
derhjemme fra. Men nu er det forbi.“
„Godt Kammerat! Og saa Haandslag og god Hjælp! Der maa arbejdes igen —
kanske lykkes det alligevel; du har givet mig mit Humør igen, vil jeg
bare sige dig! — Pil saa ved saa mange du kender — og forsøm ikke
Møderne; de bliver bekendtgjort i _Arbejderen_.“ Han rystede ivrigt
Pelles Haand.
Pelle gik sig en rask Tur ud mod Nørrebro; han havde faaet Luft for
noget og var i godt Humør.
Det var ved den Tid Arbejderne vendte hjem; de kom travende i Flokke og
enkeltvis, ludende og stundende, lidt løse i det af Dagens Slid. Det var
en hel anden Verden herude, vidt forskellig fra _Arkens_! Husene var nye
og regelrette, bygget efter Lod og Lineal; Mændene gik deres lige trukne
Vej, man kunde se paa hver af dem hvad han var.
Det var herude Socialismen og de ny Fremgangsmaader holdt til; Pelle
drev ofte herud efter Fyraften for at kigge lidt ind i alt dette. Hvad
det var vidste han ikke, og havde ikke vovet at kaste sig ind i det —
fremmed som han endnu følte sig; men det øvede en dragende Magt over
ham. Men i Dag glemte han at han var en fremmed her, og lod sig gribe af
det lange taktfaste Traadd der bar over Broen og ud ad Nørrebrogade. Nu
var han selv Fagforeningsmand; han var som enhver af de andre, og kunde
gaa lige hen til hvem han vilde og give Haandslag! Der var en egen
kraftig Appel i disse Folks Gang som var de Soldater; han gled
uvilkaarlig ind i Fodslaget og følte sig stærkere ved det, baaret med af
Fællesskabet.
Han var højtidelig glad til Mode som paa sin Fødselsdag, og syntes der
maatte gøres et eller andet festligt. Der stod aabent ned til
Beværtningerne, og Arbejdere søgte derned i smaa Hold; men han havde
ingen Lyst til at sidde og hælde Spiritus paa sig. Det kunde man gøre,
naar det hele gik i Hundene for én.
Han stillede sig op uden for et Konditorvindu og fik travlt med at
sammenligne Kagerne med hinanden. Han vilde derind og smovse en 25-Øre
op i Dagens Anledning, men først maatte det hele planlægges ordenligt,
om man ikke skulde føle sig skuffet bagefter. Det skulde være noget han
aldrig havde smagt før naturligvis — og just det var det vanskelige.
Mange Kager var hule indeni, og Smovsen skulde gøre det af for Aftensmad
ogsaa.
Det var ikke helt let; og just da Pelle var ved at komme over
Vanskelighederne, blev han revet ud af det hele ved et Slag paa
Skulderen. Dér stod Morten bag ham og lo med sit gode Smil, som om der
aldrig havde været noget imellem dem. Pelle skammede sig og kunde ikke
faa et Ord frem; sin eneste Ven havde han sveget — det blev nok ikke
nemt at staa til Regnskab for, det! Men Morten brød sig fejl om alle
Forklaringer og rystede blot Pelles Haand, hans blege Ansigt lyste af
Glæde. Der var endnu bestandig dette Skær af Lidelse bag det, som tog
saa stærkt om Hjærtet, og Pelle maatte overgive sig paa Naade og Unaade.
„Hvad! skal vi to træffes her?“ raabte han og lo godmodigt.
Morten arbejdede hos Konditoren og havde været ude, nu skulde han op og
sove ud til Natarbejdet: „Men kom med op — en halv Times Tid kan vi nok
sidde og sludre — og du skal faa en Kage.“ Han var akkurat den samme som
i Læretiden.
De gik ind gennem Porten og op ad Bagtrappen; Morten var inde i Butikken
og kom med fem Napoleonskager. „Her skal du se jeg kender din Smag,“
sagde han leende.
Mortens Værelse laa helt oppe under Taget og var et Slags Taarnværelse
med Vinduer til begge Sider. Man saá ud over de endeløse Tagmasser, der
laa i Rækker bag hinanden som Mistbænkene i et uhyre Gartneri. Fra de
utallige Rør og Skorstenspiber steg lidt tynd blaa Røg og lagde sig
dæmpende over alting. Langt nede i Syd saas Kalvebod Strand, og længere
mod Vest tonede Frederiksberg Bakke med Slottet frem af Disen. Til den
anden Side laa Fællederne, og ude bag Kalkbrænderiets Skorstene
skimtedes Sundet med sine mange Sejlere.
„Er det saa ikke en Udsigt hvad?“ spurgte Morten stolt.
Pelle blev ved at stirre, han gik fra Vindu til Vindu og sagde intet.
Dette var Byen — Hovedstaden som han og alle de andre Fattige fra
Landets fjærneste Kroge havde higet imod, Lykkens Land hvor de skulde
udfri sig af Elendigheden! Han havde turet den igennem paa Kryds og
tværs, forbavset sig over dens Paladser og Rigdomme, og fundet den stor
over al Forventning. Her var alting storslaaet! hvad de byggede i Gaar,
rev de ned i Morgen for at opføre noget endnu flottere. Fattigmands
Lykke lod sig sagtens stikke imellem, saa meget her gik i Svang!
Og saa havde han alligevel ingen rigtig Forestilling haft om det hele —
først nu saa han Byen! Som et mægtigt Hele laa den udbredt for hans
Fødder, med Slotte, Kirker og Fabriksskorstene ragende op af Husmassen.
Nede paa Gaden flød en sort Strøm ustanselig afsted, bestandig ny og ny
Mennesker — som fra et stort Hav der aldrig kunde løbe tomt. De havde
noget for alle sammen; man saá det ikke, men de løb vel som Myrerne og
bar hver sit lille til denne vældige Tue, der var slæbt sammen af dyre
Ting fra Verdens yderste Kanter.
„Der stikker mange Millioner i alt det,“ sagde Pelle endelig og tog
efter Vejret.
„Ja!“ sagde Morten og stillede sig ved Siden af ham. „Og det hele er
frembragt af Hænder — Arbejderhænder!“
Pelle studsede — det var en underlig Tanke at hitte paa. Men sandt var
det naar man tænkte sig om!
„Nu er det nok ovre paa helt andre Hænder!“ udbrød han leende.
„Ja for de har listet det fra os, lige som man kan narre alting fra
Børn,“ svarede Morten mørkt. „Men det har ingen Retskraft, det Børn gør!
— og de Fattige har aldrig været andet. Men nu begynder de at vokse til
du; og en Dag kræver de kanske deres tilbage.“
„Det gik os vist galt, dersom vi vilde komme og tage selv,“ sagde Pelle
tænksomt.
„Ikke hvis vi var enige om det — vi er jo de mange!“
Pelle lyttede. Det var ikke før faldet ham ind at se Spørgsmaalet om
Sammenslutning saa stort; man organiserede sig jo blot for at opnaa
bedre Vilkaar inden for Faget.
„Du ligner din Far,“ sagde han. „Han lagde ogsaa alting stort ud og
vilde selv tage sig til Rette. Jeg kom til at tænke paa ham før — han
lod sig ikke træde ned. — Dengang skammede du dig nok over ham!“
Morten bøjede Hovedet. „Jeg kunde ikke bære de pæne Folks Foragt,“ sagde
han stille, „jeg forstod jo blot, at han lagde Hjemmet øde og drog Skam
ned over os. Forfærdelig ræd var jeg ogsaa, naar han slog sig løs; jeg
kan endnu vaagne drivvaad af Sved, naar jeg har drømt om min Barndom.
Men nu er jeg stolt over at jeg er _Kraftens_ Søn du! Kræfter har jeg
ikke saa mange af, men kanske skal jeg faa Godtfolk til at stejle engang
alligevel — jeg ogsaa!“
Nej Kræfter! det var nærmest underligt at tænke paa, at Morten var Søn
af den kæmpestærke Stenhugger — saa fin og stilfærdig han var i det. Han
havde endnu ikke genvundet de Kræfter, Bodil røvede fra ham i
Drengeaarene; det var ligesom det altfor tidlige Misbrug blev ved at
sidde og tære paa ham. Sin pigeagtige Sans for Hygge havde han bevaret,
Værelset var pænt holdt, der stod saa galt Blomster i en Vase henne
under Spejlet.
„Hvor faar du dem fra?“ spurgte Pelle.
„Køber naturligvis!“
Pelle maatte le. Kunde det falde noget andet Mandfolk ind at give Penge
ud til Blomster?
Men Bøgerne lo han ikke af, der var en mystisk Forbindelse mellem dem og
Mortens forunderlige blege Styrke. Han havde en hel Reol fuld nu. Pelle
tog nogle frem og kiggede i dem. „Hvad er det for noget Tøjeri?“ sagde
han usikkert. „Det ligner Lærdom.“
„Det er Bøger om os. Om hvordan det ny kommer, og hvordan vi maa ruste
os til det.“
„Ja du kan sagtens!“ sagde Pelle i et Øjebliks Mismod. „Du har din
Boglærdom til at hjælpe dig frem. Vi andre faar nok pænt Lov at blive i
det vi engang er i!“
Morten vendte sig hæftigt imod ham. „Det er den sædvanlige Klagesang,“
udbrød han vredt — „man spytter paa sin egen Stand og vil over til de
andre. Men det er jo slet ikke det, det drejer sig om for Pokker! vi
skal netop blive hvor vi er — Skomagere og Bagere, allesammen — og
forlange at faa det godt dér! Komme over paa den gode Side, det kan knap
én af tusind — saa kan Resten sidde der og kigge! Og tror du den ene fik
Lov at slippe ind, hvis ikke Samfundet havde Brug for ham til at slaa
hans egne ned med? „Her kan I selv se, hvad Fattigper kan drive det til,
naar bare han selv vil!“ hedder det nok saa kønt. Der er altsaa ikke
noget at udsætte paa Samfundet; nej, det er Masserne selv der er Skyld
i, at de ikke allesammen er Storborgere — herregud, de vil jo ikke!
Saadan kører man rundt med jer som nogle Mæhæ, og I finder jer i det og
bræger dem efter! Nej hvad alle kan, det er gøre Fordring paa at faa saa
rigeligt for deres Arbejde, at de kan leve godt. Jeg forlanger, at en
Arbejdsmand skal have lige saa meget for sit Arbejde som en Læge eller
Sagfører — og være lige saa oplyst. Dér har du mit Fadervor!“
„Dér gjorde jeg dig nok godt gal!“ sagde Pelle godmodigt. „Det dér er
forresten det samme, som din Far laa og fablede om i Laden dengang han
døde. Han laa i sine Fantasier og troede, at simple Arbejdere havde
Malerier paa Væggene og Fortepiano lige som fine Folk.“
„Gjorde han det, du?“ udbrød Morten og løftede Hovedet som lyttede han
opad. Saadan faldt han i Tanker.
Pelle sad ogsaa og grundede. Var dét da det ny — dette igen? Saa blev
der god Mening i at slutte sig sammen saa mange som muligt.
„Jeg forstaar mig ikke ret paa det,“ sagde han endelig — „men i Dag har
jeg meldt mig ind i Organisationen du. Jeg vil ikke staa og se til, hvis
det skulde trække op til noget stort.“
Morten nikkede med et svagt Smil; han var træt nu og hørte ikke hvad
Pelle sagde. „Nu maa jeg i Seng, jeg skal op Kl. ét. Hvor bor du? Jeg
ser ud til dig en Dag. Hvor det var morsomt vi traf hinanden igen.“
„Jeg bor ude paa Kristianshavn — i _Arken_, hvis du ved hvor det er.“
„Det var et underligt Sted at dumpe ind! _Arken_ kender jeg godt, den
staar saa tidt omtalt i Aviserne. Det er nok lidt af alle Slags dér
holder til.“
„Det kender jeg ikke noget til,“ svarede Pelle halv stødt — „jeg synes
nu godt om de Mennesker. — — Men storartet var det da at vi to skulde
løbe over hinanden — sikken et Held hva’? Og jeg der bar mig ad som et
Bæst, og gik udenom dig! Men det var dengang jeg gik i Hundene — saa
hadede jeg alle Mennesker! Nu skal der ikke komme noget imellem os mere,
vær rolig for det.“
„Ja det er godt, pil nu bare af,“ svarede Morten smilende; han var halv
af Tøjet.
„Nu gaar jeg, nu gaar jeg!“ sagde Pelle og tog sin Hat, et Øjeblik stod
han og saá ud over Staden. „Det var alligevel knusende storartet, det du
sagde om Tingene før,“ udbrød han pludselig. „Havde jeg alle vi Fattiges
Kræfter i mig, saa brasede jeg ud med det samme og erobrede det hele
tilbage igen. Sikken en Masse der kunde blive til Deling, der blev nok
ingen Fattigdom mere!“
Han stod med løftede Arme som holdt han det hele i Hænderne — og lo
overgivent; stærk saá han ud. Morten laa og stirrede halvsovende paa ham
og sagde intet. Saa gik han.
* * * * *
Pipmanden skældte læsterligt ud, da Pelle endelig kom hjem: „Hvad Fan
bilder du dig ind — gaar der og gi’r Greven, mens en anden en sitter her
og slider sig Gluggerne ud af Hovedet. Og tøster — hvabehar? Lad være og
giv Grovheder, si’er jeg, lad bare vær — ellers revner den sku. For man
er morderlig gal i Hovedet.“ Han holdt Haanden patetisk afværgende ud
for sig, skønt Pelle ikke havde i Sinde at svare; han tog ikke Pipmanden
alvorligt længer. — „Den une knuse mig, her har man sat og tøstet
Klæderne af Raden paa sig, fordi saadan en Levemand gaar og dangderer
den med Sylene.“
Pelle stod og talte Ugelønnen op, men brast pludselig i Latter ved et
Blik ned over Pipmanden. De nøgne blaalige Skanker, der dirrede ynkeligt
under Skødskindet, tog sig ustyrlig grinagtigt ud til den fuldt
paaklædte Overkrop og det ærværdige Skæg.
„Ja du griner!“ sagde Pipmanden og lo med. „Men hvis at det nu var dig,
der skulde krænge Bukserne af nede hos Marskandisersken og redde dig
anstændigt op? De forbandede Unger! Pipmanden har Delirium, Pipmanden
har Delirium! vrælede de. Gu’ ha’de jeg ikke nikke nej! — men jeg havde
ingen Bukser paa altsaa. Den forbandede Hønsestige ogsaa! Olsens
Halløjdatter fik et Tilfælde, og hun har sku ellers set en hel Del. Du
ku forresten ta’e og laane mig dine gamle Mokassiner.“
Pelle laaste den grønne Kiste op og tog sine Arbejdsbukser frem.
„Du sku’ ta’e og sætte syv Segl for det spinatgrønne Skrummel dér!“
sagde Pipmanden gnavent. „For her ku’ godt være Tyveknægte — saa nær
oppe ved Himlen.“
Pelle lod som han ikke forstod Finten, og laaste igen. Saa tændte han
sin Snadde og gik ud paa Platformen.
Over Tagene stred Skumringen sig frem ude fra Sundet; der fløj nogle
Duer og fangede den sidste Solrødme under deres hvide Vinger, og nede i
Brønden laa allerede Mørket som en hed lila Aande. Liremanden var kommet
hjem og spillede sit Aftennummer for de dansende Unger dernede, og fra
Svale til Svale sladrede og smaaskændtes Beboerne. Nu og da brød en blød
Tonestrøm vibrerende frem og fik det hele til at tie; det var Gale
Vinslev, der sad i sin Hule et Steds langt inde i _Arken_ og legede paa
Fløjten. Han gemte sig altid helt afvejen naar han spillede; saa var han
som et sygt Dyr og sad i en Krog og rystede. Tonerne blev saa dejlige af
det, de kom bævrende frem af hans Skjul som selve det Ubekendtes Sang
eller Graad; og _Arkens_ urolige Væsner maatte tie og lytte. Nu havde
Vinslev sin blide Tid; man blev lige som bedre af at lytte til ham. Men
i Mørketiden kom Djævelen stundom over ham og skabte Toner i hans
afsindige Hjærne, der fik det hele til at dirre i panisk Skræk. Saa
videde det frønnede Træværk sig ud til en uhyre bælgmørk Skov, hvor alle
Rædsler huserede og man maatte slaa blindt om sig for ikke at gaa helt
til Grunde. Ligkusken paa fjerde, der ellers var saa blid i sin Donner,
skamslog Konen, og rundt om i Gangene laa de og drak og sloges for at
holde sig det onde fra Livet. Det var ogsaa Vinslevs Djævlefløjte, der
fik Johnsen til unyttigt at begræde sit elendige Liv og ende det under
Kloakristen. Men der var ikke noget at sige til det hele, — Vinslev
spillede. Og det var en Overgang som alting andet.
Nu gik Djævlen om med Ring i Næsen, og Vinslevs Spil var som mild Aande
paa Sindene, saa de aabnede sig som Blomster. Det var den dejlige Tid.
Pelle kendte det hele, skønt han ikke havde været her saa længe; det
gjorde ham ikke noget. Han bar jo den Sejrsskorte, som Far Lasse havde
drømt til ham.
Nede paa tredje i Bagbygningen koglede det ellers. En Slyngpelargonie og
en Efeu havde spundet de skrøbelige Stolper ind og mødtes foroven, og
deroppe hang en lille rød Papirslygte og glødede det hele festligt til.
Det var som Sommernatten havde fundet sig et Fristed her midt i
Stenmasserne. Under Lampen sad Madam Johnsen og hendes Datter og syede,
Hannes Ansigt ulmede som en Rose ved Nat, hun vendte det hvert Øjeblik
op mod ham, smilede og slog utaalmodigt med Hovedet. Saa flyttede Pelle
paa sig, skiftede og lagde sig over i den anden Side, urolig som en Hest
der ikke kan se sin Vej.
Lige inde bag ham gik hans Naboerske Madam Frandsen og rumsterede i sit
lille Køkken. Døren stod aaben ud til Platformen, og hun smaasnakkede
uophørligt, halv til Pelle halv til sig selv — om sin Gigt, sin døde
Mand og sin Laban af en Søn. Hun trængte til at faa Leveren rørt, det
gamle Liv: „Herregud ja, her gaar én og holder Mad parat til Ferdinand —
fra Morgen til Aften og fra Aften til Dagen er der — og se saa om han
gider ulejlige sig hjem. Forske hans vilde Veje kan jeg jo ikke, men
bare sidde og grue og holde hans Mad varm. Saa er der dog lidt der
lokker; han maa vel komme naar han bliver sulten, siger jeg til mig
selv. Ak ja, ens glade Dage er hurtig talt. — Og der staar du og glor
som et andet Vorherres Bælam, mens Pigebarnet dernede er ved at nikke
Hovedet af Led efter dig! Ja Mandfolk er en underlig Vare, de bilder sig
ind de ingenting tør — og hvem er det saa der gør alle Ulykkerne?“
„Hun vil mig ingenting,“ sagde Pelle mut. „Hun leger bare med mig.“
„Ja Jomfruen legede saa længe med sin hvide Mus, til Katten tog den.
Skam dig at staa her og hænge, saa ung og velskabt du er. Klip
Styrefjerene af hende — saa faar du en god Kone.“ Hun stødte ham i Siden
med Albuen.
Saa fik Pelle hummet sig ned ad Hønsestigen til tredje og gik langs
Svalen derom.
„Hvorfor var du nu saa kostbar i Aften?“ sagde Madam Johnsen og ryddede
Plads til ham. „Du ved jo, du altid er velsét, hvad skal saa de
Anstalter til?“
„Pelle er nærsynet, han kan ikke se helt herover,“ sagde Hanne og
kastede med Hovedet. Hun sad og saá leende paa ham med Hovedet bagover
og aaben Mund, Lyset brødes i hendes blanke Tænder.
„Faar vi godt Vejr i Morgen?“ spurgte Moderen.
Pelle mente ja og kiggede kyndigt op mod den lille Plet Himmel. Hanne
lo.
„Er du Vejrprofet ogsaa, Pelle? du har da vel ikke Ligtorne?“
„Lad nu være med din Nappen, Tøs,“ sagde Moderen og slog efter hende.
„Vi skulde i Skoven i Morgen, hvis Vejret er godt. Vil du med Pelle?“
Pelle vilde meget gærne med, men trak alligevel lidt paa det.
„Tag bare med!“ sagde Hanne og lagde overtalende sin Haand oven paa
hans. „Og saa skal du være _mit_ Mandfolk — det er saa kedeligt at tage
i Skoven med en aldrende Kone. Men saa vil jeg have Lov at være som jeg
er.“ Hun kastede udfordrende med Hovedet.
„Saa tager vi Kapervognen fra Nørreport, Toget bryder jeg mig ikke om at
køre med.“
„Fra Nørreport — den eksisterer jo slet ikke mere, lille Mor. Men der
kører nogle Kapervogne endnu fra Trianglen.“
„Naa saa fra Trianglen da, du Vigtigpraas. Kan jeg gøre for, at de river
alting ned? I min Ungdom var Nørreport et dejligt Sted. Derfra havde man
Udsigt til Bondelandet, hvor jeg hørte hjemme, og intet Sted var
Sommernatten saa skøn heller som dér paa Volden. Dengang kendte én ikke
til at fryse, for var Tøjet tyndt saa var Hjærtet ungt.“
Hanne gik inde i Køkkenet og lavede Kaffe. Døren stod aaben, hun nynnede
og blandede af og til et Ord i Samtalen. Saa kom hun og holdt nejende
Bakken foran Pelle. „Men hvordan er det du ser ud i Aften?“ udbrød hun
pludselig forundret; hun rørte ved hans Pande og saá undersøgende paa
ham.
„Jeg har meldt mig ind i Fagforeningen i Dag,“ svarede Pelle. Han havde
stadig Følelsen af det usædvanlige over sig, og syntes enhver maatte
kunne se noget paa ham.
Hanne brast i Latter: „Faar man saa et sort Mærke i Panden? Se engang
Mor, vil du bare se et Fagforeningsmærke!“ Hun drejede hans Hoved om mod
den gamle.
„Aa, den Skarns Tøs,“ sagde den gamle leende — „nu har hun smurt dig med
Sod i Ansigtet.“ Hun vædede sit Forklæde med Spyt og gav sig til at
gnide Sværten af, mens Hanne stod bag ham og holdt om hans Ansigt med
begge Hænder, for at han skulde sidde støt. „Tak du Gud, at Pelle er en
godmodig Fyr,“ sagde den gamle, mens hun gned — „ellers blev han nok
fornærmet!“ — Pelle selv smilede nok saa fornøjet.
Ligkusken kom op igennem Hullet i Svalen og ravede videre op til fjerde.
„Godaften,“ sagde han med sin dybe Bas, idet han passerede dem „— og
Velbekomme skulde man vel sige!“ Han havde en stor Skinke under Armen.
„Aa herregud,“ hviskede Madam Johnsen, „dér kommer han trækkende med sin
Skinke — saa er hele Ugelønnen drukket op igen. De har altid Overflod af
Flæsk deroppe, de Stakler, men sjælden Brød til det.“
I _Arken_ sluktes saa én Lyd, saa en anden. Barnegraaden, der sivede saa
trist ud af de lange Gange naar en Dør gik op, forvandledes til bløde
Kluk hvergang en forsinket Moder kom styrtende hjem fra Arbejdet og rev
sin Lille til Brystet. Nu var der kun én til Rest, og den græd altid
enten Moderen var hjemme eller ude — hendes Mælk havde forsat sig.
Nede fra Kælderen steg en Vuggesang op gennem Brønden i slæbende Toner;
det var bare „Grete med Barnet“ der sang sin Kludedukke i Søvn. De
virkelige Mødre sang ikke.
„Hun kiler bare paa,“ sagde Hannes Mor, „de andre med de rigtige Børn
har ikke faaet saa meget at synge for. Men hendes Unge kræver heller
ikke Mad — det gør en slem Forskel naar man er fattig.“
„I Dag har hun vasket og strøget om den, for at den kan være fin til i
Morgen naar Faderen kommer. Det er en Løjtnant,“ sagde Hanne.
„Kommer han i Morgen da?“ spurgte Pelle naivt. Hanne lo højt:
„Ja for hun venter ham jo hver Søndag. Hun har bare aldrig set ham
endnu.“
„Ja ja, det er ikke noget at le af,“ sagde den gamle. „Hun er lykkelig i
sit — og Udkommet har hun ingen Kvaler med!“