I
Nede i Skaktens fugtige Bund var der fuldt af legende Unger. De hang i
det nederste af Træværket, gik trallende rundt om Stolperne med et
Fedtebrød i Haanden, eller sad plat ned og skurede sig frem paa den
klæbrige Stenbro. Luften hang raa og klam som i en gammel Brønd, og
havde lagt tidlig Rust over de smaa Stemmer og fyldt Ansigterne med
Kirtelsaar; men henne fra Tøndegangen ud til Gyden kom varme Pust og
Duft af blomstrende Trær — helt omme fra Volden.
_Bro-bro-brille_ var forbi med den sidste Ridder, som kom i den sorte
Gryde; og _Hans og Grete_ var lykkelig sluppet fra Gale Vinslevs Gang
over Kloakristen ind paa Pandekagehuset, der vidunderlig nok netop havde
Tremmer for Døren, som man kunde stikke baade en Pind og en Kaalstok
igennem til Heksen at snitte i. Pinde og Kaalstokke var der rigeligt af
i Skarnkassen ved Siden af Pandekagehuset, og Heksen vidste man nok hvem
var! Hun kom sommetider jagende op fra Kælderen og splittede hele
Flokken med en Ildklemme.
Det var næsten lidt for livagtigt, lige til Pandekagelugten der netop
dalede ned oppe fra de velhavende Olsens — noget rigtigt Æventyr kunde
det ikke kaldes. Men kanske kom Gale Vinslev ud fra sin Hule og fortalte
Historien om, hvorledes han sejlede Kongens Guld ud og sænkede det ude
paa Kongedybet, dengang Tysken var i Landet. En hel Skibsladning havde
Kongens Skatte fyldt, ingen anden end Vinslev vidste hvor de var sænket
ned — og han vidste det heller ikke længer. Det var en frygtelig
Hemmelighed, som nok kunde gøre sin Mand underlig i Hovedet. Paa sin
toradede Vest gemte han hele Planen; blot han styrede fra den Knap til
den, og saa dérned — var han ved Skatten. Men nu var nogle af Knapperne
faldet af, og han kunde ikke hitte Planen; hver Dag hjalp Børnene ham at
lede. Det var et spændende Stykke Arbejde, for Kongen var jo utaalmodig
nu!
Der var endnu vidunderlige Ting til — som det at lægge sig ned paa den
slibrige Stenbro og lege Hannes Leg _Dejligheden_. Flyttede man Blikket
fra Halvmørket hernede gennem den snævre Skakt op til Himlen som flød
lysglitrende forbi, og pludselig tog det tilbage igen — saa var her
simpelt hen bælgmørkt. Og i Mørket flød gule og blaa Farveringe hvor
ellers Skarnkassen og Retiraderne laa. Farvernes overdaadige Flod for
Øjet, det var Rejsen langt ud til Lykkens Land efter alt det der ikke
kunde siges. „Jeg ser selv noget, og ved godt hvad det er — men jeg
siger det bare ikke,“ nynnede de og nikkede hemmelighedsfuldt ud i det
Blaa.
Ogsaa det kunde blive for meget af det gode. Men den runde Rist henne
under Træværket, hvor Hannes Far druknede sig, blev aldrig kedelig.
Dybet kogte bestandig af den og fyldte Smaabørnene med hemmelig Gru, de
halvlange Tøser stillede sig skrævende over Risten og lod sig hvinende
gennemrisle af de kolde Pust dernede fra. Risten førte ned til Helvede
jo, og naar man stirrede længe nok, skimtede man en blæksort Strøm som
flød forbi dernede. Hvert Øjeblik sendte den raadne Opstød op i Ansigtet
paa én, det var Djævelen der sad dernede i en Krog og pustede. Tog man
Øjnene fra Dybet, blev Gaardens Halvmørke til den lyseste Dag, og saadan
kunde man efter Behag selv gøre sin Verden lys eller mørk.
Der laa bestandig nogle Børn paa alle fire og spejdede ned med et angst
Udtryk; og lige over Risten stod der Sommeren igennem en Sky af Myg som
Dybet holdt svævende ved sin Aande. De steg til en bestemt Højde, faldt
blødt og steg igen — lige som en Taskenspillers Kugler. Undertiden
sugede det dernede Sværmen fuldstændig til sig; men den skød til Vejrs
igen, svajede hid og did i Trækken fra Tøndegangen, og lignede en
dansende Aand. Smaatøserne glanede paa den, løftede saa op i Skørterne
og tog gratiøse Trin. Olsens Elvira havde taget sine første Step her, og
nu dansede hun pæne Borgere paa Ladegaarden. Og Marskandiserskens Datter
var i St. Petersborg og var _næsten_ Storfyrstinde.
Op igennem det snævre Gaardsrum hang Bislagene ludende og frønnede mod
hinanden og lævnede lige en smal Aabning, hvor Tørresnorene gled frem og
tilbage med Barnetøj og Gulvklude. De møre Trætrapper løb i Sigsag uden
paa Murene, dukkede gennem Bislagene og kom igen — helt op til Kvisten.
Fra Bislag og Svaler førte Døre ind til Lejlighederne eller til lange
Gange, der tog det indre af Husmassen. Kun paa Pipmandens Side var der
hverken Bislag eller Rækværk fra anden Sal opefter. Tiden havde fortæret
det, saa Trappen hang i sine Underliggere alene; Bjælkeenderne stak
endnu ud af Muren som raadne Tandstumper. Der hang et Reb ned oppe fra,
som man kunde støtte sig ved; det var blankt og sort af de mange Hænder.
Saadan en hed Junidag, naar Rummet drog som en hvidknitrende Brand hen
over Spalten deroppe, levede det svære, frønnede Træværk igen op som
Storskov. Knevrende Væsner jog ud og ind mellem Tremmerne, Skygger kom
og forsvandt, en uophørlig Sladren fyldte Halvlyset. Fra Bislag til
Bislag dryppede det af syrlig Lud efter Børnevask, helt ned til Bunden
hvor Ungerne legede i de træge Bække fra Nedløbsrenderne. Træværket
knagede uophørligt som gamle Grene der filer mod hinanden, klam Lugt af
mulden og trøsket Vegetation lagde sig mættende paa Aandedrættet, og alt
hvad man rørte ved havde et Lag Slim som af overvættes Frodighed.
Synet gik ikke to Skridt, før det spærredes af Træværk, men bagved
anedes Verdener. Naar Dørene gik op og i til de lange Gange, brød der
Lyde frem fra de utallige Væsner i _Arkens_ Dyb — Smaabørns Graad,
Særlinges og Forhutledes besynderlige Puslen. Hele Tilværelser holdt
uforstyrreligt til derinde uden nogensinde at vove sig frem i Dagens
Lys. — Paa Pipmandens Side stak Vasketudene ret ud af Muren og lignede
Skovdjævle, der grinede frem af Tykningen — med aaben Mund og langt,
graat Skæg, som fødte lyserøde Regnorme og stundom faldt ned i Gaarden
med svære Klask. Ud af Murhullerne groede grønne, hængende Buske;
Spildevandet silede igennem dem og dryppede mangfoldigt — som Skovens
vaade Haar. Inde i det grønne, dryppende Mørke sad der vidunderlig
tegnede Tudser som smaa Kildenymfer i hver sin Grotte og glinsede af den
giftige Væde. Og oppe i Træværket paa tredje hang Hannes Kanarifugl og
sang helt forskruet, med Næbet strakt op mod Ildpletten deroppe.
Over Gaardens Bund var der et endeløst Rend af Væsner, lyssky Skabninger
der dukkede frem af _Arkens_ righoldige Bug eller forsvandt i den. De
fleste var Kvinder, underlig klædte, sygelig blege med denne Tilsætning
af Sort, som om Mørket havde slaaet sig i Huden, afslappede i Trækkene
men med fanatisk skinnende Øjne.
Gamle Mandslinger, der ellers laa rystende i en eller anden mørk Krog og
biede paa Døden, kom kravlende frem paa Svalerne, stak Næsen op mod den
gnistrende Himmelplet og nøs tre Gange. „Det er Solen,“ sagde de henrykt
til hinanden — „atjij! Saa bliver man ikke saa let forkølet til Vinter!“