(Riddersalen, ligesom før, kun at spisebordet er borttaget.)
(Kammersvenden Bjørn lyser med en tændt armstage fru Inger
Gyldenløve og herr Olaf Skaktavl ind gennem den anden dør til
venstre. Fru Inger har nogle papirer i hånden.)
FRU INGER
(til Bjørn)
Og du er viss på, at min datter har talt med ridderen her i
salen?
BJØRN
(idet han sætter armstagen på bordet til venstre)
Ganske viss. Jeg mødte hende just i det samme hun trådte ud på
gangen.
FRU INGER.
Og da lod hun til at være oprørt i sindet? Var det ikke så?
BJØRN.
Hun så ganske bleg og forstyrret ud. Jeg spurgte, om hun var syg;
men i stedet for at svare på mit spørgsmål sagde hun: "gå ind til
min moder og sig hende, at ridderen drager herfra endnu før
dagbrækningen; hvis hun har brev eller budskab til ham, så bed
hende, at hun ikke forvolder ham unødigt ophold". Og så føjed hun
noget til, som jeg ikke rigtigt kunde høre.
FRU INGER.
Hørte du det slet ikke?
BJØRN.
Det lød for mig, som om hun sagde: "næsten tror jeg, han alt har
været for længe på Østråt".
FRU INGER.
Og ridderen? Hvor er han?
BJØRN.
Jeg tænker, han er inde på sit kammer i portfløjen.
FRU INGER.
Det er godt. Jeg har færdigt, hvad jeg agter at give ham med. Gå
ind til ham og sig, at jeg venter ham her i salen.
(Bjørn går ud til højre.)
OLAF SKAKTAVL.
Véd I hvad, fru Inger,--rigtignok er jeg i slige ting så blind
som en muldvarp; men det bæres mig dog for, som om--hm!
FRU INGER.
Nu?
OLAF SKAKTAVL.
--som om Nils Lykke var eders datter god.
FRU INGER.
Da er I nok ikke saa blind endda; thi jeg måtte storligen tage
fejl, dersom I ikke havde ret. Lagde I ikke mærke til, hvor
begærligt han ved natverdsbordet lytted efter det mindste ord,
jeg fortalte om Eline?
OLAF SKAKTAVL.
Han glemte både mad og drikke.
FRU INGER.
Og vore hemmelige anliggender med.
OLAF SKAKTAVL.
Ja, og det som mere er,--papirerne fra Peder Kanzler.
FRU INGER.
Og af alt dette slutter I vel--?
OLAF SKAKTAVL.
Af alt dette slutter jeg først og fremst, at da I kender Nils
Lykke og véd, hvad ry der går af ham, fornemmelig i kvindevejen,
så--
FRU INGER.
--så bør det være mig kært at vide ham udenfor porten?
OLAF SKAKTAVL.
Ja; og det jo før jo heller.
FRU INGER
(smilende)
Nej,--lige det modsatte, Olaf Skaktavl!
OLAF SKAKTAVL.
Hvordan mener I?
FRU INGER.
Hvis det forholder sig, som vi begge tror, så må Nils Lykke ikke
for nogen pris forlade Østråt for det første.
OLAF SKAKTAVL
(ser misbilligende på hende)
Er I nu atter inde på krogveje, fru Inger? Hvad er det for anslag
I pønser på? Er det noget, som kan øge eders magt til skade for
os og--?
FRU INGER.
Ah, denne kortsynethed, som gør alle så ubillige imod mig! Jeg
kan se på jer, I tror det er min agt at kåre Nils Lykke til
svigersøn. Hvis sligt lå i min tanke, hvorfor skulde jeg da
vægret mig ved at tage del i de ting, som nu forberedes i Sverig,
og som Nils Lykke og hele det danske tilhæng synes villig til at
understøtte?
OLAF SKAKTAVL.
Men når det ikke er eders ønske at vinde og binde ham,--hvad har
I så i sinde med ham?
FRU INGER.
Det skal jeg med få ord forklare jer. I et brev til mig har Nils
Lykke nævnt det som et held at kunne komme ind i vor slægt; og
jeg vil være så ærlig at tilstå, at jeg virkelig et øjeblik gav
mig til at tænke over sagen.
OLAF SKAKTAVL.
Nu, ser I vel!
FRU INGER.
At knytte Nils Lykke til min æt, var jo et mægtigt middel til at
forlige mange uenige her i landet.
OLAF SKAKTAVL.
Eders datter Meretes giftermål med Vinzents Lunge, synes mig,
måtte vise eder, hvad slige midler virker. Aldrig så såre fik
herr Lunge fast fod hos os, før han rev til sig både gods og
rettigheder--
FRU INGER.
Ak, jeg véd det, Olaf Skaktavl! Men stundom går der så mangehånde
tanker gennem mit sind. Jeg kan ikke betro mig fuldt ud, hverken
til eder eller til nogen. Tidt véd jeg ikke, hvad der var rettest
for mig. Og alligevel--; anden gang at kåre en dansk herre til
svigersøn,--det er en udvej, som jeg kun i den yderste nød gad
gribe til; og, himlen være lovet,--_så_ vidt er det endnu ikke
kommet!
OLAF SKAKTAVL.
Jeg er lige klog, fru Inger;--hvorfor agter I at holde Nils Lykke
tilbage på Østråt.
FRU INGER
(dæmpet)
Fordi jeg bærer et inderligt nag til ham. Nils Lykke har krænket
mig blodigere end nogen anden. Jeg kan ikke sige jer, hvad det
ligger i. Men ro får jeg ikke, før jeg har taget hævn over ham.
Forstår I mig ikke? Sæt, at Nils Lykke blev min datter god. Jeg
synes, at det vel var tænkeligt. Jeg vil formå ham til at blive
her. Han skal lære Eline nøjere at kende. Hun er både fager og
kløgtig. --Ah, om han engang med hed elskov i hjertet trådte frem
for mig og bad om hende! Da--at jage ham væk som en hund; jage
ham væk med spot, med hån, med foragt; gøre det kundbart over
hele landet, at Nils Lykke forgæves havde prøvet at bejle sig ind
på Østråt--! Jeg siger eder,--jeg kunde give ti år af mit liv for
at få opleve en slig stund.
OLAF SKAKTAVL.
Hånden på hjertet, Inger Gyldenløve,--_det_ er altså eders
hensigt med ham?
FRU INGER.
_Det_ og intet andet, så sandt Gud lever! I må tro mig, Olaf
Skaktavl, jeg mener det ærligt med mine landsmænd. Men jeg er så
lidet min egen herre. Der gives visse ting, som må holdes dulgt,
hvis jeg ikke skal rammes til døden. Dog, er jeg først sikker fra
_den_ kant, da skal I erfare, om jeg har glemt, hvad jeg svor ved
Knut Alfsøns lig.
OLAF SKAKTAVL
(ryster hendes hånd)
Tak for hvad I der siger mig! Jeg vilde så nødig tro ilde om
eder. --Men hvad forehavendet med ridderen angår, så tykkes det
mig, at I frister et voveligt spil. Dersom I nu forregned eder?
Dersom eders datter--? Thi der siges jo, at ingen kvinde mægter
stå sig imod denne snigende djævel.
FRU INGER.
Min datter? Tror I, at hun--? Nej, vær kun tryg; jeg kender Eline
bedre. Alt, hvad hun har hørt til hans pris, har gjort hende
hadsk imod ham. I har jo selv med egne øjne fornummet--
OLAF SKAKTAVL.
Ja-ja,--kvindesind er en utryg grund at bygge på. Se jer for
skulde I dog.
FRU INGER.
Det vil jeg også; jeg vil holde vagtsomt øje med dem. Men skulde
det endog lykkes ham at fange hende i sit garn, da behøver jeg
blot at hviske hende to ord i øret, og så--
OLAF SKAKTAVL.
Hvad så?
FRU INGER.
--så vil hun sky ham, som om han var en udsending fra den lede
frister selv.
Stille, Olaf Skaktavl! Der kommer han. Vær nu besindig.
(Nils Lykke kommer ind gennem den forreste dør til højre.)
NILS LYKKE
(går høfligt hen imod Fru Inger)
Min ædle frue har ladet mig kalde.
FRU INGER.
Gennem min datter er det mig sagt, at I tænker på at forlade os
endnu inat.
NILS LYKKE.
Desværre;--mit hverv på Østråt er jo til ende.
OLAF SKAKTAVL.
Ikke før jeg har fået mine papirer.
NILS LYKKE.
Ganske sandt. Næsten havde jeg glemt det vigtigste af mit ærende.
Men det er også vor høje værtindes skyld. Ved bordet forstod hun
så kløgtigt og så lifligt at sysselsætte sine gæster--
FRU INGER.
At I ej længer kom ihug, hvad der førte eder hid? Det glæder mig;
thi så var just min agt. Jeg tænkte, at skulde min gæst, Nils
Lykke, finde sig vel tilmode på Østråt, så måtte han--
NILS LYKKE.
Hvilket, frue?
FRU INGER.
--først og fremst glemme sit ærende--og alt, hvad der for resten
er gået forud for hans komme.
NILS LYKKE
(til Olaf Skaktavl, idet han fremtager pakken og rækker ham den)
Papirerne fra Peder Kanzler. I vil der finde fuldstændige
oplysninger om vore tilhængere i Sverig.
OLAF SKAKTAVL.
Det er godt.
(han sætter sig ved bordet til venstre, hvor han åbner og
gennemblader pakken.)
NILS LYKKE.
Og nu, fru Inger Gyldenløve,--nu véd jeg ikke her er mere for mig
at gøre.
FRU INGER.
Såfremt det blot og bart er statssager, der har ført os sammen,
da har I måske ret. Men _det_ vilde jeg dog nødig tro.
NILS LYKKE.
I mener--?
FRU INGER.
Jeg mener, det er ikke alene som dansk rigsråd eller som Peder
Kanzlers forbundsfælle, at Nils Lykke tog sig for at gæste mig.
--Skulde jeg fejle, hvis jeg bildte mig ind, at I nede i Danmark
kunde have hørt et eller andet, som gjorde eder nyfigen efter
nærmere at kende fruen på Østråt.
NILS LYKKE.
Det være langt fra mig at nægte--
OLAF SKAKTAVL
(bladende i papirene)
Besynderligt. Slet intet brev.
NILS LYKKE.
--fru Inger Gyldenløves ry er jo altfor vidt udbredt, til at jeg
ikke længe skulde have higet efter at se hende ansigt til ansigt.
FRU INGER.
Så tænkte jeg vel. Men hvad forslår da _det_ at skemte bort
en times tid ved natverdsbordet? Hvad der før har været imellem
os, vil vi forsøge at slå en streg over. Vel turde det føje sig
så, at den Nils Lykke, jeg kender, lagde en skygge over naget til
ham, som jeg ikke har kendt. Forlæng nu eders ophold her i nogle
dage, herr rigsråd! Olaf Skaktavl tør jeg ikke overtale. Han har
jo sine lønlige hverv i Sverig. Hvad derimod eder angår, da har I
visstnok i forvejen indledet sagerne så snildt, at eders
nærværelse neppe gøres fornøden. Tro mig, I skal ikke komme til
at finde tiden lang hos os; i det mindste vil både jeg og min
datter opbyde alle kræfter for at være eder ret hjertelig til
behag.
NILS LYKKE.
Jeg tviler hverken om eders eller eders datters gode sindelag
imod mig. Derom har jeg jo fået fuldgode vidnesbyrd. Men I vil
visstnok erkende, at min nærværelse andetsteds er uomgængelig
fornøden, når jeg desuagtet må erklære det for umuligt at
forlænge mit ophold på Østråt.
FRU INGER.
Nå således!--Véd I hvad, herr rigsråd,--dersom jeg var
ondskabsfuld, så kunde jeg falde på at tro, at I var kommen til
Østråt for at prøve en dyst med mig. Denne dyst synes I nu I har
tabt, og derfor er det eder ukært at dvæle længere på slagmarken
mellem vidnerne til eders nederlag.
NILS LYKKE
(smilende)
Der kunde være skellig grund til en slig tydning; men visst er
det, at _jeg_ endnu ikke holder slaget for tabt.
FRU INGER.
Det være nu som det vil; dersom I dvæler nogle dage hos os, så
kan det ialfald vindes tilbage. Ja, I ser selv, hvor tvilrådig
jeg står og vipper på skillevejen,--overtaler min farlige
angriber til ikke at rømme marken. --Nu, rent ud sagt, tingen er
denne: eders forbund med de misfornøjede i Sverig forekommer mig
endnu noget--ja, hvad skal jeg kalde det?--noget vidunderligt,
herr rigsråd! Jeg siger eder dette uden omsvøb, kære herre! Den
tanke, som har ledet kongens råd til dette lønlige skridt, tykkes
mig såre klog; men den stikker stærkt af mod visse af eders
landsmænds fremfærd i de forløbne år. Det må derfor ikke krænke
jer, om min lid til eders gode løfter trænger til at støttes lidt
bedre, forinden jeg lægger velfærd og gods i eders hænder.
NILS LYKKE.
For dette øjemed vilde et længere ophold på Østråt neppe være til
nogen nytte; thi jeg agter intet yderligere forsøg at gøre på at
rokke eders beslutning.
FRU INGER.
Da ynker jeg eder af et oprigtigt hjerte. Ja, herr rigsråd,--vel
står jeg her som en rådløs enke; men I kan tro mig på mit ord, og
jeg spår jer, at der vil komme til at vokse torne for jer af
eders rejse til Østråt.
NILS LYKKE
(med et smil)
Spår I det, fru Inger?
FRU INGER.
Tilvisse! Hvad skal man vel sige, kære herre? Menneskene er så
klaffersyge nuomstunder. Mere end én spottefugl vil digte
smædeviser om eder. Inden et halvt år vil I være i folkemunde;
man vil stanse og se efter eder på alfar vej; man vil sige: se;
se, _der_ rider herr Nils Lykke, som drog op til Østråt for
at fange Inger Gyldenløve, men som blev hængende i sin egen
snare. --Nå, nå, ikke så utålmodig, herr ridder! Det er jo ikke
_min_ mening; men så vil alle slemme og ondskabsfulde mennesker
dømme. Og dem gives der, desværre, nok af!--Ja, det er ilde;
men det er sandt og visst,--spot vil blive eders løn,--spot
over, at en kvinde var snildere end I. "Listig som en ræv sneg
han sig ind på Østråt", vil man sige,--"skamfuld som en hund
lusked han igen afgårde". --Og endnu ét: mener I ej, at Peder
Kanzler og hans venner vil bede sig fri for eders bistand,
når det rygtes, at _jeg_ ikke trøster mig til at stride under
eders mærke?
NILS LYKKE.
I taler viseligen, frue! Og for ej at udsætte mig for spot,--
endvidere, for ej at bryde samvirket med alle de kære venner i
Sverig, så nødes jeg til--
FRU INGER
(hurtig)
--at forlænge eders ophold på Østråt?
OLAF SKAKTAVL
(der har lyttet)
Nu går han i fælden!
NILS LYKKE.
Nej, min ædle frue;--jeg nødes til at komme overens med eder
endnu i denne time.
FRU INGER.
Men ifald det nu ikke skulde lykkes?
NILS LYKKE.
Det _vil_ lykkes.
FRU INGER.
I er sikker i eders sag, som det lader.
NILS LYKKE.
Hvad vædder vi, at I går med på mine og Peder Kanzlers anslag?
FRU INGER.
Østråt gård mod eders knæspænder!
NILS LYKKE
(slår sig på brystet og råber):
Olaf Skaktavl,--her ser I herren på Østråt!
FRU INGER.
Herr rigsråd!--
OLAF SKAKTAVL
(rejser sig fra bordet)
Hvad nu?
NILS LYKKE
(til Fru Inger)
Væddemålet modtager jeg ikke; thi om et øjeblik skænker I mig
gerne Østråt gård og mere til, for at fri eder ud af snaren,
hvori ikke jeg men I selv er hildet.
FRU INGER.
Eders skemt begynder at blive noget lystig, herre!
NILS LYKKE.
Den bliver lystigere endnu,--i det mindste for mig. I pukker
på at have overlistet mig. I truer med at dynge på mig alle
menneskers hån og spot. Ah, I skulde vel vogte jer for at egge
min hævnlyst; thi jeg kan med to ord bøje eder i knæ for mine
fødder.
FRU INGER.
Ha-ha--!
(stanser pludselig som greben af en anelse.)
Og disse to ord, Nils Lykke? Disse to ord--?
NILS LYKKE.
--er hemmeligheden om eders og Sten Stures søn.
FRU INGER
(med et skrig)
O, Jesus Krist--!
OLAF SKAKTAVL.
Inger Gyldenløves søn! Hvad siger I?
FRU INGER
(halvt i knæ for Nils Lykke)
Nåde! O, vær barmhjertig--!
NILS LYKKE
(løfter hende op)
Kom til eder selv, og lad os tale besindigt sammen.
FRU INGER
(med lav stemme og halvt forvildet)
Hørte I det, Olaf Skaktavl? Eller var det kun en drøm? Hørte I,
hvad han sagde?
NILS LYKKE.
Det var ingen drøm, fru Inger!
FRU INGER
(slår hænderne sammen)
Og I véd det! I,--I! --Men hvor har I ham da? Hvor har I ham?
Hvad vil I gøre med ham?
(skriger:)
Dræb ham ikke, Nils Lykke! Giv mig ham igen! Dræb ham ikke for
mig!
OLAF SKAKTAVL.
Ah. jeg begynder at begribe--
FRU INGER.
Og denne angst--; denne kvælende rædsel--. Jeg har båret på det i
mangfoldige år,--og så skulde det briste alt tilhobe, og jeg får
friste slig nød og kvide!--Herre min Gud, er dette ret af dig?
Var det derfor, du gav mig ham?
(hun tager sig sammen og siger med tilkjempet fatning:)
Nils Lykke,--sig mig én ting. Hvor har I ham? Hvor er han?
NILS LYKKE.
Hos sin fosterfader.
FRU INGER.
Endnu hos sin fosterfader. O, denne ubønhørlige mand--! Altid har
han nægtet mig--. Men det må ikke længer blive således ved! Hjælp
mig, Olaf Skaktavl!
OLAF SKAKTAVL.
Jeg?
NILS LYKKE.
Det vil ej være fornødent, såfremt I kun--
FRU INGER.
Hør mig, herr rigsråd! Hvad I véd, det skal I vide tilbunds. Og I
også, gamle trofaste ven!--
Nu vel da! I minded mig før om hin usalige dag, da Knut Alfsøn
blev slagen ved Oslo. I minded mig om det løfte, jeg gjorde, da
jeg stod ved liget mellem Norges gæveste mænd. Jeg var knapt
fuldvoksen dengang; men jeg kendte Guds kraft i mig, og jeg
mente, hvad mange har ment sidenefter, at Herren selv havde sat
sit mærke på mig og kåret mig til at stride forrest for land og
rige.
Var det hovmod? Eller var det en åbenbarelse ovenfra? Jeg er
aldrig kommen tilbunds i det. Men ve hver den, som har fået en
stor gerning at bære på.
I syv år tør jeg sige, at jeg trolig holdt, hvad jeg havde lovet.
Jeg stod sammen med mine landsmænd i trængsler og nød. Alle mine
legesøstre sad som hustruer og mødre trindt om i landet. Jeg
alene turde ikke høre på nogen bejler. Ikke på _nogen_. I
véd det bedst, Olaf Skaktavl!
Da så jeg første gang Sten Sture. Fagrere mand havde jeg aldrig
set tilforn.
NILS LYKKE.
Ah, det går op for mig! Sten Sture var den tid i Norge i et
hemmeligt ærende. Vi Danske turde ikke vide, at han var velsindet
mod eders venner.
FRU INGER.
Forklædt som en ringe svend leved han en vinter under tag med
mig.
Den vinter tænkte jeg mindre og mindre på rigets velfærd. --Så
fager en mand havde jeg aldrig set. Og jeg var bleven henimod de
fem og tyve år--
Næste høst kom Sten Sture igen. Og da han atter drog bort, tog
han med sig i al løndom et spædt barn. Det var ikke menneskenes
onde tunger, som jeg frygted, men det vilde have skadet vor sag,
ifald det havde rygtedes, at Sten Sture stod mig så nær.
Barnet blev sat til opfostring hos Peder Kanzler. Jeg vented på
bedre tider, som snart skulde komme. Aldrig kom de. Sten Sture
gifted sig to år efter i Sverig, og da han døde, efterlod han sig
enke--
OLAF SKAKTAVL.
--og med hende en lovlig arving til sit navn og sine rettigheder.
FRU INGER.
Gang efter gang skrev jeg til Peder Kanzler og bønfaldt ham om at
give mig mit barn tilbage. Men han vægred sig stadigen. "Slut
eder fast og ubrydelig til os", svared han, "så sender jeg
eders søn til Norge; før ikke". Hvor skulde jeg vove _det_? Vi
misfornøjede var dengang ilde set af mange frygtagtige her i
landet. Dersom disse fik nys i sagen--o, jeg véd det! for at
stække moderen, skulde de gerne have beredt barnet den samme
skæbne, som kong Kristjern skulde fristet, om ikke flugten havde
frelst ham.
Men foruden _det_, var også Danskerne virksomme. De forsømte
hverken trusler eller løfter for at drive mig over på sin side.
OLAF SKAKTAVL.
Begribeligt. Alles øjne vogted på eder, som på den vindfløj, de
skulde sejle efter.
FRU INGER.
Nu kom Herluf Hydefads oprør. Mindes I hin tid, Olaf Skaktavl?
Var det ikke, som om en solfuld vår gik over hele landet! Stærke
røster maned mig at komme udenfor;--men jeg turde det ikke. Jeg
sad tvilrådig--langt fra striden--på min ensomme gård. Stundom
var det, som om Gud Herren selv råbte på mig; men da kom denne
dræbende angst igen og lamslog al vilje. "Hvem vil sejre?" se,
_det_ var spørgsmålet, som idelig ringed for mine øren.
Det var en kortvarig vår, som dengang brød frem over Norge.
Herluf Hydefad, og mangfoldige med ham, lagdes paa stejle og hjul
i de måneder, som fulgte på. Mig kunde ingen kræve til regnskab.
Og dog mangled det ikke på forblommede trusler fra Danmark. Hvad,
om de kendte hemmeligheden? Til slut vidste jeg ikke at tyde det
anderledes, end at de kendte den.
I slig en kvidefuld tid var det, at rigshovmester Gyldenløve kom
herop og forlangte mig tilægte. Lad en ængstet moder tænke sig i
mit sted--! En måned efter var jeg rigshovmesterens hustru,--og
hjemløs i mine landsmænds hjerter.
Så kom de stille år. Ingen rejste sig mere. Herrerne kunde trykke
os ned så dybt og så tungt de lysted. Der var stunder, da jeg
væmmedes over mig selv. Thi hvad havde jeg at gøre? Intet, uden
at ængstes, forhånes og føde døtre til verden. Mine døtre! Gud må
forlade mig det, ifald jeg ikke har en moders hjerte for dem.
Mine pligter som hustru var mig et hoveriarbejde. Hvor kunde jeg
så elske mine døtre? O, med min søn var det anderledes! _Han_ var
min sjæls eget barn. Han var den eneste, som minded mig om den
tid, da jeg var kvinde og intet andet end kvinde. --Og ham havde
de taget fra mig! Han vokste op mellem fremmede, som måske såde
fordærvelsens sæd i ham! Olaf Skaktavl,-- havde jeg, som I,
vandret jaget og forladt på højfjeldet, i vinter og uvejr,--hvis
jeg havde havt mit barn i mine arme,--tro mig, jeg skulde ikke
have sørget og grædt så sårt, som jeg har sørget og grædt for
ham fra hans fødsel og til denne time!
OLAF SKAKTAVL.
Der er min hånd. Jeg har dømt eder for hårdt, fru Inger! Byd og
råd over mig som før. Jeg skal lystre. --Ja, ved alle hellige,--
jeg véd, hvad det vil sige at sørge for sit barn.
FRU INGER.
Voldsmænd slog eders. Men hvad er døden mod en hvileløs angst
gennem alle de lange år?
NILS LYKKE.
Nu vel; det står i eders magt at ende denne angst. Forson de
stridende parter, så tænker ingen af dem på at tilegne sig eders
barn som borgen for eders troskab.
FRU INGER
(hen for sig)
Dette er himlens hævn--
(ser på ham.)
Sig kort og godt, hvad I fordrer.
NILS LYKKE.
Først fordrer jeg, at I skal kalde den nordenfjeldske almue under
våben for at støtte de misfornøjede i Sverig.
FRU INGER.
Og dernæst--?
NILS LYKKE.
--at I virker for, at den unge grev Sture kan blive indsat i sin
slægts rettigheder som Sverigs styrer.
FRU INGER.
Han? I fordrer, at jeg--?
OLAF SKAKTAVL
(sagte)
Det er mange Svenskers ønske. Også vi vilde være vel tjent
dermed.
NILS LYKKE.
I betænker eder, min frue? I skælver for eders søns sikkerhed.
Hvor kan I da ønske noget bedre, end at se hans halvbroder på
tronen?
FRU INGER
(tankefuld)
Vel sandt;--vel sandt--
NILS LYKKE
(betragter hende skarpt)
Medmindre der skulde være andre anslag i gære--
FRU INGER.
Hvad mener I?
NILS LYKKE.
At Inger Gyldenløve pønsed på at blive--kongemoder.
FRU INGER.
Nej, nej! Giv mig mit barn tilbage, så kan I give kronerne til
hvem I vil.
Men véd I da også, om grev Sture er villig--?
NILS LYKKE.
Derom kan han selv forvisse eder.
FRU INGER.
Han selv? Og når?
NILS LYKKE.
I denne time.
OLAF SKAKTAVL.
Hvordan?
FRU INGER.
Hvad siger I?
NILS LYKKE.
Med ét ord, at grev Sture befinder sig på Østråt.
OLAF SKAKTAVL.
Her?
NILS LYKKE
(til fru Inger)
Det blev eder måske berettet, at jeg red selv anden gennem
porten? Greven var min følgesvend.
FRU INGER
(sagte)
Jeg er i hans vold. Her er intet valg længer.
(ser på ham og siger:)
Godt, herr rigsråd,--I skal få min forsikring om bistand.
NILS LYKKE.
Skriftlig?
FRU INGER.
Som I begærer.
(hun går over til bordet på venstre side, sætter sig og tager
skrivesager frem af skuffen.)
NILS LYKKE
(afsides, ved bordet til højre)
Endelig sejrer jeg da!
FRU INGER.
(efter et øjebliks betænkning, vender sig pludselig over stolen
mod Olaf Skaktavl og hvisker):
Olaf Skaktavl,--nu ved jeg det med visshed,--Nils Lykke er en
forræder!
OLAF SKAKTAVL
(sagte)
Hvordan? I tror--?
FRU INGER.
Han pønser på svig.
(hun lægger papir tilrette og dypper pennen.)
OLAF SKAKTAVL.
Og dog vil I skrive en slig forsikring, som kan volde eders
undergang?
FRU INGER.
Stille; lad mig råde. Nej, vent, og hør først--
(hun taler hviskende med ham.)
NILS LYKKE
(sagte, holder øje med dem)
Ah, rådslå kun, så meget I lyster! Nu er al fare forbi. Med
hendes skrevne tilsagn i lommen kan jeg forklage hende, hvad time
det skal være. Endnu i denne nat et hemmeligt bud til Jens
Bjelke--. Jeg har mit ord i behold, når jeg forsikrer ham, at den
unge grev Sture ikke er på Østråt. Og så imorgen, når vejen er
fri,--til Trondhjem med junkeren. Derfra tilskibs med ham som
fange til København. Sidder han først i tårnet dernede, kan vi
foreskrive fru Inger, hvad kår os lyster. Og jeg--? Efter dette
tænker jeg ikke, kongen lægger sendelsen til Frankrig i andre
hænder end mine.
FRU INGER
(fremdeles hviskende til Olaf Skaktavl)
Nu, I har altså forstået mig?
OLAF SKAKTAVL.
Tilfulde. Lad det voves, som I vil.
(han går ud til højre i baggrunden.)
(Nils Stenssøn kommer ind gennem den forreste dør til højre,
uden at bemærkes af fru Inger, der er begyndt at skrive.)
NILS STENSSØN
(med dæmpet stemme)
Herr ridder,--herr ridder!
NILS LYKKE
(hen imod ham)
Uforsigtige! Hvad vil I her? Har jeg ikke sagt, I skulde vente
derinde, til jeg kaldte på jer?
NILS STENSSØN.
Hvor kunde jeg det? Nu, da I har betroet mig, at Inger Gyldenløve
er min moder, nu tørster jeg mere end nogensinde efter at se
hende ansigt til ansigt--
O, det er hende! Hvor stolt og høj! Således har jeg altid tænkt
mig hende. Vær ikke ræd, kære herre;--jeg skal ikke forgå mig.
Siden jeg fik denne hemmelighed at vide, kender jeg mig ligesom
ældre og sindigere. Jeg vil ikke længer være vild og forfløjen.
Jeg vil være som de andre adelige junkere. --Hør, sig mig,--véd
hun, at jeg er her? I har vel forberedt hende?
NILS LYKKE.
Ja, visst nok har jeg det, men--
NILS STENSSØN.
Nu?
NILS LYKKE.
--hun vil ikke kendes ved jer som søn.
NILS STENSSØN.
Vil hun ikke kendes ved mig? Men hun er jo min moder. --O, når
der ikke er andet ivejen--
(han tager frem en ring, som han bærer i en snor om halsen.)
--så vis hende denne ring. Jeg har båret den fra mine tidligste
år. Den må hun vel vide besked om.
NILS LYKKE.
Gem ringen, menneske! Gem den, siger jeg!
I forstår mig ikke. Fru Inger tviler ingenlunde om, at I er
hendes barn; men,--ja, se eder om; se al denne rigdom; se alle
disse mægtige forfædre og frænder, hvis billeder prunker både
højt og lavt på alle vægge; og endelig hun selv, denne stolte
kvinde, der er vant til at byde som den første adelsfrue i riget.
Tror I, det kan være hende kært at vise frem en fattig, uvidende
svend for menneskenes øjne og sige: se her, denne er min søn!
NILS STENSSØN.
Ja, I har visseligen ret. Jeg er fattig og uvidende. Jeg har
intet at byde hende i vederlag for hvad jeg fordrer. O, aldrig
har jeg følt mig tynget af min armod før i denne stund! Men sig
mig,--hvad tror I, jeg skal gøre for at vinde hendes godhed? Sig
mig det, kære herre; I må dog vide det!
NILS LYKKE.
I skal vinde land og rige. Men indtil det kan ske, må I vel vogte
eder for at såre hendes øren ved at ymte om slægtskab eller
sligt. Hun vil te sig, som om hun holdt eder for at være den
virkelige grev Sture, så længe til I selv gør eder værdig at
kaldes hendes søn.
NILS STENSSØN.
O, men så sig mig da--!
NILS LYKKE.
Stille; stille!
FRU INGER
(rejser sig og rækker ham papiret)
Herr ridder,--her har I mit tilsagn.
NILS LYKKE.
Jeg takker eder.
FRU INGER
(idet hun bemærker Nils Stenssøn)
Ah,--denne unge mand er--?
NILS LYKKE.
Ja, fru Inger, det er grev Sture.
FRU INGER
(afsides, ser stjålent på ham)
Træk for træk;--ja, ved Gud,--det er Sten Stures søn!
(træder nærmere og siger med kold høflighed:)
Vær hilset under mit tag, herr greve! Det hviler i eders hånd,
hvorvidt vi inden et år skal velsigne dette møde eller ej.
NILS STENSSØN.
I min hånd? O, byd mig, hvad jeg skal gøre! Tro mig, jeg har både
mod og vilje--
NILS LYKKE
(lytter urolig)
Hvad er det for larm og støj, fru Inger? Det er nogen, som vil
her ind. Hvad skal dette sige?
FRU INGER
(med hævet røst)
Det er ånderne, som vågner!
(Olaf Skaktavl, Ejnar Huk, Bjørn, Finn, samt mange bønder og huskarle
kommer ind fra højre side i baggrunden.)
BØNDER OG HUSKARLE.
Hil være fru Inger Gyldenløve!
FRU INGER
(til Olaf Skaktavl)
Har I sagt dem, hvad der er i gære?
OLAF SKAKTAVL.
Alt, hvad de behøver at vide, har jeg sagt dem.
FRU INGER
(til flokken)
Ja nu, mine trofaste husfolk og bønder, nu må I væbne eder, som I
bedst véd og kan. Hvad jeg tidligere iaftes satte mig imod, det
være eder nu i fuldeste måde tilstedet. Og her stiller jeg frem
for eder den unge grev Sture, Sverigs vordende styrer,--og Norges
med, hvis Gud så vil det.
HELE MÆNGDEN.
Hil ham! Hil grev Sture!
(Almindelig bevægelse. Både bønder og huskarle udsøger sig våben
og ifører sig brystplader og stålhuer, alt under stor larm.)
NILS LYKKE
(sagte og urolig)
Ånderne vågner, sagde hun? På skrømt har jeg manet oprørsdjævelen
frem. Fordømt, om han skulde vokse mig over hovedet!
FRU INGER
(til Nils Stenssøn)
Af mig modtager I her den første håndsrækning,--treti ridende
bønder, som skal følge og beskytte eder. Tro mig,--inden I når
grænsen, har mange hundrede stillet sig under mit og eders mærke.
Og rejs så med Gud!
NILS STENSSØN.
Tak,--Inger Gyldenløve! Tak,--og vær sikker på, I skal aldrig
komme til at skamme eder over--over grev Sture! Hvis I ser mig
igen, da har jeg vundet land og rige!
NILS LYKKE
(for sig selv)
Ja, _hvis_ hun ser dig igen.
OLAF SKAKTAVL.
Hestene venter, I gode bønder! Er I så rede--?
BØNDERNE.
Ja, ja, ja!
NILS LYKKE
(urolig, til fru Inger)
Hvordan? Det er da vel ikke eders agt allerede nu inat--?
FRU INGER.
I dette øjeblik, herr ridder!
NILS LYKKE.
Nej, nej, umuligt!
FRU INGER.
Som jeg siger.
NILS LYKKE
(sagte til Nils Stenssøn)
Lyd hende ikke!
NILS STENSSØN.
Hvor kan jeg andet! Jeg vil; jeg må!
NILS LYKKE.
Men det er eders sikre fordærv--
NILS STENSSØN.
Lige godt! _Hun_ har al rådighed over mig--
NILS LYKKE
(bydende)
Og _jeg_?
NILS STENSSØN.
Mit ord holder jeg; lid på det. Hemmeligheden skal ikke komme
over min mund, før I selv løser mig. Men hun er min moder!
NILS LYKKE
(afsides)
Og Jens Bjelke, som lurer på vejen! Forbandet! Han snapper mig
byttet af hænderne--
(til fru Inger.)
Vent til imorgen!
FRU INGER
(til Nils Stenssøn)
Grev Sture,--vil I lyde mig, eller ej?
NILS STENSSØN.
Tilhest!
(han går op mod baggrunden.)
NILS LYKKE
(afsides)
Den ulykkelige! Han véd ikke, hvad han gør.
(til fru Inger.)
Nu, siden det skal så være,--lev vel!
(han bøjer sig hurtig og vil gå.)
FRU INGER
(holder ham tilbage)
Nej, stans! Ikke så, herr ridder,--ikke så!
NILS LYKKE.
Hvad mener I?
FRU INGER
(med dæmpet stemme)
Nils Lykke,--I er en forræder! Stille! Lad ingen mærke, at der er
uro i høvedsmændenes lejr. Peder Kanzlers tillid har I vundet ved
en djævelsk list, som jeg ikke mægter gennemskue. I har tvunget
mig til at øve oprørsfærd,--ikke for at støtte vor sag, men for
at fremme eders egne anslag hvilke de end monne være. Jeg kan
ikke længer træde tilbage. Men tro ikke derfor, at I har sejret!
Jeg skal vide at gøre eder uskadelig--.
NILS LYKKE
(lægger uvilkårligt hånden på sværdet)
Fru Inger!
FRU INGER.
Vær rolig, herr rigsråd! Det gælder ikke livet. Men udenfor
Østråts porte kommer I ikke, før sejren er vor.
NILS LYKKE.
Død og ulykke!
FRU INGER.
Al modstand er unyttig. I slipper ikke herfra. Forhold eder
derfor stille; det er det klogeste, I kan gøre.
NILS LYKKE
(hen for sig)
Ah,--jeg er overlistet. Hun har været snedigere end jeg.
(en tanke skyder op i ham.)
Men om jeg endda--?
FRU INGER
(sagte til Olaf Skaktavl).
Følg grev Stures trop lige til grænsen. Drag så uopholdelig
til Peder Kanzler og bring mig mit barn. Nu har han ikke
længer nogen grund til at forholde mig, hvad mit er.
(tilføjer, da Olaf Skaktavl vil gå:)
Vent; et kendemærke--. Den, der bærer Sten Stures ring, det er
den rette.
OLAF SKAKTAVL.
Ved alle hellige, I skal få ham!
FRU INGER.
Tak,--tak, min trofaste ven!
NILS LYKKE
(til Finn, hvem han ubemærket har kaldt til sig, og med
hvem han har hvisket)
Altså,--se at liste dig ud. Lad ingen se dig. En fjerdingvej
herfra ligger Svenskerne i baghold. Fortæl befalingsmanden, at
grev Sture er død. Den unge mand _der_ må ikke antastes. Sig
befalingsmanden _det_. Sig ham, at junkerens liv er mig
tusender værd.
FINN.
Det skal ske.
FRU INGER
(der imidlertid har holdt øje med Nils Lykke)
Og rejs nu alle med Gud!
(pegende på Nils Lykke.)
Denne ædle ridder _der_ kan ikke bekvemme sig til så hastig
at forlade sine venner på Østråt. Han vil vente her hos mig til
sejersbudskabet kommer.
NILS LYKKE
(for sig selv)
Djævel!
NILS STENSSØN
(griber hans hånd)
Tro mig,--I skal ikke komme til at vente længe!
NILS LYKKE.
Det er godt; det er godt!
(afsides.)
Alt kan endnu vindes. Hvis bare mit bud kommer betids til Jens
Bjelke--
FRU INGER
(til fogden Ejnar Huk, pegende på Finn)
Og han _der_ hensættes under sikker bevogtning i
borgekælderen.
FINN.
Jeg?
FOGDEN OG HUSKARLENE.
Finn!
NILS LYKKE
(sagte)
Der brast mit sidste anker.
FRU INGER
(bydende)
I borgekælderen!
(Ejnar Huk, Bjørn og et par af gårdsfolkene fører Finn
ud til venstre.)
ALLE DE ØVRIGE
(undtagen Nils Lykke, idet de stormer ud til højre):
Afsted! Tilhest,--tilhest! Hil være Inger Gyldenløve!
FRU INGER
(tæt forbi Nils Lykke, idet hun følger de bortdragende):
Hvem sejrer?
NILS LYKKE
(står alene igen)
Hvem? Ja, ve dig;--sejren blir dyrekøbt. _Jeg_ vasker mine
hænder. Det er ikke _mig_, som myrder ham.
Men mit bytte undslipper mig lige fuldt. Og oprøret vokser og
breder sig!--Ah, det er et dumdristigt, et afsindigt spil, jeg
her har indladt mig i!
(han lytter ved vinduet.)
Der rider de raslende ud igennem porten. --Nu stænges der efter
dem;--og her står jeg igen som fange.
Ikke nogen mulighed for at slippe bort! Inden en halv time falder
Svenskerne over ham. Han har treti vel væbnede ryttere med sig.
Det vil gå på livet løst.
Men hvis de nu alligevel fangede ham levende?--Var jeg blot fri,
så kunde jeg indhente Svenskerne, inden de nåde grænsen, og få
ham udleveret.
(går op mod vinduet i baggrunden og ser ud.)
Fordømt. Vagt udenfor allevegne. Skulde der da ingen udvej være?
(går hurtig nedover gulvet igen; pludselig stanser han og
lytter.)
Hvad er det? Sang og strengeleg. Det kommer ligesom over fra
jomfru Elines kammer. Ja, det er hende, som synger. Altså oppe
endnu--
(en tanke synes at gennemfare ham.)
Eline! Ah, hvis _det_ gik an! Hvis det lod sig gøre, at--.
Og hvorfor skulde det ikke lade sig gøre? Er jeg ikke endnu mig
selv? I visen heder det:
Hver en skøn-jomfru sukker så mod:
Gud give, Nils Lykke var mig huld og god!
Og _hun_--? --Eline Gyldenløve skal frelse mig!
(han går raskt men listende henimod den forreste dør til venstre.)