(Riddersalen. Et højt buevindu i baggrunden; et mindre vindu i
forgrunden til venstre. Flere døre på begge sider. Loftet støttes
af tykke fritstående træstolper, der, ligesom væggene, er behængte
med alleslags våbenstykker. Billeder af helgener, riddere og fruer
hænger i lange rader. Under loftet en stor brændende lampe med
mange arme. I forgrunden til højre et gammeldags udskåret højsæde.
Midt i salen står et dækket bord med levningerne af aftensmåltidet.)
ELINE GYLDENLØVE
(kommer langsomt og tankefuld fra venstre. Udtrykket I hendes
ansigt forråder, hvorledes hun i erindringen gennemlever
optrinnet med Nils Lykke. Tilsidst gør hun en armbevægelse,
ligesom da hun kastede blomsterkosten; derpå siger hun med dæmpet
stemme):
--og så samlede han stumperne af Danmarks kongekrone--;
blomsterne var det;--og
"Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!"
Havde han hvisket disse ord i den lønligste krog, milevidt fra
Østråt,--jeg havde hørt dem alligevel!
Hvor jeg hader ham! Hvor jeg altid har hadet ham,--denne Nils
Lykke!--Ingen anden mand er som han, siges der. Med kvinder leger
han,--og træder dem under sin fod.
Og det er til _ham_, min moder tænkte at byde mig frem!--
Hvor jeg hader ham!
De siger, at Nils Lykke er anderledes end andre mænd. Det er ikke
sandt! Der er intet selsomt ved ham. Der findes mange, mange,
som han! Når Bjørn fortalte mig eventyr, da så alle prinser ud
som Nils Lykke. Når jeg sad ensom her i salen og drømte krøniker,
og mine riddere kom og gik,--allesammen så de ud som Nils Lykke.
Hvor det er forunderligt og hvor det er godt at hade. Aldrig har
jeg vidst, hvor sødt det var--før ikveld. Nej,--ikke for tusend
års liv vilde jeg sælge de øjeblikke, jeg har levet siden jeg så
ham!--
"Guds hellige blod, hvor hun--"
(hun går langsomt op mod baggrunden, åbner vinduet og ser ud.)
(Nils Lykke kommer ind gennem den forreste dør til højre.)
NILS LYKKE
(hen for sig)
"Sov vel på Østråt, herr ridder," sagde Inger Gyldenløve, da hun
gik. Sov vel? Ja, det er snart nok sagt, men--; der udenfor,
himmel og hav i oprør; nedenunder i gravkælderen det unge blod på
båren; to rigers skæbne i min hånd;--og på mit bryst en vissen
blomsterkost, som en kvinde har slængt for mine fødder. Sandelig,
jeg frygter stærkt for, at søvnen vil melde sig noget sent.
(bemærker Eline, der forlader vinduet og vil gå ind til venstre.)
Der er hun. Det stolte øje lader tankefuldt. --Ah, hvis jeg turde
vove--
(højt:)
Jomfru Eline!
ELINE
(stansende ved døren)
Hvad vil I? Hvi forfølger I mig?
NILS LYKKE.
I fejler; jeg forfølger eder ikke. Jeg er selv forfulgt.
ELINE.
Er I?
NILS LYKKE.
Af mangehånde tanker. Derfor går det med søvnen, som med eder;--
den flyr mig.
ELINE.
Gå til vinduet, så vil I finde tidekort;--et hav i storm--
NILS LYKKE
(smilende)
Et hav i storm? Det kan jeg også finde hos eder.
ELINE.
Hos mig?
NILS LYKKE
Vort første møde har forvisset mig derom.
ELINE.
Og I besværer eder derover?
NILS LYKKE.
Nej, ingenlunde, men jeg ønskede dog at se eder mildere stemt.
ELINE
(stolt)
Tror I, det vil lykkes eder?
NILS LYKKE.
Jeg er viss derpå; thi jeg bringer eder et kærkomment budskab.
ELINE
Og hvilket?
NILS LYKKE
Mit farvel.
ELINE
(et skridt nærmere)
Eders farvel? I forlader Østråt--så snart?
NILS LYKKE.
Endnu inat.
ELINE
(synes et øjeblik tvilrådig med sig selv; derpå siger hun koldt):
Så tag min hilsen, herr ridder!
(hun bøjer sig og vil gå.)
NILS LYKKE.
Eline Gyldenløve,--jeg har ingen ret til at holde eder tilbage,
men det er uædelt, dersom I nægter at høre, hvad jeg har at sige
eder.
ELINE.
Jeg hører eder, herr ridder!
NILS LYKKE.
Jeg véd, I hader mig.
ELINE
Eders klarsyn er usvækket, som jeg mærker.
NILS LYKKE.
Men jeg véd også, at jeg tilfulde har fortjent dette had.
Usømmelige og krænkende var de ord, hvormed jeg tydede på eder
i min skrivelse til fru Inger.
ELINE.
Nok muligt, jeg har ikke læst dem.
NILS LYKKE.
Men indholdet er eder i det mindste ikke ubekendt; jeg véd, eders
moder har ikke ladet eder i uvidenhed derom; hun har ialfald sagt
eder, at jeg priste den mand heldig, som--; ja, I véd, hvad håb
jeg nærede--
ELINE.
Herr ridder,--hvis det er derom I agter at tale, så--
NILS LYKKE.
Jeg agter at tale derom, alene for at undskylde min færd. Ikke af
andre grunde;--det sværger jeg eder. Hvis mit rygte,--hvad jeg
desværre har årsag til at formode,--er nået til eder, forinden
jeg selv fremstillede mig på Østråt, så må I også kende mit liv
tilstrækkeligt til ikke at forundre eder over, at jeg i deslige
sager går noget dristigt tilværks. Jeg har truffet mange kvinder,
Eline Gyldenløve! Ubøjelige har jeg aldrig fundet dem. Under
slige omstændigheder, ser I, blir man noget magelig. Man kommer
ud af vanen med at betjene sig af omveje--
ELINE.
Nok muligt. Jeg véd ikke, hvad malm hine kvinder har været af.
I fejler for øvrigt, når I mener, at det er brevet til min moder,
der har vakt mit hjertes had og bitterhed imod eder. Jeg havde
ældre grunde.
NILS LYKKE
(urolig)
Ældre grunde? Hvad vil I sige med det?
ELINE.
Det er som I formoded;--eders rygte er gået forud for eder selv,
til Østråt, som over det hele land. Nævnes Nils Lykkes navn, så
nævnes det altid sammen med en kvinde, som han har besnæret og
forstødt. Nogle nævner det med harme, andre med latter og kåd
spot over hine svagsindede skabninger. Men gennem harmen og
latteren og spotten klinger visen om eder, overdøvende og
eggende, lig en fiendes sejers-sang.
Dette er det alt tilhobe, som har avlet mit had til eder. Idelig
stod I for mine tanker; og det drog mig tilmødes som en længsel,
at stilles ansigt til ansigt med eder, forat I kunde erfare, at
der gives kvinder, hos hvem eders smidige tale er spildt--dersom
I agter at bruge den.
NILS LYKKE.
I dømmer mig uretfærdigt, dersom I dømmer efter, hvad rygtet har
sagt eder. Muligt, at der er sandhed i alt, hvad I har hørt;--men
årsagerne dertil kender I ikke. --Som syttenårig junker begyndte
jeg min lystige færd. Jeg har levet fulde femten år siden den
tid. Lette kvinder skænked mig, hvad jeg ønsked--endnu før ønsket
var blevet til bøn; og hvad jeg bød dem, det greb de med glade
hænder. I er den første kvinde, som foragtelig har slængt min
gave tilbage for min egen fod.
Tro ikke, at jeg beklager mig. Nej, tvertimod,--jeg ærer eder
derfor, således, som jeg endnu aldrig har æret nogen kvinde. Men
hvad jeg klager over, og hvad der nager mig som en stor sjælevé,
det er, at skæbnen ikke tidligere har ført mig eder imøde.--
Eline Gyldenløve! Eders moder har fortalt mig om eder. Medens
livet gik sin urolige gang fjernt herfra, da vandred I på det
ensomme Østråt, stille, med eders digten og eders drømme. Se,
derfor vil I forstå, hvad jeg har at sige eder. --Vid da, at også
jeg engang har levet et liv, som I her. Jeg tænkte mig, at når
jeg trådte ud i den store vide verden, da vilde der komme mig
imøde en ædel og herlig kvinde, som skulde vinke ad mig og vise
mig vejen til et berømmeligt mål. --Jeg bedrog mig, Eline
Gyldenløve! Kvinder kom mig imøde; men _hun_ var ikke iblandt
dem. Endnu før jeg fuldt var bleven mand, havde jeg lært at
foragte dem alle tilhobe.
Er det da min skyld? Hvorfor var ikke de andre ligesom I?--Jeg
véd, eders fædrelands skæbne hviler eder tungt på sinde. I kender
den andel, jeg har i forholdene--. Det siges om mig, at jeg skal
være falsk som havskummet. Nok muligt; men er jeg det, da har
kvinderne lært mig at være det. Havde jeg tidligere fundet, hvad
jeg søgte,--havde jeg truffet en kvinde, stolt, ædel og højsindet
som I, da var visselig min vej blevet en hel anden. Kan hænde, at
jeg da i dette øjeblik, havde stået ved eders side som talsmand
for alle de forurettede i Norges rige. Thi _det_ tror jeg: en
kvinde er det mægtigste i verden, og i hendes hånd står det at
bøje en mand didhen, hvor Gud Herren vil have ham.
ELINE
(for sig selv)
Skulde det være, som han siger? Nej, nej; der er løgn i hans øje
og svig på hans læber. Og dog--; ingen sang er så liflig som hans
ord.
NILS LYKKE
(nærmere, dæmpet og mere fortroligt):
Hvor ofte har I vel ikke siddet her på Østråt, ensom, med eders
vekslende tanker. Da er det blevet eder trangt om brystet; loft og
vægge har ligesom skrumpet sig sammen og knuget eders sind. Da har I
længtes udad; da har det lystet eder at flyve langt herfra, uden at
I selv vidste hvorhen. --Hvor ofte har I ikke vandret ensom ved
fjorden; et smykket skib, med riddere og damer ombord, med sang og
strengeleg, har sejlet forbi, langt derude;--et dunkelt rygte om
store begivenheder er nået til eder;--da har I følt en higen i
eders bryst, en ubetvingelig længsel efter at vide, hvad der var
hinsides havet. Men I har ikke forstået, hvad der fattedes eder.
I har stundom ment, det var eders fædrelands lod, der fyldte eder
med alle de urolige tanker. I bedrog eder selv;--en jomfru i
eders unge år har andet at gruble over. --Eline Gyldenløve! Har I
aldrig tænkt eder hemmelige kræfter,--en stærk og løndomsfuld
magt, som knytter menneskenes skæbner til hinanden? Når I drømte
om det brogede liv derude i den vide verden,--når I drømte om
ridderspil og lystige fester,--så I da aldrig i eders drømme en
ridder, der stod med smil på læben og med græmmelse i hjertet
midt i den larmende færd,--en ridder, der engang havde drømt
fagert som I, om en kvinde, ædel og herlig, og som han forgæves
søgte blandt alle dem, der omgav ham.
ELINE.
Hvo er I, der mægter at klæde mine lønligste tanker i ord?
Hvorledes kan I sige mig, hvad jeg har båret inderst i mit bryst--
uden selv at vide det? Hvoraf véd I--?
NILS LYKKE.
Hvad jeg har sagt eder, har jeg læst i eders øjne.
ELINE.
Aldrig har nogen mand talt til mig som I. Jeg har kun dunkelt
forstået eder; og dog--alt, alt synes mig forandret siden--
(hen for sig.)
Nu begriber jeg, hvorfor de sagde, at Nils Lykke er anderledes
end alle andre.
NILS LYKKE.
Der gives én ting i verden, som kunde forstyrre et menneskes
tanker, når vi grubler derover; og det er tanken om, hvad der
kunde sket, hvis alt havde føjet sig _så_ eller _så_. Havde
jeg mødt eder på min vej, medens mit livstræ endnu var grønt
og frodigt, så havde I måske i denne stund siddet som--
Men tilgiv mig, min ædle jomfru! Disse få øjeblikkes samtale har
bragt mig til at glemme vor gensidige stilling. Det var som om en
lønlig røst frå først af havde sagt mig, at med eder kunde jeg
tale åbent, uden smiger og uden forstillelse.
ELINE.
Det kan I.
NILS LYKKE.
Nu vel;--og denne åbenhjertighed har måske allerede så halvt om
halvt forsonet os med hinanden. Ja,--jeg er endnu dristigere i
mit håb. Kanhænde den tid endnu kan komme, da I vil mindes den
fremmede ridder uden had og uden harme i sjælen. Nå, nå,--
misforstå mig ikke! Jeg mener ikke _nu straks_,--men _engang_,
senere hen i tiden. Og for at gøre eder dette mindre svært,--
og da jeg nu engang er begyndt at tale åbenhjertigt og
ligefrem med eder, så lad mig sige jer--
ELINE.
Herr ridder--!
NILS LYKKE
(smilende)
Ah, jeg mærker, at mit brev endnu sætter eder i skræk. Men vær
I fuldkommen rolig. Jeg kunde give tusender til, dersom det var
uskrevet; thi--ja, da jeg véd, at det just ikke vil gøre eder
synderlig ondt at høre, så kan jeg jo ligeså godt sige det rent
ud,--jeg elsker eder ikke, og vil aldrig til at elske eder. Vær
I derfor, som sagt, fullkommen tryg; jeg skal ingensinde gøre
forsøg på at--
Men hvad fattes eder--?
ELINE.
Mig? Intet; intet. --Sig mig kun ét: Hvorfor går I endnu med
disse blomster? Hvad vil I med dem?
NILS LYKKE.
Disse? Er det ikke en stridshanske, som I på alle kvinders vegne
har tilkastet den onde Nils Lykke? Skulde jeg så ikke tage den
op?
Hvad jeg vil med dem, spurgte I?
(dæmpet.)
Når jeg atter står mellem de fagre fruer i Danmark,--når
strengelegen tier og der er stilhed i salen,--da vil jeg tage
disse blomster frem og fortælle et eventyr om en ung kvinde, der
sidder ensom i en mørk bjelkehal, fjernt oppe i Norge--
(afbrydende, idet han ærbødigt bøjer sig.)
Men jeg frygter, at jeg altfor længe opholder husets ædle datter.
Vi sés ikke mere; thi endnu før daggry er jeg afsted. Jeg byder
eder altså mit farvel.
ELINE.
Og jeg skænker eder mit, herr ridder!
(kort stilhed.)
NILS LYKKE.
I er atter så tankefuld, Eline Gyldenløve! Er det atter eders
fædrelands skæbne, der nager eder?
ELINE
(hovedrystende, idet hun adspredt stirrer hen for sig)
Mit fædreland?--Jeg tænker ikke på mit fædreland.
NILS LYKKE.
Så er det tiden med al dens kamp og nød, der ængster eder.
ELINE.
Tiden? Den glemmer jeg nu. --I går til Danmark? Var det ikke så I
sagde?
NILS LYKKE.
Jeg går til Danmark.
ELINE.
Kan jeg se mod Danmark her fra salen?
NILS LYKKE
(pegende på vinduet til venstre)
Ja, fra dette vindu. Hist, mod syd, ligger Danmark.
ELINE.
Og er det langt herfra? Mere end hundrede mile?
NILS LYKKE.
Meget mere. Havet ligger mellem Danmark og eder.
ELINE
(hen for sig)
Havet? Tanken har mågevinger. Havet stanser den ikke.
(hun går ud til venstre).
NILS LYKKE
(ser en stund efter hende; derpå siger han):
Hvis jeg kunde afse to dage til det--eller blot én--så skulde
hun være i min vold ligeså godt som alle de andre.
Der er ellers et sjeldent stof i denne unge kvinde. Hun er stolt.
Skulde jeg virkelig beslutte mig til--? Nej; heller ydmyge hende.
--(han går omkring i stuen.)
Sandelig, tror jeg ikke, hun har sat mit blod i brand. Hvem
skulde tænkt sligt muligt herefterdags?--Væk med dette! Jeg må ud
af al den vilderede, jeg her har rodet mig ind i.
(han sætter sig i en stol til højre.)
Hvorledes skal jeg forklare mig det? Både Olaf Skaktavl og Inger
Gyldenløve synes blinde for den mistro, de udsætter sig for, når
det rygtes, at jeg er med i forbundet. --Eller skulde fru Inger
virkelig have fattet min hensigt? Skulde hun skønne, at alle
løfter kun var beregnede på at lokke Nils Sture frem af sit
smuthul?
(han springer op)
Fordømt! Er jeg virkelig selv bleven narret? Det er højst
rimeligt, at grev Sture slet ikke findes på Østråt. Kan hænde at
rygtet om hans flugt kun har været en krigslist. Han sidder
kanske i denne stund velbeholden hos sine venner i Sverig, medens
jeg--
(går urolig op og ned ad gulvet.)
At jeg også skulde være så sikker i min sag! Om jeg nu intet
udretter! Om fru Inger kommer efter mine hensigter,--og ikke
lægger dølgsmål på min færd--. At stå til spot og spe både her og
i Danmark! Ville lokke fru Inger i fælden,--og så gavne hendes
sag på det bedste,--styrke hendes gunst hos almuen--! --Ah, jeg
kunde fristes til at give mig den onde selv i vold, om han
skaffed mig fingre i grev Sture--
(Vinduet i baggrunden stødes op. Nils Stenssøn viser sig
udenfor.)
NILS LYKKE
(griber efter sverdet)
Hvad nu?
NILS STENSSØN
(idet han springer ned på gulvet)
Nå; endelig er jeg her da!
NILS LYKKE
(sagte)
Hvad skal dette sige?
NILS STENSSØN.
Guds fred, herre!
NILS LYKKE.
Tak, herre! Det er ellers en særegen indgang, I der har valgt
jer.
NILS STENSSØN.
Ja, hvad djævelen skulde jeg gøre? Porten var jo lukket. Her på
gården må nok folk have en søvn som bjørnen ved juletider.
NILS LYKKE.
Takker Gud! En god samvittighed er den bedste hovedpude, véd I
vel.
NILS STENSSØN.
Ja, det må så være; for alt hvad jeg hamred og dundred, så--
NILS LYKKE.
--så slap I dog ikke ind?
NILS STENSSØN.
Truffet på et hår. Jeg sagde altså til mig selv: da du nu må ind
på Østråt ikveld, om du så skal gå gennem ild og vand, så kan du
jo sagtens også krybe gennem vinduet.
NILS LYKKE
(sagte)
Ah, om det skulde være--!
(et par skridt nærmere)
Så det var eder da så magtpåliggende at komme til Østråt just
iaften?
NILS STENSSØN.
Om det var? Ja, det skulde jeg mene. Jeg lar nødig vente på mig,
skal jeg sige eder.
NILS LYKKE.
Aha,--fru Inger Gyldenløve venter eder altså?
NILS STENSSØN.
Fru Inger Gyldenløve? Ja, det skal jeg ikke så bestemt kunne
svare på;
(med et listigt smil.)
men her turde være en anden--
NILS LYKKE
(smiler også)
Nå, så her turde være en anden--?
NILS STENSSØN.
Sig mig,--hører I til huset?
NILS LYKKE.
Jeg? Ja, for så vidt som jeg fra iaftes er fru Ingers gæst.
NILS STENSSØN.
Så?--Jeg tror vi iaften har tredje kvelden efter Mortens-messe?
NILS LYKKE.
Tredje kvelden efter--? Ja, det er ret nok. --Ønsker I kanske at
stedes for husets frue straks? Såvidt jeg véd, er hun ikke gået
tilsengs endnu. Men kunde I ikke sætte eder ned og hvile eder ud
sålænge, kære unge herre? Se, her er endnu en kande vin tilovers.
Lidt at spise finder I vel også. Nu; tag for eder; I kan trænge
til at styrke jer.
NILS STENSSØN.
I har ret, herre; det vilde ikke være så ilde.
(han sætter sig ved bordet og spiser og drikker under det
følgende.)
Både steg og sød kage! Det er jo et herremandsliv I fører her!
Når man, som jeg, har sovet på den bare jord og levet af brød og
vand i fire-fem dage--
NILS LYKKE
(betragter ham smilende)
Ja, det må falde tungt for en, der er vant til at sidde til
højbords i grevelige sale.
NILS STENSSØN.
Grevelige sale--?
NILS LYKKE.
Men nu kan I jo hvile eder ud her på Østråt, så længe, som I
lyster.
NILS STENSSØN
(glad)
Så? Kan jeg virkelig det? Jeg skal da ikke så snart afsted igen?
NILS LYKKE.
Ja, jeg véd ikke. Det maa I vel selv bedst kunne svare på.
NILS STENSSØN
(sagte)
Au, for fanden!
(han breder sig i stolen.)
Ja, ser I,--den ting er endnu ikke så ganske afgjort. Jeg, for
_min_ del, skulde ikke have noget imod at slå mig ned her
for det første; men--
NILS LYKKE.
--men I er ikke i et og alt eders egen herre? Der gives andre
hverv og andre anliggender--?
NILS STENSSØN.
Ja, det er netop knuden. Stod det til mig, så hvilte jeg mig
ialfald ud vinteren over her på Østråt; jeg har nu levet min
meste tid på feltfod, og så--
(han bryder pludselig af, skænker og drikker.)
Eders skål, herre!
NILS LYKKE.
På feltfod? Hm!
NILS STENSSØN.
Nej, det var _det_ jeg vilde sige: jeg har længe higet efter at
se fru Inger Gyldenløve, som der går så stort et ry af. Det må
være en herlig kvinde. Ikke sandt?--Det eneste, jeg ikke kan
finde mig i, er, at hun så forbandet nødig vil slå løs.
NILS LYKKE.
Slå løs?
NILS STENSSØN.
Nu ja, I forstår mig nok; jeg mener, at hun så nødig vil tage
hånd i med, for at drive de fremmede herremænd ud af landet.
NILS LYKKE.
Ja, det har I ret i. Men nu får I gøre, hvad I kan, så går det
nok.
NILS STENSSØN.
Jeg? Ja, Gud bedre så sandt; det skulde stort hjælpe, om jeg--
NILS LYKKE.
Da er det dog selsomt, at I gæster hende, når I ikke har bedre
håb.
NILS STENSSØN.
Hvad mener I med det?--Hør, kender I fru Inger?
NILS LYKKE.
Forstår sig; siden jeg er hendes gæst, så--
NILS STENSSØN.
Ja, derfor er det jo slet ikke sagt, at I kender hende. Jeg er
også hendes gæst og har dog aldrig set så meget som hendes skygge
engang.
NILS LYKKE.
Men I véd dog at fortælle--
NILS STENSSØN.
--hvad hvermand snakker om? Ja, det er rimeligt. Desuden har jeg
tidt nok hørt af Peder Kanzler--
(han stanser i forvirring og begynder ivrigt at spise.)
NILS LYKKE.
I vilde sagt noget mere.
NILS STENSSØN
(spisende)
Jeg? Å nej, det kan være det samme.
NILS LYKKE
(ler).
NILS STENSSØN.
Hvoraf ler I, herre?
NILS LYKKE.
Af ingenting, herre!
NILS STENSSØN
(drikker)
Det er en liflig vin, I har her på gården.
NILS LYKKE
(nærmer sig fortrolig)
Hør,--skulde det nu ikke være på tide at kaste masken?
NILS STENSSØN
(smilende)
Masken? Ja, det får I gøre som I selv synes.
NILS LYKKE.
Så lad al forstillelse fare. I er kendt, grev Sture!
NILS STENSSØN
(med latter)
Grev Sture? Tror I også, at jeg er grev Sture?
(han rejser sig fra bordet.)
I fejler, herre! Jeg er ikke grev Sture.
NILS LYKKE.
Virkelig ikke? Hvem er I da?
NILS STENSSØN.
Mit navn er Nils Stenssøn.
NILS LYKKE
(ser smilende på ham)
Hm! Nils Stenssøn? Men I er ikke Sten Stures søn Nils. Navnet
slår ialfald til.
NILS STENSSØN.
Ganske sandt; men Gud må vide, med hvilken ret jeg bærer det. Min
fader har jeg aldrig kendt; min moder var en fattig bondehustru,
som blev plyndret og slåt ihjel i en af de forrige fejder. Peder
Kanzler var just dengang ved hånden; han tog sig af mig, fostred
mig op og lærte mig våbenhåndværket. Som i véd, har han i mange
år været forfulgt af kong Gustav, og jeg har trolig ledsaget ham,
hvor han færdedes.
NILS LYKKE.
Peder Kanzler har nok lært jer mere end våbenhåndværket, lader
det til. --Nu godt; I er altså ikke Nils Sture. Men I kommer dog
fra Sverig. Peder Kanzler har skikket eder hid for at finde en
fremmed, som--
NILS STENSSØN
(nikker usagt)
--som alt er funden.
NILS LYKKE
(noget usikker)
Og som I ikke kender?
NILS STENSSØN.
Ligesålidt, som I kender mig; thi jeg sværger eder ved Gud Fader
selv: jeg er ikke grev Sture!
NILS LYKKE.
Alvorligt, herre?
NILS STENSSØN.
Så sandt som jeg lever! Hvorfor skulde jeg nægte det, hvis så var?
NILS LYKKE.
Men hvor er da grev Sture?
NILS STENSSØN
(dæmpet)
Ja, _det_ er just hemmeligheden.
NILS LYKKE
(hviskende)
Som er eder bekendt? Ikke så?
NILS STENSSØN
(nikker)
Og som jeg har at meddele eder.
NILS LYKKE.
Mig? Nu da,--hvor er han?
NILS STENSSØN
(peger opad).
NILS LYKKE.
Deroppe? Fru Inger holder ham skjult på loftet?
NILS STENSSØN.
Nej, visst ikke; I misforstår mig.
(ser sig forsigtigt om.)
Nils Sture er himlet.
NILS LYKKE.
Død! Hvor?
NILS STENSSØN.
På sin moders slot,--for tre uger siden.
NILS LYKKE.
Ah, I bedrager mig! For fem, sex dage siden drog han over grænsen
ind i Norge.
NILS STENSSØN.
Å, det har været mig.
NILS LYKKE.
Men kort tid tilforn havde greven vist sig i Dalarne. Almuen som
allerede var urolig, gjorde åbent oprør og vilde kåre ham til
konge.
NILS STENSSØN.
Ha-ha-ha; det var jo mig!
NILS LYKKE.
Eder?
NILS STENSSØN.
Nu skal I høre, hvorledes det gik til. En dag kaldte Peder
Kanzler mig for sig og lod sig forlyde med, at store begivenheder
var i gære. Han bød mig drage ind i Norge til Østråt, hvor jeg
måtte være tilstede på en bestemt tid--
NILS LYKKE
(nikker)
Tredje aften efter Mortens-messe.
NILS STENSSØN.
Der skulde jeg møde en fremmed--
NILS LYKKE.
Rigtig; det er mig.
NILS STENSSØN.
Af ham vilde jeg få at vide, hvad jeg senere havde at gøre. Jeg
skulde derhos melde ham, at greven pludselig var død, men at det
endnu ikke var vitterligt for nogen anden end for hans moder
grevinden, samt for Peder Kanzler og nogle gamle husfolk hos
Sturerne.
NILS LYKKE.
Jeg forstår. Greven var hovedet for bønderne. Hvis hans død
rygtedes, så vilde de gå fra hverandre,--og der blev da intet af
det hele.
NILS STENSSØN.
Kan nok hænde; jeg er ikke så inde i de ting.
NILS LYKKE.
Men hvorledes kunde det falde eder ind at give eder ud for
greven?
NILS STENSSØN.
Hvorledes det kunde falde mig ind? Ja, hvad véd jeg det? Der er
falden mig så mangen galskab ind i mine dage. Det var for resten
ikke _mit_ påfund; thi hvorsomhelst jeg kom frem i Dalarne, der
stimled almuen sammen og hilste mig som grev Sture. Det hjalp
ikke, alt hvad jeg sagde dem imod. Greven havde været der for to
år siden, fortalte de,--og det mindste barn kendte mig igen. Nå,
lad gå, tænkte jeg; du blir aldrig greve mere i dette liv; du kan
jo sagtens engang forsøge, hvordan det er.
NILS LYKKE.
Nu,--og hvad tog I jer så videre for?
NILS STENSSØN.
Jeg? Jeg spiste og drak og levede godt. Det var bare skade, at
jeg måtte så snart afsted igen. Men da jeg fór over
grænsen--ha-ha-ha--så loved jeg dem, at jeg snart skulde komme
tilbage med tre-fire tusend mand--eller hvor mange det nu var,--og
så skulde det rigtig gå løs.
NILS LYKKE.
Og det faldt eder ikke ind, at I handlede ubesindigt?
NILS STENSSØN.
Jo, det faldt mig ind bagefter; men da var det rigtignok for
sent.
NILS LYKKE.
Det gør mig ondt for eder, min unge ven; men I vil snart komme
til at spore følgerne af eders dårskab. Jeg kan fortælle jer, at
I er forfulgt. En deling svenske ryttere har sat efter jer.
NILS STENSSØN.
Efter mig? Ha-ha-ha! Nej, det er prægtigt! Og når de så kommer,
og mener, at de har fåt klørne i grev Sture--ha-ha-ha!
NILS LYKKE
(alvorligt)
--så er det ude med eders liv.
NILS STENSSØN.
Mit--? Jeg er jo ikke grev Sture.
NILS LYKKE.
Men I har kaldt almuen til våben. I har gjort oprørske løfter og
vækket ufred i landet.
NILS STENSSØN.
Ej, det var jo kun for spøg!
NILS LYKKE.
Kong Gustav vil se sagen på en anden måde.
NILS STENSSØN.
Ja, sandelig, der er noget i, hvad I der siger. At jeg også kunde
være så galen--. Nå, det kommer vi vel ud af! I vil jo nok tage
jer af mig; og desuden,--rytterne er vel ikke i hælene på mig
endnu.
NILS LYKKE.
Men hvad har I så videre at sige mig?
NILS STENSSØN.
Jeg? Ingenting. Når jeg nu bare får givet eder pakken--
NILS LYKKE
(ubetænksomt)
Pakken?
NILS STENSSØN.
Ja visst; I véd jo--
NILS LYKKE.
Ah, ja rigtig; papirerne fra Peder Kanzler--
NILS STENSSØN.
Se, her har I dem allesammen.
(han rækker ham en pakke, som han har taget frem under sin vams.)
NILS LYKKE
(sagte)
Breve og pergamenter til herr Olaf Skaktavl.
(til Nils Stenssøn.)
Pakken er åben, ser jeg. Så kender I vel indholdet?
NILS STENSSØN.
Nej, herre, jeg læser ikke gerne skrift; det har så sine årsager.
NILS LYKKE.
Forstår; I har mest lagt vind på våbenhåndværket.
(han sætter sig ved bordet til højre og gennemløber papirerne.)
Aha! Oplysninger, mere end tilstrækkelige for at komme efter,
hvad der er i gære.
Dette lille brev med silkesnoren om--
(undersøger udskriften.)
Også til herr Olaf Skaktavl.
(åbner brevet og ser flygtigt på indholdet.)
Fra Peder Kanzler. Det kunde jeg tænke.
(læser mumlende.)
"Jeg er hårdt i betryk; thi--"; ja, ganske rigtigt; her står det;
--"den unge junker Sture er gangen til sine fædre just i det
samme urolighederne skulde bryde løs"-- "--men endnu kan der
rådes bod på alting--" Hvad nu?
(han studser og læser videre.)
"I må da vide, herr Olaf Skaktavl, at den unge mand, der bringer
eder dette brev, er en søn af--" --Himmel og jord,--står det så?--
Ja, ved Kristi blod, det står der!
(med et blik på Nils Stenssøn.)
Han skulde være--? Ah, hvis det var således!
(læser videre.)
"Jeg har fostret ham, fra han var årsgammel; men til denne dag har
jeg stadig vægret mig ved at give ham tilbake, fordi jeg tænkte, at
jeg i ham skulde have et sikkert gidsel for Inger Gyldenløves troskab
imod os og mod vore venner. Dog har han til dette øjemed kun lidet
bådet os. I tør vel undres over, at jeg ikke betrode eder denne
hemmelighed, dengang I nys var hos mig her; og jeg vil derfor ærligt
tilstå, at jeg frygtede for, I skulde beholde ham i samme øjemed som
jeg. Nu derimod, da I er stedet til møde med fru Inger, og venteligen
har forvisset eder om, hvor uvillig hun er til at tage sig af vore
anliggender, vil I skønne, at det er klogest, så snart ske kan, at
give hende tilbage, hvad hendes er. Vel turde det da være muligt,
at glæden, trygheden og taknemmeligheden--" -- "--dette er nu vort
sidste håb".
(han sidder en stund som slagen af overraskelse; da udbryder han
for sig selv:)
Aha,--hvilket brev! Det er guld værd!
NILS STENSSØN.
Jeg har nok bragt eder vigtige budskaber, kan jeg skønne. Ja,
ja,--Peder Kanzler har mange jern i ilden, siges der.
NILS LYKKE
(hen for sig)
Hvad gør jeg med alt dette? Her er tusend veje at slå ind på.
--Ifald jeg--? Nej, det var for usikkert. Men dersom--? Ah, dersom
jeg--? Det skal voves!
(han river brevet tvers over, krøller stykkerne sammen og gemmer
dem indenfor vamsen; de øvrige papirer lægger han ind i pakken
igen, stikker denne i sit bælte, rejser sig og siger:)
Et ord, min unge ven!
NILS STENSSØN
(nærmer sig)
Nå,--det lader på jer, som om spillet går godt.
NILS LYKKE.
Ja, det skulde jeg mene. I har givet mig lutter herrekort på
hånden,--damer og knægter og--
NILS STENSSØN.
Men jeg, som har bragt jer alle disse gode tidender, har jeg nu
ikke mere at bestille?
NILS LYKKE.
I? Jo, det skulde jeg mene. I hører med til spillet. I er konge--
og trumf ovenikøbet.
NILS STENSSØN.
Er jeg? Å ja, nu forstår jeg jer; I tænker vel på ophøjelsen--
NILS LYKKE.
Ophøjelsen?
NILS STENSSØN.
Ja; dersom kong Gustavs folk fik fingre i mig, spåde I, så--
(han gør tegn, som en, der hænges.)
NILS LYKKE.
Sandt nok;--men lad ikke det anfægte jer længer. Det står nu til
eder selv, om I inden en måned skal bære hampesnoren eller en
gylden kæde om halsen.
NILS STENSSØN.
En gylden kæde? Og det står til mig selv?
NILS LYKKE
(nikker).
NILS STENSSØN.
Ja, så måtte fanden betænke sig længe! Men sig mig bare, hvordan
jeg skal bære mig ad.
NILS LYKKE.
Det skal jeg. Dog først sværger I mig en dyr ed på, at intet
levende menneske i den vide verden får erfare, hvad jeg betror
jer.
NILS STENSSØN.
Ikke andet? I skal få ti eder, om I vil.
NILS LYKKE.
Alvor, herre! Jeg spøger ikke med jer.
NILS STENSSØN.
Nå ja, ja; jeg _er_ alvorlig.
NILS LYKKE.
I Dalarne kaldte I eder grevesøn;--ikke så?
NILS STENSSØN.
Ej,--begynder I nu med _det_ igen? Jeg har jo ærligt skriftet
for eder--
NILS LYKKE.
I forstår mig ikke. Hvad I dengang sagde, var sandhed.
NILS STENSSØN.
Sandhed? Hvor vil I nu hen? Men så sig mig da--!
NILS LYKKE.
Først eden! Den helligste, den ubrydeligste, I kender.
NILS STENSSØN.
Den skal I få. Hist på væggen hænger jomfru Marias billede--
NILS LYKKE.
Jomfru Maria er bleven affældig på den sidste tid. Har I ikke
hørt, hvad munken i Wittenberg påstår?
NILS STENSSØN.
Fy; hvor vil I agte på munken i Wittenberg? Det er jo en kætter,
siger Peder Kanzler.
NILS LYKKE.
Ja, lad os ikke strides derom. Men her skal jeg vise eder en
fuldgod helgen at gøre løfte til.
(han peger på et billede, der hænger på en af vægstolperne.)
Kom hid,--og sværg mig taushed indtil jeg selv løser eders
tunge,--taushed, såsandt I håber himlens salighed for eder selv
og for ham, som her hænger afbildet.
NILS STENSSØN
(idet han nærmer sig billedet)
Det sværger jeg,--hjælpe mig så sandt Guds hellige ord!
(viger overrasket tilbage.)
Men, Krist, min frelser--!
NILS LYKKE.
Hvad nu?
NILS STENSSØN.
Billedet _der_--! Det er jo mig selv!
NILS LYKKE.
Det er den gamle Sten Sture, således, som han i sine yngre år gik
og stod her i livet.
NILS STENSSØN.
Sten Sture!--Og ligheden--? Og--jeg talte sandhed, da jeg kaldte
mig grevesøn, sagde I? Var det ikke så?
NILS LYKKE.
Så var det.
NILS STENSSØN.
Ah, jeg har det; jeg har det! Jeg er--
NILS LYKKE.
I er Sten Stures søn, herre!
NILS STENSSØN
(slagen af stille forundring)
_Jeg_ Sten Stures søn!
NILS LYKKE.
Også på mødrene-side er I adelsbåren. Peder Kanzler har talt
usandt, hvis han har sagt, at en fattig bondehustru var eders
moder.
NILS STENSSØN.
Selsomt; vidunderligt!--Men kan jeg da også tro--?
NILS LYKKE.
Alt, hvad jeg siger eder, kan I tro. Men kom vel ihug, at det er
altsammen til eders eget fordærv, dersom I glemmer, hvad I
tilsvor mig ved eders faders salighed.
NILS STENSSØN.
Glemme det? O nej, det kan I være sikker på, jeg ikke skal. --Men
I, som jeg har givet mit ord,--sig mig--hvem er I?
NILS LYKKE.
Mit navn er Nils Lykke.
NILS STENSSØN
(overrasket)
Nils Lykke? Dog vel ikke den danske rigsråd?
NILS LYKKE.
Jo netop.
NILS STENSSØN.
Og I skulde--? Det var selsomt. Hvordan kommer I--?
NILS LYKKE.
--til at modtage budsendelser frå Peder Kanzler? Det undrer eder
nok?
NILS STENSSØN.
Ja, jeg skal ikke nægte det. Han har altid nævnt eder som vor
bitreste avindsmand--
NILS LYKKE.
Og derfor mistror I mig?
NILS STENSSØN.
Nej, _det_ just ikke; men--. Nå; fanden måtte gruble!
NILS LYKKE.
Det har I ret i. Følger I eders eget hoved, så er bastesnoren
eder ligeså viss, som grevenavnet og den gyldne kæde, dersom I
forlader eder på mig.
NILS STENSSØN.
I et og alt! Se, her er min hånd, kære herre! Hjælp I mig med
gode råd, så længe det er fornødent. Når det gælder at hugge løs,
skal jeg nok berge mig selv.
NILS LYKKE.
Det er godt. Følg mig nu did ind i kammeret, så skal jeg sige
jer, hvordan alt dette hænger sammen, og hvad I videre har at
gøre.
(han går ud til højre.)
NILS STENSSØN
(med et blik på billedet)
_Jeg_ Sten Stures søn! O, vidunderligt, som en drøm--!
(han følger efter Nils Lykke.)