(En birkelund, der støder op til huset, hvoraf et hjørne ses til
venstre. En fodsti fører op i lien i baggrunden. Til højre for
stien fosser en elv nedover og taber sig mellem fjeldstykker og
stene. Det er lys sommernat. Døren til huset står åben; vinduerne
er oplyste. Musik høres derinde.)
GÆSTERNE
(synger i gildestuen.)
Lad fedlen klinge; ved strengeklang
træder vi dansen den nat så lang.
Hvor lystigt at trine på tilje!
Den jomfru brænder så skær som et blod;
det er sig den smådreng, bold og god,
han favner den væne lilje!
(Knut Gæsling og Erik fra Hægge kommer ud fra
huset. Musik, dans og lystighed vedbliver under det følgende at
lyde dæmpet derinde.)
ERIK.
Bare det ikke kommer til at angre dig, Knut.
KNUT.
Lad du mig om det.
ERIK.
Ja, ja, voveligt er det dog. Du er kongens foged. Der udgår
herrebud til dig, at du skal fange Gudmund Alfsøn, hvor du kan
komme over ham. Og nu, da du har ham lige i næven, så tilsiger du
ham dit venskab og lader ham færdes frit, hvor det lyster ham.
KNUT.
Jeg véd, hvad jeg gør. I hans egen stue har jeg søgt ham, og der
var han ikke at finde. Og dersom jeg nu forsøgte på at gribe ham
her,--mener du da, at fru Margit var tilsinds at give mig Signe
til hustru?
ERIK
(langtrukkent.)
Nej, med det gode blev det vel ikke, men--
KNUT.
Og med det onde gad jeg nødig gå frem. Gudmund er jo også min ven
fra gamle tider; og han kan gøre mig nytte.
(bestemt.)
Derfor bliver det, som jeg har sagt. Ikveld skal ingen her på
gården vide at Gudmund Alfsøn er fredløs;--imorgen får han se at
hjælpe sig selv.
ERIK.
Ja, men kongens lov?
KNUT.
Å, kongens lov! Du véd lige så godt som jeg, kongens lov agtes
ikke stort her inde i bygderne. Skulde kongens lov gælde, så
måtte mangen staut karl iblandt os bøde både for bruderov og
manddrab.--Kom nu her! Jeg gad vide, hvor Signe--?
(de går ud til højre.)
(Gudmund og Signe kommer nedover fodstien i baggrunden.)
SIGNE.
Å tal! Bliv ved! Lad mig lytte dertil;
det høres som det væneste strengespil.
GUDMUND.
Signe, min fagre, min yndelige lilje!
SIGNE
(med glad og stille forundring.)
Jeg--jeg er ham kær!
GUDMUND.
Det er ingen som du.
SIGNE.
Jeg skulde mægte at binde din vilje;
jeg skulde mægte at fylde din hu!
Å, tør jeg tro dig!
GUDMUND.
Det tør du forsandt.
Hør mig, Signe. Medens årene randt
tænkte jeg trofast både vinter og sommer
på eder to, mine fagreste blommer.
Men jeg kunde ikke fuldt mine tanker forstå;--
da jeg rejste, var du som alferne små,--
som alferne små, der færdes i skove
og lege som bedst, når vi drømme og sove.
Men idag, da jeg stod i Solhaugs stue,
da forstod jeg mig selv tilfulde,--
forstod, at Margit var så stolt en frue,
men du den allerdejligste blandt ungmøer hulde.
SIGNE,
(der kun halvt har lyttet til hans ord.)
Jeg mindes, vi sad ved arnens glød
en vinterkveld,--nu er det længe siden;--
du sang for mig om den jomfru liden,
som nøkken havde lokket ned i sit skød.
Der glemte hun bort både fader og moder;
der glemte hun bort både søster og broder;
hun glemte bort både himmel og jord,
hun glemte sin gud og hvert kristent ord.
Men tæt under strande den smådreng stod;
han var til sinde så mødig og mod;
med kvide han slog sin harpes strenge,
så vide det klang både lydt og længe.
Den jomfru liden på tjernets bund
vågned derved af sin tunge blund;
nøkken måtte slippe hende ud af sit skød;
mellem liljerne hen over vandet hun flød;--
da kendte hun igen både himmel og jord,
da fatted hun tilfulde både gud og hans ord.
GUDMUND.
Signe, min dejligste blomme!
SIGNE.
Som hun
gik også jeg i en drømmende blund;
de gådefulde ord, du ikveld har mig sagt
om kærligheds magt, har mig frydelig vakt.
Aldrig tyktes himlen mig før så blå,
aldrig så fager den verden vide;
mig tykkes, jeg kan fuglenes røst forstå,
når jeg vandrer med dig under lide.
GUDMUND.
Så mægtig er elskov;--i menneskets bryst
vækker den tanker og længsel og lyst.--
Men kom, lad os begge til din søster gå ind.
SIGNE
(undsélig.)
Vil du sige hende--?
GUDMUND.
Alt bør hun kende.
SIGNE
(som før.)
Ak, gå da alene;--jeg véd det, min kind
vil derinde af blusel brænde.
GUDMUND.
Nu godt; jeg går.
SIGNE.
Og jeg venter dig her;
(lytter mod højre.)
eller bedre,--nede ved elven, der
hører jeg Knut Gæsling; der er piger og svende.
GUDMUND.
Der bier du?
SIGNE.
Til du har talt med hende.
(Hun går ud til højre. Gudmund går ind i huset.)
(Margit kommer fra venstre bag ved huset.)
MARGIT.
I stuen er både gammen og glæde;
fruer og svende monne dansen træde.
Det blev mig så lummert om pande og bryst;
Gudmund var ikke derinde.
(ånder dybt.)
Herude er det godt; her er det tyst,
her svaler mig nattens vinde,
(grublende taushed.)
Den hæslige tanke--; jeg kan ej forstå--;
den følger mig, hvor jeg end monne gå.
Flasken,--der rummer en gådefuld saft--?
En dråbe deraf i min--uvens bæger,--
så sagtelig sygner hans livsenskraft,
og intet i verden ham hjælper og læger.
(atter taushed.)
Vidste jeg, at Gudmund--; havde han mig kær,--
da agted jeg lidet--
(Gudmund kommer ud gennem husdøren.)
GUDMUND.
Margit, er du der?
Hvi går du så alene? Jeg har søgt dig overalt.
MARGIT.
Derinde er lummert, herude så svalt.
Ser du, hvorlunde de tåger hvide
sagtelig hen over myren glide?
Her er ikke hverken mørkt eller lyst;
det er midt imellem begge--
(hen for sig.)
ret som i mit bryst.
(ser på ham.)
Ej sandt,--når du færdes i slig en nat,
du véd ikke selv hvordan det er fat;
men du føler, der rører sig et lønligt liv
i busk og i blad, i blomster og siv!
(med pludselig overgang.)
Véd du, hvad jeg ønsker?
GUDMUND.
Nu?
MARGIT.
At jeg var
huldren, som sidder i lien derinde.
Hvor skulde jeg listigt min trolddom spinde!
Tro mig--!
GUDMUND.
Hvad fattes dig, Margit? Svar!
MARGIT
(uden at høre på ham.)
Hvor skulde jeg kvæde, hvor skulde jeg klage!
Klage og kvæde både nætter og dage!
(med stigende heftighed.)
Hvor skulde jeg lokke den frejdige svend
gennem lierne grønne til bergets kammer;--
der kunde jeg glemme al verdens jammer;
der kunde jeg brænde og leve med min ven!
GUDMUND.
Margit! Margit!
MARGIT
(stedse voldsommere.)
Ved midnatsstund
sov vi i lien den sødeste blund;--
og rammed mig døden, når solen randt,--
hvor lystigt at dø på slig vis;--ej sandt?
GUDMUND.
Du er syg!
MARGIT
(brister ud i latter.)
Ha, ha, ha! Å, lad mig le!
Lad mig le! Det gør mig så godt.
GUDMUND.
Jeg kan se,
du har endnu det samme ustyrlige sind,
som fordum--
MARGIT
(pludselig alvorlig.)
Du må ikke undres derover;
det er kun ved midnat, når menneskene sover;
om dagen er jeg så ræd som en hind.
Og hvad er det vel mere? Mindes dig kun
hine kvinder i fremmede lande,--hun,
den fagre prinsesse;--se, _hun_ var vild;
mod hende er jeg som lammet mild.
At længes og hige hun voved ej blot;
hun pønsed på dåd; og se _det_--
GUDMUND.
Det er godt,
du minder mig derom; jeg vil ikke længer
gemme på det, jeg så lidet trænger.
(tager flasken frem.)
MARGIT.
Flasken! Du mener--?
GUDMUND.
Jeg gemte den, fordi
jeg tænkte, med den at løse mig fri,
hvis kongens mænd skulde komme mig nær.
Men alt fra ikveld har den mistet sit værd;
nu vil jeg stride med arm og med sværd,
byde frænder og venner op til det sidste,
for min frihed og livet at friste.
(vil kaste flasken imod et fjeldstykke.)
MARGIT
(griber hans arm.)
Nej vent! Lad mig få den. Se så!
GUDMUND.
Du vil--?
MARGIT.
Skænke den til nøkken dernede.
Han har mig så tidt forlystet med sit spil
og sunget mig mangt underligt kvæde.
Giv hid.
(tager flasken ud af hans hånd.)
Der er den!
(lader som om hun kasted den i elven.)
GUDMUND
(går mod højre og ser ned i dybet.)
Kasted du den ud?
MARGIT
(idet hun skjuler flasken.)
Ja visst; du så jo--
(hvisker, går hen imod huset.)
Nu hjælpe mig gud!
Nu må det briste eller bære!
(højere.)
Hør, Gudmund!
GUDMUND
(nærmer sig.)
Hvad vil du?
MARGIT.
_Et_ må du mig lære;
du må tyde mig grant det gamle kvæde,
som er gjort om kirken dernede.
Det var sig en frue og dertil en svend;
alt så havde de hinanden kær.
Den dag de bar hende til jorden hen,
han blødede ved sit sværd.
Hun jordedes syd under kirkevæg,
han stædtes til mulde i nord;--
der trivedes fordum hverken siljer eller hæg
alt i den viede jord;--
men næste vår på de grave to
der vokste de fagreste liljeblommer;
over kirketaget så monne de gro
og grønnes tilhobe både vinter og sommer.
Kan du tyde mig det kvæde?
GUDMUND
(ser forskende på hende.)
Jeg véd ikke ret--
MARGIT.
Vel sandt, det kan tydes på mange sæt;
men jeg tror nu den retteste mening er:
kirken kan ej skille to, som har hinanden kær.
GUDMUND
(sagte.)
Alle helgener, dersom--! Da er det på tide,
at hun får det hele at vide.
(højt.)
Svar mig, Margit,--vil du mit held?
MARGIT
(glad, bevæget.)
Om jeg vil!
GUDMUND.
Ja, jeg mener--
MARGIT.
Sig frem!
GUDMUND.
Nu vel.
Du kunde gøre mig så rig og så fro--
MARGIT
(frembrydende.)
Gudmund!
GUDMUND.
Hør mig; jeg vil dig fortro--
(Han standser pludselig. Stemmer og latter høres henne ved
elvebredden.)
(Signe og nogle unge piger kommer fra højre.
Knut, Erik og flere yngre mænd er i følge med dem.)
KNUT
(endnu i frastand.)
Gudmund Alfsøn! Vent; jeg må tale et ord med dig.
(Han bliver stående i samtale med Erik.
De øvrige fremmede går imidlertid ind i huset.)
MARGIT
(for sig selv.)
Gøre ham så rig og fro--! Hvad kan han andet mene, end--!
(halvhøjt.)
Signe,--kære, kære søster!
(Hun griber Signe om livet og går samtalende med hende op
mod baggrunden.)
GUDMUND
(sagte, idet han følger dem med øjnene.)
Ja, sådan er det rådeligst. Både Signe og jeg må fra Solhaug.
Knut Gæsling har jo vist sig som min ven; han hjælper mig nok.
KNUT
(sagte til Erik.)
Jo, jo, siger jeg; Gudmund er hendes frænde; han kan bedst tale
min sag.
ERIK.
Nå, som du vil da.
(han går ind i huset.)
KNUT
(kommer nærmere.)
Hør, Gudmund.--
GUDMUND
(smilende.)
Kommer du for at sige mig, at du ikke længer tør lade mig gå fri?
KNUT.
Tør? Vær du rolig for det; Knut Gæsling tør alt, hvad han vil.
Nej, det er noget andet.--Du véd jo, jeg gælder her i bygden for
en vild, ustyrlig karl--
GUDMUND.
Ja, og hvis ikke rygtet lyver, så--
KNUT.
Å nej, mangt og meget kan jo være sandt nok. Men nu skal du
høre--
(de går i samtale opover mod baggrunden.)
SIGNE
(til Margit, idet de kommer nedover ved huset.)
Jeg forstår dig ikke. Du taler, som om en uventet lykke var
bleven dig til del. Hvad er det vel, du mener?
MARGIT.
Signe,--du er et barn endnu; du véd ikke hvad det vil sige at
færdes i en evig rædsel for at--.
(pludselig afbrydende.)
Tænk dig, Signe, at måtte visne og dø uden at have levet!
SIGNE
(ser forundret og hovedrystende på hende.)
Nej men, Margit--?
MARGIT.
Ja, ja, du fatter det ikke; lige godt--
(de går samtalende opover igen.)
(Gudmund og Knut kommer nedover på den anden side.)
GUDMUND.
Nu, hvis det er sådan fat,--dersom dette vilde liv ikke huger dig
længer, så vil jeg skænke dig det bedste råd, som nogen ven har i
eje; fæst dig en ærbar ungmø til hustru.
KNUT.
Se, se. Og hvis jeg nu sagde dig, at det er lige det samme, jeg
har tænkt på?
GUDMUND.
Held og lykke da, Knut Gæsling! Og nu må du vide, at også jeg--
KNUT.
Du? Går du også med slige tanker?
GUDMUND.
Ja vel gør jeg;--men kongens vrede--; jeg er jo en fredløs mand--
KNUT.
Ej, det skal du lidet agte. Der er jo ingen her, uden fru Margit,
som véd besked om det endnu; og så længe jeg er din ven, så har
du en, du fuldt kan lide på. Hør nu bare--
(han fortsætter hviskende, idet de igen går opover.)
SIGNE
(idet hun og Margit atter kommer tilbage.)
Men så sig mig da, Margit--!
MARGIT.
Mere tør jeg ikke sige dig.
SIGNE Da vil jeg være ærligere mod dig. Men svar mig først
på ét.
(undsélig, nølende.)
Er der--er der ingen, som har sagt dig noget om mig?
MARGIT.
Om dig? Nej; hvad skulde det være?
SIGNE
(som før; ser ned for sig.)
Du spurgte mig imorges: hvis en bejler red sig hid--?
MARGIT.
Det er sandt.
(sagte.)
Knut Gæsling--; skulde han allerede--?
(spændt, til Signe.)
Nu? Og så?
SIGNE
(sagte, jublende.)
Bejleren er kommen! Han er kommen, Margit! Dengang vidste jeg
ikke, hvem du mente; men nu--!
MARGIT.
Og hvad har du svaret ham?
SIGNE.
Å, det véd jeg ikke.
(slår armene om hendes hals.)
Men verden tykkes mig så fager og rig fra den stund, han sagde
mig, at han havde mig kær.
MARGIT.
Men, Signe, Signe; jeg fatter ikke, at du så snart--! Du har jo
neppe kendt ham før idag.
SIGNE.
Å, jeg forstår mig endnu så lidet på kærlighed; men det véd jeg,
sandt er det, som der står i visen:
den spirer så let; i den flygtigste stund
fæster den rødder i hjertets grund--
MARGIT.
Lad så være. Og når så er, da har jeg ikke længer nødig at dølge
noget for dig. Ah--
(Hun stanser pludselig, da hun ser Knut og Gudmund
komme nærmere.)
KNUT
(fornøjet.)
Se, det må jeg vel lide, Gudmund. Her er min hånd.
MARGIT
(sagte.)
Hvad er det?
GUDMUND
(til Knut.)
Og her er min.
(de ryster hinandens hænder.)
KNUT.
Men nu vil vi også nævne, begge to, hvem det er--
GUDMUND.
Godt. Her på Solhaug, mellem alle de fagre kvinder, har jeg
fundet den, som--
KNUT.
Jeg lige så. Og jeg fører hende herfra endnu inat, hvis det gøres
behov.
MARGIT,
(der ubemærket har nærmet sig.)
Alle helgener!
GUDMUND
(nikker til Knut.)
Det samme er også min agt.
SIGNE,
(der ligeledes har lyttet.)
Gudmund!
GUDMUND og KNUT
(hviskende til hinanden, idet de begge peger på Signe.)
Der er er hun.
GUDMUND
(studsende.)
Ja, min.
KNUT
(ligeså.)
Nej, min!
MARGIT
(sagte, halvt forvildet.)
Signe!
GUDMUND
(som før, til Knut.)
Hvad mener du med det?
KNUT.
Det er jo Signe, som jeg vil--
GUDMUND.
Signe! Signe er min fæstemø for gud.
MARGIT
(med et skrig.)
Hende var det! Nej,--nej!
GUDMUND
(sagte, idet han ser hende.)
Margit! Hun har hørt alt.
KNUT.
Ej, ej; er det sådan fat? Hør, fru Margit, I har ikke nødig at
lade så forundret; jeg skønner nu det hele.
MARGIT
(til Signe.)
Men du sagde jo nys--?
(fatter pludselig sammenhængen.)
Gudmund var det, du mente!
SIGNE
(forundret.)
Ja, vidste du ikke det! Men hvad fattes dig, Margit?
MARGIT
(med næsten toneløs stemme.)
Å intet, intet.
KNUT
(til Margit.)
Og imorges, da I fik mit ord på, at jeg ingen ufred skulde yppe
her ikveld,--I har da vidst, at Gudmund Alfsøn var i vente. Ha,
ha, bild jer aldrig ind, at I kan drive gæk med Knut Gæsling!
Signe er bleven mig kær. Endnu før middag var det bare mit
ubesindige løfte, som drev mig til at bejle efter hende; men
nu--
SIGNE
(til Margit.)
Han? _Det_ var bejleren, du tænkte på?
MARGIT.
Stille, stille!
KNUT
(hårdt og bestemt.)
Fru Margit,--I er hendes ældre søster; et svar skal I give mig.
MARGIT
(kæmpende med sig selv.)
Signe har alt kåret sin brudgom;--jeg kan intet svare.
KNUT.
Det er godt; så har jeg ikke mere at gøre på Solhaug. Men efter
midnat,--mærk jer det,--da er dagen til ende; da tør I nok få se
mig igen, og så får lykken råde for, hvem der skal føre Signe fra
gården, Gudmund eller jeg.
GUDMUND.
Ja, prøv du kun; det skal koste dig så blodig en pande!
SIGNE
(angst.)
Gudmund! For alle helgener--!
KNUT.
Vær spag; vær bare spag, Gudmund Alfsøn! Før solen rinder skal du
være i min magt. Og hun,--din fæstemø--.
(går hen til døren, vinker og råber dæmpet.)
Erik! Erik, kom her! Afsted til vore frænder!
(truende, mens Erik viser sig i døren.)
Ja, ve jer alle, når jeg kommer igen!
(Han og Erik går ud til venstre i baggrunden.)
SIGNE
(sagte til Gudmund.)
Å, men så sig mig, hvad skal alt dette betyde?
GUDMUND
(hviskende.)
Vi må begge rejse fra Solhaug endnu inat.
SIGNE.
Gud stå mig bi,--du vil--!
GUDMUND.
Tal ikke om det! Ikke et ord til noget menneske; ikke engang til
din søster.
MARGIT
(hen for sig.)
Hende,--hende er det! Hende, som han knapt har tænkt på før
ikveld. Havde jeg været fri, så véd jeg nok hvem han havde
kåret.--Ja, fri!
(Bengt og gæsterne, mænd og kvinder, kommer
ud fra huset.)
UNGE PIGER og SVENDE
(synger.)
Herude, herude skal gildet stå,
alt mens de fugle blunde,
hvor lystigt at lege mellem blomster små
i birkelunde.
Herude, herude skal lyst og skemt
lyde fra alle munde,
al kvide må ende, når fedlen er stemt
i birkelunde.
BENGT.
Se, sådan skal det være! Det må jeg lide! Jeg er lystig, og min
hustru ligervis; og derfor skal I være lystige alle sammen.
EN AF GÆSTERNE.
Ja, lad os nu få en stevkamp!
MANGE
(råber.)
Ja, ja, en stevkamp!
EN ANDEN GÆST.
Nej, lad være med det; det vækker bare ufred i laget.
(med dæmpet stemme.)
I drages vel til minde, at Knut Gæsling er på gården ikveld.
FLERE
(hviskende mellem hverandre.)
Ja, ja, det er sandt. I mindes sidst, da han--. Det er bedst at
vogte sig.
EN GAMMEL MAND.
Men I, fru Margit--; jeg véd, eders slægt var altid sagnkyndig,
og I selv kunde mange vakre eventyr, alt imens I var barn.
MARGIT.
Ak, jeg har glemt dem alle tilhobe. Men spørg Gudmund Alfsøn, min
frænde; han kender et eventyr, som er lystigt nok.
GUDMUND
(dæmpet, bedende.)
Margit--!
MARGIT.
Ej, hvilket klageligt ansigt du sætter op! Vær lystig, Gudmund!
Vær lystig! Ja, ja, det falder dig ikke så let, kan jeg tro.
(leende, til gæsterne.)
Han har set huldren ikveld. Hun vilde forlokke ham; men Gudmund
er en trofast svend.
(vender sig atter til Gudmund.)
Nu ja, eventyret er ikke endt endnu. Når du fører din hjertenskær
over hej og gennem skoge, så vend dig aldrig om; se dig aldrig
tilbage;--huldren sidder bag hver en busk og ler; og til slut--
(med dæmpet stemme, idet hun træder tæt hen til ham:) kommer du
dog ikke længer end hun vil.
(hun går over mod højre.)
SIGNE
(sagte.)
Å gud, å gud!
BENGT
(går fornøjet om mellem gæsterne.)
Ha, ha, ha! Fru Margit véd at sætte det sammen! Når hun først
vil, så gør hun det meget bedre end jeg.
GUDMUND
(for sig selv.)
Hun truer; jeg må rive det sidste håb fra hende; før bliver hun
ikke rolig tilsinds.
(vender sig til de fremmede.)
Jeg kender et lidet kvæde. Hvis det lyster eder at høre, så--
FLERE AF GÆSTERNE.
Tak, tak, Gudmund Alfsøn!
(Man slutter sig om ham, nogle siddende, andre stående.
Margit læner sig til et træ foran til højre. Signe
står til venstre nær ved huset.)
GUDMUND
(synger.)
Jeg red mig udi lunde,
jeg sejled over sjø;
det var sig i mit væne hjem,
der fæsted jeg min mø.
Det var den alfekvinde,
hun er så led og gram:
ret aldrig skal den jomfru skær
til kirken følge ham.
Hør mig, du alfekvinde,
lad fare det besvær;
to hjerter kan ej skilles ad,
som har hinanden kær!
EN GAMMEL MAND.
Det er et vakkert kvæde. Se, hvor de unge svende skotter did hen.
(peger mod pigerne.)
Ja, ja, hver har vel sin, kan jeg tro.
BENGT
(gør miner til Margit.)
Ja, jeg har min, det véd jeg visst. Ha-ha-ha!
MARGIT
(sagte, bævende.)
Å, at måtte lide al den spot og spe! Nej, nej; nu må den sidste
redning fristes.
BENGT.
Hvad fattes dig? Mig tykkes, du er så bleg.
MARGIT.
Det går snart over.
(vender sig til gæsterne.)
Det bæres mig for, som jeg nys sagde, jeg havde glemt alle mine
eventyr. Men jeg tror dog, jeg mindes ét.
BENGT.
Ret så, min hustru! Kom med det.
UNGE PIGER
(bedende.)
Ja, fortæl, fortæl, fru Margit!
MARGIT.
Næsten er jeg bange for, det vil lidet huge jer; men det får nu
være.
GUDMUND
(sagte.)
Alle helgener, hun vil da vel ikke--!
MARGIT.
Det var sig en ungmø fager og fin,
hun sad i sin faders gård;
hun sømmed i silke, hun sømmed i lin;--
så lidet den gammen forslår.
Hun sad så ene med sorrig og gru;
der var tomt i hal og i stue;
den jomfru liden var stolt i hu,
hende lysted at vorde en adelsfrue.--
Det var sig bergkongen, red han fra nord,
kom han til gårde med guld og med svende;
tredje dags natten hjemad han fór
alt med sin brud,--med hende.
I berget sad hun hel mangen sommer,
af guldhorn kunde hun mjøden tømme,
i dalen trives de yndigste blommer,--
hun sanked dem kun i drømme.--
Det var sig den ungersvend bold og god;
vel kunde han lege på gyldne strenge;
det klang til bergets inderste rod,
hvor hun havde siddet så længe.
Så underlig blev hun tilsinde derved;--
op sprang fjeldets port som en bue;
over dalene lå gud faders fred,
og al den herlighed kunde hun skue.
Det var som om nu, for første gang,
hun var vækket til liv ved harpeklang,
som om hun først nu forstod at finde
den rigdom, verden slutter inde.
Og vel må I vide, hver og en,
at den, som er fængslet til fjeldets sten,
kan løses så let ved harpeleg!
Han så hende bunden, hørte hun skreg,--
men han slængte sin harpe bort i en vrå,
hejsede silkesejlet i rå,
stævnede over den salte sjø
til fremmede lande med sin fæstemø.
(i stigende lidenskab.)
Du legte så fagert på strengenes guld!
thi svulmer min barm så kæk og fuld!
Jeg må ud, jeg må ud i de grønne dale!
Jeg dør herinde i fjeldets sale!
Han håner mig kun! Han favner sin mø
og stævner over den salte sjø!
(skriger.)
Med mig er det ude; berget er lukket!
Solen lyser ikke mere; alle stjerner er slukket.
(hun vakler og segner afmægtig over mod en træstamme.)
SIGNE
(grædende, er ilet til og opfanger hende i sine arme.)
GUDMUND
(på samme tid, støtter hende.)
Hjælp, hjælp; hun dør!
(Bengt og gæsterne stimler under forskrækkede udråb
sammen om dem.)